1 Grindsted Kirke. Mandag d. 1. april 2013 kl. 11.00. Egil Hvid-Olsen Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække. Salmer. DDS 234 Som forårssolen morgenrød. DDS 241 Tag det sorte kors fra graven!. DDS 249 Hvad er det at møde den opstandne mester. - - - DDS 245 Opstandne Herre, du vil gå. Altergang: DDS 236 Påskeblomst! hvad vil du her. DDS 218 Krist stod op af døde. Tekstlæsninger. Sl. 22,22b-32; Ap.G. 10,34-41; Luk. 24,13-35.
2 Prædiken. Digteren Søren Ulrik Thomsen har i de sidste godt 20 år været en af de førende danske lyrikere. De fleste af hans digte er præget af stor indforståethed. Det kræver tålmodighed og øvelse at forstå dem; og selv da vil forståelsen ofte kun være delvis. Imidlertid er Thomsen blevet lettere at forstå i hans sidste digtsamlinger. I bogen Rystet spejl fra 2011 har han skrevet et digt, det er ret let at gå til, men som indholdsmæssigt er ganske tungt. Det lyder sådan her: Hvert år på den dato der tilfældigvis blev din fødselsdag tager vi toget til Århus for at besøge din grav som nu engang er det sted her i verden hvor du ikke er. På turen op gennem byen køber vi blomster og taler som på enhver anden dag indtil vi står foran stenen. Og på vej tilbage regner det altid. Eftersom intet af dette giver mening og alligevel finder sted må det være af største betydning. 1 Det er almengyldige erfaringer af sorg og savn, Søren Ulrik Thomsen giver udtryk for i dette digt. Den talende i digtet har mistet en, der stod ham eller hende nær. Selvom fødselsdage bruges til at fejre, at fødselaren har levet nok et år, aflægges der 1 Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl, Gyldendal 2011, s. 14.
3 besøg ved den afdødes grav på netop hans eller hendes fødselsdag. På vej til kirkegården købes der oven i købet en buket blomster, som skal lægges på graven. Fødselsdagsfejringen er vendt på hovedet, for den afdøde bliver aldrig ældre. Det har døden sat en stopper for. Derfor er der heller ikke noget at fejre. Alligevel fastholdes fødselsdagen som en mærkedag, hvor graven besøges og forsynes med en frisk buket blomster. Dagen bruges til at stille skarpt på mindet om den, de efterladte har mistet. Tankerne samles om, hvad den afdøde gjorde for de efterladte, mens han eller hun stadig levede. Der er en klar bevidsthed om, at døden har ændret forholdet mellem den afdøde og de efterlevende; at døden på den mest effektive måde har adskilt den døde fra de levende. Denne adskillelse udtrykkes med konstateringen af, at der aflægges besøg ved graven, som nu engang er det sted her i verden, hvor du ikke er. Hvad, der er i graven, er blot de jordiske rester af det menneske, der engang levede; rester, der lidt efter lidt forsvinder og bliver ét med kirkegårdens jord. Tabet af et menneske, vi holder af, efterlader ingen uberørt. Tværtimod slår sorgen og savnet ned på alle og enhver. Der er blot meget forskellige måder at udtrykke det på. Nogle har svært ved at se meningen med livet efter et tab. Andre insisterer fra dag et på, at livet stadig har noget godt at give dem. Ingen af reaktionerne er forkerte, for sorgen er ligeså individuel, som mennesker er det. Det er muligt, at den talende i digtet kan have flere dage, hvor den afdøde ikke skænkes en tanke. Ligeledes er det en mulighed, at bevidstheden om tabet dukker op flere gange om dagen igennem en lang årrække. At den, der har mistet, ikke lades uberørt af besøget ved graven markeres dog helt tydeligt med sætningen: På vej tilbage regner det altid. Hele den triste stemning synes at smitte af på vejret, så det regner, selvom solen skinner fra en skyfri himmel. På sin egen afdæmpede måde skildrer digtet det stille savn efter en afdød; et savn, der i mange år måske i resten af de efterladtes liv kan påvirke humøret og gøre det nedtrykt. Når man er ked af det, spørger man tit om meningen. Hvad er meningen med, at han eller hun skulle dø? Hvorfor skal jeg udsættes for dette? Spørgsmålene er lette at
