Den reelle virtualitets kultur: den elektroniske kommunikations integration, massepublikummets forsvinden og de interaktive netværks fremvækst

5 Den reelle virtualitets kultur: den elektroniske kommunikations integration, massepublikummets forsvinden og de interaktive netværks fremvækst Omkring år 700 f.kr. gjorde man en opfindelse i Grækenland: alfabetet. Denne konceptuelle teknologi kom ifølge førende udforskere af den klassiske kultur, f.eks. Havelock, til at udgøre grundlaget for den vestlige filosofis og videnskabs udvikling til den form, hvori vi kender den i dag. Alfabetet gjorde det muligt at bygge bro mellem det talte og det skrevne sprog, hvorved det sagte blev løsrevet fra den talende og en begrebsmæssig diskurs blev mulig. Dette historiske vendepunkt var under forberedelse i omkring tre tusinde år, mens man udviklede en mundtlig tradition og en ikkealfabetbaseret kommunikation indtil det græske samfund med Havelocks udtryk var blevet»bogstaveligt indstillet«, hvilket derpå medførte en kvalitativ udvikling af den menneskelige kommunikation. 1 Først mange århundreder senere blev læse- og skrivefærdighed almindeligt udbredt nemlig efter opfindelsen og udbredelsen af trykpressen og papirfremstillingen. Men det var alfabetet, der i Vesten udgjorde den mentale infrastruktur for en kumulativ, vidensbaseret kommunikation. Den nye alfabetiske orden gav ganske vist mulighed for rationel diskurs, men adskilte samtidig den skriftlige kommunikation fra det audiovisuelle symbol- og opfattelsessystem, der er så afgørende for den fulde menneskelige udtryksevne. Idet der både implicit og eksplicit blev etableret et hierarki med skriftkulturen øverst og det audiovisuelle udtryk nederst, blev omkostningen ved at forankre den menneskelige praksis i den skriftlige diskurs en forvisning af hele lyd- og billedverdenen til en plads bagest på kunstens scene, hvor den blev knyttet til følelsernes private domæne og liturgiens offentlige. Den audiovisuelle kultur tog selvfølgelig en historisk hævn i det tyvende århundrede, først med film og radio, senere med tv, der aldeles fortrængte den skriftlige kommunikation fra dens plads i flertallets hjerter og sjæle. 305

Denne spænding mellem den fornemme skriftsprogskommunikation og den sanselige, ureflekterede billedkommunikation udgør dybest set baggrunden for de intellektuelles frustration over tv s indflydelse, som stadig er hovedpunktet i den samfundsmæssige kritik af massemedierne. 2 En teknologisk omstilling af lige så historiske dimensioner som alfabetets opfindelse er i færd med at ske her 2.700 år senere, nemlig integrationen af de forskellige kommunikationsmåder i et interaktivt netværk. Eller anderledes formuleret, dannelsen af et hypertekst- og metasprog, der for første gang i historien samler den menneskelige kommunikations skriftlige, mundtlige og audiovisuelle modaliteter i et fælles system. Menneskeånden genforener sine forskellige dimensioner i et nyt samspil mellem hjernens to sider, maskinerne og de sociale sammenhænge. Trods al science fiction-ideologi og det kommercielle markskrigeri omkring den såkaldte informationsmotorvej kan vi faktisk dårligt overvurdere dens betydning. 3 Den potentielle integration af tekst, billeder og lyd i samme system en gensidig interaktion iværksat fra mange forskellige positioner i selvvalgt tid (tidstro eller asynkront) i et globalt netværk med åbenhed og prismæssigt overkommelige adgangsbetingelser vil komme til at ændre kommunikationens karakter fundamentalt. Og kommunikationen præger kulturen på afgørende vis, fordi vi, som Postman skriver,»ikke ser... virkeligheden... som den er, men som vores sprog er. Og vores sprog er medierne. Vores medier er vores metaforer. Vores metaforer skaber indholdet i vores kultur.«4 Fordi kulturen er medieret og udspiller sig i kraft af kommunikation, bliver kulturen selv dvs. vores historisk producerede tros- og kodesystemer grundlæggende forvandlet af det nye teknologiske system og vil i endnu højere grad blive det med tiden. I skrivende stund er dette nye system ikke færdigudviklet, og dets udvikling kommer til at ske i et ujævnt tempo og med en ujævn geografisk spredning i de følgende år. Men det er sikkert, at det vil udvikle sig og komme til at indbefatte i hvert fald de fremherskende aktiviteter i befolkningernes kernegrupper kloden over. Desuden eksisterer det allerede stykkevis i de nye medier, i de hastigt voksende telekommunikationssystemer, i de interaktionsnetværk, der allerede er oprettet med udgangspunkt i internettet, i folks fantasi, i staternes politiske strategier og på tegnebordene rundt omkring i selskabshovedkvartererne. Et nyt, globalt elektronisk kommunikationssystems fremvækst, dets integration af alle kommunikationsmedier og dets potentielle interaktivitet forandrer og vil forandre vores kultur for altid. Spørgsmålet er imidlertid, hvilke betingelser, egenskaber og virkninger disse forandringer vil have og få. I betragtning af denne i øvrigt klart definerede tendens stadig noget uudviklede stadium, hvordan kan vi så vurdere dens potentielle indflydelse uden at forfalde til den type futurologiske excesser, som denne bog gør sit bedste for at lægge afstand til? På den anden side ville den samlede analyse af informationssamfundet blive behæftet med grundlæggende svagheder, hvis vi ikke så på kulturernes forandring under det nye kommunikationssystems indflydelse. Selv om der historisk set hersker teknologisk diskontinuitet, er der heldigvis også en hel del social kontinuitet, som giver mulighed for at fremskrive udviklingen på grundlag af observation af de tendenser, der har banet vej for det nye system igennem de sidste to årtier. Faktisk har en af hovedkomponenterne i det nye kommunikationssystem, 306

nemlig massekommunikationsmedierne centreret om tv, været genstand for indgående undersøgelser. 5 Deres udvikling i retning af globalisering og decentralisering blev forudset i begyndelsen af 1960 erne af McLuhan den store idealist, der revolutionerede kommunikationstænkningen trods sin ubeherskede brug af overdrivelser. 6 I dette kapitel vil jeg først følge massemediernes tilblivelsesproces og se på deres samspil med kultur og social adfærd. Derpå vil jeg vurdere deres forandring i løbet af 1980 erne med fremvæksten af decentraliserede og mangfoldige»nye medier«, der var multimediesystemets forløbere i 1990 erne. Jeg vil dernæst vende opmærksomheden mod forskellige kommunikationssystemer, som er opbygget omkring computernetværk, f.eks. internettets fremvækst og den overraskende, spontane udvikling af nye former for virtuelle fællesskaber eller samfund. Selv om dette er et relativt nyt fænomen, har vi empiriske observationer nok både fra Frankrig og USA til at formulere visse hypoteser på et rimeligt grundlag. Endelig vil jeg forsøge at opsummere, hvad vi ved om de to systemer, med henblik på at overveje de sociale aspekter af den kommende sammensmeltning og dennes betydning for kommunikationens og det kulturelle udtryks processer. Jeg hævder, at der er ved at opstå en ny kultur på grundlag af det nye kommunikationssystems kraftige indflydelse, medieret af sociale interesser, statslige politiske retningslinjer og erhvervsstrategier: den reelle virtualitets kultur, hvis indhold, dynamik og betydning beskrives og analyseres på de følgende sider. Fra Gutenbergs til McLuhans galakse: massemediekulturens opståen Fjernsynets udbredelse igennem de tre årtier efter Anden Verdenskrig (til forskellig tid og med forskellig intensitet land for land) førte til dannelse af en ny kommunikationsgalakse, hvis jeg må have lov til at bruge McLuhans terminologi. 7 Ikke fordi de andre medier forsvandt, men de blev omstruktureret og reorganiseret i et system, hvis hjerte bestod af radiorør, og hvis tiltalende ansigt var en tv-skærm. 8 Radioen mistede sin centrale position, men vandt i kraft af udholdenhed og fleksibilitet på sin evne til at tilpasse form og indhold til rytmen i folks dagligliv. Filmene ændrede sig, så de bedre passede til tv-publikummet med undtagelse af de statsstøttede kunst- og special effects-film, der stadig blev vist på det store lærred. Aviser og tidsskrifter specialiserede sig i uddybning af indholdet eller målrettede sig mod deres publikum og sørgede samtidig for at levere strategiske informationer til det dominerende tv-medium. 9 Bøgerne var stadig bøger, om end mange bøgers ubevidste ønske efterhånden var at blive et tv-manuskript. Bestsellerlisterne blev snart fyldt med titler, der refererede til tv-personer og tv-populariserede emner. Hvorfor tv blev så fremherskende en kommunikationsmåde, er stadig omdiskuteret blandt forskere og mediekritikere. 10 W. Russel Neumans hypotese, som jeg vil omformulere til, at udviklingen var en konsekvens af et dovent publikums primitive instinkter, virker som en plausibel forklaring på grundlag af de foreliggende vidnes- 307

