Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 31. august 2014 11. søndag efter Trinitatis Lukas 7,36-50 Salmer: 747-10-582 151-522 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv:»hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«jesus sagde da til ham:»simon, jeg har noget at sige dig.«han svarede:»sig det, Mester!En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«simon svarede:»den, han eftergav mest, vil jeg tro.«jesus sagde:»det har du ret i.«og vendt mod kvinden sagde han til Simon:»Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«og han sagde til hende:»dine synder er tilgivet.«de andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv:»hvem er han, som endog tilgiver synder?«men han sagde til kvinden:»din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«luk 7,36-50 Godmorgen. I Slotskirken står vi op og synger, og vi sidder ned, når jeg læser fra bibelen. I dag er det 11. søndag efter Trin. hvis I vil følge med i teksterne, står de på side 1231-32. Trinitatistiden er det halve år mellem pinse og advent. Jul, påske og pinse med Jesu fødsel død, opstandelse og himmelfart ligger bag os. I trinitatistiden skal vi lære, hvad alt det, Jesus gjorde og sagde, betyder. I dag handler det om Guds nåde og tilgivelse. Eller rettere, det handler om at blive set med Guds milde øjne. Det er en vildt mærkelig historie, vi lige har hørt. Hvis ikke du synes, den er mærkelig, er det kun fordi, du kender den så godt, så du har glemt at høre efter. 1
Faktisk er den så mærkelig, så du burde ligne ET stort spørgsmålstegn. Tag nu kvinden med alabastkrukken, der uden at være inviteret bare braser ind i en fremmed mands hus og uden forklaring begynder at græde i så stride strømme, så der er vand nok til at vaske Jesu fødder. Og som om DET ikke er mærkeligt nok, hvad gør en kvinde, der har glemt håndklædet, ja, hun bruger selvfølgelig bare sit lange hår til at tørre Jesu fødder. Ærlig talt, forestil jer lige, at der var en kvinde, der midt under gudstjenesten traskede grædende op af kirkegulvet med mascaraen løbende i lange sorte striber under øjnene, kravlede over rækværket og hev skoene af præsten og begyndte at vaske hans fødder med sin tårer, mon ikke kirketjeneren hurtigt skulle få sat en stopper for den slags vanvid. Ikke mindst hvis alle vidste, hvad hun var for en slags kvinde. For selv om man måske ikke skal bore så dybt i, HVORDAN Simon og de andre gode farisæere omkring bordet dog kunne vide, at hun er, hvad de så smukt kalder en kvinde, der lever i synd, på nudansk ville de vel have sagt luder. Ja, så gør det under alle omstændigheder situationen med denne fodkyssende kvinde i den agtværdige farisæer Simons hus endnu mere grotesk. For hvordan har hun mon tjent pengene til at købe den fine olie hun øser ud over Jesu fødder? Forargelsen i rummet må have været så tyk, at man ku skære sig igennem den. Hvorfor i himlens navn sparker Jesus ikke dette forstyrrede kvindemenneske væk han ligger bare der og tager imod, som om det er den naturligste ting i verden ved højlys dag at ligge til bords og blive vasket og kysset og salvet af en prostitueret. Og så er det Jesus sætter tiden i stå med sin lille pædagogiske købmandsregningslignelse. For hvis der er noget, vi mennesker som regel er rigtig gode til at forstå, så er det, hvad der bedst kan betale sig. Og selv et barn kan regne ud, at det selvfølgelig er bedre at få eftergivet 500 kr., end det er at få eftergivet 50 kr. 2
