Et folketingsvalg Af Adam Wagner Så er folketingsvalget overstået. Endnu et der mere mindede om et regeringsvalg end et folketingsvalg. Det er mærkeligt, at vi, når vi skal vælge vores lovgivende forsamling, hører mest om, hvem der efterfølgende kunne tænkes at danne regering. Partierne spørges af medierne næsten mere om, hvem de kunne tænke sig som statsminister end hvilke sager, de vil fremme i folketinget. Men regeringen vælges som bekendt ikke ved direkte afstemning, og spildes valgkampen med snak om regeringsdannelse, så forpasses lejligheden til velovervejet at finde de folketingsmænd og kvinder, man ønsker valgt for deres evners og holdningers skyld. Måske burde det overvejes, om ikke Dansk Samlings gamle forslag, om at statsministeren skal vælges direkte ved et selvstændigt valg, egentlig var meget fornuftigt så behøver man da ikke spilde folketingsvalget på evindelige diskussioner om, hvem der skal være statsminister. Hele miseren skyldes jo naturligvis vores uheldige parlamentariske skik her i landet, hvorefter netop de ved et folketingsvalg sejrende partier danner regering. Denne sammenblanding af udøvende og lovgivende magt som desuden giver de sejrende partier uforholdsmæssig stor magt er den direkte anledning til, at vore folketingsvalg forplumres (se også artiklen Antiparlamentariske tanker i NYT nr. 2, 2002 (også tilgængelig på DS hjemmeside)). De burde naturligvis dreje sig om at få valgt nogle gode lovgivere og ikke blot det nødvendige antal stemmekvæg for den ene eller den anden blok. Når det er sagt, må det glædeligvis også iagttages, at vælgerne ikke ganske lod sig forlede af denne valgkampsforplumring: Både Venstre og Socialdemokraterne gik således tilbage.»præsidentvalget«løb altså lidt ud i sandet. Disse to store partiers tilbagegang bør rimeligvis tilskrives det faktum, at de begge kæmpede for at overbevise midtervælgerne om deres fortrinlighed og derved udvandede deres egentlige program. Valgkampen var på mange måder underlig: Valget blev udskrevet med den gode begrundelse, at den såkaldte strukturreform skulle diskuteres hvilket dog stort set ikke skete. Denne forhastede reform, hvis oprindelige berettigelse var, at de overflødige amter skulle afskaffes, er nu i stedet blevet til, at der indføres nogle endnu mere overflødige regioner og en del hastigt planlagte kommunesammenlægninger. Når reformen ikke blev diskuteret i valgkampen, kunne det jo skyldes, at noget sådant i det hele taget ikke kan diskuteres i en enkelt treugersvalgkamp, men snarere bør gennemtænkes og diskuteres i en årrække, inden det vedtages. Men nu bliver det nok vedtaget i en ikke synderligt ændret form, og så må man justere alle fejlene og lappe alle skaderne hen ad vejen sådan som man har for vane i moderne politik, der alt for ofte lader hånt om gennemtænkte helhedsløsninger. Det fraværende valgtema Et emne, der nærmest larmede ved sit fravær, var naturligvis EU; som sædvanligt, fristes man til at sige. Danske politikere har en god fornemmelse for, at de gør bedst i for deres egen skyld at holde dette emne ude af så mange valgkampe som muligt. Men virkeligheden er, at EU ikke, som mange måske -1-
ellers har på fornemmelsen, er noget fjernt og lidt irriterende, man skal tage stilling til i ny og næ. EU er der hver dag; og tiltagene for at styrke og udbygge EU er også evindeligt forekommende. Vi står i disse år midt i en forfatningskamp ved siden af hvilken, alle tidligere forfatningskampe må blegne. Da rigsrådet mistede sin magt og enevælden blev indført i 1660, var det ganske vist en voldsom omvæltning; det mest markante brud i Danmarks styreform indtil da; men riget forblev dansk, og magten forblev i riget. Enevældens afskaffelse i 1848 og indførelsen af vor grundlov året efter, var også resultatet af en art forfatningskamp, men her var tale om, at statsmagten omdefineredes der var ikke tale om en revolution, ikke om et brud. Desuden blev grundloven netop til for at sikre Danmark mod tyske forsøg på at fravriste os Sønderjylland. Ja, grundloven blev til for at styrke den danske magt. Selv