K S B B NR. 2 2005 40. ÅRGANG ISSN 0902-9735 Kirkelig Infor mation Kirkelig Information Kirkelig Information www.ksbb.dk INDHOLD: TAARBÆKSAGEN 1 PRÆSTERET ELLER TEO- LOGISK LÆRENÆVN 7 BISPEVALG 8 PRÆDIKEN 9 BEKYMRING FOR IM 13 FRA GRÆKENLAND 17 FRA SVERIGE 19 LÆST 20 KIRKESTÆVNE 23 ADRESSER 24 HUSK KSBB S KIRKESTÆVNE I SKJERN MISSIONSHUS DEN 23.-24. SEPTEMBER. SE PROGRAMMET PÅ SIDE 23 TAARBÆKSAGEN Som det vil være de fleste læsere bekendt, har kirkeminister Bertel Haarder valgt at opgive sagsanlæg ved præsteretten mod pastor Grosbøll. Man har vurderet, at der var begået en del fejl i sagsbehandlingen, så en præsteretssag ville trække ud i lang tid og udfaldet ville være tvivlsomt. Derfor har ministeriet så overdraget tilsynet med Grosbøll til biskoppen i Roskilde, Jan Lindhardt. Denne har så ladet Grosbøll få lov til at genoptage sin virksomhed som præst i Taarbæk efter at have gentaget sit præsteløfte og svaret ja til trosbekendelsen - den trosbekendelse, som han tidligere har karakteriseret som Abrakadabra. Som forventet har denne afgørelse medført en omfattende avisdebat. Under overskriften Gavnlig Uro bringer INFORMATION 13/5-05 følgende: Snart står Thorkild Grosbøll formentlig igen på sin prædikestol i Taarbæk. Tilmed kan han glæde sig over, at Grosbølleoptøjerne om hans forkyndelse har givet den danske folkekirke en saltvandsindsprøjtning. ABONNEMENT: Hvornår har det evige liv sidst været et sexet emne ved middagsbordene? Debatten, og Taarbækmenighedens insisterende hengivenhed til deres præst, har blottet en underjordisk energistrøm i en folkekirke, der ellers fremtræder sval og tempereret. Kirkelig Information udkommer 4-6 gange årligt. Prisen for 2005 er 120 kr. Pensionister 90 kr. Studerende: 50 kr. Abonnement bestilles hos redaktion eller ekspedition og løber indtil afbestilling. Vi skal jo have uro for ikke at gå i stå, har en sjællandsk præst, Ulla Salicath, sagt om Grosbøll-sagen. En anden markant teolog, provst Marianne Christiansen, påpegede, at Grosbølls synspunkt om Guds tilbagetrækning har været veletableret i kirken siden Reformationen. Dog anbefalede hun, som den første, en gejstlig læresag for at afklare, hvad en nutidspræst i den danske folkekirke egentlig må sige. Udgivet Kirkens af Kirkelig Ja og Nej Samling om Bibel og Bekendelse 1
Læresagen er nu foreløbig afblæst. Kirkeminister Bertel Haarder har, som det diplomatisk formuleres, fritaget Helsingørs biskop Lise-Lotte Rebel for Grosbøll, der i stedet overføres til Roskilde-bispen Jan Lindhardt. Når præst og bisp til enighed, afsluttes en to år lang føljeton med et pinagtigt opbud af sejtræk og klummeri, udført af en forvirret kirkeminister (Tove Fergo), en svag biskop (Rebel) samt en præst (Grosbøll), der både vil gå til kanten, have pressen til at skrive om det - samt beholde sit job. Jan Lindhardt vil anlægge en liberal fortolkning: Hans egen far, teologiprofessor ved Aarhus Universitet P.G. Lindhardt, afskaffede i 1950 erne det evige liv og blev ophavsmand til en lignende storm. Ved en præsteret kunne sagen dog være blevet lige så forudsigelig: En læresag anlægges ved byretten og har som formand en af byrettens dommere. Desuden består den af to teologisk sagkyndige, og her ligger problemet: To Grosbøllsympatisører kunne give indtryk af én type bestilt afgørelse. To Grosbøll-kritikere af den modsatte. Én fra hver fløj kunne derimod både trække sagen ud i årevis og smerteligt udstille kirkens spaltning mellem dem, der tror på kristendommen og dem, der tror på Gud. Præster, der især tror på kristendommen, afspejler en udbredt mentalitet i befolkningen: Man har sine tvivl om Vorherre, men går ind for næstekærlighed. 2 Teologisk er her mest tale om almen humanisme. Hvis denne tendens blev åbenlyst dominerende i folkekirken, kunne konsekvensen blive, at åndeligt søgende mennesker søgte videre til andre kirkesamfund. Samt selvfølgelig hos auralæsere, numerologer, krystaltydere og andre med en økonomisk interesse i menneskers sorg og længsel, tro og tvivl. Præster, der tror på Gud, eller i hvert fald afstår fra åbenlyst at sige, at de ikke gør, kan derimod lettere imødekomme menneskers åndelige længsel og søgen efter det spirituelle. Det skal en folkekirke vel kunne, hvis den skal være andet end et museum for danske værdier? Haarder har spillet til hjørne. Ro og orden kan formentlig genoprettes. Det er næsten synd. mlk Dette er på flere måder interessant. Blandt andet sondringen mellem at tro på Gud og tro på kristendommen - her defineret som næstekærlighed. Det forhold at Taarbæk sogns menighedsråd så entydigt bakker op om pastor Grosbøll, tyder på, at man der i sognet mere er, hvad vi kunne kalde kulturkristne end almindelige kristne, som tror på Gud Fader, Søn og Helligånd. Nu skal det ikke ringeagtes, at mennesker fastholder kristen etik med Jesu bud om næstekærlighed, men man må alligevel sige, at den evangelisklutherske Kirke står for noget mere end næstekærlighed, nemlig den tro, som vi er døbt på, og som findes forkyndt i Bibelen. Det er jo ikke tilfældigt, at store kirkelige højtider ikke er centreret på den dag, vi hører evangeliet om næstekærlighed, men om Jul, Påske og Pinse altså om Jesu fødsel, død og opstandelse og Helligåndens komme. Det er netop denne opbakning fra sognets side, som får mig til at tale - ikke om Grosbøllsagen, men om Taarbæksagen. Og det alvorlige er, at der rundt om i menighedsrådene sidder mange kulturkristne, som gerne vil have en venlig og spændende præst og er ligeglade med, om han eller hun forkynder den kristne tro eller blot et budskab om næstekærlighed.
