Højrepopulistisk stemmeadfærd i Skandinavien

Højrepopulistisk stemmeadfærd i Skandinavien Et komparativt studie af Dansk Folkeparti, Fremskrittspartiet & Sverigedemokratarnas vælgere, 2002-2012 Speciale af Jacob Graulund Institut for Statskundskab, Københavns Universitet Marts 2014 Vejleder: Yosef Bhatti Antal ord: 27.258

Abstract In this study, we examine populist right- wing voting behaviour in the three Scandinavian countries - Denmark, Norway & Sweden - between 2002-2012. While several articles and books dealing with the three parties in question - The Danish People s Party, The Progress Party & The Sweden Democrats - have been published, no study so far has undertaken the much needed task of providing a thorough comparative study of their voters. We argue that Scandinavia provides a unique case for studying right- wing populism because of the 1) overall succes of the indiviudal parties and 2) the similarities the countries share in terms of overall trust and satisfaction with democracy. However, the similarities between the voters are not as great as one might expect. In this study, we are able to present a number of stricking differences between the voters as well as some interesting over- time changes in what determines their behaviour. All share the common feature that their voting behaviour is determined by a negative view towards the cultural and economic impact of immigrants living in their respective countries. Yet, the issue of restricting the number of immigrants gaining access to the country seems to have a smaller effect - one that is even on the decline. We explain this, partly, by the fact that such an opinion is no longer exclusive to populist right- wing voters in Scandinavia. In fact, in all three countries, a high percentage of the electorates hold similiar views today. In terms of EU- scepticism we show that this only has an effect on the voters in Denmark, which contradicts previous research on the matter. The Danish and Norwegian voters are far more driven by being placed on the right wing, than the Swedish, for whom this has no effect. In Norway, the voters seem to be more determined by economic issues than the two other countries, yet they are also driven by a political distrust that is rare in Scandinavia. Side 1

This important study therefore serves to broaden the picture and our understanding of populist right- wing voting behavior, not only Scandinavia but in Europe as a whole. Side 2

Kapitel 1 Indledning og problemformulering... 6 1.1 Problemformulering... 7 1.2 Hvordan besvares problemformuleringen?... 8 1.3 Problemformuleringens relevans... 8 1.4 Bidrag til den eksisterende litteratur... 9 1.5 Specialets struktur... 10 Kapitel 2 De tre partier... 12 2.1 Dansk Folkeparti... 12 2.2 Fremskrittspartiet... 15 2.3 Sverigedemokraterna... 17 2.4 Kvantitativ sammenligning af partierne... 20 2.4.1 Manifesto project... 20 2.5 Opsummering... 24 Kapitel 3 Teori... 26 3.1 Begrebsafklaring... 26 3.1.1 Højrepopulistisk et kort begrebsafklaring... 26 3.2 Teori... 27 3.2.1 Kort om det teoretiske landskab... 27 3.2.2 De anvendte teorier... 28 3.2.2.1 Han Werts: Hvem, Hvorfor, Hvor?... 29 3.2.2.2 Bengtsson et al.: The Nordic Voter... 31 3.3 Hypotese H1: Demografi... 32 3.3.1 De lavt uddannede... 32 3.4 Hypotese H2- H3: Politisk observans... 33 3.4.1 Højre- venstre skala... 33 3.4.2 Proteststemmer... 34 3.5 Hypotese H4: Indvandring... 35 3.5.1 Hypotese H4a: Indvandring - en trussel... 36 3.5.2 Hypotese H4b: Indvandring - antallet... 37 3.6 Hypotese H5: EU- skepsis... 38 3.7 Hypotese H6: Lov og orden... 38 3.8 Hypotese H7: Mistillid til politikere og parlament... 39 3.9 Hypotese H8: Økonomisk politik er sekundært... 40 3.10 Opsummering... 41 Kapitel 4 Metode... 43 4.1 Analysestrategi... 43 4.1.1 Krydssektionel logistisk regression... 43 4.1.2 Kort om logistisk regression... 44 4.1.3 Tolkning af logistisk regression... 44 4.1.4 Sammenligning af sandsynlighederne i logistisk regression... 45 4.1.5 Forudsætninger i logistisk regression... 45 4.2 Datagrundlaget... 46 4.2.1 European Social Survey... 46 4.2.2 ESS data sammenlignet med valgundersøgelser: Fordele og ulemper... 46 4.2.3 Repræsentativitet i ESS- data... 48 4.2.4 ESS surveydata og vægtning... 49 4.4 Operationalisering... 50 4.4.1 Den afhængige variabel: Partivalg... 50 4.4.2 Model 1: Demografiske variable (H1)... 51 4.4.2.1 Alder... 51 4.4.2.2 Køn... 51 4.4.2.3 Uddannelsesniveau... 51 Side 3

4.4.2.4 Indkomstniveau... 52 4.4.2.5 Bopæl... 52 4.4.3 Model 2: Politisk observans: Højre- venstre placering (H2, H3)... 53 4.4.4 Model 3: Holdningsvariable (H4- H8)... 54 4.4.4.1 Variable vedrørende indvandrere (H4)... 54 4.4.4.2 EU skepsis (H5)... 55 4.4.4.3 Lov og orden (H6)... 56 4.4.4.4 Mistillid til demokratiet (H7)... 57 4.5 Opsummering... 58 Kapitel 5 Analyse... 60 5.1 Modelopbygning: kausalkæden... 60 5.2 Model 1: Demografi... 62 5.2.1 Hypotese 1: Uddannelse... 62 5.2.1.1 Sammenligning af landene... 62 5.2.1.2 Udvikling over tid... 66 5.2.1.3 Delkonklusion... 66 5.3 Model 2: Demografi & højre- venstre skala... 67 5.3.1 Hypotese 2 & 3: Højre- venstre skala og proteststemmer.... 67 5.3.1.1 Sammenligning af landene... 70 5.3.1.2 Udvikling over tid... 71 5.3.1.3 Delkonklusion... 72 5.4 Model 3: Holdninger... 74 5.4.1 Hypotese 4a og 4b: Indvandring trussel og antal... 76 5.4.1.1 Sammenligning af landene... 77 5.4.1.2 Udvikling over tid... 77 5.4.1.3 Delkonklusion... 79 5.4.2 Hypotese 5: EU- skepsis... 80 5.4.2.1 Sammenligning af landene... 81 5.4.2.2 Udvikling over tid... 81 5.4.2.3 Delkonklusion... 82 5.4.3 Hypotese 6: Lov og orden... 83 5.4.3.1 Sammenligning af landene... 83 5.4.3.2 Delkonklusion... 84 5.4.4 Hypotese 7: Mistillid til politikere og parlament... 84 5.4.4.1 Sammenligning af landene... 85 5.4.4.2 Delkonklusion... 86 5.4.5 Hypotese 8: Økonomien er sekundær... 86 5.4.5.1 Sammenligning af landene... 87 5.4.5.2 Udvikling over tid... 87 5.4.5.3 Delkonklusion... 88 5.5 Opsummering af resultater... 89 5.5.1 Hypoteser... 90 5.5.2 Højrepopulistiske vælgere i de tre lande... 91 5.5.2.1 Danmark... 91 5.5.2.2 Norge... 91 5.5.2.3 Sverige... 92 5.5.3 Holdninger over tid det samlede billede... 93 Kapitel 6 Konklusion... 95 6.1 Hvordan blev problemformulering besvaret?... 95 6.2 Resultater... 96 6.3 Validitet styrker og svagheder... 98 6.4 Specialets bidrag... 99 6.5 Perspektivering: Hvordan resultaterne kan anvendes i anden forskning... 100 7. Litteraturliste... 102 Side 4

