1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 Steffen: Nå ja, jeg tror, at vi skal sige, at vi selvfølgelig optager, og at du kan, du kan trække det tilbage til en enhver tid, hvis du føler, at du er blevet misrepræsenteret. Marie: Ja. Og du er også velkommen til at kontakte os, hvis du tænker: "Det dét, det skulle jeg ikke have sagt". Så trækker vi dét ud. Steffen: Og så er det ellers Marie, der vil stille spørgsmålene, og som vi også har snakket om, så, så er det sådan meget bredt omkring sabbatår, eller hvad det hedder for tiden. Hedder det fjumreår? Martin: Fjumreår. Steffen: Det er det blevet kaldt i hvert fald. Martin: Ja Marie: Ja, altså jeg lægger bare ud med at spørge dig, hvilken uddannelse, du har, og hvad du laver nu. For ligesom at få det på plads, og så vil vi høre dig, hvad der har motiveret dig til at tage sabbatår, hvis du da havde et sabbatår. Eller også hvorfor du ikke havde det. Og så til sidst, så jeg har lidt mere med sådan mere generelt med samfund. Hvordan det bidrager til eller ikke gør. Martin: Um Marie: Så det er mere samfundsøkonomiske problemer og sådan noget. Men altså, det går vi selvfølgelig ud fra, at du har kendskab. Det er nok mest for at får en følelse for det. Ja, så først og fremmest vil jeg spørge til din uddannelse? Martin: Jeg er uddannet cand.mag. i dansk med sidefag i film og medievidenskab. Og fra Københavns Universitet. Marie: Okay, og hvornår blev du færdig? Martin: Jeg blev færdig i, øh. Ja, nu kommer jeg til det med tal... Marie: Ja Martin: Jeg tænkte, at når jeg skulle lave et interview vil jeg nok blive nødt til at tænke tilbage. Øh, jamen det er jo også meget interessant, om man kan huske de der, øh, datoer. Jeg blev i færdig i år 2001, og så startede jeg faktisk her som ph.d.-studerende på universitetet i København, det startede jeg så i... Der gik der så er år, hvor jeg var arbejdsløs og lavede sådan lidt forskelligt. Og så startede jeg her i 2002. Øh, og ja, indtil et par måneder, hvor jeg så skal have afleveret min afhandling, hvor jeg så skal videre ud i den virkelige verden. Marie: Ja Martin: Men, skal vi gå helt tilbage, så har er jeg faktisk Hf-student fra... Steffen: Ja, det her med årstal, det er også... Martin: Det har så været '91. Og så, da jeg blev færdig dér, så gik jeg egentligt direkte på det, der hedder HA. På Handelshøjskolen i Århus. Hvor jeg gik indtil... Så gik jeg dér i to år. Øh, før jeg fandt ud af, at det var slet ikke mig. Og at jeg så kunne, så holdt jeg et år fri, hvor jeg bare tullede rundt, og prøvede at finde ud, hvem jeg var og så videre. Jeg havde gjort det der Handelshøjskole meget fordi det var det, mine kammerater gjorde, og... Marie: Ja
40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 Martin: Jeg havde nok en ide om at jeg skulle være... At det var fornuftigt at få sådan noget handelsskoleagtigt oveni min HF. Jeg var meget utilfreds med... det var jo sådan nogle hippieagtige folk, der ikke lige rigtigt havde fået den dér udlevet den dér teaterdrøm til at flaske sig, som så tog en HF, hvor jeg måske var lidt mere, én som sagde, at nu skulle jeg ud og lære noget og så videre, ikk'? Så blev jeg nok meget sådan, nå, men så skal sgu ind og have slips på, men det passede så heller ikke. Marie: Nej. Og så det med at tage sabbatåret, det var så for at finde ud af, hvad du så ville? Martin: Ja. Altså. Man er jo ligesom i en.. når man ligesom finder ud af, hvad kan man sige, at mig og HA gensidigt ikke lige passede sammen. Jeg fik katastrofale karakterer, og jeg blev præsenteret for en 00 i statistik for eksempel. Steffen: Det er faktisk lidt imponerende, det kræver... Martin: Det kræver... Steffen: Ja, den der myte om, at man i det mindste får 03 for at møde op, den fik du modbevist dér? Martin: Så, så der var nogle ting, som jeg ikke helt ligesom kunne forlige mig med. Marie: Hvad lavede du så i dit sabbatår? Martin: Jamen så, jeg var egentligt sådan, jeg skulle jo tjene nogle penge, og jeg boede i... jeg flyttede i egen lejlighed, og jeg skulle jo holde mig flydende. Øh, og så jeg en idé om at så skulle jeg jo ud og rejse, for det gør man jo, når man er i en eksistentiel krise, ikk'? Øh, men egentligt så arbejde jeg i... startede med at arbejde i kantinen i Bilka, og i kafeteriet. Så det var jo meget sådan, jeg skulle bare sådan et-eller-andet low brain-agtigt arbejde, så jeg kunne, ja, fjolle lidt rundt, og der er jo nok mange, som ligesom vil søge et eller andet... men det var meget sådan, jeg skulle bare have en hverdag, så jeg kunne være... som ligesom gav mig lidt penge. Marie: Havde det så en