4 Lodret menneske i en vandret verden Lodret og vandret energiomsætning. For mig at se har mennesket fundamentalt set to måder at omsætte energi på. De kan sættes op som en lodret og en vandret akse, der tilsammen danner en korsform. Den lodrette akse er symboliseret ved rygsøjlen og centerlinien inklusiv essenspunkt og jordpunkt. Den lodrette akse har i toppen meditation, fællesbevidsthed, spiritualitet, kronechakrapsykologi og kontakt til sjælen. I bunden finder vi kroppen og seksualiteten, ikke i den jegstyrede form, men i en oprindelig og naturlig version baseret på instinkter og urkræfter. Her er urtid og øglekræfter. Den lodrette akse handler om energiopbygning, om tantrisk bevidsthed og om energibevidsthed. Om evnen til at være i nuet, om evnen til proces. Den vandrette akse, som fylder midten af energisystemet, har at gøre med den personlige psykologi, med jeget og det astrale. I den vandrette akse kommunikerer mennesker med hinanden gennem jeget og den astrale dimension. Her finder vi projektioner og emotioner. Her er begær og længsler efter mennesker, ting og situationer. De fleste mennesker omsætter størsteparten af deres energi gennem den vandrette korsarm. Det vil sige at de fleste er brede og lave rent energimæssigt. Den vandrette akse er blevet overdimensioneret. Forholder mennesker sig til den lodrette akse, søger de som oftest kun opad. Der er ikke megen viden om, at vejen til spiritualiteten går både opad og nedad. Instinkterne og seksualiteten er spiritualitetens fundament. Jeg har formuleret den ny tids udfordring som bevægelsen fra solar plexus chakraet til hjertechakraet. Vi kunne også kalde den en bevægelse fra vandret til lodret eller i det mindste en bedre balance mellem vandret og lodret. Det er en kollektiv lidelse og tragedie, at mennesker overdriver brugen af den vandrette energi. De fleste ved simpelthen ikke, at de har en lodret akse. De mangler top og bund i energisystemet. De identificerer sig primært eller udelukkende med jeget og den personlige psykologi. Dermed afskærer de sig fra både instinkter og ånd, hvor energien i virkeligheden kommer fra. Det er farligt i det lange løb, for et menneskes energi kommer ikke fra jeget. Jeget forbruger derimod energi. Energien kommer henholdsvis oppefra og nedefra, nemlig fra det spirituelle og det instinktive. Når mennesker kommer i krise, er det udtryk for, at de ikke kan klare sig udelukkende på jegets energi og indsigtsniveau. Det er jo lige præcis jeget, der kommer i krise, andre sider af personen, for eksempel kontakten til det ubevidste og til den spirituelle essens, blomstrer måske netop op under krisen. Evnen og kræfterne til at overkomme en krise henter man fra de kollektive kræfter, fra spiritualiteten og fra instinkterne. Kontakt til den lodrette akse er derfor altafgørende for menneskers evne til at hjælpe sig selv, når de er i alvorlige vanskeligheder. Det er hasarderet at basere sit liv udelukkende på den vandrette akse. Der skal være både fundament og overbygning, for at man er et helt menneske. Ellers er det som at indrette en dejlig stue med skønne møbler og udsøgte malerier og plads til mange gæster men har man sparet på tagkonstruktionen og glemt fundamentet, er man alt for udsat, når elementerne begynder at rase. Mange aspekter af livet kan betragtes ud fra en lodret/vandret forståelse, således også seksualiteten, relationen mellem mand og kvinde samt det spirituelle fald.
