Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 4 1.1: Introduktion... 4 1.2: Problemfelt... 5 1.3: Problemformulering... 6 1.4: Afhandlingens opbygning... 6 1.5: Om Dansk Folkeparti... 7 1.6: Valg af empiri... 9 2. Analysestrategi... 12 2.1: Analysestrategi som tilgang... 12 2.2: Begrebsanvendelse i analysestrategien... 13 2.3: Tilvalg og fravalg... 13 2.4: En diskursteoretisk analysestrategi... 14 2.5: Diskursbegrebet... 15 2.6: Politikkens særstilling... 16 2.7: Hegemoni... 17 2.8: Antagonismer... 17 2.9: Ækvivalenslogikken... 18 2.10: Dislokation... 19 2.11: Sedimentering... 20 2.12: Flydende udtryk... 20 2.13: Fokusering af hegemonianalysen... 21 2.14: Fremgangsmåde for analysen... 23 3. Analyse... 24 3.1: Dansk Folkepartis konstruktion af danskhedens dislokation... 24 3.1.1: Indledning... 24 1
3.1.2: Dansk Folkepartis dislokative oplevelser af danskheden... 24 3.1.3: Dansk Folkepartis artikulering af truslerne mod danskheden... 25 3.1.4: Konklusion - Dansk Folkepartis konstruktion af danskhedens dislokation... 27 3.2: Dansk Folkepartis konstruktion af den kulturelle danskhed i forhold til partiets diskurs om muslimske indvandrere... 29 3.2.0: Indledning... 29 3.2.1: Dansk Folkepartis diskurs om muslimske indvandrere... 29 3.2.1.1: Erobringen af Danmark... 29 3.2.1.2: Stigmatiseringen af de muslimske indvandrere... 32 3.2.1.3: Det multikulturelle samfunds katastrofale følger... 33 3.2.1.4: Den umulige integration... 35 3.2.1.5: Diskriminationen af danskere... 36 3.2.1.6: Delkonklusion - Dansk Folkepartis diskurs om muslimske indvandrere... 38 3.2.2 Dansk Folkepartis konstruktion af den kulturelle danskhed... 39 3.2.2.1: Danskheden som den fælles fortid og arv... 39 3.2.2.2: Danskheden som fælles værdier og fællesskab... 41 3.2.2.3: Danskheden som homogen kultur... 43 3.2.2.4: Delkonklusion - Dansk Folkepartis konstruktion af den kulturelle danskhed... 46 3.2.3: Konklusion - Dansk Folkepartis konstruktion af den kulturelle danskhed i forhold til partiets diskurs om muslimske indvandrere... 47 3.3: Dansk Folkepartis konstruktion af den nationale danskhed i forhold til partiets diskurs om EU... 48 3.3.0: Indledning... 48 3.3.1: Dansk Folkepartis diskurs om EU... 48 3.3.1.1: Det totalitære EU... 48 3.3.1.2: Det ideologiske EU... 51 3.3.1.3: Delkonklusion - Dansk Folkepartis diskurs om EU... 55 2
3.3.2: Dansk Folkepartis konstruktion af den nationale danskhed... 56 3.3.2.1: Danskheden som selvstændighed og frihed... 56 3.3.2.2: Danskheden som forsvar for nationen... 57 3.3.2.3: Danskheden som kærlighed til fædrelandet... 59 3.3.2.4: Dansk Folkepartis brug af de nationale symboler og sloganet stem dansk... 60 3.3.2.5: Delkonklusion - Dansk Folkepartis konstruktion af den nationale danskhed... 62 3.3.3: Konklusion - Dansk Folkepartis konstruktion af den nationale danskhed i forhold til partiets diskurs om EU... 63 4. Konklusioner... 64 4.1: Indledning... 64 4.2: Konklusion - DFs konstruktion af danskheden... 64 4.3: Dansk Folkepartis succes... 66 4.4: Dansk Folkepartis betydning... 68 4.5: Diskussion af muligheden for at udfordre DFs fortælling om danskheden... 71 4.6: Afsluttende betragtninger... 72 5. Litteratur- og empirioversigt... 73 5.1: Litteraturoversigt... 73 5.2: Empirioversigt... 74 3
1. Indledning 1.1: Introduktion Hvad består danskheden af? Hvad er det, der gør os danske? Og hvilke værdier er forbundet med det at være dansk? Det er centrale spørgsmål som Dansk Folkeparti (DF), siden partiet blev stiftet i 1995, har haft som et gennemgående tema for deres kommunikation. Partiet har kun eksisteret i 14 år men har medført voldsomme forandringer i dansk politik, og har været genstand for stor debat i det danske samfund. Denne afhandling vil argumentere for at danskheden igen er kommet på den politiske dagsorden og at DF har været hovedkraften i den udvikling. I modsætning til de andre danske politiske partier er DF nemlig med partiformand Pia Kjærsgaards ord et dansk folkeparti. Vi er et nationalt parti (Information, 15.04.2000, 1. sektion: 10). Hvor de andre partier i Folketinget i stigende omfang har rettet deres fokus fra det nationale til det internationale er DF en modreaktion på denne udvikling: DFs fokus er nationalt rettet mod Danmark og det danske folk. De har forstået at limen der binder Danmark og danskerne sammen er danskheden. Derfor er danskheden et helt centralt politisk tema for DF, da danskheden i grunden er et spørgsmål om hvem danskerne er og hvem de hører til i blandt - et spørgsmål om identitet og fællesskab. DFs mærkesager i forhold til danskheden har, siden partiets stiftelse, været kampen mod den primært muslimske indvandring til Danmark og modstanden mod Den Europæiske Union. Partiet har først og fremmest skabt deres konstante mandatmæssige fremgang på deres markante holdninger i udlændingedebatten. Ved Folketingsvalget i 2001 vandt DF en jordskredssejr og var hovedårsagen til at en borgerlig regering kom til magten, med DF som parlamentarisk grundlag. I relation til EU var DF drivkraften i at danskerne ved en folkeafstemning stemte nej til euroen i år 2000. Hvis Dansk Folkeparti var et lille ubetydeligt parti ville det ikke have nogen videre konsekvenser for det danske samfund hvordan partiet definerer danskheden. Men netop fordi de siden systemskiftet i 2001 har opnået en betydelig magtposition i dansk politik, som en del af det regerende flertal, mener jeg deres udlægning af danskheden har stor betydning for det danske samfund. Derfor synes jeg det er interessant og relevant at undersøge DFs kommunikation om danskheden. 4
