Kendelse af 10. september 2007 (J.nr. 2006-0010125). Ansøgning om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere afslået. Lov om forsikringsformidling 56 a, 4. (Lise Høgh, Holger Dock og Steen Mejer Hansen) Ved skrivelse af 21. december 2006 har K klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 28. november 2006 har afslået en ansøgning om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere i 56 a i lov om forsikringsformidling. Sagens omstændigheder: I Finanstilsynets afgørelse af 28. november 2006 hedder det: 1. Finanstilsynet har behandlet Deres ansøgning af 28. september 2006 om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere i 56 a i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 14. juli 2006. Finanstilsynet kan ikke imødekomme Deres ansøgning. De opfylder efter Finanstilsynets opfattelse ikke betingelserne i lovens 56 a, der forudsætter, at ansøger ikke tidligere har udøvet aktivitet som forsikringsmægler og dermed ikke tidligere har ansøgt Finanstilsynet om tilladelse som forsikringsmægler. Det fremgår af Deres sag, at Finanstilsynet har behandlet en ansøgning fra Dem om tilladelse som forsikringsmægler i medfør af i lov om forsikringsformidling og at Finanstilsynet har meddelt Dem afslag på Deres ansøgning. Finanstilsynets afgørelse kan i medfør af 53 i lov om forsikringsformidling indbringes for Erhvervsankenævnet, Deres arbejdsgiver er herfra underrettet om Deres afslag. 2. Om overgangsordningen i 56 a i lov om forsikringsformidling kan Finanstilsynet oplyse følgende: Ved ikrafttræden af lov om forsikringsformidling den 1. januar 2005 blev forsikringsrådgivning, der tilbydes uden sammenhæng med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, omfattet af begrebet forsikringsmæglervirksomhed. Aktivitet som forsikringsrådgiver kunne dermed ikke længere udøves uden Finanstilsynets tilladelse som forsikringsmægler. Formålet med overgangsordningen har været at sikre, at en gruppe erhvervsdrivende, der ikke tidligere har været omfattet af et krav om tilladelse fra Finanstilsynet, fordi de alene udøvede isoleret forsikringsrådgivning uden sammenhæng med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, fik en rimelig periode til at opfylde betingelserne for at kunne fortsætte deres erhverv som forsikringsrådgiver. I klageskrivelsen af 21. december 2006 har K anført: Jeg påklager hermed afgørelsen vedr. dispensation som forsikringsmægler. Afsnit 1 Finanstilsynet skriver at ansøger ikke tidligere har udøvet aktivitet Dette påklages, da der tidl. er ansøgt og afvist med begrundelse at der ikke var en 56 A med mulig disp. Nu er der mulighed for disp. og der er vedlagt to arbejdsgivererklæringer med attestationen af mere end 2 års virke.
Finanstilsynet har afvist tidligere ansøgning. Finanstilsynet henviser til 56 A som igen henviser til 9 stk. 1 og 2, men denne indeholder også en stk. 4 der notere at Finanstilsynet kan give tilladelse til personer, uanset disse ikke opfylder betingelserne Hvad er begrundelsen for ikke at anvende denne 9 stk 4?, redegørelse udbedes.!! Afsnit 2 Der har IKKE på noget tidspunkt være udøvet reel mægling med honorar/provision fra noget forsikringsselskab overhovedet i denne periode. Der har udelukkende været udført rådgivning på baggrund af honorar fra den direkte rekvirent (kunden). I anledning af klagen har Finanstilsynet i skrivelse af 26. januar 2007 udtalt: Indledende bemærkninger Det følger af lov om forsikringsformidling, at personer, som udøver forsikringsmæglervirksomhed skal have en tilladelse fra Finanstilsynet. En forudsætning for at få meddelt tilladelse er bl.a., at ansøgeren opfylder en række krav til teoretisk uddannelse. Disse krav fremgår af lovens 9, stk. 2 og bekendtgørelse