CD-releasekoncert i Sankt Markus Kirke, Aarhus tirsdag den 11. juni 2013 kl. 19.30 Jysk Akademisk Kor dirigeret af Morten Heide Program Spejlinger - gammelt og nyt: Thomas Tallis: O sacrum convivium! (1575) (ca. 1505-1585) Olivier Messiaen: O sacrum convivium! (1937) (1908-1992) Claude Debussy: Trois Chansons de Charles d'orléans (1898-1908) (1862-1918) 1) Dieu! qu'il la fait bon regarder 2) Quand j'ai ouï le tambourin mezzosopransolo: Bente Lund Degn 3) Hiver, vous n'êtes qu'un vilain! sopransolo: Lisbeth Lorentzen, altsolo: Anne Sinnbeck tenorsolo: Edvard Christoffersen, bassolo: Jakob S. Sørensen 3 bud på minimalisme: Eva Rotenberg: Under solen (2011) (f. 1984) Arvo Pärt: Solfeggio (1963) (f. 1935) Rued Langgaard: 2. sats fra "3 Rosengårdsviser" (1919) (1893-1952) "Bag muren sidde de roser små" Blomstre som en rosengård: Benjamin Britten: (I anledning af 100-året for komponistens fødsel) (1913-1976) Five flower Songs opus 47 (1950) 1) To Daffodils 2) The succession of the Four Sweet Months 3) Marsh Flowers 4) The Evening Primrose 5) Ballad of Green Broom Eric Whitacre: Three flower Songs (1992, rev. 2001) (f. 1970) 1) I hide myself 2) With a lily in your hand 3) Go, lovely Rose tenorsolo: Edvard Christoffersen, sopransolo: Anne Christoffersen Svend S. Schultz: (I anledning af 100-året for komponistens fødsel) (1913-1998) De vilde blomster (1974) Yndigt dufter Danmark (1970) Midsommersang (1974) CD-release: Per Skriver: fra "Nu lægger vinden sig i verdens haver" (2010) (f. 1962) 7. sats: Jesus falder anden gang
Programnoter af Morten Heide, maj 2013 I januar 1575 modtog Thomas Tallis og hans yngre ven, eleven William Byrd, en eksklusiv licens fra Dronning Elizabeth I, der gav dem eneret på udgivelse af musik either in English, Latine, Frenche, Italian or other tongues that may serve for musicke either in Churche or chamber, or otherwise to be plaid or soonge. Deres allerførste tryk udkom samme år og var - til trods for det protestantiske monarki - en samling af latinske salmer og motetter, Cantiones Sacrae. Tallis' var i sit 80-årige liv vidne til store omvæltninger i det engelske samfund præget af reformationen, men ikke desto mindre var han i stand til at skabe musikalske mesterværker i en hvilken som helst stil, der måtte være samtidens gangbare møntfod. Først skrev han musik i traditionel katolsk stil under Henrik VIII's styre; så skrev han i den mest strenge koralprægede protestantiske stil under Edward VI; dernæst tilbage til en latinsk og katolsk stil under Dronning Maria I, omend i et mere modent tonesprog end under Henrik VIII. Tallis var nu fyldt 50 år, da Dronning Elizabeth I kom til magten og bød Tallis at komponere i en kompromissøgende stil i de 26 år, han tjente hende. Heldigvis blev Tallis overladt så tilstrækkeligt meget til sig selv, at han formåede at komponere noget af sin bedste musik netop under Dronning Elizabeth I's regeringstid, også kaldet The Golden Age. Den femstemmige motet O sacrum convivium (da. O hellige gæstebud), som udkom i Cantiones Sacrae, er et smukt eksempel på Tallis' sene stil. I motetten benytter Tallis den fremherskende flamske teknik, hvor stemmerne immiterer hinanden under opbygning af stadigt større lyd, efterhånden som alle 5 stemmer synger samtidig. Hver sætning konkluderer i en kadence, før et nyt tekstled understreges af en ny række af immitatoriske indsatser i de fem stemmer som påny ender i en kadence. Det er et transparent tonesprog, hvor alle ordene er itonesat stort set syllabisk (dvs. én node pr. stavelse), hvorved Tallis opfyldte det protestantiske behov for klarhed, men hvor musikken også får lov til at udvide sig og ånde. O sacrum convivium er en latinsk tekst af Thomas Aquinas (1225-1274), som hylder Det hellige Gæstebud - eukaristien. Det er en Magnificat-antifon (antifon = vekselsang) til Vesperen på Kristi Legemsfest (også kaldet Corpus Christi), hvori man udtrykker det eukaristiske mirakels