Hosekræmmeren 1. Forfatter Forfatteren til Hosekræmmeren hed Steen Steensen Blicher. Han levede fra d. 11. oktober 1782 til d. 26. marts 1848. Han blev født i faderens præstegård i Vium, og han blev også selv præst, men er mest kendt for sine digte og noveller. Privat gæld og digterflid satte gang i Steen Steensen Blichers novelleproduktion i omkring 1824. Han skrev Hosekræmmeren i 1829, og det blev én af hans mest velkendte og læste noveller sammen med bl.a. Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824). Det interesserede ham, hvordan en historie var fortalt og ikke alene, hvad den handlede om. Steen Steensen Blicher plejede ikke sine præstekald alt for samvittighedsfuldt. Indimellem tog hans mange vandre- og jagtture på heden (som også udgør baggrunden for mange af hans fortællinger), hvor han blev fortrolig med alt fra ensomhed til hosebinding og fra rakkere og tatere til velstående hedebønder. I september 1847 fik han uansøgt afsked, men med pension. Hårde år med sygdom, offentlig kritik og latterliggørelse medførte et stigende forbrug af alkohol. Hans selvbiografi fra 1846 er dog fyldt med selvironi. Han døde i præstegården i Spentrup i 1848. 2. Romantiske træk Steen Steensen Blicher levede under højromantikken (1800-1830), under biedermeier og under den poetiske realisme (1825-1845). Man kan både finde træk fra universalromantikken, biedermeier og den poetiske realisme. Universalromantikken ses mest i begyndelsen, da jeg-fortælleren vandrer ud på den store alhede. Der kommer en lang beskrivelse af naturen, og man kan finde panteisme (Gud er i alt), og især organismetanken er meget tydelig, da han fortæller om naturen og historien som en organisme:, der i grunden kun er muldvarpeskud, som tiden eller en og anden urolig tamerlan engang jævner med jorden; når jeg svævede hjertelet, frihedsstolt som beduinen, hvem intet hus, ingen snævert mark fængsler til pletten, Under universalromantikken fandt man fornuftsdyrkelsen dårlig, da man var overbevist om at naturen var en afspejling af en højere idealverden, hvor der ligeledes var besjæling af naturen. Biedermeier kan man også se, da al handlingen i novellen foregår indenfor hjemmets fire vægge. Da jeget går ude på marken ved man intet om, hvad der er foregået inden i huset, men med det samme man kommer indenfor, begynder hele fortællingen og spændingen stiger. Den poetiske realisme kommer til udtryk ved, at fortælleren beskriver virkeligheden (rigt og fattigt miljø). Han fortæller ikke hele fortællingen gennem romantiske briller, men han fortæller, hvor hårdt og barskt livet kan være. Fortællerens livssyn er dog stadig romantisk, og han udtrykker den opfattelse, at tilværelsen er styret af et guddommeligt forsyn. Novellen er mest præget af den poetiske realisme, da det vigtigste i fortællingen er en situation fyldt med menneskers forskellige konflikter.
Man kan også ane noget nationalromantisk, da farverne på Esbens klæder i drømmen jo er røde og hvide (Dannebrog). 3. Genre Genren er epik, som kan kendes på, at der en fortæller og en handling, der foregår i tid og sted. Det er nonfiktion, da handlingen godt kunne udspille sig i virkeligheden, og fordi der i Hosekræmmeren ikke på noget tidspunkt sker noget decideret overnaturligt. 4. Art Arten er en novelle. En novelle er en kortere episk fortælling, der normalt beskriver et enkelt handlingsforløb. Novellen er ret lang i forhold til en typisk novelle. 5. Fortæller Fortællingen bliver fortalt af et jeg. I Hosekræmmeren er jeget en udefrakommende person, der fortæller om en sørgelig begivenhed, som han ikke selv har haft indflydelse på. Jegfortælleren kunne sagtens være forfatteren, Steen Steensen Blicher, selv. Efter fortælleren efter seks år vender tilbage til hosekræmmeren af tørst og nysgerrighed, får han moderen til at fortælle om de begivenheder, der er sket i mellemtiden. Fortællingen går over i en rammefortælling, hvor moderen lægger rammen om fortællingen. Hun kender allerede slutningen på fortællingen, og læseren ved også allerede, at den ender ulykkeligt, da jeg-fortælleren lige har oplevet Cecilia som en tåbelig kvinde. Så hele indholdet af moderens fortælling bruges altså til at fortælle om de begivenheder, der førte til afslutningen (Cecilia sindssyg). Indimellem kommer jeg-fortælleren ind i teksten, og man