Langfredag i Lemvig Bykirke kl. 10.30, d. 14/4-2017 Tekst: 1. Mos 22,1-18; Mark 15,20-39 Da de havde hånet Jesus, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. v21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. v22 De førte ham ud til stedet Golgata det betyder Hovedskalsted. v23 De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. v24 Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26 Og indskriften med anklagen imod ham lød:»jødernes konge«. v27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28 Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger:»og han blev regnet blandt lovbrydere.«v29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:»nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30 frels dig selv og stig ned fra korset!«v31 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:»andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32 Kristus, Israels konge lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
v33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:»eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«det betyder:»min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«v35 Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:»hør, han kalder på Elias.«v36 Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:»lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«v37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:»sandelig, den mand var Guds søn.«
Gud taler og venter på vores svar. I Guds rige er der ingen tvang. Vi kan frit svare Ja eller nej. Når barnet døbes, så spørges der om man tror på det som vi bekender i kirken og når man har sagt ja, så kan man blive døbt. Når nadveren deles ud, så skal man selv gå derop for at modtage det og man skal selv rejse sig, når velsignelsen lyses. Når Gud kalder på os, så venter han på vores svar og han ønsker brændende, at det er et Ja. Et ja til Gud er en modtagelse af hans kærlighed og alt det som han giver en vej til liv og glæde. Da Gud kaldte på Abraham, så svarede han Ja. To gange kaldte han på ham i den beretning vi har hørt i dag om Abrahams vej til Moria-landet. Først var det dog et Ja til prøvelsen. Et Ja til at gå i tro.
Abraham fik den umulige, helt forfærdelige opgave, at gå til Moria-bjerget og ofre sin egen søn. Hvordan han kunne sige ja til den opgave er ikke til at forstå. Det kunne kun lade sig gøre, fordi at Gud gav Abraham troens nådegave. Nemlig troen på at Gud ville holde sit løfte om, at Abraham gennem sin søn Isak skulle blive stamfar til en mængde folk. Han gik i tro på at Gud havde magt til at oprejse Isak fra de døde det som er helt umuligt for mennesker er muligt for Gud. (Hebr 11,17-19). Den anden gang Gud talte og Abraham svarede Ja, så var det et Ja til nåden og befrielsen, da Herrens engel standsede kniven. Vi kender ikke den vej Gud vil lede os og hvad der kommer til at ske i vores liv. Men vi må sige ja Gud. Ja til både prøvelsen og nåden, til både smerten og befrielsen. Begge dele er i hans hånd.
Når Gud kalder, må vi svare ja men tør vi det? Tør vi svare Ja? For vi ved jo ikke, hvad Han vil sige til os eller hvad der vil ske. Måske er det med bæven, at vi svarer, når Gud kalder, men hvad skal vi ellers gøre? Det er ligesom dengang nogle disciple holdt op med at følge Jesus, fordi de ikke brød sig om det som han sagde og Jesus spurgte de tolv: Vil I også gå bort? Simon Peter svarer på vegne af de 12:»Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.«det ville være tåbeligt at gå fremtiden i møde uden Gud. Nej, vi ved ikke, hvilke prøvelser vi skal gå igennem, men vi kender Gud. Han er en nådig og barmhjertig Gud - Jesus har lært os, at vi trygt kan kalde ham vores far og forvente det gode fra ham. Derfor siger Abraham også til sine karle: Bliv her med æslet, mens vi går hen for at tilbede så kommer vi tilbage til Jer. Han har fået bud om at ofre sin søn, men han tror med håb, mod håb (Rom 4,18) med håb til Gud, mod