8. Syntax/Do- fil... 107 Tabel- og figuroversigt Tabel 2.1 Dansk Folkeparti: Valgresultater, Folketinget, 2001-2011 14 Tabel 2.2 Fremskrittspartiet: Valgresultater, Stortinger, 2001-2013 17 Tabel 2.3 Sverigedemokraterna: Valgresultater, Riksdagen, 2006-2010 19 Tabel 2.4 Andel af udvalgte politikområder i partiernes partiprogram, 2001-2011 22 Tabel 4.1 Deskriptiv statistik, variable i Model 1-3 European Social Survey 2002-2012 59 Figur 5.1 Kausalkæde og modelopbygning i analysen 60 Tabel 5.1 Model 1: Sandsynlighed for at stemme på et højrepopulistisk parti vs. et andet parti. Danmark, Norge & Sverige, 2002-2012 (Logistisk regression, gennemsnitlige marginale effekter i pp.) 63 Tabel 5.2 Model 2: Sandsynlighed for at stemme på et højrepopulistisk parti vs. et andet parti. Danmark, Norge & Sverige, 2002-2012 (Logistisk regression, gennemsnitlige marginale effekter i pp.) 69 Tabel 5.3 Model 3: Sandsynlighed for at stemme på et højrepopulistisk parti vs. et andet parti. Danmark, Norge & Sverige, 2002-2012 (Logistisk regression, gennemsnitlige marginale effekter i pp.) 75 Tabel. 5.4 Resultater af analysen (Hypotese 1-8) 90 Side 5

Hvad med os? Tænker I politikere ikke mere på indvandrere og flygtning end på os, der jo også har brug for omsorg 1 Kapitel 1 Indledning og problemformulering Hvordan blev arbejderklassen højreorienteret? Dette spørgsmål har socialdemokrater i Danmark og Norge kæmpet med at besvare de sidste 20 år. Svaret, der på tilfredsstillende vis kunne danne grundlag for en strategi, der kunne bremse denne tendens, er aldrig fundet. I begge lande har henholdsvis Socialdemokraterne og Arbeiderpartiet tabt en betydelig del af deres vælgere til de højrepopulistiske partier, Dansk Folkeparti (DF) og Fremskrittspartiet (FRP). På den anden side af sundet i Sverige har man ikke oplevet den samme vælgerflugt - men også her er der tegn på forandring. Sverigedemokraterna (SD) oplever i dag - på trods af kraftig marginalisering - fremgang, og deres synspunkter bliver mere og mere udbredt blandt arbejderklassen. En undersøgelse foretaget i 2013 viser, at hver 6. LO- medlem i Sverige har i sinde at stemme på SD ved det kommende valg, hvilket betyder, at partiet er det næststørste parti i fagforeningen (Silberstein, 2013). I alle tre lande har der været en ophedet debat omkring partiernes vælgere. Der har her været en tendens til at at drage konklusionen, at partiernes succes må være udtryk for en stigende racisme blandt arbejderklassen og i samfundet generelt. I et forsøg på at nuancere billedet af de højrepopulistiske vælgere har forfattere i Skandinavien behandlet emnet i en række debatbøger og konkluderet, at virkeligheden er en del mere kompleks, end det typisk fremstilles i den offentlige debat (Carlsen, 2000; Uvell & Carlsen, 2010; Marsdal, 2008). Der har været en udbredt tendens til at sætte lighedstegn mellem DF, SD og til dels også FRP. Når partierne nu engang er fortalere for en stram udlændingepolitik og desuden har tiltrukket den samme demografiske vælgergruppe, så antages det ofte, 1 Citatet er hentet fra Poul Nyrups tale ved Socialdemokratiets Partikongress i 1993, hvor han citerer et brev fra en vælger, der er utilfreds med partiets politik på udlændingeområdet (Nyrup, 1993) Side 6

at deres vælgere og de holdninger, de besidder, formentlig også er nogenlunde ens. Partierne er jo alle højrepopulister, og vi er jo ikke så forskellige i Skandinavien, synes ofte at være udgangspunktet (Uvell & Carlsen, 2010: 184). De skandinaviske lande har også mange ting til fælles: En generel tilfredshed med demokratiet, høj tillid til politikere og en af verdens højeste valgtilslutningerne. Ligheden slutter dog her (Bengtsson et al., 2013: 184). På tværs af de tre lande har vælgerne generelt forskellige holdninger, og deres stemmeadfærd determineres af forskellige faktorer (ibid). Spørgsmålet er derfor: Hvorfor antage at de højrepopulistiske vælgere er ens på tværs af de tre skandinaviske lande, blot fordi partierne har flere lighedstegn? Dette spørgsmål er udgangspunktet for specialet. 1.1 Problemformulering Med afsæt i ovenstående arbejdes der derfor med følgende problemformulering. 1) Hvad påvirker højrepopulistisk stemmeadfærd i Skandinavien? 2) Hvilke forskelle og ligheder er der mellem de tre partiers vælgere? Og 3) hvordan har det udviklet sig over tid? Der vil desuden blive arbejdet med følgende underspørgsmål løbende igennem analysen. - - - Kan indvandrerspørgsmålet, der ofte antages at være det mest afgørende for vælgerne, deles i flere dimensioner? Og i så fald: Hvilken effekt har de forskellige dimensioner på stemmeadfærden? Hvilken betydning har højre/venstre skellet for de højrepopulistiske vælgere, og bør vi idag tillægge skellet en ny betydning set i lyset af dette? Kan de tre partiers politik forklare en del af variationen blandt vælgerne? Side 7

1.2 Hvordan besvares problemformuleringen? Overordnet besvares problemformuleringen ved hjælp af en kvantitativ analyse (logistisk regression) af vælgernes demografi, deres ideologiske selvplacering, samt deres holdninger i forhold til indvandring, EU, økonomi, retspolitik og deres niveau af tillid til demokratiet. For at undersøge hvordan disse områder har udviklet sig over tid, anvendes der surveydata fra European Social Survey (ESS) i perioden 2002-2012. Dette er dermed den tidsmæssige afgræsning af analysen. Udover analysen indgår der i specialet en redegørelse af forskelle og ligheder mellem DF, FRP og SD. Fokus er primært på partiernes politik, men der lægges samtidig vægt på at forstå, hvordan partierne er blevet modtaget af offentligheden, samt hvordan de har klaret sig rent parlamentarisk i forhold til både politisk indflydelse og valgresultater. Dette afsnit har til formål at perspektivere resultaterne af analysen. 1.3 Problemformuleringens relevans Problemformuleringen er interessant at undersøge af flere årsager. For det første er højrepopulismen i Skandinavien del af en politisk udvikling, der er vigtig, hvis man søger at forstå, hvordan øget globalisering ændrer befolkningens politiske observans i samfund med et højt niveau af tryghed og velfærd. Hvor klassekampen i tidligere tider var centreret omkring socio- økonomisk politik, så har værdipolitikken, som indvandring er en central del af, i mange henseender overtaget denne plads. Dette er i nyere tid eksemplificeret ved det skelsættende valg i Danmark i 2001, hvor det blev synligt, at den kulturelle klassekamp havde erstattet den økonomiske (Lykkeberg, 2008). Med andre ord er højrepopulismen et udtryk for en ny politisk identitet hos den del af befolkningen, der tidligere identificerede sig med arbejderbevægelsen og venstrefløjen (Marsdal, 2008). Side 8