Ja, enhver, der er bare nogenlunde kvik i pæren, vil garanteret ærgre sig gul og grøn over, at han så ikke også har lånt 500 kr., når nu de alligevel bliver eftergivet. Og Simon opdager for sent fælden, uden tøven svarer han: Den der fik eftergivet mest, vil selvfølgelig være mest taknemmelig, hvor svært kan det være? HAK Så smækker fælden, i den forstand er det dødsensfarligt at komme i nærheden af Jesus især hvis vi lige som Simon og hans venner føler os lidt bedre eller hævet over andre. For selv om vi alle sammen kan svare politisk korrekt på, at alle mennesker er lige meget værd, om man er sort eller hvid, muslim eller kristen, gammel eller ung, smuk eller mindre smuk, rig eller fattig, voksen eller barn, så er vi alle sammen skabt i Guds billede med krav på samme rettigheder. Så vil det nu nok gibbe lidt i de fleste af os, hvis det var den hjemløse inde fra Nørreport med alle hans lugtende poser og store hund, sammen med narkoluderen ind fra kødtorvet og den unge syriske muslim med talebanskæg, der lige nu sad på kirkens forreste rækker i stedet for tre små søde uskyldige babyer. Og så er det præcis sådan en kolbøttetur Jesus sender Simon og alle os, der føler os hævet over den slags, ud på. Jeg har noget at sige dig, siger Jesus til Simon. Hvis du er blevet kaldt ind til chefen eller din lærer eller din mor eller far eller for den sags skyld din ægtefælle, har sagt bliv lige lidt, jeg har noget, jeg godt vil sige dig, så ved du formentlig, at det ikke altid er noget rart, du har i vente. Det er det heller ikke for Simon: for han bliver afsløret i al sin bedreværdsfølelse, han bliver afsløret i, at den fordømmelse, han som den selvfølgeligste ting i verden regner med, skal regne ned over denne faldne kvinde, dén rammer pludselig ham selv, den gode agtværdige bedsteborger, som altid sætter en ære i at opføre sig ordentligt. Og det anfægter Jesus sådan set ikke. Han giver Simon ret, du har ikke nær så meget brug for at få eftergivet din gæld eller blive tilgivet og taget til nåde som denne grædende kvinde. 3
På bundlinjen ved slutopgørelsen skylder du nok kun sådan ca. en halvtredser, hvor hendes gæld er ti gange større. Men det gør bare ikke, at du er hævet over hende. Det kan godt være, at hun alene vover sig ind i Simons hus, fordi hun alligevel ikke har noget at tabe, for hun kan dybest set ikke synke dybere. Men selv om Simon og vi andre mener, at vi har vores på det tørre og en så nogenlunde ren samvittighed. Så minder Jesu møde med denne grædende glædespige os alle sammen om, at hvis ikke vi får lov at møde samme tilgivelse og samme nåde, så har vi i den grad noget at tabe. Da jeg i fredags talte med konfirmanderne om denne søndags beretning om kvinden med alabastkrukken, da havde vi ikke overvejet historien ret længe, før vi alle sammen var rørende enige om, at uden tilgivelse, så er vi alle sammen fortabt. Uden tilgivelse, så var ingen af os blevet ret gamle, før vi var blevet smidt ud hjemmefra for fuld musik. Uden tilgivelse ville ingen af os have nogen venner tilbage. Og for os som er lidt ældre: Uden tilgivelse ville både ægtefælle og vores børn for længst have brudt forbindelsen. For sjovt nok er det jo ikke kun forældre, der skal tilgive deres umulige unger det er mindst lige så meget børnene, der med tiden må lære at tilgive deres umulige forældre. Nåden og tilgivelsen er mindst lige så basal som rugbrød, havregryn og kartofler for hver eneste af os selv den bedste. Og her er det så, vi når til, hvad det betyder at blive set med Guds øjne. Med kærlighedens øjne. For Jesus er jo ikke spor blåøjet eller naiv. Han siger ikke: Det gør ikke noget, at du har solgt dig selv. Han undskylder ikke kvinden med, at det nok er en dårlig opvækst eller dårligt selskab eller samfundets skyld, at hun er endt på gaden. 4