dybe mysterium (oversættelse ved Morten Heide): O sacrum convivium! In quo Christus sumitur: recolitur memoria passionis eius: mens impletur gratia: et futurae gloriae nobis pignus datur. Alleluia. O hellige gæstebud! hvori Kristus er tilstede, hans lidelse ihukommes, sindet fyldes med nåde, og et løfte om fremtidig herlighed gives os. Halleluja. Corpus Christi, eller Corpus Domini, dvs. Kristi Legemsfest, er en katolsk højtidsdag, der falder på torsdagen efter pinsesøndag, indført år 1264 af pave Urban 4. Til festen hører, at nadveren bæres i procession, hvortil knyttes diverse former for optræden. Sammen med påske og pinse var Corpus Christi et tidspunkt for store middelalderlige udendørsspil, undertiden over flere dage. I det tysksprogede område blev udviklet en særlig genre, Fronleichnahmsspiel, som var mindre spil, der forherligede nadversakramentet, eller større, som omfattede fra syndefaldet til Kristus, og hvori kunne indgå optrin med Sankt Georg og dragen. Kristi Legemsfest falder i kirkeåret 2013 på torsdag den 30. maj, og således finder de to programsatte værker af Tallis og Messiaen lidt forsinket deres næsten oplagte berettigelse i dagens program; også selvom ingen idag bærer nadveren i procession. Olivier Messiaen (1908-1992) beskrev musik som "en regnbue af vidunderlige farver", og han sagde, at han opfattede farver, både når han selv komponerede, og når han lyttede til andre komponisters musik. Synæstesti kaldes fænomenet, som er en tilstand i hjernen hos nogle mennesker, som indebærer, at deres sanser i større eller mindre omfang er "krydsaktiverede". Hos Messiaen skabte en lyd eller en akkord således en farveassociation. Også komponisterne Skrjabin og Mozart menes at have haft det på denne måde. Kombinationen af disse farver var for Messiaen vigtige i hans kompositoriske proces. Men nok så vigtigt for Messiaen var igennem hele hans liv ønsket om at åbenbare for omverdenen den katolske tros teologiske sandheder igennem musikken. Motetten O sacrum convivium! er et tidligt eksempel på dette. I modsætning til Tallis' polyfone udsættelse af teksten er Messiaens strengt homofon. Med Messiaens særdeles inderlige fortolkning af teksten understreger han det eukaristiske mirakels under og håbet i ordene om "et løfte om fremtidig herlighed". Samtidig med at motetten både hvisker sin dybe respekt og højt besynger sin håbefuldhed, er følelsen af ærefrygt vævet ind i hver eneste frase, og mens impletur gratia - "sindet fyldes med nåde". Da Olivier Messiaen var 10 år gammel forærede en af hans lærere ham partituret til Claude Debussys (1862-1918) opera Pelléas et Mélisande, som blev afgørende for den unge Messiaens videre musikalske udvikling. I betydelige dele af særligt Messiaens tidlige oeuvre høres inspirationen fra landsmanden Debussy. Omend den er mindre åbenbar mellem Messiaens O sacrum convivium! og Debussys Trois chansons de Charles d'orléans, så synes det af flere grunde alligevel oplagt at programsætte Debussys tre vidunderlige korsatser umiddelbart efter Tallis og Messiaen. Trois chansons de Charles d'orleans er (desværre!) Debussys eneste værk for a cappella kor. Alene af den grund er disse tre sange værdifulde i studiet og forståelsen af Debussys øvrige værker. Værket forbinder tidligere tiders stil med de harmoniske teknikker i Debussys samtid; teksterne er af Charles Duc d'orléans (1394-1465), som både var prins og digter samt arving til den franske trone. Han sad i engelsk fangenskab i 25 år efter slaget ved Agincourt i 1415. Med sit valg af tekster af Charles d'orléans fra længe før Tallis blev født, referer Debussy tilbage til renæssancen. Sangene blev først udgivet i 1908 (Messiaens fødeår), selvom 1. og 3. sang foreligger i et tidligere udkast fra 1898. De to var oprindeligt overvejende modale, men blev ved revisionen 10 år senere mere kromatiske i tonesproget.