For det andet er den lighed, der stadig findes mellem de tre lande interessant, og den danner samtidig et solidt grundlag for et komparativt studie (Bengtsson et al., 2013: 186). De skandinaviske lande har mere tilfælles i form af demokratisk kultur end med andre lande i Europa. Dette gælder samtidig højrepopulismen, hvor traditionen i Danmark og Norge strækker sig tilbage til 1970 erne. DF har været et støtteparti, og FRP er idag et regeringsparti. SD's rolle i svensk politik er i den sammenhæng interessant, da det viser, at der er store forskelle mellem de tre lande på trods af vores nogenlunde ens demokratiske kultur. Skandinavien udgør med andre ord en unik case. For det tredje er problemformuleringen interessant at opklare, fordi den forsøger at analysere højrepopulistisk stemmeadfærd over tid, hvilket der er relativt få studier, der arbejder med (Werts, 2010). På denne måde er det muligt at konkludere, hvorvidt de forklaringer, der ofte anvendes på højrepopulistisk stemmeadfærd 1) er tilstede i Skandinavien men samtidig, om de er 2) stabile over tid. 1.4 Bidrag til den eksisterende litteratur Den eksisterende litteratur om højrepopulisme i Europa er ikke bare meget omfattende, men også meget alsidig, hvad angår fokus og metode (Kessler & Freeman, 2005; Lubbers, 2001; Mudde, 2007; Pauwels, 2010; Rydgren, 2005; Vliegenthart et. al, 2012). I forhold til Skandinavien eksisterer der dog fortsat et hul, som dette speciale forsøger at udfylde. De højrepopulistiske vælgere i Skandinavien er ikke tidligere blevet analyseret komparativt i den udstrækning, som det er gjort i dette speciale. I de tilfælde, hvor forfattere har forsøgt at sammenligne f.eks. DF og SD s vælgere har dette udelukkende været gjort ved at sammenligne den politiske kontekst i de to lande; med andre ord har der ikke være udført statistiske sammenligner af holdninger mm. hos vælgergrupperne (Uvell & Carlsen, 2010). Side 9

En statistisk analyse af SD s vælgere har dog også været problematisk tidligere, idet den eneste data, der har været tilgængeligenten er valgdata fra 2006 eller ESS data fra 2010. Ingen af delene beskriver de vælgere, der stemte på partiet i 2010, hvor de for første gang bliver valgt ind i Riksdagen. Dermed er specialet et væsentligt bidrag, fordi vi for første gang kan analysere vælgerne med nyligt publiceret data, der indeholder respondenter, der stemte på partiet i 2010. Et andet vigtigt bidrag er, at dette studie fokuserer på variation mellem landene og samtidig, om dette er stabilt over tid. En del af den teoretiske litteratur, der omhandler højrepopulisme i Europa, behandler vælgere på tværs af lande som en samlet størrelse i hvert fald i den udstrækning, at man forsøger at finde en fællesnævner for, hvornår/hvorfor folk stemmer på disse partier (Ivartsflaten, 2008; Mudde, 2007; Van der Brug & Fennema, 2007; Werts, 2010). Dette har klare fordele, hvis man vil lave meget generelle konklusioner vedrørende højrepopulistisk vælgeradfærd. I dette speciale er det derimod variationen, der er af interesse. Dette bidrager til litteraturen på området, netop fordi det kan hjælpe os med at nuancere billedet af, hvorvidt man kan anvende generelle forklaringsmodeller på højrepopulistisk stemmeadfærd, når man baserer forklaringerne på vælgernes holdninger. 1.5 Specialets struktur I dette kapitel er problemformuleringen blevet præsenteret, og der er blevet argumenteret for, hvorfor den er interessant at besvare., Sidste del af kapitlet har set på, hvordan dette speciale kan bidrage til den eksisterende litteratur. I kapitel 2 redegøres der for forskelle og ligheder mellem de tre partier ved hjælp at data fra Manifesto Project, der beskriver, hvor stor betydning forskellige politikområder har i deres respektive partiprogrammer. Yderligere beskrives den politiske kontekst, de befinder sig i, og deres valgresultater efter 2001 præsenteres. Side 10

I kapitel 3 præsenteres det teoretiske udgangspunkt og opgavens centrale begreb, højrepopulisme, defineres og diskuteres kort. Teorien er primært de to studier: Han Werts (2010) analyse af højrepopulistiske vælgere i Europa og Bengtsson et al. s (2013) studie af vælgere i norden. Kombinationen af disse danner grundlaget for en række kontekstuelle hypoteser, der udledes i slutningen kapitlet. Kapitel 4 indeholder en gennemgang af metode og data. Først præsenteres den generelle analysestrategi, der baseres på logistisk regression, og de metodiske overvejelser, der er i forbindelse med denne. Efterfølgende præsenteres datagrundlaget. Her diskuteres fordelene ved at anvende ESS data, sammenlignet valgdata og samtidig vurderes repræsentativiteten af data. Afslutningsvis i kapitlet operationaliseres hypoteserne, der blev udledt i kapitel 3. Kapitel 5 starter med en præsentation af kausalkæden og modelopbygningen. Efterfølgende påbegyndes gennemgangen af analysen. Den følger logikken i modelopbygningen, og hypoteserne gennemgås i separate afsnit, hvor landene første sammenlignes, og derefter analyseres over tid. Hvert afsnit afsluttes med en delkonklusion, der opsummerer resultaterne. Afslutningsvis præsenteres de samlede resultater af analysen, og hypoteserne evalueres. I kapitel 6 diskuteres resultaterne, og hvordan problemformuleringen er blevet besvaret. Derudover diskuteres styrker og svagheder ved analysen, samt hvordan den bidrager til den eksisterende viden på området. Kapitlet indeholder til sidst en perspektivering med en kort diskussion af, hvordan fremtidig forskning kan tage form. Side 11

