Kommentar Juni 2009 Når religionen indtager den politiske debat Sekulære holdninger og religiøse følelser med udgangspunkt i Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet Rune Andersen Rune Andersen Tidligere var politiske spørgsmål forankret i en sekulær argumentation, men med hændelser som 9/11 og Muhammedtegningerne har religionen entreret den offentlige debat. Dette gælder ikke mindst argumentationen om Tyrkiets optagelse i EU, der har sit mest markante udtryk blandt Dansk Folkepartis vælgere. Dansk Folkeparti har imødekommet dette behov ved at udgive en Hvidbog om Tyrkiet der med religiøse argumenter placerer den politiske virkelighed i kampen mellem religionerne.
Rune Andersen: Når religionen indtager den politiske debat 2 Meningsdannelse og meningsmålinger Holdningen til Tyrkiets optagelse i EU er nok et af de emner, der har været størst uenighed om blandt danskerne, og meningsmålingerne har ligeledes afspejlet disse holdningsmæssige forskelle i befolkningen. Faktisk har udsvingene i meningsmålingerne været så markante, at de overskrider grænsen for, hvad den statistiske usikkerhed kan forklare. Dette understreger Tyrkietspørgsmålets kompleksitet. (Ussing 2005: 9) På trods af den statistiske usikkerhed, er der to konsistente tendenser, nemlig, at de mest Tyrkiet-positive personer er at finde blandt de yngste deltagere, og at dem, der er mest negativ overfor Tyrkiet er Dansk Folkepartis vælgere (Ussing 2005). Hvis man på baggrund af de konklusioner, der kan drages ud af det store udsnit af meningsmålinger, fokuserer på de undersøgelser, der har formuleret spørgsmålene med religiøse dimensioner, er der bred enighed om, at religion har stor betydning for meningsdannelsen. Det er også i dette felt, at Dansk Folkepartis vælgere markerer sig mest markant. At Tyrkiet-spørgsmålet er en mangesidig affære, er der ikke nogen tvivl om, ikke mindst fordi mange mennesker løbende har ændret holdning. Problematikken består ofte i, at man ikke kan bestemme én fælles værdi for danskerne, hvilket gør det svært at behandle Tyrkiet-spørgsmålet som et værdispørgsmål. Netop fordi holdningen til Tyrkiet er så diffus en størrelse blandt danskerne, kan det være svært at komprimere og omsætte det store antal faktorer til målbare spørgsmål (Ussing 2005: 17). Dansk Folkeparti har udarbejdet en Hvidbog om Tyrkiet, som kan læses på deres hjemmeside. Hvidbogen har ifølge Dansk Folkeparti sit afsæt i den misinformation, som de mener, er udgået fra europæiske regeringschefer og Det Europæiske Råd. Hvidbogen skal fungere som et korrektiv og supplement til den officielle information, der udgår fra EU, og som ifølge Dansk Folkeparti tegner et forskønnet billede af virkeligheden. Hvidbogens ærinde er at påpege den
Rune Andersen: Når religionen indtager den politiske debat 3 uoverensstemmelse mellem Det Europæiske Råds egenrådige motivation for at indlemme Tyrkiet i EU, og holdningen som den virkelig er blandt befolkningen. I Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet benævnes dette som Den folkelige og politiske virkelighed, der er det sandfærdige og upolerede billede af tingenes virkelige tilstand, eller med Dansk Folkepartis egne ord: Det Europæiske Råds kollisionskurs med befolkningerne. Hvidbogens argumenter er primært baseret på målinger fra Pew Global Attitudes Project (Pew), der præsideres af den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright og tidligere ambassadør for FN, John Danforth. Pew er, ifølge Dansk Folkeparti, et af verdens mest ansete uafhængige institutter i forbindelse med undersøgelse og forskning om samfundsmæssige forhold overalt i verden. Pew s rapport er baseret på 17.000 respondenter i 17 lande. I undersøgelsen blev en række nationaliteter spurgt, om de har en positiv eller negativ opfattelse af henholdsvis kristne, jøder og muslimer. (...)63 pct. af de adspurgte tyrkere svarede, at de har en negativ opfattelse af kristne, og kun 21 pct. af respondenterne svarede, at de havde et positivt syn på kristne. På spørgsmålet hvilken religion er mest voldelig svarede 46 pct. af de adspurgte tyrkere, at de mener, at kristendommen er den mest voldelige, mens 20 pct. svarede jødedommen. Af alle de adspurgte nationaliteter var tyrkerne de eneste, der svarede, at de fandt kristendommen som den mest voldelige religion. (...)Undersøgelsen viste endvidere, at islam spiller en stor rolle i det politiske