Sangene er ikke tematisk forbundne. Dieu! qu'il la fait bon regarder! (Gud! hvor gjorde han hende skøn at skue) er en flimrende kærlighedserklæring til det Frankrig, som Charles d'orléans længtes så dybt efter at gense. Den er komponeret i et æterisk, afdæmpet tonesprog og har øjeblikke af religiøs stemning; en skønsom blanding af renæssance og moderne klange giver et interessant og retrospektivt blik ind i Debussys harmoniske tankegang. I Quand j'ai ouy le tambourin (Da jeg hørte tamburinen) slynger en smægtende solo for mezzo-sopran sig over et hurtigt percussivt korakkompagnement. Den er også overvejende æterisk i tonesproget, men livligere og mere farverig end den første. Debussy skrev, at han fandt digtet så fuld af sødme og inadvendt musik, at jeg naturligvis ikke kan afholde mig fra at 'udvendiggøre' det. Den sidste energiske sang Yver, vous n'estes qu'un villain (Vinter, I er blot en lømmel) skælder vinteren ud for dens grusomhed. De immitatoriske indsatser i den 3. sang er det eneste eksempel i Debussys oeuvre på en akademiske skrivemåde, som kan minde os om fx Tallis' immitatoriske vokalpolyfoni. Velvidende at Debussy ikke havde meget tilovers for akademisk komposition, er det værd at antage, at Debussy mente, at den 'lømmelagtige vinter' ikke havde fortjent bedre. DIEU! QU IL LA FAIT BON REGARDER la gracieuse bonne et belle; Pour les grans biens que sont en elle chascun est prest de la loüer. Qui se pourroit d'elle lasser? Toujours sa beauté renouvelle. Dieu! Qu'il la fait bon regarder la gracieuse bonne et belle; Par de ça, ne de là, la mer ne scay dame ne damoiselle qui soit en tous bien parfais telle. C'est ung songe que d'i penser: Dieu! Qu'il la fait bon regarder! QUANT J'AI OUY LE TAMBOURIN sonner pour s'en aller au May, en mon lit n'en ay fait affray ne levé mon chief du coissin En disant: il est trop matin, ung peu je me rendormiray. Quant j'ai ouy le tabourin sonner pour s'en aller au May, jeunes gens partent leur butin de nonchaloir m'accointeray a lui je m'abutineray, trouvé l'ay plus prouchain voisin. YVER, VOUS N'ESTES QU'UN VILLAIN. Esté est plaisant et gentil En témoing de may et d'avril Qui l'accompaignent soir et main Esté revet champs, bois et fleurs De sa livrée de verdure Et de maintes autres couleurs Par l'ordonnance de nature. Mais vous, Yver, trop estes plein De nége, vent, pluye et grezil. On vous deust banir en exil Sans point flater, je parle plein Yver, vous n'estes qu'un villain Eva Rotenberg (f. 1984) studerer komposition på Det kongelige danske Musikkonservatorium og har en stor interesse for kormusik. Evas 7-stemmige motet Under solen har tekst fra Prædikerens Bog, kap. 1, vers 8: Det, der kommer, er det, der var. Det, der sker, er det, der skete. Der er slet intet nyt under solen. Prædikeren tager temaet tomhed op og siger, at alt i tilværelsen under solen er tomhed, endeløs tomhed og en jagen efter vind. Ordene har dannet grundlag for motettens minimalistiske tonemateriale: en rytmisk kanon, hvor en trillebevægelse mellem to toner accellererer og decelererer. Denne sarte sitren af fluktuerende lyd kan opleves som solens glimtrende stråler, eller som den meningsløse og umulige beskæftigelse det er at jage efter vinden. Arvo Pärt (f. 1935) regnes i dag for Estlands betydeligste nulevende komponist, og han er en af sit lands mest fremtrædende komponister af kirkelig musik. Minimalisme er et mærkbart karakteristika ved Pärts musik, og det tidlige værk Solfeggio fra 1963 er et godt eksempel herpå. Stykket består udelukkende af en opadgående C-durskala sunget 10 gange på udholdte toner som en stafet imellem de fire stemmer. Ordet Solfeggio betyder egentlig det at synge enkelte stavelser på durskalaen, hvor do er skalaens første tone, re er den anden, mi den tredje, osv. Ved første øjesyn kan det synes som værende en simpel øvelse, men effekten af de samklange, som opstår af de udholdte toner, er særdeles smuk.