Det fremgik af Radioens nyhedsudsendelser 28/6, at en undersøgelse blandt mennesker, som har stemt ved menighedsråd, viser, at kun 41% af de adspurgte har oplyst, at de tror på Gud, mens 50% har angivet, at de ikke tror på Gud. Og det er en undersøgelse blandt folk, som ved stemmeafgivning ønsker at gøre deres indflydelse gældende ved menighedsrådsvalg. Tidligere var der mange mennesker, som gerne ville støtte folkekirken, men som anså det for mest anstændigt ikke at søge indflydelse i en kirke, som de næsten alrig kom i. Man kan tænke på Luther, der fremhævede det almindelige præstedømmes betydning. Det husker man. Men Luther advarede mod at hr Omnes (alle og enhver) skulle bestemme i kirken. Hvis flertallet af dem, der stemmer til menighedsråd selv opgiver, at de ikke tror på Gud, og hvis kirkeministeren og flere teologer (Ravn Iversen) mener, at det er helt i orden, så må man ikke undre sig over, at pastor Grosbøll har menighedsrådets støtte og ikke bliver afsat. Folkekirken er okkuperet af mennesker, som ikke deler dens tro! Og vi må ikke undre os over, at det kan gå galt ved menighedsrådsvalg, som vi fx så det i Århus Sankt Pouls. Debatten viser, at Haarders konstruktion med at flytte tilsynet fra biskoppen i Helsingør til biskoppen Roskilde slet ikke har skabt ro om sagen. Den tidligere kirkeminister, Tove Fergo giver i Morgen-Avisen JyllandsPosten 19/5-05 udtryk for sin utilfredshed. Hun siger bl.a.: Hver dag sin nye begrundelse for ikke at gennemføre en læresag mod Grosbøll. Snart er begrundelsen, at en retssag skal være sidste udvej, snart, at der er modstand mod en læresag i brede kredse i befolkningen, snart at der er fodfejl i biskoppens indberetning, snart at biskoppen selv er veget tilbage for at kræve en retssag og så dagens nye begrundelse, at der er så megen uklarhed i Thorkild Grosbølls udsagn, at der er stor risiko for, at en sag ved præsteretten ikke vil give en klar afgørelse. Tove Fergo slutter sit indlæg med følgende: Hele denne sag har rystet folkekirken. Derfor bør kirkeministeren indlede en gejstlig læresag. Netop uklarheden i Thorkild Grosbølls mange udsagn, bøger, prædikener og foredrag gør det påkrævet med en læresag. Folkekirkens 4,6 mio. medlemmer har krav på at få afklaret, om den grosbøllske teologi er en del af den lutherske-evangeliske kristendomsforståelse. Vi kan som kirke, som trossamfund ikke holde til, at dette for kirken så væsentlige spørgsmål forbliver uafklaret. Derfor er en henvisning til, at det er uklart, hvad en domstolsafgørelse vil blive, ikke nogen begrundelse for at afstå fra den. Jyllands-Posten beskæftiger sig med sagen 13/5-05 i en leder under overskriften: YNK OG HYKLERI Hvis sognepræst Thorkild Grosbøll havde haft ære og anstændighed i livet, havde han for længst frasagt sig sit embede som statsansat præst i den danske folkekirke. Det ville være naturligt, at han så dannede en frikirke sammen med menighedsrådet i Taarbæk Sogn, der støtter ham i hans benægtelse af folkekirkens trosgrundlag. Sådan er det imidlertid ikke. Den faste stilling med god løn og udsigt til pension trækker tydeligvis mere end idealerne og den personlige værdighed. Tilsynsmyndighedens og Kirkeministeriets håndtering af sagen er med til at understrege dens absurditet: Præsten erklærer, at han ikke tror på Gud, som han ellers hævder ved hver eneste gudstjeneste, konfirmation og barnedåb. Biskoppen siger, at denne tilkendegivelse er uforenelig med hans ansættelsesforhold og fritager ham fra tjeneste, men ikke fra løn og øvrige tjenestemandsgoder. Hun 3
kan imidlertid ikke få sig taget sammen til at få sagen afgjort ved en præsteret, så sagen trækker ud. Menighedsrådet truer med sagsanlæg, og pludselig finder Kirkeministeriet en gammel lov, der åbner mulighed for at overflytte sagen til en anden biskop. Denne anden biskop erklærer så frejdigt, at hele sagen kan afgøres ved, at præsten gentager sit præsteløfte. Det har præsten sjovt nok ingen problemer med. Det burde han have, for præsteløftet ligger i sit indhold tæt op ad den apostolske trosbekendelse, som præsten fornægter, og han skal aflægge løftet over for en Gud, som han har erklæret ikke at tro på. Hele sagen har efterhånden latterlighedens skær over sig, og den eneste værdige løsning ville være, at præsten viste sig som et mandfolk og tog konsekvensen af sine holdninger. At menighedsrådet støtter ham, understreger kun det dilemma, som folkekirken efterhånden har bragt sig i. For at være kristen skal man bare tro på et eller andet, og hvem gør ikke det? Et sådant udsagn kan godt rumme religiøse følelser, men det har intet med den evangelisk lutherske kirke at gøre. Man kan jo sige, at Grosbøll slår sig selv på munden ved at sige ja til præsteløftet og trosbekendelsen. Imidlertid har biskop Kjeld Holm i en kronik i INFORMATION 18/5-05 givet udtryk for en vis uvilje mod at bruge trosbekendelsen til at trække grænser. Det hedder bl.a.: 4 Hvor bekendelsen, hvilket her betyder trosbekendelsen, tidligere var en personlig sag, eller - med et udtryk af den svenske ærkebiskop Nathan Söderblom fra så tidligt som i 1914, en frugt af et åndeligt arbejde, der væsentlig har til hensigt at forhindre, at den glæde glemmes, som Gud i Kristus har skænket os, hvilket anderledes sagt betyder, at trosbekendelsen er liturgisk, eller en form for lovsang, så er den i dag blevet en værdi eller en eksamen. Hertil kan man jo sige, at det kirken siger i sin liturgi, skulle den også helst stå inde for i alle andre sammenhænge, og hvis man kan fornægte troen på en skabende og opretholdende Gud, så mister man også glæden over at kunne bede Fader vor - for hvem er der at bede til, hvis Grosbøll har ret? - Man vil da også se, at Trosbekendelsen er blevet til i kamp for at fastholde bibelsk tro mod fornægtelse. Den er lovsang, men den sætter også grænser, for vor tro er ej på hvad som helst / man kristendom vil nævne, men på ham, os har skabt og frelst og fører på det jævne (Grundtvig). En del indlæg har beskæftiget sig med, at biskop Lindhardt i Roskilde næppe vil skride ind over for Grosbøll, selvom han har givet udtryk for, at lunten er kort. Med udgangspunkt i dette udtryk skriver cand. theol Katrine Winkel Holm om Lindhardts tomme trussel i JyllandsPosten den 29/5-05: Lunten er kort, har det lydt fra Jan Lindhardt, efter at han har taget Thorkild Grosbøll under sit tilsyns beskyttende vinger og sendt ham tilbage i embede igen. Tilsyneladende en klar trussel til Grosbøll om at holde sig inden for folkekirkens bekendelse, men hvor meget realitet er der i truslen? Enhver, der har fulgt den to år gamle sag, ved, at Jan Lindhardt for længst har taget stilling i den. Sommeren 2003 deltog jeg i debatmøde med Jan Lindhardt, hvor han udtalte, at Grosbøll i sin bog ikke sagde andet, end Lindhardts egen far sagde i 1950 erne, da opgøret stod om, hvordan man skulle forstå det evige liv. At Jan Lindhardt her lavede en eklatant fejllæsning af sin egen fars afmytologiseringspolemik, er kuriøst,