den såkaldte forfatningskamp, der endte med at Venstre kom til magten i 1901, var ingen omvæltning, men det er dog den, de fleste tænker på, når der tales om forfatningskamp. Hvad vi står med nu med vort EU-medlemskab og den kommende unionsforfatning er en forfatningskamp af en helt anden art. Her handler det ikke blot om, hvorledes Danmark skal styres; det handler også om, hvorvidt Danmark skal være et selvstændigt rige eller ej. Dette afgørende spørgsmål der på vores hjemmeside fik mig til at opfordre dem, der nu måtte komme der forbi, til at stemme på en unionsmodstander var der altså ikke megen lyst til at tage op i valgkampen. Dansk Folkeparti gjorde nogle hæderlige forsøg og ligeså Enhedslisten og Minoritetspartiet. Men ingen af japartierne forledte sig til at tage spørgsmålet alvorligt dvs. ikke før valget var vel overstået. Så talte Anders Fogh Rasmussen til gengæld allerede på valgnatten l også om den forestående folkeafstemning om unionsforfatningen, hvilket altså viste, at det sandelig ikke var fordi, han havde glemt den, at han ikke havde nævnt den under valgkampen; den var blot gemt væk til sejren var vel i hus! En sådan svinestreg kommer naturligvis ikke bag på aktive unionsmodstandere, men en svinestreg er det dog, at holde spørgsmålet om hvorvidt Danmark skal være en delstat i en multietnisk union eller ej ude fra valgkampen forud for valget af det folketing, der skal tage stilling til netop dette spørgsmål. Som sagt var der et par partier, der tog spørgsmålet op, og uanset hvad man synes om disse, må man glæde sig over, at unionsmodstanderne nu er repræsenteret med de 30 mandater, der sikrer, at et folketingsflertal ikke kan gennemføre suverænitetsafgivelse uden en folkeafstemning (jf. grundlovens 20 stk. 1). At Enhedslisten er kommunistisk og arbejder for et multietnisk Danmark, er i den forbindelse underordnet. Minoritetspartiet var en sær størrelse, som man ikke kan fortænke folk i ikke at have tillid til. Selve tanken om, at politik skal baseres på minoriteterne og ikke på helhedens vel, er fejl. Partiet var desuden en endog meget broget skare. Retsforbundets folk stillede i øvrigt op på denne liste, men det gjorde også en del indvandrere og den danske imam Abdul-Wahid Pedersen. At partiet fik et ynkeligt valg græder de fleste derfor nok kun tørre tårer over. Dansk Folkeparti fik derimod igen et godt valg. Det kan ses som en belønning for, at partiet på visse punkter i løbet af den forgangne folketingssamling har fået både regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti til at rette op på den vitterligt skadelige indvandringspolitik; og desuden har fået Socialdemokraterne til at indse det fornuftige i disse -2-
opstramninger. Hertil kommer naturligvis partiets unionsmodstand. Noget andet er så, at Dansk Folkeparti i den forgangne valgkamp har vist tendenser til at være endnu et interesseparti for folk (især ældre) på overførselsindkomst i stedet for at være et parti, der tænker i helhedsløsninger. På dette punkt virker partiet helt ideologisk; sjovt nok er mange af dem, der nyder godt af den ældrecheck partiet fik gennemtrumfet, gamle indvandrere, der netop ikke har ret til fuld folkepension, fordi de ikke har opholdt sig i landet i en tilstrækkelig stor del af deres arbejdsliv; dette er en af de stramninger, der er blevet gennemført for, at indvandrere ikke ufortjent skal nyde godt af landets goder men det sørger Dansk Folkeparti så for at de alligevel kan komme til. Ak ja, den ene hånd ved ikke, hvad den anden gør. Det Radikale Venstre Et andet parti der gik frem endog voldsomt var Det Radikale Venstre: Partiet der i sin hundredårige historie stort set ikke har gjort andet end at skade Danmark. Hvad der i tiden truer landet, støtter de venstreradikale. Da Sønderjylland var indlemmet i Prøjsen, ville de intet gøre for at hjælpe deres udlændige landsmænd. Da der blev stemt om grænsen i 1920, ville de for alt i verden ikke have»for meget«heller ikke Flensborg, der var blevet tysk over en kort årrække efter en hårdhændet fortyskning. Da Tyskland oprustede