Den danske komponist Rued Langgaard (1893-1952) opholdt sig i sommeren 1913 sammen med sin familie i huset Rosengården i byen Kyrkhult i Blekinge. Her oplevede han sandsynligvis sin første forelskelse, og det er nærliggende at tro, at de lykkelige minder fra denne sommer får Langgaard til at opkalde 3 Rosengårdsviser efter stedet seks år senere. De folkelige tekster er skrevet af Thor Lange i 1902. De enkle Rosengaardsviser blev hentet frem fra Det Kongelige Bibliotek, hvor Langgaards efterladte manuskripter befinder sig, da dirigenten Steen Lindholm i 1983 søgte repertoire til en produktion med Radiokammerkoret. Kun én gang vides 3 Rosengårdsviser at være blevet opført i komponistens levetid. Jeg har valgt i dagens program kun at programsætte 2. sats Bag muren sidde de roser små, som med sit hypnotiserende enkle tonesprog illustrerer, hvordan romantisk minimalisme kan være særdeles effektfuldt. Pudsigt nok handler denne sang om de små roser, der sidder skjult bag muren, og som lever hele deres rosentilværelse i total ubemærkethed. Det samme gjorde sig gældende for både Langgaard og en lang række af hans hengemte partiturer. Langgaard tilbragte en stor del af sit liv i skyggen af Carl Nielsen, isoleret som domorganist i Ribe, og Langgaards partiturer, som han ofte indsendte til Statsradiofonien med opfordring til, at værkerne måtte blive (ur)opført, endte ofte hengemte og glemte i dunkle arkiver. Bag muren sidde de roser små er blevet kendt for sin originalitet. Langgaard behandler teksten meget enkelt, idet de fire stemmer to og to synger en kanon på en sådan måde, at stemmerne væver sig sammen i en stadigt skiftende, uendelig harmonik.. Sopran og tenor synger i kanon hele teksten fem gange på samme måde en takt forskudt, imens alt og bas ligeledes i kanon synger samme tekst på lange toner én gang. Bag muren sidde de roser små, slet ingen kaster et blik derpå. Bag muren blomstre de roser frem, slet ingen lægger sin hu til dem. De lukke sig op, de lukke sig i; en føje stund, så er det forbi. Bedre for blomsten med vold at dø end falme lønligt og gå i frø. Bedre, om var jeg på bålet brændt end ingen elskov at have kendt. Thor Lange (1851-1915) Benjamin Britten (1913-1976) hører til blandt det 20. århundredes betydeligste vokalkomponister. Adskillige operaer, liedcykler og korværker er blevet standardværker og har opnået stor popularitet takket være den smidige, enkle linieføring og det ukunstlede i hans musikalske diktion, som har sit udspring i en melodisk fornemmelse nedarvet fra engelsk sang og kortradition. Stilisering og aristokratisk forfinelse, streng beherskelse og udvælgelse af materialet, opfindsomhed og altid følelsesfyldt gestik karakteriserer Brittens bedste værker. Hans stil er personlig, tonesproget er i melodikken snart spirituelt og brillant, snart følsomt ekspressivt, men altid direkte og plastisk i udtrykket, mens harmonikken er fantasifuldt tonalt med bitonale krydderier. I år er det 100-året for Brittens fødsel, og det markerer vi i JAK ved at programsætte et af hans kendte korværker. I foråret 1950 komponerede Benjamin Britten sine Five Flower Songs for kor a cappella. De er tilegnet ægteparret Elmhirst i anledning af parrets sølvbryllup, og fejrer meget passende ægteparrets kærlighed til botanik. Britten havde allerede i andre værker vist at han var en kompetent itonesætter af idylliske, engelske digte. Den første af de Fem blomstersange har tekst af Robert Herrick. To Daffodils sammenligner påskeliljernes liv, død og forfald med den tilsvarende menneskelige skæbne. Sangen er skrevet i to-delt form. I første del deler Britten koret i to grupper. Sopraner og basser begynder, og alterne og tenorerne træder i karakter en takt senere, hvor de immiterer førstnævnte stemmer. En triolfigur er fremtrædende her. I den anden del er koret på ny opdelt med melodien hos sopraner, alter og tenorer, mens basserne udgør akkompagnementet, hvor de genkalder triolfiguren fra første del. Den anden sang The Succession of Four Sweet Months