byrd. Med hans egne ord:»den nøglekonklusion fra forskningen i undervisningens og reklamens virkninger, som vi må se i øjnene, hvis vi vil forstå den skjulte læring på det politiske og kulturelle område, er simpelthen, at folk finder den vej, som frembyder mindst modstand.«11 Han begrunder sin fortolkning med mere omfattende psykologiske teorier af Herbert Simon og Anthony Downs, hvori de psykologiske omkostninger ved at skaffe sig og forarbejde information fremhæves. Jeg er mere tilbøjelig til at lede efter grundlaget for en sådan logik i hjemmelivets betingelser efter en lang, anstrengende arbejdsdag og manglende alternative muligheder for personligt/kulturelt engagement, end i selve menneskenaturen. 12 Men eftersom de sociale betingelser i vores samfund er, som de er, kan det mindstemodstandssyndrom, der tilsyneladende knytter sig til tv-formidlet kommunikation, måske også forklare tv-mediets hurtige og omfattende sejrsgang som kommunikationsmedium fra samme øjeblik, det viste sig på den historiske skueplads. 13 Ifølge medieforskningen 14 vælger f.eks. kun en lille del af befolkningen på forhånd, hvilke programmer de ønsker at se. I almindelighed træffes der først en beslutning om at se tv, og derpå scanner man programmulighederne, indtil den mest interessante eller oftere den mindst kedelige vælges. Det tv-dominerede system kunne uden problemer karakteriseres som et massemediesystem. 15 Et ensartet budskab blev samtidig udsendt fra nogle få centrale sendemaster til et publikum på millioner af seere. Disse budskabers indhold og form var derfor skræddersyet til den laveste fællesnævner. På private tv-stationer, der var fremherskende i tv s fædreland USA, blev den laveste fællesnævner hos et publikum evalueret af marketingeksperter. I hovedparten af verden, hvor de statslige tvstationer var fremherskende i hvert fald indtil 1980 erne, var normen den laveste fællesnævner, som den fremstod for de bureaukrater, der bestemte over radio- og tvudsendelserne, om end ratingundersøgelser spillede en stadig større rolle. I begge tilfælde anskuede man i vid udstrækning sit publikum som homogent. 16 Begrebet massekultur var en aflægger af massesamfundet, og det var et direkte udtryk for det mediesystem, der var opstået af kontrollen med den nye elektroniske kommunikationsteknologi fra statsmagtens og nogle selskabsoligopolers side. 17 Hvad var det grundlæggende nye ved tv? Nyheden var ikke kun dets centraliserende magt og dets mulighed som propagandainstrument. Allerede Hitler viste os trods alt, at radioen kunne være et frygtindgydende resonansskabende instrument, hvad angår envejsmeddelelser med præcist defineret formål. Hvad tv først og fremmest repræsenterede, var afslutningen på Gutenbergs galakse dvs. på et kommunikationssystem, der grundlæggende var domineret af den typografiske bevidsthed og den fonetiske alfabetisme. 18 Trods alle indvendinger fra McLuhans kritikere (der generelt var frastødt af hans»sammenflikkede«sprogbrug) anslog han en alment gyldig akkord, da han i al enkelhed erklærede, at»mediet er budskabet«: Tv-billedets udtryksform har ikke noget fælles med film og fotografi, udover at det byder på en ikkeverbal gestalt eller formholdning. Med tv er seeren et med skærmen. Han bombarderes med lysimpulser, som James Joyce kaldte [den]»charge of the light brigade«... Det er ikke noget still, det er overhovedet ikke noget feto i nogen for- 308

stand, men en kontur der endeløst dannes af ting tegnet med den undersøgende finger. Den plastiske kontur, der er resultatet, kommer frem ved lys der går igennem, ikke ved lys på billedet, og det billede der dannes på den måde har skulpturens og ikonets egenskaber, snarere end billedets. Tv-billedet giver modtageren henved tre millioner prikker i sekundet. Deraf modtager han kun et par snese hvert sekund, og af dem laver han et billede. 19 På grund af tv-billedets lave opløsning måtte seerne efter McLuhans mening selv udfylde billedets huller, og dette gjorde dem mere følelsesmæssigt engagerede i aktiviteten at se fjernsyn (som han paradoksalt nok karakteriserede som et»køligt medium«). Dette engagement modsiger ikke hypotesen om den mindste modstands vej, eftersom det ikke vedrører den psykologiske indsats for at indsamle og analysere information, som Herbert Simons teori handler om. Derfor opfatter den fremtrædende medieforsker Neil Postman tv som et historisk brud med den typografiske bevidsthed. Mens de trykte medier favoriserer en systematisk fremstillingsform, er tv bedst egnet til en uformel, henkastet samtale. Eller for at trække distinktionen skarpt op med Postmans egne ord:»det typografiske favoriserer fremstillingsformen så stærkt, som det overhovedet er muligt: en avanceret evne til at tænke begrebsmæssigt, deduktivt og sekventielt; værdsættelse af fornuft og orden; rædsel for modsigelsen; gode muligheder for distancering og objektivitet; samt accept af tidsforskudte svarreaktioner.«20 For tv s vedkommende gælder det derimod, at»underholdning er enhver tv-diskurs overordnede ideologi. Uanset hvad der vises og fra hvilket synspunkt, er den overordnede antagelse, at det vises for at more og fornøje.«21 Når vi går bag om brudfladerne i de sociale/politiske implikationer af denne analyse fra McLuhans tro på tv s generelle fællesskabsdannende muligheder til Jerry Manders 22 og nogle af massemediekritikernes 23 nærmest ludditiske holdninger samler diagnoserne sig om to fundamentale hovedpunkter: Nogle få år efter sin opfindelse blev tv vores samfunds kulturelle epicentrum, 24 og tv s kommunikationsmodalitet er et grundlæggende nyt medium, der er karakteriseret ved sin forførende evne, sin sansemæssige simulering af virkeligheden og sin store kommunikationsevne ad den mindste psykologiske modstands vej. I kølvandet på tv s udbredelse er der igennem de sidste tre årtier sket en kommunikationseksplosion verden over. 25 I det mest tv-orienterede land i verden, USA, blev der i slutningen af 1980 erne udsendt 3.600 billeder i minuttet på hver kanal. Ifølge Nielsen-rapporten havde den gennemsnitlige amerikanske husstand tv-apparatet tændt i omkring syv timer om dagen, og man anslog, at den enkelte voksne så tv omkring 4,5 timer hver dag. Hertil skulle lægges radioen, der udsendte 100 ord i minuttet og blev aflyttet gennemsnitligt to timer om dagen, hovedsagelig under bilkørsel. Den gennemsnitlige daglige avis rummede 150.000 ord og krævede anslået mellem 18 og 49 minutters daglig læsning, mens bladning i tidsskrifter tog mellem 6 og 30 minutter dagligt og boglæsning, inklusive lektierelateret læsning, tog omkring 18 minutter om dagen. 26 Medieeksponering virker kumulativt. Ifølge visse undersøgelser ser amerikanske husstande med kabel-tv mere»almindeligt tv«(de store tv-netværks udsendelser) end husstande uden kabel-tv. Alt i alt bruger den gennemsnitlige voksne amerikaner 6,43 timer om dagen på medierne. 27 Selv om 309

