1
Indholdsfortegnelse Kap. 1 Indledning og Baggrund. 1.1Første møde med brandmændene...4 1.2Indledning...5 1.3Problemfelt...7 1.4Specialets opbygning...11 1.5Undersøgelser af brandmænd...12 Kap. 2 Baggrund og kontekst 2.1 Brandvæsenet som organisation...15 2.2 Fit for firefigthing...16 2.3 Brandstationens opbygning og funktionsinddeling...17 Kap. 3 Metodevalg i felten 3.1 Adgang...19 3.2 Gatekeeping...21 3.3 Deltagerobservation som forskningsmetode...23 3.4 Positionering i felten...25 3.5 Samtaler og interviews som forskningsmetode...30 3.5.1 Ustrukturede interviews...30 3.5.2 Strukturerede interviews...31 Kap.4 Analysestrategi og perspektiv i specialet 4.1 Analysestrategi...32 4.2 Ære og æresfølelse...33 4.3 Kapital...35 4.4 Habitus...36 2
Kap.5 Det sociale hierarki på roden 5.1 Ildløs...38 5.2 Familien...47 5.3 Stolen og Skabsmesteren- om ære og krænkelse på stationen...54 5.4 Julefest og vinduespudsning...60 5.5 Dunkedag og Durkheim om måltidets betydning...62 5.6 Hockey, om sport og maskulinitet...68 5.7 Rundt om bordet...75 5.8 Håndtrykket som symbolsk udveksling...80 Kap.6 Konklussion og perspektivering 6.1 Konklussion...85 6.2 Perspektivering...87 6.3 Abstract...89 6.4 Litteraturliste...90 3
Kapitel 1. Indledning og Baggrund. 1.6 Første møde med brandmændene. En brandstation i Hovedstadsområdet en lun og solrig fredag morgen i september. Jeg henvender mig som aftalt i vagtcentralen. Den brandmester, der er blevet bedt om at vise mig til rette, ringes op: Der står en ung kvinde og venter på dig her... Telefonen sættes på medhør. Jeg er der om 1 1/2 min. jeg kan ikke vente, lyder reaktionen opstemt over højtaleren. Jeg føres hen over den store kvadratiske gårdsplads der, omkranset af røde murstensbygninger, udgør centrum af stationen. I det ene hjørne af bygningen ses et højt tårn med brandvæsenets flag vejrende i vinden. Det minder mest af alt om et fort. På vejen giver vi hånd til alle, vi møder. Faste håndtryk. Med det faste håndtryk følger ligeledes et fast blik. Vi træder ind i noget, der mest af alt minder om en stor garage. Her holder fem køretøjer, alle med front mod fem åbninger i bygningen. Luften er tung af olie, sod, bilos og fører mine tanker hen mod et mekanikerværksted. Jeg tæller umiddelbart 7 mænd, alle iklædt mørkeblå bukser med to refleksstriber nederst på benene og mørkeblå t-shirts eller trøjer med et lille logo på venstre bryst. Jeg fornemmer, at der gemmer sig flere mænd i og imellem de køretøjer jeg ikke kan se, fra hvor jeg står. Her er overvældende mange lyde. Sprøjtens mester til Sprøjtens etter - Sprøjtens etter til Sprøjtens mester, du går klart igennem - lyder det fra håndholdte radioer, høje hyletoner, som når en kedel vand koger, kommer fra køretøjerne, jalousier på siden og bagerst på køretøjerne køres op og smækkes i, beskidte tasker, poser og kasser hives ud af bilerne, kigges i og smides ind igen, de taler med hinanden, griner højt... En mand i omtalte uniform, der står ved det første køretøj udbryder højt med rå, lidt hæs stemme: Nå, er det trunten der skal kigge på os? hvorefter han giver mig hånden, og præsenterer sig ved navn. De omkringstående mænd bliver opmærksomme på min tilstedeværelse og giver ligeledes faste håndtryk og præsenterer sig ved navn. Brandmesteren kalder derefter højt ud i rummet på den brandmand, der har indvilliget i at vise mig rundt på stationen. 4
1.2 Indledning Efterspørgslen er stor, men udbuddet er lille... Vi ved uendelig lidt om mænd som mænd[...] Forskningen i det mandlige køn nyder ikke stor interesse i det hjemlige akademiske miljø[...] Det er en skam. (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/228798:liv---sjael--det-ekstreme-koen) Citatet er tager fra et interview med professor og mandeforsker Hans Bonde i forbindelse med udgivelsen af hans bog Det ekstreme køn. Sport, Politik og maskulinitet. Han argumenterer for en disproportion indenfor forskningsområdet (Bonde, 2008:38), og inspireret af det slog jeg op i REX kataloget på det Kongelige Bibliotek. Min søgning er naturligvis ikke fyldestgørende, men fortæller trods det lidt om proportionerne. Jeg søgte på ordet kvindeforskning, som resulterer i 468 hits, hvorimod ordet mandeforskning kun resulterede i 16 hits. Denne disproportion vækker min nysgerrighed og giver mig lyst til at få mere at vide om mænd som mænd. Jeg har dog ikke ambition om, eller til formål, med dette speciale, at indskrive mig i en kønsforskningsdiskussion eller tage del i ligestillingsdebatten. Køn som begreb er centralt i mit speciale qua mit eget køns betydning for det felt, jeg træder ind i. Jeg er eneste kvinde i en udpræget mandekultur, hvorfor det er en betydningsbærende forskel. En brandmand... Titlen i sig selv giver et indtryk af, at her har vi med noget farligt (brand) at gøre, noget, der skal en sej mand til at klare. En fysisk stor og stærk mand med rigelige mængder heltemod. En mand der til enhver tid er klar til at redde os og vores kære ud af den rasende ild, hvis uheldet skulle være ude. En brandstation. En mandearbejdsplads, hvor der udover lugten af røg, diesel og os fra køretøjerne, også oser af grov humor og sexistisk snak. Denne forestilling om maskulinitet genkendes også i de klassiske superhelte, der alle- udover at være mænd- også er i besiddelse af en høj moral og en villighed til at risikere deres egen sikkerhed i den gode sags tjeneste. De har alle ekstraordinære kræfter og egenskaber, mestrer relevante færdigheder og har avanceret udstyr. Superkræfterne varierer bredt, men overmenneskelig styrke, flyveevne og forstærkede sanser er ofte set. Nogle superhelte, som f.eks. Batman, har ingen superkræfter, men mestrer færdigheder som kampkunst og kriminologi (Iskov, 2010). Egenskaber der i den grad er nyttige for at sikre netop samfundets overlevelse. 5