liv for 62 pct. af de adspurgte tyrkere. Dette er en meget stærk stigning i forhold til en lignende undersøgelse foretaget i 2002 som viste et resultat på 41 pct. Der er således noget der tyder på, at de grupper, der målbevidst arbejder for en islamisering af den tyrkiske befolkning, er på vej til at opnå, hvad de vil. Dette understøttes af en anden undersøgelse, der viser, at tyrkerne først og fremmest ser sig selv som muslimer frem for et nationalt tilhørsforhold. Undersøgelsen viser også, at 20 pct. af tyrkerne mener, at selvmordsbomber og andre former for voldelige angreb mod civile er i orden, når det sker til islams forsvar. (Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet: side 9 af 18 i udprint)
Rune Andersen: Når religionen indtager den politiske debat 4 Pew s undersøgelse viser, ifølge Dansk Folkeparti, at tyrkerne ikke deler europæernes værdier, og at tyrkerne betragter de kristne og kristendommen som deres hovedfjende, og at tyrkerne adskiller sig fundamentalt fra europæerne. Tyrkerne har helt andre værdier, og den islamiske fundamentalisme er kraftigt forankret i den tyrkiske befolkning. Med andre ord vil den europæiske befolkning af kristne, og hvor udviklingen indirekte er præget af kristendommen, kollidere med tyrkerne, der ifølge Pew s undersøgelse ikke ønsker sameksistens med Europa. I forbindelse med Pew som en betydelig del af hvidbogens kildemæssige faktahenvisning, kunne det rimeligvis problematiseres, at verdens mest ansete opinionsinstitut kun adspørger 1000 mennesker ud af en befolkning på 70 millioner, hvilket må siges at være et yderst spinkelt grundlag, ikke mindst fordi Tyrkiet spænder over ekstremt varierende holdninger spredt ud over et areal på godt 780.000 km. Det svarer rundt regnet til, at ca. 80 tilfældigt valgte personer skulle repræsenter og definere hele den danske befolknings meninger og værdier. Kampen om de rigtige værdier eller islam vs. kristendom Dansk Folkeparti indleder Tyrkiet-diskussionen med en rejsebeskrivelse, og det som umiddelbart vil være turistens positive forhåndsindtryk, hvilket ifølge Dansk Folkeparti er en romantiseret pseudooverflade, der dækker over helt andre hensigter Mange kender Tyrkiet som et særpræget og fremmedartet rejseland, præget af vidtstrakte landskaber med storslåede naturscenerier, markante bjergkæder og indbydende strande. Man bemærker de mange unikke minder fra oldtiden og fra de mange kulturer, der har afløst hinanden gennem landets dramatiske historie. Man husker en venlig og hjælpsom befolkning og et yderst delikat køkken. Man undgår ikke at se - og høre - de mange moskeer med deres minareter, hvorfra der indkaldes til bøn fem gange dagligt. Man hæfter sig også ved en god infrastruktur mellem de rejsemål, man som turist opsøger. Man ser natur-
Rune Andersen: Når religionen indtager den politiske debat 5 ligvis også dyb fattigdom og mange eksempler på slående kulturforskelle. (Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet: side 3 af 18 i udprint) En raffineret indledning fordi skribenten ganske givet rammer beskrivelsen af Tyrkiet, som den ser ud for størstedelen af de danske turister. Scenariet er gennemtænkt, fordi den muslimske markør flettes ind sammen med et delikat køkken og en god infrastruktur tilsat lyden fra de mange minareter, hvorfra der kaldes til bøn fem gange daglig. Fattigdommen, Tyrkiets dramatiske historie og de slående kulturforskelle lades bedst forblive et mål for turisme og dermed noget, hvorfra man kan tage hjem. Rationalet er ganske givet, at rejsebeskrivelsen går fra at være et turistmål til at blive den danske borgers daglige virkelighed, på grund af det skæbnefællesskab, man ifølge Dansk Folkeparti, kommer til at dele, hvis man giver Tyrkiet adgang til Europa. Tonen er med andre ord slået an, og den helt åbenlyse sammenblanding af religion og politik er gennemgående i den diskursform som præsenteres i Dansk Folkepartis Hvidbog. For Dansk Folkeparti er der lighedstegn mellem Danmark og kristendom, og da kristendommens største historiske fjende er islam, lader et samarbejde sig på ingen måde tænke. At et samarbejde med de andre europæiske lande overhovedet kan lade sig gøre, skyldes ifølge Dansk Folkeparti netop denne fælles kristentro på tværs af grænserne. Fremgangsmåden har sit afsæt i et dramatisk billedsprog, der appellerer til følelserne, og hvis gennemgående pointer sammenkædes med en religiøs begrundet afvisning af Tyrkiets optagelse i EU. Under de afsluttende bemærkninger i Hvidbogen kan man blandt andet finde en reference til den tidligere kommissær for det indre marked, hollænderen Fritz Bolkestein. ( )hvis tyrkerne lukkes ind, er befrielsen (fra osmannerne) ved Wien i 1683 en spildt indsats. (Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet: side 17 af 18 i udprint)
