4.s.e.Helligtrekonger Matt. 8,23-27; Job 38 1-11; Rom 13, 8-10 Salmer: 754; 7; 696-150; 750; 192 (alterg,); 24 Lad os bede: Herre, lær os at kende dig i livets storme. Når vores egen grænse er nået. Na r skibet Hvalfisken kunne sejle frem og tilbage fra Danmark til Grønland, i en periode pa næsten 100 a r, skyldes det flere forskellige faktorer. For det første var det et godt og solidt skib. Det var ma ske ikke smukkeste skib der nogen sinde er blevet bygget, men til gengæld var det solidt og godt at sejle med. Derudover skulle der en dygtig besætning til. En god kaptajn til at træffe de rigtige beslutninger og en dygtig besætning til at føre dem ud i livet. Men selv med et godt skib og en god besætning, er der endnu en faktor der spiller ind, hvis skibet skal klare sig godt pa vandet, nemlig vejr og vind. Vind og vejr samt is og isbjerge er ydre faktorer der spiller en endog meget vigtig rolle, na r man sejler til Grønland i et sejlskib, fordi man kommer til at befinde sig pa havet i lang tid, under skiftende og ekstreme betingelser. Pa en af sine rejser kom hvalfisken ud for et uvejr der var sa voldsomt, at de ma tte tage alle sejlene ned, for at de ikke skulle rives i stykker, eller at masten skulle knække. Besætningen ma tte sla 1
hul pa siden for at fa vandet væk fra dækket igen, og derpa ma tte de vente pa at stormen drev over, og ha be pa at der ikke skete større skader pa skibet. Selvom Hvalfisken var et solidt skib, og selvom besætningen var dygtig og havde forberedt sig godt, kunne de altsa pludseligt befinde sig i en situation der var udenfor deres kontrol. Det samme gør sig gældende for Jesu disciple i den beretning som vi lige har læst. Flere af dem var fiskere og dermed vant til at befinde sig i en ba d pa søen, og kunne derfor ha ndtere de fleste situationer de kunne komme ud for, na r det havde med sejlads at gøre, men alligevel befinder de sig pludseligt i en situation, hvor de ikke ved hvad de skal stille op. Stormen er sa voldsom, at bølgerne dækker ba den sa de bliver bange for at ba den skal ga under. Og ma ske er det netop deres erfaring med at sejle der fa r dem til at udbryde: hjælp vi går under, fordi de med deres viden indsa at situationen var uden for deres kontrol. De bilder sig ikke noget ind, men indser situationens alvor. En tilsvarende ha bløs situation kan vi ogsa opleve i vores liv. Selvom vi er rigtig gode til at ha ndtere vores liv og vores hverdag, fordi vi har gjort os mange erfaringer med livet og derfor er fornuftige mennesker der træffer gode og fornuftige valg for vores liv og fremtid, kan vi alligevel en dag komme ud for, at befinde os i et stormvejr, der er sa voldsomt, at der ikke er noget vi kan stille op. Hvor ydre faktorer spiller ind, og 2
tager kontrollen fra os, sa vi bare ma ha be og bede til, at stormen vil drive over igen. Dette livsvilka r kan vi ikke blive fritaget for, heller ikke selvom vi vælger at blive kristne og følger efter Jesus. At være kristen er ikke en garanti mod at møde stormvejr og modgang i vores liv. Vi bliver ikke med et snuptag rykket over pa den side hvor alt er godt, og hvor solen altid skinner, der hvor det aldrig er da rligt vejr. Det er disciplene et tydeligt eksempel pa i denne beretning. De har mødt Jesus, og er blevet overbevist om at han er noget særligt, og har derpa valgt at forlade deres hverdagsliv for at følge ham, derfor hører vi ogsa i begyndelsen af beretningen, at: Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Men deres tillid til Jesus og deres vilje til at følge ham hvor han gik, førte altsa ikke til, at de blev forska net mod modgang. I stedet fører det til, at de kort tid efter befinder sig i en kæmpe storm der truer med at fa ba den til at ga under. Pa samme ma de undga r vi heller ikke stormene i vores liv, hvor end vi gerne ville, men oplever ma ske nærmere nogle gange, at vi bliver ført direkte ud i stormene. Na r vi oplever modgang i vores liv, kan vi ogsa fa følelsen af at Gud virker fjern og er uden engagement, og vi kan fa trang til at forsøge at vække ham, ved at ra be vores desperation ud. Gud hvorfor sover du? Hjælp os vi ga r under. Fortvivlelsen er 3