men afgørende er selvfølgelig, at han med denne udtalelse blåstemplede Grosbølls bog og udtalelser. HAN TOG ABEN Hvordan skal han nogen sinde kunne tage kjole og krave fra en præst, der ifølge ham selv ikke siger andet, end en anerkendt præst og professor sagde i 1950- erne? Det er muligt, at Lindhardts lunte er kort, men der er intet, der tyder på, at der er en bombe i den anden ende. Og så er det sådan set lige meget med luntens længde. Lindhardts trussel er med andre ord tom. Lindhardt sidder nu med aben, har flere sagt. Men altså: Lindhardt kunne have sagt nej til aben, i stedet tog han den til sig. Hvorfor? Ja, der er vel ikke anden forklaring, end at Roskilde-bispen accepterer Grosbølls fornægtelse af alt det i trosbekendelsen, som kræver tro. Godt nok krævede Lindhardt, at Grosbøll skulle fremsige bekendelsen, men da Grosbøll samtidig højt og tydeligt har forkyndt, at han står ved hvert ord, han hidtil har sagt, er det klart, at denne afliring er uden betydning. For bekendelsen er jo for Grosbøll bare abracadabra, altså på linje med et intetsigende vrøvlevers - og hvem ville ikke gerne offentligt aflire Abel spendabel, hvis det var det, der skulle til for at redde job og bolig? Efter at Lindhardt har taget Grosbøll under sin beskyttelse, er Grosbøll-sagen, så vidt jeg kan bedømme, endt med en frifindelse. I Roskilde Stift. Heraf må man slutte, at det i Helsingør Stift ikke er lige meget, hvad der forkyndes fra prædikestolen, mens der åbenbart er frit slag for præsterne i Roskilde Stift. Om man læser op af en telefonbog, om man forkynder, at Allah er stor, og at Muhammed er hans profet, eller om man som Grosbøll prædiker, at Vorherre er død og borte. For Jan Lindhardt er det tilsyneladende lige meget. Blot man en gang imellem møder op i bispegården og fremsiger trosbekendelsen. FARVEL TIL EMBEDET Hvis Lindhardt havde fundet Grosbølls bekendelsesfornægtelse uacceptabel, kunne han have sagt nej til at føre tilsyn med Grosbøll. Det samme kunne de andre biskopper. Så ville sagen have været klar: Grosbøll måtte sige farvel til embede og embedsbolig - eller trække sine udtalelser til sig. Forklaringen på den bizarre situation, at folkekirken fra på søndag igen har en præst, der direkte modarbejder evangeliets forkyndelse, må vi altså søge hos Roskildebispen. I modsætning til sine nabobisper finder han Grosbølls ikke-kristendom acceptabel. Anden grund kan der ikke være til, at han sender Grosbøll tilbage til prædikestolen uden at forlange, at Grosbøll trækker en eneste af sine udtalelser tilbage. Præster er forpligtet til at forkynde kristendom. Undtagen i Roskilde Stift. Omkring det samme emne skriver spr. Jens Kristian Holmgaard 19/5-05 i Kristeligt Dagblad under overskriften: Lindhardt, Grosbøll og skrabeloddet: Det hedder sig, at Grosbøll-sagen var havnet i et dødvande. Man siger, at det var Tove Fergos fodfejl, der fjernede sagen fra Kirkeministeriet og tog livet af den for en stund. Nu har den nye kirkeminister Bertel Haarder(V) besluttet sig for helt at tage livet af sagen, så der kan holdes begravelse. Biskop Jan Lindhardt er udpeget til at forestå begravelsen og kaste jord på. Bertel Haarder har ikke ønsket at følge biskop Lise-Lotte Rebels vurdering, som ellers fremkom efter en meget lang periode med skærpet tilsyn af Thorkild Grosbøll. Nogen læresag kan vi nu ikke se frem til. Det vil være utænkeligt, at Lindhardt når frem til samme konklusion som Lise-Lotte 5
Rebel og sender sagen tilbage til Kirkeministeriet med opfordring til at lade en læredomstol se på den, for pastor Grosbøll skal blot skrive under på præsteløftet en gang til, og så kan han begynde forfra. Det er dog underligt, at ingen har set denne enkle løsning før? Der manglede altså bare en underskrift - og hokus pokusså er alt godt igen. Alt er nu lagt i biskop Lindhardts hænder, og det er efter biskop Kjeld Holms mening slet ikke så ringe endda, for Lindhardt er vant til at tale med forvirrede teologer - det har han gjort i en menneskealder uden at tage farve af det. Biskop Lise-Lotte Rebels intention med at overgive sagen til Kirkeministeriet var vel næppe den, at en anden biskop skulle se på sagen og komme med en anden dom, men at vi alle sammen skulle blive lidt klogere på, hvor stor Guds-forvirring folkekirken skal lægge rum til i forkyndelse og lære. Nu skal Lindhardt egenhændigt afgøre det. Lindhardt er kendt for det syn på alle døbte danskere, der hører til i det almindelige præstedømme, at de lader sig sammenligne med et skrabelod med gevinst næsten hver gang. Lige under overfladen på alle danske mænd og kvinder findes sand luthersk kristendom. Det gælder selvsagt også for Thorkild Grosbøll. Lindhardt har udtalt, at han betragter sagen som begravet, når blot Grosbøll sætter sin underskrift på præsteløftet endnu engang - mere skal der ikke til. Ingen skraberi der. Lise-Lotte Rebel skrabede og skrabede, men fik ikke gevinst. Nogen dårlig taber er hun nu ikke af den grund; men affinder sig med, at Lindhardt åbenbart er mere heldig. Hvor har folkekirken dog tabt ved dette træk og brug af en gammel lov, der blev indført, da man skulle klare spørgsmålet om kvindelige præster i folkekirken. Nu bruges loven til at finde en tilsynsmyndighed for en vranglærende præst og forvirringen er total. 6 Til dette udpluk af den omfattende debat, vil jeg blot føje følgende synspunkter: 1. Hvis folkekirken opfatter sig selv som kirke, er det utåleligt, hvis man skal have frihed til at fornægte troen på en skabende og opretholdende Gud. 2. Hvis folkekirken opfatter sig selv som en borgerlig ramme,må det vigtigste være, at der drages omsorg for, at man også i sogne, hvor kulturkristne vælger præster, som fornægter selve troens fundamenter, kan sørge for en kristen gudstjeneste for de døbte, som holder fast ved det, som der blev sagt ja til ved dåben - den apostolske trosbekendelse. Det kan jo være, at nogle af dem, der på egne eller et barns vegne siger ja til trosbekendelsen, mener dette ja og ikke anser trosbekendelsen for abrakadabra 3. Det er virkelig et Kirkens nej, der må siges til fornægtelsen af Gud som skaber - dette nej er ikke kun en mening i kirken. Den hellige almindelige kirke er rummelig, men vel at mærke på Trosbekendelsens grund. 4. Hvis Folkekirken blot skal betragtes som en borgerlig ramme og derfor skal være så rummelig, at der skal være frihed til at fornægte indholdet af Kirkens bekendelse, må konsekvensen blandt andet være, at man ikke længere anser den for et nadverfællesskab. Det indebærer dels, at man ikke må gøre det til en tjenestepligt for præster at deltage i andre præsters nadver. (Det bør iøvrigt under ingen omstændighed være en pligt at deltage i en nadverhandling alene af den grund, at Bibelen advarer imod uværdig deltagelse i nadveren), og dels bør man give ordinationsretten fri, så man følger den kirkelige frihedslovgivning op og tillader dannelse af et valgstift, ligesom man har valgmenigheder. HOO
