Psykiske Traumer Flugt på hjernen, Exit Zimbabwe Af cand.psych Torben Anbert Hvad vil det sige at være traumatiseret? Hvordan pådrages et traume? Hvilke symptomer og reaktioner er der tale om? Traumebegrebets historie: Ordet traume kommer af græsk trauma, der betyder sår eller skade, og ordet bruges om fysiske kvæstelser. Psykoanalysens stifter og dermed en af psykologens fædre, Sigmund Freud, bruger imidlertid også ordet traume om et psykisk fænomen. Et psykisk traume kan udløses af en voldsom hændelse: et menneske kan blive så stærkt påvirket af en voldsom og/eller truende hændelse, at dets funktionsniveau nedsættes mærkbart, og i så fald vil man tale om, at mennesket er traumatiseret. Traumatiseringen og det reducerede funktionsniveau kan være af kortere eller længere varighed eller i værste fald være vedvarende eller kronisk. Fænomenet traumatisering må menneskeheden have kendt til alle tider, om end forståelsen af fænomenet har været vidt forskellig. I 1. Verdenskrig talte man om granatchok eller krigsneurose, når soldaterne ikke magtede at kæmpe i skyttegravene længere, men der var uenighed om årsagerne hertil: var det granaternes eksplosioner, der skabte tilstanden; var der tale om lav (upatriotisk) moral; var det på forhånd psykisk svage personer, der gik ned; eller var det mødet med død og lemlæstelse, der var det afgørende. Efter 2. Verdenskrig blev verden konfronteret med de overlevende fra KZ-lejrene. Kun langsomt blev oplevelserne og de efterfølgende reaktioner italesat. Formentlig var Side 1 af 6
det for ydmygende og skamfuldt at tale om for de hjemvendte og for uudholdeligt at høre for de, der tog imod hjemme. Men mange måtte i resten af deres liv leve med KZ-syndromet, med angst, med mareridt, med isolation, med depression etc., og de pårørende, og dermed næste generation, måtte tage deres del. Efter Vietnamkrigens ophør vendte de amerikanske soldater hjem til en liden ærefuld modtagelse, og mange var ikke i stand til at fungere socialt og arbejdsmæssigt, men isolerede sig og/eller udviste aggressiv og evt. kriminel adfærd. De skulle have en pensionsydelse, hvilket forudsatte en diagnose, der kunne berettige hertil. Følgelig søgte man at beskrive soldaternes reaktionsmønster, og en hertil svarende diagnose blev beskrevet i 1980. Diagnosen kom til at hedde PTSD: Post Traumatic Stress Disorder, på dansk posttraumatisk stressbelastningsreaktion. Diagnosen er siden blevet revideret et par gange, aktuelt opererer man både med en amerikansk og en europæisk diagnose, hvor den amerikanske af de fleste betragtes som mere præcis, men også bredere end den europæiske. Posttraumatisk Belastningsreaktion: Når man bliver udsat for en voldsom hændelse, f.eks. af livstruende karakter, vil man blive påvirket i tanke og følelse. Påvirkningsgraden vil være forskellig, nogle reagerer tilsyneladende ikke eller kun ganske lidt, andre reagerer umiddelbart stærkt, heraf nogle mest forbigående, andre mere vedvarende, og atter andre igen reagerer med en forsinkelse. Og for at komplicere det yderligere, betyder det, at man på en given hændelse har reageret på en måde, f.eks. kun forbigående, ikke, at man ved en senere hændelse reagerer på lignende måde. Tværtimod synes der nogle gange at være tale om en slags ophobning, hvor en aktuel hændelse aktiverer en række tidligere hændelser, hvorefter de posttraumatiske reaktioner manifesterer sig. Når man er påvirket i en vis grad, kan vi tale om, at man er traumatiseret, i første omgang at man har en akut belastningsreaktion, og hvis den varer over nogen tid, vil vi tale om en posttraumatisk belastningsreaktion, om PTSD. Ken- Side 2 af 6
detegnende for PTSD er, at den traumatiske hændelse genopleves, f.eks. i flashbacks. Når man lukker øjnene, f.eks. for at sove, kan billederne vælte ind over en, som var man tilbage på stedet for ulykken/hændelsen. Erindringerne og sanseindtrykkene fra hændelsen og tankerne om den vender i tide og utide (altså udenfor kontrol) tilbage og tager opmærksomhed fra de aktuelle aktiviteter. Ligesom hændelsesforløbet evt. i forvrænget form kan optræde i drømme og mareridt. Begivenheder eller situationer, der blot på mindste måde kan associeres til den traumatiske hændelse, udløser ubehag, uro, angst. Mange vil følgelig søge at undgå sådanne situationer. Undgåelsesadfærden kan være mere eller mindre omfattende, f.eks. fra at undgå at komme forbi trafikkrydset, hvor ulykken skete, over ikke at turde bevæge sig ud i trafikken igen og til at undgå at se og høre nyheder i TV og radio, hvor tilsvarende eller andre ulykker omtales. Mange vil beskrive, at de oplever sig på vagt hele tiden, at de er som i et permanent alarmberedskab (hvilket også manifesteres