i 30 erne, skulle vi ruste ned; og da følgen heraf blev, at vi blev besat, måtte vi endelig ikke irritere vor venlige besættelsesmagt. Nu går de venstreradikale fuldt og helt ind for EU og kan heller ikke se nogen grænse for, hvor mange fremmede, der skal flytte til landet, ja, dette mener de endog ikke, vi selv skal bestemme, for i denne sag synes de, vor selvbestemmelse skal deponeres hos diverse internationale fortolkere af menneskerettighederne. At Det Radikale Venstre gik frem, var derfor trist. Forklaringen skal nok søges i tre forhold. For det første var partiet så godt som det eneste, der tog hul på en givetvis nødvendig debat om reformer af velfærdsstaten; herunder synspunktet om, at skattebyrden skal lettes. Det har uden tvivl fået mange hårdtarbejdende danske til at lægge deres stemme her. For det andet er partiet i høj grad blevet indvandrernes parti. Her kan de fremmede både stille op (også selvom de måtte være islamiske fundamentalister), og her kan de trygt sætte deres kryds. For det tredje skyldes fremgangen også, at en del unge, danske bymennesker opfatter politik som et æstetisk og ikke et etisk anliggende: Det handler således mere om at have et humanistisk»menneskesyn«, end det handler om at forholde sig til virkelighedens problemer. Det handler mere om»tonen«end om indholdet. Desuden er det en vidt udbredt fordom blandt byernes jetset, at folk, der vedkender sig den danske arv med alt, hvad det indebærer af konkrete forpligtelser, nok er nogle afstumpede vestjyder. Derimod får folk, der stemmer på Det Radikale Venstre, straks (også af diverse valgeksperter) betegnelsen»intellektuelle«uanset om det så er sandt eller ej. Og det er jo en nem måde at blive intellektuel på. Denne blanding af unge, danske kosmopolitter og indvandrere (heraf mange muhamedanere), der har det tilfælles, at samtlige deres fremtidsforhåbninger er knyttede til, at alle nationale bånd brydes, er et billede på landets indre fordærv. At de venstreradikale så holdt deres valgaften i Vartov N. F. S. Grundtvigs gamle kirke er blot at dreje kniven rundt i såret. Grundtvig, der om nogen kæmpede for et frit og dansk Danmark, bliver jo således indirekte taget til indtægt for det stik modsatte uden tilsyneladende at nogen undres. -3-
De øvrige partier og Nordatlanten Kristendemokraterne skal også have et ord med på vejen. At de ikke kom ind og det var kun på et hængende hår, at de mistede deres kredsmandat i Ringkøbing Amtskreds er på flere måder lidt ærgerligt. De er det parti, der mest stædigt har holdt fast i, at familien er samfundets grundlag og derfor skal tages alvorligt; ikke ved flere checks, lavere pris for institutionspladser eller lignende, men netop som familie, der snarere har brug for at kunne fungere som sådan ved at have mere tid. Mange kristendemokratiske kandidater var også modstandere af en unionsforfatning, men her er partiet dog stadig noget uafklaret, hvorfor heller ikke de forsøgte at bringe dette emne på bane, hvilket ellers nok kunne have sikret dem nogle flere stemmer. Heller ikke Centrumdemokraterne kom ind, men det overraskede vist ikke mange andre end CD erne selv. Mon ikke de fleste længe har anset partiet for et af de mest overflødige i dansk politik? Det er de i hvert fald nu. Socialistisk Folkeparti fik heller ikke et godt valg, og her er det nok atter det uudtalte spørgsmål om unionsforfatningen, der spiller ind. Rimeligt ville det i hvert fald være, hvis en del af partiets tidligere vælgere i stedet stemte på Enhedslisten, der jo gik pænt frem. SF, der engang var en sikker EF-modstander, kan nu sluge snart sagt hvad som helst af EU-integration. At de ikke blev straffet mere end med tabet af eet mandat, må tilskrives det nævnte faktum, at EUspørgsmålet var så underligt fraværende i valgkampen. Hvad der i øvrigt også var fraværende, var omtalen af folketingsvalget på Færøerne og Grønland; dette er heller ikke noget nyt, men mærkeligt er det, at det skal være næsten umuligt at finde ud af noget om valgkampen i disse dele af riget. Der vælges dog fire mandater i det