Spiritualitet Jeget, det astrale, projektion Instinkter, øgler, urkræfter I den ny tid ligger der for alle mennesker en opgave i at opnå en bedre ba- lance mellem de to korsakser ved langsomt at flytte vægten fra den vandrette til den lodrette akse fra jegets beherskelse af energiomsætningen til en mere overordnet og ansvarlig selvforståelse og livsførelse baseret på energibevidsthed. Det er ikke tilrådeligt at lade stå til, når det gælder forvaltningen af toppen og bunden af energisystemet. Her må i særdeleshed de mediterende være opmærksomme. De må flytte centreringen og selvforståelsen fra vandret til lodret. Rygsøjlen, chakrasystemet, essenspunkt og jordpunkt symboliserer denne centrering. Det hjælper til at bringe mennesker fra jeget til Selvet, fra en mere overfladisk til en mere hel og sand selvforståelse, og deraf følger en ny kommunikation med andre mennesker. Højere bevidsthed, transcendens, spirituelle opgaver, fællesbevidsthed, oplysning alle de spirituelle ambitioner kan kun indfries gennem en lodret centrering. Det skønne ved mennesker er deres sjæl og hjerte, og hvordan de udfolder deres karmiske læreprocesser og opgaver. Jeget derimod er det mindst interessante ved mennesker. Og dog er det netop det område af sig selv, som de fleste smukkeserer og moderniserer. Selvfølgelig skal jeget passes, men mennesker investerer langt mere tid og omtanke og flere penge i deres ego end i deres sjæl, og det skønt egoet er det forbigående element og sjælen det permanente. Egoet mister vi, når vi dør, måske allerede i alderdom og senilitet, men sjælens rejse varer liv efter liv efter liv. Det kunne synes optimalt, at der var lige meget energi i alle fire korsarme. Men mennesker er forskellige steder i deres udviklingsproces, og de har forskellig karma. Som verden ser ud, er de fleste centrerede i det vandrette, og det, man kunne håbe på, var blot lidt mere opmærksomhed på livets lodrette aspekter. Mennesker, som arbejder på et avanceret plan med bevidsthedsudvikling, vil derimod være overvejende, men naturligvis ikke udelukkende, lodret orienterede. Og hvorfor er det godt at blive mere lodret? Det er det, fordi man kommer i kontakt med de kræfter, som rent faktisk styrer livet. Det er en opgave at være et lodret menneske i en vandret verden. Mennesker påvirker altid deres omgivelser ved deres blotte tilstedeværelse, og påvirkningen er altid enten overvejende konstruktiv eller overvejende destruktiv. Vi hjælper andre til balance, ro og centrering, eller vi har den modsatte effekt. Lodrette mennesker kan eller har mere end vandrette mennesker. De har nemlig adgang til flere sider af sig selv og til de store kollektive kræfter, som ligger i spiritualitet og instinkter. De har mere centrering og jordforbindelse, de har simpelthen mere energi. Uanset hvilket arbejde det lodrette menneske måtte have, vil det ikke blot udfylde jobbet, men yde mere end det. Det vil formidle centrering. Det vil vise, at det er muligt at være et mere helt menneske. Det kan være provokerende og foruroligende for de mennesker i omgivelserne, som satser på jeget som den saliggørende vej til frihed og lykke eller det kan være inspirerende for de mennesker, som er ubevidst søgende. Påvirkningen sker gennem formidling af struktur og bevidsthed (se afsnittet Formidling af struktur og bevidsthed). Et lodret menneske viser virkeligheden på en mere hel og realistisk måde.
