Prædiken til d.15. januar 2017. Lemvig Bykirke kl. 10.30 v/brian Christensen Tekster: 2 Mos 33, 18-23: Rom 12,6-16a; Joh 2,1-11 Dette hellige evangelium til 2.s.e.helligtrekonger skriver evangelisten Johannes v1 Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; v2 også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. v3 Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham:»de har ikke mere vin.«v4 Jesus sagde til hende:»hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.«v5 Hans mor sagde til tjenerne:»gør, hvad som helst han siger til jer.«v6 Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. v7 Jesus sagde til dem:»fyld karrene med vand.«og de fyldte dem helt op. v8 Og han sagde til dem:»øs nu op og bær det hen til skafferen.«det gjorde de så. v9 Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op kaldte han på brudgommen v10 og sagde til ham:»man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«v11 Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. Bøn:
De har ikke mere vin. Så enkelt formulerer Maria det til sin søn, da hun opdager det problem, som værterne ved brylluppet i Kana har fået. Et ganske alvorligt problem til en fest. Det er ikke rart at indbyde gæster og at det så viser sig, at man har beregnet forkert, så der er ikke er nok mad eller drikkevarer. Det er det som denne enkle bøn, denne ligefremme henvendelse til Jesus, er et udtryk for, som vi i dag skal fordybe os i. Det skal handle om relationen mellem Jesus og os. Hvordan den er og hvordan den kan blive tættere, stærkere og dybere. Så vi kan opleve Himmerigets glæde. Jesus og himmerigets glæde. Som mange af jer ved, så skal vi her i Lemvig Bykirke snart have et ægteskabskursus, hvor Kirsten og jeg over 6 aftener skal komme med oplæg og undervise om forskellige emner. En af de aftener hedder Kunsten at kommunikere.
Og hvis man ser på sætningen: De har ikke mere vin, så er det nok én af de udsagn, som vi ville kalde for dårlig kommunikation. Hvorfor det? Jo, fordi det er kun en halv sætning. Det er kun en konstatering af et problem. Det er kun den passive del af udsagnet, mens den aktive del mangler. Det svarer til at konen kommer hjem fra arbejde og siger Pyha, jeg er godt nok træt og så forventer hun at manden skal svare: Jamen, skal jeg så ikke lave aftensmaden. Men det budskab når ikke frem til manden, så han svarer bare: Nå, var der modvind på cykelstien?. Konen manglede at sige, hvad hun ønskede. Den aktive del manglede. Men på den anden side er det ikke altid negativt. Nogle gange, så kan det også være et udtryk for fortrolighed.
Man behøver måske ikke sige mere end Skal vi ikke hygge lidt i aften, førend den anden er på vej ud i fryseren efter et godt stykke kød og i gang med at forberede det, som begge forbinder med hygge og afslapning. I nogle relationer kan det være et stort problem, at ordene mangler det skaber konflikter og misforståelser. I andre relationer kender man hinanden så godt, at ord ikke er så nødvendige. Det er tydeligt, at selvom Maria kun siger en halv sætning til Jesus: De har ikke mere vin, så forstår han i udmærket, hvad hun mener med det og hvad hun forventer af ham. Hun har et nært og fortroligt forhold til Jesus. Hun siger blot det hun har på hjerte og så ved Jesus, hvad hun mener med det. Har du tænkt over, hvordan din relation til Jesus er? Har du et så nært og fortroligt forhold til ham, at du bare kan sige tingene til ham, som de er?
Så du bare kan komme til ham med et suk, som fortæller ham det hele? Her er Johannes malet ved nadvermåltidet, helt tæt ved Jesus. Men uanset hvem vi er, så kender Jesus os. Han ved præcis, hvordan vi har det. Så egentlig behøver vi ikke de mange ord i vores bøn og vores relation til Jesus. Det betyder ikke, at han så bare, vupti, opfylder vores behov. Til at begynde med afviser han også sin mors bøn. Måske vil han gerne markere, at han er voksen og kan tage sine egne beslutninger. Måske vil han vise hende, at han ikke er en jukeboks, man kan trykke på og få spillet den melodi man ønsker. Jesus kan man ikke befale over. Så han siger først nej til hendes ønske. Men efter at have vurderet situationen og måske bedt lidt over det, så kommer Jesus alligevel frem til at han vil hjælpe værtsparret ud af deres problem. Derfor gør han et tegn.