nordatlantiske. Først da det på et tidspunkt i de evindelige meningsmålinger så ud til, at et af disse nordatlantiske mandater kunne blive afgørende for regeringsdannelsen, hørte man pludselig Høgni Hoydal i radioen. Hvis en enkelt lytter eller to ikke vidste, hvem han var, ville det egentlig ikke være underligt, al den stund medierne ellers aldrig gider berette om disse uden for EU stående dele af Det Danske Rige. Men uanset om det er rimeligt eller ej for hvorfor skal færinger og grønlændere sidde i den danske lovgivende forsamling, når der hverken sidder danske i Færøernes lagting eller i Grønlands landsting så vælges der altså fire folketingsmedlemmer i det nordatlantiske. Der sker dog ikke anden ændring, end at det ene færøske mandat skiftes ud: Sambandspartiet ryger ud for i stedet at erstattes af en repræsentant for Folkeflokken; Færøernes selvstændighedsstræb får altså en styrket stilling i folketinget. Hvorfor skulle Færøerne og Grønland også ønske at være en del af Det Danske Rige, når Danmark selv er i gang med at underlægge sig en europæisk union? En union som nævnte lande vel at mærke ikke ønsker at være en del af. Måske skulle man interessere sig lidt mere for netop Færøerne og Grønland; dem kunne man åbenbart lære noget af. -4-
En undervisningsministers historiske svigt Af Marianne Wagner Kort efter VK-regeringens tiltrædelse i 2001 fortalte statsministeren, at en såkaldt kulturkamp skulle være en del af regeringens politik, således forstået, at en diskussion om principielle emner ville skærpe borgernes fornemmelse for, hvad der skulle og burde være bærende for vort samfund. Kulturkampen var i hvert fald efter mit skøn både tilbageskuende og fremadrettet, idet en forståelse for historisk og kulturel bevidsthed måtte være fundamentet for at kunne se fremad og tage fat med nye kræfter. Spøgelserne skulle m.a.o. ud af skabet, så man nu endelig kunne diskutere f.eks. medløberiet under den kolde krig, og samtidig med, at Anders Fogh Rasmussen dristigt fordømte samarbejdspolitikken under besættelsen, stillede han kontroversielle personligheder i spidsen for visse ministerier, bl.a. kultur- og kirkeministeriet,. Imidlertid har han og hans regering svigtet denne kulturkamp, f.eks. da den pludselig skulle omdøbes til»værdikamp«, fordi dette ord åbenbart virkede blødere (regeringen er blevet så bange for at støde an mod den gode tone), men især fordi statsministeren ikke har formået at besætte to helt centrale ministerposter med dygtige folk med klare holdninger til deres gerning: Det drejer sig om forsvars- og undervisningsministeriet, og det er sidstnævnte, der skal være emne for denne artikel. Danmark har i Ulla Tørnæs haft en undervisningsminister, der ikke har haft nogen som helst fornemmelse for, at netop folkeskolelovens udformning, som den har taget sig ud siden Ritt Bjerregaards tid, i dag er skolens største problem med dens mangel på faglighed, og hun har, sandsynligvis som en følge heraf, ikke præsenteret noget, der bare lignede en selvstændig tanke til, hvordan folkeskolen kunne se ud i stedet. Jeg vil i det følgende gennemgå nogle af Ritt Bjerregaards tanker om skolen på baggrund af nogle artikler fra hendes bog»strid«, København 1979 (sidetallene henviser hertil), hvorefter jeg vil komme ind på nogle af de problemer, som vi ser i dag, og som i mine øjne er en konsekvens af Ritt Bjerregaards indflydelse. Ritt Bjerregaards folkeskole Selv om emnet er Ritt Bjerregaard, må vi alligevel begynde lidt længere tilbage i historien for at forstå, hvad der gik forud for hende, for der er jo en grund til, at fagligheden blev udvandet til fordel for noget så luftigt som»den alsidige, personlige udvikling«. I»Den Blå Betænkning«fra 1958, er det ønsket om at reformere undervisningen med henblik på»skolens atmosfære«, på børnenes evne til»at tage hensyn til andre menneskers velfærd«, på bedømmelse ikke blot af kundskaber, men også af personligheden, og på at»fremme børnenes sans for international forståelse og for det mellemfolkelige samarbejde«(ss. 24-25), der er det gennemgående tema. Det er selvfølgelig tanken om FN som den store mellem nationer fredsskabende institution, der danner baggrund for disse tanker. Skolen har m.a.o. fået en mission, der går ud på at danne personligheder, der passer ind i det ny -5-