Kapitel 2 De tre partier Indeværende kapitel har til formål at redegøre for de overordnede forskelle og ligheder i partiernes politik. Dette gøres i to trin. Først beskrives partiernes historie, hvilken politiske indflydelse de har haft og deres valgresultater. Derefter sammenlignes de tre partier kvantitativt med data fra Manifesto Project. Resultaterne i dette kapitel vil blive anvendt i analysen for at forstå den variation, vi finder mellem de tre vælgergrupper. 2.1 Dansk Folkeparti DF blev skiftet af Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Doner i slutningen af 1995 som reaktion på den eskalerende splid internet i Fremskridtspartiet og den omfattende magtkamp mellem Mogens Glistrup og Pia Kjærsgaard, der på daværende tidspunkt var næstformand og politisk ordfører. DF overtog ved de efterfølgende folketingsvalg ikke blot Fremskridtspartiets vælgere men også så betydelig en andel af Socialdemokratiets, at der er tale om den største vælgervandring i nyere tid (Thulstrup, 1999). Bruddet med Fremskridtspartiet blev også et brud med en del af arven fra Glistrups gyldne æra i 70 erne: Den libertarianske, anti- bureaukratiske og nærmest anarkistiske tilgang til politik, som var Fremskridtspartiets kendetegn, blev lagt i skuffen til fordel for en langt mere midtersøgende politik (Carlsen, 2000: 101). Dette skete dog gradvist: Da DF blev dannet var mærkesager som lavere skatter stadig en væsentlig del af deres politiske program. Partiet indså dog hurtigt, at en stor del af deres nye kærnevælgere var tidligere socialdemokrater hvilket bidrog til, at partiet skiftede den liberale skattepolitik ud med en traditionel socialdemokratisk omfordelingspolitik og i stedet fokuserede på indvandring som vigtigste mærkesag (Uvell & Carlsen, 2010: 151-152). Side 12

Det negliceres ofte, at EU- modstand også udgjorde en del af den politiske spild mellem de to fløje i Fremskridtspartiet. Glistrup var selv fortaler for det økonomiske samarbejde i EU, og en generel EU- modstand var aldrig en stor del af hans politiske program, modsat Kjærsgaard, der generelt var begyndt at anse EU som en trussel mod Danmarks selvstændighed (ibid.: 149). Indvandrerområdet var (og er fortsat) DF s største parlamentariske succes. Partiets tilgang til området var dog aldrig en 1:1 kopi af Fremskridtspartiet tværtimod var en del af succesen bag partiet, at man formåede at gøre op med den ustyrlige tilgang til emnet, som man så hos blandt andet Glistrup, og samtidig forsøgte at gøre debatten mindre vulgær (Uvell & Carlsen, 2010: 148). Dette skete gennem benhård topstyring, hvor partimedlemmer, der ikke fulgte partilinjen, blev ekskluderet i DF tolererede man ikke tidligere tiders løse kanoner, der udtalte sig direkte racistisk eller lignende. Dette betød dog ikke, at tonen var specielt let og flere fremtrædende medlemmer som f.eks. Morten Messerschmidt har i mellemtiden fået racismedomme. Modsat FRP og SD var DF kun isoleret parlamentarisk i ganske få år, da de allerede i 2001 opnåede indflydelse gennem VKO samarbejdet. Selvom deres politiske succes oftest har været stramninger af indvandrerpolitikken, hvilket hverken FRP eller SD har formået, så har partiet dog en række andre mærkesager, der har karakteriseret partiet fra de tidlige år. De mest fremtrædende har været: En hård retspolitik med strengere straffe for lovovertrædelser, bedre forhold for ældre borgere, forbedringer af vilkår for socialt udsatte og sidst men ikke mindst EU- modstanden. På sidstnævnte område har DF også opnået en betydelig succes, netop fordi det er en sag, hvor de i hvert fald på højrefløjen står alene og så at sige har patent på det. Dette kom særligt til udtryk da Morten Messerschmidt i 2009 blev valgt ind i EU- parlamentet og opnåede det næststørste antal personlige stemmer nogensinde afgivet ved et valg i Danmark (280.000 danskere stemte på ham ved pågældende valg) (Bahl, 2009). Partiet kan bedst betegnes som klassisk højrepopulistisk i forhold til spørgsmål vedrørende indvandrere/multikulturalisme, EU og retspolitik. Når det gælder Side 13

socialpolitik og velfærd har partiet dog en relativt midtersøgende og næsten socialdemokratisk - politik. 2 Siden partiet første gang stillede op til folketingsvalg i 1998, har de med undtagelse af en mindre tilbagegang i 2011 haft fremgang. Siden 2001 har deres antal mandater dog ligget stabilt mellem 22 og 25. Ved valgene til EU- parlamentet har fremgangen dog været mere markant. I tabel 2.1 er deres valgresultater (Folketinget) fra 2001 til 2011 gengivet.!"#$%&'()&!"#$%&'()%*+",-./&0")1,*$2)-"-*,3&'()%*-.#1*-3&455674566!""#!""$!""%!"## &'()*+,-+./)00)1!"#$%&!'#'%&!'#(%&!"#'%& &'/,*+./)00)1 )!'#(*+ ))),()+ )+(#-'" )'.#+". 2,'(,/)1 "" ") "- "" Kilde: Manifesto Project, 2001-2011 Siden 2011 estimeres det, at over 50.000 vælgere er strømmet fra Socialdemokratiet til DF og de seneste Gallup- analyser i 2014 peger på, at partiet har overhalet både Socialdemokratiet og Venstre i antallet af stemmer fra arbejderklassen (Skadhede, 2014(1); Skadhede, 2014(2)). Med andre ord er DF gået hen og blevet arbejdernes foretrukne parti, og der er ingen indikationer på, at det er på tilbagegang. Synet på partiet og deres politiske dagsorden har også gradvist ændret sig. Hvor der i 80erne og 90 erne var der stor modstand mod at diskutere indvandrerpolitikken og multikulturalisme, så er den offentlige debat vedrørende emnet i højere grad normaliseret i dag (Jensen, 2008). Dette har resulteret i, at den stigmatisering som DF og deres vælgere oplevede i 90 erne og starten af årtusindskiftet ikke er nær så udtalt længere. På sin vis er det 2 DF kritiseres ofte for ikke at leve op til denne sociale profil, hovedsagligt på grund af de lovforslag under VKO, der gjorde indhug i velfærden. Her kan blandt andet nævnes efterlønsreformen i 2011. Side 14

blevet business- as- usual i dansk politik, at højrepopulismen udgør en betydelig magtfaktor. 2.2 Fremskrittspartiet Som navnet indikerer, så er det norske Fremskrittsparti inspireret af deres danske navnebror. Partiet blev oprindeligt stiftet i 1973 med navnet Anders Langes Parti til sterk nedsettelse av skatter, avgifter og offentlige inngrep, men skiftede endeligt navn til FRP i 1977 (Store norske leksikon, 2014). FRP s politik var i 1970 erne derfor på mange måder også en direkte kopi af Glistrups parti. Partiet har haft en lang historie med parlamentariske op og nedture på grund af interne konflikter og lignende, som er uden for denne opgaves mål at beskrive. At partiet er bestået og har opnået den status det har i dag krediteres til dets formand fra 1978 til 2006, Carl I. Hagen, der også moderniserede partiet og formede det til det, det er i dag. FRP som man kender det i dag blev politisk formet i midten af 90 erne, hvor indvandrerspørgsmålet igen blev en central del af partiets politik, hvilket resulterede i en forøgelse af mandattallet ved valget i 1997. Partiet var i 1993 det første parti, der begyndte at anvende udtrykket integrationspolitik i deres partiprogram og samtidig begyndte at stille spørgsmålstegn ved Norges liberale indvandrings og integrationspolitik (Marsdal, 2008). Siden har partiet haft en politik på området, der inkluderer stærk begrænsning af familiesammenføringer, færre opholdstilladelser til folk udviklingslande samt en reduktion i antallet af asylansøgere. Med andre ord en politik, der minder meget om den, vi kender fra DF (og VKO) (Rønneberg, 2008). Modsat DF har FRP bevaret den liberalistiske linje i forhold til økonomiske spørgsmål og velfærdsstaten generelt, selvom partiet dog har modereret sig selv til en vis grad. Lavere indkomstskat, afskaffelse af ejendomsværdiskat, privatisering af statens aktiver og en reducering af statens indflydelse på borgernes liv er en essentielle del af partiets politik (Fremskrittspartiets Prinsipprogram 2013 2017, 2013). Partiet kendetegnes i lige så høj grad af dette som deres politik på Side 15