ethvert menneskelig fornuft og menneskeligt håb, så har han stadig troen og håbet om, at de begge skal vende tilbage. Abraham lyver ikke for sine karle, men han går i tro på Guds nåde og barmhjertighed. Og den fik han lov at opleve. For Gud standsede ham i sidste øjeblik. 1. move Kniven er løftet. Offeret er parat. Det er som om at tiden er gået i stå. Der er mørke over jorden. Tavst venter Jesus på en stemme fra Himlen, der skal råbe hans navn og befri ham fra korsets nagler. Nu har Gud vel prøvet hans tro og lydighed nok! Han er gået vejen helt til ende. Men der lyder ingen stemme, der er ingen som standser dette vanvid. Og i stedet for et råb fra den himmelske barmhjertige Gud, så lyder der et fortvivlet råb fra offerlammet: Eli, Eli min Gud, min Gud. Det som skete på Moria-bjerget, det skete ikke på Golgata. Abrahams hånd blev standset, hans eneste
søn blev skånet, men Gud selv skånede ikke sin enbårne søn. Når vi hører beretningen om Abrahams rejse med sin søn Isak, så spejles langfredag og Jesu vandring i den. Umiddelbart er det mest oplagte at sammenligne Isak med Jesus. De var begge den eneste søn. Begge skulle ofres på Guds befaling. Isak som et forbillede på det som senere skulle ske Jesus som det egentlige offer. Men der er også en anden parallel i beretningen. En parallel mellem Jesus og Abraham. Jesus rummer faktisk både Abraham og Isak han er både den der ofrer og den der ofres. Han ofrer sig selv ved at være lydig indtil døden, ja døden på et kors (Fill 2,8). Hvordan ligner Jesu vej til Golgata, Abrahams vej til Moria? Det første er at det helt konkret sker dette på det samme geografiske sted: Jerusalem blev bygget præcis dér hvor Abraham tog hen, på Moriabjerg.
I Krønikebogen i GT kan vi læse at Salomo begyndte at bygge Herrens tempel i Jerusalem på Morijas bjerg (2. Krøn 3,1). Det andet er Abraham tager hjælpere med (2 karle), men da det virkelig gælder, så må han gå alene. Sådan gjorde Jesus det også han efterlod sine disciple i Getsemane, han måtte gå det sidste stykke alene. Det gælder faktisk ikke kun Jesus og Abraham det kan vi godt genkende. Vi kan leve livet som kristne sammen, dele liv og tro med hinanden. Vi kan følges ad og hente stor glæde, hjælp og støtte ved det. Men der er også et stykke af vejen, som jeg må gå uden de andre og hvor ingen kan følge mig. De andre kan ikke tro i stedet for mig, der er tvivl, som kun er min egen. Der er kampe, som ingen andre kan kæmpe for mig. Og så er der alligevel en stor forskel på vores vej i livet og Jesu vej til Golgata.
For vi kommer aldrig til at opleve det samme som Jesus, da han blev forladt af Gud på korset Gud forlader aldrig os. Uanset hvor alene vi kan føle os og uanset hvad vi må kæmpe med, så er han altid hos os. Der er endnu en måde, hvor Abraham og Jesus ligner hinanden. Abraham bar selv sin offerkniv og ilden - det som skulle bruges til brændofferet. Jesus bar selv sit kors til Golgata det redskab, som skulle bruges til offeret. Der var forskel på den fysiske vægt, Jesus segnede under den, men det tungeste ved byrden var noget andet. Det var tanken om, at hver skridt førte dem tættet på offeret. For hver skridt nærmede det øjeblik sig, hvor de skulle ofre det mest dyrebare. Men den tungeste byrde bar Jesus. For han måtte bære var vægten af hele verdens synd. Jesus blev et offerlam for vore synder. Han tog al vores skyld på sig.
Ikke bare dét som du og jeg og alle os her til gudstjeneste har gjort og tænkt af ondt og alt det gode som vi har undladt at gøre, men hele verdens synd og skyld. Fra alle mennesker, til alle tider. Summen af menneskers had og mord og misundelse og løgn og ikke mindst summen af al den kærlighedsløse ligegyldighed overfor andre menneskers liv og lykke. Hele menneskehedens synder. Alle dine og mine synder bar han. 2. move Han bandt sin søn. Så enkelt fortælles der om dette frygtelige, at Abraham ville ofre sin søn. Hvad mon han sagde, mens han bandt ham? Mon han lod som om, at han var blevet vanvittig, for at skåne Isak for sandheden at det var Gud, som havde befalet ham at gøre det? - For at Isak ikke skulle miste troen på Gud. Mon Isak bad for sit liv, da han indså, at han skulle dø?