kommer tilbage til nutiden, hvor jeg-fortælleren lige kort fortæller om noget som fx noget moderen gør, men kort efter kommer man tilbage til moderens fortælling. Mor: Jeg:. Eks.: Det var hendes ramme alvor; tåbelig var hun, og tåbelig blev hun. Her lod fortællerinden bindehosen synke ned i skødet, tog uldnøglet fra den venstre skulder, drejede det nogle gange og bekiggede det på alle sider. Til sidst, da moderen er færdig, er det igen jeg-fortælleren, der tager over, og det er ham, der afslutter novellen med linjerne: Den største sorg i verden her, er dog at skilles fra den man har kær. Hvor skifter det? Det er jeg-fortælleren, der fortæller helt ind til sidste linje på side 120, hvor moderen tager over med: Vi og Kjeld Esbensen, Jeg-fortælleren fortæller derefter, at hun havde trukket en
stol hen til bordet, sat sig på den og lavet sit strikketøj til rette. På den 2. linje på side 121 fortæller moderen igen, og det gør hun helt ind til side 122, hvor jeget igen fortæller om moderens gøren. På den 9. linje på side 122 fortæller moderen igen ind til linje 17 på side 124. Moderen fortæller fra den 21. linje på samme side ind til den 17. linje på side 125. Moderen fortæller igen fra den 19. linje helt ind til den sidste side (127) linje 9, hvor jeget fortæller det sidste. Hvilken virkning har det? Det bliver mere troværdigt, da det er moderen, der beretter i stedet for, at det kun var jeget. Så ved man, at det hun siger nok er sandt, og at hændelserne rent faktisk fandt sted. I denne her sammenhæng mener jeg, at det har en positiv effekt, at St. St. Blicher skifter fortæller. 6. Berettermodellen Berettermodellen viser, hvordan en fortælling bliver fortalt og stiger i spænding. Den lodrette linje illustrerer spændingskurven, og den vandrette er tiden. En berettermodel bliver ofte brugt i epik, og den illustrere handlingsforløbet i noveller, romaner, film o. lign. Den har formen som en hval. Berettermodellen består af: et anslag, en præsentation, uddybning, point of no return, konfliktoptrapning, klimaks og en udtoning. Det er ofte bakketoppene man skal være opmærksom på, når man læser noget, der er bygget op efter berettermodellen altså anslaget, point of no return og klimakset. Hvor skifter det? Fra anslag til præsentation: Anslaget slutter på side 109 linje 27, og præsentationen begynder på linje 28 med: Dens beboere var mig ubekendte.
Fra præsentation til uddybning: Præsentationen slutter på side 113 linje 16, og uddybningen begynder på linje 16 med: Al denne udgydelse var ikke henvendt til mig, Fra uddybning til point of no return: Uddybningen slutter på side 115 linje 8, og point of no return begynder på linje 8 med: Mens græsset gror, dør horsemor! Fra point of no return til konfliktoptrapning: Point of no return slutter på side 115 linje 25, og konfliktoptrapningen begynder på linje 26 med: Jeg havde her den mest indbydende anledning til at udvikle de grundsætninger, Fra konfliktoptrapning til konfliktløsning: Konfliktoptrapningen slutter på side 123 linje 29, og konfliktløsningen begynder på linje 30 med: Det kunne vel være en timestid eller noget mere over midnat, da jeg vågnede. Fra konfliktløsning til udtoning: Konfliktløsningen slutter på side 125 linje 23, og udtoningen begynder på linje 24 med: Det spurgtes da snart heromkring i nabolaget, Hvad sker der i de forskellige punkter? Anslag: I anslaget går jeget ude på heden. Præsentation: Jeget kommer ind til hosekræmmeren og får introduceret hosekræmmeren, konen og Cecilia. Uddybning: Man ser Esben komme gående, og han fortæller om sin rejse til Holsten, så han kan tjene penge nok til at forsørge Cecilia. PONR: Hosekræmmeren fortæller, at Cecilia ikke vil vente på ham, og at de ikke kan få hinanden. Konfliktoptrapning: Fra da Esben vandrer ud på heden til seks år senere, hvor jeget hører historien om, at Cecilia har skåret halsen over på Esben. Konfliktløsningen: Konfliktløsningen er Esbens død, da Cecilia troede, at det var den eneste måde, de kunne være sammen. Udtoningen: Udtoningen er alt, hvad der sker efter Cecilia får alt at vide om sit drab på Esben, indtil jeget vandrer ud på heden igen. 7. Indre komposition Den indre komposition går ud på årsagen, virkningen og løsningen i novellen altså noget om en handling i fortællingen, som medfører en virkning og løsning.