indvandrer og integrationsområdet. Dette har givet anledning til, at nogle teoretikere ikke mener, at de bør behandles som et højrepopulistisk parti. Partiet identificerer heller ikke sig selv med denne partifamilie - men opfatter i stedet Venstre som deres søskende parti i Danmark. Partiet er dog i høj grad stadig et populistisk parti, der på trods af deres liberalistiske karakter appellerer på populistisk facon til arbejderklassen, hvorfor flere markante teoretikere inden for feltet også kategoriserer dem som et højrepopulistisk parti (Lubbers, 2001; Celeb, 2005; Werts, 2010). Desuden er deres politiske retorik i forhold til indvandring og multikulturalisme også meget lig den, man finder hos både DF og SD, hvor termer som islamisering ofte anvendes af nuværende partileder Siv Jensen i debatten og der tales flittigt imod multikulturalismen og dens påvirkning på Norge. Udover den indvandrerkritiske linje og liberale økonomiske politik, så har FRP også mærkesager, som vi kender fra andre højrepopulistiske partier her tænkes særligt på deres strenge retspolitik. Partiets politik på EU- området synes derimod - modsat mange andre højrepopulistiske partier - at være næsten ikke- eksisterende: De ikke tager konkret stilling til, hvorvidt Norge bør optages i EU i deres principprogram men henviser til, at dette må være op til en eventuel folkeafstemning (Fremskrittspartiets Prinsipprogram 2013 2017, 2013). I samme kontekst nævnes der dog, at partiet er positivt indstillet over for fri bevægelighed af arbejdskraft, varer etc., så længe dette ikke medfører automatiske velfærdsgoder til eventuelle arbejdstagere eller belaster norske skatteydere på nogen måde (ibid.). Man kan altså konkludere, at partiet har et mindre positivt syn på EU end f.eks. de borgerlige partier i Danmark, forskellen er dog, at EU generelt ikke er populært i Norge og et politisk non issue, hvorfor det heller ikke får stor opmærksomhed fra partiet. I tabel 2.2 er FRP s valgresultater fra 2001 til 2013 gengivet. Side 16

Partiet har (ligesom DF) hentet en del stemmer fra Arbeiderpartiet - en tendens der har stået på i en årrække nu (Marsdal, 2008). Modsat DF har de dog ikke haft nævneværdig succes med at få implementeret deres politik, da 1) de andre partier i Stortinget har afvist at samarbejde med dem og 2) at FRP ikke selv har været villige til at fungere som støtteparti men har insisteret på at være en fast del af en eventuel regering, hvis de skulle indgå i et parlamentarisk samarbejde (Marsadal, 2008; Bengtsson et al., 2013). FRP og deres vælgere har samtidig oplevet en kraftig stigmatisering af offentligheden i Norge særligt i kølvandet på Utøya- massakren. De er i denne sammenhæng løbende blevet anklaget for racisme, ignorance og deslige (Marsdal, 2008: 178, 194).!"#$%&'('&!"#$%&"'((%)*"('#(+,-*./"#%0.(*(#"1,2(3"('4/#(1,56678 5679!""#!""$!""%!"#& '()*+,-.,/0*11*2!"#$%& ''#!%& ''#(%&!$#"%& '(0-+,/0*11*2 )$(#')$ *+!#+($ $!"#,!, "$-%(!( 3-()-0*2 '$ )+ "! '( Kilde: Manifesto Project, 2001-2011, wikipedia.no På trods af dette er partiet i 2014 fortsat arbejderklassens foretrukne parti, hvilket resulterede i, at partiet i 2013 blev Norges næststørste parti og dermed fik en plads i en regering bestående af dem og Høyre. Dette er første gang, at et højrepopulistisk parti har opnået direkte regeringsmagt i Skandinavien. 2.3 Sverigedemokraterna Sverigedemokraterna har eksisteret siden 1988, men det parti, der blev stiftet dengang, har ikke meget andet end navnet tilfælles med det parti, der i dag sidder i Riksdagen. Oprindeligt var partiet et quasi- facistisk parti med rødder i den nazistiske bevægelse i Sverige (Rydgren & Ruth, 2011). I det partiet er så markant anderledes i dag, er der ikke grund til at gennemgå deres tidlige historie. Side 17

Det parti, vi kender som SD i dag, er produkt af den moderniseringsproces som blev startet af nuværende partileder Jimmie Åkesson samt Björn Söder, Mattias Karlsson og Richard Jomshof. En del af moderationen bestod i, at man nu begyndte at ekskludere ekstremistiske elementer fra partiet (inspireret af DF s metoder i forhold til dette) og yderligere, at man i 2003 erklærede, at FNs menneskerettighedskonvention var en af byggestenene i partiet (ibid.: 205). SD er i høj grad inspireret af den måde, DF har formet deres parti på - både hvad angår moderniseringsprocessen, hvor SD også har tyet til hård topstyring, men også i forhold til det politiske program (ibid.). Partiet har dog løbende særligt efter de kom i Riksdagen i 2010 kæmpet med interne stridigheder og uheldige sager, hvor partimedlemmer blandt andet har udtalt sig stærkt racistisk eller direkte løjet om at være blevet overfaldet af indvandrere. Medlemmerne har dog også oplevet en stigmatisering - endda i større grad end den man har kendt fra både Danmark og Norge. F.eks. er personer, der har meldt ud, at de stemte SD blevet fyret fra deres job og medierne har nægtet at dække brutale overfald på medlemmer af partiet, fordi man frygtede, det ville gavne deres sag (Orrenius, 2010). SD definerer sig selv som et socialtkonservativt parti med et nationalistisk grundsyn (Sverigedemokratarnas principprogram, 2011). På mange områder minder deres politik derfor også meget om DF s: SD er fortalere for en stærk begrænsning i antallet af indvandrere (om det er familiesammenføringer eller opholdstilladelser generelt) og asylbevillinger, og de anvender også en lignende retorik i forbindelse med indvandring og multikulturalisme samt den måde hvorpå det store antal indvandrere har påvirket Sverige både kulturelt men også økonomisk. Her er SD fortalere for at bevare en svensk majoritetskultur baseret på vestlige værdier, og udefrakommende skal derfor assimileres ind i denne. SD er derfor også modstandere af integration, idet de mener, at svenskere ikke skal tilpasse sig indvandreres kultur indvandrere skal tilpasse sig den svenske. Deres fokus på FNs menneskerettighedskonvention adskiller dem dog fra DF. Derfor er de også mere midtersøgende i spørgsmål om asyl: I deres principprogram Side 18