HANS OLAV OKKELS PRÆSTERET ELLER TEOLOGISK LÆRENÆVN? En udløber af Grosbøllsagen er debatten om, hvorvidt vi skal beholde den nuværende præsteret eller det er bedre med et teologisk lærenævn. Præsteretten er ikke en gammel foreteelse. Tidligere havde man et system med provsteret, landemode og som højeste instans: Højesteret. Ved provsteret var provsten og en juridisk dommer dømmende myndighed. Ved landemodet var det biskoppen bistået af en juridisk dommer, der dømte i sagen. For nogle år siden ændrede man dette system til en præsteret, hvor en juridisk dommer og en teologisk dommer udpeget ved lodtrækning blandt nogle kompetente teologer, som efter indstilling af biskopperne og høring i Præsteforeningen er udpeget som mulige dommere. Det er begribeligt, at mange tænker, at en sags forløb vil afhænge af, hvilken teologisk opfattelse, som den teologiske meddommer må have. I Kristeligt Dagblad skriver professor Niels Henrik Gregersen 21/5-05 blandt andet: Vi bliver nødt til at se i øjnene, at præsteretten og dens administration er et udtryk for en statsliggørelse af folkekirkens åndelige tilsyn. Præsterettens afgørelse ville være uden autoritet, og alene derfor bør folkekirken i dag takke Bertel Haarder for, at den ikke kommer i funktion som andet end den sidste nødbremse. Dermed står spørgsmålet tilbage: Hvordan kan folkekirken fremover behandle åbenlyse læresager som Grosbøllsagen? Det er godt, at Kirkeministeriet nu giver kollatsen den kirkeretslige betydning, som den førhen har haft og nu igen har fået. Men læresager er hele folkekirkens sag og bør ikke lægges helt og aldeles på en enkelt biskops skulder. Læresager er mere end et stiftsanliggende - desuden bærer flere skuldre bedre. Ligesom vi ikke har en statskirke (eller har vi?), sådan har vi heller ikke en stiftskirke (eller har vi?). Vi har brug for en institution inden for folkekirken, som kan behandle læresager på en anstændig måde - uden at skulle ty til en femti-årig præsteret. Jeg vil foreslå, at folkekirken snarest muligt - ligesom i Norge - indfører et lærenævn, der kan behandle sådanne sager. Her kunne passende sidde fire biskopper (der roterer), to medlemmer udpeget af Landsforeningen for Menighedsrådsmedlemmer og to teologisk sagkyndige, udpeget af Kirkeministeriet. Hertil en bisidder fra Præsteforeningen (som kan forsvare den anklagede præst) og en juridisk bisidder fra Kirkeministeriet (der kender juraen). De to sidstnævnte naturligvis uden stemmeret. Et sådant lærenævn ville give en bred folkekirkelig baggrund, idet de seks (fire biskopper og to fra Landsforeningen) er valgt på et folkeligt mandat, mens de to er udpeget på grund af deres særlige teologiske kompetencer. Siden er forslaget blevet genstand for en del debat. Medlem af Præsteforeningens Hovedbestyrelse, Thomas Kristensen er ikke begejstret. Han udtaler til Indre Missions Tidende 5/6-05: Jeg er bange for, at et lærenævn sammensat af kirken selv let vil komme til at afspejle tidens herskende teologi, og det er hverken kirken eller præsterne tjent med. - Præsteretten har den fordel, ikke mindst for præstens retssikkerhed, men dermed også for menighedernes retsbevidsthed, at her fylder det juridiske ganske meget. Og det skal det juridiske også, når det drejer sig om at dømme inden for eller uden for, hvad kirken kan rumme. Jeg kan være enig med professor Gre- 7
gersen og andre i, at der kan være noget vilkårligt over den måde, hvorpå præsterettens teologiske dommere udvælges, men jeg er også enig med Thomas Kristensen i, at være betænkelig ved et lærenævn. Erfaringerne fra Norge (og Sverige) synes at vise, at Thomas Kristensens frygt for, at et lærenævn blot vil afspejle tidens herskende teologi, er berettiget. I Norge støttede man fx den homofililiberale biskop i Vestfold mod den bekendelsestro provst Dingstad, som ikke ville visitere sammen med Biskoppen. I Sverige har man sagt god for ærkebiskop K G Hammar, som er næsten lige så extrem som Grosbøll.- Der er nok brug for en helt tredje løsning, men det kræver tid til overvejelse, inden man bør ændre på den nuværende ordning. HOO. HANS OLAV OKKELS BISPEVALG I LOLLAND-FALSTER STIFT De to gamle vækkelsesbevægelser Indre Mission og Grundtvigianismen står begge svagt i Danmarks mindste Stift. Imidlertid har man flere gange valgt betydelige biskopper i dette stift. Og nu har man valgt Steen Skovsgaard, der hidtil har været præst i Gellerup ved Århus og provst. Ved et bispevalg kan mange forhold være afgørende. Stemmeafgivningen afgøres dels af holdninger dels af personlige symog antipatier. Men vi kan i hvert fald glæde os over, at man just i dette stift har valgt en biskop, som siger nej til kirkelig velsignelse af homofile parforhold. HOO Steen Skovsgaard valgt som ny biskop på Lolland-Falster 17-06-2005 www.folkekirken.dk Det bliver provst Steen Skovsgaard, der skal efterfølge Holger Jepsen som biskop i Lolland-Falster Stift. Han fik i anden valgrunde 402 stemmer, mens sognepræst Helge Baden Nielsen fik 230 stemmer. Der blev i alt afgivet 644 stemmer, hvilket svarer til en stemmeprocent på 93,3. 11 stemmer var blanke, og en blev erklæret ugyldig. Den nye biskop indsættes i sit embede søndag den 11/9 Af Bent Dahl Jensen 8
HARTVIG WAGNER GUDSTJENESTE I VINDERSLEV KIRKE -10.2.2005 Lektie: Salme 91. Salmer: 341 / (432) / 337 // 394 / 576,2 Det står også skrevet Aftenens tekst er ganske kort. Blot en enkelt sætning: Der står også skrevet. Under den overskrift skal der siges noget helt afgørende og aktuelt om selve fundamentet under vor kristne tro og Kirkens liv: Om Den hellige Skrift, og om hvordan vi læser og bruger den. Der står også skrevet. Det er ifølge Matt 4,7 indledningen til det svar, Jesus giver på Djævelens anden fristelse, da Jesus var 40 dage i ørkenen. Hvordan lyder da denne fristelse? Det får I at høre allerede på søndag, hvor der skal prædikes om Jesu fristelse i ørkenen. Men hør den lige allerede nu: Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten. Det er en farlig fristelse, for det er - som fristelser ofte er - en from fristelse. Djævelen henter jo her sit våben lige ud af Guds eget våbenkammer: Den hellige Skrift. Der står jo skrevet, siger Djævelen. Så må det da være rigtigt. For det er jo Guds eget ord, jeg henviser til, kan du nok høre, Jesus! Til med et herligt, stærkt ord. Et af de stærkeste i hele GT. Et herligt ord om Guds magt og omsorg, hentet fra den trøsterige Salme 91, som vi før lyttede til: Den, der sidder i den Højestes skjul, har sin bolig i den Almægtiges skygge; han kan sige om Herren: Min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på. Hvis du er Guds søn, så handler den salme jo om dig, vil Djævelen sige til Jesus. Så er du jo inde under Guds beskyttelse imod alt ondt, må du da forstå! Hvis du er. Den oversættelse er i grunden ikke helt præcis. Djævelen forsøger egentlig ikke at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt Jesus er Guds søn, men peger på en kendsgerning, en realitet. Det ligger i den særlige form af udsagnsordet ER, der her er anvendt i den græske grundtekst. Der er brugt en form, man kalder casus realis, en form af udsagnsordet, der udtrykker en realitet. Meningen er: Når du nu er Guds søn - og det går vi ud fra som givet, som en realitet - så gælder den bibelske salme med alle dens herlige løfter jo netop dig! Når du nu er Guds søn, så er HERREN selv din borg, din Gud, du stoler på. Er vi ikke enige, Jesus? Og - fortsætter Djævenen sin tankegang - så står der videre i samme salme: Han vil give sine engle befaling om at beskytte dig på alle dine veje. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten. Har Djævelen ikke ret? Jo, Jesus bekræfter det selv ved det lille ord også: Der står også skrevet. Jesus mener: Jo, det, du siger, er rigtigt nok. Den salme handler om mig og gælder mig. Jeg er virkelig Guds søn, som derfor fuldt og helt kan regne med min Faders underfulde hjælp og frelse, som du rigtigt henviser til. Netop fordi det er rigtigt, er det så farlig en fristelse. Tænk, Djævelen forkynder ud fra Skriften Guds omsorg for sit barn. Djævelen forkynder Guds frelse, evangeliet, nåden! Det lyder så besnærende. Et sandt 9