indflydelse på dét, du fandt ud af, du ellers ville, eller? Martin: Ja, så man ligesom et år, hvor man ligesom havde tid til at gå. Når gik dér og skrællede kartofler og, det var lidt kedelig... Så siger man ligesom, dét hér, hold da kæft. Det kan jeg godt holde ud i et halv år, men så bliver jeg nødt til at få mig en uddannelse. For ligesom at komme videre. Og man kigger også på andre unge omkring én, som er på Bilka. Som kassedamer og selvfølgeligt også cheferne, og det er sådan en mærkelig verden. Det er sådan et reality check på en anden måde end det, jeg havde fået før. Marie: Ja. Gjorde det dig så også motiveret til at sige, ja, så skal jeg altså også lave noget andet. Martin: Ja, jeg ville sige, at jeg nok altid vist, at jeg ville have en universitetsuddannelse. Marie: Ja. Martin: Så det var ligesom det med at finde ud af, hvad det var... Det var ikke så meget med at, man skulle måske ned i en sump, så man blev motiveret og for at komme op. Og mange af de ting var ikke noget, som sådan blev gjort bevidst. Det var mere, så havde jeg bare dér. Det var mest fordi, det var bare tæt på, og så... Jeg havde jo nok haft bedre af at tage et lidt mere strategisk valg, men det bidrog da til, at jeg så ligesom fik tid til at sige "Ja, hvad var egentligt,
80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 jeg syntes var fedt, da jeg gik i gymnasiet. Hvad var det, jeg var god til, og så videre." Jeg er ikke på i dag, at dansk var det fag, jeg skulle have valg t alligevel, men det blev det ligesom til, ikk'? Og det blev det jo meget derfor, altså. Så ja. Marie: Ja. Så det vil ikke sige, at det har gjort dig nogle erfaringer med, altså, det kan godt ske, at det ikke er noget decideret faglig erfaring, men så har det givet dig erfaring med noget andet, som man også kan have brug for. Noget, hvor man ikke lægger så meget strategisk i dét, man laver lige nu, men som kan give én en idé om det, man gerne vil. Og det mener, du i hvert fald fik ud af det? Det er ikke sådan at du sidder i dag og tænker: "Det år, det skulle jeg nok have brugt på noget andet"? Martin: Naer, altså, hvis... man kan selvfølgeligt altid rationelt sætte dig ned og sige... så havde jeg færdig dér, og så havde jeg fået min ph.d., men det er jo ikke altså... men det har selvfølgelig bidraget til det menneske, jeg er blevet, så det er meget de der mere bløde værdier, som man får ud af det. Det tror jeg, at jeg har fundet dér. Jeg blev helt klart et år ældre, og på en helt anden måde end jeg var blevet inden for uddannelsessystemet. Marie: Men jeg tænker måske mere på, om der er nogle sabbatår, der bedre end andre? Om du tænker -- nej, hvor ville jeg gerne have være ude og rejse. Når du sådan efterrationaliserer i løbet af dig studieforløb. Steffen: Om du skulle have læst Lykke-Per på et bjerg i Indien? Martin: Naer, men det vare meget sådan en, jeg synes sgu jeg fik meget ud af min tid. Det var bare sådan en tid, som ligesom... Ting, der skete for én, som ligesom... Det var ikke sådan et eller andet. Jeg har aldrig tænkt tilbage på det, og tænkt "Pokkers". At jeg ikke bugyjumpede i Australien som alle de andre, jeg ved ikke altså. Det var sådan: "Det er jo egentligt meget fedt, ikk', at tuller rundt sådan dér." Marie: Har det så givet dig noget. Nu siger du selv, at det har givet dig livserfaring, og sådan noget med at finde ud af, hvem du selv var, og hvad der så ellers var derude. Men gav det dig også noget, som du kan bruge i dit arbejde nu. Når du tænker tilbage... Martin: Ja, men altså, det er helt klart, at der er mange af dem, man møder her. At de ikke har det dér reality check. Så er de måske været på den dér dannelsesrejse og lært at spille guitar. Men, men der er mange, som måske mangler den der... at få lidt jord under neglene. At, øh, stå i den dér kantine. Steffen: Mener du, at du kan se forskel på folk, når du står nede i kantinen. Kan du sige: "Ham dér, han har haft det år." Martin: Nej, det tror jeg ikke, men altså... Jeg tror godt man kan se på nogen, at de er gået... eksempelvis, at de tog den lige igennem systemet, men det er jo meget svært at sige. Det er nogle menneskelige ting, men altså på det personlige plan, synes jeg da, at jeg fået sådan et mere grundet syn på verden, altså ikk'?, Der findes sgu også folk, som er tilfreds med at sidde ved en kasselinje. Det er selvfølgelig ikke mig, men der findes nogle mennesker, og dem må man så lære at forstå, og sætte pris på. Det er jo ikke dumme, fordi de sidder der. Så det har givet mig sådan et, en social optik. Kompetence i én eller anden forstand, mere dét end fagligt.
