Hvad skal man tro? Hvem kan man tro?

Indhold sup 4,0 Hvad skal man tro? Hvem kan man tro? Det giver en bedre forståelse af besættelsestidens historie, hvis man ser bagud i bagklogskabens klare lys - eller i bakspejlet og endnu bedre, hvis man bruger flere par briller. Besættelsestidens historie er ikke kun sort/hvid, den grumsede farve blev kendetegnende for efterkrigstiden. Skeletter blev halet ud af skabene - der blev pyntet med lånte fjer - og tiden læger som bekendt alle sår. November 1939 Sovjet angriber Finland Vinterkrigen blev af de fleste opfattet som et overfald og påvirkede os i dagligdagen. Dertil fik den virkninger år frem i vurderingen af modstandskampe med fokus på de danske kommunisters indsats under tyskernes besættelse af Danmark Politikere var svære at gennemskue også dengang. Men der var en utrolig letfærdig omgang med sandheden fra begge sider, og glem ikke, at den danske presses meninger lå ofte i annoncørernes lommer: Tyskerne kontrollerede og dikterede dansk presse ved at styre annonceringen for bl.a. vaskepulveret Persil og lignende velsignelser sydfra. Storfinland Stortyskland Da Finland sammen med nazihærene gik til angreb på Sovjet i 1941, udstedtes følgende Dagsbefaling til den finske hær: «Allerede i 1918 havde jeg svoret ikke at stikke sværdet i skeden, før Fjernkarelen var blevet finsk. Af de vældige verdenshistoriske verdensbegivenheder opstår et Storfinland for vore øjne» Udtalt ikke af Hitler, men af den øverstkommanderende for den finske hær, arbejdermorderen, som havde myrdet 26.000 finske arbejdere: General og senere præsident, Mannerheim. Når man skal vurdere vort Folketings «høje moralkodeks» i forbindelse med Finlandskrigen, virker de samme personer nærmest latterlige, hvis man sammenligner dem med deres totale mangel på holdninger, mod og mandshjerte under den tyske besættelse. Men under Finlandskrigen kunne man køre på fribillet. 1

Billedet viser samhørigheden mellem nazister og kommunister, som de fleste opfattede den, men det var ikke den virkelighed, jeg oplevede. Ingen kommunist var i mindste tvivl. Nazismen var fjenden. Ikke-angrebspagt Høg over høg realpolitik? Svindel og humbug? Sovjet foreslår England og Frankrig en gensidig bistandspagt: Stormagterne sender nogle ubetydelige «sidegademekanikere» til forhandlingerne i Moskva, men den gensidige mistillid er imidlertid for stor. Alle prøver af bedste evne at holde sig uden for den konflikt, som man nu ved er uundgåelig. Man prøver på at få den anden part til at stå med bæ en i hånden. Forhandlingerne sker kun på skrømt. Samtidigt forhandler Stalin & Hitler, i al hemmelighed og på topplan. Hitler havde udsendt sin udenrigsminister von Ribbentrop. En hemmelig protokol underskrives. Diktatorerne deler Polen: Stalin får de baltiske lande, dermed er Leningrad sikret, håber man. Hitler havde nu fået grønt lys for sit kommende overfald på Polen og fik udover en Ikke-angrebspagt en handelsaftale, som indebar, at Sovjet forsynede Hitlers lagre med krigsvigtige varer (bensin olie), lige til han overfaldt Sovjet. Russerne sørgede således også for brændstoffet til overfaldene på Europas lande. Eksempelvis blev brændstof sejlet fra den russiske havn Murmansk til Narvik i Norge, medens nordmændene endnu kæmpede. 2 Hitler: «Kære Josef, at du sværger mig troskab til døden skiller os ad, huer mig ikke»

Under og efter den Finske Vinterkrig, men især i perioden, hvor Ikke- Angebspagten fungerede, men såmænd også i dag har propagandakanonerne fra alle de»danske«politiske partier og medier tordnet mod kommunisterne, de bekyldtes for at være nazisternes forlængede arm. en hetz, der blev skæbnesvanger under og efter besættelsen. Ganske gratis fik de holdningsløse argumenter mod modstandskampen og den antifascistiske kamp - resultatet blev kommunistskræk. Eksempler: Før politiets razziaer satte ind den 21. juni 1941, havde Kommunistpartiet skjult papir i illegale depoter. Finanseret af partimedlemmernes lommepenge og ved salg af Niels Ebbesenmærker på arbejdspladserne. Jeg erindrer endnu mine mange indkøbsture som dreng, hvor jeg købte papir, tryksværte og stencils, alt gemtes af DKP, som forventede at blive tvunget til at gå under jorden - før eller senere. Uddrag fra tidl. medlem af Frihedsrådet, Børge Houmanns (BH) bog: Kommunist under besættelsen er forsynet med denne skrift, hvor uddragenes sidetal henviser til Den parlamentariske Kommission er disse angivet således: (s. xx) Jeg bad Fosmark dokumentere myten om, at kommunisterne skiftede standpunkt og fra at være modstandere af nazistyret optrådte som logrende nazitilhængere, men han nedlod sig ikke til at besvare min henvendelse, derfor lever myten frodigt videre og tilføres stadig nye og udokumenterede påstande. (BH side 75) Vi besluttede, at sekretariatets medlemmer skulle gå i halv illegalitet: optræde legalt om dagen, men ikke være til at finde om natten. Så vidt muligt undgå at blive taget pa sengen. Jeg flyttede hjemmefra den 9. april ud pa eftermiddagen. Meddelte folkeregisteret, at min adresse herefter var Griffenfeldsgade 50 Arbejderbladets adresse mens jeg fik husly hos Grethe Hedegaard. Jeg var ikke til at finde, da politiet den 22. juni 1941 rykkede ud for at arrestere kommunister. Dernæst besluttede vi at gennemføre en længe forberedt omorganisering af partiet. Jeg fik til opgave at organisere en illegal trykkerivirksomhed, der helst skulle omfatte hele landet. Om eftermiddagen den 9. april fik jeg gennem faktor Gunnar Jacobsen pa Nørrebros Centraltrykkeri forbindelse med en forhandler af trykkerimaskiner, som hed Johannes Petersen. Trykkerislagteren kaldtes han inden for branchen. Hos ham købte jeg en lille hurtigpresse. Den blev betalt kontant den 10. april 1940 med lige ved 6.000 kr. (BH side 82) Vi var nogle stykker, der rejste meget denne sommer. Ingen partiafdeling, hvor i landet den end lå, måtte føle sig forladt eller alene den dog, nazisterne slog til. Vi skulle have mulighed for at få forbindelse med hinanden. De med os vi med dem. Datoen husker jeg ikke, men det var ikke længe efter 9. april 1940, en meget lys forårsdag. Kolding var blot en enkelt af de byer i Syd- og Vestjylland, jeg besøgte pa denne rejse. Den officielle anledning til mit besøg var at sætte fart i salget af bladet. Den egentlige baggrund for rejsen var at informere de lokale afdelinger om de foranstaltninger, partiledelsen fandt det nødvendigt at gennemføre nu, da landet var blevet besat af nazisterne. 3