har også tekst af Herrick. Den handler om månederne april, maj, juni og juli. Ifølge fortælleren er hver måned dejligere end den foregående, og juli er den dejligste i hele året. Marsh Flowers hedder den tredje sang, hvis tekstforlæg er et digt af George Crabbe. Blomster i våde omgivelser er temaet for digtet. Sangen har mange interessante stemmekombinationer og immitationer, ligesom Britten på malende vis understreger de forskellige planters karakteristika. Den fjerde sang er til et digt af John Clare: The Evening Primrose, som beskriver en bleg rose, der kun blomstrer om natten. Sangen er stille, indadvendt og æterisk. Den sidste sang Ballad of Green Broom er til et digt af en anonym forfatter. Historien handler om en mand, som høster gyvelris, og hans dovne søn. Efter at faderen har truet sønnen til at overtage arbejdet, gifter sønnen sig og bliver anderkendt i hele byen. TO DAFFODILS Robert Herrick (1591-1674) Fair daffodils, we weep to see / You haste away so soon; As yet the early-rising sun / Has not attained his noon. Stay, stay until the hasting day Has run but to evensong; And, having prayed together, we / Will go with you along. We have short time to stay as you, We have as short a spring; As quick a growth to meet decay, / As you, or anything. We die as your hours do, and dry away like to the summer's rain; Or as the pearls of morning's dew, / Ne'er to be found again. THE SUCCESSION OF THE FOUR SWEET MONTHS Robert Herrick (1591-1674) First, April, she with mellow showers Opens the way for early flowers; Then after her comes smiling May, In a more rich and sweet array; Next enters June, and brings us more Gems, than those two, that went before: Then (lastly) July comes, and she More wealth brings in, than all those three.
MARSH FLOWERS George Crabbe (1754-1832) Here the strong mallow strikes her slimy root, Here the dull night-shade hangs her deadly fruit; On hills of dust the henbane's faded green, And pencil'd flower of sickly scent is seen; Here on its wiry stem, in rigid bloom, Grows the salt lavender that lacks perfume. At the wall's base the fiery nettle springs, With fruit globose and fierce with poison'd stings; In every chink delights the fern to grow, With glossy leaf and tawny bloom below; The few dull flowers that o'er the place are spread Partake the nature of their fenny bed. These, with our sea-weeds, rolling up and down, Form the contracted Flora of our town. THE EVENING PRIMROSE John Clare (1793-1864) When once the sun sinks in the west, And dew-drops pearl the evening's breast; Almost as pale as moonbeams are, Or its companionable star, The evening primrose opes anew Its delicate blossoms to the dew. And, hermit-like, shunning the light, Wastes its fair bloom upon the night; Who blindfold to its fond caresses, Knows not the beauty he possesses. Thus it blooms on while night is by; When day looks out with open eye, 'Bashed at the gaze it cannot shun, It faints and withers and is gone. BALLAD OF GREEN BROOM Anonymous There was an old man lived out in the wood, And his trade was a-cutting of broom, green broom. He had but one son without thought Who lay in his bed till 'twas noon, bright noon. The old man awoke one morning and spoke, He swore he would fire the room, that room, If his John would not rise and open his eyes, And away to the wood to cut broom, green broom. So Johnny arose and slipp'd on his clothes And away to the wood to cut broom, green broom, He sharpen'd his knives, and for once he contrives To cut a great bundle of broom, green broom. When Johnny pass'd under a Lady's fine house, Pass'd under a Lady's fine room, fine room, She call'd to her maid : "Go fetch me", she said, "Go fetch me the boy that sells broom, green broom! When Johnny came into the Lady's fine house, And stood in the Lady's fine room, fine room, "Young Johnny", she said, "Will you give up your trade And marry a lady in bloom, full bloom?" Johnny gave