dette tal er temmelig upræcist, kan det stilles over for andre data, der viser, at der bruges 14 minutter om dagen per person på personlig interaktion med andre i husstanden. 28 I Japan blev der i 1992 set tv 8 timer og 17 minutter i gennemsnit om dagen, en 25-dobling i forhold til 1980. 29 Andre lande var tilsyneladende mindre intensive medieforbrugere. F.eks. så voksne i Frankrig sidst i 1980 erne kun tv i omkring tre timer om dagen. 30 Men det fremherskende adfærdsmønster rundt omkring i verden er tilsyneladende stadig, at medieforbruget i bysamfund udgør den næststørste aktivitetskategori, efter arbejdet, og uden tvivl er den mest fremherskende aktivitet i hjemmet. 31 Denne iagttagelse må imidlertid tages med visse forbehold, hvis vi for alvor skal forstå mediernes rolle i vores kultur: Medieforbruget er på ingen måde en aktivitet, der udelukker andre gøremål. Den blandes generelt med udførelse af huslige opgaver, med fælles måltider og med socialt samvær. Den udgør en næsten konstant baggrundskulisse trenden i vores livs vævning. Vi lever med medierne og gennem medierne. McLuhan brugte det udtryk, at de teknologiske medier var basisføden eller de naturlige ressourcer. 32 Men medierne, specielt radio og tv, er i højere grad blevet det audiovisuelle miljø, som vi i én uendelighed og uden at tænke over det forholder os til og interagerer med. Meget ofte er først og fremmest tv til stede i hjemmet: en skattet funktion i et samfund, hvor et stadigt voksende antal mennesker lever alene. I 1990 erne bestod 25% af de amerikanske husstande kun af én person. Selv om situationen ikke er lige så ekstrem i andre samfund, hersker der en tilsvarende tendens i retning af mindre husstande i Europa. Denne altgennemsyrende, magtfulde tilstedeværelse af sådanne subliminalt ansporende lyd- og billedbudskaber kan antages at have en drastisk indvirkning på den sociale adfærd. Men hovedparten af den til rådighed stående forskning peger i den modsatte retning. Efter en litteraturgennemgang konkluderer W. Russell Neuman, at»de akkumulerede resultater fra fem årtiers systematisk socialvidenskabelig forskning viser, at massemediernes publikum ungdommeligt eller ej ikke er hjælpeløst, og medierne heller ikke almægtige. Den nye teori om, at mediernes indflydelse er beskeden og betinget, kan være med til at sætte den tidligere moralske panik over for de nye medier i perspektiv.«33 Desuden ser det ud til, at den spærreild af reklamebudskaber, vi modtager gennem medierne, har en temmelig begrænset virkning. Ifølge Draper 34 reagerer den gennemsnitlige amerikaner kun på 12 af de 16.000 reklamebudskaber, han eller hun udsættes for om dagen (og reaktionen er ikke nødvendigvis positiv). Faktisk nåede McGuire 35 efter en gennemgang af de akkumulerede vurderinger af medieannonceringens effekter frem til, at der ikke foreligger tungtvejende beviser for, at mediereklamerne har nogen specifik indflydelse på vores faktiske adfærd en ironisk konklusion for en branche, der på dette tidspunkt omsatte for 50 mia. dollar om året. Men hvorfor insisterer selskaberne så på at reklamere? For det første tørrer de udgifterne til reklame af på kunderne. Ifølge The Economist kostede»gratis tv«i USA i 1993 hver amerikansk husstand 30 dollar om måneden. Men et ordentligt svar på så vigtigt et spørgsmål kræver, at vi først analyserer de mekanismer, hvorigennem tv og andre medier påvirker vores adfærd. Nøgleproblemet er, at selv om massemedierne er envejskommunikationssystemer, er den faktiske kommunikation ikke en envejsproces, men derimod afhængig 310

af interaktion mellem afsenderen og modtageren på grundlag af sidstnævntes fortolkning af budskabet. Forskerne har fundet beviser for betydningen af, hvad de kalder»det aktive publikum«. Med Croteau og Haynes ord»er mediepublikummet blevet opfattet som aktivt på tre grundlæggende måder: i kraft af individuel fortolkning af medieproduktionerne, kollektiv fortolkning af medierne og kollektiv politisk handlen.«36 Og forfatterne fremlægger herpå et væld af data og illustrationer til opbakning for deres påstand om publikummets relative autonomi i forhold til de budskaber, det modtager fra medierne. Dette er tilmed en ganske veletableret tradition inden for medieforskningen. Umberto Eco har således anlagt et indsigtsfuldt perspektiv på fortolkningen af mediernes virkninger i sin frugtbare artikel fra 1977 med titlen»har publikum skadelig indflydelse på tv?«. Som Eco skrev, eksisterer der, alt afhængigt af de sociokulturelle omstændigheder, en lang række forskellige koder eller snarere regler for kompetence og fortolkning. Budskabet har en tegnfunktion, som kan udfyldes med forskellige betydninger... Derfor voksede mistanken om, at afsenderen organiserede det televisuelle billede på grundlag af sine egne koder, der faldt sammen med den fremherskende ideologi, mens modtagerne udfyldte det med»afvigende«betydning alt efter deres specifikke kulturelle koder. 37 Konsekvensen af denne analyse bliver, at»vi med sikkerhed ved, at der ikke eksisterer nogen Massekultur i den forstand, som dommedagsprofeterne inden for massemediekritikken forestiller sig, fordi denne kultur konkurrerer med andre (som udgøres af historiske overleveringer, klassekultur, aspekter af overklassekulturen udbredt via undervisningen osv.).«38 Selv om historikere og empiriske medieforskere vil anse denne udtalelse for almindelig sund fornuft og tage den helt alvorligt som jeg også selv gør underminerer den et grundlæggende aspekt af den kritiske samfundsteori fra Marcuse til Habermas. Det er en af åndshistoriens mest ironiske pointer, at det netop er de tænkere, som taler for social forandring, der ofte betragter folk som passive modtagere af ideologisk manipulation og derved i realiteten afskærer forestillinger om social bevægelse og social forandring undtagen i form af ene- og enkeltstående begivenheder med rødder uden for samfundssystemet. Hvis folk har en vis autonomi, når de organiserer og træffer beslutning om deres egen adfærd, må de budskaber, som udsendes af medierne, vel indgå i et samspil med modtagerne, og dermed henviser begrebet massemedier til et teknologisk system og ikke til en kulturform, massekulturen. Faktisk har visse psykologiske eksperimenter påvist, at selv om tv viser 3.600 billeder i minuttet per kanal, reagerer hjernen kun bevidst på en milliontedel af de stimuli, der udsendes. 39 Men at fremhæve menneskehjernens og den individuelle kulturs autonomi, når det handler om at tildele de modtagne budskaber betydning, er ikke det samme som at sige, at medierne er neutrale institutioner, eller at deres virkning er negligibel. Empiriske undersøgelser påviser, at medierne ikke spiller en selvstændig adfærdspåvirkende rolle. Deres budskaber bearbejdes og udfoldes, hvad enten de er eksplicitte eller subliminale, af individer, der befinder sig i specifikke sociale kontekster, hvilket modificerer meddelelsernes intenderede budskab. Men medierne, og speci- 311