Det drejede sig om at fa opdelt alle afdelinger i femmandsgrupper, at få udpeget gruppeledere og lokale forbindelsesveje. Det drejede sig om indkøb og deponering af duplikatorer, skrivemaskiner og duplikatorpapir, samt ikke mindst om at finde frem til dækadresser, navne pa sympatisører eller lidet kendte partimedlemmer, hvortil post og materiale kunne sendes, og gennem hvem partiledelsen i København kunne få forbindelse med afdelinger i tilfælde af illegalitet. jeg medbragte en anselig bunke dækadresser, navne pa venner og bekendte, til hvem breve kunne sendes til os i København. Min svigerfar, Christian Johansen senere (navneændring til Christian Staffe) en af Danmarks første aktive modstandsfolk mistede på sin arbejdsplads alle de tillidsposter han samvittighedsfuldt havde udført i årevis. Respekten for kommunister og samarbejdet mellem kommunister og socialdemokrater blev dog genoprettet på arbejdspladserne efter folkeoprøret d. 29. august 1943. Realpolitiske holdninger i Danmark (BH) I Den Parlamentariske Kommissions betænkning VII, aktstykker bind 1 s. 187, forklarer politiet ikke uden stolthed: I 1940 anholdtes og interneredes 127 emigranter, heraf langt den største del i juli og september måned I en del tilfælde 42 navnlig i juli og september 1940 blev der fra tysk side stillet krav om de pågældendes overførsel til Tyskland, og disse krav blev imødekommet, således, at de pågældende udvistes og udleveredes til det tyske politi ved grænsen i Flensborg. Også dette blev forelagt justitsministeriet til godkendelse i de enkelte tilfælde. Og så fortsætter dokumentet skamløst: I de nævnte sal er dog indbefattet også nogle tilfælde, hvor der ikke forelå nogen begæring derom, men hvor de pågældende i alle tilfælde ville være blevet udvist, idet de var indrejst illegalt og var subsistensløse, og hvor fremmedpolitiet gennem statsadvokaten rejste spørgsmål. Uddrag slut. Det tyske kommunistiske parti beordrer sine medlemmer hjem zu das Vaterland. I en samtale med én tysk emigrant oplyser denne: 4

«De tyske emigranter i Danmark afholdt et møde, hvor man skulle tage stilling til, om de ville lyde ordren og rejse hjem. På mødet vedtog 95 % af mødedeltagerne, at de ikke ville lyde denne ordre, da de opfattede deres væsentligste opgave som bestående i bekæmpelse af nazismen. Lederen af emigrantforeningen, som varmt støttede en hjemrejse, blev senere afsløret som agent for Gestapo. Nogle mere end naive sjæle drager dog hjem og hygger sig, lige indtil Hitler overfalder Sovjetunionen d. 21. juni 1941. De arresteres og anbringes på de i forvejen reserverede pladser i tugthuse og koncentrationslejre. Antallet af døde ukendt.» (BH) Statsminister Stauning deltager i en middag til ære for den tyske presseattace Dr. Gustav Meissner nogle få uger efter besættelsen. Th. Stauning skaber dagens sensation ved at møde i hvid smoking! Han indleder over for Dr. Meissner: «De er jo en meget fornuftig og moderat mand, og så taler De dansk, skal vi så drikke øl!» Tyskland overfalder Danmark den 9. april 1940 En gryende modstandsvilje? Identitetskrise? Kan nationalfølelse defineres forholdsvist entydigt? Næppe! Helt galt bliver det, hvis man spørger om en borger føler sig stolt som dansker på grund af sit sproglige tilhørsforhold, eller på grund af fædrelandets kvaliteter i form af et velfungerende demokrati og dets stolte traditioner, eksempelvis manifesteret ved Livgarde og kongehus. Bedre bliver det ikke, hvis man spørger borgeren, om han føler ansvar og vil yde en indsats og kæmpe for fædrelandets beståen. Noget enklere ville det være at spørge borgeren, er du antifascist? Er du rede til at bekæmpe fascismen, som er til fare for vort demokrati, og som du kan se i skikkelse af den tyske besættelsesmagt? Alsang Algang danskernes våben i Frihedskampen Hvorfor opstod alsangen? Danskerne blev i deres fortvivlede modløshed, måske med et stænk af mindreværd og dårlig samvittighed, når de sammenlignede Danmarks indsats med nordmændenes, grebet af en national ånd, der på mange måder kan sammenlignes med indianernes i USA og sønderjydernes i kampen for at bevare deres identitet, som sønderjyderne bevarede på trods af de mange år under det tyske åg, som de først blev befriet for i 1920. Mange danskere kastede al deres kærlighed på kongen, som hver dag red sin tur gennem byen uden nogen anden form for beskyttelse end den, hans folk kunne give ham. Kongen blev det nationale samlingsmærke, overalt blev han mødt af sit folk med den dybeste respekt. Selv jeg, der aldrig har været den store tilhænger af monarkiet, følte en dyb respekt for denne gamle mand, som ved sin ensomme tur gennem en besat by må have haft en vis virkning også på tyskerne. Chr. d. X. en førerskikkelse? En gudeskikkelse? 5