his consent, and to church they both went, And he wedded the Lady in bloom, full bloom; At market and fair, all folks do declare, There's none like the Boy that sold broom, green broom. Eric Whitacre (f. 1970) er en populær og hyppigt opført amerikansk komponist i vor tid. Ligesom Britten har Whitacre en forkærlighed for at komponere for stemmer. Det første værk Whitacre var med til at synge som 18-årig uskolet korsanger på universitetet var Mozarts Requiem, hvilket ændrede hans liv Whitacre var rørt til tårer og blev med hans egne ord en ægte kornørd. En vej ind i musikken var blevet banet for Whitacre. Han blev inspireret til at komponere sit første stykke Go, lovely Rose da han var 21 år. En forlægger hørte uropførelsen og opfordrede Whitacre til at komponere yderligere musik, som sammen med Go, Lovely rose kunne udgøre en samling. Det blev til Three Flower Songs. Musikken til I hide myself er ligesom den sky jeg-fortæller indadvendt og længselsfuld. With a lily in your hand viser en helt anden side af Whitacre. Lorcas surrealistiske associationsrækker er sat i musik med hastige spansk-inspirerede rytmer og drømmende melodier. Whitacre lader de kontrasterende elementer vand og ild præge musikken: ild er den overordnede idé; vand opstår midt i sangen i stille trioliseret skvulpen hos alter, tenorer og basser, imens sopraner synger tamer of dark butterflies! I keep along my way. Herefter vender musikken tilbage til ilden for en stund inden fire små klokkeagtige toner bebuder endnu et flydende afsnit inden musikken transformeres tilbage til elementet ild, hvor den slutter. Årstidernes gang og en roses cykliske liv er strukturen bag Go, lovely Rose. Det indledende rose-motiv optræder mange gang i sangen i forklædning. Alle årstider er repræsenteret i sangen, som begynder og slutter med foråret, hvor de øvrige tre årstider svarer til 2., 3. og 4. strofe. I HIDE MYSELF within my flower that wearing on your breast, you, unsuspecting, wear me too and angels know the rest. I hide myself within my flower that fading from your vase, you, unsuspecting, feel for me almost a loneliness. Emily Dickinson (1830-86) WITH A LILY IN YOUR HAND I leave you, o my night love! Little widow of my single star I find you, tamer of dark butterflies! I keep along my way. After a thousand years are gone you'll see me, o my night love! By the blue footpath, tamer of dark stars, I'll make my way, until the universe can fit inside my heart. Federico García Lorca (1898-1936) Oversat til engelsk af Jerome Rothenburg (1931- )
GO, LOVELY ROSE, tell her that wastes her time and me, that now she knows, when I resemble her to thee, how sweet and fair she seems to be. Tell her that's young and shuns to have her graces spied, that hadst thou sprung in deserts where no men abide, thou must have uncommended died. Small is the worth of beauty from the light retired. Bid her come forth, suffer herself to be desired and not blush so to be admired. Then die, that she, the common fate of all things rare may read in thee how small a part of time they share that are so wondrous sweet and fair! Edmund Waller (1606-87) Svend S. Schultz (1913-1998) står som én af hovedrepræsentanterne inden for den nyere, danske sang. Han har trukket de bedste digte ud af boghylden, så de er blevet levende liv med toner på! Schultz ignorerede med sit lyriske lette tonesprog det 20. århundredes tendenser som avantgarde, tolvtonemusik og andre musikalske eksperimenter. Han vedblev at skrive enkle smukke korsatser inspireret af digte om det danske landskab og vejrlig. JAK fejrer 100-året med en buket af tre af Schultz' kendte korsange. Det smukke, lyriske digt De vilde blomster vil man sikkert ikke læse som et mindedigt i egentlig forstand. Digtet er skrevet i vinteren 1922 (jvf. verslinien: Nu vokser Is i Hav og Sund) til et maleri af Albert Naur. Umiddelbart vil man opfatte sidste strofe som rettet til en kvinde. Digtet kan