ord siger Djævelen. For det er Guds ord. Der er ikke lavet spor om ved det. Djævelen citerer ordret fra Den hellige Skrift! Men fordi citatet lyder ud af Djævelens mund, er det dog et farligt bedrag. Vel er de rigtige ord brugt, men kraften, magten, frelsen og freden er taget ud af dem. Hvordan? Jo ved den lumske tilføjelse, Djævelen parrer sammen med Guds sande ord! Styrt dig ned, føjer han til. Djævelen viser hen til Guds eget løfte, men vil ikke, at Jesus skal nøjes med den frelse, Gud lover sin søn og alle virkeligt fromme. Jesus skulle gøre noget mere, noget ekstra: Styrt dig ned! Det evangelium ud af Skriften, Djævelen forkynder Jesus og siden alle virkeligt fromme, vil han ikke lade hverken Jesus eller os forlade os på, selv om det kunne lyde sådan. Der skal gøres mere. En sensation, et tegn, et bevis skal føjes til, som dermed bliver vigtigere end selve Guds egne løfter og underfulde frelse. Med opfordringen Styrt dig ned gør Djævelen henvisningen til Skriftordet om Guds frelse til en illusion, hvor rigtigt det skriftord end er i sig selv. I virkeligheden vil han have Jeus til at redde sig selv og sin sag ved at lave en sensation. Listigt tager Djævelen det evangelium, han rækker med den ene hånd, væk med den anden. Også hos os lyder et sandt evangelium om Guds frelse i mange variationer: Gud er god mod onde og utaknemmelige! Gud er kærlighed! Jesus er ven med toldere og syndere! Dåben frelser! Nadveren er for alle! Der lyder mange gode i og for sig rigtige ord. Men kommer de fra Gud eller Djævelen? Det er de samme ord. Djævelen citerer også Skriften, Gud ord, evangeliet helt korrekt! Hvem kan høre, om det rigtige evangelium, der lyder, kommer fra Djævelen for at bringe os til fald, eller det kommer fra Gud for at frelse os? 10 Det kan alene den, der kender hele Skriften og lever i den. Det gjorde Jesus, og det blev hans skjold og værn, hans tilflugt og borg mod Djævelens snedige brug af Guds sande evangelium. Der står også skrevet, svarer Jesus og citerer 5 Mos 6,16: Du må ikke friste HERREN, din Gud. Djævelen opfordrer Jesus til at stole på et sandt og rigt forjættelsesord i Skriften. Men fordi Jesus kendte og levede i hele Skriften, kunne han se, at Djævelen samtidigt ville have ham til at brydet et andet skriftord. Men Jesus vil ikke være lydig mod ét skriftord på en sådan måde, at han derved bryder et andet ord i den samme Hellige Skrift. Derfor svarer han: Der står også skrevet: Du må ikke friste HERREN, din Gud! Jesus lever i hele Skriften. Det blev hans værn. Det er også vort eneste værn. At stole på Gud er at leve i hele Den hellige Skrift. Den kendte tyske Bibel-theolog, afdøde professor A. Schlatter har på en rammende måde udlagt den 2. fristelse. Den rummer tre aspekter, siger han: Fristeren siger til Jesus: Du kan alt! Jesus svarer: Jeg kan ikke mere, end Gud byder mig gøre! Fristeren siger: Der er ingen fare for dig! Jesus svarer: Så længe jeg ikke forsynder mig mod Gud! Fristeren siger: Du skal ubetinget stole på Gud! Jesus svarer: - og derfor ubetinget lyde ham! Hvorfor? Jo, for der står også skrevet! Djævelen kender godt noget til Skriften. Han citerer som en mester det såkaldte rene evangelium f.eks.: Der er ingen farer for dig! Men Djævelen forkynder aldrig hele Skriften. Det tør han ikke, for den er hans overmand. Hele Skriften er Kirkens eneste værn. Dit og mit eneste værn.
Er det da ikke Jesus, der er vort værn? vil du måske indvende. Jo, men det er han netop som den, der selv dækker sig ind under hele Skriften. Jesus og Skriften kan ikke spilles ud mod hinanden. Mange fromme, farlige fristelser går netop ud på at få os til at foretrække Jesus frem for Skriften. Det går ikke, for Skriften og Jesus - Jesus og Skriften hører uløseligt sammen. Skriftens værn søger Djævelen at tage fra os. For så har han også taget Jesu værn, ja i grunden Jesus selv fra os. Han tåler derfor ikke, at Kirken og den enkelte døbte lever med og i hele Skriften. Han vil have os til at vælge mellem et sandt og et falsk evangelium, som man siger. Han vil have os til at skelne mellem menneskeord og Guds ord i Den hellige Skrift. Mellem på den ene side uforpligtende, tidsbegrænsede, kulturbetingede udsagn og på den anden eviggyldige sandheder. Eller han bilder os ind, at der er 117 forskellige teologier i Skriften. Jesu svar på den slags alvorlige, farlige fristelser lyder til hver en tid: Der står også skrevet! Dermed bekender Jesus sig til hele Skriften. Der skal ikke vælges og vrages i Skriften. Der skal sammenholdes. Det er sandt alt sammen, vel at mærke i sin helhed. De gamle lutherske teologer talte derfor om Unio Scripturæ = Skriftens enhed. Til den bekendte de sig. På princippet Skriftens enhed stred Luther frimodigt og tappert både til højre - mod Romerkirken - og til venstre mod Sværmerne, datidens sekterere. Ud fra princippet om Skriftens enhed kunne Luther rose Antinomerne, folk der var imod forkyndelse af Guds lov, rose dem for at være gode påskeprædikanter, fordi de talte ret om Kristi forløserværk, men samtidig dadle dem for at være slette pinseprædikanter, fordi de ikke ser: at de prædiker Kristus uden og imod Helligånden, idet de vil lade folk forblive i deres gamle væsen og alligevel erklærer dem for salige, skønt konsekvensen dog må være, at en kristen skal have Helligånden og føre et nyt levned, eller vide, at han ingen Kristus har. (Om Koncilierne og Kirken. Luthers Skrifter i Udvalg II, s. 362) For Der står jo også skrevet, vidste Luther. Derfor siger han sådan om disse folk og hævder, at de prædiker Kristus således: at Kristus er og ikke er. De har nemlig glemt det lille afgørende ord også. Der står også skrevet! Ud fra samme forudsætning kæmpede Brorson på samme måde hos os mod det misbrug at gøre nåden, evangeliet til et dække over synd og selvrådighed. Det, som Jesu anden fristelse netop går ud på. Hør første vers, som er udeladt af salmen: Du kære sjæl, som vanker : Den onde levemåde, den kødets gamle stil, om Himlen og Guds nåde at bære ingen tvil, og dog, foruden Ånd og lys og kraft så sikker at gå i Satans strikker, har taget overhånd. Det bliver det farlige resultat, vidste Brorson, når man glemmer det lille ord også. Så syndes på nåden, så modtages den forgæves, som Paulus kunne frygte skulle ske med menigheden i Korint (2 Kor 6,1). Brorson vidste, hvad der også står skrevet om Guds frelsende nåde. Grundtvig på samme måde. Han taler, ligesom Brorson stort og klart om Guds ufortjente, frelsende nåde. Men han siger også:.... nåden vil høste, hvad den sår, vil ikke nøjes med mindre. DDS 695,5 (2002) DDS 595,4 Både Luther, Brorson og Grundtvig øste af det fulde bibelske forråd og vidste, hvad Skriften siger om Guds nåde, at den blev åbenbaret til frelse for alle mennesker 11