1.2: Problemfelt Ambitionen i denne afhandling er således at undersøge DFs fortælling om danskheden, med det udgangspunkt at danskheden er et konstrueret begreb. Jeg vil derfor fremsætte følgende påstand, som definerer rammerne for afhandlingen: DF er af den opfattelse, at danskheden befinder sig en krisetilstand, som følge af muslimsk indvandring til Danmark og Danmarks medlemskab af EU. Derfor mener DF at muslimske indvandrere og EU er en trussel mod danskheden. Deraf følger at DF observerer, at danskheden befinder sig en kamp mod disse trusler og derfor er DFs mærkesager modstanden mod den muslimske indvandring og mod EU. DFs konstruktion af danskheden skal derfor ses i sammenhæng med det partiet opfatter som truslerne mod danskheden. Hvis man vil analysere DFs kommunikation om danskheden, må man således også analysere DFs kommunikation om muslimske indvandrere og EU. Ovenstående overvejelser leder frem til opgavens tese: 1. At DF observerer at danskheden befinder sig en krisetilstand. 2. At DF konstruerer danskheden gennem kampen mod det partiet opfatter som truslerne mod danskheden. Med tesen som udgangspunkt vil jeg undersøge hvordan DF konstruerer danskheden, og hvilken betydning DFs kommunikation om muslimske indvandrere og EU har for DFs konstruktion af danskheden. Jeg har valgt at opdele DFs konstruktion af danskheden i to dele, som jeg betegner som henholdsvis den kulturelle danskhed og den nationale danskhed. Denne opdeling er valgt ud fra den præmis, at de muslimske indvandrere er en indre trussel mod den kulturelle danskhed, mens EU er en ydre trussel mod den nationale danskhed. Tesen fungerer som ledetråd for afhandlingen. Med tesen som udgangspunkt leder jeg i min empiri efter DFs kommunikation om danskheden, og de trusler mod danskheden som DF kommunikerer. Jeg leder f.eks. ikke efter hvordan Dansk Folkeparti kommunikerer deres ældrepolitik eller retspolitik. Jeg fokuserer kun på DFs kommunikation om danskheden og partiets kommunikation om muslimske indvandrere og EU. 5
1.3: Problemformulering Problemfeltet leder frem til følgende problemformulering: Hvordan konstruerer Dansk Folkeparti danskheden? Jeg vil besvare problemformuleringen gennem tre underspørgsmål, med udgangspunkt i afhandlingens tese: 1.Hvordan konstruerer Dansk Folkeparti danskhedens krise? I det følgende vil udtrykket krise blive betegnet gennem begrebet dislokation, der er et centralt begreb i hegemonianalysen som er udgangspunktet for afhandlingens analysestrategi. Begrebet vil blive udfoldet i afhandlingens kapitel 2. Besvarelsen af det første underspørgsmål sætter rammerne for besvarelsen af de følgende to underspørgsmål: 2. Hvordan konstruerer Dansk Folkeparti den kulturelle danskhed i forhold til partiets kommunikation om muslimske indvandrere? 3. Hvordan konstruerer Dansk Folkeparti den nationale danskhed i forhold til partiets kommunikation om EU? 1.4: Afhandlingens opbygning Analysen gennemføres gennem en 2. ordens iagttagelse af DFs kommunikation og kapitel 2 introducerer grundigt det analysestrategiske blik, som er baseret på den politiske diskursteori. I kapitel 3 udfoldes analysen af DFs konstruktion af danskheden. Da analysen er afhængig af analysestrategien, vil den nærmere fremgangsmåde for analysen blive præsenteret i kapitel 2. Kapitel 4 konkluderer på analysen og vil derudover vurdere DFs succes og betydning i dagens Danmark, samt diskutere mulighederne for at udfordre DFs udlægning af danskheden. Da afhandlingen er empirisk funderet vil jeg i nedenstående afsnit redegøre for overvejelserne omkring valg af empiri, men først vil jeg udførligt præsentere DF. 6
1.5: Om Dansk Folkeparti Dansk Folkeparti (DF) blev stiftet den 6. oktober 1995 på Christiansborg, som en udbrydergruppe fra det kaotiske og selvdestruerende Fremskridtsparti. Stiftere var folketingsmedlemmerne Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen-Dahl, Poul Nødgård og Ole Donner, alle valgt for Fremskridtspartiet ved valget i 1994. Baggrunden for den ny partidannelse var flere års offentlige politiske og organisatoriske stridigheder i Fremskridtspartiet kulminerende med et legendarisk landsmøde i slutningen af september 1995, hvor partiet for åben TV-skærm gik op i limningen i interne skænderier og kævl. Pia Kjærsgaard blev på partiets første årsmøde 1. juni 1996 valgt som partiformand. En post hun har bestridt lige siden, og som hun har opnået enstemmigt genvalg til hvert år (Folketingets Informationsark 2008a: 1). DFs politiske projekt er at kæmpe for at bevare vort folk og fædreland ( ) (Pia Kjærsgaards årsmødetale 2001: 12). Kampen mod indvandringen og det multietniske Danmark er den helt centrale mærkesag for DF. I partiets principprogram står: Danmark er ikke et indvandrerland og har aldrig været det. Vi vil derfor ikke acceptere en multi-etnisk forvandling af landet (Dansk Folkepartis Principprogram). Udlændingepolitikken er derfor kardinalpunktet for DF. Dette understreges af gruppeformand Kristian Thulesen Dahl: Jeg vil derfor gerne her specielt fremhæve to områder, som er meget vigtige for Dansk Folkeparti. Det ene ja det er naturligvis udlændingepolitikken. Det andet ja det er naturligvis udlændingepolitikken (Kristian Thulesen Dahls beretning om folketingsgruppens arbejde 2001: 4). Modstanden mod Den Europæiske Union er det andet centrale omdrejningspunkt for partiet og DF bekæmper alle forsøg på skabelsen af en europæisk forbundsstat, således som Rom-traktaten og senere EU-traktater sigter på (Arbejdsprogram for Dansk Folkeparti 2001: 22). DF adskiller sig på et afgørende punkt fra Fremskridtspartiets ultraliberalisme ved fuldt ud at omfavne det danske velfærdssamfund, og partiet profilerer sig som beskyttere af de svageste i samfundet. Særligt ældrepolitikken er i fokus (Folketingets Informationsark 2008a: 2). DF har ikke noget ideologisk grundlag, og tager afstand fra enhver ideologisk forankring. Som Pia Kjærsgaard har formuleret det er DF gudskelov ikke et parti, der er belastet af ideologier ( ) (Pia Kjærsgaards årsmødetale 2001: 2). Det er i udgangspunktet et protestparti, men er med Pia Kjærsgaard ord et holdningsparti (Pia Kjærsgaards ugebrev, 31.12.2001: 2). Det udgangspunkt 7