Det har den amerikanske antropolog David D. Gilmore netop beskrevet i sin bog Manhood in the Making, hvor han viser, hvordan stort set alle kulturer har bygget på et mandebillede, der kan sammenfattes i tre F er: Forføreren, forsørgeren og forsvareren (Bonde, 2008: 25) Ifølge Gilmore forventes mænd, også i den moderne verden, at træde i karakter og levere noget ekstra. Citatet A man can t go out the same way he came in, Ben; a man has got to add up to something!arthur Miller, Death of a Salesman (Gilmore, 1990: 220) beskriver da også holdningen om, at en rigtig mand skal præstere noget, og at en mand, der ikke aktivt udviser fremdrift og ambition, anses for umaskulin. Udviklingen af en manderolle afhænger af, om et samfund er under pres fra samfundsmæssige og naturskabte krisesituationer. Dette værende f.eks. naturkatastrofer, tørke, hungersnød, sociale kriser eller krig. I en sådan situation forventes mændene at tage plads forrest i feltet i forsvaret for samfundets overlevelse. Men selv i vores samfund, der ikke er udsat for så ekstreme vilkår, viser mænd stort engagement i de forsvarende jobs, der har den funktion at yde fysisk beskyttelse (Bonde, 2008). Det viser sig bl.a.. i politi, militær og det brandvæsen, som netop er omdrejningspunkt for mit speciale. Arbejdstitlerne i disse jobs emmer da også af både beskyttelse, forsvar og maskulinitet. Soldat, politimand, redder og brandmand. I disse jobs kan der altså være tale om, at køn, identitet og samfundsfunktion (arbejde) hænger sammen. Den opfattelse går godt i tråd med et citat fra min felt, hvor en brandmand forklarer: Det at være brandmand er ikke bare et job... Det er en identitet... Det er ikke bare det, vi kan... Det er det, vi er... og vi ser ikke så sjældent, at folk går totalt i hundene, når de bliver pensioneret, fyret, flyttet eller bliver syge, skadede eller af anden årsag ikke kan være brandmænd mere. For så er man lige pludselig ingenting. Det at være brandmand er altså mere end blot et job. Det er en identitet, en særlig måde at leve sit liv på. Mit materiale peger da også på, at de brandmænd, jeg har lavet min undersøgelse hos, har et særligt forhold til deres arbejde og deres kolleger og opfatter sig selv som en del af en familie på brandstationen. De er brødre. De er afhængige af hinanden, og tillid og respekt for hinanden er essentielt for deres hverdag på stationen. De opretholder dette sammenhold igennem strategier, der giver mening i familien og livet, som det former sig på stationen. 6
1.3 Problemfelt Mit feltarbejde og dermed forskningsinteresse tog udgangspunkt i en interesse for, hvad der kendetegner et maskulint domineret arbejdsfællesskab. Jeg ønskede at undersøge, hvilken rolle køn spillede på den maskulint dominerede arbejdsplads. Det første møde (jf. Første møde med brandmændene) blev katalysator for, de problemstillinger jeg metodisk og teoretisk har arbejdet med i denne opgave. Det første møde rejste bl.a. spørgsmål vedrørende hierarki. Hvordan struktureres hierarkiet? I hvilke situationer har det en funktion? Hvordan opleves det og er det en konstant stuktur eller kan den ændre form? Og i tilfælde af det sidste, hvad eller hvem bestemmer så den ændrede struktur? Yderligere vakte håndtrykket min nysgerrighed. Hvori lå meningen og vigtigheden af denne handling? Hvor stammede det fra, og hvilken funktion havde det, hvis andet end almindelig høflighed? Udover ovennævnte, emmede stedet af alt, hvad der i min forforståelse var, maskulint. Lugten, larmen, køretøjerne, fraværet af kvinder, de brede skuldre, uniformerne, dybe stemmer og den mørke høje latter. Brandmændene opererede med en udpræget seksualiseret tilgang til kvinder, hvilket dels kom til udtryk gennem plakater af kvinder poserende i undertøj midt på gangen og dels den for mig, grove og direkte jargon med seksuelle undertoner, der angav, at her var man ikke vant til trunter 1. 1 Et synonym brugt om kvinder, i særdeleshed unge kvinder. 7
Undervejs i feltarbejdet og efterfølgende i arbejdet med mine data blev det tydeligt for mig, at der var flere ting på spil på brandstationen, der kunne være interessante at undersøge nærmere. Jeg begyndte bl.a. at lægge mere mærke til, hvilken betydning kroppen havde, både i forhold til de formelle og uformelle fysiske krav til deres arbejde, men også hvordan den blev brugt til at kommunikere og forhandle sociale positioner med. Denne kropslighed i forbindelse med måden at kommunikere på, vakte min nysgerrighed. En nysgerrighed på at undersøge det særegne sociale fællesskab jeg var vidne til og en del af. Et mikrosamfund, der ved først øjekast er styret af klar hierarkisk struktur og direkte tone, men ved nærmere bekendtskab er et indviklet mangesidet socialt fællesskab, et broderskab der på en døgnvagt fungerer som en familie. En nær social relation med alt, hvad det indebærer af normer, regler, ritualer og historie, men som uden for døgnvagten adskiller sig fra en traditionel familie, idet den udelukkende eksisterer på brandstationen. Nedenstående citater stammer fra de første dage i felten: Skal du være her i 3 måneder? Så bliver du jo en del af familien Eller: Ja det siger vel sig selv, at vi er en hel familie Vi er mere sammen med hinanden, end vi er med dem derhjemme Broderskab er et begreb, der er blevet brugt til at beskrive brandmænds forhold i mere end 150 år. Ifølge historikerne begyndte amerikanske brandmænd at udvikle og praktisere et slags broderskab både internt og på tværs af roderne2 (Tebeau, 2003:43). Igennem gaveudvekslinger, offentlige konkurrencer og gratis uniformer forsøgte brandmænd at annoncere deres tilstedeværelse som en offentlig ydelse. Idag vil få sætte spørgsmålstegn ved brandmænds broderskabsbånd. Eksempler på det særlige broderskab kan læses i erindringer som f.eks. Last Alarm og Strong of Heart (Von Essen, 2002). Brandvæsenets særlige broderskab blev ligeledes skildret illustrativt i en fotobog med titlen Brotherhood, der indeholder billeder fra New York den 11. september 2001, hvor man ser adskillige brandmænd støtte og omfavne hinanden med tårevædede ansigter. Det lyder altsammen næsten for godt til at være sandt- og det er det måske også. 2 Et vagthold på en brandstation kaldes en rode. 8