120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 Marie: Nu har du så kun haft ét år, tror du det kan have nogen negativ effekt, hvis du eksempelvis var blevet der længere tid, og så på den måde, at man får endnu sværere ved at komme i gang. Martin: Ja, der var jo mange, som ligesom var der på samme måde som mig, som så havde været dér i tre år, som så var blevet hængene i kolonialafdelingen, eller et eller andet... Og som gik med den store drøm om at blive atomfysiker eller et eller andet, men som aldrig rigtigt fik gjort noget ved. Så der er ikke nogen tvivl om, at det kan blive latent farligt at rode sig ud i sådan noget, hvis man ikke ligesom kommer videre. Og synes, at det kan være meget... Det kan jo godt blive sådan en sutteklud. Marie: Men, ehm... Der er også meget snak og det her med, at det er fordi de unge bare benytter sig af mulighed. Fordi der er alle de her muligheder for at rejse, mulighed for at tage nogle højskoler. Men kan det også være udtryk for, at man simpelthen... at der så mange muligheder, at man simpelthen ikke kan vælge, at man simpelthen stopper op? At der er mange, der tænker i stedet for at komme videre, så stopper de... Martin: Altså, det... Det tror jeg da helt klart, at det er et bidrag til det... Ehm, at man jo mere man presser på for at opdrage i sin måde at... Alt muligt: "Du skal bare vælge selv". Det er selvfølgelig, først så griber man efter dét, som man tror, at alle folk vil have. Tror jeg et eller andet sted. Sådan dér, hvor jeg kommer fra, så prøver man at please sine forældre. Det er nok godt at tage en uddannelse, hvor man kommer til at gå i blå skjorte og slips, for det gør min far. Steffen: Man kunne også spørge på en anden måde, om hvis mentaliteten fra start havde været, at man egentligt skulle have sabbatår, i et alle to år. Om du så egentligt ikke var kommet hurtigere i gang med, kan man sige, med den uddannelse, som du virkelig skulle have? Martin: Så du ville mene, at... øh... Steffen: Ja, hvis mentaliteten havde været fra start, at efter gymnasiet så gik man ikke direkte videre... Martin: Nej, øh... Marie: Altså du siger meget, at dine kammerater fra HF... og det gjorde også, at hvis de alle sammen havde taget sabbatår, så ville du have tænkt "Det gør jeg egentligt også lige". For lige at være helt sikker på, hvad jeg vil... Martin: Spørger I om, øh... Steffen: Om man ikke kunne forestille sig, at du havde haft ph.d.'en nu, hvis... Martin: Jo, det kan da godt være, hvis det bare er sådan. Altså, ja det ved jeg ikke... På en eller anden måde forudsætter det jo, at man tager det dér sabbatår på trods. og det tror jeg ikke, at man gør. Man gør det fordi man er lidt forvirret. Og de fleste er jo også... Nu jeg har jeg jo også været i uddannelsessystemet længe, og de fleste de gør det jo lige meget hvilke regler, der er. Og det så er muligheder eller regler. De gør det, fordi de kan indrette sig på den måde. Det er jo klart, at hvis man havde... hvis man måske kunne få et SU-betalt sabbatår, så kunne det godt være, at der var flere, der gjorde det. Men de fleste gør det fordi -
160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 - og jeg gjorde det også fordi -- at det ligesom var et sted, hvor jeg ikke rigtigt kunne finde ud af andet. Men jeg tror ikke, at der er sådan en, øh... Der er nok blevet en præcedens, tror jeg, om at det er sådan noget, man gør, for ligesom at finde sig selv... Steffen: Ja Martin: Altså det, og det var der rigtigt mange af dem, jeg studerede sammen med, som... I hvert fald mange af mine kammerater, som jeg gik på det almindelige gymnasium med. De fik det der år bagefter, hvor de sådan lidt... fandt ud af det, ikk'? Steffen: Er det mere noget, man gør efter gymnasiet end efter HF? Nu kommer vi begge to fra gymnasiet, og vi har haft vores år... Marie: Jeg kender stort set ikke nogen, der gik videre direkte... Martin: Altså, det har jeg egentlig ikke nogen... For jeg mistede meget hurtigt kontakten med de der HF-venner. Men jeg kunne forestille mig, at der var nok mange, som gik tilbage til det, de havde været før. En permanent tilstand af gøgl, altså... Måske men jeg ikke underbygge det sådan. Men jeg vil da tro, at mange af dem også skulle finde ud af noget andet. Steffen: Men jeg ikke, altså... Jeg tror også, at grunden til at vi spørger omkring det her med net-år, at det kommer meget op i debatten. I hvert fald de seneste to dage med velfærdskommissionen og regeringens nye udspil... Martin: Ja Steffen: Den her idé om, at to sabbatår er max. Og en masser andre regler med normeret tid og bonus. Ehm, og jeg tænker sådan i forhold til, at du har været sådan både inde og ude, og forsøgt at opfinde dig selv, om det første, du tænker hører det her, er at du siger, at det er en god idé at tvinge folk igennem. Og to år kan sagtens være nok. Eller om det er omvendt? Martin: Ja, jeg vil