Sankt Hans tale 2016 I forleden var det årets længste dag. Studenterne er begyndt at dimittere fra gymnasier og handelsskoler. Og i dag fejrer vi Sankt Hans. Der er noget helt særligt ved denne tid på året. Det er den tid, hvor alting synes skønnest, lysest og allermest håbefuld. Naturen er skønnest. Alt er grønt, kraftfuldt og sprængfuldt af liv. Spirer kommer op af jorden med løfter om flotte og farverige blomster. Alting vokser sig større og smukkere. Lyset er særligt. Solen står så tidligt op, og går så sent ned, at det næsten virker som om, at det aldrig rigtig bliv er mørkt. Lyset lokker os ud af vores vinterhi - ud i haven, ud i naturen. Måske bare for at være ude - måske for at cykle, tage på fisketur - eller måske for at feste hele natten. Og håbet, forventningerne og drømmene er størst. Forventninger til sommerens oplevelser. Forventninger om ferie, afslapning, hygge og tid til alt det, som man ikke ellers får tid til. Tid til familie, tid til venner og tid til den bog, man gerne vil læse. Tid til at ringe til den ven, man længe ikke lige har fået ringet til. Håb om at der sker noget nyt i ens liv - måske endda drømmen om at finde kærligheden. Dét er Sankt Hans. Og bålet indfanger det hele. Glæden, kraften, lyset og håbet! Der har altid været noget voldsomt dragende ved et St. Hans-bål. Det var der, da vi som børn tumlede henrykte rundt om ilden og smed små og store pinde, visne blade og sten i én forvirring ind i flammerne, mens vi var helt opslugte af det mærkelige, at vi for én gangs skyld fik lov at lege med ild - oven i købet i fællesskab med de voksne. Det var der, vi kunne lade vores drømme og ønsker flyve om kap med gnisterne op mod den lyse nattehimmel Igennem min barndom og ungdom var Skt. Hans noget der blev fejret med familie og venner. Der var ingen taler - det var hyggelig sammenkomst, hvor alle bidrog med mad og drikke, og det var som om roen for en tid faldt over folk. At sidde ved bålet og for en stund lade sig fortabe i flam-
merne og gløderne, mærke varmen - og ved de virkelig gode Skt. Hans aftner indånde duften af hyld og hø, og som aftenen faldt på, se hvordan mosekonens bryg spredte sig nede i engen. Sådan vil Skt. Hans altid stå for mig. Selvfølgelig har det regnet fra tid til anden, men en af de vigtigste egenskaber vi har som menneske er at holde fast i og mindes de gode stunder. Men hvorfor holder vi egentlig Skt. Hans? Hvad er forklaringen på denne koglende og tryllende midsommerfest? Ja, egentlig er der flere forskellige forklaringer. Og de passer ikke alt for godt sammen. Den kirkelige forklaring går ud fra, at "Skt. Hans" betyder "den hellige Hans". Og den hellige Hans er ikke nogen anden end Johannes Døberen. Det er hans fødselsdag, vi fejrer. Der står i Lukas-evangeliet at han var et halvt år ældre end Jesus, og når vi fejrer Jesu fødselsdag den 25. december, så må det jo være ganske rimeligt at fejre Johannes' den 24. juni. Og naturligvis kommer Skt. Hans aften før Skt. Hans dag, ligesom juleaften kommer før juledag. Men selve ordet solhverv kan også give helt andre tanker. Det kan give os en anelse om, at festen måske alligevel er meget ældre end kristendommen. Vore hedenske forfædre var overbeviste om, at både mørkets og lysets kræfter udfoldede sig med særlig styrke netop ved årets store vendepunkter. Solhvervene var som en slags vagtskifter, hvor der tilførtes forposterne ny styrke, ny friskhed og ny årvågenhed, men hvor der samtidig, netop i det øjeblik, hvor der skiftedes, var størst risiko for, at fjenden ville angribe. Derfor var både vinter- og sommersolhverv både velsignede og farlige tider. Fjenden vil angribe - i dag er vi jo ikke opdelt i små kongeriger eller høvdingedømmer, men et samlet land - så hvilke fjendebilleder ser vi for os og hvad er vores værn. I disse timer er Englænderne ved at slutte deres Brexit-afstemning, efter en valgkamp hvor begge sider har haft mest fokus på skræmmeelementet Stay-siden har slået på at det vil ramme den britiske økonomi hårdt, hvis resultat bliver at de skal forlade EU, mens stay siden har haft fokus på de