har skabt en unik platform på den politiske scene, hvor partiet har kunnet være til venstre på fordelingspolitikken og til højre på værdipolitikken. Den politiske platform har gjort partiet i stand til at stjæle vælgere fra begge fløje, men særligt Socialdemokratiet har lidt under DFs vælgermæssige fremmarch (Nielsen og Thomsen 2003: 65). DF har formået at skabe uafbrudt fremgang siden stiftelsen. Ved Folketingsvalget i 1998 kom partiet for første gang i Folketinget med 7,4 pct. af stemmerne, svarende til 13 mandater. Partiet stormede frem ved det skelsættende valg i 2001, som bragte en borgerlig regering til magten, med DF som regeringens støtteparti. DF vandt en jordskredssejr og øgede deres stemmeandel til 12 pct., som blev vekslet til 22 mandater. Ved valget i 2005 fortsatte fremgangen til 13,4 pct. og 24 mandater, og ved det seneste Folketingsvalg i november 2007 opnåede partiet 13,9 pct. af stemmerne, som udløste 25 mandater (Folketingets Informationsark 2008b: 2). DF er nu Danmarks tredjestørste parti. Sporerne fra de anarkistiske tilstande (Dansk Folkeblad nr. 2 2000: 3) i Fremskridtspartiet skræmmer, og derfor er DF et usædvanligt stramt topstyret parti. Fremskridts-anarkismen vil aldrig få lov til at bane sig vej ind i Dansk Folkeparti, som Pia Kjærsgaard har formuleret det (Dansk Folkeblad nr. 2 2000: 3). Topstyringen er en konsekvens af partiets ønske om at distancere sig fra den historiske relation til Fremskridtspartiet. Der slås hårdt ned, hvis blot den mindste interne uenighed fremføres offentligt, hvilket flere eksklusionssager vidner om. Partitoppens jernnæve rammer de kendte anarkister, kværulanter, landsbytosser, lykkeriddere eller racister [som] indmelder sig i partiet( ) (Dansk Folkeblad nr. 2 2000: 3). Den politiske ledelses udmeldinger er partiets officielle politik, og den er ikke til diskussion, hvilket sikrer en kontrolleret og effektiv kommunikation. Her spiller Pia Kjærsgaard en central rolle som partiformand. 8
1.6: Valg af empiri Da afhandlingen har en stærk empirisk forankring, vil jeg i det følgende redegøre for de nærmere overvejelser om valg af empiri. Jeg har udvalgt perioden 2000-2001 som det empiriske fundament for afhandlingen, da jeg mener, at disse to år er særligt velegnede til at analysere DFs konstruktion af danskheden i forhold til partiets kommunikation om muslimske indvandrere og EU. Hvis jeg skulle have læst alt hvad DF har sagt og skrevet fra partiets stiftelse til i dag, ville empiridøden være nært forestående. Derfor må jeg træffe et valg (Dyrberg et. al 2000: 325). År 2000 og 2001 bød på to altoverskyggende begivenheder i dansk politik: Folkeafstemningen om Danmarks deltagelse i euroen 28. september 2000 og Folketingsvalget 20. november 2001. Valget til Folketinget havde udlændingepolitikken som dominerende tema (Andersen 2003: 187-190), og debatten, der ledte op til folkeafstemningen om euroen, drejede sig mere om afgivelse af dansk suverænitet, end om rent økonomiske argumenter for eller imod deltagelse i den fælles valuta. Det endte som bekendt med et rungende nej til deltagelse i euroen med 46,1 pct. nejstemmer mod 40,5 pct. jastemmer (Folketingets Informationsark 2009: 3). Yderligere to begivenheder dominerede debatten om EU i 2000 og 2001: 14 EU-landes sanktioner mod Østrig i februar 2000 i forbindelse med det højreorienterede Frihedspartis indtræden i den østrigske regering, samt Danmarks indtrædelse i Schengen-samarbejdet den 25. marts 2001. De tre ovenstående EU-relaterede begivenheder giver et solidt empirisk udgangspunkt for analysen af DFs kommunikation om EU, da DF har markante meninger om Østrig-sagen, euroen og Schengensamarbejdet, hvilket vil blive udfoldet i analysen. Hvis jeg havde udvalgt andre år, havde det været andre begivenheder i relation til det europæiske samarbejde, der havde været i fokus. Analysen af DFs kommunikation om EU afspejles derfor af de ovenstående tre begivenheder. I forhold til DFs kommunikation om indvandrere mener jeg, at år 2000-2001 indeholder et rigt materiale, da udlændingedebatten var særligt intens i de to år kulminerende med terrorangrebet på USA den 11. september og Folketingsvalget i november 2001 (Jensen 2008: 552). Det bør nævnes, at DF i perioden var i opposition til den daværende regering under Poul Nyrup Rasmussen, samt at stramningen af udlændingelovgivningen endnu ikke havde fundet sted, hvilket kan tænkes at have haft indflydelse på karakteren af DFs kommunikation. Men da jeg ikke har undersøgt DFs kommunikation i perioden 2000-2009, må jeg lade det blive ved overvejelser. 9
Som en indikation af, at indvandrere og EU var i særligt fokus for DF i 2000-2001, omhandler cirka 60 pct. af Pia Kjærsgaards ugebreve disse temaer, hvilket må betegnes som en signifikant andel. Eftersom jeg ikke har undersøgt perioden 1995-1999 og 2002-2009, kan jeg ikke vide, om tendensen for disse emner i ugebrevene er af en gennemgående karakter. Jeg kan blot konstatere, at muslimske indvandrere og EU var et centralt omdrejningspunkt for ugebrevene i perioden. Hvis jeg havde valgt en anden tidsperiode for empiriindsamlingen, havde empirien selvsagt haft et andet fokus. F.eks. er muslimske kvinders brug af hovedtørklæde ikke et ligeså debatteret emne i 2000-2001 i forhold til hvad tørklæder bliver tildelt af opmærksomhed senere hen. Begivenheder som Muhammed-krisen i 2006 og Metock-dommen fra EF-domstolen i 2008 ligger derfor også uden for omfanget af denne afhandling, men kunne have dannet empirisk fundament for en interessant analyse. Jeg har i det empiriske feltarbejde orienteret mig vidtfavnende i DFs kommunikation. Materialet består derfor af en bred vifte af forskellige formidlingsformer og dækker både partiets interne formidling mellem ledelse og medlemmer og eksterne formidlingskanaler, hvor modtagergruppen ikke forventes at være medlemmer af partiet. Empirien kan opdeles i følgende kategorier: Fra www.danskfolkeparti.dk: 1. Medlemsbladet Dansk Folkeblad 2. Taler 3. Annoncekampagner 4. Valgfilm Fra Dansk Folkepartis presseafdeling: 5. Pia Kjærsgaards ugebreve 6. Arbejdsprogram for Dansk Folkeparti, 2001 Fra artikeldatabasen www.infomedia.dk: 7. Debatindlæg 8. Interviews 9. Artikler indeholdende udtalelser fra DF Fra www.folketinget.dk: 10. Folketingsdebatter 10
I empirioversigten er der internethenvisninger til det materiale, som er downloadet fra DFs hjemmeside samt fra Folketingets hjemmeside. Materialer jeg har modtaget fra DFs presseafdeling, som figurerer i afhandlingen, er vedlagt som bilag på CD-rom. Jeg har i empirien fokuseret på udtalelser fra følgende medlemmer af DF, da jeg mener, de er særligt repræsentative for partiets holdninger og budskaber: Pia Kjærsgaard: Partiformand, medstifter af DF, medlem af Folketinget Kristian Thulesen Dahl: Gruppeformand, medstifter af Dansk Folkeparti, medlem af Folketinget Peter Skaarup: Næstformand, medlem af Folketinget Mogens Camre: Medlem af Europa-Parlamentet 1999-2009 Søren Krarup: Folketingskandidat for DF i 2000-2001, valgt til Folketinget ved valget i 2001. 11