De, der beskriver dette broderskab, skaber et nærmest idyllisk billede af heltenes fantastiske, altopofrende og omsorgsfulde familielignende sammenhold. Men fokuserer man kun på dette idylliske billede, opdager man ikke den disciplinering og hårde opdragelse, der også der finder sted indenfor fællesskabet. En disciplinering der bl.a. sker ved hjælp af en særlig humor, fysiske udfordringer, daglige konfrontationer og forhandlinger om placering i det sociale hierarki. Jeg ønsker at undgå denne idyllisering af fællesskabet og vil forsøge at afdække forholdet imellem brandmændene. Både når det handler om rummelighed, anerkendelse, indbyrdes respekt og accept, disciplinering, opdragelse, og når der opstår konflikter. Det værende både konflikter brandmændene indbyrdes, og imellem mandskab og ledelse. For at skabe helhed i mit feltarbejde og for at definere den etnografiske felt valgte jeg at starte med at fokusere på tre områder af relationer og interaktioner. Brandmændenes arbejdsdag er inddelt i tre områder, hvori de manøvrerer i forskellige hierarkier og efter forskellige regler og normer. Det første område jeg valgte at observere, var den hierarkiske struktur, der finder sted, når mandskabet har dagligt arbejde3, hvilket foregår imellem kl. 8 og 17. Det anden, når de har beredsskabstid4. Det tredje område jeg fokuserede på var den hierarkiske struktur, når mandskabet var i indsats 5. Ifølge mandskabet selv er det i beredskabstiden, at fundamentet for et godt indbyrdes forhold bliver lagt, da de her i princippet bare står til rådighed i tilfælde af brand. Det er her, de dyrker det sociale sammenhold, og her de fremtræder som familie. Brandmændene skaber på deres døgnvagt en hverdag, et hverdagsliv i arbejdslivet. De har helt særlige regler for, hvordan man agerer indenfor det, de beskriver som en familie. Hvad der er acceptabelt og uacceptabelt, og de har en helt særlig måde at kommunikere grænserne på igennen brugen af verbal og nonverbal kommunikation. Det kan være forvirrende som udefrakommende at forstå tonen og reglerne for, hvornår man taler til hinanden på en særlig måde, og hvornår man ihvertfald ikke gør, netop da brandmændene skifter position i hierarkiet, alt efter hvor på vagten, vi befinder os, rent tidsmæssigt. Mellemlederen Ole fortæller selv: Der er forskel på min rolle, om det er dag eller aften. Og brandmanden Peter siger en dag : Jeg stiller ALDRIG spørgsmålstegn ved brandmester eller overbrandmesters anvisning, 3 4 5 Dagligt arbejde dækker over obligatoriske opgaver der skal løses rundt omkring på stationen, såsom klargørelse af apparatur, rengøring og service på hjemmeplejens biler, vasketøj, inspektion af brandslukningsudstyr i kommunen osv. Beredskabstid refererer til den tid mandskabet er på stationen, på tilkald i tilfælde af ildebrand eller andet brandmandsarbejde. De har fri, men må ikke forlade stationen. De er i beredskabstiden aflønnet med en sats svarende til ¾ time/ timen. Indsats er beskrivende for brandmændenes aktive arbejdsindsats under primært slukning af ildebrand, frigørelse af tilskadekomne under trafikuheld o.l. 9
når vi er i indsats. Men når vi spiller hockey, er jeg suverænt den bedste [griner højt], så er det mig, der bestemmer [griner igen]. Jeg valgte at starte med at kigge på hierarki, da det qua den organisatoriske struktur på brandstationen automatisk var en naturlig og åbenlys del af deres hverdag. Det var også en måde at komme ind i felten på og lære organisationen og strukturen på roden at kende. Specialet undersøger, hvordan symbolsk udveksling foregår igennem brugen af humor, verbal-, nonverbal og symbolsk kommunikation. Min problemformulering kommer derfor til at lyde således: En antropologisk analyse af maskulinitet, krop og kommunikation, undersøgt på en brandstation. Min undersøgelse vil tydeliggøre, hvordan brandstationen kan forstås som et socialt felt med særegne maskuline regler og normer. Hvor brandmændenes handlinger og udtalelser kan virke uforståelige for en udenforstående, så opfattes de generelt som rationelle og logiske for brandmændene selv. I specialet vil jeg forsøge at vise hvordan det sociale fællesskab er baseret på en kompleks struktur, og hvordan brandmændene bruger humor og nonverbal kommunikation til enten at reproducere eller udfordre denne struktur. Jeg vil ud fra den indsamlede empiri beskrive de forskellige regler, normer og værdier der gør sig gældende indenfor de forskellige kontekster fællesskabet er underlagt i løbet af en døgnvagt. Jeg vil i opgaven give eksempler på hvordan nogen har mere indflydelse, bestemmelses- og taleret i dagligdagen på stationen. Hvordan nogen forsøger at blive hørt og få lov at sætte dagsordenen, men bliver overhørt, og hvordan andre vælger at indordne sig og ikke sige så meget. Det letteste er umiddelbart at tegne et billede af de der er i toppen og bunden, hvorimod de i midten er sværere at placere. Når jeg vælger at beskæftige mig med hierarki, forventer læseren måske at jeg tegner et skema over hierarkiet på roden. Det ville dog være problematisk for mig, da det sociale hierarki er i konstant bevægelse. Formelle titler duer heller ikke at rangere efter, idet nogen basisbrandmænd er positioneret socialt højere i hierarkiet end mellemledere. De i bunden udfordrer dem i toppen og nogle gange lykkes det at vinde udfordringen, toppen vælter og de i bunden får position højere i hierarkiet. Andre gange fejler forsøget. 10
Brandmændene indtager forskellige positioner og opfører sig forskelligt alt efter hvor på døgnvagten, og i hvilken situation de befinder sig. Grundet konstellationen af deres døgnvagt, ville jeg være tvunget til nøje at beskrive forskellen på formelle og uformelle strukturer og gøre dette i forhold til utallige situationer. Det vælger jeg ikke at kaste mig ud i, da der ville være stor risiko for at fastfryse mandskabet i kategorier og positioner, som ikke har hold i virkeligheden. Det der er vigtigt for mig i forhold til beskrivelsen af hierarkiet er ikke en skematisering, men hvad der sker når positioner i det sociale fællesskab dels reproduceres, dels udfordres. Dette tema om statuskampe er gennemgående i den indsamlede empiri. Derfor er Pierre Bourdieus begreber om habitus og symbolsk udveksling relevante for mig at tage afsæt i. 1.4 Specialets opbygning Centralt for min undersøgelse, er at jeg igennem hele specialet inddrager empiri fra feltarbejdet og diskuterer denne med andre undersøgelser. Opgaven er opbygget med seks hovedafsnit. I Kapitel 1 stifter læseren for første gang bekendtskab med felten, og denne arrivalstory lægger op til efterfølgende indledning, problemfelt, samt præsentation af brandmandslitteratur. For at forstå brandvæsenet som forskningsfelt følger Kapitel 2, hvor jeg kort introducerer