elt vores kulturs audiovisuelle medier, udgør faktisk grundmaterialet for kommunikationsprocesserne. Vi lever i et mediemiljø, og hovedparten af vores symbolske stimuli stammer fra medierne. Desuden fandt tv s spredning (som Cecilia Tichi har påvist i sin dejlige bog The Electronic Hearth 40 ) sted i et tv-miljø, dvs. en kultur, hvori genstande og symboler henviste til tv fra møbelformgivning til skuespilleres stil og samtaleemner. Tv s egentlige magt er, som Eco og Postman også har peget på, at det sætter en ramme for, hvad man ønsker at kommunikere ud til samfundet som helhed, fra politik til erhvervsliv, inklusive sport og kunst. Tv former den samfundsmæssige kommunikations sprog. Når annoncørerne bliver ved med at bruge milliarder på trods af den rimelige tvivl om reklamernes faktiske betydning for salget, kan det skyldes, at fravær fra tv normalt indebærer, at man overlader navnegenkendelseseffekten til de konkurrenter, der faktisk annoncerer i tv. Selv om tv s betydning for de politiske valg er meget uensartet, har politikere og politiske synspunkter, som ikke omtales i tv i økonomisk udviklede samfund, simpelthen ikke en chance for at få befolkningens tilslutning, fordi den grundlæggende skaffer sig sine informationer gennem medierne, først og fremmest gennem tv. 41 Tv s samfundsmæssige effekt fungerer binært: Enten er den der, eller også er den der ikke. Når et budskab omtales i fjernsynet, kan det forandres, forvandles, undergraves. Men i et samfund, der er organiseret omkring massemedierne, har budskaber uden mediefokus kun eksistens i interpersonelle netværk og forsvinder dermed ud af den kollektive bevidsthed. Den pris, der må betales for at få et budskab i tv, kan imidlertid ikke kun udtrykkes i penge eller magt. Tv kræver accept af, at man involveres i en multisemantisk tekst med en ekstremt slap syntaks. Information og underholdning, uddannelse og propaganda, afslapning og massehypnose glider således sammen i tv-sproget. Eftersom tv-kigningens kontekst er kontrollerbar og velkendt for modtageren, modtages alle budskaber i den betryggende hjemme- eller»som om vi var hjemme«-situation (sportsbarernes gæster hører f.eks. til de få virkelige storfamilier, der stadig eksisterer...). Denne normalisering af budskabet, der gør afskyvækkende billeder fra virkelige krige til at fordøje som et udsnit af en actionfilm, har en grundlæggende pointe: Alt indhold i det sete tilpasses hver enkelt seers billedmæssige horisont. Eftersom medierne udgør vores livs symbolske struktur, har de således en tendens til at bearbejde vores bevidsthed og adfærd, ligesom virkelige erfaringer påvirker vores drømme som det råmateriale, vores hjerner benytter til deres arbejde. Den visuelle drømmeverden (den information/underholdning, som tv leverer) har på en måde givet os den bevidste magt til at vælge, kombinere og fortolke de billeder og lyde, som vi har sammenbragt via vores kollektive praksis eller personlige præferencer. Der er tale om et feedbacksystem mellem flere forvrængende spejle: medierne er et udtryk for vores kultur, og vores kultur fungerer primært i kraft af det materiale, medierne leverer. I denne grundlæggende forstand har mediesystemet de fleste af de træk, som McLuhan antydede i begyndelsen af 1960 erne. Det udgjorde en McLuhan-galakse. 42 Men den kendsgerning, at publikum ikke er et passivt objekt, men derimod et interaktivt subjekt, åbnede for en differentiering og en efterfølgende omstilling af medierne fra massekommunikation til segmentering, specialtilpasning og indivi- 312

dualisering fra samme øjeblik, teknologi, erhvervsliv og institutioner tillod denne omstilling. De nye medier og massepublikummets differentiering I løbet af 1980 erne forvandlede de nye teknologier medieverdenen. 43 Aviserne blev nu skrevet, redigeret og trykt på afstand, hvilket gav mulighed for samtidige udgaver af samme avis skræddersyet til flere forskellige større områder (f.eks. Le Figaro i flere franske storbyer; The New York Times i parallelle øst- og vestkystudgaver, International Herald Tribune trykt flere forskellige steder på tre kontinenter dagligt). Transportable musikafspillere (walkmen) gjorde personligt udvalgt musik til et transportabelt lydmiljø og gjorde det muligt for især teenagere at opbygge lydmure mod den ydre verden. Radioen blev mere specialiseret med oprettelsen af tema- og undertemastationer (24 timers let musik i døgnet eller musik med en enkelt sanger eller popgruppe i flere måneder indtil næste hit). Radioens talkshows udfyldte pendleres og fleksarbejderes tid. Videomaskinerne bredte sig til hele verden og blev i mange udviklingslande et væsentligt alternativ til de kedsommelige officielle tvudsendelser. 44 Selv om videomaskinernes muligheder ikke blev fuldt udnyttet på grund af manglende teknologisk viden fra brugernes side, og fordi deres anvendelse hurtigt blev kommercialiseret af videoudlejningsbutikkerne, tilførte deres udbredelse brugen af de visuelle medier en del fleksibilitet. Filmen overlevede i videokassettens form. Musikvideoer, som udgjorde over 25% af den totale videoproduktion, kom til at udgøre en ny kulturform, der formede en hel ungdomsgenerations billeder og reelt forandrede musikbranchen. Muligheden for at optage tv-programmer og se dem på selvvalgte tidspunkter ændrede tv-publikummets vaner og forstærkede det selektive element i tv-brugen i modsætning til den mindste modstands vej, som jeg har diskuteret ovenfor. På grundlag af videomaskinerne blev virkningen af enhver efterfølgende spredning af tv-udbuddet forstærket af det videobrugende publikums ekstra valgmulighed, der yderligere segmenterede det. Folk begyndte at indspille deres eget liv på video fra ferie til familiefester og skabte således deres egne billeder ved siden af fotoalbummet. Trods alle begrænsninger ved denne egenproduktion af billeder førte den til en modificering af billedernes envejsstrøm og genintegrerede livserfaringer og skærm. I mange lande, fra Andalusien til Sydindien, gav en lokal videoteknologi mulighed for opblomstring af en rudimentær lokal udsendelsesaktivitet, hvor man blandede videofilm med lokale nyheder og meddelelser, ofte på kanten af telekommunikationsreglementerne. Men det afgørende blev mangedoblingen af antallet af tv-kanaler, der førte til en større indholdsmæssig spredning. 45 Udviklingen af kabel-tv-teknologierne i 1990 erne på grundlag af lysleder- og digitaliseringsteknologien og den direkte satellittransmission, forøgede drastisk spektret af programmer og lagde pres på myndighederne for at deregulere kommunikationen i almindelighed og tv i særdeleshed. En eksplosion inden for kabel-tv fulgte i USA, og i Europa, Asien og Latinamerika skete det samme for satellit-tv. Snart opstod nye tv-netværk, som kom til at udgøre 313