At have eller at være Virkeligheden ser forskellig ud, alt efter hvorfra vi ser den. Den vandrette akse handler om at have. Den lodrette akse handler om at være. I den vandrette dimension er mennesker optaget af, hvad de har og ikke har. Hvad de gerne vil opnå, have mere af eller skille sig af med. Man skaber en identitet, bl.a. i kraft af det man har, og det gælder ting, mennesker, status, arbejde, rettigheder og penge. Mangler man familie, arbejde, penge eller et hjem, ligger identiteten i mangeltilstanden. I forlængelse heraf opstår begær, bindinger og tilknytning, og det holder alt sammen mennesker fast i deres egoer. Der er konsum, det vil sige overforbrug af energi, der er kompensation for mangler gennem forbrug, der er projektion og emotionalitet. Jo mere energi i det vandrette plan, jo mere vokser trangen til forbrug og behovet for projektion. Jeget er umætteligt. Mangler man penge, eller savner man en kæreste, handler det om at få det behov opfyldt, og går det let, er det da godt. Men er der store vanskeligheder knyttet til at opnå det, kunne man prøve at slippe begæret og finde ud af, om ens liv står og falder med økonomien og kæresten. Det kunne vise sig, at oplevelsen af livsglæde, mening og proces ikke nødvendigvis er knyttet til det, man har eller ikke har. Måske vil man opleve, at der er megen projektion knyttet til det at have, og det at have kompenserer for den manglende væren. Desuden er der mange konventioner knyttet til forestillingen om, hvad et godt liv bør indeholde. Vi måler os selv og hinanden på, hvad vi har og ikke har. Det er en fattig måde at måle livets rigdom på. Den vandrette akse skal være der, men det er vigtigt, at den kommer til at fylde mindre. Mennesker skal have et jegliv i et rimeligt omfang, men rimelig er netop ordet. Har man kontakt til sig selv på et både højt og dybt niveau, er man i proces, og har man kontakt med sin sjæl eller en opgave, vil det give sig, hvad der er rimeligt for én. I den lodrette dimension ligger vægten ikke på, hvad man har, men hvad man er. At have At være I denne tilstand er der væren. Vejen ind i væren går gennem centrering i top og bund af energisystemet, og samtidig skrumper behovet for at have. Den jegmæssige energiomsætning finder af sig selv en rimelig balance. Set fra jegets synspunkt er det at have et rigt liv lig med et vandret liv: Stor personlig udfoldelse, bred kontaktflade, penge og status. Det lodrette liv ser derimod skrabet og magert ud, tomt og uden pynt på lidet underholdende. Og det er for så vidt fuldstændig rigtigt set af jeget. Men det er prisen. Prisen for væren, prisen for frihed. Det er adgangsbilletten til Selvets virkelighed. Derfor må jeget kæmpe for at holde fascinationen knyttet til det vandrette liv ellers afskediger det jo sig selv. Så alle jeger forener sig i kampen for at holde Selvets væsen og væren fra
døren, alt andet ville være livsfarligt for det stakkels jeg. Et prægtigt våben mod spiritualitet er landets lokalradioer. Når blot de kører uafbrudt på alle arbejdspladser, i butikkerne, i små gågader, i sportsforeningerne og de små hjem, behøver ingen at frygte, at de kommer ind i Selvets væren. Og skulle der være en lille ansats tilbage, klarer mobiltelefonen det. Men set fra et lodret synspunkt er det vandrette liv et fængsel evigt optaget, som man er, af det jegcentrerede liv og det begrænsede personlige perspektiv. Det begrænsede perspektiv på livet forekommer klaustrofobisk. Er man i en hel kontakt med sig selv, kan man kontakte andre mennesker i deres helhed. Der bliver større dybde og nærvær i mødet. Der bliver mere hjerte, sjæl og proces. Er man centreret i sit jeg, kan man overvejende kontakte andre mennesker ud fra denne begrænsede tilstand jeget er jo kun en del af helheden. Det, der mangler i kontakten, tilføjes fikst, men ubevidst gennem en projektion og således synes kontakten hel og nærende for jeget. Men set fra værenstilstanden i den lodrette bevidsthed, er netop dette magert og ensomt. Evnen til at være tilfreds I den lodrette akse finder man mange af de kvaliteter, som gør, at livet synes helt og fuldbyrdet. Når mennesker har indset, at jeget