organisationen, præsenterer og illustrerer brandstationens arkitektur og fysiske rammer, samt giver en beskrivelse af de uddannelsesmæssige krav for at arbejde som brandmand. I Kapitel 3 diskuterer jeg mit metodevalg; min adgang til felten, mine positioneringer og de roller jeg som forsker og ene kvinde på stationen bliver tilbudt- og tager imod. Kapitel 4 indeholder den teoretiske del af specialet, hvor jeg præsenterer Bourdiues teorier kort og argumenterer for relevansen i forhold til min undersøgelse. Det sociale hierarki på roden er komplekst. Nogle bestemmer mere end andre. Men det er ikke de samme der bestemmer mest i alle situationer. Det handler kapitel 5 om. I dette afsnit jeg inddrager jeg empiri og viser hvordan Bourdieus teorier kan forklare brandmændenes sociale praksis og hvordan deres adfærd, for dem, både er rationel og rigtig. I kapitel 6 er, det afsluttende kapitel, følger en konklusion og perspektivering. 11
1.5 Undersøgelser af brandmænd. Forskningstraditionen indenfor mandsdominerede arbejdspladser er lang. Forskningstraditonen indenfor brandmandsantropologi har måske nok en lang historie, men er knapt så omfattende. Forfatter og Ph.D Norman Macclean udgiver i 1992 (efter sin død) bogen Young Men and Fire. Her beskriver og genskaber han detaljeret de sidste skridt,for de 12 brandmænd, der døde i Man Gulch Fire i 1949. Han fik hjælp af brandeksperter, officielle dokumenter, computerteknologi og de tre eneste overlevne smokejumpers6 fra branden til at rekonstruere forløbet på bjerget. 7 år senere opfølger hans søn, John Norman Macclean med Fire on the Mountain: The True Story of the South Canyon Fire, hvor han via adskillige interviews med involverede i branden, forsøger at rekonstruere brandens forløb og afdække, hvad der gik galt for de 14 brandmænd, der døde i Colorados South Canyon Fire i 1994. Norman og John Norman Maccleans undersøgelser er interessante, da de beskriver faren ved jobbet, og hvor nemt det, der umiddelbart forekommer som en overskuelig brandslukningsopgave, uden varsel kan udvikle sig til en dødbringende katastrofe for både brandmænd og civilpersoner. De giver ligeledes et billede af, hvor vigtig den rette uddannelse og praktiske erfaring er, i forbindelse med et ekstremt risikofyldt arbejde. Svagheden i forhold til mit speciale er, at der ikke er udført feltarbejde blandt det beskrevne mandskab, men at begge undersøgelser har baggrund i interviews og dokumenter, der har ført til rekonstruktioner af hændelsen. Yderligere beskriver de ikke de involverede brandmænds sociale forhold eller sammenhold. Matthew Desmond, sociolog og wildland firefighter 7, beskæftiger sig i lighed med Norman og John Norman Macclean med Wildland Firefighters. Desmond udgiver i 2006 artiklen Becoming a firefighter, der er et uddrag af hans bog On the Fireline- living and dying with Wildland Firefighters, der er baseret på hans Ph.D. projekt. I både artikel og bog undersøger Desmond, hvorfor nogle mennesker søger højrisikoerhverv, og hvordan de bliver akklimatiseret til farerne. Han forsøger at svare på de spørgsmål ved at undersøge, hvordan individer bliver wildland firefighter. Han 6 7 Brandmænd der når frem til ildebranden ved faldskærmsudspring (Desmond, 2007:311). Wildland Firefighter er en brandmand, der er ansat til at bekæmpe enhver ustruktureret brand der opstår i et område, der bortset fra enkelte veje, ikke er udnyttet af mennesker (http://www.nwcg.gov/pms/pubs/glossary/w.htm#wildfire ). 12
undersøger, hvordan en særlig generel habitus giver arbejderklassemænd fra landdistrikterne særlige forudsætninger for udvikle den specifikke habitus det kræver, at klare jobbet som wildland firefighter. Han undersøger ligeledes, hvordan de træner til jobbet og disciplinerer hinanden indenfor gruppen igennem særlige strategier. Desmonds artikel og bog er relevant for mig, da han netop beskriver de sociale forhold både for den enkelte brandmand og i det sociale fællesskab imellem brandmændene. Han laver et feltarbejde, der strækker sig over tre somre i den samme Wildland brandmandsarbejdslejr og deltager på lige fod med de andre brandmænd. Desmond er selv uddannet wildland brandmand og kendte derfor allerede inden undersøgelsen til felten. I forhold til mit speciale er det en væsentlig forskel, at den ovennævnte litteratur omhandler Wildland brandmænd. De arbejder under andre vilkår, end de brandmænd jeg har lavet feltarbejde ved.de brandmænd, der arbejder i befolkede områder og primært slukker bygningsbrande og besvarer nødopkald, kaldes Structural Firefighters (Desmond, 2007:312). Og netop de strukturelle brandmænd, undersøger antropolog Miriam Lee Kaprow i 1999 og skriver til Anthropology of Work Review artiklen The Last Best Work: Firefighters in the Firedepartment of New York. På baggrund af denne etnografiske undersøgelse på brandstationer i New York forsøger hun at redegøre for, hvad der gør brandmandserhvervet så attraktivt? Hvad der får nogle mennesker til at sætte sig selv i livsfarlige positioner for at hjælpe andre. Hvad er det, der skaber det særlige forhold, brandmændene har til hinanden, deres arbejde og hinandens familier, og hvordan kommer det til udtryk i hverdagen på stationen. Hun analyserer bl.a. The Firehouse Meal, som hun ud fra observationer af særlige handlinger og reaktionsmønstre, sammenholder med den katolske begivenhed kommunion8, og ofring i religiøs forstand. Kaprows undersøgelse er brugbar i forhold til mit speciale, da hun har lavet et længerevarende etnografisk feltarbejde på en lokalitet, der beskæftiger sig med samme type brandmandsarbejde, som mit felt. Yderligere arbejder de på samme type hold, som de brandmænd, jeg har lavet feltarbejde ved. Ingeniørerne ved Texas A&M University Zachary O. Toups og Andruid Kerne har lavet en etnografisk undersøgelse, hvor de interviewer erfarne brandmænd og observerer indsatsøvelser, 8 Ordet betyder "fællesskab" og bruges i særdeleshed i den romersk-katolske kirke som betegnelse for nadveren. I Den katolske Kirkes Katekismus begrundes betegnelsen "kommunion" med, at det er ved dette sakramente, den troende forenes med Kristus, og bliver til ét legeme med ham og får del i hans legeme og blod ifølge Paulus`1. brev til menigheden i Korinth Kapitel. 10, 16,17. 13