2. Analysestrategi 2.1: Analysestrategi som tilgang Analysestrategi er en praksis som består i at skabe det videnskabelige blik, så det sociales emergens bliver iagttagelig (Esmark et. al 2005a: 7). Den sociale genstand er ikke en fast iagttagelig størrelse, men emergerer for iagttageren. Med en analysestrategisk tilgang rykker jeg fra den ontologisk orienterede videnskabsteori til den epistemologiske. Førstnævnte referer til de antagelser der forudsættes i enhver undersøgelse af en genstand, og gør genstanden til en bestemt form for virkelighed, der ikke kan spørges til. Genstanden er reel. Ontologien spørger: Hvad betyder det, at genstanden eksisterer? Det er derefter metodereglerne, der som retningslinjer afgør hvad der eksisterer (Åkerstrøm Andersen 1999: 13). Den epistemologiske erkendelsesinteresse spørger ikke til hvad, men derimod til hvordan man erkender. Den deontologiserer sin genstand. Genstanden forudsættes ikke og har derfor en tom ontologi. I stedet spørges til hvordan man iagttager at verden bliver til, da individer, organisationer eller systemer iagttager deres omverden i bestemte perspektiver, der får verden til at dukke op på bestemte måder. Analysestrategi er netop ikke metoderegler, men en strategi for hvordan man vil konstruere andres iagttagelser som genstand for egne iagttagelser (Åkerstrøm Andersen 1999: 13-14). Med andre ord iagttagelser af 2. orden. En 1. ordens iagttagelse anser et fænomens sociale konstruktion for irrelevant. Det man ser på tages for givet. At iagttage DFs kommunikation om danskheden som udtryk for danskhedens krise uden at overveje de konstruktioner, der ligger bag, ville være at arbejde på et 1. ordens iagttagelsesniveau. Med iagttagelse af 2. orden vil jeg derimod iagttage DFs kommunikation om danskheden som genstand og spørge til konstruktionen af den. Det handler om formningen og konditioneringen af det blik med andre ord at opstille de analytiske rammer for ens blik - hvori det sociales tilbliven bliver synlig som videnskabelig genstand (Esmark et. al 2005a: 10). Man iagttager det sociale gennem dette bestemte blik, der ser noget på bekostning af noget andet, samt ser det, som man iagttager på en specifik måde. Hvad man læser frem i empirien afhænger af analysestrategien (Dyrberg et. al 2000: 319). Således er det overflødigt at tale om ontologi og deciderede metoderegler, men i stedet centralt at redegøre for, hvordan man vælger at iagttage det sociale. Analysestrategi er således et program for, 12
hvordan man vil iagttage, hvordan man vil konstruere sin genstand, og hvordan man selv vil komme til syne som iagttager gennem iagttagelsesbærende begreber. Det er helt centralt, at der altid iagttages gennem et bestemt blik. Beskrivelsen og vurderingen af dette blik er analysestrategiens opgave, og for at kunne udføre denne opgave støtter analysestrategien sig til iagttagelsesledende begreber (Esmark et. al 2005a: 11). 2.2: Begrebsanvendelse i analysestrategien Hvis man vil arbejde analysestrategisk gennem 2. ordens iagttagelser må man derfor redegøre for, hvordan den sociale virkelighed konstrueres gennem anvendelsen af bestemte iagttagelsesledende begreber (Esmark et. al 2005b: 11). Begreber er altså det værktøj man udvælger til at analysere sin genstand med. Et af hovedbegreberne i denne afhandlings analyse er f.eks. begrebet dislokation. Begrebet uddybes i næste afsnit, men for eksemplets skyld gives en kort indføring her. Ved at se på et stykke empiri med begrebet dislokation leder jeg konkret efter at identificere de punkter i kommunikationen, hvor danskheden konstrueres som værende dislokeret, hvilket i diskursteorien forstås som værende i opløsning eller krise. Når danskheden udtrykkes på en måde, som den ikke har været før, iagttages det gennem dette begreb, at forskellige forhold er blevet oplevet som dislokerede. Det er ikke alle sæt af begreber som Ernesto Laclau og Chantal Mouffe har udviklet i diskursteorien, der er lige relevante for min analyse. Jeg udvælger de begreber, jeg mener er mest anvendelige og brugbare for at analysere min genstand: DFs kommunikation om danskheden. Det er derfor ikke en altomfattende diskursteoretisk analyse jeg vil udføre, men en analyse baseret på en analysestrategi, som er inspireret af Laclaus og Mouffes diskursteoretiske arbejde. 2.3: Tilvalg og fravalg Når jeg udvælger de begreber jeg vil iagttage med, formes et bestemt udsnit af virkeligheden på bekostning af et andet. Iagttagelser er kontingente, hvilket vil sige at alting altid kunne have været anderledes. Jeg kunne have valgt at iagttage det sociale på en anden måde. Der træffes derfor altid valg og fravalg, når man former og konditionerer det analysestrategiske blik. Et hovedvalg for denne afhandling er brugen af diskursteorien som fundament for analysestrategien, men jeg kunne have valgt et andet blik end det diskursteoretiske til at undersøge DFs kommunikation. Jeg vil 13
derfor grundigt redegøre for de iagttagelsesledende begreber, når jeg i det følgende afsnit udvikler min analysestrategi, så det eksemplificeres hvilke valg, der er truffet. Nogle fravalg kan man redegøre for. Det være sig teorivalg, empirivalg og begrebsvalg. Disse valg kan jeg selv se og beskrive. Men det er en grundlæggende karakteriska for alle former for iagttagelser, at der altid vil være noget man ikke kan se, at man ikke kan ser. Disse blinde pletter kan derfor ikke træde frem i explicitte overvejelser. En af de blinde pletter i en diskursteoretisk analysestrategi er, at jeg ikke kan hæve mig selv op over min egen diskursivitet, hvilket i denne sammenhæng kan forstås som den socio-kulturelle kontekst, jeg lever og tænker i (Dyrberg et. al 2000: 324). Det er derfor umuligt at indtage et fuldstændigt neutralt universelt synspunkt, når jeg udfører min analyse, da enhver iagttagelse forudsætter at jeg iagttager indefra en specifik sociokulturel kontekst af meninger og værdier. Men jeg kan være bevidst om, at jeg ikke er en neutral iagttager. Et af de fravalg jeg kan redegøre for er, at jeg fravælger at iagttage andre politiske partiers kommunikation. Det er kun DFs kommunikation om danskheden der har afhandlingens interesse. 