sige, at min personlige holdning er sådan politisk intuition, der siger mig, at det er sådan lidt... Jeg tror, at det er farligt at presse folk, men også fordi man gør bare folk mere stressede i en eller anden forstand. Herude [ITU] for eksempel er der utroligt meget pisk, altså... Og det man ser hos de studerende -- og det tror jeg også, jeg kan se hos mig selv -- det er, at man indretter sig på det. Og det sådan okay... Så kan man ikke få SU, men så finder jeg ud af det. Så arbejder jeg ved siden af, og så tager det bare længere tid, så jeg tror, at der er nogen, som man skal... Man skal måske arbejde med nogle holdninger, og skabe nogle miljøer, hvor det er okay, at tage en pause... Og så selvfølgelig komme hurtigt i gang igen. Fordi der er så mange, der så ender ud i den dér... så tager man et halvt år, så tager man et helt år... og så er man på én eller anden måde, pludselig ved siden af det hele. Ehm, nu kan ikke engang huske, hvad du spurgte... Det var jo meget med det politiske... Steffen: Ja, det er jo meget politisk. Og det er næsten, får man fornemmelsen af, noget, der skal regnes ud i antal måneder, du er i systemet. Og hvor hurtigt, man kan få spyttet folk ud af systemet. Hvis de kommer ud, når de er 23, er bedre, end hvis de er 25... Martin: Ja... Jeg tror helt klart ikke, at det er bedre, at komme ud som 23-årig... for alle. Der er nogen, der måske bedre får... Der er andre, der godt kan, ligesom holde den kørende så lang tid, og komme du med noget. Selvfølgelig for virksomheder er det bedre, at de er 23, for så kan de forme dem, som de vil... Især meget store virksomheder, de har sådan nogle måder,
200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 som man kommer ind i virksomheden på. Og når man er ældre og har nogle helt andre erfaringer og kompetencer... Steffen: Så er man sværere at socialisere ind i virksomheden? Martin: Ja, og man er måske den, der er opdraget til at stille spørgsmål. Og det går jo ikke, at man ikke kan forme folk. Og man har måske fået børn. Da jeg kom ud af universitet var jeg... havde jeg jo to børn, og det er klart noget at det, som gør, at det er sværere, som du siger, at socialisere én. Men altså jeg da så ikke, om jeg så også arbejder mere effektivt og mere målrettet, når jeg først er der, hvor jeg er. Det er utroligt svært, at sådan ligesom sige: Det et godt, eller det er skidt. Jeg tror da, at der er én eller anden balance mellem... som man skal finde. Marie: Men hvordan tror, at arbejdsgiver tænker, når de nu kigger ned ad CV'et og ser, at der er nogle år mellem gymnasiet og videre uddannelse. Martin: Det kommer sgu an på, hvor man søger hen. Marie: Ja, det er klart. Martin: Men jeg tror, at det er lidt modsat af dét, regeringen går og tror. Der bliver vel mere og mere konsensus om, at det er også okay. Der bliver mere og mere plads til at være anderledes og have en anden profil. Og det bliver også, i hvert fald mange steder i erhvervslivet, okay at have været lidt i tvivl om, hvad man ville. Men der er da ingen tvivl, om at hvis man søger ind til Mærsk eller et eller andet, ikk', så skal man helst have gået den lige. Det er igen to forskellige systemer. Marie: Men er der ikke også et skisma mellem at man siger, at vi skal kunne klare os som et lille land i globaliseret verden. Og hvor flere og flere lande får et højt uddannelsesniveau, samtidig med at vi skal prøve at skære lidt ned i de værdier, som du for eksempel siger har betydet noget for dig og har givet dig en anden erfaring. Hvor man så skærer noget af det fra, som danskerne er gode til, eller Skandinavien er god til. At tilegne sig de værdier. Er der ikke et skisma her? Hvilke værdier mener du, at man skaber som et samfund med folk, som ikke bare har været indenfor universitetets mure? Martin: Hm. Marie: Ja, det er et meget svært spørgsmål. Altså, som samfund skaber man vel nogle borgere, som har nogen anden end universitetsverdenen i bagagen. Og hvad gør det for samfundet? Martin: Men altså jeg tror alt... Ja, det er jo et meget stort spørgsmål... Men mon ikke altså... Vores højt besungne innovationskraft og knowhow, whatever... Altså knowhow er selvfølgelig én ting, men innovationskraft er noget andet, og det kommer helt klart af, at man kommer i nogle situationer, hvor man er tvivl og blive nødt til at positionere sig overfor en problemstilling på en anden måde end hvis man bare får en opgave, hvor der er ét svar, som du skal kende. Jeg tror, at det man opnår ved at have de her mere... Altså, det er ikke godt for alle. Der er helt klart også nogle, som havner i nogle situationer, hvor de aldrig kommer ud af at være i sumpen... Så man skal ikke sige, at det er en universel ting. Men for de fleste, så tror jeg, at det fungerer meget godt, og det fungerer på en måde, hvor man ligesom får mere hår på