Der kan være flere årsager, virkninger og løsninger, men de, der bedst dækker hele novellens handlingsforløb, ser nogenlunde sådan her ud: 8. Komposition Å: Cecilia forelsket i Esben V: Esben til Holsten Far gifter Cecilia bort L: Cecilia bliver sindssyg og dræber Esben Kompositionen forløber kronologisk med brudt kronologi. Jeg-fortælleren skifter nogle gange fra en nutidig fortællesituation til datid. Det kan man se, da han helt i starten fortæller, at han ønskede menneskevåningen var borte - der vidste han allerede, hvad fortællingen ville ende ud med. Da moderen begynder sin fortælling, bliver det en rammefortælling, fordi man allerede ved, hvordan den ender, og hendes fortælling jo kun bliver brugt til at fortælle om dét, der førte til afslutningen. 9. Temaer De mest tydelige temaer er: natur, kærlighed og død. I novellen er også temaer som fattigdom, rigdom, lykke, ulykke, kristendom, anger og sygdom. Hvor ses temaerne? Naturen ses i det midtjyske hedelandskab, jeget befinder sig på. Kærligheden kommer til udtryk ved Cecilias og Esbens kærlighed til hinanden. Døden kommer til udtryk ved Esbens drab og hosekræmmerens død. Fattigdommen kommer til udtryk ved, at Esben ikke var rig nok til at blive gift med Cecilia. Rigdommen kommer til udtryk ved at hosekræmmeren var en rig hosekræmmer (Cecilia og Esben var modsætninger). Lykken og ulykken kommer til udtryk ved, at hvis Cecilia og Esben kunne være sammen, ville de være lykkelige og omvendt, hvis de ikke kunne ville de være ulykkelige. Kristendommen viser sig, da Cecilia skulle blive gift i kirken, og da hun råber om paradisets have, som er en del af den kristne tro. Angeren kommer til udtryk, da hosekræmmeren, efter Cecilia er blevet sindssyg, finder ud af, at han måske skulle have ladet Cecilia og Esben blive gift. Sygdommen kommer til udtryk i Cecilias sindssyge, både da hun næsten blev tvangsgift, og da hun finder ud af, at hun har dræbt Esben. 10. Fortolkning Strikke: På side 114 giver Cecilia sig til at strikke. Det kan symbolisere, at hun er klar. Hun har valgt sin livsskæbne, og hun er kønsmoden. Det kan hænge sammen med, at hun er klar til at blive gift med Esben.
Hvid og rød: Cecilia fortæller, at i drømmen på side 125 var Esben kommet og besøgt hende i skinnende hvide klæder og med en rød perlekrans om sin hals. Den hvide farve symboliserer uskyld, renhed og jomfruelighed, mens den røde symboliserer kamp, blod og lidenskab. Den røde perlekrans kan også lede tankerne mod blod. Perlekransen er jo også omkring Esbens hals, hvor hun havde skåret med ragekniven. Men Cecilia vidste jo endnu ikke, at hun havde dræbt Esben, men hendes ubevidste (drømmen) kunne have fortalt hende det. Det hvide kunne jo også symbolisere noget rent og helligt og måske endda, at han var en engel - og der kunne hendes underbevidste fortælle hende, at han var død og i himlen. Ragekniv: På side 114 står der: Den fremmede var en meget smuk karl, en ægte søn af vor danske natur. Der driver langsomt, men kraftigt og varigt: lyshåret, blåøjet, rødkindet, hvis fintdunede hage ragekniven endnu ikke havde berørt, skønt han vist allerede var sine fulde tyve år. Det er nok ikke tilfældigt, at ragekniven bliver nævnt i sammenhæng med Esbens hals og hage allerede så tidligt. Man kan sige, at der var blevet lagt et spor ud i teksten læseren kunne bare ikke vide før at have læst slutningen, hvilken betydning ragekniven ville få. Ragekniven var den, Cecilia brugte til at skære halsen over på Esben. Så Esben nåede aldrig at få brug for ragekniven før hans død. På side 116 står: Tilmed er der endnu en betragtning, som byder mig ikke ubuden at stikke min finger imellem kniv og væg, mellem dør og karm, mellem