står der, at partiet værner om asylretten men ikke mener, at en ansøgning om asyl skal være lig en bevilling af asyl (ibid.). Dette er dog ikke af afgørende betydning i den forstand, at deres politik på området essentielt er den samme, som vi så hos DF før 2001 (dvs. før stramningerne på området blev indført i Danmark). SD s andre mærkesager er ligeledes på linje med DF s: En stram retspolitik, hvor kriminalitet straffes hårdt; en generel modstand mod EU, hvilket de mener Sverige bør genforhandle, så de kun indgår i dele af samarbejdet og en bedre ældreomrsorg kan nævnes som nogle af de vigtigste (ibid.). På den økonomiske plan placerer de sig også nogenlunde samme sted som DF dvs. en midtersøgende og velfærdsorienteret økonomisk politik. Skattelettelser afvises f.eks. ikke, hvis de også kommer de lavere sociale klasser til gode og ligeledes argumenteres der i deres principprogram for, at privatiseringer kan være nyttige, hvis de kommer fællesskabet til gode (ibid.). Overordnet så er deres politiske udmeldelser dog ligesom DF værdipolitiske. På enkelte områder adskiller deres politik sig markant fra DF særligt miljøpolitikken. Disse er dog ikke af afgørende karakter og vil derfor ikke blive behandlet yderligere. I tabel 2.3 er SD s valgresultater fra 2006 og 2010 gengivet.!"#$%&'()&!"#$%&#'#()*$+,#$-+./0+1&$#231,+,#$4/5%*2'+&#-4/6778967:7!"#$%&'(&)*$++$,!"*'%&)*$++$, -'"#'*$, Kilde: Manifesto Project, 2001-2011.//0./1/!"#$% *"+% &'!"('$ $$#"'& )!) SD blev først valgt ind i Riksdagen i 2010, og meningsmålinger, der er foretaget siden indikerer, at partiet oplever en fremgang i mandater ved næste valg (Heeger, 2012; Marmorstein & Törnmalm, 2014). Partiet er ligesom FRP blevet mødt af en cordon sanitaire- strategi: De andre partier i Riksdagen samarbejder ikke med dem, og SD har derfor set sig selv isoleret. Der er dog den væsentlige forskel fra Norge og Danmark, at man i Sverige synes at være Side 19

langt mere opsat på at undgå dette samarbejde. Regeringspartiet Moderaterna har siden 2010 lagt vægt på, at de for alt i verden til undgå at samarbejde med SD og har endda vist sig villige til at indgå forlig med det stærkt venstreorienterede Miljøparti på indvandrerområdet på trods af, at dette synes at stride mod deres egne vælgeres holdninger (Datsishin, Golovkin & Cserti, 2013). Det er dog ikke kun parlamentarisk, at SD bliver mødt med denne strategi. Offentligheden i Sverige tager også skarpt afstand fra partiet og deres vælgere. I en analyse af artikler på internettet fra de fire største svenske aviser 3 i 2009 var resultatet, at samtlige 248 artikler var negativt ladet overfor partiet og fremstillede det som værende fremmedfjendtligt (Petersson, 2010). Et studie af det svenske medielandskab op til valget i 2010 viser yderligere, at man i de store dagblade systematisk undgik at lade partiet svare på kritik, ikke accepterede deres annoncer eller debatindlæg og generelt havde, hvad der betegnes en restriktiv rapportering om partiet for at undgå at give dem et talerør (Häger, 2012). 4 2.4 Kvantitativ sammenligning af partierne For at perspektivere partiernes politik vis- a- vis beskrives dette kvantitativ i det følgende afsnit. 2.4.1 Manifesto project En af de mest anvendte metoder i komparative studier af politiske partier på tværs af lande og år er Manifesto Project (MP), der udfører kvantitative indholdsanalyser af partiers principprogrammer. Partierne får en score på en række policy- variable som f.eks. positive eller negative udsagn i forhold til EU. Scoren er et udtryk for, hvor stor en procentvis andel udsagn vedrørende en given variabel fylder i partiernes principprogram. Man kan derfor bruge andelen som udtryk for 1) om det er en del af deres politiske dagsorden samt 2) hvor stor vægt det har. 3 Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet, Aftonbladet og Expressen. 4 For år tilbage havde medierne i Sverige også en del tilbageholdenhed med at dække vold og chikane mod medlemmer og politikere fra partiet, fordi man frygtede, at det ville give dem mere opbakning (Orrenius, 2010). Side 20

Partiernes score på en række udvalgte andele 5 danner derefter grundlaget for partiernes placering på en højre- venstre skala (RILE). RILE- skalaen er dog problematisk i denne sammenhæng, idet vi ved, at højrepopulistiske vælgere ikke nødvendigvis navigerer efter denne skala og samtidig, at forståelsen af denne skala varierer mellem kontekst og tid (Kitschelt & McGann 1995; Van der Brug & Van Spanje, 2009). MP s anvendelse af denne skala har derfor også været genstand for kritik, fordi den i nogle lande er unøjagtig (Dinas & Gemenis, 2009). Desuden er det også partiernes holdninger til de variable, der er en del af analysen, der er af mest interesse og ikke hvordan man hos MP vælger at positionere partierne, selvom dette også bliver behandlet. 2.4.2 Partierne I tabel 2.3 er de tre partiers score på de udvalgte variable, der er af særlig interesse, gengivet. Årene refererer til de respektive valg her er Stortings valget i 2013 ikke inkluderet, da denne data endnu ikke er kodet og offentliggjort. Variablene er alle markeret med enten et + eller i parentes, hvilket indikerer om der er tale om positive eller negative udsagn vedrørende emnet. Bemærk, at Multikulturalisme er anvendt som indikator for indvandrerspørgsmålet generelt, da det er det bedste mål i MP- data (der inkluderes f.eks. kun positive udsagn om flygtninge, hvorfor disse ikke er relevante i denne sammenhæng). Variablen er overordnet defineret som Enforcement or encourgement of cultural integration. 6 5 Syn på militær, frihed/menneskerettigheder, syn på forfatning, internationalisme, autoritet, frit marked, skat, økonomisk styring, velfærd, uddannelse, nationalisme, traditionelle værdier, retspolitik, solidaritet mellem mennesker, fagforeninger og demokrati (Volkens, 2013). 6 Variablen indeholder yderligere negative bemærkninger i forhold til Cultural diversity, communalism, cultural plurality and pillarisation; perservation of autonomy of religious, linguistic heritages within the country uncluding special educational provisions Side 21