240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 brystet. Man bliver sat i en situation, hvor man skal tage stilling til sig selv. Og det er der man studerende i andre lande, som aldrig nogensinde får lov til. Både altså som... Og det er hverken kulturelt indlejret, og det er heller ikke indlejret i virksomhedssystemet eller noget som helst. Det, vi har tror jeg, det er, at vi langt hen ad vej lærer at stille spørgsmålstegn ved det, der bliver sagt til os. Og vi lærer at definere os selv ud fra... Martin: Nu sidder jeg jo også selv et sted hvor vi mærker de der strømninger meget tydeligt, for man bliver sindssygt presset også til at presse andre igennem det her system.altså jeg har vejledt omkring 60 studerende herude og de fleste har været meget gode, men der er også mange der er i den situation, at de ved at det er det de ligesom skal leve op til, så hvordan for de hurtigst muligt de her ting lært på en hurtig måde og komme videre og så videre. Det gør, at det faglige akademiske niveau bare siger switzz! Så man producerer nogle, der er dårligere til at stille spørgsmål, dårligere til at tænke sig om, dårligere til at finde på ting, som er nye men billigere og hurtigere. Så hvis man skal investerer sig ud af det og det er det som de ligesom de to ting der taler mod hinanden, som du siger, at man på den ene side prøver at skære med og samtidig må prøve at presse noget igennem, som dybest set er noget som man skal sponsorerer, facilitere og skabe undergrund for. Så innovation er blevet sådan er ord, som er blevet løsrevet fra det det er ik. Dermed ikke sagt man kan optimere sådan nogle miljøer, men det kræver sku penge og det går hånd i hånd der, og det kræver også mere at vi siger: Ok, det betyder sku ik så meget vi taber et år på gulvet for vedkommende kan faktisk producerer noget andet og noget bedre end dem vi koorporerer med sandsynligvis. Men igen det er heller ikke sådan en guldkant på nogen måde, for igen det er måske også blevet en sutteklud for mange, så vi skal helt klart have en debat om hvor det her kommer fra og hvordan kommer det frem, hvor de bedste innovations muligheder er. Og i øvrigt også hvordan måler man det, måler man det i patenter eller måler man et på. Steffen: Jamen patenter er jo et fantastisk mål. Martin: Ja selvfølgelig, det er jo evident. Men altså alle har jo råbt juhu, hvor er det fantastisk vi har fået en skype millionær, milliardæragtig type, men for det først er han fuldstændig underuddannet og sådan et miscast i det danske uddannelsessystem, han har ikke kunnet finde nogle der gad investerer i det han lavede og 70% af pengene er skab udenom det danske system på alle måder, så vi skal sku ikke sidde og være så kæphøje, jeg tror det er med at finde de der misfits og der går måske en ud af hundrede på sådan et kuld herude, men hvordan får vi den ene til at træde frem og få plads og derfor er det der systemiske, hvor alle gør på den samme måde, fuldstændig ulogisk og irrationelt. Også i forhold til det man prøver at skabe. Marie: Men kan man ikke også vende den om at sige, at det måske også er blevet så systemisk, i hvert fald fra gymnasiet af, at man skal have det år, at det meget hurtigt bliver en kultur, at så tager man det år i stedet for lige at tænke: hvad vil jeg med det år og kunne egentlig ikke ligeså godt gå videre og så tage et sabbatår efter bachelor eller et eller andet, og så på den måde supplerer det med noget fagligt.
279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 Martin: Ja, det kunne indlejres i systemer på en anden måde. Jeg tror da også, at der er mange, også fordi man har rykket den der hvad vil du helt med til, ja jeg siger dig jeg har børn der skal til at starte i skole og de skal allerede til at have lærerplaner helt ned i børnehaven, selvom det ikke hedder det og sådan noget ik. Marie: Jeg har også en mor der er vejleder, der sidder med dem helt nede i tredje klasse. Martin: Ja hun sidder sikkert også og korser sig, så på et eller andet tidspunkt er det da klart at folk siger: ahh jeg bliver sku da nød til lige at tænke mig om for helvede, I kan ikke blive ved med at kræve det her, ok shit man jeg fik ikke taget de rigtige ting, for jeg ville egentlig derhen, fandt man ud af, og så skal man til at komme hele vejen igennem systemet igen, så det kan være man siger ok i 8. klasse, der leger vi bare eller et eller andet, altså vi bliver nødt til at tænke ud af boksen, for der er et eller andet sted hvor der helt klart er helt klart er nogle.det er jo også et symptom det her, det er selvfølgelig også en sutteklud, men også et symptom det her, at vi presser folk til at blive nødt til at gøre op med systemet, for det er jo det man gør, man gør det typisk i trods. Marie: Kan pointen ikke være lige omvendt. Martin: Altså der er kommet en kultur med det? Marie: Ja efterhånden er det blevet sådan at det er et større tabu at have prøvet noget og det