en udfordring for de etablerede, og i Europa mistede statsmagterne kontrollen med en stor del af tv-virksomheden. I USA voksede antallet af uafhængige tv-stationer i løbet af 1980 erne fra 62 til 330. Kabel-tv-systemerne transmitterer i de største byområder op til 60 kanaler, herunder både de»almindelige«tv-netværks programmer, programmer fra uafhængige stationer, programmer fra kabelnetværket hovedparten specialiserede og betalings-tv. I EU-landene voksede antallet af tv-netværk fra 40 i 1985 til 150 midt i 1990 erne, og en tredjedel af disse var satellitbårne. I Japan har det offentlige NHK-netværk to jordbaserede netværk og to specialiserede satellittjenester; desuden er der fem kommercielle netværk. Fra 1980 til midt i 1990 erne voksede antallet af satellit-tv-stationer fra 0 til 300. Ifølge UNESCO var der i 1992 over 1 mia. tv-apparater i verden (35% heraf i Europa, 32% i Asien, 20% i Nordamerika, 8% i Latinamerika, 4% i Mellemøsten og 1% i Afrika). Antallet af tv-apparater forventedes at vokse med 5% om året indtil år 2000, med Asien som den største aftager. Denne udvidelse af tv-udbuddet fik stor indflydelse på publikum i alle kontekster. I USA gik de tre store netværks andel af prime time-publikummet ned fra 90% i 1980 til 65% i 1990, og denne tendens er siden fortsat: Andelen lå på ca. 60% i 1995 og er faldet til omkring 55% i 1999. CNN etablerede sig som den største globale nyhedsproducent på verdensplan i en sådan grad, at både politikere og journalister under kriser og nødsituationer i lande verden over begyndte at lade CNN køre konstant. Direkte satellit-tv er hastigt ved at vinde indpas på det asiatiske marked med udsendelser fra Hong Kong til hele det asiatiske stillehavsområde. De indiske medier bliver i stigende grad globaliseret. 46 Hubbard Communications og Hughes Corporation søsatte i 1994 to konkurrerende direkte satellitsystemer, der tilbyder valgfrihed mellem næsten alle programmer fra ethvert sted i USA, det asiatiske stillehavsområde og Latinamerika. Kinesiske lokalsamfund i USA kan dagligt se Hong Kong News, mens kineserne i Kina måske har mulighed for at se amerikanske tv-serier (Falcon Crest er efter sigende set af 450 mio. kinesiske seere). Som Françoise Sabbah i 1985 skrev i en af de bedste og tidligste vurderinger af de nye medietendenser: Alt i alt determinerer de nye medier et segmenteret, differentieret publikum, der ganske vist er af enormt omfang, men alligevel ikke længere er et massepublikum i henseende til samtidighed og ensartethed af de modtagne budskaber. De nye medier er ikke længere massemedier i den traditionelle forstand, at de sender et begrænset antal budskaber til et homogent massepublikum. På grund af mangfoldigheden af budskaber og kilder bliver publikum i sig selv mere selektivt. Det publikum, medierne retter sig imod, ønsker i højere grad at udvælge sine budskaber og dermed uddybe segmenteringen og forstærke det individuelle forhold mellem afsender og modtager. 47 Også Youichi Ito har i forbindelse med sin analyse af udviklingen i mediebrugen i Japan konkluderet, at der sker en udvikling fra et massesamfund til et»segmenteret samfund«(bunshu shakai) som et resultat af de nye kommunikationsteknologier, der fokuserer på varieret, specialiseret information, således at publikum i stigende grad bliver segmenteret efter ideologi, værdier, smag og livsstil. 48 På grund af den mediemæssige spredning og muligheden for at henvende sig 314

målrettet til publikum kan vi derfor sige, at budskabet er mediet i det nye mediesystem. Det vil sige, at budskabets egenskaber vil komme til at præge mediets karakteristika. Hvis budskabet f.eks. er at udgøre et musikalsk teenagemiljø (et meget eksplicit budskab), indrettes MTV efter dette publikums ritualer og sprogbrug, ikke kun i indhold, men i hele stationens opbygning og den teknologi og det design, der anvendes til billedproduktion/transmission. Eller et andet eksempel: At producere en døgnåben nyhedsservice kræver en helt anden ramme, programsætning og udsendelsesstruktur, f.eks. vejrudsigter dækkende hele verden. Dette er i realiteten tv s nutid og fremtid: decentralisering, variation og specialtilpasning. Udtrykt i et generelt McLuhan-sprog former mediets budskab (der stadig fungerer som sådant) forskellige medier, så de passer til forskellige budskaber. Men variation af budskaber og mediemæssige udtryk indebærer ikke noget kontroltab i forhold til tv-mediet for de store selskaber og regeringerne. Faktisk har vi igennem det seneste årti set den modsatte tendens. 49 Investeringerne er strømmet ind til kommunikationsvirksomhederne, efterhånden som megagrupper er opstået og strategiske alliancer indgået med henblik på at vinde markedsandele på et marked under total forvandling. I perioden 1980-95 skiftede de tre største amerikanske tv-netværk ejer, to af dem endda to gange: Fusionen mellem Disney og ABC i 1995 blev et vendepunkt for tv-mediets integration i den spirende multimediebranche. TF1, den førende franske kanal, blev privatiseret, Berlusconi skaffede sig kontrol over alle private tv-stationer i Italien og samlede dem i tre private netværk. De private tv-stationer oplevede en opblomstring i Spanien med tre private netværk, og i UK og Tyskland trængte de betydeligt frem hele tiden under magtfulde finansgruppers kontrol, både på nationalt og internationalt plan. I Rusland blev tv-mediet mere varieret og kom til blandt andet at omfatte private,»uafhængige«tv-kanaler, der blev kontrolleret af rivaliserende oligarker. På det latinamerikanske tv-marked skete der en koncentration omkring fem fremtrædende finansielle aktører. Det asiatiske stillehavsområde blev et meget ombejlet område for nye enegængere som f.eks. Murdochs Star Channels, såvel som for»prøvede kræfter«som det nye globale BBC, der tog konkurrencen op med CNN. I Japan fik regeringskanalen NHK konkurrence fra private netværk: Fuji TV, NTV, TBS, TV Asahi og TV Tokyo samt fra kabel- og satellitoperatører. I 1993-95 blev der på verdensplan brugt omkring 80 mia. US$ på tv-programmer, og udgifterne voksede med 10% om året. Sidst i 1990 erne var fusioner og strategiske alliancer stadig kendetegnende for mediebranchen, idet selskaberne forsøgte at høste stordriftsfordele ved at skabe synergi mellem forskellige segmenter af kommunikationsmarkedet. 50 Figur 5.1 viser virksomhedskoncentrationen inden for de ti største multimediegrupper i verden, mens figur 5.2 viser det komplekse mønster af gensidige forbindelser mellem forskellige mediegrupper på det europæiske marked i 1998. 51 Selv om branchens profil utvivlsomt vil ændre sig i de kommende år, vil netværkslogikken og de konkurrenceprægede partnerskaber sikkert sætte deres præg på multimedieverdenen i lang tid fremover. Faktisk vil alliancenettet og konkurrencestrategierne blive endnu mere komplekse, efterhånden som medievirksomhederne går i sam- 315