med det formål at kunne udarbejde systemer der optimerer deres kommunikationveje, ved hjælp af den implicitte kommunikation der allerede er tilgængelig for dem, under indsats. De beskriver brandmændenes kommunikationsforhold, veldefinerede roller og delte erfaringshistorik, samt strukturen og strategierne der er oparbejdet for at optimere koordinering og informationsindsamling på brandstedet, samt den implicitte kommunikation. De beskæftiger sig med begreberne Team Cognition, Mental Models, og Situationel Awareness for at forklare kommunikationen, der foregår både verbalt, nonverbalt og helt implicit. Den tyske forskningslektor Sebastian Denef m.fl beskæftiger sig ligesom O Toups og Kerne med teknik. De udvikler tekniske systemer specielt til brug ved brandbekæmpelse. De har lavet et længerevarende etnografisk studie med franske og tyske brandmænd for at være i stand til at sætte sig i mandskabets sted og forstå deres sociale konfiguration, og derved kunne udvikle det bedst mulige produkt. Deres artikel Rigid Structures, Independent Units, Monitoring: Organizing Patterns in Frontline Firefighting, beskriver strukturen og hierarkiet på et hold, og vigtigheden af begge dele i indsats. På trods af at begge undersøgelser er lavet med det formål at udarbejde bedre kommunikationsapparaturer til brandvæsenet, er deres etnografiske metode og deres nøjagtige beskrivelser af kommunikationens rolle og vigtighed blandt brandmænd særdeles relevant at inddrage i mit speciale. De beskriver kommunikationens væsentlige rolle i forbindelse med risikofyldt arbejde. Yderligere at kommunikation er en essentiel faktor i oparbejdelsen, vedligeholdelsen og reproduktionen af det sociale fællesskab. Alle de nævnte undersøgelser er informative og dermed interessante for mit speciale. Alligevel er det vigtigt at være opmærksom på, at konteksten for disse undersøgelser alligevel er anderledes end min. I USA er hele samfund bygget op på et familiært forhold på grundlag af indbyggernes tilknytning til brandvæsenet. De føler og gør også broderskabet udenfor stationen, og på det område adskiller de sig fra min felt, da brandmændene udelukkende gør broderskabet på vagterne, og bor spredt ud på et større geografisk område, end det er tilfældet med de amerikanske brandmænd omtalt i de nævnte undersøgelser. 14
Kapitel 2. Baggrund og kontekst 2.1 Brandvæsenet som organisation Brandvæsenets struktur er bygget op om en traditionel struktur, med klassiske hierarkiske kommandoveje. For at forstå den pågældende organisation er det vigtigt at have nogle fakta. Derfor vil jeg i nedenstående afsnit præsentere brandvæsenet som felt. Jeg har i efteråret 2010 lavet feltarbejde på en brandstation indenfor Region Hovedstaden. Brandvæsenet er en kommunal non-profit institution, der hører under By- og Miljøområdet i den pågældende kommune. Kommunalbestyrelsen har det politiske ansvar og er overordnet ansvarlig for beslutninger vedrørende dette brandvæsen. Underliggende målsætninger og fokusområder fastsættes i tæt samarbejde med brandchefen og direktøren for By- og Miljøområdet. Brandvæsenets kerneydelser er brand- og redningstjeneste, ambulancetjeneste, samt myndighedsog forebyggelsesarbejde. Herudover leverer brandvæsenet en række serviceydelser overfor kommunen, dens institutioner og borgere. En af de serviceopgaver mandskabet varetager for kommunens hjemmepleje er omsorg, som omsorgskørsel kaldes i daglig tale. Det er en service, hvor mandskabet har til opgave at køre ud og hjælpe de borgere, der har faldalarmer, når disse benyttes. f.eks. Når borgeren er faldet og ikke selv er i stand til at komme op. En folder om præcis dette brandvæsen bærer overskriften Brandvæsenet Vi er til for dig. Folderen beskriver yderligere, at brandvæsenet ser det som sin væsentligste opgave at gøre hverdagen sikker og tryg for kommunens borgere. Dette brandvæsen har cirka 900 brand- og redningsudrykninger om året. Brandstationen har 120 ansatte, hvoraf 90 udelukkende er tilknyttet udrykningsstyrken. Brandfolkene er inddelt i fire roder med 10-12 mand på hver. Jeg valgte brandfolkene til og redderne fra. Dette valgte jeg, da brandfolk kører i større, mere rutinerede hold og har haft et mangeårigt samarbejde. De arbejder desuden i døgnvagt hver fjerde dag. Døgnvagten begynder klokken 8 om morgenen. Redderne er en yngre, mere segmenteret gruppe og kører i makkerpar, der ofte kun mødes 3 gange dagligt ved vagtskifte og frokost, hvis det passer med deres ture. På brandstationen har min hverdag hovedsageligt udspillet sig på en bestemt rode, primært 15
bestående af en fast gruppe brandmænd i alderen 35-60 år. I tilfælde af ferie, sygdom eller byttede vagter har der været brandmænd fra andre roder til stede på vagterne. Staben består af en brandchef, en vicebrandchef og tre brandinspektører med henholdsvis materiel-, ambulance- og entreprenørområde som fagområde. Roden består, da jeg starter mit feltarbejde, af 12 mand. En overbrandmester, to brandmestre og 10 basis brandmænd med erfaring der strakte sig fra 14-40 år der både dækker over ambulance- og ildløstjenesten9. Gennemsnitsalderen på roden var 47,3 år. Alle har de forskellige ansvarsområder, som de varetager under dagligt arbejde. Disse ansvarsområder tildeles efter interesse og alt efter, hvor der mangler en mand. I basisgruppen finder man ligeledes en arbejdsmiljørepræsentant og en tillidsmand. I basisgruppen kører de to yngste/nyeste mænd på roden ligeledes ambulance, hvis der er sygdom eller lignende på ambulancesektionen. En rode er på en vagt fordelt på fire køretøjet. Sprøjten, I2, Stigen og I4. En mere detaljeret udredning af køretøjerne og deres funktion under forskellige indsatstyper, kommer senere i opgaven. 2.2 Fit for firefighting På den rode som jeg laver feltarbejde hos, er gennemsnitsalderen altså 47, 3 år. Flere af dem har i 2010/2011 25 års jubilæum ved brandvæsenet. Da de startede deres karriere i brandvæsenet, var adgangskravet at ansøger skulle være håndværker. Det var den uddannelse, som krævedes for at kunne blive brandmand. Intet krav om teoretisk uddannelse. Som nyansat brandmand fik man et førstehjælpskursus og derefter bestod arbejdet i ambulancekørsel. Efter anciennitet kunne man så blive ildløs, hvis man ønskede det. Når man fik sin ildløsplads foregik uddannelsen primært som mesterlære. Brandmandsuddannelsen er siden blevet ændret senest per 1. juli 2004 og alle kommende brandfolk skal nu gennemgå og bestå en såkaldt indsatsuddannelse for at få lov at fungere som ildløs. Efter denne uddannelse består den videre træning af praksiserfaring med 9 Ildløs er det de i brandvæsenet kalder den del af organisationen der beskæftiger sig med slukning af ildebrand, begrebet bliver ligeledes brugt i til at beskrive indsats eksempelvis: der var ildløs. Inden teknologien sørgede for alarmsystemer, stod en dertil ansat i et dertil opført tårn og råbte Ild løs, udover sognet. Samtidig hang han et flag på den side af det kvadratiske tårn, hvor branden var registreret. Alle mand løb da i den retning hvor flaget hang (ref.) 16