så ikke var det, end det er tabu at have taget 4 sabbatår, har jeg sådan lidt fornemmelsen af, og det, ja så går det nok mere over i sådan en, jeg vil ikke kalde det dovenskab, men sådan lidt forkælelse sådan jeg kommer ikke rigtig videre. Martin: Ja sådan at man ved det allerede før man starter på gymnasiet, at det er det man skal, sådan holde det der år og tulle rundt og sådan noget, og det er klart. Nu er jeg jo helle ikke, og det er også mange år siden jeg har gået i gymnasiet så den måde jeg havde det var det sådan lidt skamfuldt. Jeg havde de her venner fra handelshøjskolen, som jeg cyklede forbi hver dag jeg skulle ud til Bilka. Marie: Øv satans! Martin: Ja det er sku da ik særligt fedt, opturs agtigt, men det lærte mig da nogle ting, og jeg tror, og det har du sikkert ret i, det er blevet sutteklud for mange, og en indlejret del af gymnasium kultur i hvert fald og der er sikkert også mange, der har råd til det. Min kone underviser på Niels Broks, hvor der er ret mange 2. 3. generations indvandrere, og der er situationen noget helt andet, de har et håb om at få en uddannelse, eller også er de blevet skubbet ind i det af en sagsbehandler eller et eller andet, de har sku ikke de sammen drømme. Det er sådan noget med, efter det her skal jeg ud og stå i en kiosk eller køre taxi. Så det er sådan lidt et luksusproblem. Marie: men jeg tænke også på, vi snakkede om før at de vil skære ned på SU en, hvis man har været væk fra uddannelsessystemer i så og så mange år, om det så ikke lige præcis rammer de ressource svage, som netop ikke har den innovative og selvstændige tænkning i forvejen. For som du siger så skulle dem der vil sku nok have taget den uddannelse med arbejde ved siden af, så taber man ikke de forkerte de i forvejen ressourcesvage.
318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 Martin: Der er ingen tvivl om, at idet man skærer noget væk, rammer det selvfølgelig altid de ressourcesvage, det er klart. Så det man skal tænke er måske i at differentiere, men er jo et endnu større problem. Steffen: sådan et betalt sabbatår? Martin: Ja, for nogle mener jeg, som man kvalificerer sig til at få. Marie: Jeg tænke mener i baner af den kreative klasse, hvor hvis man begynder at skære rent pengemæssigt i SU en, kan man godt forestille sig, hvem det er der kommer hurtigt igennem. Det er jo ikke dem med forældre, der kan bakke dem op i den sidste ende, når de kun er 75% af deres SU. Jeg tænkte på det som et omvendt samfundsproblem. Martin: Jeg tror, det netop bliver dem, der ikke har ressourcerne til at gøre det, der bliver tabt. Marie: Man ved jo fra England og USA, at der primært er rich people, der tager Europa et år efter High School, Martin: Ja og så dem der ikke har råd til det de drukner så, fordi de ikke kan klare kravene til at komme igennem, så de får aldrig en uddannelse, så man har nogle der ryger ud af toppen og nogle der ryger ud af bunden, og det er jo næsten det værste ift. sådan den model vi bygger det her samfund på, men det er måske også noget af det vi skal gøre op med. Marie: Jaa? Martin: Altså den typiske velfærdsmodel, hvor hvis ikke alle kan få det, så er der ingen der skal have det. Og så er der ingen der bliver bedre til noget. Steffen: Men man kan også vende den om og sige, nu sidder vi på sådan et kreativt miljø i virkeligheden, det er vel nærmest et design opstillet i et akademisk miljø, hvor fjumreårene eller sabbatårene er måske noget der faciliteres folk der ender i det akademiske miljø og skal nå det der abstraktionsniveau, hvor man kan sige at der er mange andre uddannelser, nu snakkede vi innovation før, men spørgsmålet er om det ikke også har en indflydelse skal vi sige på modenheden, når man kommer ud som sygeplejerske. Martin: Jamen det tror jeg, især sådan nogle uddannelse. Der er jo også mange der kvalificerer sig eks. sygeplejersker ved at tage et sådan år, som en del af det. Men herude tror jeg det er godt for nogle og skidt for nogle andre. Det er sådan lidt svært, hvis man tænker på den måde at få folk hurtigere igennem osv., det har meget været en agenda her, at folk ikke måtte St, og lavet alle ulige systemer for at sikre de ikke gør det, men det gør de. Marie: Okay? Steffen: men det er vel også mere fordi det er et sted hvor folk uddannes til at være kreative og kører måske projekter ved siden af og det er der man ender meget hurtigt med, når man sidder på 4. og 5. år og lave alle de sjove ting ved siden af, fordi nu har man fået nogle kompetencer. Martin: Det ved jeg ikke hvor mange det er på den måde. Jeg tror, der er mange, der stykker deres uddannelse sammen, hvor de netop prøver at financierer året uden SU med at arbejde ved siden af, eller også så er det sådan et eller andet hvor jeg egentlig er sådan næsten færdig, jeg venter bare på at skrive mit speciale helt færdigt, men så tager jeg lige et ekstra halvt år, hvor jeg har et kursus jeg bare følger og så har jeg det her job ved siden af. Altså,
