21. søndag efter Trinitatis 2014, Hurup og Helligsø Lukas 13, 1-9 Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. AMEN Det er ikke min skyld! siger den fire-årige til sin mor, da hun kommer ind i stuen og ser, at barnet, der stod og kikkede ud ad vinduet, har væltet en potteplante på gulvet. Det er ikke min skyld!, siger den tretten-årige, hvis cykel væltede ind i et kældervindue, da han kom farende hjem fra skole og ikke fik cyklen sat ordentligt fra sig. Det er ikke min skyld!, siger den unge mand, der står under anklage for voldtægt mod en ung kvinde. Hun indbød selv til det! Sådan kan vi blive ved med at nævne eksempler. Undskyld! Jeg mente det ikke på den måde, som du opfattede det, da jeg sagde, at du er ikke rigtig klog. Vi har det svært med skyld. Vi har så svært ved at erkende det, når vi gør os skyldige i et eller andet. Men vi kan ikke leve uden at gøre os skyldige i både det ene og det andet. Det er en helt almindelig del af menneskelivet, at vi gør os skyldige i små og store fejl. Det er en helt almindelig del af menneskelivet, at vi med vilje eller uforvarende fornærmer hinanden. 1
Når det sker, er der ikke andet at gøre end at påtage sig skylden og bede om forladelse. Noget andet er, at vi også rammes af ulykker og sygdom. Når det sker, så har vi det med at lede efter en eller anden forklaring. Har jeg gjort noget, som jeg nu skal straffes for. Hvorfor rammes jeg af den ulykke? Er Gud vred på mig? Eller har jeg forsømt at leve på en bestemt måde? Har jeg forsømt sundhedsstyrelsens leveregler, så jeg nu får kræft, stress, mavesår, rygerlunger og sukkersyge. Har jeg ikke dyrket motion nok? Har jeg ikke spist grøntsager nok? Har jeg været for streng over for min datter, så hun nu lider under spiseforstyrrelser, anoreksi eller bulimi? Den slags skyld vender sig ofte indad, og kan plage os i lange tider. Det er som om, vi bilder os ind, at vi kan leve uden problemer, Ja, det kan somme tider virke som om, vi bilder os ind, at vi ikke skal dø. Skylden hænger ved os, hvad enten det er den skyld, vi påtager os over for hinanden, eller den skyld, som vender indad og plager os, så vi ikke kan sove for den. Det er ikke min skyld, at urtepotten er gået i stykker! Jo det er! Det er ikke min skyld, at kældervinduet er smadret! 2
Jo, det er! Det er ikke min skyld, at hun er gravid! Jo, du har i hvert fald også en del af skylden! Og selvfølgelig kan du lægge en alen til din livsvej ved at leve sundt, men bild dig ikke ind, at du ikke skal dø! Og selvfølgelig skal vi behandle vore medmennesker ordentlig. Det er så let at sige, at det er narkomanens egen skyld, at han ligger der på gaden og har brug for en ambulance. Men selvfølgelig skal der ringes efter en ambulance. Det er så let at sige, at det er flygtningenes egen skyld; de kunne bare være blevet hjemme. Men nu sidder der altså mennesker på campingpladser i Danmark; de ER flygtet - ikke for at komme til Hanstholm eller et andet sted hen, men for at finde et sted at leve i stedet for at blive myrdet. Selvfølgelig skal flygtninge have hjælp. Men det er et politisk arbejde at finde ud af hvor og hvordan. Det er så let at lægge kors på andre, det er så tungt med korset selv at vandre! Lukas fortæller, at Jesus blev foreholdt, at Pilatus havde ladet nogle oprøreres blod blande med blodet fra offerdyr. Jesus spørger dem så, om de virkelig mener, at de er større syndere end andre. Og han spørger dem også, om de atten, der blev dræbt, da et tårn styrtede ned over dem, skule være større syndere end alle andre i Jerusalem. 3
Nej, siger Jesus. Men hvis ikke I vender om fra jeres synd og skyld, så skal det også gå jer ilde! Og så fortæller han den fine lille lignelse om et figentræ i vingården, som ikke havde båret frugt. Hug det om!, siger vingårdsejeren. Men gartneren bad om lov til at grave omkring træet og give det gødning. Giv det en chance til! anråber gartneren. DET er Jesu svar til os, når vi plages af skyld. I får en chance til. Tag den skyld på jer, som I vitterligt har pådraget jer. For Gud er barmhjertig som gartneren, der ville grave og gøde omkring sit træ. Du har jo altid en chance for at bede om forladelse hos den, som du har pådraget skyld over for. Og selvfølgelig har du ansvar for dit liv og dit helbred; livsstilssygdomme kommer jo ikke af sig selv. Du skylder dig selv at passe på dit liv. Men det er ikke Gud straf, at ulykker sker. Det er selve livets vilkår. Og det er ikke Guds straf, at du skal dø. Det skal du. Men lige som Gud igen og igen giver dig en chance for at rette op dit liv - og lige som Gud igen og igen vil forlade dig din skyld - sådan er det vor tro, at hans søn en dag står ved vor side og siger: Det menneske kender jeg! Det er ham, der har lært os at bede: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Gør det! Det skylder du dig selv og andre. 4
Den chance fra Gud må du ikke lade gå fra dig! AMEN 5