læses som et kærlighedsdigt, diskret, fint og yndigt som det vilde blomsterflor: De danske Grøfters vilde Flor Ak findes paa den vide Jord saa sommerlig og sval en Pragt, saa sød en Magt? Før Høslettid naar Rugen staar med grønne Aks, og Dræet gaar, og Kørvel breder Skærmen ud du lyse Gud! Nu vokser Is i Hav og Sund. Hvor er den sommergrønne Stund, da Blomst og Vej og Gud og du var i mit Nu? Johannes V. Jensen (1873-1950) En interessant historie og dermed en anden læsning af digtet knytter sig dog til De vilde blomster. I»Danske Studier«J. H. Schultz Forlag, 1955 skriver Harry Andersen i kapitlet Nogle mindedigte af Johannes V. Jensen følgende: Digtet er mærkeligt derved, at Gud nævnes. Verslinien: Du lyse Gud er måske ikke helt let at tolke. Rent umiddelbart vil man forbinde den med det foregående vers og betragte den som en udvidelse til den blomstrende kørvel; men i sidste strofe taler digteren om blomst og vej og Gud og du. Hvem er Gud? Man venter ikke dette ord hos Johannes V. Jensen. Den der vil lægge noget religiøst, kristeligt i denne strofe vil tage fejl. Gud må være den lyse natur, den sommelige dag med lys og de vilde blomsters pragt på grøftekanten. Ordets brug skyldes måske ganske simpelt rimforholdet. Digteren spørger hvor den sommergrønne stund er henne, hvor nuet er, da hun og blomsterne, hele den lyse natur var fyldt af det. Vi kan svare med hans egne ord og citere nogle digte.»motorsang«(1927), der har tilknytning til»de vilde Blomster«grønne grøftekanter, grøftens seng, blomstervrimmel har: Aldrig kommer svunden Stund igen. / Aldrig glemmer vi vor Glæde, Ven. / Motormand, far hen, far hen!»kæmpehøjen«(1929) har: Det sjælegrebne Nu er aldrig omme, / i Mindets Ring det varer, alle Dage!»De vilde Blomster«står indmejslet på skuespillerinden Ella Ungermanns gravsten på Søllerød kirkegård. Ella Ungermann tog sit eget liv i 1921. I artiklen»ella Ungermann«er digtet optrykt, og digteren tilføjer:»disse Vers skrev jeg til et Maleri af vilde Grøftekanter af Naur, i Erindring om lykkelige Motorcykleture vi foretog sammen paa danske Veje i sorgløse Aar, som nu allerede ligger langt tilbage. Ofte maa jeg tænke paa hende, naar vi kom forbi Steder, paa Landevejene, hvor vi holdt Hvil sammen. Til Gravskriften kunde føjes følgende: Da Smertens Kalk blev dig for fuld, / du søgte Ly i sorten Muld. Med Ve paa blomstret Sommervej / vi mindes dig.«(se»politiken«29. 10. 1935). [ ] Vi kan altså fastslå, at»de vilde Blomster«ikke er et kærlighedsdigt, du er Ella Ungermann. Det er et mindedigt om lykken på en sommerdag med grøftekantens vilde blomsterflor. Digteren kommer for skade at indføre Gud, muligvis af rent verbale grunde (rimet), men udnytter det på en overordentlig poetisk og suggestiv måde. Gud er naturen. Yndigt dufter Danmark i skærsommerluften, mærk, hvor lyset, duften næsten hvisker: Tøv Hør, hvor drosler, stære nærmer sig det nære, lykken ved at være, skønt skærsommers løv snart, for snart er støv. Støv og støv og støv. Yndigt dufter Danmark i skærsommernatten, drøm at du er atten og har dugget hår. Hyld langs alle veje og en kåd skalmeje: ønsker du at eje alt, før alt forgår i hvor mange år? År og år og år. Yndigt dufter Danmark i skærsommerregnen, find ved daggry egnen i en em af vin. Skjulte nattergale, vakt af himmelsk dvale, får dig tyst i tale: Vil du være min? Jeg er altid din. Din og din og din. Ulf Hoffmann (1905-1987)
