Langfredag, 3.april 2015. Domkirken 10: 208 Skriv dig Jesus. Kollekt. Læsning fra Esajas, 191 Gak under, v.1-8. Kort orgelkoral, Gak under, v.9-16. Prædiken med sagt trosbekendelse. Motet. 201. Det hellige kors Nadver: 193 O, hoved højt. 536 Udrust dig helt. Gråbrødre 17: 191 v.1-8, 9-16, 193, 536. Lad os bekende vor kristne tro Dette hellige evangelium Langfredags tekst er nøgtern i sin registrering af begivenhederne. Den er realistisk. Som en reportage nærmest. Her er ingen guddommelig indgriben, ingen mirakler, ingen opbyggelig lignelse. Kun beskrivelse, gengivelse, skildring. For det er vigtigt, at vi får det hele med. Vi skal se det for os. Vi skal se. Og vi skal huske. Det samme siger nogle af de efterlevende, der har skildret, hvad man kan kalde et af menneskehedens Golgata er, sidste århundredes store jødeudryddelser. De har skildret, siger de, det ubærlige, nogle gange sagligt og nøgternt registrerende. For at vi skal se og huske og ikke glemme. For dét, der skete på Golgata med den ene, med Jesus; dét, der før og siden er sket med utallige; dét, der skete i nazisternes dødslejre; dét, der stadigvæk sker i Afrika og Mellemøsten og utallige andre steder: Dét er alt sammen udtryk for menneskelivets nulpunkt. Og det har vi svært
ved at forestille os og overhovedet beskæftige os med. Fordi det er ubærligt. På enhver måde ubærligt. Men det ligger så snublende nær. Det er så lade-sig-gørligt, hvor mennesker er. Og dét må vi ikke glemme. Vi må ikke glemme, hvordan alt det der gør et menneskeliv til en gave, en udfordring, en lykke, et mirakel, hvordan det alt sammen kan skrælles af, brydes ned til grunden, så intet rager op. Hvordan alt det, der fylder alverden, kan gøres til intet. Vi må ikke glemme det. For det sker, og det kan stadigt ske. Langfredag skal minde os som Jesu lidelse, for Jesu lidelse var også menneskets lidelse. Jesu lidelseshistorie er en lærebog nærmest, en trin for trin redegørelse for hvordan du, om man så må sige, tager pynten af et menneske, hvordan du tager alt fra ham eller hende, nedbryder ham eller hende til grunden. For det var, hvad de gjorde. De tog alt fra ham. Først forsvandt de, alle dem, der havde fulgt ham. Borte tog dem. De var bange. De holdt sig væk. Han var alene. Så tog de hans sølle ejendom, hans klæder, trak lod om dem. De tog hans værdighed med hån og spot: Frels dig selv
og stig ned fra korset. De tog hans frihed ved at sømme ham fast. De tog hans håb. Nu var der kun døden at vente på. De tog hans tro. Det sidste et menneske kan klynge sig til. Og de tog hans liv. Jeg læser i de her dage en erindringsroman om livet som jøde i Wien i forbindelse med nazisternes magtovertagelse i 1938. Hvordan et trygt og ubekymret familieliv i byens bedre cirkler i løbet af uger blev pillet fra hinanden. Fordi bødlerne, også pæne mennesker at se til, systematisk, køligt, velovervejet tog alt fra de foragtede jøder: formuer, ejendom, familie, venner, frihed, værdighed. Mænd blev interneret. Bare ganske få dage, hvor de ikke fik lov at barbere og vaske sig. Man tog deres briller og livrem fra dem, så de kunne tumle rundt med missende øjne og desperat forsøge at holde bukserne oppe med den ene hånd. Deres navn blev også taget fra dem. Alle jødiske mænd hed nu Israel og deres hustruer Sara. De heldige fik lov at bo i en baggård, selv samme sted hvor de før havde palæer. Nu i den ariske races besiddelse.