fysiologisk), og at de er ekstremt sensitive overfor alle sanseindtryk. En lyd kan udløse en forskrækkelsesrespons: at vedkommende farer sammen, bliver bange, ryster og ikke kan falde til ro igen. Hos andre ses aggressive reaktioner, eksempelvis eks-soldaten, der uvilkårligt griber det nærmeste redskab for at bruge det som våben, hvis nogen pludseligt og uventet kommer for nær. Humørsvingninger, let vakt irritabilitet og vrede, kognitive vanskeligheder med koncentration, opmærksomhed og hukommelse er ofte andre følgesymptomer. Hertil vanskeligheder med at falde i søvn og/eller sove igennem, hvilket på sin side igen forstærker en række af de øvrige symptomer. Forskellige årsagsfaktorer: PTSD kan følgelig være en meget pinefuld og invaliderende lidelse. Heldigvis aftager den for mange over tid, men for andre antager den en mere vedvarende, kronisk karakter. Hvad der gør, at vi bliver ramt forskelligt og mere eller mindre dybt, diskuteres og forskes der i. Side 3 af 6
Personlighedsmæssige faktorer, sociale faktorer, hvilken kontekst hændelsen sker i, hvilken opbakning man møder i sit netværk eller omvendt, i hvilket omfang man er isoleret før, under og efter hændelsen er blot nogle af de temaer og spørgsmål, der må tages i betragtning. Er der tale om en naturkatastrofe, om en menneskeskabt katastrofe eller måske endda en af et eller flere andre mennesker intenderet hændelse, er andre relevante aspekter, der skal tages med i betragtning. Noget tyder på, at det er vanskeligere at komme over en hændelse, hvor et andet menneske med forsæt har villet skade en, end over en mere tilfældig ulykke. At konfrontationen med den onde hensigt med andre ord er stærkt traumatiserende. Og hertil kommer selvfølgelig den traumatiske hændelses omfang i voldsomhed, i tid og i konsekvenser. Voldsomme og vedvarende krigsoplevelser som soldat eller civil, etniske forfølgelser og udrensninger, udsættelse for tortur vil naturligvis score højt som PTSD-faktorer. Faktisk så højt, at ethvert menneske vil blive påvirket stærkt og på livstid af sådanne hændelser. Det samme gælder ophold i flygtningelejre, og også langvarige ophold i danske asylcentre med den stadige usikkerhed om fremtidsudsigterne og med truslen om hjemsendelse hængende over hovedet er traumatiserende, er det dokumenteret. Børn og unge: Det sidste gælder ikke mindst børnene, der vokser op i asylcentrene. Hvad der her hidtil er skrevet om traumatisering gælder såvel for børn som for voksne. Men når der er tale om børn, er det skrevne alligevel utilstrækkeligt. Der er nemlig forskel på at blive traumatiseret som voksen, hvor ens identitet, jegstruktur og forsvarsstruktur må antages at være udviklet, og så blive traumatiseret som ung, hvor identiteten er under dannelse, og endelig at blive traumatiseret som barn, hvor identiteten kun er gryende, og hvor f.eks. adskillelsen mellem jeg og den anden ikke er ganske entydig. Børn og unge, der traumatiseres og ikke får den fornødne hjælp, er derfor i stor risiko for en skæv psykisk udvikling og for at udvikle egentlige psykiatriske lidelser. Side 4 af 6
Tab: I forbindelse med traumatiske hændelser kan der også være tale om tab, at f.eks. nærtstående er omkommet, eller tab i betydningen tab i forhold til egen førlighed eller funktion. Bearbejdningen af de traumatiske oplevelser kompliceres her yderligere, idet der selvsagt så også er et tab og dermed en sorgproces at gennemleve. Hjælpen til traumatiserede mennesker kan være mangeartet alt efter graden af traumatisering og invalidering og afhængig af konteksten i øvrigt. Det vil føre for vidt her at komme ind på de forskellige mulige behandlingstiltag. Men helt overordnet gælder det, at målet efter en traumatisering ikke er at komme over det skete, men at lære at leve med det. Til videre læsning: Artikler fra PsykologNyt: Anbert, Torben: Krisehjælp i praksis. Psykolog Nyt 13, 2007. Duch, Christina & Elklit, Ask: Børneperspektiv på en katastrofe. Psykolog Nyt 4, 2008. Elklit, Ask & Kurdahl, Sessel: Vidne til drab. Psykolog Nyt 22, 2007. Molin, Keld; Elklit, Ask & Petersen, Tóra: Seest - Tiden læger ikke alle sår. Psykolog Nyt 8, 2009. Side 5 af 6
Pedersen, Sanne; Linde, Michael & Lorentzen, Anette: Mødet med Phuket, Psykolog Nyt 6, 2005. 2005. Phuket og tiden efter, Psykolog Nyt 7, Tanker efterphuket, Psykolog Nyt 9, 2005. Skovbjerg, Inge Vesterdal: Erfaringer fra Seest. Psykolog Nyt 22, 2007. Og et par bøger: Dyregrov, Atle: Katastrofepsykologi. Dansk Psykologisk Forlag, 1994. Dyregrov, Atle: Børn og traumer. Hans Reitzels 1998. Montgomery, Edith: Long-term effects of organized violence on young Middle Eastern refugees mental health. Social Science og Medicin vol. 67, 10, 2008. Side 6 af 6