Når man kender til kærligheden mellem far og søn, så er det så svært, at få en sådan fortælling til at give nogen som helst mening. Hvordan kan en Far ofre sin søn? Hvordan kunne Gud bede Abraham om at gøre det? Det passer overhovedet ikke med vores begreb om, hvad kærlighed er. Gud siger endda til Abraham: Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker Han ved det godt. Han kender Abrahams kærlighed til den søn, som han havde ventet på år efter år og som han til sidst havde fået. Denne fortælling modsiger, at Gud er kærlighed, for et sådant offer kan kærligheden ikke kræve - sådan siger vor fornuft. Og vi kunne spørge om det samme, når det gælder Golgata. Hvordan kunne Jesu himmelske far, som er fuldkommen kærlighed, ofre sin egen søn? Gud Fader elsker Gud søn uendeligt højt alligevel lader han ham lide, håne, piske, korsfæste og dø.
Det ser ikke ud til at Golgatas hæslige smerte har noget som helst med kærlighed at gøre. De korsfæstede ham. Så enkelt fortælles der om dette frygtelige, at Gud ville ofre sin søn. Mens vi hører om at naglerne hamrer gennem hænder og fødder ind i korset, så skal vi tro, at dette sker af kærlighed. Giver det mening? Nej, det giver ikke mening at kærligheden skulle kræve dette. Det er ikke mærkeligt, at mange bliver forarget og vender kristendommen ryggen og siger, at en Gud der vil kræve sin egen søns liv er er en tåbelig og umenneskelig Gud. Det er ikke mærkeligt at mange præster i kristne kirker rundt om i Danmark i deres prædikener i dag vil modsige, at det var dét som skete Langfredag. De vil ikke vil tro på en kristendom, der forkynder, at Jesus døde som Guds offerlam.
Det forarger dem, at Gud skulle kunne kræve et sådan offer, så de omtolker korsets betydning og gør Jesu død til Guds solidariske liden med os mennesker. Hvis Gud vil tilgive os vore synder, siger man, så kunne han bare gøre det (knips) uden et offer, så stor(sindet) er han vel. Det er bare ikke, hvad bibelen siger. Sandheden er en anden. Sandheden er, at Gud sendte sin søn til denne verden for at lide og dø for os, i stedet for os. 1. Joh 4,10: Deri består kærligheden: Ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn, som en sonoffer for vore synder Fortællingen om Abrahams vej til Moria-landet med sin søn er et mysterium. Jesu vej til korset i Jerusalem er et paradoks, en gåde for os. Det er ikke så mærkeligt at disciplene ingenting forstod. Men lad os sammen forsøge os med et svar på spørgsmålet: Er dette kærlighed?
Det kan ikke blive et svar som kan tilfredsstille vor fornuft, så vi kan sige: Aha, nu forstår jeg. Men måske kan vi finde en vej med hjertet. Jesus blev menneske for at være en frelser. Han skulle frelse os fra syndens og dødens magt. Målet er altså klart og målet er forankret i Guds kærlighed. Han ønsker at vi skal have evigt liv og fællesskab med Ham det var jo, hvad han havde skabt Adam og Eva til at have fra Begyndelsen. Jesus blev altså menneske, fordi Gud vil befri os og give os det evige liv det som menneskeslægten mistede ved syndefaldet. Han blev menneske for at give sit eget liv og opstå igen. Derfor skal vi ikke spørge: Er det kærlighed at kræve dette? Men sige: Det er kærlighed at give dette. Vores fornuft kunne godt ønske os en bedre måde på at opnå det men havde der været en bedre vej/løsning, en vej uden om kors, lidelse og død, så kan vi roligt regne med, at så havde Gud valgt den.
Jesus gav sit liv af kærlighed til os. Derfor skal kors og grav heller ikke ses isoleret fra alt det han ellers gjorde og sagde. Skal vi tro, at det skete af kærlighed, så må vi se det i sammenhæng med alt det som Jesus var og stadig er. 1) I Jesu egen person så vi kærlighedens væsen. Evangelisterne fortæller om en person, der i alt hvad han gjorde og sagde var fyldt med kærlighed. Han tog sig af de syge og de svage. Han kæmpede mod løgn og vantro. Han fordømte ikke syndere, men var barmhjertig og fuld af tilgivelse. Også de sidste timer af hans liv var fyldt af kærlighed på korset tilgav han sine bødler. 2) Dernæst: I Jesu gerning ser vi at Gud elsker os. Jesus kom for at vække vores tro og kærlighed til Gud. Han talte stærkt og varmt om Gud glæde over enhver som vender om og kommer hjem. Jesus kom for at invitere os til himmerigets fest han talte om Guds længsel efter fællesskab med os. Om vores store værdi som Guds elskede børn.