Figur 5.1 De større mediegruppers omsætning i 1998 (mia. US$) Time Warner Disney Viacom/CBS News Corp Bertelsmann Seagram Kirch Mediaset BSkyB Canal Plus Udgivervirksomhed Musik Tv Film 0 5 10 15 20 25 mia. US$ (Forfatterens note: I januar 2000 fusionerede Time Warner med internetserviceudbyderen America On-Line og skabte derved den største multimediegruppe i verden). Kilder: Virksomhedsregnskaber fra Veronis, Suhler and Associates; Zenith Media; Warburg Dillon Read, bearbejdet af The Economist (1999c: 62) arbejde og oplever konflikter med telekommunikationsselskaber, kabel-tv-selskaber og internetserviceudbydere. Nettoresultatet af denne virksomhedskoncentration og -konkurrence bliver, at selv om publikum er blevet segmenteret og spredt, er tv blevet mere kommercialiseret end nogensinde før, og i stigende grad også oligopoliseret på globalt niveau. Det faktiske indhold af hovedparten af programmerne varierer ikke væsentligt fra det ene netværk til det andet, hvis vi betragter de bagvedliggende semantiske formler for de populæreste programmer som helhed. Men den kendsgerning, at ikke alle ser det samme på samme tid, og at hver enkelt kultur og socialgruppe har et specifikt forhold til mediesystemet, indebærer ikke nogen grundlæggende forskel fra de standardiserede massemediers gamle system. Desuden bliver det i kraft af den meget almindelige»zapperkultur«(hvor man ser flere programmer på samme tid) muligt for seerne at skabe deres egne sammensatte billedflader. Selv om medierne faktisk er blevet forbundet i et globalt netværk, hvori programmer og budskaber cirkulerer, lever vi ikke i en global landsby, men i specialtilpassede landsbyhuse, som er produceret globalt og derefter distribueret lokalt. Mediernes mangfoldighed har som følge af den virksomhedsmæssige og institutionelle kontrols betingelser ikke ændret ved budskabets envejslogik, og publikum har heller ikke for alvor fået mulighed for feedback undtagen gennem de allermest primitive markedsmæssige reaktioner. Selv om seerne blev præsenteret for flere og flere forskellige slags råmateriale, hvoraf hver enkelt person kunne opbygge sit eget billede af universet, var McLuhan-galaksen stadig en verden af envejskommunika- 316

Figur 5.2 Strategiske alliancer mellem mediegrupper i Europa, 1999 Bertelsmann 5% Premiere 95% 50% CLT-UFA 50% AudioFina Kirch Group 25% 20% 45% 25% Vox 25% Canal Plus 49% Vivendi Telecino 50% 90% Canal Satellite 99% Sat 1 40% NewsCorp 10% Telepiu 10% MediaSat 40% Time Warner 48% BSkyB 25% Fininvest Kilde: Warburg Dillon Read, bearbejdet af The Economist (1999c: 62) tion, ikke interaktion. Den var og er stadig en videreførelse af masseproduktionens industrielle logik inden for tegnenes domæne, og trods McLuhans geniale indsigter kunne den ikke udtrykke informationsalderens kultur. Dette skyldes, at informationsforarbejdning kræver langt mere end envejskommunikation. Tv manglede computeren for at blive frigjort fra skærmens tyranni. Men sammenkoblingen af de to, som potentielt har store konsekvenser for samfundet som sådan, skete først efter en lang omvej, hvorunder computerne lærte at tale med tv og med hinanden. Først da kunne publikum få lov at åbne munden. Computerformidlet kommunikation, institutionel kontrol, sociale netværk og virtuelle fællesskaber Historien erindrer os om, at de to første storstilede eksperimenter med, hvad Ithiel de Sola Pool betegnede»frihedens teknologier«, blev gennemført af statsmagter: det franske Minitel i et forsøg på at føre Frankrig ind i informationssamfundet og det amerikanske ARPANET, internettets forgænger, i form af en militærstrategi, der skulle gøre det muligt for kommunikationsnetværk at overleve et atomangreb mod kommando- og kontrolcentrene. De to eksempler er meget forskellige, idet de hver for sig er dybt rodfæstet i deres respektive samfunds kultur og institutioner. Leo 317

Scheer har sat skarpt lys på deres kontrasterende logik i sin opsummering af hvert af de to systemers egenskaber: Begge projekter sigtede på at anlægge en informationsmotorvej, men forskellene imellem dem er lærerige. For det første forbinder internettet enkelte computere, hvorimod Minitel via Transpac forbinder servercentre, hvortil der kan rettes forespørgsler gennem terminaler med begrænset hukommelseskapacitet. Internettet er et amerikansk initiativ af verdensomspændende rækkevidde iværksat med militær støtte af computerselskaberne, finansieret af den amerikanske regering med henblik på at skabe en verdensomspændende klub af computerbrugere og databanker. Minitel er et fransk system, der indtil nu [1994] ikke har haft mulighed for at overskride sine nationale grænser på grund af [udenlandske] begrænsninger af lovgivningsmæssig art. Det er et produkt af en dristig fantasi fra statslige teknokrater på højt plan i deres bestræbelse på at lappe på den franske elektronikbranches svagheder. Internettet: en tilfældig topologi af netværk af computerfanatikere. Minitel: en velordnet telefonbogsstruktur. Internettet: et anarkistisk prissystem med ukontrollerbare tjenesteydelser. Minitel: et kiosksystem, der giver mulighed for ensartede priser og gennemskuelig deling af indkomsterne. På den ene side rodløsheden og blændværket om generaliserede forbindelser på tværs af landegrænser og kulturer, på den anden den elektroniske version af den lokale rodfæstethed. 52 Den komparative analyse af disse to systemers udvikling i relation til deres sociale og institutionelle miljø kan bidrage til at kaste et vist lys over det spirende interaktive kommunikationssystems karakteristiske egenskaber. 53 Historien om Minitel: l état l amour Teletel, som er det netværk, der leverer Minitels terminaler, er et videotex-system, som i 1978 blev udviklet af det statslige franske telefonselskab og markedsført i 1984 efter flere års lokale eksperimenter. Som det første og største af sin art i verden har det trods sin primitive teknologi der nærmest ikke er ændret igennem de sidste femten år vundet vid udbredelse i de franske husstande og er vokset til et imponerende omfang. Midt i 1990 erne kunne det levere 23.000 forskellige tjenesteydelser og udskrev regninger for 7 mia. franc til de 6,5 mio. fungerende Minitelterminaler. Det blev brugt af hver fjerde franske husstand og af en tredjedel af den voksne befolkning. 54 Denne succes er særlig slående, når man sætter den op over for den generelle fiasko for videotex-systemer som Prestel i Storbritannien og Tyskland eller Captain i Japan, og over for den begrænsede interesse for Minitel og andre videotex-netværk i USA. 55 Succesen er opnået på trods af en meget primitiv video- og transmissionsteknologi. Indtil begyndelsen af 1990 erne transmitterede systemet således ved en hastighed på 1.200 baud, mens den typiske computerinformationsservice på dette tidspunkt i USA fungerede ved en hastighed på 9.600 baud. 56 Minitels succes har to grundlæggende årsager: Den første er den franske regerings engagement i eksperimentet som et led i den udfordring, man var blevet stillet over for med Nora/Minc- 318

