Den danske bondegård en truet art?

Den danske bondegård en truet art? Af museumsdirektør Peter Dragsbo Peter Dragsbo, der er museumsdirektør på Sønderborg Slots Museum, giver i artiklen et rids over bondegårdens udviklingshistorie og forholder sig til mulighederne for genanvendelse samt principperne for bevaring. Bondegården er et begreb med en særlig klang, både for lægfolk og fagfolk. For 100 år siden var gårdene rammen om en stor del af befolkningens dagligliv, men drømmen om gården, den firelængede med gårdsplads og stråtag er levende erindring eller myte i dagens Danmark. Også for forskerne har bondegårdene været et af kulturens nøgleelementer, for gennem dem kunne man kortlægge regionale og nationale forskelle, eller gennem deres konstruktioner og detaljer prøve at trække linjer tilbage til oldtid eller middelalder. I mere end 100 år har de danske museer derfor haft tradition for bondegårdsforskning fra Nationalmuseet/Frilandsmuseets første kampagner i 1920 erne over de store landsdækkende bondegårdsundersøgelser 1944 1960 til nye undersøgelser af de sidste 100 års gårdbyggeskik. Kulturhistoriske landbrugsbygninger i Danmark 1500-2000 en kort oversigt Den almindelige danske bondegård blev stort set fastlagt som driftsenhed i senmiddelalderen som følge af etableringen af det feudale hovedgårdfæstegård-system, selv om der var krongodsområder, hvor der som på Kolding-Haderslevegnen blev mere frit slag til at skabe store eller små gårde. Udformningen af den middelstore danske landbrugsejendom blev især præget af 7-8 perioder, hvor landbrugets udvikling og økonomi skabte særlig basis for introduktion af nyheder i byggeskikken: 1500-1600-tallet, Renæssancen, hvor den firelængede gård blev idealet for en gård frem for de ældre mere uregelmæssige former selv om det i nogle egne varede længe, inden der var råd til bogstaveligt talt at få enderne til at nå sammen i en lukket gård. 1775-1813, Landboreformernes tid, hvor der skete en gennemgående ændring af landbrugslandskabet og landsbyernes struktur, og hvor der introduceredes helt nye gårdformer og konstruktioner. Godsejere prøvede f.eks. på Sydfyn at introducere holstenske gårdtyper, i Vestjylland gik grundmuringen sin sejrsgang fra marskegnene og nordpå, og i Sønderjylland spredte nye gårdtyper og plantyper sig både nord- og sydfra. 1830-1864, Kornsalgstiden, hvor en ny velstand kom til at præge de danske landbosamfund, og hvor det danske landbrugsbyggeri i høj grad fornyedes, meget endnu i bindingsværk, men i Østjylland og på Øerne i stigende grad i grundmur. 1870-1914, Andelstiden, hvor landbruget som følge af inddragelsen i den europæiske markedsøkonomi gennemgik en modernisering og omlægning, der bl.a. gav anledning til en lang række tekniske nyheder i landbrugsbyggeriet: lader med køregange, stalde med foder- og rensegang, brug af maskinkraft (fra vindmotorer til elektricitet), nye byggematerialer (skifer, tagpap, pandeplader, støbejern, cement osv.), roekamre, ajlekummer, m.m. 41

1980-2000, hvor stordrift og specialisering er kommet til at præge landbruget, og hvor en del landmænd, som reaktion mod 1980 ernes industrialiserede landbrugsbyggeri og parcelhusstil i huse og haver, søger frem mod nye æstetiske løsninger fra den regionale tradition, fra herregårdsarkitekturen, fra den moderne arkitektur eller fra udlandet. 