aldrig bliver mæt og tilfreds, henfalder de jo ikke til dyb sorg over livets fattigdom og håbløshed. Nej, de giver slip på den rastløse jagen og opnår i stedet mere fylde, nærvær og tilfredshed. Tilfredshed hænger sammen med at være i nuet. Evnen til at være tilfreds er ofte undervurderet. Den handler ikke om at lade sig nøje med det tredjebedste, den handler om evnen til at være til stede helt og fuldt. Er man tilfreds, følger automatisk følelsen af fred og af frihed. Den største følelse af ufrihed ligger netop i forhold til det, som vi ikke har, men som vi har bundet os til gennem længsel og begær, gennem frustration og ambition gennem projektion. I den lodrette akse er der mindre projektion, til gengæld er der proces. Har man et uløseligt problem eller et stort spørgsmål, kan egoet stirre sig blind på det. Kan man i stedet rumme problemet i den lodrette akse, for eksempel ved at meditere på det i hjerte- eller kronechakraet, vil man opleve, at det forandrer sig. Hjælpen er der altid, men den er måske ikke, hvor man forventer og kræver det, og den viser sig måske ikke omgående. Men kan man rumme sit problem eller spørgsmål i hjerte eller endnu bedre i krone, kan man få et uventet svar eller opleve, at problemet eller spørgsmålet mister betydning. I stedet for at skabe stagnation bliver det til proces. Til det at have er også knyttet det at gøre, det vil sige trangen til at skabe forandringer gennem jegets handlinger. Men en proces er ikke noget, man gør. Det er noget, som sker, baseret på et samarbejde mellem jeget og det ubevidste, kombineret med evnen til at opbygge og rumme energi. Jeget er i sit fortegn mandligt, det ubevidste er kvindeligt. Dette er tilfældet, uanset om man er mand eller kvinde. Således udtrykker en vægtforskydning fra det vandrette til det lodrette en ændring i balancen mellem brugen af mandlig energi og kvindelig energi. Men vi taler om kvindelig i betydningen at opbygge, rumme og bære energi contra jegets trang til at omsætte energi. Det kvindelige skal ikke her forstås som noget blødt, for centrering i den lodrette akse giver autoritet, ægthed og styrke. Af og til ser man mennesker, som har om ikke alt så dog så meget godt, som andre kunne ønske sig. Men tilfredse er de ikke, og de bliver det heller ikke, uanset hvad de får. For de mangler det vigtigste den dybe kontakt til sig selv. Fra meninger til mening Et menneskes jeg er altid fuldt af meninger. Det er en væsentlig del af identiteten, og på meningerne kender det ene jeg det andet jeg. I lutter meningskonsum er det et ideal at have en mening om alt
og der hvor man ikke har erfaring, har man i det mindste en projektion. Meninger bygger dels på erfaringer, man selv har gjort, dels på holdninger man har overtaget fra omverdenen, for eksempel toneangivende mennesker, gruppetilhørsforhold, tidens trend, social position og opvækstnormer. Her er inkluderet fordomme og vurderinger. Meninger er ofte anden- eller tredjehåndserfaringer, projektioner eller fantasi, måske endda med rødder i angst. Meninger giver derfor ikke altid mening. En del af selvudviklingsarbejdet består i at rydde op i denne overflod af meninger. Meninger skal erstattes med erfaringer og indsigter. Meningssættet skal opdateres til nutiden, så det ikke hviler på for eksempel opvækstnormer. Antallet af meninger skal begrænses. Jo flere meninger man har, jo mere er man i det mentale, i det emotionelle og i jeget det vil sige i den vandrette energiomsætning. Jo mere man er i den lodrette energiomsætning, jo mere vil man opleve mening. I stedet for at være fuld af meninger, kan man blive fuld af mening! Et meningsfuldt liv er ikke et liv fuldt af meninger, det er et liv, hvor man er fuldt til stede og nærværende i alt, hvad der sker i og omkring én. Meninger skaber lukkede strukturer mening skaber dynamik og åbenhed. Er man overvejende lodret, vil det, der sker i ens liv, give mening, og både glæder og genvordigheder bliver en del af læreprocessen. Der opstår en større grad af tillid til ens egen evne til at klare det igangværende liv. Trygheden udspringer af tilliden til én selv og til Selvet. Dette er absolut ikke i modsætning