Det første tegn, som Jesus gjorde. Et tegn, der viser/åbenbarer noget af Jesu herlighed som altså viser noget af Jesu sande, guddommelige væsen. 1. del. Jesus lavede altså vand til vin. Men hvornår blev vandet til vin? Mens det var i de seks vandkar eller mens tjenerne bar det over til skafferen? Det ved vi faktisk ikke. Der står at tjenerne fyldte de 6 store vandkar med plads til 100 liter i hver helt op med vand. Dernæst øste de op og da Skafferen smager på det, så er det blevet til vin. Johannes fortæller ikke noget om, om vandet blev til vin i vandkarrene, så det var vin de øste op eller om de øste vand op, som så blev til vin undervejs hen til Skafferen. Det er skjult i fortællingen, præcis, hvordan det skete.
Men sådan er det med Guds mirakler. Dér hvor Gud griber ind og skaber nyt, så sker det ofte i det skjulte. Den vej man skal gå er ikke oplyst med projektører, men måske blot med en lommelygte, som viser mig det næste lille stykke af vejen. Tjenerne øste vand op i tro. De gik i tro hen til Skafferen, på Jesu befaling. Når vi skal forklare, hvordan vi kom igennem en svær tid, så kan vi måske godt huske at vi fra begyndelsen var helt fortvivlet og ingen udvej kunne se. Men hvordan vi så kan stå i dag og opleve er være kommet igennem den mørke tunnel, ved vi ikke. Det er sjældent at Gud forandrer en vanskelig situation på et øjeblik eller pludselig skaber noget helt nyt i vores liv. Det sker som regel over længere tid, gennem processer og ved tålmodigt at stole på Jesus og gå på de veje, som han leder os til. Vi skal også lægge mærke til, hvordan underet begynder. Det begynder med de tomme kar.
Tomme kar, der fyldes. I Den danske Salmebog nr 367 har vi salmen Vi rækker vore hænder frem, som tomme skåle. Når vi rækker vore hænder frem, vores hjerte, vores liv frem, så kan Gud fylde dem med hans nåde, hans kærlighed og glæde. De tomme hænder baner vejen for, at Gud kan gøre et under i vores liv. Der er noget med den måde at holde sine hænder på, rent fysisk. Hvis man knytter dem, så er man ikke særlig modtagelig over for andre. Tværtimod. Det signalerer vrede man er parat til kamp. Står man med dem i siden eller foldet over brystet, så er det også ret svært at modtage noget fra andre. Har man hænderne fulde af alt muligt alt det vi bærer hjem fra butikker, vores mobiltelefon eller fjernbetjeningen til TVét eller hvad der ellers fylder vores tid og tager vores opmærksomhed. Så er det svært at få plads til det som Gud vil give os.
Tomme hænder, rakt frem mod Gud det er hvad vi først og fremmest har brug for, når det gælder vores relation til Ham. Jeg kan i altfald godt forestille mig Moses stå på Sinaj bjerg og række sine tomme hænder frem mod Gud, mens han sagde: Lad mig dog se din herlighed. Moses havde en længsel efter at se mere af, hvem Gud er. Lære ham at kende og være i hans nærhed. Og den bøn svarer Gud på med et af de mest herlige udtryk i bibelen. Han siger nemlig til Moses: Her hos mig er der et sted. Det er et sted, hvor Moses får lov til at stå og opleve Guds herlighed på helt tæt hold. Gud har et sted tæt ved ham, hvor vi kan være. Det er nådens sted. For hos Gud kan vi finde en helt ufattelig, ubetinget, uendelig nåde. Hos Ham får vi tilgivelse for alle vore synder. Vi favnes af hans kærlighed.