Rune Andersen: Når religionen indtager den politiske debat 6 Ved at bruge historiske referencer til at formulere en ekspressiv krigsmetaforik kan der skabes en teatralsk og afskrækkende effekt. Den sproglige formulering er næppe tilfældig. Idéen er at få islam til at fremstå som et tidløst religiøst system, der ligeledes har en uforanderlig kulturel og idemæssig essens. I denne optik er islam, på grund af dens iboende uforenelighed med moderne vestlige værdier, på konfrontationskurs med Vesten. Givetvis er det kun de færreste islamister og deres sympatisører, der ønsker en konfrontation med Vesten og omvendt, men det er ganske givet en fremherskende tendens, at uoverensstemmelserne mellem dem, der tilslutter sig de liberale værdier, og dem, der tilstræber en verden baseret på islamiske værdier, er i kraftig vækst (Andersen 2006: 14). Dette forhold, kombineret med terrorangreb i Vesten, Krigen i Irak, Muhammad-Krisen og lignende konflikter, har i manges øjne gjort den amerikanske samfundsforsker Samuel Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød meget nærværende. Når man, som Dansk Folkeparti, anvender Clash of Civilizations diskursen som en fast forankret og ahistorisk størrelse med udgangspunkt i religion, kan verden let gøres til en kamp mellem islam og kristendom. Med det udgangspunkt kan den nationale, kristne diskurs forbindes til den generelle EU-modstand med en religiøs begrundet afvisning af Tyrkiets optagelse i EU. Dansk Folkeparti anskuer med al tydelighed situationen som en civilisatorisk konflikt og har gjort det budskab til deres eget profetiske mantra. Ligeledes anser Dansk Folkeparti den vesterlandske civilisation for at være den eneste rigtige, hvilket helt eksplicit fremgår i hvidbogen: De væbnede styrker er desværre den eneste stærke faktor, der kan forhindre Tyrkiet i at udvikle sig til et islamisk præstestyre med Iran som forbillede. EU s krav til Tyrkiet under optagelsesforhandlingerne vil være øget civil kontrol med militæret. På den måde kan EU indirekte være med til at fremkalde et islamisk kup i Tyrkiet. Atatürk sagde Der findes kun én civilisation, den vesterlandske. (Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet: side 13 af 18 i udprint)
Rune Andersen: Når religionen indtager den politiske debat 7 Når man bruger absolutte kategorier som modsætningspar, eksempelvis Vest og Øst eller kristendom og islam, kan problemer sættes i relief i sin mest konsekvente form. Ved at fastfryse sådanne kategorier til at begribe en uoverskuelig realitet og dermed etablere en kollektiv psykologi, en vi identitet, kan italesættelsen af konflikten - den vestlige kristne verden mod den muslimske verden gøres til en form for selvopfyldende profeti. Når etniciteten, her forstået som noget kulturelt, religiøst eller nationalt, bliver fremtrædende ved for eksempel en regional eller territorial afgrænsning, affødes øget socialkulturel differentiering. Det er naturligvis ikke en entydig forklaringsstrategi, og i tilfældet med Tyrkiets og dermed islams indtræden på den europæiske scene kan den voldsomme kristendomstilslutning ikke kun afkodes som en oppositionel identitetsmarkør, men det er påstanden at følelserne meget ofte forstærkes for at kunne give en eller anden fornuftig forklaring på væren i verden. Tyrkiet er langt mere orientalsk end katolsk Det er et gennemgående træk i Hvidbogen, at argumentationsgrundlaget forsøges legitimeret ved at referere til højtstående embedsmænd og politikere rundt omkring i Europa, der, i kraft af deres høje stilling i unionen, må være de bedst egnede til at rådgive om de tyrkiske problemstillinger. Således anvendes citater hentet fra den tidligere landbrugskommissær Franz Fischler og den østrigske kansler Wolfgang Schüssel Franz Fischler: Tyrkiet er i bund og grund ikke et europæisk land, og muslimske fundamentalister kan hurtigt vende den demokratiske udvikling i landet. Tyrkiet er langt mere orientalsk end katolsk. (Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet: side 17 af 18 i udprint) Wolfgang Schüssel: ( )Tyrkiet udgør den største trussel mod Europas sikkerhed og eksistens siden (Dansk Folkepartis Hvidbog om Tyrkiet: side 17 af 18 i udprint)