358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 der er en hel masse måder at manøvrerer på i systemet, hvor de ifølge statistikken er forsinket, men egentlig så er de næsten allerede ude af systemet, så jeg tror også man skal kikke på hvordan man opgør det her, for at se hvor problemet er. Marie: men nu snakker vi decideret sabbatår, vi havde også ideen om hvorvidt man kommer hurtigere igennem, hvor man jo også må sige det er et reelt problem vi ikke kommer hurtigt nok igennem også for samfundet. Vi snakker om at det er godt for samfundet, vi kommer ud, med værdier og sådan med social kapacitet, men det er også et reelt økonomisk problem, at vi har for få det kommer ud hurtigt, vi er jo næsten over de 30 før vi er ude, og det er de ikke i vores nabolande. Tror du også det er sådan en dansk mentalitet, om at man har egentlig ikke så travlt eller hvad tror du det sådan bunder i? Martin: Jamen det kan godt være det er sådan en hasta manjana agtig spansk gen i os. Altså i forhold til finnerne, som jo har et utroligt effektivt system, og som er helt enormt gode til at stave og sådan noget, og på mange måder er en innovativ nation, så.. Marie: ja det er det. For vi snakkede jo om før at de ikke hænger sammen, altså innovation og effektivitet, men vi kan jo se i andre lande at det hænger jo egentlig godt sammen, om det så er sådan en dansk mentalitet, hvor man skal have lidt tid, før det kommer til en. Martin: Ja det tror jeg da også på en eller anden måde, der er en dansk mentalitet, hvor det er blevet en del af den måde man bliver stor på. Men jeg tror måske også at uddannelsessystemet befordrer det, eller hvad skal man sige, er med til at forstærke det på en eller anden måde. Altså tilgangen man har, har måske en helt anden karakter end den man har i f.eks. franske skoler, nu ved jeg ikke, men det er jo et meget meget stringent system, hvor den måde man lærer på ikke er sådan procesagtig måde, det er jo: Hør her nu skal vi terpe. Jeg tror man kunne lærer meget af sådan nogle systemer, til ligesom at rette folk lidt mere af, men hvad vil det udløse i forhold til der, hvor vi allerede er. Så jeg har svært ved at se hvirdan man sådan skulle finde et nyt system, som kunne afløse det. Det bliver jo mere og mere pisk inde i systemet, måske ikke på det faglige niveau, men på det mere strukturelle ikke altså, så måske de skulle hænge mere sammen, så der var andre krav til hvad man sådan skulle lære, og hvordan man f.eks. går til eksamen osv. Marie: Så det bliver indlejret i systemer? Martin: Ja jeg ved sku ikke, måske skulle man også differentiere ift. uddannelser, ja jeg ved ikke hvad der passer bedst. Det er jo klart nok, at hvis man skal være arkitekt, dem har vi jo også brug for, men det kan jo godt være man lige har brug for ligesom at finde et eller andet gen, før de starter, undervejs eller lige efter, modsat matematikere som måske har noget andet..det ved jeg ikke. Men igen det med at det jo ikke er ens overalt. Steffen: Nå ja, men man kan vel også sige at der er kompetencer der er nødvendige hvis man starter på matematik. Det går hurtigt tabt det, som man har med fra gymnasiet. Altså på vores fag er det ikke strengt nødvendigt, men matematikken går hurtigt tabt, hvis man eks. holder 3 sabbatår. Martin: Ja sandsynligvis, det var det jeg fandt ud af på HA. Jeg kunne stort set ikke regne, anede ikke hvad matematik var.jo jeg kunne godt regne, var faktisk udmærket til det, men
398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 matematik blev pludselig noget helt andet, som jeg ikke havde nogle forudsætninger for at arbejde med. Det kom nogle folk og det var meget let for dem, de kunne bare bum bum bum, og kunne se de der parabler p åen helt andre måder end jeg kunne ik, og det er klart så bliver man ligesom sådan, ok, det er ikke lige mig det her, jeg har slet ikke de forudsætninger der skal til. Så måske skal man også have noget indbygget i systemet en rådgivning om, hvad man er god til og kunne guide folk på nogle mere sikre måder. Hvis vi kikker på universiteterne i udlandet, har de nogle meget sikre mentorordninger, knytte til nogle personligheder, som leder en igennem, mere end man har de her, ja det har vi måske egentlig også på en masse uddannelser, hvad ved jeg..jeg er ved at male mig selv ind i et hjørne. Marie: ok, hvad siger kl. egentlig efterhånden Steffen. Steffen: Hmmm 36. Marie: Jeg vil lige her til sidst spørge.nu siger du, du har børn. Hvis de nu stod også sagde de ville have sabbat år, og de var på deres 4. ville du så begynde at tænke hmmm nu er det altså sutteklud, eller ville du tænke det er helt i orden, forudsat de lavede noget fornuftigt osv.og sige det er helt naturligt, I tager den tid I tager. Altså hvad ville du sådan guide andre