nr. 1110 af 14. november 2004 om forsikringsformidleres uddannelse. Frem til den ændring af lov om forsikringsformidling, som trådte i kraft 1. januar 2005 med lov nr. 362 af 19. maj 2004, var forsikringsrådgivning, som udøves uden forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, ikke omfattet af lovgivningen om forsikringsformidling. Ved forsikringsrådgivning forstås, at man gennemgår kundens forsikringspolicer og rådgiver om kundens forsikringsbehov, men at man hverken bistår med indhentelse af forsikringstilbud eller med rådgivning om valg af den bedste løsning blandt de indhentede tilbud. Da en sådan forsikringsrådgivning med den nævnte lovændring blev omfattet af definitionen af forsikringsmæglervirksomhed, havde det den konsekvens, at man fra den 1. januar 2005 skal have tilladelse til at drive forsikringsmæglervirksomhed for at udføre denne forsikringsrådgivning. Med henblik på at give de personer, som frem til lovændringen havde udøvet forsikringsrådgivning mulighed for at erhverve sig de uddannelsesmæssige kvalifikationer, som er nødvendige for at få tilladelse til at drive forsikringsmæglervirksomhed, indførtes ved en ændring af lov om forsikringsformidling med lov nr. 524 af 7. juni 2006 en ny overgangsordning i 56 a. Sagsfremstilling Klageren K ansøgte den 3. januar 2005 om tilladelse til som ansat at udøve forsikringsmægling i medfør af lov om forsikringsformidling. Det blev i en arbejdsgivererklæring bilagt ansøgningen oplyst, at "K har virket som forsikringsrådgiver og har rådgivet og bistået landbrugskunder ved indhentning af tilbud på landbrugsforsikringer fra forsikringsselskaber samt været behjælpelig med tolkning og analyser i forbindelse med tegning af store pensioner til landmænd". Kopi af klagerens ansøgning med bilag vedlægges Den 25. maj 2005 gav Finanstilsynet afslag på denne ansøgning, idet klageren ikke havde den fornødne teoretiske uddannelse. Kopi af tilsynets brev vedlægges Den 15. november 2005 ansøgte klageren via sin advokat Finanstilsynet om dispensation til at udøve forsikringsformidling, indtil den fornødne teoretiske uddannelse var opnået. I ansøgningen henviser advokaten til, at der den 1. januar 2005 var trådt en ny lov om forsikringsformidling i kraft, der bevirkede, at hans klient manglede et par uddannelsesmoduler for uændret at kunne fortsætte sin rådgivning. Kopi af advokatens brev vedlægges
Finanstilsynet fastholdt i et brev af 17. februar 2006 sit afslag af 25. maj 2005 under henvisning til, at man i forbindelse med behandlingen af ansøgningen har lagt til grund, at K har udøvet forsikringsmægling, allerede inden lovændringen trådte i kraft 1. januar 2005. Derfor skønnede tilsynet ikke, at K ville blive omfattet af den overgangsordning for forsikringsrådgivere, som på daværende tidspunkt var under behandling i folketinget. Kopi af Finanstilsynets brev vedlægges Den 28. september 2006 modtog Finanstilsynet en ny ansøgning fra klageren om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikrings-rådgivere i 56 a i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 14. juli 2006. Kopi af ansøgningen vedlægges Finanstilsynet afslog ved brev af 28. november 2006 ansøgningen. Kopi af brevet er vedlagt Finanstilsynet begrundede afslaget med, at klageren ikke opfyldte betingelserne i lovens 56 a, der forudsætter, at ansøgeren ikke tidligere har udøvet aktivitet som forsikringsmægler og dermed ikke tidligere har ansøgt Finanstilsynet om tilladelse som forsikringsmægler. Det fremgik således af klagerens sag, at Finanstilsynet tidligere havde behandlet en ansøgning fra denne om tilladelse som forsikringsmægler og havde givet afslag på denne ansøgning. Klageren indbragte herefter Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet ved brev af 21. december 2006 idet han anførte, at den tidligere ansøgning var blevet afvist, fordi der ikke var den dispensationsmulighed, som nu findes i 56 a, og da han ikke på noget tidspunkt har udøvet reel mægling med honorar/provision fra noget forsikringsselskab. Retlig baggrund Det følger af 4 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 14. juli 2006, at virksomheder og ansatte, der udøver forsikringsmæglervirksomhed, skal have tilladelse hertil af Finanstilsynet. Ifølge samme lovs 9, stk. 2, skal personer, som søger om tilladelse som forsikringsmægler besidde en teoretisk uddannelse og praktisk kunnen om forsikringsmæglervirksomhed jf. nærmere regler herom fastsat af Finanstilsynet. Finanstilsynet kan, jf. 9, stk. 4, give tilladelse til personer, uanset om personen opfylder uddannelseskravene i 9, stk. 1 og 2, samt regler fastsat i medfør heraf. Finanstilsynet har i bekendtgørelse nr. 1110 af 14. november 2004 om forsikringsformidleres uddannelse fastsat nærmere krav til en forsikringsmæglers teoretiske uddannelse. Det fremgår af bemærkningerne til 9, stk. 4, at bestemmelsen åbner mulighed for at give tilladelse til en person som har en anden teoretisk og praktisk uddannelse, der bedømmes at kunne ligestilles med de krav, der er fastsat i medfør af stk. 2. Ved afgørelsen vil Finanstilsynet lægge vægt på, om personen vil kunne varetage sit hverv over for kunden på betryggende vis. 56 a i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 14. juli 2006, giver mulighed for, at en virksomhed eller en person, der over for Finanstilsynet kan dokumentere, at den pågældende før den 1. januar 2005 har udøvet forsikringsrådgivning, kan under visse betingelser fortsætte denne virksomhed indtil 1. januar 2011, hvis virksomheden eller personen senest den 1. oktober 2006 ansøger Finanstilsynet om tilladelse efter 4. Det fremgår af bemærkningerne til overgangsbestemmelsen, at overgangsordningen vedrører en særlig gruppe forsikringsformidlere, nemlig forsikringsrådgivere. Forsikringsrådgivning var og er ikke særligt defineret i lov om forsikringsformidling, men blev ved den ændring af loven, som trådte i kraft 1. januar 2005 omfattet af begrebet "forsikringsmæglervirksomhed" som en følge af gennemførelsen af Europaparlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling. Det er i bemærkningerne til 56 a anført, at overgangsordningen er nødvendig, da det ville være et meget indgribende indgreb for personer og virksomheder, som hidtil da havde kunnet udøve virksomhed uden en tilladelse som forsikringsmægler, såfremt de måtte indstille erhvervsudøvelsen i en periode ind til den fornødne uddannelse er erhvervet.
Praksis Finanstilsynet har ikke siden den ændring af lov om forsikringsformidling, der blev gennemført med lov nr. 362 af 19. maj 2004, meddelt tilladelse som forsikringsmægler i medfør af lovens 9, stk. 4, til personer, som ikke opfylder uddannelseskravene i 9, stk. 2 og de regler, der er udstedt i medfør heraf. Finanstilsynet har generelt fortolket overgangsordningen i 56 a således, at kun personer, som inden den 1. januar 2005 udelukkende har beskæftiget sig med forsikringsrådgivning, kan få tilladelse i henhold til bestemmelsen. Personer, som tidligere har ansøgt om tilladelse som forsikringsmægler og som i den forbindelse har oplyst, at de har udøvet også har udøvet andre former for forsikringsmægling end forsikringsrådgivning, kan ikke få tilladelse i henhold til 56 a. Finanstilsynet har givet afslag til 3 personer, som tidligere har fået afslag på en dispensation efter 9, stk. 4, og som nu har søgt om at blive omfattet af overgangsordningen i 56 a. Finanstilsynets vurdering og bemærkninger til klagerens anbringender