Et kongemærke i knaphullet var det ydre tegn på, at man var en god dansk mand. Men kongemærket blev også flittigt brugt af de værste landsforrædere stikkerne Vertrauensmännern. Alsang algang kongemærker den kolde skulder I Østre Anlæg afholdtes tre sangstævner, hvor henholdsvis 6.000 og 8.000 var mødt op. Det ene stævne afholdtes i øsende regn, men alle trodsede vejrguderne og sang med stor fryd: Der er et yndigt land, det haver så nyligen regnet, Jylland mellem tvende have og Mester Jacob. Den 14. august indbød Studentersangerne og arbejdernes sangforeninger til alsang i Fælledparken. 100.000 mødte op og sang af hjertens lyst. I Århus mødte 35.000 op og i Odense 25.000. De følgende søndage mødtes man i stort set alle danske byer. Jeg ser et rødt flag smælde var ikke på dagens repertoire. Kulminationen blev et stævne, hvor timeslaget fra Københavns Rådhus transmitteret i radioen var signalet til at alle istemte Moders navn er en himmelsk lyd. Man mener, at 740.000 fik rørt stemmebåndene. Blev tyskerne skræmt? Traf de modforholdsregler? Nej! De opfattede det som en ufarlig grille, der ville gå over af sig selv. Fik de ret? 6

Synspunkter dengang og nu I dag vil de fleste trække på smilebåndet og karakterisere stævnerne som en latterlig dille. En psykolog vil vel forklare fænomenet med, at mennesker er flokdyr og meget let lader sig hypnotisere. Suggestion fremgår ret tydeligt ved demonstrationer, uanset om disse foregik/foregår i Hitlertyskland, Sovjet, Kina eller andre diktaturer. Pastorens forbillede var Krystalnatten i Nazi-Tyskland. Jøder blev forfulgt - deres synagoger og bøger brændt på kætterbålene. Holdninger (BH) I gjorde jer lystige over, at pastor Gunnersen ved et ungdomsmøde i Gierslev præstegård havde brændt Ditte Menneskebarn i kaminen, hvorefter han holdt andagt over teksten næste søndag. Og morsomheden blev ikke mindre af, at pastoren ifølge jeres korrespondent først måtte en tur i byen for at købe bøgerne. Det havde jo stået i Sorø Amtstidende, at man burde brænde Andersen Neksøs bøger, siger han, og jeg troede derfor, det var almindeligt, at man brændte disse bøger... Valdemar Pedersen, som den 1. december havde indskrevet sit navn i dansk pressehistorie ved i en ledende artikel at opfordre til genindførelse af den gamle skik: kætterbål.... Valdemar Pedersens leder sluttede: Vi vil derfor foreslå ikke blot Socialdemokraten, men alle danske blade at opfordre alle deres læsere til at give denne foragt et praktisk udslag ved at udrydde Andersen Neksøs bøger af vore private og offentlige bogsamlinger fordi han har gjort sig til redskab for en stat, som spreder død og ødelæggelse over en fredelig nabostat, hvis integritet og grænser den har giver sit ord for at respektere, og truer alle de værdier, vi samler under begrebet nordisk kultur. I Danmark blev folkets førerskikkelse Kong Christian d X. Hvordan var så denne konge? Holdninger til vort kongehus. Den 9. april 1940 skal kongen have tildelt Danmarks udenrigsminister P. Munch en lussing. Begrundelse savnes, men Scavenius udnævnes i stedet. En vurdering af kongen overlades hermed til dig selv, du kan evt. supplere ved at læse en bog, skrevet af en af hans nærmeste «kammertjenere.» Den 9. april 1940 udtalte kongen, har vi kæmpet nok? Kongen roser senere en tysk generalstabsofficer for det vel udførte angreb på Norge og Danmark. 7

1942; Kongen sender et lykønskningstelegram til Hitler; denne fornærmes over den «kølige» tekst, (Besten Dank) hvilket udløser telegramkrisen. 1942; september; statsminister Wilhem Buhl holder sin berømte stikkertale. 1943; maj; Kongen advarer i DR mod uansvarligheden og fordømmer modstandskampen. Denne tale er ikke omtalt af de autoriserede historiefrisører. Danskernes nye våben i Frihedskampen Langsomt ændredes holdningerne sig til tyskernes optræden som herremænd. Med den kolde skulder ignorede man dem de var luft et irritationsmoment var givetvis deres færden tungt belæsset som pakæsler. Mange demonstrerede deres sympati med England ved at bære hæklede huer med Royal Air Forces farver. Da Frikorps Danmark kom hjem på orlov blev flere af huernes ejermænd overfaldet. Store drenge (gymnasieelever) danner Churchillgruppen - arresteres og idømmes fængselsstraffe for sabotage. Faser i danmarkshistorien: Grundlovsbrud heksejagt arrestation dødslejre Grundlovens 34 - i vore dage 38 lød og lyder: Rigsdagen er ukrænkelig. Den, der antaster dens sikkerhed eller Frihed, udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling gør sig skyldig i højforræderi. Vær så god at skylle. Det skulle ikke kunne misforstås. 8