verdensbillede og ikke forfalder til chauvinistisk adfærd eller tankegang. Det skal siges til Den Blå Betænknings forsvar, at den indeholder megen faglighed i beskrivelsen af fagene, men det er tankevækkende, når det på s. 28 står at læse:»det kan i fremtiden ikke anses for tilstrækkeligt, at man i læseplanerne lægger samme vægt som hidtil på sådanne formelle kundskaber, som kun tjener eksaminationsformål. Børnenes personlighedsdannelse og karakterdannelse må placeres foran dette hensyn.«ville fadderne til betænkningen så fjerne enhver faglighed fra folkeskolen? Det mener jeg ikke, der er grundlag for at tro, men da Ritt Bjerregaard få år efter dens offentliggørelse kom til magten, tog afviklingen af fagligheden for alvor fat. Udover en mængde selvtillid (som mindre pæne folk vil kalde arrogance) medtog Ritt Bjerregaard i embedet nemlig også et nedgroet had til middelklassen, hvis repræsentant hun fandt i folkeskolen. I det hele taget mente hun, at middelklassen havde indrettet samfundet efter sine egne værdier og normer, og ville man som barn fra arbejderklassen klatre op ad dette samfunds stige, lod de sig kun gøre ved at antage middelklassens værdier og sprog. Dette var erfaringer, som det opadstigende arbejderbarn, Ritt Bjerregaard, havde gjort sig, og hun var tilmed kommet frem til, at middelklassen fandt sine egne værdier så gode, at den ikke værdsatte arbejderklassens værdier. Det kom ikke blot frem i måden, middelklassen talte på, men også i måden, hvorpå den vurderede sine medmennesker:»i middelklassen er individualismen udgangspunktet, og folk vurderes efter hvad de præsterer. Alle følelser og alle menneskelige egenskaber omregnes i præstationer og sammenlignes. Det viser sig negativt som en manglende evne til solidaritet, og ved vanskeligheden ved at kunne samles om et fælles formål i længere tid ad gangen. Arbejderbarnet støder på det overalt i uddannelsessystemet, og det må underordne sig dette individuelle og præstationsdirigerede menneskesyn eller ganske enkelt forsvinde ud af uddannelse.«(ss. 10-11) I sandhed en ubehagelig oplevelse for et fintfølende barn som Ritt, og som den forkæmper for lighed, hun stedse har været, kunne hun ikke sidde en sådan uretfærdighed overhørig. Samfundet måtte derfor laves om med ØD o.l., men også skolen skulle forandres:»uddannelsessystemet skal forbedres, det er sikkert og vist, at der er meget at tage fat på ( ). Ved forbedringer af uddannelsessystemet kan vi lappe på skaderne fx ved en bedre uddannelse til de 16-19årige, ved 9-års udelt skolegang og ved ikke at lade arbejderklassen betale for middelklassens uddannelse.«(s. 11) Ritt Bjerregaard tøvede ikke med at sætte handling bag sine ord. Hvad var det, der ifølge hende var galt med folkeskolen? Jo, den afspejlede det kapitalistiske klassesamfund, den nedvurderede og latterliggjorde arbejderklassen og dennes værdier, dette havde Ritt Bjerregaard selv oplevet i sin egen folkeskole, der var boglig og konkurrencepræget. Skolen præmierede nemlig evnen til at omgås tekster, den var teoretisk, og hvis en elev opnåede boglig kunnen, kunne det (uha uha) føre til et liv blandt de velbjærgede. (s. 66) For børn fra ikke-boglige hjem -6-
måtte denne boglighed nødvendigvis være en barriere, og denne barriere var igen en hindring for lighed. Derfor skulle niveaudelingen afskaffes og fællesskabet styrkes, og netop en følelse af fællesskab var folkeskolen med sine klasseværelser og klasselærere perfekt til at opdyrke. (s. 68) Og derfor måtte den onde ånd, konkurrencementaliteten, manes i jorden:»hvad kan da hæmme mulighederne for udvikling af fællesskabet? Det kan bl.a. et miljø, der er præget af stærk individuel konkurrence, der fremhæver den dygtiges præstation på bekostning af den mindre dygtiges, specielt når en sådan konkurrence sættes i relief af et formaliseret bedømmelsessystem. Men det, der kan hæmme udviklingen af et fællesskab allermest er dog, at det afbrydes midt i sin opbygning, altså ved udskillelse af nogle, der formodes ikke at kunne følge med, eller hvad man nu vil kalde det. Og så er vi atter havnet ved niveaudelingen. Men det er ikke så mærkeligt, at vi må havne der. For det fællesskab, som kan føre til udvikling af menneskelig ligeværdighed, er et fællesskab, der kan udtrykkes ved ordet solidaritet. Og det sproglige udtryk for det modsatte af solidaritet er lige præcist udtrykket: selektion!