Rune Andersen: Når religionen indtager den politiske debat 8 At Dansk Folkeparti forsøger at forankre argumentationen i religiøse modsætninger er måske ikke så mærkeligt. Sammenblandingen af politik og religion er ikke ualmindelig i Europa. For lande som for eksempel Tyskland, Østrig, Italien, Holland og Norge er religionen en væsentlig del af partisystemet, hvor religiøse tilhørsforhold er en lige så vigtig konfliktlinje som socialklasse. Danmark ynder at placere sig uden for sammenblandingen af politik og religion og anskues som værende et overordentligt sekulært samfund. Religionen bliver generelt betegnet som en privatsag, hvor kirkeinstansen virker som en praktisk forvalter i spørgsmål om dåb, vielse, død etc. Spørgsmål der med andre ord dårligt lader sig rubricere som politiske, men som alligevel integreres i samfundet via en kirkelig indsats. Der realiseres med andre ord moralske normer, der på flere punkter kan have politiske konsekvenser (Borre 2002: 341-345). Ifølge Gundelachs undersøgelse af de danske værdier fra 1981-1999 har der ikke, som mange postmoderne teoretikere har påstået, været en faldende tilslutning til de danske institutioner. Dette gør sig ikke mindst gældende for opbakningen til den danske folkekirke, der i 1999 fandt opbakning blandt 9 ud af 10 personer i befolkningen. Undersøgelsen viser samtidig, at der er sket en stigning blandt befolkningen på spørgsmålet om folkekirken giver svar på menneskets åndelige behov, fra 37 % i 1981 over 49 % i 1990 til 51 % i 1999 (Andersen & Riis 2002: 81-90). Kampen om de rigtige værdier eller kristendom vs. sekularisme Tyrkiet-spørgsmålet er, som antydet i begyndelsen, et meget komplekst spørgsmål, der både vedrører religion, kultur, økonomi, menneskerettigheder, demokrati og sikkerhedspolitik, for blot at nævne nogle af de faktorer der gør sig gældende i overvejelserne om Tyrkiets optagelse i EU. Kompleksiteten består ikke mindst i, at Tyrkiet-spørgsmålet, som denne artikel argumenterer for, meget ofte behandles som et værdispørgsmål, der finder sine begrundelser i religiøse forudsætninger. Derfor bliver det som oftest, når det handler om religion, til noget diffust og ukontrollerbart og dermed svært omsætteligt i forbindelse med meningsmålinger.
Rune Andersen: Når religionen indtager den politiske debat 9 Der er som sagt en tendens blandt den almene dansker til at gøre Tyrkietspørgsmålet til et religiøst funderet værdispørgsmål, og derfor vil de diskursive kampe om de rigtige holdninger være svært forenelige med det, der ellers er EU s påståede fundament: demokrati, menneskerettigheder og sekularisme. For dem der ønsker en total adskillelse af politik og religion, kan de religiøse argumenters tilbagevenden i dansk politik således ses som et symbol på, at det sekulære fundament slår revner (Ussing 2005: 91-95). Påberåbelsen af sekularisme som politisk doktrin, parallelt med benyttelsen af en religiøs argumentation imod Tyrkiets optagelse, forekommer med andre ord paradoksal. Anvendt litteratur Andersen, Lars Erslev Radikalisering og Cyberspace Mellemøstinformation, Center for mellemøststudier, Syddansk Universitet Odense, 23. årgang, Nr. 02 2006. Andersen, Peter B. og Lüchau, Peter Tro og religiøst tilhørsforhold i Europa i Gundelach, Peter Danskernes værdier 1981-1999, København, Hans Reitzels Forlag 2002. Andersen, Peter B. og Riis, Ole Religionen bliver privat i Gundelach, Peter Danskernes værdier 1981-1999, København, Hans Reitzels Forlag 2002. Borre, Ole Politiske værdier, i Gundelach, Peter Danskernes Særpræg, København, Hans Reitzels Forlag, 2002. Dansk Folkepartis Hvidbog: http://www.danskfolkeparti.dk/dfs_hvidbog_om_tyrkiet.asp. Gundelach, Peter Værdier på dagsordenen, i Gundelach, Peter Danskernes værdier 1981-1999, København, Hans Reitzels Forlag, 2002.
Rune Andersen: Når religionen indtager den politiske debat 10 Gundelach, Peter Værdiopløsning eller værdiforandring?, i Gundelach, Peter Danskernes værdier 1981-1999, København, Hans Reitzels Forlag 2002. Ussing, Jacob Danskernes holdninger til Tyrkiets optagelse i EU, speciale, København, 2005. Emneord: Tyrkiet, religion, sekularisme, Dansk Folkeparti, kulturforskelle, demokrati, EU.