(Tit 2,11), men vidste tillige, hvad der også står skrevet om nåden allerede i næste vers, at nåden opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster. Samme lille ord også er så vigtig nu, som måske aldrig før. Det skal være vort værn imod al den åndelige, teologiske og kirkelige forvirring, vor tid er fuld af. Man kommer og siger: Der står skrevet! Det lyder fromt og rigtigt, når sekterne siger sådan. Men vi kan narres og føres vild af skriftord, som Djævelen forsøgte at gøre over for Jesus - uden held. Vi kan så forsøge at værge os med en misforstået brug af Paulus ord i 2 Kor 3,6: Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. Her må vi ikke gå i den modsatte grøft og blive så åndelige, at vi helt kan undvære bogstaven, Bibelordet. Ånden, som gør levende, har nemlig talt i hele Skriften - talt ud. De falske ånder siger kun: Der står skrevet! Det lyder rigtigt. Men Helligånden siger ligesom Jesus: Der står også skrevet! De falske ånder plukker enkelte skriftsteder ud. Helligånden taler derimod i og gennem hele Skriften. Helligånden sætter ingen parenteser i Skriften. Derfor hører to ting uløseligt sammen: Skrift og bekendelse. Det går let sådan, at vi plukker lækkerier og specialiteter ud af Skriften. Det, som passer os, påberåber vi os med en vældig vægt og siger: Der står skrevet! Men det kan ende i en illusorisk Bibreltroskab, der strengt taget klarer sig med en rigtig mening, en rigtig teori om Skriften, men i praksis kan undvære Skriften selv, den hele Skrift. Det kan bekendelsen ikke. Bekendelsen, som udtrykker Kirkens og alle sandt troendes svar på hele Skriftens vidnesbyrd, og som springer ud af livet med og i hele Skriften skal være vort værn sammen med hele Skriften selv. Trosbekendelsen, Katekismen, Salmebogen, gudstjenesten, dåben, skriftemålet 12 og nadveren hjælper os til at se, hvad der også står skrevet. Ting i Skriften, som vi ikke endnu selv har set, eller sider, som vi forsøgte at glemme til vor egen og Kirkens ulykke. Derfor er det så afgørende vigtigt det lille og tit oversete ord også. Jesus Kristus, Herren selv trykker os det i hånden som et nødvendigt våben både til forsvar og angreb. Vor egen personlige og hele Kirkens fremtid er afhængig af, om vi tør gribe om dette vældige, men lille ord: også. Om vi med andre ord tør gå ind under hele Skriften og under bekendelsen til dens fulde vidnesbyrd. Alle bogstaverne, alle ordene. Det er at vandre i Ånden. Der står også skrevet! Her står hele den åndelige og kirkelige kamp i dag. Nogle eksempler vil klargøre dette: Der tales meget og varmt om evangeliet på mange måder Gud er god mod utaknemmelige og onde! Ja, det står virkelig skrevet (Luk 6,35), og det er et sandt og trøsterigt ord om Gud. Men der står også skrevet: Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed. Derfor, hvis nogen forkaster dette, er det ikke et menneske, han forkaster, men Gud (1 Thess 4,7-8). I Rom 6,14 står der skrevet: Vi er ikke under loven, men under nåden. Det betyder blot ikke, at Guds bud så ikke længere står ved magt. For der står også skrevet: Hold budet, uplettet og uangribelig, indtil vor Herres Jesu Kristi tilsynekomst (1 Tim 6,14). Derfor er det også fatalt når alle biskopper ved bispemødet i januar skrev under på, at evangeliets helhedssyn vejer tungere i denne sag end enkeltstående bibelord, nemlig de alvorlige ord om homofilt samliv. For der står nemlig også skrevet! Bliver vi ikke Guds børn og arvinger til det evige liv i den hellige dåb. Jo, det har vi Skriftens klare ord for. Det bør vi derfor holde fast og forkynde. Men den herlige
gave kan vi sætte over styr, så vi ingen nytte får af den. For der står også skrevet: Ingen utugtig eller uren eller grisk - det er det samme som en afgudsdyrker! - har lod og del i Kristi og Guds rige. Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord (Efs 5,5-6). Enhver er velkommen ved nadverbordet! Sådan indbydes der tit. Og det er rigtigt for så vidt, at den hellige nadver er tiltænkt alle troende døbte. Der står jo skrevet: Drik alle deraf! Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for eder; gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse! Men der står også skrevet: Enhver skal prøve sig selv og så spise brødet og drikke af kalken. For den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til (1 Kor 11,28-29). Se, hvordan hele kampen i dag står om dette lille, men afgørende ord også. Djævelen kan ikke lide det ord. Derfor vil han have det taget fra os. Det må ikke ske! Vi må vove at gribe om det. Vove at leve i, bekende os til og stride med hele Skriften. Så først er vi under Skriftens herlige forjættelse, den Djævelen fristede Jesus til at gå ind under på falske vilkår. Lever vi i, bekender os til og strider vi med hele Skriften som våben, skal vi sejre med Kristus i hans fristelse. Han afslog at gøre brug af englenes beskærmelse, da Djævelen lumsk ville have ham til at forlade sig på deres hjælp. Men netop fordi Jesus afslog at misbruge evangeliet om englenes beskyttelse og magt, slutter beretningen om fristelse i ørkenen med ordene: Da forlader Djævelen ham, og se, engle kom og tjente ham (v. 11). Hvorfor forlod Djævelen ham og gav op? Fordi det er sandt, hvad Luther siger om Djævelen i den kendte kampsalme: Vor Gud han er så fast en borg. Der hedder det:... et ord ham nu kan fælde. På tysk siges det endnu stærkere:... ein Wörtlein kann ihn fällen Ein Wörtlein = et lille bitte ord er nok. Et sådan lille bitte, men vældigt ord, nok til at slå Djævelen af marken, er det lille ord også, som der nu er talt om. Der står også skrevet! Derfor må vi igen sige: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen. POUL ULSDAL BEKYMRING FOR INDRE MISSION Hvorfor kan en højkirkelig præst have sådanne bekymringer? Af to årsager: Fordi Indre Mission (IM) er en så stor del af det gudstjenestefejrende Guds-Folk i dette land - og fordi det i særlig grad er her, at apostolsk, klassisk kristendom er bevaret! Omkring 1960 fik IM s daværende formand Chr. Bartholdy aftalt et besøg i min præstegård. Det var sikkert for at få et nærmere kendskab til den præst, der - uden selv at vide af det - især i pressen var begyndt på det, der skulle blive en fælles kirkekamp for troen i vort land. Vi fik en hyggelig snak især om kirkelivet i mit sogn, som jeg måske tegnede rigelig lyst. Men så stillede han mig dette spørgsmål: Bliver nogen omvendt? Jeg blev ikke fornærmet af dette spørgsmål, for det var i mit eget sind, når jeg prædikede, holdt foredrag, og skrev i aviserne: at nogle kom til tro, et udtryk, der vist bruges oftere end ordet blev omvendt i de apostolske skrifter i Ny Testamente. Eller bekymringen for at få fle- 13