«(s. 68) Man skal lede længe efter et mere indsnævret syn på verden; Ritt Bjerregaard mener at kunne udtale sig på alle arbejderes vegne, når hun hævder, at de ikke læser bøger, og at de ikke af den onde middelklasse skal påduttes at læse dem. Derfor vil hun indrette skolen, så ingen skal læse bøger, i hvert fald skal ingen høres i det, de eventuelt måtte have læst, fordi det ville være konkurrence, endnu et ondt middelklassefænomen. Og som en følge heraf skulle alle have fri adgang til gymnasiet, HF, EFG m.m. (s. 52) Når skolen imidlertid skal dyrke fællesskabet, og ikke lære eleverne for meget, må der blive en masse tid til overs i de tvungne ni år, som et dansk barn skal tilbringe i den. Dette har Ritt Bjerregaard også øje for. Skolen skal opbevare børnene, så forældrene kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet:»skolen opfylder denne funktion. Det giver samtidig skolen nogle muligheder ved, at den ( ) bruger sin rolle som opbevaringsanstalt, til at bearbejde de reelle uligheder ikke for at afskaffe dem, for det kan selvsagt ikke ske i eller gennem en undervisningssituation, men for dels at mildne det tryk, som klassesamfundet udøver på de svage, og for dels at fastholde at det kapitalistiske klassesamfund ikke er en naturlig, men en kulturlig indretning, en indretning der er skabt af mennesker, og som kan ændres af mennesker.«(s. 65) Skolen er for Ritt Bjerregaard intet andet end en opbevaringsanstalt til indoktrinering af eleverne, og hvis målet er helligt nok, i dette tilfælde er målet afskaffelse af ulighederne i klassesamfundet, så opfylder skolen sin pligt. Anderledes kan jeg ikke forstå hendes udsagn. Det blev ikke Ritt Bjerregaard, der kom til at gennemføre folkeskoleloven, men en venstreminister, og fordi embedsmændene var de samme som under Ritt Bjerregaard, kom Venstres forslag til at ligne hendes (s. 51). Det viser ganske godt problematikken omkring folkeskoleloven. Alle partier - Det Konservative Folkeparti på nær er sovset ind i forslagene, dels p.g.a. embedsmændene, dels p.g.a. traditionen for brede forlig, hvor alle mener, de får gennemført lige netop deres mærkesager. Således er laveste fællesnævner blevet målet for den danske folkeskole, og når alle føler et -7-
medansvar for folkeskoleloven er det blevet næsten umuligt at føre en debat om den. Ulla Tørnæs skolesyn Det er et lovforslag fremsat 15. december 2004, nemlig»lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v.«, der om noget viser Ulla Tørnæs manglende forståelse for, hvad det egentlig vil sige at holde skole. Det hedder sig om baggrunden for lovforslaget:»lovforslaget er et led i regeringens bestræbelser på at sikre et højt fagligt niveau i grundskolen og dermed give alle børn et fagligt fundament for fortsat uddannelse og beskæftigelse. Regeringen er meget opmærksom på behovet for styrkelse af fagligheden i grundskolen, jf. den netop offentliggjorte PISA-undersøgelse, og vil i forlængelse af undersøgelsens resultater foreslå en række ændringer på folkeskoleområdet. PISA-undersøgelsen viser, at de frie grundskoler i matematik og læsekompetence ikke klarer sig bedre end folkeskolen, men måske nærmere i underkanten, og behovet for en styrkelse af fagligheden på frie grundskoler vil derfor også indgå i regeringens overvejelser som et led i den samlede opfølgning på PISA-undersøgelsen.