4 stille, men svarene umulige at få greb om. Alligevel er det svært fuldstændig at slippe kravet om mening. Derfor slutter digtet med påstanden: Eftersom intet af dette giver mening og alligevel finder sted, må det være af største betydning. Mening og betydning er også, hvad de to disciple på vej til Emmaus leder efter. For dem er der en dobbelt sandhed i digtets konstatering af, at graven nu engang er det sted her i verden, hvor du ikke er. Jesus var der ikke, fordi han var død. Men rent fysisk var han heller ikke til stede, for graven var tom. De to disciple kan ikke lægge to og to sammen og det er der ikke noget at sige til. Det er jo ikke hverdagskost, at døde forlader deres grave. Disciplene står overfor det exceptionelle; overfor undtagelsen, der bekræfter reglen; overfor det betydningsfulde, der giver mening dér, hvor der ingen mening er. Mens de vandrer ad ruten mellem Jerusalem og Emmaus, regner det, for - som det står i Søren Ulrik Thomsens digt - regner det altid på vejen væk fra en grav. De er bundet til sorgen, savnet og skuffelsen over, at Jesus bare døde. Det kan han ganske simpelt ikke være bekendt! De havde jo sat deres lid til, at han ville forandre alt; at det ikke bare var ord og enkeltstående mirakler, han havde at give. Selvom de i flere år har fulgtes med det menneske, der åbenbarede Guds vilje og kærlighed, er de så bundet af, hvad der kan lade sig gøre og hvad, der ikke kan lade sig gøre, at de ikke genkender ham, da han slår følge med dem. Situationen er den samme som før Jesu død. Han følges med dem. Men samtidig er situationen totalt anderledes, for det kan ikke lade sig gøre! Jesus er død og kan derfor ikke vandre dér på vejen sammen med disciplene. Han forbliver derfor en fremmed for dem, mens de langsomt og dybt optaget af samtalen går videre. Selvom de to disciple ikke genkender den fremmede, viser han sig at være umådelig velinformeret om Jesus og ikke mindst om, hvordan han med sit liv og sin død opfyldte de gamle profetier. Disciplene nikker genkendende, mens den fremmede citerer en passage fra profeten Esajas Bog:
5 Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. Fra fængsel og dom blev han taget bort. [ ] For mit folks synd blev han ramt. Man gav ham grav blandt forbrydere og gravplads blandt de rige, skønt han ikke havde øvet uret, der fandtes ikke svig i hans mund. 2 Disciplene kan godt høre, at det ret præcist var, hvad der skete med Jesus; men da den fremmede fortsætter med at citere, har disciplene noget sværere ved at følge med: Efter sin lidelse ser han lys, han mættes ved sin indsigt. Min tjener bringer retfærdighed til de mange, og han bærer på deres synder. 3 Hvad mener profeten med, at han ser lys efter sin lidelse?, spørger de to forvirrede disciple deres følgesvend. Da gør Jesus rede for, at det ikke regner, når man går fra hans grav, fordi der er en mening med hans død. Han døde for at opstå; for at ændre dødens vilkår. Fra og med Jesu opstandelse var døden ikke længere evig. Idet han selv havde vristet sig ud af dødens mørke tomhed, udfyldte han i endnu højere grad end tidligere livet med mening og lys. Det er den mening, der bliver spurgt efter, da det til sidst i Søren Ulrik Thomsens digt siges: Eftersom intet af dette giver mening og alligevel finder sted, må det være af største betydning. Dødens meningsløshed ophæves af Jesu opstandelse, der har den største betydning; nemlig den, at Jesus ikke kun baner vejen for sig selv, men også for andre afdøde, så livet kan genoptages i Guds rige. Det er nok lige lovlig vidtløftigt på den baggrund at sige, at der er god grund til at lægge blomster på graven, som en markering af den afdødes opstandelses- eller genfødselsdag. Det er jo stadig trist at miste et menneske, man holder af. Alligevel er det ikke så tosset, når Søren Ulrik Thomsen i digtet nævner, at blomsterne lægges på graven på den afdødes fødselsdag. I lyset af påskens opstandelsesbudskab giver det god mening at glæde sig på den afdødes vegne; ikke på grund af hans eller hendes 2 Es. 53,7-9. 3 Es. 53,11.
6 død, men på grund af hans eller hendes opstandelse til det evige liv. Med denne glæde er meningen fundet midt i dødens meningsløshed; for i kraft af Jesu død og opstandelse fører vores død også til opstandelse og evigt liv, og det er som Thomsen siger det af største betydning. Denne betydning kaster tilmed lys over, hvad der er meningen med livet; altså det liv, vi lever inden døden. Meningen med livet er at leve det fuldt ud som det, det er - en gave fra Gud. Det kan være lettere sagt end gjort, for eksempel når vi mister en, vi holder af og meningsløsheden truer. Da kan vi enten opgive alt og gå under i sorg, så det øsregner på selv de klareste solskinsdage. Eller også kan vi lytte til evangeliets budskab om, at der er taget hånd om den døde. Gør vi det sidste, får vi ikke den mistede tilbage, men vi opdager, at Jesus i form af hans glædelige budskab - vandrer ved vor side, sådan som han gjorde det med de to disciple, der lod sig trøste af hans ord. Amen.