Det blev det heller ikke - «blot krænket». Sverige tillader igen tyske tropper transit igennem landet som ved overfaldet på det norske broderfolk Arrestationer og heksejagt fra d. 22. jun 1941 og frem; Politiets arrestationslister skal være leveret af HIPA til politiets afdeling for særlige anliggender, afdeling D og herfra videregivet til samarbejdspartneren Gestapo; adresse Prinz Albrecht Strasse, Berlin. 9

Hipa = Hovedorganisationernes Informations og Propaganda Afdeling, oprettet i 1935 af den socialdemokratiske arbejderbevægelse på initiativ af den senere statsminister Hans Hedtoft Hansen med det formål at organisere kampen mod først og fremmest kommunismen, dernæst den spirende nationalsocialisme. HIPA varetog desuden den skriftlige informationstjeneste for partiets tillidsmænd og opbygningen af en række agitatorkorps. Da HIPA let kunne forveksles med HIPO (Hilfspolizei) skiftedes navnet ud med Arbejderbevægelsens Informations Central, AIC, der også havde bekæmpelse af kommunismen som hovedformål, især inden for fagbevægelsen. AIC er ophørt; om årsagen hertil er, at forvekslingen med CIA, som man samarbejdede med, vides ikke. Det danske politi arresterer ca. 339 kommunister incl. to danske folketingsmedlemmer d. 22. juni 1941 ud fra Hipas liste. Tyskerne havde ønsket 38 arresteret, men vi danskere er venlige, pligtopfyldende og grundige. Igen godt dansk arbejde, tyskerne var henrykte, de fik jo både i pose og sæk; vort politi er dygtigt. Arrestation af alle tilstedeværende på Arbejderbladet 10

550 danske spaniensfrivillige deltog i den spanske borgerkrig, 40 % af dem var kommunister. I kamp for demokratiet mod fascismen satte 220 danskere livet til i denne krig! Det blev forbudt for danskere og mange andre europæere at deltage i kampen imod fascismen. Danskerne blev afhørt og registreret, da de kom hjem igen - hvilket senere fik fatale følger for kommunisterne under besættelsen! De overlevende fortsatte i frihedskampen, eksempelvis var det dem, der lærte mig krigens beskidte håndværk. (Sabotage.) Da krigen var slut var mindre end en håndfuld tilbage. 6 til 10 % af DKPs medlemmer satte livet til i modstandskampen. Mindestenen for de danske spaniensfrivillige, der satte livet til, står ved Frihedsmuseet i København. Rejst efter befrielsen af den danske stat. Rejst af det danske folk, siger man, men rettere af dem, der direkte eller indirekte havde skyld og medansvar for modstandsfolks lidelser og død - i en kort periode var der trængsel ved håndvasken. Efter kapitulationen blev der udgydt krokodilletårer ved mindestenen. Under Den kolde Krig blev mindestenen skændet overmalet med hagekors. Ilustrerende parademarch. Tyskerne heilede - de ledende poltifolk stod pænt med deres sabler. Vi har verdens bedste smør, flæsk og politi; den nationale stolthed breder sig, eller gjorde den? Man skyder brystet frem, man er noget, man er dansk. Og hvad, tyskerne havde jo vundet krigen, næsten da. Dansk Politi brød Grundloven og begik landsforræderi. 11

(BH side 16) «Dansk demokrati krakelerede den 22. juni, 1941. Grundloven fik en ordentlig een på sinkadusen. Den lå i sit sølvskrin på Christiansborg, og så yndig så den ud, den blev besunget af alle, som havde en myndighed at udøve i de dage. Den blev beundret af måbende tusinder af langnæsede skolebørn. Men da den i praksis skulle stå sin prøve, viste den sig at være gjort af samme stof som kejserens nye klæder i Andersens eventyr. Endnu i dag har mange vanskeligt ved at erkende, hvad der virkelig skete denne dag. Når det går højt, betegnes det som kommunisternes martyrium. Det kan derfor være rimeligt at genopfriske hændelserne. Ikke efter hukommelsen, men efter de ansvarlige politikeres og embedsmænds egne vidneudsagn.» Uddrag af hændelsesforløbet side 17.. «Der foreligger en slags redegørelse for begivenhederne den 22. juni 1941. Den foreligger på tryk, men hører næppe til bibliotekernes mest udlånte værker. Det er også en ret uhåndterlig historie på godt 1/2 meters reollængde. I almindelig tale kendes den under navnet Den parlamentariske kommissions Betænkning. Den indeholder en»undersøgelse» af samtlige politiske og militære forhold, som kan tjene til bedømmelse af, hvorvidt der er grundlag for at gøre ansvar gældende over for ministre eller andre særligt ansvarlige i forbindelse med Danmarks besættelse af tyske tropper den 9. april 1940 og hvad deraf fulgte, herunder arrestationen af kommunisterne den 22. juni 1941. En skolebogsudgave af de væsentligste forklaringer ville være et smukt monument over dansk demokrati, som det fungerede, da det virkelig blev sat på prøve, så meget mere som kommissionen nåede til det resultat, at der ikke var grundlag for at gøre nogen ansvarlig for noget som helst. Et selvtilfreds folketing og en vågen presse konstaterede, da kommissionen havde afsluttet sit arbejde, at demokratiet havde sejret endnu en gang. Andet var vel heller ikke at vente, når politikere sættes til doms over politikere. Da næppe mange vil have tålmodighed og udholdenhed til at pløje sig igennem de mange tusind tæt trykte sider med afhøringer, forklaringer, bortforklaringer og dokumenter, følger her et beskedent uddrag. Tvivlende sjæle og de, som måtte ønske yderligere underholdning, henvises til: 12