mesterlære samt praktiske øvelser, der skal bestås. f.eks. bestrider man ikke chaufførposten, før man har bestået en køreprøve og særlige øvelser med køretøjet. Skal man være brandmand idag, skal man først gennemgå en redderuddannelse og derefter en brandmandsuddannelse. Redderuddannelsen er ikke en traditionel fuldtidsuddannelse, men en teknisk uddannelse. Uddannelsen som redder får man efter ansættelsen i et brandvæsen eller hos f.eks. Falck, hvor man fungerer som elev. Efter elevtiden får eleven titlen ambulanceassistent og skal køre ambulance et antal år, før der kan søges om videreuddannelse til behandler. Efter et antal år som behandler kan man så søge om at blive indtillet til en paramedicineruddannelse eller alternativt fortsætte som behandler og stille sig i kø til en ildløsplads. En ambulancemester udtaler i den forbindelse: Det har lange udsigter, hvis man vil være ildløs her på stedet. Den næste i køen til en ildløsplads har vel kørt ambulance i 15 år eller sådan lige deromkring og med alle de nedskæringer og besparelser er spørgsmålet, om det overhovedet kommer til at ske. Trods den store skepsis og de lange udsigter, stiler flere ansatte fra ambulancesektionen fortsat mod at få en ildløsplads. 2.3 Brandstationens opbygning og funktionsinddeling Brandvæsenet, jeg laver feltarbejde hos, blev stiftet i 1867 og flyttede ind på en nyopført brandstation bygget til formålet, da den blev indviet i 1932. 17
Staben og ledelsen opholder sig i bygning A. Bygning B indeholder garager, dameomklædning, ambulancedepotet samt Ekspeditionen, hvor brandmændenes materiel og udstyr rengøres, klargøres og kontrolleres. Bygning C indeholder Remisen 10, hvor køretøjerne holder og ovenpå remisen i bygning C ligger gymnastiksalen og fitnessrummet. Bygning D er det sociale hjerte på brandstationen, om man så må sige. I gadeplan ligger værkstedet, men i visse dele af stueplanet og på førstesalen har både ambulance- og ildløsmandskabet deres værelser og omklædning. Det er også på førstesalen i bygning D, at TV-stuen, spisestuen, computerrummet og køkkenet befinder sig. Og derfor også her der bliver tilbragt flest timer. På stationens anden- og tredjesal findes mødekontorer og undervisningslokaler11. 10 11 Remise er et gammelt synonym for garage. Anden- og tredjesalen er ikke illustreret i opgaven, da jeg ikke opholder mig her under feltarbejdet. 18
At der er fysisk afstand imellem ledelse og mandskab er på mange måder også kendetegnende for det sociale forhold imellem ledelse og mandskab. Konsekvenserne af dette vil jeg beskæftige mig mere med senere i specialet. Kapitel 3. Metodevalg i felten 3.1 Adgang Alle henvendelser skal normalt sendes til brandvæsenets fællesmail, hvorefter de bliver fordelt eller behandlet i ledelsen. Dette er dog ikke let at gennemskue, da der ikke foreligger nogen officielle kommandoveje til ansøgere, der ønsker at lave undersøgelser ved brandvæsenet. Det blev derfor først klart for mig, længe efter feltarbejdet var forbi. Jeg tog kontakt til en brandinspektør, hvis navn jeg fandt på nettet, via mail, hvori jeg præsenterede mig selv, studiet og mit interessefelt. Dette gjorde jeg primo maj 2010. Herefter gik der fire uger før jeg fik et svar om, at hvis jeg endnu var interesseret, kunne vi mødes og tale om det praktiske i forbindelse med feltarbejdet. Jeg forventede op til mødet, at jeg skulle sælge mit projekt og havde forberedt præsentation og talrige argumenter for, hvorfor de skulle sige ja tak til mig. Det viste sig, da jeg ankom til mødet, at der allerede var accept om min tilstedeværelse fra brandinspektøren Morten, hvorfor mødet nærmere var en udveksling af forventninger. Jeg skal lige finde en passende rode til dig, jeg har én i tankerne afslutter Morten mødet. Altså er roden nøje udvalgt. Allerede den første dag noterer jeg i min feltdagbog, at de taler meget om respekt, og at den rode, der er blevet valgt til mig, omtales som værende en rode med meget respektfuldt forhold. Det er den rode, der anses for at være den mest velfungerende, der er blevet gjort tilgængelig for mig. Vi aftalte at tale nærmere i august, og at jeg skulle starte feltarbejdet i september. Jeg gik derfra med en klar følelse af, at være blevet lukket ind. Jeg kontaktede Morten gentagne gange henover de efterfølgende uger, uden at få svar. Jeg følte mig usikker på situationen og overvejede, hvor meget jeg kunne tillade mig at presse ham, og hvor balancen imellem passende og upassende rykken for svar var. Sidst i august modtog jeg imidlertid en mail, hvori Morten beder om lidt lyrik, om mine tanker for feltstudiet, samt hvordan brandfolkene skal involveres. Tre dage før aftalt start fik jeg endelig 19