2.4: En diskursteoretisk analysestrategi Jeg mener en analysestrategi inspireret af den politiske diskursteori, som den udfoldes hos Laclau og Mouffe, er den mest frugtbare tilgang til min problemstilling. Med valget af Laclau og Mouffe som teoretikere indskriver jeg mig i en poststrukturalistisk tradition. Poststrukturalismens væsentligste påstand er, at strukturen er decentreret, åben og foranderlig. Den kan ikke lukke sig om sig selv. Laclau og Mouffe sammenfatter de poststrukturalistiske pointer i diskursbegrebet. Diskursbegrebet understreger strukturernes historiske og kontingente karakter (Esmark et. al 2005a: 27, 179). Således føres det marxistiske tankegods med fokus på konflikt, som præger Laclaus og Mouffes tænkning, over i et postmarxistisk udtryk. Klassekampen er afløst af en demokratisk diskursiv kamp (Laclau 1985: 116-117). Laclau og Mouffe er de eneste diskursteoretikere, der fra grunden formulerer diskursanalysen som en politisk teori, ved at placere hegemonibegrebet helt centralt i teorien (Åkerstrøm Andersen 1999: 87). Samfundet ses som et resultat af politiske kampe om at knytte forskellige elementer til forskellige hegemoniske projekter, med den poststrukturalistiske pointe at de hegemoniske kræfter ikke kan være givet på forhånd (Dreyer Hansen 2005: 179). Det er karakteriseret ved en dimension af konflikt mellem hegemoniske projekter med forskellige holdninger til, hvordan samfundet skal indrettes. Heri består det politiske. 14
Da jeg analyserer et politisk partis konstruktion af danskheden i forhold til det partiet opfatter som truslerne mod danskheden, finder jeg det oplagt at udvikle en analysestrategi baseret på den politiske diskursteori. Teoriens fokus på konflikt, meningens flydende karakter og deraf kampen om at knytte indhold til flydende udtryk, gør analysestrategien potent over for min problemstilling. Laclau og Mouffe har afstået fra at efterprøve diskursteorien gennem empiriske arbejder. De har derfor ikke lagt vægt på at konditionere iagttagelsesapparatet eller udvikle analytiske værktøjer (Åkerstrøm Andersen 1999: 88, 169). Selvom der er foretaget enkelte Laclau og Mouffe-inspirerede diskursanalyser på dansk grund, kan denne afhandling derfor karakteriseres som empirisk pionerarbejde. Deres arbejde er derimod altovervejende teoretisk og kendetegnet ved kompakte og komplekse formuleringer, samt et højt abstraktionsniveau. I det følgende vil jeg udfolde de iagttagelsesbærende begreber som er centrale for mit analysestrategiske blik. 2.5: Diskursbegrebet Diskursbegrebet udtrykker forestillingen om, at alle objekter og handlinger har betydning, og at de får deres betydning gennem et velordnet mønster af forskelle (Howarth 2005: 148). Diskursbegrebet er derfor ikke begrænset til at tilhøre tale eller skrift. Det er noget, der er tilstede i alle former for sociale relationer (Laclau 1985: 113). En diskurs er resultatet af artikulation. Med artikulation menes, at forskellige elementer, der ikke har noget nødvendigt forhold til hinanden, etablerer relationer, hvorved deres betydning forandres (Laclau og Mouffe 1985: 105). Med andre ord betyder begrebet artikulation, at de enkelte elementer kædes sammen med hinanden, og får deres specifikke betydning fra den pågældende sammenkædning. Det leder til begrebet nodalpunkter. Diskurser er organiseret omkring nodalpunkter, som redegør for sammenknytningen af de forskellige elementer i en betydningskæde (Howarth 2005: 170). Artikulationen kæder elementerne sammen, og de ordnes omkring nodalpunkterne og får deres betydning i forhold til dem. Nodalpunkter etablerer derfor en delvist fikseret meningsfuldhed (Laclau og Mouffe 1985: 113). Meningen kan kun være delvist fikseret, fordi diskurser er kontingente. De kan aldrig være fuldstændige. Det fører til begrebet diskursive felter. Diskursive felter er karakteriseret ved et overskud af mening, som aldrig helt kan udtømmes af en bestemt diskurs. Selvom diskursen prøver at fiksere meningen i det diskursive felt, forhindrer meningens kontingens, at det lykkes (Howarth 2005: 150). I det diskursive felt er elementerne flydende og upræcise, hvorimod de er 15
sammenknyttet i deres indbyrdes forskellighed i diskursen. Enhver diskurs forsøger derfor at dominere det diskursive felt, men den kan aldrig artikulere alle elementer, eftersom der altid vil være kræfter, den er defineret i modsætning til. Det vender jeg tilbage til senere i dette afsnit. En diskurs er derfor en delvis fiksering af mening, der giver en bestemt betydning til de enkelte elementer indenfor diskursens grænse. Gennem sondringen mellem diskurs og diskursive felter kan diskurs studeres som en aldrig tilendebragt fikseringsproces, som finder sted gennem artikulation i et felt af diskursivitet med flydende elementer (Åkerstrøm Andersen 1999: 90). Relationen mellem diskurs, artikulation, nodalpunkt og det diskursive felt sammenfatter Laclau og Mouffe således: Den artikulatoriske praksis består derfor i konstruktionen af nodalpunkter, som delvist fikserer mening; og denne fikserings delvise karakter stammer fra det sociales åbenhed, hvilket selv er et resultat af den konstante overstrømning af enhver diskurs af feltet for det diskursives uendelighed (Laclau og Mouffe 1985: 113). 2.6: Politikkens særstilling Diskursens ufuldstændighed som følge af kontingenslogikken er forudsætningen for politikkens særstilling i diskursteorien. Hvis diskursen kunne lukke sig om sig selv og fastfryse meningen, ville den udelukke det politiske, men fordi diskurser er ufuldstændige, har politikken en plads. Omvendt kan man sige, at politikkens særstilling sikrer, at nogen identitet eller noget samfund overhovedet er muligt, og at meningen ikke har fuldstændigt frit spil, som følge af diskursbegrebets åbenhed (Howarth 2005: 152). Diskursernes evige foranderlighed tildeler det politiske en helt central rolle, som det øjeblik hvor uafgørbare diskurser, der kræver en lukning, partielt fikseres. Diskursanalyse er derfor i grunden en politisk analyse af, hvordan kontingente relationer fikseres på én måde, men kunne være fikseret på andre måder (Åkerstrøm Andersen 1999: 92). Artikulerede diskurser er politiske konstruktioner, der omfatter konstruktionen af antagonismer og ækvivalenskæder. Begge begreber udfoldes nedenfor, men først vil jeg redegøre for hegemonibegrebet, som har en helt central rolle i diskursteorien, og som er betingelsen for de følgende analysestrategiske begreber. 16