Maria stod dér ved nådens sted sammen med disciplen Johannes, den samme som nedskrev beretningen om brylluppet i Kana. Hun stod ved foden af korset og så sin søn dø med hele verdens synd på sine skuldre. På grund af hans blod og på trods af Marias tårer den lange fredag i Jerusalem, så har Gud et nådens sted til os, hvor vi kan være. Hos Gud er det et sted til os, hvor vi for alvor oplever Jesu herlighed. Nådens sted. Men han har også et andet sted til os. Hvilens sted. Da Gud skabte mennesket, Adam og Eva, så var det for at de skulle dyrke jorden og arbejde i Guds have. Men han gav dem også Edens have til hvile. For sådan har Gud skabt mennesket. Vi har brug for pauserne. I løbet af dagen og i løbet af ugen. Nogle gange, når jeg står op om morgenen, så tænker jeg at der gik der 7 eller 8 timer af mit liv uden at jeg opdagede det. Væk var de og hvad fik jeg lige ud af dem? Jo, de var nødvendige, fordi jeg fik hvilet ud.
Sindet fik bearbejdet dagens indtryk, muskler og celler fik tid til at gøre kroppen klar til en ny dag. Vores sjæl og ånd har også brug for hvile. Det kan vi finde hos Gud. Han har et sted til os. Ved bækken. Ved bækken med Guds levende ord. Salmisten skriver i Salme 1, at den der grunder over Guds ord er som et træ, der er plantet ved bækken. Ved at grunde over Guds ord, smage på dem, tygge på dem, finde trøst og styrke i dem; sådan kan vi finde hvile. Gud har et sted til os hvilens sted. Her oplever vi Guds herlighed og her kan vi fyldes af Guds fred. Men han har endnu et sted til os. Nemlig glædens sted. Jeg er ret sikker på, at der blev sat ekstra gang i festen til det bryllup, som Jesus var det. Der er vist ikke nogen, der forbliver upåvirket af 600 liter god velsmagende vin. Her er der en side af vores tro og vores liv, som kristne, som vi nogle gange skal minde hinanden om.
Vi kan godt tænke om vores kristentro og kristenliv, at det er så alvorlig en sag, der handler om opgaver, tjeneste og mennesker der er i nød, som skal hjælpes menneskeligt og åndeligt, at der ikke er tid til latter og pjat. Når vi glæder os og nyder livet, så tager vi os lige en pause fra vores alvorlige kristentro og så er vi parat igen til at være seriøse kristne. Men det er helt forkert. Alvor og glæde er ikke hinandens modsætninger. Tværtimod. Den sande glæde får vi først, når vi tager evangeliet alvorligt. Jesus kom for at opsøge og frelse de fortabte og glæde sig, når de blev fundet. Himmerigets glæde er det egentlige. Det er kernen i det som Jesus kom for at give os. Glæden er en del af Guds væsen. Glæden er kærlighedens DNA. Gud har et sted til os. Glædens sted det er midt i Guds hjerte, midt i hans kærlighed.
Dér skal vi leve og være. Gud vil fylde os med sin Hellige ånd, fylde os med en ubeskrivelig, forunderlig glæde over at være et Guds barn, at være frelst, at være elsket. Glæden over at jeg lever og er til. Sådan et sted har Gud til os og når vi står dér, så ser vi endnu mere af hans herlighed. Gud har et sted til os. Nådens sted. Hvilens sted. Glædens sted. 2. del. Sikken fest vi har haft nu i nat mon hans disciple gik skrålende hjem efter den bryllupsfest? Nej, mon dog. Det er jo ikke nødvendigt at drikke sig fuld, selvom vinen er god. Jeg foretrækker at tro, at både Jesus og hans disciple ikke blev fulde af vin. Til gengæld blev disciplene fulde af noget andet. De blev fulde af tro.
De fik åbnet deres øjne, så de kunne se, at virkeligheden var større og anderledes end de havde forestillet sig. Faktisk blev det opfyldt, som Jesus siger i verset lige inden denne beretning: I skal se himlen åben. Når det diskuteres, hvad forholdet er mellem tro og videnskab og kristendommens placering i forhold til det, så er der mange danskere, som opfatter virkeligheden som lukket. Desværre rummer de mange også mange teologer og præster. Ifølge en lukket opfattelse af virkeligheden, så rummer virkeligheden kun det som vi kan måle og veje og forstå med vores forstand. Det som videnskaben kan opstille teorier om og afprøve i praksis. Der er ikke plads til, at noget udefra kan gribe ind og påvirke vores virkelighed. Derfor kalder man de ting i bibelen, som omtaler undere og det guddommeliges indgriben i verden for myter.