1920-45, Bedre Byggeskik -perioden, hvor diskussionerne om smukkere landbrugsbygninger (i stedet for det sene 1800-tals historicistiske og teknisk-moderne udformninger) bl.a. blev udmøntet i Bedre Byggeskiks mønstertegninger og i landboforeningernes arbejde med konkurrencer og udviklingsarbejde for mønstergårde, f.eks. den nye T-gårdtype, som blev model for meget gårdbyggeri frem til 1950 erne. 1945-80, bestående af to perioder: frem til 1972 blev landbruget gennem Marshallhjælpen maskiniseret med traktorer, transportører, osv., men hvor man på grund af vanskelige afsætningsvilkår og usikkerhed om fremtiden i høj grad nøjedes med om- og tilbygninger, og hvor nyheder som gitterspær, løsdriftstalde og tårnsiloer kun langsomt accepteredes. Efter tilslutningen til EF 1972 skete der en eksplosion i landbrugsbyggeriet: det billige, rationelle landbrugsbyggeri gik sin sejrsgang men i starten endnu i høj grad udført af lokale håndværkere; først efter 1973-74 kom de store typefirmaer for alvor ind på markedet. Ved siden af den generelle udvikling har der desuden hele tiden været egnsforskelle. En markant egnsforskel var frem til vore dage skellet mellem det firelængede gårdideal i størstedelen af kongeriget og den såkaldte slesvigske gård i det sydlige Sønderjylland, præget af en hovedlænge med beboelse og stald i én lang længe, suppleret med lader, svinestalde, stakhjælme, mv. i tilbyggede kroglænger eller lagt som baghuse bag hovedlængen. En anden egnsforskel, som har haft eftervirkninger til vore dage, har været forskellen i muligheder og holdninger til byggeriets kvalitet og vedligehold. 42

Særlig udpræget er forskellen mellem Fyn hvor man fra gammel tid har haft råd til at bygge med gode materialer, og hvor man derfor til vore dage har haft en tradition for at vedligeholde og genbruge og det nordlige og vestlige Jylland, hvor man på baggrund af tidligere tiders sparsomme økonomi og de sidste 150 års store ændringer i landskab og landbrug har fået en tradition for at bygge billigt, bygge om og til, samt rive ned og bygge nyt. Atter andre egnsforskelle har frem til vore dage eksisteret i materialeanvendelse, ladeformer, havekultur, osv. Hvad har vi så i dag? Ser vi ud over landet, stammer langt størsteparten af de danske landbrugsbygninger fra de sidste 200 år. Mængden af bygninger, der kan føres tilbage til 16-1700-tallet, er forsvindende lille, og stort set koncentreret til Vestfyn (hvor de indre såkaldte sule -konstruktioner kan have en høj alder, den ældste endnu stående er dendrokronologisk dateret til ca. 1520) samt marskegnene omkring Tønder, hvor der er bevaret en lang række grundmurede bygninger fra 1700-tallet. Allerede da Nationalmuseets bondegårdsundersøgelser i 1940 erne og -50 erne gennemtrawlede landet, fandt man hovedparten af den førindustrielle byggeskik på Fyn, i Sydvest- og Sønderjylland, i visse sjællandske egne samt på Bornholm. Her var bygninger fra omkring 1800 eller før endnu rammen om normale aktive landbrug, mens der i store dele af Nørrejylland kun var ynkelige rester tilbage af bygninger fra før 1850. I dag er mængden af nogenlunde helstøbte anlæg fra før midten af 1800-tallet forsvindende lille. Antallet af firelængede gårde med stråtag er under 100, og reduceres år for år af nedrivninger, brande og forfald. Den store gruppe af gårdbygninger, som på den ene side endnu er bevaret i rimelig omfang, men som på den anden side nu er ved at udgå helt af driften i det moderne landbrug, stammer fra tiden 1850-1950. Der er tale om rimeligt velbyggede tre- og firelængede anlæg i grundmur, ofte med fine detaljer hvad enten de er eksempler på 1890 ernes schweizerstil, 1920-og 30 ernes danske traditionalisme eller 1940 ernes danske funktionelle tradition. 43