Bilag til beretning til Folketinget afgivet af den af Tinget under 8. januar 1948 nedsatte kommission i henhold til grundlovens paragraf 45 VII. Justitsministeriet og retshåndhævelsen under besættelsen. Aktstykker bd. 2. København 1950. Det begyndte ved 3-4 - tiden om morgenen. Udenrigsministeriets direktør Svenningsen blev kaldt til Dagmarhus i København, hvor besættelsesmagten havde hovedkvarter... Han fik tillige overrakt en liste med navne på danske kommunister, som tyskerne ønskede arresteret..efter et par forgæves opringninger til justitsministeren dristede Svenningsen sig til at ringe til statsminister Stauning. Stauning var gnaven over at blive vækket så tidligt og sagde ifølge Svenningsens vidneudsagn, at de ting, der krævedes fra tysk side, skulle gennemføres.» (s. 902). (BH side 18) Så gik turen tilbage til Politigården, hvor ordrer skulle omsættes i handling. Den meget effektive departementschef Eivind Larsen tiltog sig rollen som den egentlige leder af slaget. Lidt over kl. 9 trådte han frem foran fronten og»sagde ganske kort til personalet, der var samlet i parolesalen, at denne aktion skulle gå igang sådan og sådan, og man måtte se lidt bort fra retsplejeloven og grundloven. Der blev sagt, at det samlede ministerium stod bagved. (s. 339). Tyskernes fortegnelse over ledende kommunister, som ønskedes arresteret, var udarbejdet på grundlag af politiets efterretningsvæsens kartotek, som Odmar havde lånt dem i september 1940. Den tyske fortegnelse må dog have været en skuffelse for danskerne. Den indeholdt kun et beskedent udvalg af de mange kommunister, som dansk politi med så megen flid havde registreret gennem årene, og det var da helt urimeligt, når man nu endelig skulle i lag med kommunisterne og havde det samlede ministerium bag sig samt fuldmagt til at se lidt bort fra både retsplejelov og grundlov.. Eivind Larsen og Odmar udarbejdede deres egne arrestationslister. For Københavns vedkommende blev listen ganske omfangsrig. For provinsen knap så tilfredsstillende: Derfor blev der sendt telegram ud, hvor man bogstavelig talt lod de stedlige politimestre selv afgøre, hvem de ville anholde. (s. 906). (BH side 19) Resultatet af de samlede anstrengelser var ikke ringe. I København var udbyttet (indtil 22. august 1941, da kommunistloven formelt legaliserede klapjagten) 147, hvoraf kun de 22 var ønsket af tyskerne. I provinsen indfangede politiet 192, hvoraf kun de 16 var ønsket af tyskerne. I alt indfangede man således 339 mennesker. Kun 38 af de 339 var forlangt arresteret af Gestapo. På samme tid havde man fået gjort det af med en samling grundlovsparagraffer, der alt for ofte havde lags sig hindrende i vejen for udfoldelsen af glansfuldt politimæssigt arbejde. Der kunne slås en tyk streg over grundlovens 84 og 85, der sikrede foreningsfrihed og pressefrihed. Også den tåbelige 78, som påbød: «Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer», var nedlagt. I intet tilfælde blev de mange hundreds fængslinger begrundet, der blev ikke rejst anklage mod de fængslede, og de blev ikke stiller for nogen dommer. 13

Hos samtlige fængslede samt adskillige andre foretog politiet husundersøgelse uden at være forsynet med dommerkendelse, skønt grundlovens 8 udtrykkeligt erklærer:»boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelser og undersøgelse af breve og andre papirer må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse. Samtlige kommunistiske repræsentanter i byråd og sogneråd blev fængslet og deres vælgere således berøvet repræsentation i kommunestyret. Den kommunistiske folketingsmand Martin Nielsen blev fængslet, skønt grundlovens 56 udtrykkeligt siger: Så længe Rigsdagen er samlet, kan ingen rigsdagsmand tiltales eller underkastes fængsling af nogen art uden samtykke af det ting, hvortil han hører...(bh side 20-21) Madsen og Dinesen blev beordret til at gøre tjeneste i det politiske politi, afd. D, fra 1. april 1940. Ved deres tiltræden måtte de konstatere, at afdelingen og dens omfattende kartoteker befandt sig i en miserabel tilstand. Arbejdet havde nærmest ligget brak de seneste år, efter at afdelingens fornemmeste medarbejer kriminalassistent Andreas Hansen, Russer Hansen kaldet i politiske kredse, var blevet fyret eller mistede sin stilling, som Chr. Madsen diskret forklarede. Nu skulle der bringes Orden i tingene. Hvor stort omtrent var dette kartotek? spurgte Kresten Amby. Det var meget stort. Var det oppe på flere gange 10.000? spurgte Amby. Ja, svarede Madsen. Jeg har ikke talt dem op, men der kan vel være mellem 50.000 og 100.000. Mindst 50.000. Kresten Amby undrede sig over, hvad formålet vel kunne være med, at man således registrerede alle ledende politikere og mange foruden dem. Hertil svarede Chr. Madsen frimodigt: Aner det ikke, det har jeg aldrig beskæftiget mig med. Men formålet var vel fra statens side at følge den politiske udvikling herhjemme repræsenteret ved alle ledende mænd, hvad enten de var venstre, konservative, radikale eller socialdemokrater. Og sa var der laver specielle kartoteker for kommunister og nazister. Kartoteket over kommunister omfattede efter Chr. Madsens mening 700-1.000 navne... Så sagde Odmar, jeg kan ikke i den stilling, jeg nu indtager, når der kommer forespørgsler fra justitsministeriet og statsadvokaten, stå fuldkommen blottet i politisk henseende. Han spurgte, om vi ikke kunne lave en beretning, en oversigt over det kommunistiske parti herhjemme fra dets start og over hele dets udvikling, hvorledes det blev ledet, en oversigt over centralkomiteen og Danmarks kommunistiske Ungdoms hovedbestyrelse, «Sovjetunionens Venner», og sådan noget. Vi lavede to lister, den ene dateret september 1940, den anden december 1940, og vi sagde til Odmar, at han måtte være forsigtig med dem og ikke vise dem til nogen, og det lovede politikommissæren. Vi rykkede for dem nogle gange, da han havde haft dem i nogle dage jeg husker ikke, hvor lang tid han havde dem 8-14 dage og vi fik dem tilbage igen, og vi sagde: Nu er der vel ikke nogen, der har set dem, og så for resten, tyskerne og Hermannsen har vel ikke haft listen. Odmar svarede, at det havde de ikke. 14