«Det er altså fagligheden, der skal prioriteres, forstår man, men læser man, hvad ændringsforslaget går ud på, er der kun ganske få ord om faglighed. Derimod er der mange ord om, ja hvad mon? Svaret er: Elevens demokratiske indstilling og personlige, alsidige udvikling! Således foreslår fru Tørnæs, at der i lovens 1 tilføjes følgende passus:»skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.«og videre hedder det:»( ) Undervisningsplanerne skal angive udviklingen hen mod slutmålene, beskrive på hvilke klasse- eller alderstrin, der arbejdes med de forskellige fagområder og emner, fastsætte mål for undervisningen på bestemte tidspunkter i det samlede undervisningsforløb (delmål) samt beskrive, hvorledes det samlede undervisningstilbud giver mulighed for alsidig personlig udvikling.«(mine kursiveringer) Endelig fremføres det, at»i det omfang skolen ikke har fastsat slutmål ( ) og delmål ( ), der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, gælder de slutmål henholdsvis trinmål (Fælles Mål), der er fastsat for undervisning i folkeskolen.«hvad i alverden er meningen? Ideligt tales der om faglighed, og så er det personlighedens bearbejdelse, det hele drejer sig om! Ulla Tørnæs har ikke forstået, at grunden til, at man i Danmark har friskoler, er den helt enkle, at hvis man ikke kan lide folkeskolen, kan man lade sit barn undervise derhjemme eller man kan sende det på en friskole, der underviser i overensstemmelse med ens egne normer for god undervisning. Nu skal de frie grundskoler tilpasse sig folkeskolens formålsparagraf og faglighedsbegreb, og dersom de ikke formår dette, skal folkeskolens»slutmål henholdsvis trinmål (Fælles Mål)«gælde for dem. Den åndelige frihed er afskaffet, men hvis så bare der var tale om faglighed i det, der -8-
hedder Fælles Mål, så kunne man måske bære over med ministeren. Lad os derfor se på, hvad Fælles Mål fortæller om faget dansk, hvis faglige niveau ligger Ulla Tørnæs meget på sinde:»formålet med undervisningen i dansk er at fremme elevernes oplevelse af sproget som en kilde til udvikling af personlig og kulturel identitet, der bygger på æstetisk, etisk og historisk forståelse. Stk.2. Undervisningen skal fremme elevernes lyst til at bruge sproget personligt og alsidigt i samspil med andre. Eleverne skal styrke deres bevidsthed om sproget og udvikle en åben og analytisk indstilling til deres egen tids og andre perioders udtryksformer. De skal opnå udtryks- og læseglæde og øge deres indlevelse og indsigt i litteratur og anden fiktion. Stk.3. Undervisningen skal give eleverne adgang til det nordiske sprog- og kulturfællesskab.«jeg vil udelukkende forholde mig til stk. 1 og 2 i formålsparagraffen. Som ovenfor citeret viste PISA-undersøgelsen, at danske elever har problemer med bl.a.»læsekompetencen«, hvorfor fagligheden skal styrkes. Nu vil Tørnæs gøre Fælles Mål til faglig målestok også for de frie skoler, og man må spørge: Hvorfor står der så intet om denne faglighed i formålsparagraffen? Eleverne skal»opleve sproget som en kilde til udvikling af personlig og kulturel identitet«, og deres»lyst til at bruge sproget personligt og alsidigt i samspil med andre«skal styrkes. Efter mit beskedne skøn er disse formuleringer udtryk for et ønske om åndeligt at massere de danske skolebørn, ikke at lære dem at læse og skrive; det må i hvert fald blive endog særdeles svært at måle»lyst«og»oplevelse«, når eleverne næste gang skal deltage i en international prøve. Det er tydeligt, at Ulla Tørnæs er et barn af Ritt Bjerregaards skolerevolution. Der tales godt nok ikke længere om opgør med middelklassen, men fru Bjerregaards ånd eller mangel på samme er der godt nok, for som hun så klart forstod - når begrebet faglighed har mistet sin værdi og sin betydning, er der kun en tom skal tilbage, som den til enhver tid siddende undervisningsminister kan udfylde, som han/hun måtte have lyst til, og det var for Bjerregaard ligemageri. For Tørnæs er fokus et lidt andet, men hendes forslag til ændring af loven om friskoler og private grundskoler afspejler folkeskolens egen fallit: Faglighed er blevet ensbetydende med personlig udvikling, tolerance og demokratisk sind, og det er så den måde, man vil løse problemerne med læsefærdigheder, som PISA-undersøgelsen har afdækket. Dette er Fogh Rasmussens værdikamp, som han har valgt at spise sit folk af med: En undervisningsminister, der er uvidende om det ideologiske felttog, der ødelagde folkeskolen, hvorfor hun naturligvis ikke er i stand til at gøre op med dette spøgelse. I skrivende stund er den ny regering endnu ikke udpeget, men jeg vil dog udtrykke mit håb om, at statsministeren vil overveje sit valg af undervisningsminister nok engang. -9-