I 2000 gik Skov- og Naturstyrelsen ind i en storstilet kampagne for at finde emner til bygningsfredning blandt denne periodes gårde. Fra hele landet er der kommet forslag, bl.a. fra museer, kulturmiljøråd og lokale bevaringsforeninger, men i den regionale fordeling afspejler de forskellige bygningskulturer sig tydeligt. På Fyn har det været nemt at finde næsten intakte anlæg, ofte bygget på én gang og siden brugt som landbrug uden store ydre ændringer, mens der i de nørrejyske områder næsten ikke har kunnet findes anlæg, der imødekommer de nuværende fredningskriterier om det originale og uændrede. Dette gælder også f.eks. Sundeved og Als, hvor man nok har tradition for høj bygningskvalitet, men hvor man på gårdene i høj grad har bygget videre på de gamle slesvigske hovedlænger, som lag på lag. Samme knopskydningskultur findes i mange andre egne, f.eks. Sjælland, så heller ikke herfra har antallet af fredningsforslag været stort. Imidlertid er det klart, at der er store kulturhistoriske bevaringsværdier gemt i alle egnes landbrugsbyggeri fra denne periode. Bevaringsværdierne kan nemlig også ligge i den bevarede gårdform ( slesvigsk, trefløjet, tre- og firelænget osv.), i den traditionelle egnstypiske brug af materialer og former (f.eks. jyske røde sten og granitmure over for sjællandsk kalkning og høje spidsgavle), i stiltræk i stuehus, lade eller andre bygninger, eller i sammenhængen mellem bygninger og have eller bygninger og landskab. I dag må vi også regne med, at det nyere landbrugsbyggeri fra perioden 1950-80 er ved at gå ud af daglig drift. Overgangen fra bindestalde til løsdriftstalde bevirker f.eks., at selv ret nye staldkomplekser fra 1970 erne i dag opgives. 1950 erne og -60 erne var storhedstiden for landbrugets bygningskonsulenter, og de har faktisk efterladt sig en lang række kønne, nøgterne og dengang praktiske gårdanlæg, som bør huskes, når vi taler om kulturhistoriske værdier i landbrugsbyggeriet. De ældre landbrugsbygninger nu og i fremtiden Den helt store trussel mod opretholdelsen af den store masse af ældre landbrugsbygninger er naturligvis selve landbrugsudviklingen, hvor stordriften og den tekniske modernisering bevirker, at stadig flere bygninger går ud af brug. Det er denne udfordring, vi står over for nu. I en tid, hvor man både taler om bæredygtigt ressourcehushold, og om bygninger og landskab som en helhed et kulturmiljø ligger der en stor og fortjenstfuld opgave i at prøve at sikre fortsat opretholdelse og brug af den historiske struktur i landskab og landsbyer, som udgøres af de ældre danske landbrugsbygninger. En anden trussel retter sig mod landbrugsbygninger i landsbyer og andre beboede områder. På grund af pladsproblemer og stigende miljøkrav bliver det aktive landbrug i disse år presset ud af landsbymiljøet, hvor landbrugsbygningerne ellers repræsenterer den måske væsentligste historiske dimension. I landsbyer og byzoneområder bliver mange ældre landbrugsbygninger også fjernet til fordel for anden bebyggelse f.eks. parcel- eller klyngehuse selv om en del af det attraktive landsbymiljø derved netop går tabt. 44

Et tredje problem er de manglende traditioner og muligheder for en aktiv bevaringspolitik for landbrugsejendomme. For det første, er der ikke i de mindre landkommuner tradition for en bevaringspolitik. Bevaringsplaner og lignende støder ofte på politisk modstand, som man ikke i mindre lokalsamfund er parat til at imødegå. Der er heller ikke i landkommunerne tradition for særlige støtteordninger til private ejendomme; den efter 1996-loven etablerede mulighed for at oprette bygningsforbedringsudvalg er derfor stort set ikke blevet udnyttet af de mindre kommuner. Ydermere krævede Boligministeriet dengang, som et tungt fodaftryk fra den socialdemokratiske boligsociale tradition, at