til at have et kompetent og velfungerende jeg, men det er en erkendelse både af jegets formåen og af dets begrænsning. Og det jeget ikke kan, kan andre sider af den helhed, man er, og disse kræfter kan man lære at bruge konstruktivt. At slippe sine meningers sikkerhedsnet er at kaste sig ud i livet, ikke på forudindtagne præmisser, men netop på livets egne præmisser. Der bliver færre filtre mellem bevidstheden og livet, der bliver færre masker at skjule sig bag. Det er mere råt og sårbart men det er også mere sandt og smukt. Det kræver mod og hengivelse, men det åbner verden på en ny måde. Når man slipper sine meninger, overgiver man sig til sit eget livs mening. Det udvider hjertechakraets horisont. At være kærlighed Kærlighed er alle menneskers store længsel. Kærlighed vil vi alle gerne have. Og mange kan aldrig få hverken nok eller for meget. Men kærlighed gøres op, som var det et regnskab over, hvor meget man får, og hvor meget man giver i det personlige liv, hvad man har og ikke har. Får man et barnebarn mere, har man et styk menneske mere at elske i sit liv. Så det er godt at få et barnebarn mere. Mister man sin elskede, mister man et af kærlighedslivets største engagementer. Så det er ikke godt at miste sin elskede. I den vandrette akse er kærlighed udvekslingen mellem det relativt begrænsede antal mennesker, vi rummer i hjertet, og som vi selv er elsket af. Jo flere kærlighedsrelationer, jo rigere liv. Men i den lodrette dimension er forståelsen en anden. Hvad man giver, og hvad man får, er mindre væsentligt. Kærlighed kan ikke måles i kvantitet. Det handler om at være kærlighed. Dette bringer kærligheden ud af den personlige selvforståelse og ind i næstekærligheden. Det hæver ikke mennesker over at elske deres børn eller ønske sig en dejlig partner, men oplevelsen af kærlighed er ikke udelukkende betinget af, om man har børn, partner, forældre eller nære venner. Ligger forståelsen af kærlighed i det vandrette, og udebliver både det faste parforhold og de små
børn, kunne man risikere at opleve sig selv som en fiasko udi kærlighed. Men den lodrette forståelse handler om selve den strømmende kærlighedsfølelse og om næstekærlighed, og her opstår aldrig en mangeltilstand. Kærligheden er der hele tiden og overalt ikke den personlige kærlighed, men næstekærligheden. Næstekærlighed er kærlighed til alle menne- sker, ikke fordi de har gjort noget godt for ens liv, men fordi de er mennesker på de samme sårbare vilkår, som man selv er underlagt. Næstekærlighed er kærlighed til menneskeheden, til Gud, til Selvet, til naturen. Næstekærligheden er mulig for den, der selv føler sig elsket af Gud. Strømmer kærligheden igennem én, er livet rigt og meningsfuldt også selv om der ikke er en partner eller et lille barn. Og næstekærlighed kan man aldrig miste, for den kommer til én i kraft af, at man selv giver den videre. Den personlige kærlighed er blot næstekærlighed, som er taget ind i jegets mere begrænsede forståelsesramme. Derfor vil det at miste en stor personlig kærlighed den elskede forlader én, eller ens lille barn dør kunne åbne for kærlighedens bagvedliggende kollektive dimension. Det forudsætter dog, at man er villig til at tage sorgen på sig som en læreproces i stedet for at blive trist eller bitter. At være kærlighed betyder, at man møder alle mennesker og alle livets forhold ud fra sit hjerte også i de svære situationer. Er det muligt? Ja, for den, der øver sig hver dag. Kærlighed er ikke først og fremmest noget, man gør, får, giver eller har, ej heller noget, man fortjener eller har krav på. Det er noget, man er men det forudsætter den lodrette centrering. På samme måde kan man anskue en spirituel opgave. Mange selvudviklere ønsker sig en spirituel opgave. Det kan der være mange grunde til, spændende fra jegets ønske om at få status og positive projektioner ved at bære en spirituel pyntefjer i hatten, til et dybtfølt ønske om at kende sin spirituelle identitet og karmiske opgave og være mennesker til gavn. At have en opgave er som så meget andet, man har. Man kan varetage den ansvarligt, eller man kan lade være. Man kan tage opgaven frem og arbejde med den i