re eller nye - med. Da det højkirkelige syn var gået op for mig, var det også det, som jeg ofte var bekymret for: dette at få flere med! Jeg glemte aldrig dette spørgsmål. Det står for mig, at for IM er det et kald at have denne bekymring over for al billig folkekirkelighed og meget andet, der kan præge den kirkelige situation i vort land - og forhåbentlig også over sit eget arbejde! Det er baggrunden for det følgende, som jeg forsøger at udtrykke i nogle punkter. 1) Bartholdys spørgsmål dukkede pludselig op i mig efter den første missionsuge i mine gamle sogne Hemmet og Sdr. Vium, da en kvinde sagde noget om, at det havde været en skøn uge. Og det var i mit sind alle de følgende år i forbindelse med disse uger. Trods store ofre og mange bønner sank deltagerantallet fra år til år, og der kom aldrig nye med, hvad der i hvert fald bekymrede mig. Jeg vidste det, for der var ingen der i denne sammenhæng - omvendte sig til at deltage i de hellige tjenester i Herrens hus med Guds ord, skriftemål og nadver. En lignende bekymring har jeg i den by, hvor jeg har boet i mange år og regelmæssigt er kommet i missionshuset. Til den efterhånden forkortede missionsuge magter jeg sjældent at komme, for her oplever jeg igen følelsen af nederlag, af Guds ords magtesløshed - netop i denne form. Trods missionsk musikunderholdning er besøget beskedent. Og mange er så trætte, at der måske kun er 30 til det normale møde ugen efter - fra så stor en by! Man fornemmer også sjældent nogen bekymring over, at der kun kommer ca. halvt så mange til de ugentlige møder som for 20 år siden, så de fleste nu holdes i den lille sal - trods de årlige missionsuger! I denne forbindelse er det heller ikke opmuntrende at læse Indre Missions Tidende(IMT). Her berettes der f. eks. om et Interessant initiativ, at nogle IMsamfund på en egn er begyndt at holde 14 disse møder i fællesskab i et af egnens missionshuse. Det nævnes ikke, at grunden selvfølgelig er, at tilslutningen det enkelte sted var blevet så ringe, at man ikke kunne være bekendt at indbyde prædikanter dertil- og nu kunne egnens missionsfolk tilsammen udgøre en nogenlunde flok! Dette blev vist mere direkte ved beretningen om et andet initiativ, at missionsfolk arrangerede en udflugt til Læsøendda til vækkelsesmøde! Der var heller ikke her antydning af den bekymring, som Bartholdy og jeg havde: om der dog var nye, der kom med ved disse begivenheder. De her omtalte missionsuger for de troende minder om et fænomen, der stadig tydeligere synes at dukke op, at den lille kreds omkring missionshuset mere og mere opfatter sig som en menighed, der måske den sidste aften i missionsugen afholder fællesspisning for yderligere at styrke fællesskabet. -Jeg har ofte haft ondt af stedets missionær, der måtte opleve, at der var 6-7 gange så mange tilstede i vores fælles kirke som i hans hus. Her er det i hvert fald tydeligt, at det er kirkehuset, der er blevet det virkelige missionshus! Mon ikke der er nogle, der har forstået, at min bekymring egentlig er, at man ikke er missionske nok - ikke spørger tilstrækkeligt i forbindelse med nye initiativer, om de giver muligheder til at få nye med? 2) For et par år siden udtrykte en erfaren gammel-troende missionsmand, tidligere formand for et IM-samfund over for mig sin store bekymring over noget helt nyt i IM s historie. Det var de unge, der havde taget magten og indført, at hvert møde skulle indledes med et bedemøde. Siden har han fået bekræftet, at denne mode breder sig, og dermed mener hanog jeg- at den sidste rest af mission fra missionshuset forsvinder- der! Jamen har vi da noget imod bøn? Nej, han har sikkert bedt for mødet allerede i sin morgenbøn
eller husandagt, han har gjort det på vejen derhen og gør det, når han sidder på bænken, inden mødet skal begynde - en bøn, der sikkert har været i mange andres hjerter! Man fristes til at spørge, om disse initiativrige unge har bedt lige så meget forinden? Måske har de netop svigtet et lille bedemøde 20 minutter inden hvert møde, så denne skik er døet ud? For mig, der er vokset op helt udenfor IM, forekommer fænomenet desværre at være et vidnesbyrd om, at ingen af disse unge eller deres ledere er kommet ind i denne bevægelse udefra, for så vidste de, at for ethvert almindeligt menneske i dette land er bønnemøder det værste af alt - og noget lignende gælder for kristne fra andre kirkelige miljøer. Det fornemmes som udtryk for mangel på åndelig blufærdighed og minder for meget om en vis farisæer i templet. Selv de, der går ind for denne tradition, ved jo godt, at det næsten altid er de samme, der tager ordet og viser deres veltalenhed i bøn - og ikke altid de frommeste! I hvert fald vil denne nye skik jage alle andre - selv alvorligt søgende mennesker - bort. Her er det værd at pege på, at for de førnævnte almindelige mennesker kan kirkebønnen i gudstjenesten - også kaldet menighedens store forbøn - betyde meget. Og hvor det er blevet skik, kan de også af hjertet synge med på de enkelte afsnit med ordene: Herre, hør vor bøn! Ja, om dog flere ville lade sig belære i bønnens skole f.eks. lære at bruge bønnebøger, hvad der var en del af det daglige brød for tidligere slægter. Ved et par lejligheder har jeg forsøgt at undervise i en engelsk form for bedemøde. Her kan det være en del af en gudstjeneste eller en anden forsamling, hvor det er en hel anonym røst, der siger: Lad os bede for, og så gør vi det alle sammen i nogle minutter, beder netop for det emne, der er nævnet. Derefter kan der lyde en anden røst fra et andet sted i lokalet: Lad os bede for -Jeg falder for fristelsen til at nævne en anden ny skik, som jeg ikke ved om de unge skal have skyld for. Jeg tænker på, at nu skal hvert møde indledes med en ofte ikke helt kort ekstra prædiken - som endda kan modsige det, som den indbudte taler vil bringe os. Her kunne man også godt bruge Bartholdys spørgsmål til mig dengang: Bliver nogen omvendt ad den vej? Vil det drage nye til? 3) Nu vover jeg at gå ind på det ofte sprængfarlige emne: de unge. Det er ikke blot, fordi det skulle være dem, der har indført det påtvungne bedemøde som indledning til hvert offentligt møde - hvad nogle sikkert opfatter som trosiver. Nej, det er i det hele taget at lade de unge råde for meget. Man bør vide, at det kan være til stor skade på denne måde at følge verdens skik. Det er måske glemt, hvordan der i Ny Testamente advares mod brug af unge, uprøvede og dem, der er nye i troen som ledere. (Såkaldte Bibelfundamentalister synes ofte ikke at kunne se, at denne tale er lige så klar som det så meget omtalte nej til homoseksualitet!). Det var virkelig betegnende, at menighedens ledere kaldtes ældste - det der ligger bag det danske ord præst. I dagens verdslige Folkekirke kan der foregå en ligefrem dyrkelse af de unge! Det bekymrer mig, når denne verdslighed også siver ind i IM. For en tid siden kunne man i IMT læse om et nyt initiativ i en større by, at De unge (IMU) havde vedtaget at slutte op om de normale møder - vel fordi de var blevet så få, at de ikke mere kunne gennemføre deres eget program! Det er med stor vemod, man kan mindes den tid, da IM s børn, KFUM og KFUK kunne have hver deres bygning i de fleste købstæder! Alt dette er næsten borte i dagvel især fordi de unge ledere tog magten! Det er en rig oplevelse at se unge nye komme med, men det må ikke betyde, at de får for megen magt. Såkaldte fælles- 15