en naturlig reaktion pa at være presset til det yderste, uden at kunne fa øje pa en udvej. Her er det, at desperationen kan blive til en bøn om hjælp. Disciplenes erkendelse af situationens alvor, fører til de ra ber den mest umiddelbare bøn ud, som man kan have. Herre hjælp os, vi ga under. Hjælp. Jesus lader sig vække og hører deres bøn. Dog bebrejder han dem deres tvivl fordi han jo var i ba den hele tiden. Selvom han virkede fjern for disciplene, var han det ikke, han var hos dem hele tiden. Og han var øjensynlig lidt mere rolig ved situationen end disciplene var. Derfor er hans opfordring til dem, at de skal have tillid til ham. Pa samme ma de, ønsker han ogsa at indgyde os tillid til Gud. Tillid til at vi kan leve vores liv i hans hænder, under hans omsorg, fordi han er en del af vores verden, og han ønsker at passe pa os. Dog kan man godt forsta disciplenes reaktion. Det er svært at bevare roen og tilliden, na r bølgerne sla r ind over og truer med at fa e n til at ga under. Men ikke desto mindre hører Jesus deres bøn og handler pa den. Selvom han ville lære dem at have mere tillid til ham, hører han deres bøn og hjælper dem, sa faren driver over. Bønnen bliver dermed anledning til at disciplene vender sig mod Jesus. De lærer noget om dem selv og noget om ham. Om deres egen grænse og deres tvivl. Og om hvem Jesus er og 4
hvad han kan. At han kan gribe ind og hjælpe dem, ogsa der hvor det ikke er menneskeligt muligt. Dermed bliver stormen altsa anledning til at disciplene lærer om sig selv og Gud, og fa r tillid til ham. Pa samme ma de som det var tilfældet for disciplene kan stormene i vores liv, være dem der lærer os, om os selv og om Gud, og giver os tillid til ham. Vi møder vores egen grænse, og lærer hvordan vi reagerer na r vi bliver presset. Vi lærer ogsa at vi ikke altid kan klare os selv. At der er tidspunkter, hvor vi har brug for at stormen lægger sig. Her er det at vi bliver vendt mod Gud, I ha bet om at Han vil hjælpe os. Dermed kan stormene i vores liv ogsa vise sig at fa r betydning for hele vores liv, ogsa der hvor der hersker fred og ro. Hele denne dramatiske beretning ender med en undren. En undren over hvem Jesus er og hvad han kan. Denne undren skal vi tage med os videre i livet, sa den kan hjælpe os med at vende os mod Jesus i tillid til at han er os nær og vil hjælpe os. Det kan vi blive hjulpet med her i kirken. For ud over at vi her i kirkerummet i modellen af Hvalfisken kan finde et eksempel pa den problemstilling disciplene stod i under stormen pa søen, kan vi ogsa finde et eksempel pa den samme tankegang, som den der fik disciplene til at vælge, søge 5
hjælpen hos Jesus. Fra gammel tid har man kaldt det store rum inde i kirken, her hvor alle sidder, for skibet. Tanken er denne, at vi som disciplene, er pa en sejlads, gennem livet. Men ved at være en del af Jesus kirke, er vi i samme ba d som ham. Derfor har vi pa samme ma de som disciplene mulighed for at anra be ham, na r bølgerne dækker ba den, og vi oplever at vi ga r under. Og vi kan her gennem beretningerne om Jesus, hjælpe hinanden til at holde fast i vores undren over ham. Den undren der samtidig kan fa os til at ra be pa ham, na r det stormer omkring os. Na r kristne samles omkring Jesus og beretningerne om det som han har sagt og gjort, er det fordi han er noget særligt. Han er vores forbindelse til Gud. Der hvor vi selv er magtesløse, og intet kan gøre, kan han hjælpe os. Han kan føre os frem til Gud. Derfor kan vi ogsa roligt følge ham gennem stormene. Amen 6