rapporten om»samfundets informationalisering«, der blev udarbejdet i 1978 på premierministerens opfordring. 57 Den anden årsag var systemets brugervenlighed og dets enkle afregningssystem, der gjorde det tilgængeligt og tillidvækkende for den almindelige borger. 58 Men der var stadig behov for et ekstra incitament, før det for alvor blev taget i brug, og her kommer vi til den mest afslørende del af historien om Minitel. 59 Regeringens engagement via France Telecom viste sig især ved projektets søsættelse: Hver enkelt husstand fik mulighed for at få leveret en gratis Minitel-terminal i stedet for den sædvanlige telefonbog. Desuden støttede telefonselskabet systemet, indtil det for første gang balancerede økonomisk i 1995. På denne måde kunne man stimulere telekommunikationsbrugen, skabe et marked uden konkurrence for den plagede franske elektronikbranche, og først og fremmest gøre både virksomhederne og befolkningen fortrolige med det nye medium. 60 Men den mest intelligente strategi fra France Telecoms side var alligevel, at man åbnede systemet for private serviceleverandører og først og fremmest for de franske aviser, der hurtigt blev Minitels forsvarere og popularisatorer. 61 Der var imidlertid også en anden vigtig grund til Minitels store udbredelse: Det franske folk tog systemet til sig og brugte det til at udtrykke sig på det personlige plan. De første serviceydelser, Minitel stillede til rådighed, var de samme som dem, man kunne skaffe sig gennem traditionel telefonkommunikation: telefonbog, vejrudsigter, trafikinformation og reservationsservice, forhåndsbestilling af billetter til underholdnings- og kulturarrangementer osv. Efterhånden som både systemet og befolkningen blev mere raffinerede, og efterhånden som tusinder af serviceudbydere meldte sig online, blev der desuden tilbudt mulighed for telefoniske indkøb, banktransaktioner og forskellige erhvervsmæssige serviceydelser. Minitels samfundsmæssige gennemslagskraft var dog begrænset i systemets tidlige udviklingsfaser. 62 Regnet efter trafikmængde udgjorde telefonbogsopslagene over 40%; regnet efter værdi kom 36% af Minitels indkomst i 1988 fra de 2% af brugerne, der var virksomheder. 63 Systemet kom først for alvor i luften, da man indførte chatlinjer (såkaldte messageries), hvoraf de fleste hurtigt specialiserede sig i sextilbud eller sexrelaterede konversationer (les messageries roses), der i 1990 udgjorde over halvdelen af trafikken. 64 Nogle af disse tjenester var kommercielle porno-elektroniske samtaler svarende til den telefonsex, der spiller en fremtrædende rolle i andre samfund. Hovedforskellen var disse tjenesters tilgængelighed over videotex-netværket og den omfattende fokusering på dem i det offentlige rum. Men hovedparten af den erotiske brug af Minitel skete på brugernes eget initiativ via de generelle chatlinjer. Der var imidlertid ikke tale om et generaliseret sexmarked, men om en demokratiseret sexfantasi. Som oftest (kilde: forfatterens deltagerobservation) var udvekslingerne baseret på rollespil med hensyn til alder, køn og fysiske karakteristika, således at Minitel blev et medium for seksuelle og personlige drømme snarere end en erstatning for prostitution. Glæden ved den mere intime brug af Minitel var afgørende for systemets hurtige spredning i den franske befolkning, trods højstemte protester fra snerpede puritanere. I begyndelsen af 1990 erne aftog den erotiske udnyttelse af Minitel moden var vendt og teknologiens rudimentære ka- 319

rakter begrænsede nu systemets»sex appeal«betydeligt; chatlinjerne faldt til under 10% af den samlede trafik. 65 Da først systemet for alvor var indkørt, blev de hurtigst voksende servicetyper i 1990 erne udviklet af virksomheder til intern brug, idet den hurtigst voksende kategori var specialiserede tjenesteydelser, som frembragte høj værditilvækst, f.eks. juridiske ydelser, der repræsenterede over 30% af trafikken. 66 Men opkoblingen af en væsentlig del af det franske folk måtte åbenbart først en omvej rundt om den personlige psyke og en delvis opfyldelse af befolkningens kommunikationsbehov. Da Minitel i 1990 erne fremhævede sin rolle som serviceleverandør, blev systemets indbyggede begrænsninger som kommunikationsmedium også åbenbare. 67 Rent teknologisk var det baseret på en ældgammel video- og transmissionsteknologi, der ikke kunne renoveres uden samtidig at gøre en ende på systemets tiltrækningskraft som frit elektronisk medium. Desuden var det ikke baseret på pc er, men i det store og hele på»dumme terminaler«, hvilket i betragtelig grad begrænsede de selvstændige informationsforarbejdningsmuligheder. Rent institutionelt var systemarkitekturen, der var opbygget omkring et hierarki af servernetværk og uden større muligheder for horisontal kommunikation, for ufleksibelt til et samfund så kulturelt raffineret som det franske, så snart der viste sig nye kommunikationsmuligheder uden for Minitel. Den indlysende mulighed, som det franske system valgte, var at tilbyde mod betaling at koble systemet sammen med det verdensomspændende internet. Herved blev Minitel internt splittet mellem en bureaukratisk informationsservice, et netværksbaseret system af erhvervsserviceydelser og en påhæftet adgangsport til det enorme kommunikationssystem i internetkonstellationen. Internetkonstellationen Internettet (hvis opståen jeg behandlede i kapitel 1) udgør rygraden i det globale computerformidlede kommunikationssystem. Det er det netværk, der skaber forbindelse mellem de fleste computernetværk. Ifølge kilder, der er indsamlet og bearbejdet af Vinton Cerf, samlede internettet i juni 1999 omkring 63 mio. værtscomputere, 950 mio. telefonterminaler, 5 mio. sekundære domæner og 3,6 mio. websteder og blev brugt af 179 mio. mennesker i over 200 lande. USA og Canada havde over 102 mio. brugere, Europa over 40 mio., Asien og det asiatiske stillehavsområde næsten 27 mio., Latinamerika 23,3 mio., Afrika 1,14 mio. og Mellemøsten 0,88 mio. Midt i 1999 forventede man en vækst i antallet af opkoblede værter til næsten 123 mio. i 2001 og 878 mio. i 2007 (se figur 5.3), samt at antallet af brugere ville nå op mellem 300 mio. og 1 mia. i december 2000. 68 Mit personlige gæt er, at antallet af brugere midt i 2001 vil ligge på omkring 700 mio. brugere. Dette skal sammenholdes med internettets størrelse i tidligere udviklingsfaser: I 1973 var der 25 computere på netværket. I 1970 erne kunne det kun trække 256 computere. I begyndelsen af 1980 erne var det efter betydelig udbygning stadig begrænset til omkring 25 netværk med et par hundrede primære computere og et par tusind brugere. 70 Med 320