hammer og ambolt, denne nemlig: Mon ikke rigdom alligevel er det reelleste af alle jordiske goder? Jeget giver på en måde hosekræmmeren ret i, at han ikke skal gifte sin datter væk til en mand uden penge, men udtrykket at stikke min finger imellem kniv og væg kan igen lede mod mordvåbnet. På side 118 står: Også bemærkede jeg, at hun ingen rok havde for sig, men at den, hun indbildte sig at træde, måtte være af samme stof som Macbeths dolk. Man kan undre sig over, hvordan jeget kommer til at tænke på en dolk, allerede før han hører moderens fortælling. Hele novellens budskab kan bl.a. være, at kærlighed ikke kan købes for penge. Selvom Mads Egelund var rig, ville Cecilia heller dø end at giftes med ham. Novellen kan også fortælle, at hvis man gør noget, der er i strid med Guds vilje får det konsekvenser. Hosekræmmeren indser, at det var Guds vilje, at Esben og Cecilia skulle være sammen, og at det var Guds gerning, at hun nu var sindssyg. Man kan sige, at handlingen er omkring en kvinde, der gennemlever et drama i sin insisteren på at skabe sit eget liv. Steen Steensen Blicher har været god til at skrive små ledetråde ind i novellen (om fx ragekniven). Det gør også, at det han skriver bliver meget mere interessant, og det hele går på en måde til sidst op. En anden ting man kan lægge mærke til, er ændringen fra: Den største sorg i verden her, er dog at miste den, man har kær. til: Den største sorg i verden her, er dog at skilles fra den, man har kær. Ordet miste bliver byttet ud med skilles, og det kan give sætningen en helt anden betydning. For man har lige hørt moderens fortælling, og man kan overveje om det nye ord egentlig ikke har noget med Esben og Cecilia at gøre, men i stedet Cecilia og moderen.
Moderen og Cecilia er blevet skilt fra hinanden pga. afstanden den psykiske sygdom har lagt mellem mor og datter. 11. Perspektivering Novellen kan perspektiveres til Jesu død. Det kan den, fordi Jesus var Guds offerlam, mens Esben også var en slags offerlam. Novellen kan ydermere perspektiveres til maleriet af Christen Dalsgaard, som hedder: Ung jysk bondepige skriver vennens navn på den duggede rude. Den kan perspektiveres til dette maleri, da begge tekster indeholder længsel (vennen Esben), og da det er en bondepige, og Esbens familie også er bønder. Den kan også perspektiveres til Maslows behovspyramide. Uden Esben kunne Cecilia kun føle sig oppe på det nederste trin, som er de fysiske behov altså da hun mistede Esben og blev sindssyg, røg hun helt ned på det nederste trin. 12. Vurdering Jeg synes novellen er god, fordi den er anderledes, og det er ikke endnu en lykkefortælling, hvor alt ender lykkeligt, som jeg er vant til at læse. Den var meget svær at forstå pga. sproget var meget gammeldags, og i starten var der nogle meget lange sætninger. Jeg kan godt lide, at den sætter fokus på, hvor hårdt livet egentlig kan være og på, at alt ikke handler om penge. Novellen giver stof til eftertanke, og det synes jeg, er et af de elementer en rigtig god tekst har. Den fik mig også til at tænke på, hvorfor novellen egentlig hedder Hosekræmmeren. Det tror jeg den gør, fordi det er Hosekræmmeren, der står i vejen for kærligheden mellem Cecilia og Esben. Det er også ham, der prøver at få Cecilia gift med Mads Egelund hvilket fører til hendes psykiske sygdom. Det er Hosekræmmeren, der lader Esben overnatte, hvilket giver Cecilia muligheden for at dræbe ham og blive forenet med ham i paradiset. Hosekræmmeren har altså en ret stor betydning for hele handlingsforløbet - for uden Hosekræmmeren ville kærligheden mellem Esben og Cecilia måske have ført til, at de blev gift, og så havde novellen jo nærmere været en lykkelig kærlighedshistorie.