Finanstilsynet finder, at klageren ikke opfylder betingelserne for at få tilladelse som forsikringsmægler, hverken efter 9, stk. 4, eller i henhold til overgangsordningen i 56 a. Finanstilsynet fastholder derfor afslaget på klagerens ansøgning. For at komme i betragtning til en tilladelse meddelt i henhold til 9, stk. 4, fordrer det efter bemærkningerne til bestemmelsen, at man eksempelvis har en uddannelsesmæssig baggrund, som har givet personen en tilstrækkelig forsikringsmæssig viden og indsigt. Finanstilsynet har i sin afgørelse af 25. maj 2005 taget stilling til en ansøgning fra K efter 9, stk. 4 og har afvist at lade klagerens teoretiske baggrund træde i stedet for den teoretiske uddannelse, der kræves efter uddannelsesbekendtgørelsen. Det fremgår af afgørelsen, at Finanstilsynet ikke finder grundlag for at give en tilladelse efter 9, stk. 4, når en ansøger, som klageren, mangler noget teori, men har praktisk erfaring. Uddannelsen som forsikringsmægler består af såvel en praktisk som en teoretisk del. Praktisk erfaring kan efter tilsynets opfattelse ikke erstatte de teoretiske krav. Finanstilsynet fastholder denne vurdering. Finanstilsynet afviser endvidere, at indførelse af overgangsordningen for forsikringsrådgivere skulle kunne føre til, at Finanstilsynets vurdering af klagerens ansøgning i forhold til lovens 9, stk. 4, bør ændres. Dispensationsadgangen i 9, stk. 4, er således uafhængig af overgangsordningen i 56 a. K har endvidere i sin klage til Erhvervsankenævnet gjort gældende, at han ikke på noget tidspunkt har udøvet reel forsikringsmægling med honorar/provision fra noget forsikringsselskab, men alene udført rådgivning på baggrund af honorar fra kunden. Finanstilsynet skal hertil fastholde, at K ikke opfylder betingelserne for at få meddelt tilladelse som forsikringsmægler i henhold til 56 a af de grunde, der er angivet i Finanstilsynets afgørelse af 28. november 2006. Det er i denne afgørelse lagt til grund, at K tidligere har udøvet aktivitet som forsikringsmægler, og ikke kun som forsikringsrådgiver. Ved forsikringsmæglervirksomhed forstås erhvervsmæssig formidling af tilbud om direkte forsikringer fra flere forskellige, frit valgte forsikringsselskaber og at yde kunden rådgivning på basis af en analyse af et så stort antal af de på markedet disponible forsikringsløsninger som muligt. Mens der ved forsikringsrådgivning forstås, at man gennemgår kundens forsikringspolicer og rådgiver om kundens forsikringsbehov, men at man hverken bistår med indhentelse af forsikringstilbud eller med rådgivning om valg af den bedste løsning blandt de indhentede tilbud. Finanstilsynets afgørelse er baseret på følgende forhold: K har i sin ansøgning af 28. september 2006 vedlagt to arbejdsgivererklæringer. I en arbejdsgivererklæring fra A af 26. september 2006 er oplyst:
"K har virket som forsikringsrådgiver, og har rådgivet og bistået landbrugskunder ved indhentning af tilbud på landbrugsforsikringer fra forsikringsselskaber, samt været behjælpelig med tolkning og analyse i forbindelse med tegning af store pensioner til landmænd." Tilsvarende fremgår af en arbejdsgivererklæring fra B af 26. september 2006. Det er også i denne erklæring oplyst, at K har været ansat i A med virke som forsikringsmægler. Finanstilsynet har i februar 2005 efter forelæggelse for Det Finansielle Virksomhedsråd meddelt A / B, at den virksomhed, der blev udøvet i foreningen, krævede tilladelse som forsikringsmæglervirksomhed. Finanstilsynet må således på baggrund af Ks egne oplysninger til tilsynet lægge til grund, at K ikke udelukkende har beskæftiget sig med forsikringsrådgivning, men også til trods for, at han ikke har haft den krævede tilladelse som forsikringsmægler, har udøvet forsikringsmæglervirksomhed. Selv om det ikke eksplicit fremgår af bemærkningerne til overgangsordningen i 56 a, finder Finanstilsynet, at det er åbenlyst og må lægges til grund, at overgangsordningen i bestemmelsen alene er møntet på personer, som indtil 1. januar 2005 ikke har været omfattet af et krav om tilladelse som forsikringsmægler, fordi de alene udøvede isoleret forsikringsrådgivning uden sammenhæng til øvrige forsikringsmægler-aktiviteter. Dette kan udledes af, at det af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår "En forsikringsrådgiver kan ikke længere lovligt udøve denne aktivitet, fordi denne ikke opfylder lovens krav om uddannelse som forsikringsmægler." Såfremt en person indtil da både havde ydet forsikringsrådgivning og andre forsikringsmægleraktiviteter, skulle vedkommende allerede have haft en tilladelse som forsikringsmægler, og dermed opfyldt uddannelseskravene til en forsikringsmægler. I skrivelse af 28. februar 2007 har K yderligere anført: Der er to problemstillinger, som ikke fremgår klart af Finanstilsynets redegørelse af 26. januar 2007, og Finanstilsynet har brugt mange ord i sagsfremstillingen på dispensationsansøgning iht. LOFF 9 stk. 4 samt følgende bek. 1110 Der er på intet tidspunkt søgt om dispensation iht. denne. Ansøger besidder teoretisk uddannelse på højt niveau (Forsikrings Akademiets niveau 4 Exam. Assurandør inkl. forsikrings mæglerjura) og har virket som forsikringsrådgiver siden 1. april 2004 snart 3 år. For at opfylde uddannelseskravet mangler kun et modul Arbejdsmetode specielt for forsikringsmæglere, så er uddannelsen iht. LOFF 9 opfyldt. Ansøger har ikke søgt dispensation ift. uddannelseskravet. Problemstilling 1 Anvendelsen af stillingsbetegnelsen Forsikringsmægler iht. LOFF 11 tvungen titel. Da ansøger opstarter virket som forsikringsrådgiver, er der ikke lovgivet på området for rådgivere, og der ageres iht. tidligere godkendelse af C ApS virke (tidl. D ApS). Finanstilsynet har i brev af 15. juni 2001 bekendtgjort, at den af selskabet drevne virksomhed ikke er omfattet af forsikringsmæglervirksomhed jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 27. februar 2001, som er ændret ved lov nr. 503 af 7. juni 2001. Det er først da Lov om forsikringsformidling nr. 362 af 19. maj 2004 får virkning fra 1. januar 2005, at der ansøges om tilladelse til at virke som forsikringsmægler, da dette er et krav, og det samtidig bliver et krav at anvende titlen Forsikringsmægler. I ansøgningsproceduren og i de ansøgningsskemaer, der forefindes på Finanstilsynets hjemmeside, er det ikke muligt at ansøge om virke som forsikringsrådgiver, men kun som forsikringsmægler for liv og/eller skade.
Finanstilsynet har ikke i redegørelsen af 26. januar 2007 beskrevet denne problematik. Der bliver rettet henvendelse til Finanstilsynet den 1. november 2005 kl. 14.15, E. Hun bliver gjort bekendt med problemstillingen og notere sig at der skal indsendes fornyet ansøgning. Dette gøres den 15. november 2005 fra ansøgers advokat. Svar foreligger i brev fra Finanstilsynet af 17. februar 2006. E, Finanstilsynet har i mellemtiden oplyst pr. telefon, at der primo december 2005 ville blive indsendt en forespørgsel på problemstillingen til Det Finansielle Råd. Der blev rykket for svar den 22. december 2005, men der oplyser E, at der i stedet er indsendt forslag til en revision af loven, da der i lov nr. 362 ikke er givet mulighed for dispensation, og dette ville medføre stop for virke for personer indtil de skærpede foranstaltninger i lov 362 var efterlevet. Problemstilling 2 Det faktiske virke i C ApS ift. den af Finanstilsynet dikteret formåls 2 I brev af 15. juni 2001 lægger Finanstilsynet til grund for afgørelsen, at C ApS (tidl. D ApS) ikke har mandat til at opsige eller genplacere forsikringer at der ikke modtages provisioner fra forsikringsselskaber at De ikke udøver licitationsvirksomhed. C ApS (tidl. D ApS) og virksomhedens ansatte har således I alle årene efterlevet de af Økonomi- og erhvervsministeren fastsatte nærmere regler (LOFF 19) med henvisning til bek 651 af 7. juli 2003 og senest bek. 1260 af 8. december 2006 omhandlende god skik praksis. Hele virket i C ApS (tidl. D ApS) har udelukkende været rådgivningsfunktion i alle henseender. Der har aldrig været indgået en eneste samarbejdsaftale med noget forsikringsselskab om afregning af provisioner og der har hvert år været indsendt regnskaber ind til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Disse har hvert år været kaldt ind og der har intet været af anmærkninger. F har noteret C ApS (tidl. D ApS) som samarbejdspartner. Dette er på det skarpeste blevet påtalt overfor F, og da F på forlangende blevet anmodet om, at aflevere kopi, måtte F indrømme, at der ikke forefandtes en sådan samarbejdsaftale, men at en medarbejder havde overtolket en bekendtgørelse. Således har F på tro og love oplyst, at C ApS (tidl. D ApS) og virksomhedens ansatte bliver slette af listen på Forsikrings- og Pensions offentlige liste uden ophold. Konklusion: Ansøger ønsker at kunne forsætte virket som forsikringsrådgiver som hidtil indtil det sidste modul på Forsikringsakademiet er afsluttet jf. LOFF 56 A, subsidiært anmoder ansøger om endelig tilladelse til fortsat virke om forsikringsmægler iht. Lov nr. 817. Finanstilsynet har ved skrivelse af 27. marts 2007 yderligere anført: Klager anfører i problemstilling 1, "at da han opstarter som forsikringsrådgiver, er der ikke lovgivet på området og der ageres iht tidligere godkendelse af C ApS virke." Finanstilsynet har lagt til grund for behandling af sagen, at klager har været ansat i A/B fra den 1. april 2004 til den 1. juli 2005 og først er blevet ansat som forsikringsrådgiver i C ApS(D ApS) den 1. juli 2005. Foreningens aktiviteter, der lå til grund for afgørelsen, bestod i udover at yde forsikringsrådgivning også af de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, f. eks. udarbejdelse af udbudsmateriale, indhentning af tilbud og rådgivning om det bedste valg.
I Finanstilsynets afslag af 25. maj 2005 på ansøgningen fra foreningen A/ B, nu B ApS under stiftelse om tilladelse som forsikringsmæglervirksomhed, var K angivet som den person, der skulle udøve forsikringsmæglingsopgaverne. Opgaver som han havde udført på foreningen A / B's vegne siden den 1. april 2004. Selskabets ansøgning blev afslået netop med henvisning til, at K ikke havde den krævede uddannelse som forsikringsmægler, Finanstilsynet fastholder derfor som sin opfattelse, at det må lægges til grund, at klager - ifølge egne oplysninger til Finanstilsynet - ikke udelukkende har beskæftiget sig med forsikringsrådgivning, men også til trods for, at han ikke har haft den krævede tilladelse som forsikringsmægler, har udøvet forsikringsmæglervirksomhed. En aktivitet som klager burde have ansøgt om tilladelse til allerede forud for ansættelsen den 1.april 2004 hos foreningen A / B Syd. Det særlige ved overgangsbestemmelsen i 56 a er, at det indtil den 1. januar 2005 har været tilladt at tilbyde forsikringsrådgivning, som ikke samtidig blev udøvet i forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter uden at det krævede tilladelse fra Finanstilsynet. Kan en virksomhed eller person dokumentere, at der udelukkende har været tilbudt forsikringsrådgivning uden sammenhæng med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, giver 56 a en mulighed for, at pågældende kan fortsætte denne aktivitet indtil den 1. januar 2011, medens den fornødne uddannelse som forsikringsmægler erhverves. Finanstilsynet skal til klagers bemærkninger om ansøgningsskemaer mm oplyse, at da forsikringsrådgivning altid har været en integreret del af en forsikringsmæglers ydelser, kan der ikke ansøges særskilt om tilladelse til at yde forsikringsrådgivning. Til klagers problemstilling 2 skal Finanstilsynet bemærke, at C ApS netop er et eksempel på en erhvervsvirksomhed, der er omfattet af overgangsordningen i 56 a. Virksomhedens aktiviteter har udelukkende været at yde forsikringsrådgivning uden sammenhæng med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter. Dette er dokumenteret overfor Finanstilsynet ved virksomhedens henvendelse af 18. maj 2001 og Finanstilsynets afgørelse af 15. juni 2001, Derfor har virksomheden og den ansatte G fået Finanstilsynets tilladelse den 22. september 2006 til at udøve forsikringsmæglervirksomhed og dermed til fortsat at kunne tilbyde forsikringsrådgivning med frist til den 1. januar 2011, Denne tilladelse kan dog som ovenfor anført ikke omfatte K, der først ansættes i virksomheden den 1. juli 2005. K opfylder derfor ikke betingelsen i 56 a om at kunne dokumentere udelukkende at have udøvet forsikringsrådgivning inden den 1. januar 2005. Finanstilsynet fastholder den indklagede afgørelse, der betyder, at klager ikke må udøve aktivitet som forsikringsmægler eller tilbyde forsikringsrådgivning, før uddannelsen som forsikringsmægler er erhvervet. Hertil har K ved skrivelse af 8. maj 2007 bemærket:.. Problemstilling 1: Tilladelsen givet af Finanstilsynet af 15. juni 2001 til G er samme grundlag for opstart at B ApS under stiftelse, og samme rammer og virke som G har virket under. Det er samme værktøjer og analysemetoder der er anvendt i rådgivningen. Et meget vigtigt argument i H ved opstart var, at der IKKE blev udført forsikringsmægling, da H havde den helt klare opfattelse af, at det var forbundet med at de pågældende rådgivere får provisioner fra Forsikringsselskaber og der kunne sås tvivl om uafhængigheden akkurat ligesom H indenfor kvæg, planter og svin,
når evt. problemstillinger blev rejst overfor foderstofbranchen. H har i flere omgange afkrævet G svar på hans uvildighed og om det nu også kun var rådgivning der blev udøvet. Hver eneste gang har svaret været, at der er fuldstændig uvildighed. Finanstilsynets tvivlrådighed i svarbrevet til Erhvervsankenævnet om at der også er udøvet forsikringsmæglingsvirksomhed, må stå for Finanstilsynets egen regning. Finanstilsynet kan ikke bevise det fremsatte postulat. Det kan oplyses, at der er indgået samarbejdsaftaler mellem C ApS og 14 Rådgivningscentre rundt om i landet. Det er en tillid fra 16.400 landbrug til, at vi har udøvet uvildig forsikringsrådgivning, og ikke har virket som mæglere. Problemstilling 2: Finanstilsynets postulat om, at der er udøvet forsikringsmæglingsvirksomhed, må bero på en nærmere og fuldstændig skarp opdeling i, hvad der er rådgivning iht. LOFF 56 A, og hvad der ikke er rådgivning. Det kan oplyses, at der gives akkurat de samme råd og vejledning, som i Gs rådgivning. Dette er underbygget i, at der er erhvervet og betalt for en kopi af analysematerialet fra G allerede ved opstart af B den 1. april 2004, derved kan det dokumenteres at det er samme rådgivningsplatform, der har været anvendt helt fra start. Finanstilsynets forplumring at begreber bunder udelukkende i at der ikke er taget højde for denne situation i tidligere lovgivning og det samtidig ikke er givet mulighed for forklaring i de påtvungne ansøgningsskemaer op Finanstilsynets hjemmeside. Finanstilsynet er ved skrivelse af 6. juni 2007 fremkommet med yderligere bemærkninger. Ankenævnet udtaler: I henhold til lov om forsikringsformidling 56 a, stk. 1, kan en virksomhed eller person, der over for Finanstilsynet kan dokumentere, at den pågældende før den 1. januar 2005 har udøvet forsikringsrådgivning, fortsætte denne virksomhed, hvis virksomheden eller personen senest 1. oktober 2006 ansøger Finanstilsynet om tilladelse som forsikringsmæglervirksomhed efter 4. I henhold til 56 a, stk. 2, bortfalder retten til at udøve forsikringsrådgivning efter stk. 1 den 1. januar 2011, medmindre den pågældende inden da indsender bevis for, at vedkommende opfylder nærmere angivne krav til teoretisk uddannelse. Det fremgår af betænkning nr. 52 i 2006 over forslag til lov om ændring af lov om forsikringsformidling, med hvilken lov 56 a blev indsat i loven, blandt andet: Bestemmelsen indeholder en overgangsordning for en særlig gruppe af forsikringsformidlere, nemlig de såkaldte forsikringsrådgivere. Forsikringsrådgivning er ikke særligt defineret i loven, men blev ved lov om forsikringsformidling, der trådte i kraft den 1. januar 2005, omfattet af begrebet forsikringsmæglervirksomhed En forsikringsrådgiver tilbyder f.eks. at gennemgå kundens forsikringspolicer og rådgive om kundens forsikringsbehov. En forsikringsrådgiver bistår hverken med at indhente tilbud fra forsikringsselskaberne på forsikringsdækning eller med at rådgive kunden om valg af den bedste løsning blandt disse tilbud. Herved adskiller forsikringsrådgiveren sig fra forsikringsmægleren, der netop indhenter flere alternative forsikringstilbud og rådgiver kunden om det bedste valg. En forsikringsrådgiver kan ikke længere lovligt udøve denne aktivitet, fordi denne ikke opfylder lovens krav om uddannelse som forsikringsmægler. For sådanne erhvervsdrivende er det et meget indgribende indgreb at måtte indstille erhvervsudøvelsen i en periode af kortere eller længere varighed, indtil den fornødne uddannelse er erhvervet. I stk. 1 foreslås det derfor, at virksomheder og personer, der kan dokumentere at have udøvet forsikringsrådgivning inden den 1. januar 2005, kan fortsætte denne virksomhed. Erhvervsankenævnet finder efter ordlyden af lov om forsikringsformidling 56 a og forarbejderne til denne
bestemmelse, at lovens overgangsordning kun omfatter virksomheder og personer, som før 1. januar 2005 udelukkende har udøvet forsikringsrådgivning, hvorimod overgangsordningen ikke omfatter virksomheder og personer, der tillige har udøvet andre forsikringsmægleraktiviteter. K har fremlagt en arbejdsgivererklæring af 26. september 2006 fra C ApS, hvoraf det fremgår, at K har været ansat i perioden 1. juli 2005 til 26. september 2006, og at K under ansættelsen har virket som forsikringsmægler og har rådgivet og bistået landbrugskunder ved indhentning af tilbud på landbrugsforsikringer fra forsikringsselskaber samt været behjælpelig med tolkning og analyse i forbindelse med tegning af store pensioner til landmænd. Det fremgår videre af arbejdsgivererklæringen, at K har været ansat i A med virke som forsikringsmægler. K har endvidere fremlagt en arbejdsgivererklæring af 26. september 2006 fra A, hvoraf fremgår, at han har været ansat hos A i perioden fra 1. april 2004 til 30. juni 2005, og at han blandt andet har rådgivet og bistået landbrugskunder ved indhentning af tilbud på landbrugsforsikringer fra forsikringsselskaber samt været behjælpelig med tolkning og analyse i forbindelse med tegning af store pensioner til landmænd. Da det herefter lægges til grund, at K før 1. januar 2005 ikke udelukkende har udøvet forsikringsrådgivning, tiltræder Erhvervsankenævnet, at Finanstilsynet har afslået Ks ansøgning af 28. september 2006 om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere i 56 a i lov om forsikringsformidling. Ankenævnet stadfæster derfor Finanstilsynets afgørelse af 28. november 2006.