(BH side 22) Kresten Amby spørger: Men da De så ser det kartotek, som tyskerne præsenterede Dem i 1941 ved aktionen, er det efter Deres erindring nogenlunde de samme navne, der har været i den første indberetning til Odmar, og de samme oplysninger? Chr. Madsen: Ja, det kunne man jo se, for der var på den liste en hel masse fejl. Kresten Amby: Og det var væsentligt de samme fejl? Chr. Madsen: Det var nøjagtig de samme. Over for Den parlamentariske Kommission benægtede politikommissær Odmar til at begynde med, at han havde udleveret de omhandlede lister til nazisterne. Efter at han havde haft en samtale i enrum med den tyske kriminalrath Hermannsen, som i 1941 sad på Dagmarhus, erkendte han, at han havde udlånt de omhandlede lister til kriminalrathen. Takket være det danske politis forberedende arbejde var nazisterne saledes ikke i tvivl om, hvem de ønskede at arrestere, og deres danske håndlangere var lige så lidt i tvivl om, hvor de pågældende skulle søges. Arrestationerne den 22. juli 1941 var et beskidt eksempel på det gnidningsløse samarbejde mellem tyske nazister og danske myndigheder. Da Christian Madsen i 1972 gik på pension, hyldedes han i dagbladet Politiken (31. 12. 1972) som «en af besættelsestidens dristigste skikkelser».. Da justitsminister Thune Jacobsen, som afløste Harald Petersen, kort efter på den danske regerings vegne bød tyske politiofficerer velkommen til Danmark ved en frokost på Christiansborg, takkede han SS - Brigadenführer Kannstein og hans medarbejdere for godt samarbejde og tilføjede ikke uden stolthed: «D herrer kommer her i Danmark til mindre forhold end Deres egne. Men vi skal gøre, hvad vi kan for at vise Dem, hvad der dog måske kan have interesse for Dem: Et lille værksted kan nemlig også præstere europæisk kvalitetsarbejde. Det er i hvert fald under denne synsvinkel, vi udfører vort politiarbejde overalt her i Danmark.» Først to måneder efter, at politiet havde indledt jagten på kommunister, gennemførte Rigsdagen den lov, som gjorde kommunister fredsløse. Det skete den 22. august 1941. Demokratiet demonstrerede sin styrke og bragte orden i tingene. Med tilbagevirkende kraft. Men krakeleret var det.» Uddrag slut. Tidl. medlem af Frihedsrådet Børge Houmanns dom Er den for hård? Kommunist-angst (BH) Blandt mine papirer fra dengang har jeg liggende en tryksag, som jeg indimellem har måttet hale frem, når kammerater i enhedsarbejdets navn bebrejdede mig, at jeg var for hård imod Socialdemokratiet. Det er et cirkulære dateret 6. august 1941 altså før vedtagelsen af kommunistloven på et tidspunkt, da det endnu ikke på nogen måde offentligt var tilkendegivet, at det var strafbart at være kommunist. Det er udsendt af den socialdemokratiske bestyrelse for Tobaksarbejderforbundets afdeling «Enigheden». 15

Mere end to hundrede medlemmer af fagforeningen havde underskrevet et krav om at få indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling. Man ønskede bl.a. drøftet de politiske forhold, som havde medført, at adskillige kolleger pa gangsteragtig vis var blevet bortført af dansk politi og indsat i Vestre Fængsel uden nogen form for forklaring endsige overholdelse af de i grundloven fastsatte bestemmelser. «Enigheden»s bestyrelse nøjedes ikke med at indkalde til generalforsamlingen, som den ifølge lovene var forpligtet til. I indkaldelsen stempledes oppositionens medlemmer på tryk som kommunister og syndikalister. Og denne indkaldelse fyldte ikke mindre end fire store sider, hvor man normalt kunne klare sig med en lille side. På de to midterste sider meddelte bestyrelsen fulde navn samt medlemsnummer på alle dem, der havde underskrevet kravet om indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling. Alle kommunister og syndikalister blev hængt ud af «Enigheden»s bestyrelse, så politiet havde noget at gå efter. Adskillige af de udhængte havnede i Vestre Fængsel eller Horserød. Jeg har aldrig kunnet forlige mig med det cirkulære. (BH side 126) Formanden for forbundets afdeling 5, kommunisten Inger Gamburg var, blevet arresteret den 22. juni. Hun sad i Vestre Fængsel. Et andet kommunistisk medlem af bestyrelsen, Ragnhild Andersen, var ivrigt eftersøgt af politiet og måtte leve under jorden. Begge var lovligt valgte delegerede på deres afdelings generalforsamling i april.... Fra den 17. til den 20. august 1941, Kvindeligt Arbejderforbunds kongres. Trods risikoen var Ragnhild Andersen mødt op og bad om ordet. Her er hendes beretning: Fanny Jensen: Ragnhild er eftersøgt af politiet! Og det er i øvrigt ganske unødvendigt at give hende ordet, da hun jo blot vil sige det samme som afdelingens næstformand, Jenny Hansen. Væsentligt til belysning af hele dette forløb genkaldt efter hukommelsen er den kendsgerning, at pa det tidspunkt, da Fanny Jensen over for den 200 medlemmer store kongresforsamling protesterede mod min tilstedeværelse samt gav den delikate oplysning, at politiet efterstræbte mig, var den såkaldte kommunistlov, der formelt legaliserede min arrestation, endnu ikke vedtaget i Folketinget. Det skete først 20. august på kongressens sidste dag. Så Fanny var tidligere ude end selve den grundlovsstridige og højforræderiske rigsdagsbeslutning. Jeg holdt min tale uhindret af dirigenterne og den skummende Fanny Jensen og fik bifald fra forsamlingen for en hilsen fra den fængslede Inger Gamburg, og så var det på tide at forlade «Folkets Hus» og kongressen. For hvem kunne være sikker pa, at ikke blot en svag sjæl blandt de mange delegerede havde taget Fannys oplysninger til efterretning og rekvireret politiet? Den 11. september 1941 blev jeg arresteret, bragt til Politigarden og derfra spærret inde i Vestre Fængsel. På oktobergeneralforsamlingen i Kvindeligt Arbejderforbund, afdeling 1, stillede vor gode partikammerat Signe Larsen op og blev valgt til næstformand, mens en anden DKP er Laura Larsen erobrerede en bestyrelsespost. Og Jane Krause valgtes til revisor. Signe gik pa talerstolen, hvor hun takkede for valget og medlemmernes tillid. Da hun gik ned igen, hvæsede æresgæsten og forbundsformanden, Fanny Jensen: 16