bygningsforbedringsmidler kun måtte gå til bygninger med overvejende boligformål, ikke til gamle lader. Det er imidlertid netop de ældre driftsbygninger, der er mest truede både når de indgår i et landbrug og når de er overtaget af mennesker i andet erhverv, som køber en tidligere gård for at realisere drømmen om en bondegård, men trods god vilje en dag indser, at de ikke kan magte at opretholde hele anlægget. En af chancerne for de ældre landbrugsbygningers fremtid ligger i landbrugernes generelle holdning til bygningerne i dag. Det er nemlig en myte, at moderne landbrugere ikke er interesseret i deres bygningers æstetiske og historiske værdier. 45

Især i de egne, hvor der en tradition for vedligehold og god bygningskvalitet, er der en stor vilje til at søge at udnytte værdifulde ældre bygninger i fortsat brug. På de fynske gårde opretholder man i stort omfang det ældre firelængede anlæg, selv om hovedparten af produktionen er lagt ud i nye driftsbygninger. I det østlige Sønderjylland er man omhyggelige med at bibeholde den trefløjede kerne, den lille herregård, i den fortsatte udbygning. Og i Midt- og Vestjylland, hvor bygningerne ellers som regel ombygges eller udskiftes, er der til gengæld stadig i høj grad en bevidsthed om at bevare de traditionelle materialeog farveholdninger. Som det blev sagt: Røde sten det er det eneste ordentlige. En nyhed, som har gjort det muligt at genanvende ældre bygninger, især de store agerums - og tværlader fra andelstiden, er de såkaldte indbygningsspær, hvor nye stålspærpar indbygges efter forudgående fotogrammetrisk opmåling. Et andet moment, som kan bidrage til bevaring af en række ældre gårdanlæg, er, at de moderne landmænd nu efterhånden driver op til 3-4 gårde, hvor især den tunge produktion ønskes placeret langt fra anden bebyggelse. Derved har ejerparret i dag mulighed for at vælge, hvor de vil bo og valget kan, både af familiehistoriske grunde og af hensynet til børnenes behov for legekammerater, falde på den gamle gård i landsbyen. Endnu flere landbofamilier ville uden tvivl vælge at forblive på gården i landsbyen, hvis det var muligt at udflytte produktionsbygningerne alene på marken, hvilket ikke i dag er tilladt ifølge naturbeskyttelsesloven. Imidlertid er det klart, at der på de danske landbrug hver dag forsvinder hundreder af ældre bygninger fordi ejeren ikke har økonomi til at opretholde dem, ikke har sans for deres værdi eller ikke kan indpasse dem i et driftsmæssigt rationelt landbrug. Værdifulde gårdanlæg kommer ikke mindst i en kritisk fase, når ældre ejere lægger op, men bliver boende på gården. En dag overstiger vedligeholdelsen af anlægget trods den bedste vilje kræfter og ressourcer, og forfaldet begynder at accelerere. Det er i en sådan situation, at et bygningsforbedringstilskud, der ikke mindst kunne gives til udlængerne, ville have en afgørende betydning. Måske burde man som et forsøg etablere et regionalt bygningsforbedringsudvalg, f.eks. i et samarbejde mellem amt, kulturmiljø-og museumsråd, regionale bevaringsforeninger, lokale Raadvad-Centre m.fl. 47

Også for gårdanlæg, der ikke kan bevares som del af et aktivt landbrug, er der muligheder. Den mest almindelige er naturligvis, at gården overtages af ikke-landbrugere, der ønsker at udnytte de ældre driftsbygninger til al slags fritidsbrug, opmagasinering, småerhverv, osv. Også for disse anlæg kunne en mere effektiv bygningsforbedringsstøtte være af værdi, da ikke-landbrugere på landet er en gruppe, som traditionelt er meget positive over for miljøværdier. Både for landbrugere og ikke-landbrugere er det utvivlsomt også en hjælp til opretholdelse