Midsommersang Nu går midsommer ind i Danmarks stue, under loftet hænger lærkers sang. Her kan øjet søge fortrolig mellem enge, fjord og vang. Alt igen er nær i en sommers klær Over gulvet er bredt et solskinstæppe, vævet af ranunklers gule flor. Bakkebølger veksler med skove og et stykke hedejord. Alt hvad vi har lært er os dobbelt kært. (Smilets ynde og alvoren i sindet er en dyd, der regnes her omkring. Med et smil på læben kan siges selv de alvorsfulde ting. Det forstår især vi, der lever her.) (Schultz har ikke sat 3. strofe i musik) Denne lyse og sommerlige stue fyldt med kløverduft og strandens blæst. Hører du en hvisken i løvet? Elskov vær min sommergæst! Latter her og der i det milde vejr. Leo Estvad (1902-1986) Per Skriver er uddannet fra Det jyske Musikkonservatorium med orgel som hovedfag. Han har virket som organist og korleder i mange år, senest ved Skt. Markus kirke, Århus. Han er desuden lærer i orgel og musikteori ved Vestervig kirkemusikskoles Århus-afdeling. Han har skrevet en del kirkemusik, især for kor a cappella. Flere af værkerne er indspillet på CD bl.a. af Mogens Dahls kammerkor. Et af korværkerne nåede finalen i Vagn Holmboe-komponistkonkurrencen i 2007. Desuden blev han udvalgt som en af de danske komponister ved The 8th World Symposium on Choral Music i København i 2008. I 2010 komponerede Per Skriver Nu lægger vinden sig i verdens haver, som Jysk Akademisk Kor uropførte året efter. Værket har en sonetkrans af Lisbeth Smedegaard Andersen som tekstforlæg. Værket, som JAK netop har indspillet, er omfattende i både form, varighed og instrumentation. Det består af 15 satser, varer 73 minutter og er for sopransolist, recitator, blandet kor og strygekvartet. 7. sats Jesus falder anden gang er værkets eneste a cappella-sats. nu er det mørkets tid det bryder frem og gør sig fri af horisontens skyer nu føres Jesus fra Jerusalem og glæden ud af alle verdens byer han kom fra Gud der ved hvor hinden kælver og ser når pindsvin lægger sig i skjul nu ligger han på jorden hånden skælver som vingen på en såret spurvefugl og her er ingen sang og palmegrene kun fluer støv og romersk militær og vejen som enhver må gå alene de kaldte ham for frelser og forsoner men hvem tør mere kendes ved ham her hvor rosens grene snos til tornekroner Medvirkende Som et af landets ældste blandede kor har Jysk Akademisk Kor (JAK) gennem sin mere end 60-årige historie haft en fremtrædende plads i det århusianske musikliv, dels gennem et mangeårigt samarbejde med Aarhus Symfoniorkester og dels gennem et stort antal koncerter i eget regi. Koret har også gjort sig bemærket internationalt gennem konkurrencedeltagelse og turneer i bl.a. Italien, Irland, England, Belgien og Tyskland. Senest deltog JAK i april 2013 i en succesrig opførelse af Brahms Ein Deutsches Requiem med Aarhus Symfoniorkester. Som a cappella-kor har JAK bl.a. markeret sig med 2. pris ved den internationale korkonkurrence i Randers i både 2002 og 2005. Koret har gjort en særlig indsats for ny dansk kormusik, der f.eks. kan høres på cd en Spejlinger fra 1998. Repertoiret omfatter dog også værker fra renæssancen og frem, hvor romantikken udgør et andet tyngdepunkt, som i 2005 blev dokumenteret på en cd med romantisk musik fra de tre skandinaviske lande, udgivet på Danacord. I DR-regi har JAK medvirket i forskellige produktioner; senest er optaget en række salmer til Før søndagen som blev sendt i to omgange på DR1. Se også www.jysk-akademisk-kor.dk Morten Heide tog i 2006 diplomeksamen i klaver fra Musiker-Performerlinien ved Det fynske Musikkonservatorium, og i 2010 debuterede han fra solistklassen. I løbet af studietiden studerede han også i Hamborg ved Hochschule für Musik und Theater. Parallelt med klaverstudierne har han fulgt en to-årig kandidatuddannelse i kor- og ensembleledelse ved Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, hvorfra han aflagde eksamen i juni 2011. Morten Heide er netop blevet optaget på Kungliga Musikhögskolan i Stockholm med henblik på videre direktionsstudier. Dette er derfor også Mortens sidste koncert med Jysk Akademisk Kor. Morten Heide har optrådt i en række lande og deltaget aktivt i mange masterclasses både som pianist og dirigent. Han har som den eneste dansker indspillet hele Olivier Messiaens enorme klavercyklus Vingt Regards sur l Enfant-Jésus på dobbelt-cd. Morten Heide dirigerer foruden JAK også Kolding Kammerkor og Vestsjællands Kammerkor i Kalundborg. Se også www.mortenheide.dk