2.7: Hegemoni Hegemonibegrebet er simpelthen en fokusering af diskursanalysens formål. Diskursanalysens ideelle formål er afdækning af samfundets overordnede hegemoniske relationer, og hegemoniernes forandringer og betingelserne for disse. Hegemonibegrebet ligger i direkte forlængelse af diskursens ufuldstændighed og det diskursive felts flydende elementer. Hegemonisering er kun muligt, når diskurserne ikke er endeligt fikserede og når de diskursive elementer rummer et overskud af mening (Åkerstrøm Andersen 1999: 97). Laclau opsummerer logikken på følgende måde: Hegemoni er i denne forstand betegnelsen for en aldrig tilendebragt operation; det vil sige forsøget på at skabe en fiksering, som altid på en eller anden måde vil være truet (Laclau 1985: 107). Hegemonisk praksis omfatter på et overordnet niveau sammenkædningen af forskellige identiteter og politiske kræfter i et fælles projekt og skabelsen af nye sociale ordner ud fra en række forskellige spredte elementer. Der er, ifølge Laclau og Mouffe, tre betingelser for at hegemoniske praksisser kan finde sted. For det første at alle elementers identiteter er kontingente og overvindelige. For det andet eksistensen af antagonistiske kræfter, og for det tredje ustabiliteten af de politiske grænser der adskiller dem. Hegemoniske praksisser forudsætter derfor et socialt felt med antagonismer samt tilstedeværelsen af kontingente elementer, der kan artikuleres af modsatrettede hegemoniske projekter, som forsøger at hegemonisere disse elementer. Hegemonisering består derefter i at bringe elementer sammen, som ikke tidligere har været samlet. Denne praksis betegnes som konstruktionen og stabiliseringen af hegemoniske formationer, som er de hegemoniske projekters hovedmål (Laclau og Mouffe 1985: 134-145). 2.8: Antagonismer Som jeg nævnte tidligere vil der altid være kræfter en diskurs er defineret i modsætning til. Diskurser afgrænser sig og etablerer en vis enhed i forhold til en truende andethed, som er ekskluderet fra diskursen (Dyrberg et. al 2000: 11). En diskurs kræver en grænse et diskursivt ydre - for at kunne konstituere sig (Howarth 2005: 151), og diskursen angiver sin grænse ved at udpege og udelukke det, den ikke er. Denne betingelse leder til begrebet antagonismer. Uden antagonismer ville der være absolut fiksering, og hegemonisk kamp ville være en umulighed (Laclau 1985: 108). Konstruktionen af antagonistiske relationer er derfor helt centralt for artikulationen af hegemoniske projekter. 17
Antagonismer betyder i grunden fjendtlige forhold. I diskursteorien finder antagonismer sted fordi et givent hegemonisk projekts diskurs er ude af stand til at sikre sig dets identitet, og derfor konstruerer en fjende som gøres ansvarlig for dette identitetssvigt (Howarth 2005: 153). Den antagonistiske relation udvikler sig ved, at der gives et bestemt navn til fjenden, der hermed identificeres ved at blive udstyret med bestemte egenskaber, og den identificerede fjende forstås derefter som årsagen til blokeringen af diskursens identitetsmæssige fuldbyrdelse (Dyrberg 2000: 233). Denne konstruktion skaber to antagonistiske poler, som gensidigt udelukker og dermed truer hinanden. Realiseringen af den ene pol udelukker den anden. Diskursen bliver nødt til at eliminere den part, den antagoniserer, for fuldt ud at kunne være sig selv, men samtidig bekræfter den antagoniske relation diskursens enhed gennem modsætningen til fjenden. Antagonismerne afslører diskursens grænse, hvor identiteten ikke længere kan stabiliseres i et meningsfuldt mønster af forskelle, men bliver bekæmpet af kræfter der befinder sig ved diskursens grænse (Howarth 2005: 154). Antagonismerne har derudover en hierarkiserende funktion, der privilegerer den ene pol på bekostning af den anden (Dyrberg 2000: 229). Vi er bedre eller overlegne i forhold til dem. Det bør understreges, at fra diskursanalytikerens iagttagelsespunkt vil enhver afgrænsning af en given diskurs indebære et konstrueret analysestrategisk valg, og man vil derfor altid kunne argumentere for andre måder at trække grænserne på (Dreyer Hansen et. al 2004: 16). 2.9: Ækvivalenslogikken Ækvivalensbegrebet ligger i direkte forlængelse af antagonismebegrebet. Ækvivalens kan forstås som, at elementerne i en diskurs gøres ens eller får lige værdi. Ækvivalenslogikken er forudsætningen for konstruktionen af antagonistiske relationer. Elementerne i en diskurs får deres betydning gennem deres indbyrdes forskellighed i diskursen, men betingelsen for indbyrdes forskellighed er, at elementerne er ækvivalente, da de tilhører diskursen og ligger inden for diskursens grænse. Den ækvivalente relation, tilhørsforholdet til diskursen giver, ophæver forskelligheden (Åkerstrøm Andersen 1999: 95). Det kan kun lade sig gøre, hvis diskursen afgrænser sig i forhold til en truende andethed. For at gøre det, må den finde et sted at placere en ren negativ identitet, som ikke kan repræsenteres positivt i diskursen, da den så blot ville være endnu et element i diskursen. Den eksterne negative identitet er negativ for alle elementer, der bliver interpelleret af diskursen. Ækvivalenslogikken består derfor i opløsningen af 18
elementernes forskellighed inden for diskursen gennem dannelsen af en ren negativ identitet, der er en trussel mod dem (Howarth 2005: 155). En kæde af elementer, der tilsammen definerer en diskurs i forhold til en truende andethed, kaldes for ækvivalenskæder (Dreyer Hansen et. al 2004: 15). Elementerne i ækvivalenskæden kan udskiftes med hinanden i konfrontationen med det truende, da deres forskelle bliver udvisket i deres udskiftelighed i forhold til den trussel, de bekæmper (Dreyer Hansen 2005: 182). Laclau og Mouffe formulerer ækvivalenslogikken således: Gennem et system af sideordnede ækvivalenser deles verden i to lejre ( ) Den sidste er en negativ omvending af den første. En maksimal adskillelse er opnået; intet element i ækvivalens-systemerne indtræder andre relationer end modsætningsrelationerne med elementerne fra det andet system (Laclau og Mouffe 2002: 83). Et hegemonisk projekt der gør brug af ækvivalenslogikken forsøger at opdele det sociale rum ved at koncentrere betydningerne omkring to antagonistiske poler (Howarth 2005: 155). 