bekræftelse på, at jeg skulle starte på stationen, og at overbrandmesteren på den rode, der er valgt ud til mig, var fuldt informeret om mit feltstudie. Han ville ikke selv være til stede den pågældende dag, men en anden vil få ansvaret for at vise mig til rette. Med denne melding følte jeg mig sikker på, at min adgang var blevet forsvarligt forhandlet af Morten, og at mandskabet var indforstået med min tilstedeværelse og mit projekt. Da Morten er den første jeg har kontakt med på brandstationen, og ligeledes er den person, der giver mig adgang til felten, kan han kategoriseres som min gatekeeper. En gatekeeper er ifølge Hammersley & Atkinsson [ ] actors with control over key sources and avenues of opportunities (Hammersley & Atkinson 2010:27, 49). Det viser sig dog hurtigt, at jeg under mit feltarbejde får brug for flere gatekeepers for at få den adgang, der giver mig et mere nært kendskab til gruppen. Allerede på den første dag opstod en konflikt, der føltes personlig, men som viste sig at være øjenåbnende i forhold til forholdet imellem mandskab og ledelse. Der var divergerende opfattelser om længden af mit ophold og resultatet af mit studie. To repræsentanter fra roden har været til møde om mit projekt med Morten og var informerede om, at jeg skulle være der i én måned og ikke tre. Der er åbenlys irritation over Morten, som jeg stadig intet har set til. Irritationen er ikke rettet mod mig personligt, men det føles meget ubehageligt. Der udtrykkes stor utilfredshed over situationen. Peter henvender sig til mig: Har du spurgt (Morten), hvad han mener, er aftalen? Kom, vi finder ham og spørger ham, Ole fortsætter: Det er sgu ikke, fordi du ikke må være her, men der er en fandens forskel på en måned og tre måneder. Jeg forsøger at skabe ro omkring emnet ved at sige, at er det en måned, der er forhandlet, så er det en måned, jeg er der. Det bekymrer mig dog, hvis jeg kun må være der en måned. Ifølge Kirsten Hastrup erfares sociale fællesskaber og moralske horisonter over tid, og i processen går antropologen fra at være total fremmed til at være totalt kendt (Hastrup, 2003:407). Selvfølgelig er lang tid ikke en garanti for et godt feltarbejde, men omvendt er det vigtigt at erkende, at antropologisk feltarbejde og det at etablere sociale relationer tager tid. Og i det perspektiv og i forhold til studieordningens krav12- var en måned ikke acceptabelt. Jeg har ondt i maven, har allermest lyst til at gå hjem og ikke komme tilbage. Stemningen er dårlig, de taler højt og i munden på hinanden. Morten har ligeledes lovet mandskabet, at de må læse og censurere min opgave, inden jeg afleverer den. Jeg føler mig meget frustreret og er bekymret for, om denne utilfredshed med håndteringen af 12 Studiemodulet indeholder et 3 måneders feltarbejde (http://studieordning.au.dk/studieordninghtml/583_04-072011_kandidatuddannelse%20i%20p%e6dagogisk%20antropologi.html#enkelte ). 20
min adgang vil have indflydelse på gruppens vilje til at deltage. De føler sig overrumplet, ført bag lyset og ikke respekteret. Jeg frygter, at de vil sætte et eksempel overfor Morten og ledelsen på stedet ved ikke at være åbne overfor mig i forhold til min undersøgelse. Hvis de ikke byder mig velkommen i deres fællesskab, er min formelle adgang ikke til nogen gavn. Ole afslutter dog med at sige: Du må sgu gerne være her, det er bare ikke i orden, at det ikke er det, der er meldt ud til mødet, og sætter mig på et madhold og på en daglig aktivitet. Jeg får også en uniform, en branddragt og tildelt et værelse. Den ovenfor beskrevne oplevelse, omend personligt ubehagelig, gav mig ret tidligt i forløbet opmærksomhed på en værdi, der for mandskabet er helt essentiel: respekt. Endvidere blev jeg allerede her opmærksom på konflikten mellem ledelsen og mandskabet. Det bliver ligeledes tydeligt for mig, at formel adgang og reel adgang på brandstationen ikke er det samme. Jeg måtte forhandle med mandskabet om lov til at observere og interviewe dem. At mandskabet ikke var tilfredse og egentlig ikke vidste, hvad jeg skulle, hvad det krævede af dem og hvad der ville komme ud af det, gav sig til udtryk igennem negativt ladede spørgsmål og kommentarer omkring min tilstedeværelse. Kommentarerne lød bl.a.. Hvad får vi ud af det?, Vi vil gerne se den rapport, men ingen kan lave om på os, Vi skal nok selv bestemme, hvem der skal læse om os og hvem er det egentlig, der skal se den rapport?. Kirsten Hastrup mener, at etnografisk metode har elementer af tvang og ufrivillighed indlejret i sig. Hun kalder det for symbolsk vold og mener, at det er tilstede, når en forsker ønsker at italesætte de kulturelle tavsheder (Hastrup, 1992:68). 3.2 Gatekeeping Min oplevelse af den egentlige accept af min tilstedeværelse, kommer efter en udrykning på min anden vagt på roden, hvor en af brandmændene kalder mig til side i gården, da vi kommer hjem. Brandmanden, Torben, er tillidsrepræsentant for en del af mandskabet. Han har under episoden om varigheden af min undersøgelse forholdt sig stille og ikke-deltagende. Han er en høj, slank, markeret mand midt i fyrrerne. Han har mørkt, korttrimmet hår, stålblå øjne, mørke korte skægstubbe og ansigtet har grove træk. Han sidder oftest lænet frem over bordet med armene over kors, og med en attitude, jeg opfatter som arrogant, følger han med i samtalerne rundt om bordet. Jeg kan ikke aflæse hans holdning til mig og min tilstedeværelse, og jeg føler mig skræmt af den, efter min mening, afvisende attitude og det hårde ansigtsudtryk. 21
Klokken er 3 om natten, og jeg er træt. Adrenalinet pumper ovenpå den - for mig - store oplevelse. Torben stiller meget direkte og korte, velformulerede spørgsmål om mit projekt, mens han ryger i hvert fald én cigaret. Han afslutter med at sige: Vi er bare midlet for at nå målet - du er jo egentlig skide ligeglad med os som personer. Umiddelbart kunne det tolkes som en afvisning af mig og mit projekt, men han siger det med et skævt smil, og blikket har nu ændret sig fra hårdt og observerende, til smilende og stadig observerende. Denne afklaring af hvor personificeret og personligt mit feltarbejde var, eller ikke var, virkede efterfølgende opblødende på gruppen, og netop denne samtale, og netop Torben viser sig derfor at have stor betydning for resten af mit forløb. Jeg oplevede efterfølgende, at mange forbehold opløses, at brandmændene glemmer mit projekt og byder mig velkommen som en del af familien. Udfordringerne jeg oplevede de første dage, gjorde det klart, at når man beder om tilladelse til at lave feltarbejde, skal man både overveje: whose permission ought to be asked, as well as whose needs to be obtained if initial acces is to be granted (Hammersley & Atkinsson, 2007: 42). Som tidligere nævnt, beskriver mandskabet sig som en familie, og ifølge litteraturen får man i en genetisk beslægtet familie ikke adgang til denne igennem autoriteter men igennem forespørgsel direkte, da det er en intervention på deres privatliv. Man skal spørge familien om lov. Så dem, jeg var nødt til at spørge, var min initielle gatekeeper