!"#$%&'()!"#$%&!'(!)$*'&+,%!-.&/,/0.123$%2!/!-'2,/%2#%4!-'2,/-2.+2'15!677896788 D3 3EF GD!"#$%& '"#$"()#%*+,-.&/ 01-.2/ 01-.&/ 3(%4,56------ +,77,*',& (,$$%84,5,(.2/ 3(%$- +)(',5-.2/ 9:;-:8- :(5,7-.2/ <,#=>(5*& %75,'*-.2/?)$%:7)#- %5,7$%$,$-.2/ @()5%$%:7,#- +:()#6-;>(5%,(-.2/ ABC(,& ;,7*$(,- *')#)!""# #$ " #" " " $ $!$ " %$!""$!&!' " (&)! " " #%&(* #$&+#!"&*$ " %)&(*!""' #*&)+!&#% #"&(* " " #*&)+ #!&'' )&$# " #*&)+!"## #(&#* " (&(% #"&%' "&)( #!&%+ )&+% $&*) "&!+ %#&#!!""# #&+$ "&%* "&% )&% #)&+' %&+* ##&(* "&%) #&$!!%&+(!""$ #&!# " "&%) *&#% #!&'% '&"# #%&'+ "&*+ #&(' #(&+*!""+ *&") " "!&#+ (&)# *&(! #"&+* "&# #&(* (&'(!"#" '&%$ " *&*# #&+( "&*+ )&)! #$&! #!&!$ *&+ #$&(+ Kilde: Manifesto Project, 2001-2011.Note: + angiver positiv holdning, - angiver negativ holdning, højre-venstre skala går fra -100(venstre) til 100(højre) MP- data bekræfter en del af de tendenser, der er beskrevet i det ovenstående. DF scorer højt på negativ indstilling overfor multikulturalisme, hvor FRP generelt på trods af en øgning mellem valgene i 2005 og 2009 ikke synes at være så optaget af dette spørgsmål. SD placerer sig nogenlunde mellem DF og FRP. Her bør man dog skelne mellem kritik af multikulturalisme og en generel kritik af indvandring, men dette tillader data desværre ikke. Vi skal huske på, at scoren repræsenterer den andel området fylder i partiprogrammerne, og man bør overveje, om vi får et fuldstændig retvisende billede af partiernes politik i forhold til indvandring. Det er muligt at observere en generel negativ holdning til multikulturalisme hos alle tre partier - selvom udstrækningen er forskellig. Vi ved i mellem tiden også, at FRP ikke fokuserer på det kulturelle aspekt af indvandring i lige så høj grad, som DF gør. Forrige afsnit viste dog, at partiet både markerer sig på indvandrerspørgsmålet i den offentlige debat og samtidig anvender en retorik, der minder om DF s. Hvad angår EU bekræftes tendensen fra afsnit 2.1-2.3 ligeledes: Hvor DF og SD har negative holdninger til dette, så synes det ikke at være et spørgsmål (hverken positivt eller negativt), som FRP beskæftiger sig med i nogen nævneværdig grad. EU er som beskrevet ikke en vigtigt emne i politik i Norge; ofte omtales det som en non- issue, hvorfor FRP s udmeldinger hvad EU angår har været forholdsvis vage. Side 22

Variablen der beskriver partiernes holdning til frihed/menneskerettigheder er kun tilstede hos DF ved valget i 2011 og er endda relativt lille, mens den hos FRP er tilstede ved alle tre valg (på trods af en faldende tendens). Dette forklares bedst ved, at ytringsfrihedsdebatten blev intensiveret mellem valgene i 2007 og 2011 blandt andet som følge af mordforsøg på Kurt Westergaard og terrorplaner mod Jyllandsposten. SD synes at have kopieret DF s politik på området, og derfor scorer de også på variablen om end i meget mindre omfang end DF (Sverigedemokratarnas principprogram, 2011). FRP s score kan nok bedst forklares ved deres fokus på frihed i en mere liberal forstand dvs. personlig frihed selvom de også nævner ytringsfrihed i deres principprogram (Fremskrittspartiets Prinsipprogram 2013 2017, 2013). Dette understøttes yderligere af den tendens, man kan observere i variablen Frit Marked, her scorer FRP højt i alle år sammenlignet med både DF og SD, der ikke markerer sig nævneværdigt og generelt placerer sig på 0 eller deromkring. At der er en aftagende tendens hos FRP er højst sandsynligt et udtryk for en mere nedtonet tilgang til emnet, idet partiet gennem 00erne forsøgte at nærme sig midten i et forsøg på at opnå mere magt parlamentarisk (jf. afsnit 2.2). I forhold til Lov og orden markerer alle partier sig. DF er med undtagelse af 2001 det parti, der scorer højest på variablen, og dette giver også fin mening, idet emnet fylder mere i DF og SD s politiske dagsorden, end det gør i FRP s. Alle tre partier har nogenlunde samme score over tid på Velfærds- indekset, selvom DF har nogle ret store udsving. At SD scorer højt kan muligvis forklares med deres væsentlige fokus på sammenhængen mellem velfærd og indvandring ved valget i 2010. Man må dog konkludere, at der ikke synes at være en nævneværdig forskel partierne i blandt. Hvad der konkret er tale om i forhold til positive udmeldelser vedrørende velfærd kan data ikke afsløre, og vi bør samtidig huske på, at FRP er mere højreorienteret end DF og SD, når det gælder økonomisk omfordeling. National identitet, der bedst kan beskrives som udtryk for nationalisme, er relativt høj hos DF i 2001 og 2005 men falder kraftigt ved de følgende valg. Hos SD er scoren svær at analysere, da der kun er et valg, men sammenlignet med DF i 2011 Side 23

så er den ca. dobbelt så høj. Det forklares muligvis med, at det er et område, hvor der er mest behov for at markere sig for et højrepopulistisk parti i de formative år og ikke så meget når partiets succes er blevet konsolideret. FRP placerer sig generelt lavt på denne variabel. Derimod placerer de sig højere på Traditionel Moral/Værdier ved alle valg sammenlignet med DF (der ved de tre første valg ligger på 0 og i 2011 på 0.29). SD har dog den højeste score på denne variabel. Med andre ord synes FRP og SD at have en mere konservativt syn på moral og værdier i hvert fald når det udtrykkes i deres respektive partiprogrammer. På højre- venstre skalaen er DF med undtagelse af 2007 en del mere højreorienteret, end både SD og FRP. Vi kan identificere den moderation som FRP har gennemgået (jf. afsnit 2.2) tydeligt, idet der er en nedadgående tendens over hele perioden. Her bør man dog forholde sig kritisk til de variable, der danner grundlag for den konstruktion MP anvender. Til sammenligning kan man kaste et kort blik på valgdata fra de tre lande: Her placerer godt 50% af respondenterne i hvert land partierne på yderste eller næste yderste plads til højre. Der er dog en lidt større andel respondenter, der placerer FRP på den yderste plads, hvilket indikerer, at man i Norge opfatter FRP som værende mere højreorienteret, end man opfatter DF og SD i henholdsvis Danmark og Sverige (Den Danske Valgundersøgelse, 2011; Den Norske Valgundersøgelse, 2009; Den Svenske Valgundersøgelse, 2006). På nogle områder kan man konkludere, at DF er mere højreorienteret end SD og FRP, mens FRP er mere højreorienteret på andre. Igen minder det os om, at en sådan skala i vælgernes forståelse varierer mellem lande og over tid (Van der Brug & Van Spanje, 2009). 2.5 Opsummering Generelt kan vi konkludere, at de tre partiers politiske fokus er forskelligt fra hinanden. Når vi sammenligner deres værdier i tabel 2.4, har DF og SD overordnet flest fællestræk, men data peger samtidig på, at SD er DF i en mere light udgave. Deres politik minder meget om DF s, men i forhold til de analyserede områder, så scorer de generelt lavere. Desuden synes de qua deres socialkonservative Side 24