Figur 5.3 Internetværter, 1989-2006 (i tusinder) 1.000.000 900.000 800.000 700.000 Tusinder 600.000 500.000 400.000 300.000 200.000 100.000 0 1989 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 00 01 02 03 04 05 2006 Tallene for hvert år er som følger (i tusinder): 1989: 157; 1990: 376, 1991: 727, 1992: 1.313, 1993: 2.217, 1994: 5.846, 1995: 14.352, 1996: 21.819, 1997: 29.670, 1998: 43.230, 1999: 62.987; 2000: 91.774, 2001: 122.717, 2002: 194.830, 2003: 283.872, 2004: 413.610, 2005: 602.641, 2006: 878.065 Kilde: Cerf (1999) hensyn til brugere anslog to undersøgelser i august og november 1995 antallet i USA til hhv. 9,5 og 24 mio. 71 Dette betyder, at antallet af internetbrugere i Nordamerika på blot fire år er vokset med en faktor på enten 10,7 eller 4,25. Eftersom netværksforbindelsernes antal har en tendens til at vokse hurtigere, jo større netværket bliver (se kapitel 1), forekommer forestillingen om 1 mia. computerværter og et stykke over 2 mia. brugere på internettet inden 2010 ikke helt vildt. Inden for computerformidlet kommunikation sætter selv ikke den almindelige fantasi grænser: I 1999 rådgav Vinton Cerf (der havde stået fadder til både ARPANET og internettet) NASA om udformning af et interplanetarisk internetgrundmodul, der blandt andet skulle give mulighed for en bemandet rumstation på Mars i 2030, og desuden det ultimative stjerneskud: et stabilt interplanetarisk internetgrundmodul inden 2040. 72 Her nede på jorden er internettet i sine forskellige inkarnationer og konstant nye manifestationer allerede blevet det generelle interaktive computerkommunikationsmedium i informationsalderen. 73 Der er imidlertid væsentlige ulighedsfaktorer indbygget i internettet. Ifølge data fra forskellige kilder i perioden 1998-2000 omfattede de industrialiserede lande, hvis indbyggertal udgør omkring 15% af klodens befolkning, 88% af internetbrugerne. Der var også betydelige regionale forskelle med hensyn til internettets udbredelse. Hvor kun 2,4% af verdens befolkning havde adgang til internettet, var tallet 28% i Finland (det mest internetorienterede samfund i verden ved årtusindskiftet), 26,3% i USA og 6,9% i OECD-landene med undtagelse af USA. Inden for de enkelte lande var der betydelige forskelle vedrørende internetadgang mellem forskellige race-, køns-, alders- og geografiske grupper. På verdensplan havde 30% af 321

alle internetbrugere en universitetsuddannelse, og andelen var 55% i Rusland, 67% i Mexico og 90% i Kina. I Latinamerika kom 90% af internetbrugerne fra de øvre indkomstgrupper. I Kina var kun 7% af internetbrugerne kvinder. Alder spillede en væsentlig rolle for forskellene. Den gennemsnitlige alder for internetbrugere i USA var 36 år, i UK og Kina lå den under 30. I Rusland var kun 15% af internetbrugerne over 45 år. I USA var der 20 gange så stor sandsynlighed for internetadgang i husstande med en indkomst på over 75.000 dollar som i husstande i bunden af indkomstskalaen. Personer med fire års collegeuddannelse bag sig havde en brugerprocent på 61,4, mens personer med grundskoleuddannelse eller mindre kun havde en brugerprocent på 6,6. Mænd brugte internettet mere end kvinder (forskellen var 3 procentpoint). Internetprocenten for afroamerikanere og folk af latinamerikansk oprindelse var kun en tredjedel af tallet for asiatisk-amerikanere og to femtedele af tallet for hvide. Forskelle med hensyn til internetadgang mellem hvide og hhv. latinamerikanske og afroamerikanske husstande var seks procentpoint større i december 1998 end i december 1994. Hvad angår amerikanere med en indkomst på over 75.000 dollar, var de racebaserede forskelle imidlertid snævret betydeligt ind i 1998, hvilket tyder på, at indkomst og uddannelse og ikke race som sådan er årsag til uligheden. Internetadgangens ulige geografiske udbredelse er et af de mest iøjnefaldende paradokser i informationsalderen, i betragtning af teknologiens angiveligt ikkestedbundne egenskaber. Men Matthew Zooks pionerarbejde påviser en høj koncentration af kommercielle internetdomæner i visse storbykerner (se figurerne 5.4-5.7). 74 I USA havde byboere efter indkomst mere end dobbelt så stor internetfrekvens som landboere endnu et resultat, der strider mod intuitionen og den folkelige forestilling om det landlige liv i cyberspace. I Rusland befandt 50% af internetbrugerne sig i 1998 i Moskva, og mere end 75% af dem var koncentreret i de tre største byer (Moskva, Skt. Petersborg og Jekatarinenburg), trods kommunikationsbehovene hos en befolkning spredt ud over et enormt område. 75 På den anden side var internettets udbredelseshastighed overalt så høj i 1999, at det stod klart, at udstrakt internetadgang ville være normen i de økonomisk udviklede lande i begyndelsen af det enogtyvende århundrede. F.eks. voksede den racebaserede forskel med hensyn til internetadgang i USA ganske vist i perioden 1997-98, men internetadgangen steg samtidig på ét år med 48% for de latinamerikanske husstande, med 52% for de afroamerikanske og med 52,8% for de hvide. Faktisk var både race- og kønsbaserede forskelle i internetbrug ved at være udvisket, når man så på amerikanske collegestuderende hen imod årtusindskiftet. Og i 2000 var 95% af alle offentlige skoler i USA sluttet til internettet, selv om kun en tredjedel af dem havde teknisk kompetent personale, der kunne instruere lærere og elever i brugen af internettet. Internettet har haft den højeste spredningshastighed af alle kommunikationsmedier i historien: I USA varede det 30 år, før radioen nåede ud til 60 mio. mennesker; tv nåede et tilsvarende spredningsniveau inden for 15 år; internettet klarede det samme på blot tre år efter udviklingen af world wide web. Resten af verden er bagud i forhold til Nordamerika og de økonomisk højtudviklede lande, men i alle storbycentre på alverdens kontinenter var internetadgang og -brug hastigt i færd med at indhente efterslæbet omkring årtusindskiftet. 76 Det er dog ikke uden 322

Figur 5.4 CONE- og landekodedomænenavne på internettet efter by verden over, juli 1999 (i alt 8.766.072 domænenavne) 175-10.175 10.175-34.900 34.900-87.475 87.475-204.900 204.900-553.325 0 1.600 3.200 4.800 km Note: Kortene på figur 5.4-5.7 viser placering af registreringsadresserne for domænenavne som f.eks. nytimes.com eller nokia.com efter storbyer. Metoden til at fremskaffelse og indtegning af domænenavnene skitseres hos Zook (2000a, b). Disse kort omfatter to typer domænenavne: (a) CONE-domænenavne (.com,.org,.net og.edu), top-level domains eller TLD er, som oprindelig er udformet til brug for virksomheder, nonprofitorganisationer, computernetværk og uddannelsesinstitutioner, samt (b) landekoder (f.eks..de for Tyskland,.jp for Japan), der var tænkt til internetbrug inden for de respektive lande. På grund af det enorme antal CONE-domæner er dataene fra juli 1999 baseret på en tilfældigt udvalgt 4% stikprøve af CONE-domænenavnene. Kilde: Zook (2000c) 323

Figur 5.5 CONE- og landekodedomænenavne efter by i Nordamerika, juli 1999 (tilsammen rummer USA og Canada 60,1% af verdens domæner). Yderligere forklaring til kortet findes under figur 5.4 175-10.175 10.175-34.900 34.900-87.475 87.475-204.900 204.900-553.325 0 800 1.600 2.400 km Kilde: Zook (2000c) 324