Ja, ja, Signe Larsen. Det skal nu ikke vare så længe! Signe rap i replikken svarede igen: værs go, frue. æren tilkommer Dem! Et par dage efter mødte to civile betjente op pa afdelingskontoret, hvor de havde en samtale med formanden, Bertha Edvardsen. Og en uge senere blev Signe, Laura og Jane afhentet af dansk politi og indsat i Vestre Fængsel. Uddrag fra www.befrielsen.dk siden kritik Men kommunist-angsten levede videre, og man kunne som et efterspil nævne påskekrisen i 1948, hvor nogle rapporter fra en underordnet dansk diplomat i Washington fik regering og forsvar til at tro, at en sovjetisk besættelse af Danmark var nær forestående. Ved et hemmeligt møde på Gjorslev gods vågnede Hedtoft, der i mellemtiden var blevet statsminister, op om morgenen ved maskinstøj fra gårdspladsen. Han troede, at det var russiske tanks, der var blevet landsat og nu rykkede ind på gården. Til al held var efterretningschefen oberst Lunding også på gården og kunne efter en kort rekognoscering berolige den rædselsslagne Hedtoft med, at det blot var godsets traktorer, som kørte ud til morgenarbejde. Det syntes som om, at landets statsminister var blevet et psykiatrisk tilfælde. Kort efter blev det afsløret, at rapporterne havde været uden ethvert grundlag, og den danske diplomat begik selvmord. Samarbejdspolitikken skånede det danske folk Hvem skånede den ikke? To unge blev arresteret af overbetjent, som kunne huske, at de havde solgt den kommunistiske avis: Arbejderbladet. Som andre kommunister gik deres vej fra Vestre Fængsel til Horserødlejren for at slutte i tyske tugthuse eller dødslejre. De to overlevede mirakuløst dødsmarchen fra Kz - lejren Stutthof. 17

Kommunistloven forberedes Samarbejdsudvalget kaldet Nimandsudvalgets mødes d. 6. august 1941 Udvalgsmøde den 7. august 1941: Nogle medlemmer ønsker loven udsat til tyskerne fremsætter krav derom. Andre tvivlede på lovens uklare ordlyd og frygtede derfor, at den kunne misbruges mod andre (deres eget) partier og fremførte, at arrestation af de tre kommunistiske folketingsmedlemmer var brud på Grundlovens 48 om folketingsmedlemmers immunitet. Udvalgsmøde den 19. august 1941: Rigsdagens forretningsorden Der skal gå mindst to dage mellem første og anden behandling i Folketinget og mindst yderligere to dage før tredje behandling af et lovforslag. 20. august 1941 også forretningsordenen tilsidesættes: Justitsminister Thune Jacobsen fremlægger lovforslag om forbud mod kommunisterne med denne bemærkning: «Loven er anbefalet af Højesterets Præsident Troels G. Jørgensen som værende i overensstemmelse med Grundloven og er anbefalet af Justitsministeriet.» Vort demokratis effektivitet i en nøddeskal? Folketingets Forhandlinger sp. 2452-2474. 20. 08.1941 Klokken 15.00. Første behandling af kommunistloven. Klokken 16.05 Anden behandling. Klokken 16.10 Tredje behandling. Loven blev enstemmigt vedtaget både i Folketing og Landsting. På rekordtid under «ædel» kappestrid. 18

Herluf Bidstrup opfatter med rette det danske retsvæsen som sprællemænd i kløerne på Reichführer Himmler. Højesteretspræsidentens udtalelse er et af mange vidnesbyrd om politikeres evner. Med udtalelsen bar de både livrem og seler den kunne måske være en frifindelse hvis tyskerne mod deres forventning tabte krigen. Den «gode, danske patriot og forkæmper for demokratiet», den konservative Ole Bjørn Kraft, kom med følgende bemærkning fra Folketingets talerstol: 19 «Dette lovforslag er aldeles ikke som nogen måske kunne tro fremkaldt af Fritz Clausens krav til statsministeren. Nej, det er et stykke godt, gedigent samarbejdspolitisk arbejde». Nazisterne forsøgte senere et revolverattentat mod Ole Bjørn Kraft, men missede. Skal man beklage det? Ole Bjørn Kraft blev i vort politiske system en «respekteret» dansk politiker, men var han i virkeligheden repræsentant for de reaktionære kræfter, der kan betegnes som demokratiske fascister? I ugeskrift for Retsvæsen blev loven betegnet som «skændig», uden dog at have nogen konsekvens i det senere retsopgør.