»30 år i folkestyrets tjeneste«af David Helin Boganmeldelse af Karl Dybdal I elvte time - måske for sent - kom bogen "30 år i folkestyrets tjeneste" For at bruge et Søren Kierkegaard-citat: "Livet forstås baglæns, men må leves forlæns" så kunne man have ønsket for denne bog, at det omvendte - om end ret naturstridigt - havde været tilfældet. I så fald ville Folkebevægelsens arbejde og resultater sikkert have båret flere frugter. Forfatteren og historikeren David Helin har med sin politiske og uddannelsesmæssige erfaring forstået at samle et enormt materiale, bearbejde det til en bog, som kronologisk beretter om især Folkebevægelsens utrættelige - men ofte håbløse - arbejde for en hjertesag, der har formået at fastholde en ukuelig kampgejst. Vi har her en bog, som for både nej-sigere som ja-sigere kaster et - vel tendentiøst - men berettiget klart lys over baggrunden for modstandernes vedholdende kamp mod en stadig tættere tilknytning til EF/EU. Fra side til side fornemmer man forfatterens glød og engagement. Og selv om man ikke er i tvivl om forfatterens ståsted, så er her ikke tale om et skønmaleri. Forfatteren leverer et rimelig objektivt og videnskabeligt arbejde. I en lettilgængelig stil krydret med flere af medlemmernes personlige bidrag føres vi med historiens gang såvel gennem bevægelsens opgangs- som nedgangstider. Løbende orienterer forfatteren om politikernes åbne som slet skjulte dagsordner, der pø om pø måske mere har haft til formål at overbevise vælgerne end objektivt at orientere den danske befolkning forud for folkeafstemninger og parlamentsvalg. I samme forløb berettes om Folkebevægelsens diverse succesfulde som fejlslagne strategier og kampe. Jubelen, når sejren var i hus, og eftertænksomhed og efterrationalisering, når man efter nederlaget slikkede sårene. Nok har»folkebevægelsen mod EU«ikke opnået det mål, som bevægelsen satte sig ved sin fødsel, og nok har øvrige modstanderbevægelser ligeledes mistet terræn ved de respektive parlamentsvalg. Det til trods har bevægelserne bidt sig fast i haserne på politikerne, hvilket har givet dem sved på panden ved hvert parlamentsvalg og især forud for de respektive folkeafstemninger. Politikerne har forstået, at den danske befolkning fortsat er skeptisk, hvorfor selv sandheder, som muligvis ville kunne få befolkningen til at svinge om til fordel for nej-sigere, holdes skjult eller smøres ind i noget sukkersødt, så fordrejninger og små»rævekager«lettere glider ned. Foruden Folkebevægelsens historie omtales også andre modstanderbevægelser og -grupper først og fremmest deres program, baggrund og politiske tilhørsforhold. Redegørelsen er dog mere periferisk, men absolut sober og positiv. -10-
Bogen er som sagt lettilgængelig, spændende og interessant ikke mindst de forskellige fortællinger af kendte og mindre kendte personer. De mange illustrationer (plakater, fotos, tegninger og mærkater) er med til at pifte bogen op. Desuden skal bogen roses for en omfattende liste over anvendt litteratur og kilder. Ligeledes er bogens person- og emneliste omfattende, hvilket sammen med en udførlig indholdsfortegnelse gør bogen til et fortræffeligt opslagsværk. Slutteligt kan jeg kun anbefale bogen for alle - Også ham/hende, som ikke sympatiserer med Folkebevægelsen eller med EF/EU-modstandere i det hele taget, kan få udbytte af at læse bogen og måske endda blive inspireret til at tage visse holdninger op til revision. David Helin:»30 år i folkestyrets tjeneste«grevas Forlag ISBN: 87-7235-814-9 Pris: 220,00 kr. (Interne meddelelser, kortere læserindlæg, nekrologer og mindeord er udeladt) -11-