Vandet blev egentlig ikke til vin til dét bryllup hvis altså Jesus virkelig var til et bryllup, det er slet ikke pointen. Beretningen er blot et symbol på den glæde det giver at tro på Jesus og den overflod og gavmildhed som evangeliet giver inspiration til. Men den tro, som disciplene fik den dag i Kana, var det modsatte. Det var en tro på en åben virkelighed. En sand tro på Gud er en tro på muligheden af Guds indgreb i vores verden. Ja, det er troen på at selve verden og den jord vi står på er et resultat af Guds indgreb, Guds skabermagt. Det største mirakel er at verden findes at vi findes. I den sammenhæng er vand til vin kun et mirakel i mellemklassen til sammenligning. Disciplene kom til tro på en åben virkelighed, hvor Gud kan gribe ind og forandre det vi kan se og røre ved. Hvor bøn gør en forskel. Hvor Gud kan helbrede sygdomme.
Den tredje dag var der bryllup i Kana - Ja, senere fik de virkelig at se, hvad der kan ske på den tredje dag. Der kan ske det at Gud gør sin søn levende igen. Brylluppet i Kana var en forsmag på himmerigets glæde på hvad Gud kan og vil gøre for den som tror. Faktisk var det også et varsel om det der skulle ske på en anden måde. Jesus brugte jo de kar, som stod der efter jødernes regler for renselse. For Moseloven havde ganske klare regler for, hvordan man skulle rense sig og hvordan man på alle måder skulle leve for at overholde Guds bud. I Joh 1,17, skriver Johannes: Loven blev givet ved Moses de havde fået klar besked om, hvad der var Guds vilje og den skulle de overholde og leve op til. Men så fortsætter han: Nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Hvis de 6 renselseskar er et billede på Guds lov, så tog Jesus loven og fyldte den helt op, opfyldte den helt og gav os i stedet noget helt nyt: Nåden og sandheden.
Og hver gang vi samles omkring nadverbordet og drikker af vinen sådan som Jesus drak vinen i Kana og skærtorsdag aften i Jerusalem så mindes vi om, at der er åbnet en helt ny adgang til Guds rige. Vi skal ikke opfylde loven, leve op til Guds bud, være perfekte for at kunne tro på Gud. Nej, vi skal blot tro på Jesus Kristus og følge ham. Sådan som hans disciple gjorde det. Afslutning Vi har fået den nære relation til Jesus, så vi kan sige alting til ham, som det er. Gud har vist os nådens sted ved korset, hvilens sted i Hans ord, glædens sted ved at være et elsket Guds barn. Jesus har åbnet himlen over os, så vi ser at for Gud er alting muligt. Og så kunne vi runde af med at sige, at disciplene i tro gik fra bryllupsfest til bryllupsfest. Men sådan gik det jo ikke for dem. Og sådan er det heller ikke for os i dag at være discipel af Jesus.
For når vi er blevet lukket ind i Guds nærhed og lært Ham at kende, så har vi samtidig fået del i en kærlighed til verden og til menneskene på den, som sender os ud i tjeneste for Gud. Disciplene blev kaldet til at være menneskefiskere, til at være verdens lys og jordens salt. Jesu disciple forlod bryllupsfesten og så kom de ellers på arbejde. Til tider et hårdt og slidsomt arbejde. Det kostede dem blod, sved og tårer. Men de gik i tro. Aldrig alene, altid sammen med Jesus også senere, da Jesus vendte tilbage til Faderens højre hånd. Han forlod dem aldrig, det løfte fik de af ham. Når vi tror på Jesus, så er vi kaldet til at gøre en forskel i verden og det gør vi ved at dele ud af den nåde, glæde og sandhed, som vi har fået del i. Aldrig alene. Altid sammen med Jesus. Kendt og elsket af Ham. Paulus siger det på denne måde til menigheden i Rom og dermed også til os som Guds menighed i dag:
Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. Glæd jer med de glade, græd med de grædende. Hold sammen i enighed. Og meget mere end det. Når vi gør det, i Helligåndens kraft, så er vi med til at fortsætte festen og glæden fra brylluppet i Kana. Amen.