2.10: Dislokation Dislokation er et hovedbegreb i diskursteorien og er tæt knyttet til hegemonisering og forestillingen om hegemonisk kamp. Begrebet er essentielt i analysestrategisk øjemed, da teorien antager at skabelsen af nye hegemoniske projekter starter med oplevelsen af dislokation. Dislokationsbegrebet knytter an til diskursens åbenhed og ufuldstændighed. Hvis diskursen var endeligt fikseret kunne dislokationer ikke finde sted. Diskursen ville ikke kunne rystes. Dislokationer refererer nemlig til den proces, der afslører diskursens kontingens (Howarth 2005: 157). Der er nemlig grænser for, hvad konkrete diskurser, der kun er udtryk for en kontingent fiksering af mening kan rumme. Når de ikke kan rumme nye begivenheder, bryder de derfor helt eller delvist sammen (Dyrberg et. al 2000: 11). At noget er dislokeret betyder, at det er ude af led. Når en given diskurs opleves som rystet, brudt sammen eller ikke længere er i stand til at sikre identitet, har den svigtet, og kan derfor ikke bare fortsætte som før. Den er tværtimod i en tilstand af opløsning og krise som følge af dislokationen. Noget må forandres. Hvis et udtryk som danskhed artikuleres på en måde, som det ikke har været før er det et tegn på, at forskellige forhold er blevet oplevet som dislokerede (Dreyer Hansen et. al 2004: 14). Dislokationen åbner derfor feltet for hegemonisk kamp og etableringen af nye hegemoniske projekter. Svaret på oplevelsen af dislokation er processer af artikulation, som søger at 19
kæde det tidligere kendte sammen - eller med andre ord knytte elementer sammen - på nye måder, i forsøget på at lukke dislokationerne (Dreyer Hansen 2005: 180). Selvom dislokationer per definition er negative som forstyrrelser og rystelser af de dominerende diskursive strukturer, er de samtidigt de nødvendige mulighedsbetingelser for forandring, og har derfor også et produktivt element. Identifikationen af dislokationer tjener derfor som udgangspunktet for analysen af den hegemoniske kamp mellem diskurser. Det interessante bliver, hvilken diskurs der er i stand til at indskrive oplevelsen af dislokation i det hegemoniske projekt. Hertil skal det føjes, at ækvivalenslogikken vil være fremherskende, jo stærkere dislokationerne opleves, hvilket vil lede til større antagonistiske konfrontationer (Dreyer Hansen 2005: 183-187). Ifølge Laclau gennemgår senmoderne samfund dislokationsoplevelser i et accelereret tempo. Processer som bureaukratisering og globalisering lægger fundamentet for denne stadigt mere dislokationsprægede tilstand (Howarth 2005: 160). 2.11: Sedimentering Begrebet sedimentering redegør for de perioder, hvor et hegemonisk projekt formår at stabilisere en diskursiv struktur, og fungerer som modbegreb til dislokation. Diskurser vil altid indeholde et vist element af dislokation grundet den kun delvise fiksering af mening. Samfundsmæssig stabilitet er grundlæggende en sedimentering af en struktur, der er ustabil og flydende. Enhver sedimentering vil derfor altid være truet som følge af diskursens foranderlighed og deraf muligheden for dislokative effekter, men det er analysestrategisk muligt og produktivt at skelne mellem sedimenterede og dislokerede diskurser. Artikulationsprocesser er betingelsen for, at den diskursive struktur kan gensedimenteres oven på dislokationer (Dreyer Hansen 2005: 180-181). Sedimentering kan også forstås som det, man tager for givet. En diskursiv struktur kan have succes med at blive en så stærkt sedimenteret forståelseshorisont, at man glemmer det har været anderledes. Den danske velfærdsstat er et godt eksempel på det forhold (Torfing 2000: 19). 2.12: Flydende udtryk Begrebet flydende udtryk er forbundet med det diskursive felts overskud af mening. På grund af meningsoverskuddet er forholdet mellem et givent udtryk og dets indhold ikke endeligt fikseret, men derimod vilkårligt. Der vil altid være et overskud af potentielle indhold til et givent udtryk. 20
Det har den konsekvens, at udtrykkene bliver flydende, hvilket vil sige, at udtrykkene flyder over flere forskellige mulige indhold. Det er en afgørende - og dybest set banal - pointe i diskursteorien. Mange udtryk er flydende i den forstand, at de artikuleres med forskelligt indhold i forskellige kontekster (Dyrberg et. al 2000: 327). F.eks. har udtrykket demokrati et vidt forskelligt indhold i en dansk og en afghansk kontekst. Begrebet leder tilbage til politikkens særstilling i diskursteorien og kampen om hegemoni. For det er i den grad politisk, hvilke indhold der delvist fikseres i et givent udtryk (Åkerstrøm Andersen 1999: 94). Den hegemoniske kamp består derfor i at knytte specifikt indhold til et givent udtryk, og de konkurrerende hegemoniske projekter kæmper om at indholdsudfylde udtrykkene forskelligt. Det forhold fører tilbage til begrebet nodalpunkter der, som tidligere nævnt, etablerer en delvist fikseret meningsfuldhed i en diskurs. I forhold til flydende udtryk består den hegemoniske kamp i konstruktionen af nodalpunkter, som kan stoppe udtrykkenes flydende karakter over mulige indhold og artikulere specifikke fikseringer af de kontingente relationer mellem udtryk og indhold. Nodalpunkter kan derfor forstås som privilegerede koncentrater af mening, der giver bestemte udtryk et delvist fastlagt indhold (Åkerstrøm Andersen 1999: 94, Howarth 2005: 159). Kampen om hvad der skal være nodalpunkter i et samfund, er derfor en af de helt centrale aktiviteter i kampen om hegemoni, og konstruktionen og stabiliseringen af hegemoniske formationer opbygges omkring artikuleringen af nodalpunkter, der organiserer de konkrete hegemoniske projekter. 2.13: Fokusering af hegemonianalysen Jeg har nu redegjort for de iagttagelsesledende begreber som skaber mit analysestrategiske blik. Det er med disse begreber jeg, gennem min empiri, vil iagttage DFs kommunikation. I det følgende vil jeg opsummere og fokusere hegemonianalysen, så det præciseres, hvordan jeg vil besvare min problemformulering. Den hegemoniske diskursanalyse fokuserer på at studere diskursers tilblivelse, og formålet med analysen er at øge indsigten i kontingens ved at vise tilstedeværelsen af flere konkurrerende diskurser. Det grundlæggende er at følge hegemoniske projekters midlertidige stabilisering rundt om nodalpunkter, der kan holde dislokationen i skak, men altid er dømt til at bryde sammen under nye dislokationer (Dyrberg et. al 2000: 322, Esmark et. al 2005a: 29, Dreyer Hansen 2005: 195). 21