af driftsbygninger, at der nu i planloven er indført muligheder for at indrette ekstra boliger til aftægt, medhjælpere, butiksformål, osv. på ejendomme i landzone ligesom Mål 5B-tilskuddene fra EU i 1990 erne gav mulighed for god genbrug af bevaringsværdige udlænger til ferieboliger, bl.a. i det sydfynske område. Som førnævnt er der også en del ældre landbrugsbygninger i landsbymiljø eller byzone, som bliver nedrevet til fordel for ny boligbebyggelse. Derved sker der en forarmning af landsbymiljøet, som jo netop har sin historiske identitet og karakter gennem fortiden som landbrugssamfund. Traditionelt opfattes de gamle gårde bare som en arealreserve i et byzoneområde, hvor der kan ligge 8 10 klynge- eller parcelhuse på grunden. Imidlertid burde man se de gamle gårde som en boligmiljøressource, der som byfornyelsesopgave har lige så stor værdi og potentiale som de historiske kvarterer i byerne. De ældre ejendomme, som i dag ligger i byudviklingsområder, er nemlig nu i høj grad gode og solide anlæg fra de sidste 100-150 år ikke faldefærdigt bindingsværk, men velbyggede murede længer med brandsikre lofter og faste tage. Med lidt omtanke og nytænkning i byfornyelsesindsatsen kunne mange af disse anlæg genbruges til boligformål. Faktisk kan der i et almindeligt flerlænget gårdanlæg som regel indrettes 7-8 beboelser samt fællesrum, mv. Det koster lidt ekstra planlægning og kompromisser, men til gengæld får man et historisk miljø forærende, som ikke alene er attraktivt for de kommende beboere, men også hjælper til at bevare landsbymiljøet som helhed. 48

Principper for bevaring af landbrugsbygninger I projektet Gårdens bygninger om revitalisering af fredede landbrugsbygninger har arkitekt Ebbe Keld Pedersen, Kulturarvsstyrelsen prøvet at formulere synsvinkler på og retningslinjer for omdannelse af bevaringsværdige landbrugsbygninger. Han skelner her mellem fortsat brug, hvor bygningerne fortsat indgår i et aktivt landbrug, men tilpasses nye driftsformer og udnyttelser, f.eks. gennem indbygningsspær, sænkning af gulve og portadgange, isætning af nye vinduer og ventilationskanaler osv., og genbrug, hvor bygningen overgår enten til brug som værksted, butik, udstilling, osv., som ikke i sig selv kræver store forandringer af bygningen eller til kontorformål, klinik, kursuscenter, osv. som kan kræve radikale ændringer inde og ude. I den forbindelse anvender Ebbe Keld Pedersen begrebet tålegrænsen, dvs. hvad den enkelte bevaringsværdige bygning kan bære af forandringer, såfremt de kulturhistoriske og arkitektoniske værdier fortsat kan betragtes som opretholdt. Det er klart, at tålegrænsen for ombygninger af f.eks. et barokpalæ i København er meget snæver; her bæres de væsentlige bevaringsværdier også af de mange originale enkeltheder og detailløsninger. Når vi taler om kulturhistoriske landbrugsejendomme, er det klart, at tålegrænsen har videre rammer. For mange gårdanlæg er det f.eks. vigtigere, at elementer som gårdtypen, indkørslen, havens hovedlinjer osv. bibeholdes, end at en lang række detaljer bevares uændret. Genbrug af en bevaringsværdig landbrugsejendom til f.eks. boliger behøver derfor ikke at være en trussel mod bevaringsværdierne, hvis blot tålegrænsen formuleres og respekteres. Hvis man overholder logikken i selve gårdtypen, kan man f.eks. godt ved en ombygning sætte moderne vinduer i de tidligere udlænger, tilbygge knaster og isætte tagvinduer eller franske altaner. Det væsentlige er nemlig, at man efter ombygningen fortsat opfatter, hvad der oprindeligt var stuehus og hvad der var udlænger noget, der ofte sløres ved de ellers velmente restaureringer. 49