selvopfattelse at lægge mere vægt på nationalisme og traditionelle værdier sammenlignet med DF i dag. FRP er generelt mere orienteret mod frihed og liberal økonomisk politik end kritik af multikulturalisme, og de har ligeledes mindre fokus på stram retspolitik sammenlignet med SD og DF. Der bør dog jf. eksemplerne i afsnit 2.2 - ikke herske tvivl om, at FRP fortsat er et indvandrerkritisk parti, der på mange områder deler politik med DF og SD. Side 25

Kapitel 3 Teori I følgende kapitel introduceres den anvendte teori og forskning; der argumenteres for hvilke dele, der er anvendelige i dette studie, og med afsæt i dette udledes en 9 hypoteser, der vil blive testet i analysen. Nogle af hypoteserne er kontekstuelle dvs. de indeholder forventninger til variationen mellem landene. Kapitlet starter med en kort afklaringen af specialets centrale begreb: Højrepopulisme. 3.1 Begrebsafklaring 3.1.1 Højrepopulistisk et kort begrebsafklaring Hvilken betegnelse man bør anvende til at beskrive de partier, der analyseres i dette speciale, eksisterer der en del uenighed om i den videnskabelige litteratur (Lubbers, 2001). Cas Mudde (2007), der forsøger at skabe en samlet teori for partierne, anvender den overordnede betegnelse populist radical right parties men påpeger samtidig, at det er vigtigt at skelne mellem forskellige typer af populisme. Dette er årsagen til, han differentierer mellem blandt andet neoliberale populister (FRP) og radikale højrepopulister (DF/SD). Radikal skal i den sammenhæng forstås som en opposition til key features of liberal democracy (Mudde, 2007: 27). 7 I kapitel 2 hvor partiernes politik blev gennemgået, fandt vi umiddelbart ingen af disse karakteristika hos hverken DF eller SD (selvom SD dog har haft direkte anti- demokratiske tendenser tidligere). Man kan argumentere for, at begge partier har præsenteret politiske løsninger, der har været af radikal karakter (ud fra Muddes definition). I mellemtiden er det dog en smule uhensigtsmæssigt, at beskrive dem som værende radikale helt generelt. 7 Van der Brug et. al. foreslår den fælles betegnelse anti-immigration parties, da de mener, at dette i bund og grund er den ting partierne har tilfælles (Van der Brug & Fennema, 2007). Werts (2010) anvender extreme right wing parties. Side 26

Derfor benyttes højrepopulistiske partier som samlet betegnelse. På dansk er dette også den mest gængse terminologi. Populisme er her defineret som en politisk ideologi, der mobiliserer en folkelig politisk identitet, der står i opposition til den politiske elite. Populisme benytter sig med andre ord af en strategi, hvor man taler på vegne af folket (populus) i en kamp mod eliten - et karaktertræk alle tre partier besidder (Lykkeberg, 2008; Marsdal, 2008; Uvell & Carlsen, 2010). 8 I den følgende gennemgang af teori og hypoteser, vil der derfor kun blive refereret til partierne som højrepopulistiske, selvom de forskellige forfattere anvender hver deres terminologi. Nogle forfattere (se Mudde (2007) for en gennemgang) har yderligere beskrevet partierne som værende racistiske og fascistiske her følger vi Van der Brug at al. (2000) råd om, at denne type mærkater er upassende. 3.2 Teori 3.2.1 Kort om det teoretiske landskab Teorier omkring højrepopulisme er ikke bare mange men også utrolig mangfoldige. Fænomenet er i årevis både blevet analyseret i en lang række studier, der dog har haft vidt forskellige metoder og konklusioner (Mudde, 2007). Fokus har også været meget forskelligt: Hvor nogle studier primært fokuserer på udbudssiden (dvs. partierne) og forsøger at forklare, hvordan de opnår succes (Pauwels, 2010; Rydgren, 2005; Vliegenthart et. al, 2012), mens andre retter fokus på efterspørgslen (vælgerne) og forsøger at forklare opbakningen til partierne ad denne vej (Ivartsflaten, 2008; Kessler & Freeman, 2005; Werts, 2010). Van der Brug & Fennema (2007) advarer i denne sammenhæng imod at fokusere for meget på partierne og deres politik, når det er vælgerne, man gerne vil konkludere noget omkring. 8 Definitionen adskiller sig lidt fra Mudde, der definerer populisme som en monist ideology og som en modsætning til pluralisme (Mudde, 2007: 151). Side 27

For at efterleve dette råd, anvendes der primært teori og forskning, der fokuserer på vælgerne, når der skal udledes hypoteser. Eftersom vælgerne er det centrale i opgaven, giver det mest mening, at anvende teori, der primært koncentrerer sig om deres adfærd og holdninger. 3.2.2 De anvendte teorier I det følgende gennemgås de hypoteser, der vil blive testet i analysen af de skandinaviske vælgere, samt den teori og forskning, disse er udeledt fra. Teorierne, der anvendes, beskæftiger sig med forskellige dimensioner af for vælgerperspektivet: Hvem vælgerne er rent demografisk, hvorfor de stemmer, som de gør. Hypoteserne bliver som sagt afprøvet over tid en faktor som er relativt overset i den eksisterende litteratur men der gøres ingen formodninger om selve udviklingen, idet der ikke er et teoretisk grundlag for dette (Werts, 2010: 8). Den første og mest centrale er Han Werts studie af højrepopulistiske vælgere i Europa mellem 2002-2008 (Werts, 2010). Werts afhandling danner det primære teoretiske grundlag for dette speciale, idet hans studie er af nyere dato, og desuden er rigt på konklusioner vedrørende højrepopulistiske vælgeres holdninger. Der vil løbende blive suppleret og perspektiveret med anden forskning, der enten understøtter eller problematiserer Werts konklusioner, når de analyseres i en skandinavisk kontekst. Her er det centrale studie Bengtsson et al. s (2013) nyligt offentliggjorte forskningsprojekt, der analyserer vælgerne i Norden. Ved at sammenkoble disse to studier opnår vi et teoretisk fundament, der både 1) forholder sig deltaljeret til højrepopulistisk stemmeadfærd generelt og 2) tager den skandinaviske kontekst og de særlige karakteristika vælgerne her besidder i mente. Dette betyder essentielt, at vi kan i nogle tilfælde kan udlede kontekstuelle hypoteser, der inddrager forventninger til variationen mellem landene. Før gennemgangen af hypoteserne påbegyndes, vil der være en kort redegørelse af de to centrale studier, hvor deres styrker og svagheder i forhold til hinanden Side 28