på stedet, Morten. Men dem, jeg burde spørge, var mandskabet selv. Det, at jeg gik gennem brandinspektøren Morten og så at sige kom ind i brandstationen fra oven, vakte mistillid. På den anden side fortalte mine besværligheder med at få adgang også noget vigtigt om virkeligheden på brandstationen: adgangsprocessen vidnede om magt og hierarkier og forhold mellem brandmændende og ledelsen. Diskussionen, om hvem der må se opgaven, bliver da også aktuel igen under udarbejdelsen af metodeopgaven efter endt feltarbejde. En fra ledelsen beder om lov til at læse min opgave, og da aftalen med roden var, at andre ikke havde måttet læse den, spurgte jeg dem om lov. Det viste igen tydeligt assymetrien og mistilliden imellem grupperne. Flere henvender sig til mig på samme tid, og siger i munden på hinanden: Ja, vi vil sgu gerne hjælpe dig, men vi vil fandeme ikke hjælpe dem deroppe- hvorfor skulle vi det? og Prøv og hør, de vil bare snage... de skal ikke have en skid, og De har været skideligeglade med dig, mens du har været her- har de talt med dig een eneste gang?? Du skal ikke give dem en skid. Jeg gør opmærksom på, at specialet vil være offentligt tilgængeligt, og at jeg til den tid ikke kan afholde ledelsen fra at læse det. Mandskabet responderer, at det kan de 22
ikke gøre noget ved, men at de ikke vil give dem deroppe noget. Ifølge Clifford er [d]e etiske spørgsmål, der opstår ved udformningen af et skriftligt arkiv af hemmelig, mundtlig viden,... betragtelige... (Clifford, 1986:8 i Højbjerg, 2003:298). Og netop i den skriftlige udarbejdelse af undersøgelsen oplever jeg, at den symbolske vold bliver et etisk dilemma. Både i forbindelse med hvad jeg skriver, men også hvem undersøgelsen er tilgængelig for. På stationen har de et kodeks: Det, der sker på stationen, bliver på stationen. Og på trods af at jeg bliver budt velkommen på roden som een i familen, vil jeg ikke være i stand til at efterleve dette, da min undersøgelse netop skal ende ud i et skriftligt produkt. Christian Kordt Højbjerg skriver: Antropologen er blevet beskrevet som en skalk, der som Hermes, lover ikke at lyve, men heller aldrig at ville fortælle hele sandheden (Højbjerg, 2003; opr. Crapazano, 1986) og i Hermes ånd, må jeg tilskrive mig, at jeg ikke har fortalt alt, hvad jeg ved. Denne beslutning er delvist begrundet udfra etiske hensyn. Kodekset Hvad der sker på stationen,... krævede visse overvejelser i forhold til anonymisering af mandskabet og opleves ligeledes som en udfordring, da brandstationen er lille, og da det er nemt at genkende de involverede udfra beskrivelser og citater. Jeg har i den forbindelse forsøgt at anonymisere de involverede brandmænd ved at ændre deres navne og endda dele nogle personer i flere. Dette påvirker ikke analysen, men har udelukkende til formål af beskytte de involverede parter. 3.3 Deltagerobservation som forskningsmetode Jeg skulle følge et fast vagthold i deres vagtrul fra ultimo august til primo november. Vagterne er døgnvagter og er fordelt således, at man på en fire- ugers periode arbejder to døgn de tre uger og et døgn den sidste uge. Jeg forestillede mig at supplere min deltagerobservation med forskellige former for interview. Ifølge Hastrup må antropologen indrette sig på felten og ikke omvendt. Det er nødvendigt for at kunne praktisere feltarbejde, at antropologen følger med, når objektet flytter sig (Hastrup, 2003: 407). Det er kun ved, at du prøver at blive deltager, at mennesker begynder at behandle dig som et egentlig medmenneske, at de får tillid til dig og åbner sig for dig, og allervigtigst at de begynder, at 23
lære dig op i deres egne begreber, kategorier og forestillinger (Barth, 1980:4). Derfor skulle jeg deltage i brandmændendes hverdag. Dette betød deltagelse i alle deres rutineopgaver fra tøjvask, rengøring af hjemmeplejens biler, træning i deres træningscenter, til øvelser på forskellige lokaliteter, samt udrykning. Dette i forsøg på at tilegne mig et så dybdegående helhedskendskab til brandmændenes hverdag som muligt. For derved være i stand til systemisk at registrere brandmændenes sociale liv på deres præmisser. (Bundgaard, 2003:53, TjørnhøjThomsen, 2003: 94). Jeg besluttede at begynde mit feltarbejde med at have fokus på og kortlægge den formelle struktur i organisationen. Jeg ville ligeledes forsøge at kortlægge den rode, jeg fulgte, ud fra alder, køn, uddannelse, anciennitet i brandvæsenet. Sidst observerer hierarkiet i gruppen. Socialt er det sværere at kortlægge roden, da mange forskellige aspekter spiller ind i dette sociale fællesskab. Igennem arbejdet med deltagerobservatørrollen blev det klart for mig, at den indbyrdes kategorisering af mandskabet var vigtig i forhold til at forstå, hvordan det sociale fællesskab på roden gav mening. For at forstå dette tog jeg i en tid plads i det, Hastrup beskriver som det fremmede rum, og lod mig indskrive i det anderledes (Tjørnhøj- Thomsen, 2003: 93). Jeg gav fra første møde med først Morten og derefter mandskabet udtryk for at ville skrive feltdagbog undervejs, men dette viste sig at være en udfordring, da mandskabet gav min feltdagbog megen åbenlys opmærksomhed med udsagn som: Jeg bliver helt bange når du kommer med den bog, Nu kommer bogen frem igen - hvem sagde noget?. Det blev derfor en øvelse for mig at huske de vigtigste træk fra samtaler og hurtigt få lavet nogle jottings13 på toilettet eller mit værelse efterfølgende. Efterhånden fandt jeg også min mobiltelefon brugbar, da jeg, uden at kigge på displayet, kunne skrive noter og sende dem til mig selv, uden mandskabet lagde mærke til det. Som Matthew Desmond beskriver sit feltarbejde, blev også min krop til en feltnote (Desmond, 2007: 14). For at kunne forstå brandmændene, deres forhold til hinanden og til deres arbejde, var jeg nødt til at føle det i og på min egen krop. Jeg løb lidt længere, lidt hurtigere, for at komme i den krævede gode fysisk form. Når jeg efter en udrykning svedig og med en lugt af røg på hud og i hår, bevægede mig opstemt fra remisen til baderummet mærkede jeg på min krop, hvordan brandmandsarbejdet fysisk på virkede mig. 13 Russell Bernard beskriver field jottings eller scratch notes som det, man i løbet af dagen får nedfældet og samlet sammen i feltdagbogen (Bernard 1994:181). 24