Sådan, helt systematisk, blev gode og solide jødiske borgermænd og kvinder på ganske kort tid, forvandlet til karikaturen, den ondskabsfulde karikatur, på jøden. Som jøden Jesus dengang, på ganske kort tid, blev forvandlet til karikaturen på den konge, de troede, han sagde, han var. At tage alt fra et andet menneske, forvandle det til en parodi på det, som Gud har skabt det som. Ja, på det som det selvsamme menneskets forældre engang så det som. Det er en evigt menneskelig specialitet, dér hvor mennesket gør sig selv til Gud. Men hvor Gud skabte, der er mennesket bedre til at af-skabe, afvikle skabelsen ved netop at pille den fra hinanden og tage alt det bort som Gud og andre mennesker gav og skabte og byggede hinanden op med. I Bibelens skabelsesberetning står der, at der i begyndelsen var tomhed og øde, og at mørket rugede over urdybet. Så skabte Gud lyset. Han kaldte det frem. Der blive lys!. Og så begyndte det ellers at spire frem: alt det grønne, alle livsbetingelserne, alle dyrene, og til sidst mennesket, der ikke kunne leve uden alt det. Gud byggede op. Gud skabte.
Men når mennesket vil være Gud, går det den anden vej. Livet, det groende, lyset, skrues tilbage til mørket, tomheden og det øde. Den omvendte skabelse. Af-skabelsen. For det er jo sådan, helt elementært, at man gør sig selv større ved at gøre andre mindre. Kan du skære den anden ned til en parodi på det, han eller hun blev skabt til og skabt som, rager du selv så meget desto højere op. Så har du verden lidt mere for dig selv. Mennesket valgte sig selv og valgte Gud fra. Det var dets ulykke. Sådan siger Bibelen. Og det er følgerne af den ulykke, der gennemspilles igen og igen verden over. Også af mennesker der mener at udøve Guds vilje. Og det er følgerne af den ulykke, vi her i kirken tvinges til at se i øjnene med langfredags beretning, om den mishandlede og korsfæstede, som var Guds udtrykte billede, skabelsens blomst. Langfredag er den nøgterne beretning om, hvordan mennesket slog Gud ihjel. Hvordan mennesket ødelagde, af-skabte, skaberen, fordi det ikke tåler andre end sig selv. Sluttede det så her med den pointe eller morale, at det ligger som en drift i os, at ødelægge, hvad Gud har givet os, for at vi bedre selv kan komme
til. Sluttede det her med erkendelsen af, at alt hvad vi bygger på og tror på og kæmper for og drømmer om og stræber efter af godt, af lys og liv, at det er som et skrøbeligt sårbart blafrende lys omgivet af destruktive magter, og at det som intet kan gøres til ingenting, og det, der er værre end ingenting. Sluttede det her, ja, så var der på enhver måde grund til at holde lysene på altret slukkede, lukke kirken, og gå hjem til frokosten. For så var det hele bare skåltaler og ønsketænkning, som vi ligeså godt kunne holde et andet sted. Pæne ord og massive fortrængninger af os, der gudskelov sjældent og personligt oplever ondskab, menneskers trang til at være Gud, på nærmeste hold. Men dét, der lige præcist gør, at vi bliver her, tænder lusene, når vi går til alters og kommer igen på søndag. Fordi det var Gud selv, der hang der på korset. Fordi han ikke blev i graven. Fordi han siden kom til os igen gennem lukkede døre og i nadverens brød og vin. På trods af alt. På trods af alt. Langfredags store PÅ TRODS AF ALT. Det er derfor vi her i kirken skal høre den her nøgterne, realistiske genfortælling af, hvad der skete langfredag. Det er derfor vi skal se det for
os og huske på det. Fordi vi skal vide, at Gud selv var i det, og at han vilje til at skabe nyt og tilgive og bringe liv og lys og håb og kærlighed, ikke blev pillet fra hinanden og skåret ned til grunden, men stod menneskers ødelæggelsestrang og selvhævdelse igennem. Vi skal se og se det onde i øjnene for at huske og huske, at Gud i sin søn var i det, overvandt det og gav os et hjemsted i hans rige, hvor døden og ødelæggelsen ikke er altings udkomme, men hvor vi som vi bedst kan, bygger med på kærligheden, tilgivelsen og friheden, bærer det ind i vores liv sammen og holder vores næste fast på sit værd som et Guds barn. Bag det hele, i det hele, var Gud. Han ofrede sig selv. Han gav sig selv hen, for at hans skabelses godhed kan leve videre blandt os. Stadig, nogle gange, kun som et blafrende lys. Men uudslukkeligt. I liv som i død. Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen! Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. (Fra Gudstjenestens Bønner II): Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen Herre. Når vi ser dig på korset, møder vi Judas i os selv. Dine øjne spejler vort eget flakkende blik. Vi beder dig, Herre: Slå ikke blikket ned. Se på os, som vi er, for kun i dit blik er der håb om tilgivelse. Herre, vi kan ikke undskylde os, vi har intet forsvar at føre. Vi håber kun på din nåde. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: