Brugshæ fte om Stress og Udbrændthed Af Peter Søndergaard www.ps-skive.dk Telefon nr. 96 14 70 50
Indledning Som titlen siger er dette hæfte tænkt til at bruges. Det må derfor frit kopieres og citeres, hvis der er tydelig kildeangivelse. Hæftet er skrevet ud fra 13 års arbejde i den kliniske psykologi, heraf 1½ år på Arbejdspsykologisk Afsnit på Århus Kommunehospital, hvor langt størstedelen af arbejdet gik på disse to problemer. Jeg har også læst noget litteratur om emnet, men min egen erfaring vejer tungt i min fremstilling, og jeg betragter det selv som en fordel. Jeg håber læserne ser ligesådan på det. Det videnskabelige niveau er ikke optimalt, men til gengæld håber jeg at brugbarheden er så meget desto større. Eftersom en stor del af min erfaring knytter sig til socialt arbejde, vil det også langt hen af vejen være min referenceramme. Jeg håber, de som arbejder i andre felter kan overføre i hvert fald noget af det til deres egne forhold. Stress Det er vigtigt at skelne mellem akut stress og langvarig stress. Visse mennesker påstår at stress er sundt, og de har ret, hvis vi holder os til kortere episoder af akut stress. Det er påvist mange gange at mennesker som aldrig skal anstrenge sig, trives dårligt, så et vist minimum af stress er godt for mennesker. Den langvarige stress-overbelastning er derimod bestemt ikke sund, og megen forskning har påvist, at man bliver syg af det. I situationer hvor der kræves meget af en, vil man mobilisere kræfter. Det sker ved at blodtrykket øges, og blodet løber mindre til fordøjelsen, og mere til musklerne, som får forøget grundtonus. Nervesystemet kan nemlig ikke skelne mellem kampberedthed og arbejdsmæssig belastning, så det reagerer på samme måde. Psykisk øges anspændelsen, så man reagerer hurtigere og mere aggressivt på påvirkninger, og opmærksomhedsfeltet snævres ind, så opmærksomheden er mere fokuseret. Derved øges koncentrationen, men overblikket bliver vanskeligere. Hvis belastningen kun varer få timer, vil man bagefter slappe af. Blodet løber nu mere til de indre organer, og mindre til musklerne: man er slap og doven. Anspændelsen falder, man bliver lidt sløv, og koncentrationen hører op. Kort sagt: man hviler. Hvis belastningen derimod har varet længe, eller har været meget stor, er det svært bagefter at slappe af. Graden af overbelastning kan derfor vurderes ud fra hvor længe personen er om at slappe af, når man kommer væk fra belastningen. I begyndelsen har man svært ved at falde i søvn, eller man vågner tidligt på morgenen, og tanker om belastningen kører rundt i hovedet på én. Man kan aldrig helt slappe af, kun i weekenden bliver man træt og ugidelig. Bliver det værre, kan man heller ikke slappe af i weekenden, og ferien starter med en nedtur, f.eks. influenza. Der tilstøder i dagligdagen en lang række fysiske problemer for meget mavesyre, diarre, hovedpine og kroniske
muskelspændinger er almindelige. Psykisk ligner stressoverbelastning demens en hel del: Problemer med hukommelse og koncentration er noget de fleste mærker meget, og andre almindelige symptomer er manglende seksuel lyst, irritabilitet og manglende evne til at træffe beslutninger. Den langvarigt stress-overbelastede kan til sidst være grædefærdig ved beslutningen om, hvad man skal have til middag. Så er det ikke sjovt længere! Der er uenighed om, hvilke skader der opstår ved langvarig stress. Der ligger gammel forskning som knytter hjertesygdom sammen med stresset livsførelse, og kronisk forhøjet blodtryk (som hører til kronisk stress) er skadeligt for hjertet. Stress er også forsøgt knyttet sammen med kræft, men der er mindre videnskabeligt belæg for at gøre det. Jeg kender mennesker som har haft kræft som knytter det sammen med psykiske belastninger, men det er som skrevet personlige oplevelser og ikke videnskabeligt bevist. På tilsvarende måde mener mange, heriblandt jeg, at der er sammenhæng mellem stress og migræne, og mellem allergi og stress, men jeg kender ikke forskning som påviser det. Derimod er der ingen tvivl om at langvarig stress er meget skadeligt for livskvaliteten, og for mig er spørgsmålet om livet er langt nok, til at bruge på at have det dårligt. Det er vigtigt at forstå, at spørgsmålet om stressbelastning er knyttet til personligheden hos den stressede person. Det er nemlig afgørende hvordan den stressede person fortolker sin situation, og det som stresser den ene, kan give den anden trivsel. Konflikter er et eksempel på situationer som fortolkes meget forskelligt: nogle elsker det, og andre vil gøre hvad som helst for at slippe ud af det. Selv om personligheden således er en vigtig faktor for at forstå stressbelastning, er der belastninger, som alle mennesker bliver voldsomt påvirket af. Krigshandlinger er et eksempel. Hvad ledelsen kan gøre Udskiftning af medarbejderen kan være relevant at overveje, men hvis der er arbejdskraft nok, bliver det efter min erfaring ofte for nem en løsning, frem for at søge at løse de strukturelle problemer. Hvis jobbet er for stresset, vil udskiftningen blive alt for stor, fordi medarbejderne giver op hurtigt, og skiftes ud inden de rigtigt har fået greb om arbejdet. Resultatet er at funktionen i realiteten ikke bliver varetaget, og så var det nok bedre at prioritere, så halvdelen af arbejdet skæres ud af arbejdsbeskrivelsen, eller der ansættes en person mere, så arbejdet på sigt kan blive forsvarligt udført. En tydelig arbejdsbeskrivelse, med klare angivelser af ansvaret, kan være en hjælp for stressede medarbejdere, for det hjælper til at kunne prioritere. Det samme gør tydelige signaler om værdigrundlag, f.eks. er det i socialforvaltningen kontakten til klinterne eller udfyldelsen af papirerne, der er det vigtigste. Her hjælper det ikke at sige at begge dele er vigtigt medarbejderne skal vide hvad de skal satse på i de situationer hvor de ikke kan klare begge dele. Arbejdstilrettelæggelse så en meget stresset periode efterfølges af en underbelastet, kan måske hjælpe medarbejderne til at stå distancen. Har medarbejderne været 50% overbelastet i en uge, vil de komme sig helt ved at være 25% underbelastet i den efterfølgende uge. Derimod er det svært at holde til en langvarig konstant overbelastning.
Hvad medarbejderne kan gøre Prioritering Det er vigtigt ikke at lade tingene vokse dig over hovedet. Hvis de begynder på det, er det vigtigt at prioritere, for når du først er rigtigt stresset, kan du ikke prioritere. Derfor vælg i tide hvad du vil gøre, og hvad du må melde ud, at du ikke kan gøre. Det er træls, både for dig og for de andre, men hvis du først sidder på toilettet og tuder uden at kunne overkomme noget, er det for sent, og så er der for alvor problemer for både dig og de andre. Sygedage Et par sygedage i tide er bedre end et nedbrud på 3 måneder. Og de ligger faktisk bedst i forbindelse med en weekend. Hvis din ledelse ikke har forståelse for din stress, så kald det influenza eller migræne. Selvomsorg Pas på dig selv så meget som du kan. Det kan være svært, særlig for dem, der har små børn, men lidt selvomsorg hjælper meget til at nedbringe virkningen af stress. Måske du kan forhandle dig til lidt tid til dig selv hjemme, hvis du ikke har muligheden på arbejde. Udbrændthed Ordet udbrændthed har vundet vid udbredelse i hjælperfagene, og de fleste hjælpere forstår intuitivt hvad begrebet dækker over. Man er holdt op med at brænde for sit arbejde der er kun aske tilbage af det tidligere engagement. I de seneste år er udbrændhedsbegrebet brugt bredere og bredere, det bruges i dag også om IT-medarbejdere, men jeg ved ikke hvilken dynamik der ligger bag deres udbrændthed, så jeg holder mig til den klassiske brug af ordet, som handler om hjælpere. Udbrændthed opstår når der er et stort misforhold mellem det, man synes man burde yde som hjælper, og så det man rent faktisk er i stand til at yde. Det afgørende her er altså, som ved stress, hvordan personen selv opfatter situationen. Hvad klienten eller arbejdsgiveren kræver eller forventer er ikke afgørende, selv om det kan have stor indflydelse på personens egen forventning. Den udbrændte er præget af opgivelse og depressive reaktioner, og forholdet til klienterne er præget af enten opgivelse og hudløshed eller af kynisme og manglende evne til indføling, ofte veksler begge typer reaktioner hos den udbrændte. Udbrændthed adskiller sig fra stress ved at være meget mere indvendigt. Det handler om hvordan vi dybest set forstår os selv, og vores rolle i tilværelsen. Derfor er det også langt værre end stress. Jeg synes det kan sammenlignes med kviksølvforgiftning: Det hobes langsomt op, og derfor tager det normalt lang tid at blive syg af det, men er man blevet syg, er det nødvendigt med en meget lang periode, hvor man kun eksponeres meget lidt. Faktisk er prognosen for langtidssygemeldte udbrændte hjælpere meget dårlig: de fleste kommer aldrig tilbage til hjælperfag. Engagement i de mennesker vi arbejder med, er vejen til at lave godt arbejde som hjælper, og derfor er det de gode hjælpere der brænder ud. Kun den der brænder for arbejdet, kan brænde ud. Derfor er
der heller ingen lette løsninger på udbrændthedsspørgsmålet. Grundlæggende handler forebyggelse og behandling af udbrændthed om at styre og afgrænse vores engagement i dem vi arbejder med. Nogle mennesker tror det handler om at formindske engagementet eller om at undgå at involvere sig personligt i dem man arbejder med, men for den der har engagementet, er det ikke en farbar vej, og for dem der ikke har det, er det ikke noget problem. Derfor skal der arbejdes med udbrændthed i forhold til hvordan hjælperen forstår sig selv ind i den rolle man har, og det er overvejende en indvendig og personlig proces, selv om den kan hjælpes godt på vej af klare rolleforventninger. Hvad ledelsen kan gøre Arbejdsbeskrivelse med klare realistiske mål og synlige værdier er en stor hjælp. Endnu vigtigere er en klar ansvarsfordeling, så medarbejderen får en ydre struktur, som hjælper med til at klargøre hvor man skal kaste sin energi ind, og hvad man skal lade ligge. Arbejdsbelastningen er vigtig, for den stressede hjælper er meget mere udsat for udbrændthed end den ustressede. Derfor er det også fra den vinkel vigtigt at se på belastningen, og at prioritere hvis den er for høj. Imidlertid er det ikke nok, for den der virkelig har talent for det, kan brænde ud på én sag. Derfor er det også nødvendigt at skabe og vedligeholde et klima, som støtter hjælperne både i arbejdet og i den proces det er at afgrænse og styre sit engagement. Møder bliver meget ofte efterspurgt som støttefunktion, men det er efter min erfaring sjældent tidsforbruget værd. Der snakkes for meget og for løst kulturen bliver ofte at man snakker rundt om sagen, men kommer sjældent ind til kernen, nemlig hjælperen selv. Det er os selv som er i midten af det vi foretager os, og den meget udbredte kultur, at se bort fra sig selv og fokusere på klienten, er dybest set en del af udbrændthedsproblemet. Arbejdet udgår fra os selv, og kun ved at være i sig selv, kan man indgå i et reelt møde med klienten. Derfor er omdrejningspunktet i arbejdet os selv, og hvis vi har styr på os selv, skal vi nok finde ud af at handle. Supervision er en god forebyggelse af udbrændthed, men erfaringsmæssigt kan det være vanskeligt at få i gang, og vanskeligt at få til at fungere. Ofte vil medarbejderne prioritere det fra, både fordi de har travlt, og fordi de ikke mener de selv er så vigtige som klienterne. Det er naturligvis en misforståelse, for klinterne kommer i en lind strøm som aldrig holder op, og hvis man brænder sig selv ud, hjælper det ikke at man har hjulpet de første 30, hvis man ikke kan hjælpe de næste 300. Supervision er relativt kostbart, hvis man vil have det ved ekstern supervisor, som klart er det bedste. Den interne supervisor har meget svært at være en neutral støtte for en anden i forhold til et problem som man selv er en del af, og det er meget svært for den interne supervisor at komme ud over stedets kultur. Man kan gøre supervision obligatorisk, men det er vanskeligt at være supervisor for modvillige medarbejdere. Alternativt kan man gøre supervisionen frivillig, og så kræve tilmelding for en periode, i hvilken medarbejderen er forpligtet til at komme.