regler/bånd som EU ligger på de nationale stater - samt emigrationen. Hver især gør begge sider sig meget umage med at opstille fjendebilleder - og det er jo forholdsvis nemt at drage paralleller til forløbet vi selv var igennem i december, hvor begge sider også brugte mest tid på at skræmme/ skabe fjendebilleder. For mig mangler der noget væsentligt i disse debatter nemlig fællesskabet. Fællesskabet er jo netop vores værn i mod fjender. Hele det element om, at kul og stål unionen, der senere blev til EF, der igen blev til EU, reelt set har været med til at sikre den længste periode med fred i den vesteeuropæiske historie, en fred der i dag bliver taget som en selvfølge. Men verden i dag byder os også på udfordringer som klima, miljø, flygtning osv., som vi kun kan gøre noget ved i fællesskab. Men fællesskabet er ikke kun vigtigt på de store linjer, også lokalt er det et væsentligt element. Hos jer i Randbøldal er de mest synlige tegn jo en aften som denne, men også jeres engagement i etablering af byrummet, vedligeholdelse af stier, fællesspisning på campingpladsen og for nylig var nogen af jer rundt med buskrydder og lign, for at gøre byen endnu mere imødekommende og dermed gør jeres i kampen mod prædikatet "Udkants Danmark". Her bliver det foreningerne og de frivillige der er værnet. Her er det fællesskabet der står imod - om det så handler om vindmøller i Vandel eller togbane gennem Åst og Mørup, så er fællesskabet - det aktive samfund - det der er værnet/krigerne der sender signaler til Vejle og Christiansborg om I/vi stadig har ønsker og drømme for jeres by og egn. Nu vel havde lovet mig selv, at det ikke skulle være en politisk tale - så tilbage til bålet. Og dermed til den tredje synsvinkel på Skt. Hans-bålet. Fortryllelsen ved det skyldes ikke kun fromme beregninger over helgenkalenderen eller nedarvede fornemmelser fra den mørke fortid, som vi alligevel er kommet på meget lang afstand af. Den skyldes også, at bålet kalder på noget i os selv. Det afspejler noget i vores eget sind, så at vi på én eller anden måde ser ind i os selv, når vi står og kikker ind i bålet. Vi kan jo tænke på de unge, hvis drømme fløj om kap med gnisterne. Det er vores ret, uanset alder, til at drømme om fremtiden.
Hvis ikke vil vores fantasi kunne udkaste et syn af fremtiden, som fik os til at blive forventningsfulde og opstemte og ivrige efter at gøre drømmen til virkelighed, så fik vi aldrig noget udrettet. Det gælder os alle, at vore drømme flyver om kap med gnisterne - højest, når man er ung og stærk, og livet ligger foran én, og lavere, når man bliver ældre, og kræfterne svinder. Men så længe der er ild, er der gnister. Og så længe der er liv, er der drømme. Naturligvis kan ilden bruges til både ondt og godt. Den kan løbe løbsk og blive til tøjlesløs ødelæggelse, der svider hele byer og lande af. Det kan menneskets drømme også. Men når dens kræfter styres af ånd, kan den blive et vidunderligt redskab i det godes tjeneste, der bringer velsignelse til millioner. Det kan menneskets drømme også. Det er ikke mærkeligt, at vi synes, vi ser ind i os selv, når vi stirrer ind i bålet. Men allermest ligner ilden os nok ved sin flygtighed, sin forgængelighed. Når gnisterne flyver højest, er de allerede i færd med at dø. Mens bålet brænder, fortærer det det brændsel, som det selv skal leve af. Ilden dør, mens den gør sin gerning - den dør af at gøre sin gerning. På samme måde dør mennesket af at gøre sin gerning - det dør af at leve. Enten vor gerning var ond eller god, enten vi bragte glæde eller sorg til andre mennesker, så ender det på samme måde, ganske som selv det mest vidunderlige og mest pragtfulde bål til sidst ender som kold og grå aske. Derfor er det en tvivlsom sag at spare på livet, at være flæng med sit liv. Det drejer sig jo ikke om at redde livet. Det kan man ikke alligevel. Det drejer sig om at bruge det rigtigt, mens det flammer i os. Det er også en tvivlsom sag at spare på brændslet, når bålet er tændt. Måske kan man få det til at vare lidt længere, men det bliver ikke nær så flot. Og hvis det alligevel ender på samme måde, så kan vi dog lige så godt sørge for, at det bliver så stort og flot som muligt, så længe det varer - så de, der står og kikker på det, kan få noget at glæde sig over. Lad os da ønske for hinanden, at det må blive ildens gerning i aften, at den må hjælpe os til at få vores eget bål til at tjene godhedens og livets og glædens kræfter og at brænde så højt, at vores medmennesker rigtig kan have glæde af det, så længe det varer. Et sidste ønske har jeg til i aften og det bringer mig tilbage til fællesskabet. Nemlig at vi sammen samler midsommerdug - altså den dug der falder lige netop i nat. For den menes at have en ganske særlig magisk kraft. Duggen blev derfor blandt andet brugt af de gamle landsbysmede til at hærde leer og knive med. Det skulle gøre dem uopslidelige. Man samlede duggen ved at lægge lagner ud på græsset, og så vride dem over store trug. Jeg vil nu ikke foreslå, at vi løber hjem og henter lagner, men hvis vi bliver her længe nok i aften,
så vil duggen jo falde ned over det særlige fællesskab, som hersker i jeres lokalsamfund og gøre det stærkt og uopslideligt. Tak for ordet og god sommer til jer alle. Sct, Hans Bål tale af: Karl Plougstrup Petersen, Rønhøjgård, Aast. Layout og billeder: N.M. Schaiffel-Nielsen