4. move Men den kærlighed kan vi desværre ikke bare tage imod. Der er noget i os, som stritter imod. Noget i os, som gør, at vi hellere vil selv. Da den fuldkomne kærlighed kom til denne verden, så endte han med blive afvist, svigtet og forladt af alle. Det var ikke bare nogen tilfældige onde mennesker i Jerusalem for 2000 år siden, der korsfæstede Jesus. Det som var i dem, er i os alle. Korset er ikke et tegn på en ukærlig og dæmonisk Gud, men tværtimod et tegn på at vi desperat har brug for kærlighed, fordi vi i os selv ikke kan finde vej til det gode. Det var altså ikke mangel på kærlighed, der fik Gud til at ofre sin egen søn. Tværtimod. Det var vores mangel på kærlighed. Så dybt er vi faldet fra Gud. Så alvorlig er syndens magt over os, at intet mindre end korset kunne frelse os.
Uden korset, så er fortabelsen i evighed den virkelighed, som ethvert menneske må møde, når dette liv er slut. Jamen, den tanke kan vi jo heller ikke rumme. At en kærlig, almægtig Gud kan lade et menneske, som han elsker gå fortabt i evighed! Hvem af os kan se på vores næste, som åbent fornægter troen på Jesus og sige: Uden Jesus går du fortabt. Så hårde er vi ikke. Det elsker vi alligevel for meget til. Det kan vi ikke få over vore læber og derfor holder vi hellere mund. Jeg var fornylig til en konference, hvor der både var en muslimsk iman, en jødisk rabbiner og en buddist med. Jeg fandt ikke en anledning til at tale med om personlige spørgsmål, men tænk om der havde været det og jeg så havde sagt det til dem. Uden tro på Jesus, så går I fortabt. Så havde de nok tænkt, at jeg var ukærlig og fordømmende.
Men - er sandheden ikke nærmere, at når vi ikke siger noget, så er det fordi vi elsker for lidt? Burde vi ikke tale højere og mere tydeligt om den sandhed, som Jesus talte så tydeligt om: At han kom til jorden for at enhver som tror ikke skal fortabes, men have evigt liv.. Vi tier ikke af kærlighed til vor næste, men af frygt for at de vil komme til at afsky os, hvis vi taler lige så klart som Jesus gør, om frelse og fortabelse. Når vi hører Jesu lignelser behøver vi jo ikke at være i tvivl: En dag vil nogle stå udenfor og banke på, men der lukkes ikke op, fordi de ikke havde olie på lamperne, altså ingen tro. Den gren som visner og ikke bærer frugt bliver skåret af og brændt, altså den som ikke tror. Den som ikke har bryllupsklædning på, altså den som ikke tror, vil blive smidt udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren.
Når Gud kalder på os, så skal vi svare ja. Et Ja til både dommen og frelsen. Dommen over mit liv lyder: Jeg er en synder. Jeg elsker alt, alt for lidt. Uden Jesus er der alene mørke, fortabelse og død. Langfredags lidelse tvinger mig til at se den dom i øjnene. Så stor var menneskenes synd, min synd, at Guds søn måtte dø for at sone den. Men evangeliet over mit liv lyder: Han har taget mine synder på sig. Han har frelst mig fra mørke og død og sat mig ind i lysets rige. Han har givet mig det evige liv. Så nu er der ingen fordømmelse, for den som lever i troen på Kristus Jesus (Rom 8,1). Han har befriet mig og han vil at jeg skal tage imod det nye liv som en gave. Lad os sige Ja til Guds kærlighed. Den er ubetinget, uendelig, ubegribelig. Et mysterium. Men forhænget i templet blev flænget fra øverst til nederst alt det som skiller os fra Gud er fjernet og vi skal være sammen med Jesus i evighed. Amen