1941: 25. november. Danmark underskriver Anti-Komintern-Pagten At Danmark undertegner Anti-Komintern Pagten er, så vidt jeg kan skønne, ikke brugt af nazisterne som argument for, at Danmark aktivt støttede Hitler i krigen. Det virker noget uforståeligt på mig, da det i og omkring denne pagt vrimler med en sand overflod af ansvarlige danske politikeres pronazistiske virken i ord og gerning. TV. Stats og udenrigsminister Scavenius med krigsforbryder og Reichbevollmächtige dr. Werner Best. Iflg. Bests dagbøger besøgte denne ofte familien Scavenius til private teaparties. Med sin underskrift bekræftede den danske regering for Gud og hver mand, for den ganske verden, at Danmark var en vasalstat under Hitler-Tyskland, og at de danske folketingsmedlemmer var nazisternes tro lakajer. De kommunistiske lande havde indgået en pagt, som de kaldte Kommunistiske Internationale forkortet til Kom-intern. Som modstykke dannede fascistlandene Hitler-Tyskland Mussolinis Italien og Japan en Anti-Komintern Pagt. I november 1941 underskriver Danmark denne pagt, og Helvede bryder løs. Danskerne er konfliktsky og fredelige. Men her var politikerne dog gået over stregen. Danskeres grænse var overskredet. 20

Sovjet opfattede vor tilslutning til Anti - Komintern som en krigshandling. En af følgerne blev måske russernes bombardement af Bornholm maj 1945. Buhl forsøger senere på krigen at få Danmark anerkendt som Sovjets allierede, men afvises blankt. I studenteroptog til Amalienborg forlangte man i en resolution stilet til kongen, afskedigelse af Statsminister Scavenius. Endvidere lød det: «Vi vil hellere dele kår med det norske folk, end uden modstand lade Danmark bruge til formål, der står i yderste modsætning til vor vilje til at leve i et frit, folkestyret Danmark». Denne store folkemængde sang derefter den norske nationalsang: Ja, vi elsker dette landet. Om det gjorde større indtryk på politikerne, ved jeg ikke, men både jeg og mine skolekammerater stod med øjne fulde af tårer, vi var grebne af stemningen. At have deltaget i demonstrationen og derved været med til at tilkendegive vore holdninger gav både mig og mine kammerater en dyb glæde. Vi havde taget afstand, vi havde valgt side, vi havde gjort noget, hvor lidet det end var. Kommentar: Af den autoriserede hjemmeside fremgår, at studenterne frygtede, at Danmark kom med i krigen på Tysklands side. Det fremgik ikke af talerne på Amalienborg Slotsplads. Her stillede studenterne en række krav til kongen. Demonstrationen var primært rettet mod samarbejdsregeringen, hvilket også med al tydelighed fremgik af talerne og ikke som påstået af historikeren af frygt for at komme med i krigen på tysk side. Ich war dabei. En egentlig modstandsbevægelse opstår først senere. Derfor er det rent nonsens at tale om en modstandsbevægelse i Danmark på dette tidspunkt, og en negativ, overflødig bemærkning, desværre een af flere. Nu er dette ikke det eneste forfalskende udsagn. Dem ville man godt være foruden, de bidrager ikke til unges forståelse. Den ledende og dominerende kraft i samarbejdsregeringen var Scavenius. Min og de øvrige unges opfattelse af Scavenius var, at han var landsforræder. Wir waren dabei 21

Alle frygtede germanerne. Svenskerne tillod tyske troppers transit som under angrebet på Norge og senere Rusland. Alt tydede på tysk sejr. Følgende er kopieret fra Livet i Danmark 1940 1943; du kan finde det på www.aage-staffe.dk som PDF fil. Her får du mulighed for at analysere en statsmands realpolitiske evner intelligens moralkodeks medmenneskelige forståelse. Hans mangel på realviden og Fingerspitzgefühl. Udtrykt Leksikalt: Scavenius, Erik (1877 1962): Dansk politiker; Udenrigsminister 1909 10 og 1913 20, hvor han under Første Verdenskrig skarpt håndhævede dansk neutralitet. Medlem af Landstinget for Radikale Venstre 1918-20 og 1925-27; formand for partiet 1922 24; derpå gesandt i Stockholm 1924 32. Vakte som udenrigsminister 8. juli 1940 9. november 1942 ved sin villighed til under Danmarks besættelse at imødekomme de tyske krav, kulminerende med underskrivelsen af Antikominternpagten 1941, stor modvilje og harme i befolkningen. Stats- og udenrigsminister efter tysk ønske 9. november 1942. Fordømte som regeringschef modstandsbevægelsens virksomhed. Blev med de øvrige samarbejdspolitikere smidt ud med opstandene d. 29. august 1943, da den tyske fremfærd og befolkningens voksende modvilje mod regeringssamarbejdet med tyskerne umuliggjorde regeringens fortsatte virke. Facts, som du ikke kan finde i historiefrisørernes værker: I den danske regerings erklæring den 8. juli 1940 udtaler Erik Scavenius: «Ved de store tyske sejre, som har slået Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politisk-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland». Ved underskrivelsen af Anti-kominternpagten i Hitlers og Görings selskab praler Göring med sejrene på de russiske stepper og beskriver malende, hvorledes de russiske krigsfanger letter de tyske soldater for arbejdet med at udslette dem. 22 «De slår hinanden ihjel og æder hinanden» fortalte Göring hoverende. Hertil spørger vor udenrigsminister naivt, «Jamen sørger De ikke for fangerne»? Havde vor udenrigsminister læst på lektien i aviser og ugeblade? Havde han fattet en lod af den nazistiske voldsideologi? Tre millioner russiske krigsfanger døde i tysk fangenskab.

Skal man vurdere politikere - statsmænds evner og realpolitiske forbrydelser opstår problemer. Der er trængsel ved håndvasken og endelig, er vi i stand til at vurdere objektivt? Hvem af disse to, der er den største forbryder, kan kun afgøres ved målfoto? Lige store? Måske? Hvad skal man tro? Hvem kan man tro? 23