Hegemonianalysens udgangspunkt er, at fuldstændig sedimentering af en diskurs er uopnåelig. Der vil derfor løbende være dislokeringer, som fremtvinger artikulationsprocesser. Disse processer finder sted fra forskellige udgangspunkter, hvor konkurrerende hegemoniske projekter indbyrdes kæmper om, at knytte flydende udtryk til deres respektive projekter og komme med hegemoniske bud på specifikke fikseringer af de kontingente relationer mellem udtryk og indhold. Konstruktionen af antagonistiske relationer er central for artikulationen af hegemoniske projekter, og projekterne er hver især organiserede omkring nodalpunkter. Nodalpunkterne etablerer meningsindholdet i projekterne og ordner artikulationen af de elementer, der indgår i diskurserne, samt fungerer som udgangspunkt for udviklingen af ækvivalenskæder. Ægte hegemoni er opnået, når et hegemonisk projekt formår at gøre det partikulære indhold i et givent udtryk universelt gældende, og når afstanden mellem det partikulære og det universelle udviskes. For at gøre hegemonianalysen brugbar i forhold til min problemstilling må jeg modificere og fokusere hegemonianalysen. Da analysens genstand er DFs kommunikation om danskheden, afskærer jeg mig fra at analysere andre politiske partiers kommunikation om danskheden. Derfor kan jeg ikke analysere tilstedeværelsen af flere konkurrerende diskurser om danskheden. Jeg afskærer mig således fra at udføre en traditionel hegemonianalyse om, hvordan forskellige hegemoniske projekter kæmper om at hegemonisere danskheden. I stedet har jeg valgt en mere utraditionel tilgang at gribe hegemonianalysen an på, hvor jeg konstruerer DFs kommunikation om henholdsvis muslimske indvandrere og EU, som konkurrerende diskurser i forhold til DFs kommunikation om danskheden. Med andre ord konstrueres DFs iagttagelse af truslerne mod danskheden som konkurrerende diskurser til DFs hegemoniske projekt. Jeg vil altså iagttage, hvordan DF i deres hegemoniske projekt for at sedimentere mening om danskheden artikulerer truslerne mod danskheden som moddiskurser, der dislokerer DFs konstruktion af danskheden. Jeg iagttager dermed, hvordan DF iagttager moddiskurser til partiets diskurs om danskheden. På trods af at det ikke er en klassisk hegemonianalyse jeg udfører, mener jeg, at min fokuserede hegemonianalyse er et særdeles potent redskab til at besvare min problemformulering, da jeg iagttager gennem de samme begreber som i en mere omfattende hegemonianalyse. 22
2.14: Fremgangsmåde for analysen Med det udgangspunkt vil jeg i første del af analysen iagttage DFs konstruktion af danskhedens dislokation. Jeg vil identificere de dislokative oplevelser af danskheden som DF artikulerer, da identifikationen af dislokationer fungerer som udgangspunkt for hegemonianalysen. Da det kun er DF der har mit fokus afskærer jeg mig fra at undersøge om andre end DF oplever dislokationer. Mit udgangspunkt er, at DF er det eneste politiske parti, der har oplevelsen af danskhedens krise og opløsning. Jeg iagttager derfor ikke dislokationer som en ontologisk given størrelse. Jeg iagttager DFs iagttagelser af dislokationer af danskheden. Derefter vil jeg i anden del af analysen iagttage DFs konstruktion af den kulturelle danskhed i forhold til partiets diskurs om muslimske indvandrere. Jeg vil vise de antagonistiske relationer, der konstrueres mellem muslimske indvandrere og den kulturelle danskhed, samt de ækvivalenskæder af betydningsindhold, der dannes omkring de flydende udtryk muslimske indvandrere på den ene side, og den kulturelle danskhed på den anden side. I tredje og sidste del af analysen iagttager jeg DFs konstruktion af den nationale danskhed i forhold til partiets diskurs om EU. På samme måde vil jeg vise de antagonistiske relationer, der konstrueres mellem EU og den nationale danskhed, samt de ækvivalenskæder af betydningsindhold der dannes omkring de flydende udtryk EU på den ene side, og den nationale danskhed på den anden side. Da analysens fokus er DFs konstruktion af danskheden iagttaget i forhold til partiets diskurser om muslimske indvandrere og EU, vil disse diskurser blive behandlet med ligeså stor vægt som partiets konstruktion af danskheden. 23
3. Analyse 3.1: Dansk Folkepartis konstruktion af danskhedens dislokation Jeg tror, at det er blevet noget tilbagevendende for enhver dansker at sidde med en angst eller fortvivlelse i sjælen over sit lands nutid og fremtid ( ) (Søren Krarup i Dansk Folkeblad nr. 5 2000: 9) 3.1.1: Indledning Formålet med denne delanalyse er indledningsvis at sætte rammerne for analysen af DFs konstruktion af danskheden ved at iagttage DFs kommunikation med dislokation som iagttagelsesledende begreb. I det følgende vil jeg derfor konkret identificere de elementer i DFs kommunikation, hvor danskheden konstrueres som værende dislokeret, med det formål at redegøre for de dislokative oplevelser af danskheden, som DF artikulerer. 3.1.2: Dansk Folkepartis dislokative oplevelser af danskheden I DFs kommunikation artikuleres det som dislokerende faktorer, at man i det hele taget diskuterer danskheden. Det er kun i de perioder, hvor det at være dansk er truet, at man taler om danskheden. I en forespørgselsdebat i Folketinget om Danmarks kulturelle udvikling set i lyset af den tiltagende islamisering, som var rejst på initiativ af DF, sagde Peter Skaarup følgende: For 15 år siden var det sådan i Danmark, at da diskuterede vi ikke danskhed. Da var det ikke på den politiske dagsorden. Da var der ikke nogen, der talte om det. Nu diskuterer vi det nok som aldrig før, og det synes vi i Dansk Folkeparti i virkeligheden er et sygdomstegn, for det er kun i de perioder, hvor danskheden, det at være dansk, er truet, at man diskuterer det (Folketingsåret 1999-2000, 13.01.2000: Forespørgsel nr. F 13). I DFs iagttagelse er det således noget nyt, at man diskuterer danskheden. Danskheden artikuleres på en måde som den ikke har været før, i og med, at man taler om den. Dette understreges af Pia Kjærsgaard i hendes tale ved DFs årsmøde i 2001: Da jeg var barn og ung gik vi da ikke hele tiden i vor dagligdag og talte om danskhed (Pia Kjærsgaards årsmødetale 2001: 8). Peter Skaarup drager i føromtalte Folketingsdebat en parallel til situationen under besættelsen: Man havde lidt det samme under Anden Verdenskrig, hvor man i Danmark begyndte at se meget 24