Hvad medarbejderen selv kan gøre Pas på dit engagement i de mennesker du arbejder med. Det er dit vigtigste arbejdsredskab, og du må ikke miste det. Hvis de mennesker du arbejder med bliver dumme og grimme er der noget galt med dig. Prøv om du kan rette op på det, så du stadig kan føle med dine klienter, også i deres afmagt og desperation. Og begynd tidligt. Hvis du først er død indeni, bliver det meget svært at få kaldt dig til live igen, og du har jo set flere døde. De sidder på deres kontorstole rundt omkring, fordi det vil kræve en ekstra indsats at falde ned på gulvet. Lad det ikke ende sådan med dig! Pas på dig selv både i dit arbejde og udenfor. Det er en misforståelse når du tror at du skal klare alt, og gøre alle glade, uanset hvad det koster for dig selv. Du kan kun gøre andre glade, når du selv er glad, og du kan kun give andre overskud hvis du selv har det. Så til syvende og sidst er du selv den vigtigste. Stil realistiske forventninger til verden og dig selv. Det meste af den elendighed vi arbejder med, er nedarvet gennem generationer, og havde eksisteret i hundrede år da du blev født. Lad være med at tro at du kan fjerne den inden sommerferien! Hvis du tror det, er du for naiv, og du vil ødelægge dig selv med din egen forventning. Bed om hjælp når det kniber. Ingen kan klare alt, og hvis din chef tror at I skal klare alt, så prøv at forklare ham at det ikke går i længden. Giv ham f.eks. denne pjece. Søg hjælp til at bære den smerte og elendighed du ser. Tal med fortrolige om det der er smerteligt, men pas selvfølgelig på din tavshedspligt. Og i supervision får du et rum hvor tavshedspligten ikke begrænser dig. Sager som tager din energi skal du sørge for at få supervision på. Din energi kan du ikke undvære, så få stoppet det hul den løber ud af. Der er noget galt ved den måde du arbejder når det dræner dig, og du må finde ud af hvad det er. Arbejdet skal være sjovt, ellers kan du ikke holde til det i længden. Lær at skelne hvad der er dit eget og hvad der er den andens. Hvis du er overvældet af en andens smerte eller afmagt, er det fordi du ikke kan mærke at følelsen tilhører den anden. Det er nødvendigt at kunne gå ind i den andens univers og føle det som er der, men det er lige så vigtigt at kunne gå tilbage til sit eget univers og handle derfra. Ellers er du jo lige så hjælpeløs som dem du skal hjælpe. Kend dig selv. Først og sidst er det vigtigt at kende sin egen historie, for den elendighed du møder vil ramme med i de huller som er i din egen personlighed. Den smerte du selv har følt engang vil blive voldsomt aktiveret i dig, når du møder den i andre, og du vil blive blind og døv for andre, fordi din egen smerte fylder så meget. Hvis du pludselig tror du ved alt om noget du ser, er det fordi du intet ved, for det du oplever er ikke verden omkring dig, men kun din egen forestillingsverden - og så får du lavet noget skidt for dig selv og for dem du er sat til at hjælpe. Det lyder enkelt at kende sin egen historie, for hvem kender den, hvis ikke mig selv, men så enkelt er det ikke. Hullerne i din historie finder du som oftest ved at træde ned i dem, og derfor er det meget vigtigt hver gang du er trådt i et hul og har reageret på en måde som har forbavset dig selv eller andre: Find hullet og udforsk det, og til den proces er det godt med hjælp af en supervisor.