til? Martin: Altså hvis de havde gang i noget, hvis de bare sad inden på deres værelse og pillede sig i navlen. Steffen: På fjerde år! Martin: Ja på fjerde år, så tror jeg godt nok jeg ville blive en lille smule urolig. Det er selvfølgelig også noget med, sådan har jeg også selv fået det, hvad bidrager man med? Hvad kommer man med til den store kasse. Marie: Men hvem har ansvaret, er det også forældrenes? Ja det er klart, så ville man også prøve at få vedkommende på rette spor, for det er der ingen der har godt af at være uden for så længe. Men der er ligesom også blevet sådan et eller andet med hvorfor skal vi arbejde? Selvfølgelig skal vi lave noget, selvfølgelig skal vi arbejde, selvfølgelig skal vi yde noget, for at nyde noget, det gode gamle ordsprog, men på den anden side set ville jeg heller ikke presse dem til at tage en uddannelse, som de ikke havde lyst til, for det har jeg jo ligesom selv været der rund om. Marie: Men du ville også stoppe dem? Ja hvis de på 4.år stod og vaskede tallerkener af i Bilka. Men så er spørgsmålet jo: Er det det du er glad for? Det var jo lidt det jeg lærte dengang, der er nogle der er glade nok for at gå og vaske pander af nede i kantinen eller et eller andet. Marie: Ja det lyder så hård, men man lærer vel de også er mennesker, og det er jo det, man meget hurtigt finder ud af. Ja bestemt, og de får sku aldrig en længerevarende uddannelse, men kan være tossegode, lykkelige for det, og det er også en måde at gøre det på, og dem har vi også brug for. Marie: Det gør det givetvis også nemmere når det så er hård på ens uddannelse bagefter, at man kan huske på det er ikke det hele, det er ikke det der gør om man er lykkelig eller ej.
438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 Martin: Men altså der er da heller ingen tvivl om at det er vigtigt at få en uddannelse man kan bruge til noget, og ikke bare få en fordi det skal man have. Marie: Ja og noget man er glad for. Ja. Steffen: så det er jeres konsensus nu? Martin: Ja Steffen: ved ikke om vi lige skulle slutte af med det modsatte spørgsmål, at hvis de efter gymnasiet, efter HF, siger alle mine kammerater vil alle sammen læse dansk, det syndes jeg sku egentlig også lyder meget spændende. Hvis de lige præcis valgte det sammen fag som mig, ville jeg sige: No, det kan du glemme! Steffen: Jeg mente måske også mere generet. Hvis jeg må sige noget til nogle der lytter: Lad være med at vælge dansk, det er et åndsvagt valg. Altså jeg kan huske da jeg fik mine børn var jeg selv under uddannelse, og var selv inde i det der system, hvor det er helt utopisk at man skal ud på den anden side..det kan være det er derfor jeg stadig er inden for universitetssystemet. Men man har ikke nogen ide om man skal ud og gøre en forskel nogle steder. Altså man skal lære det her, en masse viden og det er super fedt, en masse tilgange til litteratur og kommunikation og medier og hvad ved jeg, og man er helt opslugt af det, men at der skulle være en ide med det. Og det forstærker men sådan set også selv ved stadigvæk at udbyde uddannelser, som gør en parat til at være ansat indenfor universitets systemet. Og det er det jo altså kun, eller man skal være kulturredaktør et eller andet sted, og det er det jo altså kun en ud af hundrede der bliver. Så på en eller anden måde er det der foregår på den anden side af gaden her, jo også langt ude (KUA). Det har kun sådan en kulturbevarende kraft, men de spytter eddermagme mange mennesker ud som ikke aner, hvad de skal bruge deres uddannelse til. Og det er grundlæggende forkert. Enten skal man ligesom bare have sådan et stort skilt ude foran, hvor der bare står: Tænk jer om! Hver gang I tager et valg fravælger man også et eller andet. Og det er det der med ikke at presse folk til at tage et valg, men også at gøre dem bevidste om det. Og det synes jeg ikke de systemer befordrer ret godt. Nu har jeg jo både været på det humanistiske, og det her er sådan mere naturvidenskabeligt, design noget, men at have et system, som det humanistiske, der rent faktisk spytter folk ud med ingen ide om, hvad de kan bruge deres uddannelse til det er.. Marie: Men hænger det igen ikke sammen med hele luksus genet, hvor man bare vil lave det her, og så må man finde ud af det i den anden ende. Steffen: Ja det er der vel ligeså meget sovepude ved? Ja men man kan også sige det på en anden måde. De mennesker, og nu ved jeg ikke hvor mange succeshistorier, der er derovre fra (KUA), men der er jo også nogle som ligesom er begyndt at lave computerspil eller lave musik eller indspille film på en anden måde. Og de der elementer er nogle få sete ting, det kan man jo ikke vide om hvis man tager det der miljø væk, kan det være man også tager det væk.hvem ved, men det er et meget sandsynligt udkom. Steffe: ja
478 479 480 Marie: Jeg tror vi siger tak her. Steffen: Ja, mange tak. Det er mig der takker.