perioder, som det passer én. Som at tænde og slukke for lyset. Men også i det at have en spirituel opgave er der grader. Er opgaven virkelig integreret, er man sin opgave. Så kan man ikke vælge at lade bevidstheden synke til et niveau, hvor jegets spil og ønsker sætter dagsordenen. Så går opgaven forud for alt. Den er blevet en del af ens væsen, og den vil blive formidlet igennem ens blotte tilstedeværelse. Fortid og fremtid, nuet og evigheden Også tiden kan forstås lodret og vandret. Både jeget og Selvet eksisterer i tid. Den vandrette tid er knyttet til jeget, den hedder fortid og fremtid. Den lodrette tid er knyttet til Selvet, den hedder nutid og evighed. Jeget beskæftiger sig med fortiden, med minder, sorger og ærgrelser, og det beskæftiger sig med fremtiden, med længsler, håb og bekymringer. Der er ting, det håber at opnå eller opleve, og der er ting, det frygter. Der er situationer, det fortryder, ikke kan slippe af med eller klamrer sig til. Jeget er spændt ud mellem bindinger og fortrydelser i fortiden og drømme og forestillinger om fremtiden. Et ansvarligt jeg lægger planer. Og det har styr på sin fortid. Jeget består i kraft af, at det har en fortid og en fremtid. Det eksisterer i tid, og fortid og fremtid holder det travlt beskæftiget. Uden fortid og fremtid er der ingen jegstruktur. Mennesker, som er centreret i jeget, lever i den vandrette tid. Det er den tid, de kender, den de søger. Kun i særlige øjeblikke i livet står tiden stille, og de er i nuet. For eksempel når de deltager i en fødsel, sidder ved et dødsleje, befinder sig i en choktilstand, får en intens orgasme eller er dybt involverede som et barn i en leg. I den vandrette dimension har man tid eller mangler tid.
I den lodrette dimension har man ingen tid. Til gengæld er man tid, eller man er i tiden. Jeget måler tiden ved hjælp af fortid og fremtid. Selvets målestok er nuet og evigheden. Tilsyneladende er nuet en lille bitte enhed, og evigheden er uendelig lang. Men evigheden er blot det ekspanderende nu. Og nuet varer evigt. I den lodrette dimension er man i en tilstand af væren, og man er til stede i nuet. Der er ingen fortid, og fordi man ingen fortid har, har man heller ingen fremtid, da det er fortiden, som determinerer fremtiden. Betyder det, at man dør i nuet? Nej, dagen i går var der, dagen i morgen kommer, bare rolig. Men bindingerne til fortid og fremtid mindskes eller forsvinder helt. Og det er en befrielse! At leve i nuet, i den lodrette dimension, betyder, at man giver slip på den jegmæssige, emotionelt-mentale styring af tiden og livet. Det simple faktum, at man er til stede i nuet og løser nuets opgave, denne dags udfordring, øger i betragtelig grad chancen for, at man løser morgendagens opgave. At være til stede i nuet er den bedste forberedelse til kommende udfordringer. I nuet bliver livet til proces. Set fra jegets synspunkt er det det samme som at være uden for tiden, at være ikkeeksisterende. Det er en både abstrakt og skræmmende forestilling. Derfor må jeget klamre sig til sin fortid. Også den seriøst mediterende, som på visse punkter gør sig de hæderligste anstrengelser for at jævne fortiden med jorden, må holde fast i dele af den for ikke at miste sit jeg. Netop her møder vi det kronechakraperspektiv, som er nærmere omtalt i kapitel 8 Karma. Det endelige opgør med jeget kan naturligvis ikke finde sted i jegets regi. Transcendensen af jeget kræver et højere perspektiv, Selvets, kronechakraets, den højere bevidstheds perspektiv. Det er kun muligt i kraft af centreringen i nuet. Transcendens betyder ikke blot at slippe jeget, det betyder også at ofre fortiden. Det kunne måske være tillokkende. Men at ofre fremtiden? Her må selv garvede selvudviklere slå bremserne i og tænke sig om. Måske er jeget klogt, måske er det bare udspekuleret. Det aner i hvert fald, at dets egen eksistens står og falder med tiden. Ikke med at være tid, men at have tid. Og uden fortid er der ingen fremtid. Den, der slipper sin fortid, mister sin fremtid. Fremtiden er prisen for at slippe af med sin fortid. Den, der ikke har, er. Det menneske eksisterer i nuet og evigheden. Det lever i Selvets bevidsthed.