Han pynter ikke på historien eller forsøger at finde formildende omstændigheder. Formentlig græder hun med god grund over sit miserable liv. Og hvor vi ofte siger, du skal ikke græde eller være ked af det, så lader han hende græde ud, han lader hende være præcis så ked af det, som hun formentlig har al mulig god grund til at være. Men Jesus fordømmer hende ikke det er hun sikkert også selv den første til. Vi mennesker er ofte vores egne hårdeste dommere. Nej, det særlige ved Jesus, det særlige ved at blive set med Guds øjne, det er, at så bliver vi set, præcis som vi er, ikke bedre og heller ikke værre. Men vi bliver set med kærlighed. Dét er denne søndags virkelige mirakel: At denne kvinde denne kvinde som ikke siger et eneste ord intet undskyld, intet om at hun fortryder, ingen form for anger eller forklaring, ikke engang et lille bitte løfte om at forsøge at blive et nyt og bedre menneske. Den eneste lyd, hun frembringer, er hendes gråd. Alligevel rejser Jesus hende op med ordene: Dine synder er tilgivet. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred. På trods af, at hun ikke har sagt et ord, på trods af, at hun ikke har aflagt nogen som helst trosbekendelse, så ser Jesus hendes tro alene i, at hun vover at nærme sig Jesus. Da hun lægger sig på knæ for Jesu fødder, da ser han, hvilken tro, og hvilket håb der har drevet hende. Håbet om endelig at møde et menneske, der ser hende uden fordømmelse. Vi sang det i salmen før prædikenen: For troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt - men frygtløst at kaste sig ind på den frelse, som frit har os søgt Sværere er det ikke at være kristen eller hvis du snarere ligner farisæeren Simon, akkurat SÅ svært er det! For overfor Gud handler det ikke om, hvad vi har at komme med det handler ikke om, hvad vi græder over eller er stolte af. 5
I Guds øjne er det afgørende ene og alene, at her møder vi en kærlighed, som aldrig slipper op, her ser vi ind i nogle øjne, som aldrig ser den anden vej og lader som om, du ikke eksisterer. I mødet mellem denne kvinde og Jesus, ser vi lige ind i Guds milde ansigt. Ser, at hvad der gælder hende, gælder også dig og mig, lige meget hvad vi har med os i rygsækken. Amen. Bøn formuleret af konfirmander: Kære Gud Vi takker dig for det liv og de muligheder, vi har fået, den tryghed, vi lever i, for vores plads på denne jord vi takker for de mennesker, vi elsker, og de som elsker os. Vi takker dig for vores gode samfund, vi ber for alle, der er med til at holde vores lille, men lykkelige samfund sammen. Hjælp os med at vedligeholde verden. Tilgiv os for de fejl, vi har lavet. Vi håber, at alle kan få en chance vi håber, du kigger på os med åbent hjerte - tak fordi du gir os håb. Hjælp os med at kunne tilgive hinanden, selvom det kan være svært. Vi ber for de hjælpeløse, for alle de fortvivlede, for alle dem, der står uden hus, uden kærlighed, uden mad og drikke og for dem, der har mistet alt. Vi ber for de taknemmelige, der lever med omtanke, men også for de utaknemmelige, der spilder livet. Vi håber, du vil tilgive alle vore synder nu og fremover. Vi ber om, at børn i Afrika har det godt, og kommer til at gå i skole. Vi ber for, at krigene skal stoppe. Vi håber, at alle får et godt liv og ikke bliver drillet eller mobbet. At alle har mindst en, de kan fortælle alt til. Vi ber om, at du passer på dem, der er gået bort fra livet, som vi kender det. Vi ber for, at du er der, når vi har brug for dig, når det ser sort ud, og når vi ikke altid har det lige godt med os selv - for vi ved, at du aldrig vil vende ryggen til os. Hjælp os med at være stærke, når hverdagen bliver for hård og hjælp os til at være kærlige, når andre har behov. Vi håber, at fremtiden vil være lys og fuld af lykke. Vi ber for, at vores børn og børnebørn får et godt liv på jorden, når vi ikke er her længere. Vi ber om, at alle kan finde deres kærlighed. Amen. 6