møder i et missionshus kan være byrdefuldt at deltage i - med taler af de unge ganske umodne mennesker - og måske leg med papir og blyant! Det kan også vække bekymring, når man oplever mødelederens hyldest til de unge, når de synger sange, hvoraf man kun kan fatte enkelte ord - og slet ingen, når det er på engelsk. Det virker vist heller ikke særlig opbyggeligt, når det hele næsten virker som stjerne for en aften i fjernsynet, som man da kan lukke for. For nogle år siden skrev jeg et venligt brev til en leder for IM-musik og stillede et forslag om, at disse kor altid ofrede en lille smule penge til altid at kunne uddele tekster til deres sange. Blot duplikerede ark på billigt papir og til at samle ind igen til brug en anden aften. Men jeg fik ikke noget positivt svar, man skulle vist ikke blande sig i de unges aktiviteter I alle mine studenterår var jeg sammen med en gruppe af andre studenter flittige medarbejdere i Den kristne Gymnasiastbevægelse, en af IM s forjættelsesfulde børn dengang, men vi havde slet ingen magt! Ingen af os nåede i disse år at holde et foredrag, en prædiken, ikke engang en andagt, det var vi for unge til. Det blev højst til nogle bibeltimer for små grupper. Vi var vel blot en slags missionærer i venskabelige, tillidsvækkende samtaler med deltagerne. Men mange år senere blev ledelsen erobret af de unge, en ny generation af studenter. Det endte med, at bevægelsen stort set døde - en død for egen hånd, fordi den bibelske, klassiske kristendom mere eller mindre blev opgivet. Det var derefter, at der blev plads for Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). Nu vover jeg et skridt videre ved at nævne et eksempel fra den nyeste kirkehistorie. Allerede som medlem af Menighedsfakultetets første repræsentantskab måtte jeg i forhandlingerne et par gange udtale min bekymring, fordi man også her i for høj grad fulgte verdens tænkemåde - vel inspireret af det såkaldte ungdomsoprør - at give de unge for megen magt. Det er kun smerteligt at få ret, når det må konstateres, at i hvert fald fire af dem, der stod i allerførste linje, for længst er skredet bort fra det, der var MF s grundlag! 4) De her nævnte bekymringer Indre Mission er fremstillet under den forudsætning, at IM vil være en missionerende Bevægelse i vort folk, der ønsker at kalde mennesker udefra til omvendelse- til at få den rette, sande tro i eje. Måske er den ofte omtalte troskrise i den vesterlandske kirke blevet så stor, at IM må nøjes med helt bogstaveligt kun at være en indre mission blandt sine egne. Det vil sige den uhyre vigtige opgave at opdrage den nye slægt, børn og unge og kalde dem ind i troens liv. 16
FRA GRÆKENLAND I anledning af Kirkernes Verdensråds møde i Athen udsendte den fungerende biskop af Attika et rundbrev, som på mange måder er præget af græsk-ortodox tankegang og derfor kan være lidt svært at forstå for mange af vore læsere, men jeg har valgt at bringe det, da det repræsenterer traditionel kristen tankegang - upåvirket af sekulariseret vestlig ideologi. Sprogdragten er bevaret, som oversætteren har valgt den. Til de fromme kristne i vort hellige Bispedømme. Elskede Børn i Herren, KRISTUS ER OPSTANDEN! Som I muligvis ved, skal der efter den hellige Synodes Vedtagelse samles en Conference fra Verdenskirkeraadet paa vort Distrikt fra i Morgen den 9. til den 16. Maj 2005. Dette Raad er sammensat af Repræsentanter for hovedsageligt protestantiske Bekendelser; men ogsaa mange af de orthodoxe Kirker deltager. Sandt er det, at den Rolle er omstridt, og at det ikke er faa, der udtrykker deres alvorlige forbehold over for den Maade, den funktion, den dybere Bestemmelse, der findes i den nutidige Verden og i dens Forhold til den ene Sandhed. Den hellige Synode har som sagt bestemt og gennemført sin Afgørelse. Vi respekterer dens Afgørelser, men nødes dog til parallelt at træffe vore Forholdsregler for at aflægge vort Vidnesbyrd paa den bedste Maade og at beskytte os for Paavirkninger, der forvansker vor Moral. Efter dette vil jeg gerne sige følgende: Hvis vi tager imod de Anderledestroende for at bringe dem Vidnesbyrd om vor Tro og Overlevering, da er dette helligt. Hvis vi modtager dem gæstfrit for at udtrykke vor Respekt og Frihed, da er dette ædelt. Men hvis vi indbyder dem for at deles med dem om den sande Tros Skat, da er dette ugudeligt. Desværre er Verdenskirkeraadet en synkretistisk Organisation. Det er en religiøs Organisation, der kæmper for de kristnes Enhed, men med et jordisk og verdsligt Syn. Den ene hellige, katholske og apostolske Kirke beder ikke sammen med, men beder om Alles Enhed i Gud. Den diskuterer og samtaler ikke med det Formaal at blive menneskeligt enige, men aflægger sit skyldige Vidnesbyrd for at kalde os alle til at vende tilbage. Ej heller fantaserer den hadefuldt og intolerant, end mindre gribes den af Panik over de anderledestroendes Skikke og Opfattelser; men den frembyder frejdigt og sømmeligt sin Bekendelse. Næste Herrensdag, de salvebærende Kvinders, skal ifølge Conferencens Program adskillige af Conferencemedlemmerne gæste Sogne i vort Distrikt for at overvære vor hellige Liturgi. Man forstaar, at Muligheden for, at vor liturgiske Orden forstyrres, og at nogle af de øverste Anderledestroende vil søge den hellige Communion eller Antidoron, er ikke ubetydelig. Derfor maa jeg bede vore Præster om at vise særlig Forsigtighed den Dag. Som I ligeledes ved, er Anglikanerne paa det sidste skredet til Ordinationer af Kvinder, og forskellige protestantiske Bekendelser er gaaet videre til Ordination af homosexuelle. Bevægelser som disse er ikke af en sekundær Betydning, men antaster paa afgørende Vis Præstedømmets højhellige Mysterium. Vi skal ikke forfølge nogen. Måske vil der paa vor Vej findes nogle Damer, der tror, at de har Præstedømmets Naadegave. Maaske kommer der tvivlsomme folk nær til os og præsenterer sig som Præster. Endelig maaske nærmer der sig Deltagere med verdslig Tænkemaade og forestilling og synes os som Sendebud fra Guds Rige. Vi betvivler klart deres paastaaede kirkelige Naadegaver; men vi fornærmer dem 17
18 ikke. Vildfarelsen, den paaviser vi, men de Personer, der udtrykker den, dem respekterer vi og behandler dem med Værdighed. Men det er en absolut Nødvendighed, at vi beder om, at vort Vidnesbyrds Fasthed maa - som det sømmer sig det Hellige - ikke forurenes. Vor sakramentale Gudsdyrkelses Fred maa ikke forstyrres. Sandheden af den orthodoxe Tro, som vi bekender, maa ikke forfalskes iblandt os. Hvis det behøves, skal vi oven i købet svare. Maaske er de Mennesker bedre som Personer end vi. Dog er deres Tro farligt u- sund. Saa usund, at vi kan hævde, at de tror paa en Kristus, som ikke existerer. Kristus venter af dem Tilbagekomsten ved, at deres dogmatiske Tro og Kurs rettes. Af os venter Han den som ydmyg Bekendelse af vor hellige orthodoxe Tro og som konsekvent og helligt Liv. I den protestantiske Verden forstaas Mission som Proselytmageri, som Propaganda for at overtale andre til at følge det, de selv forkynder som Sandhed. I den orthodoxe Tradition betyder Mission Vidnesbyrd og Bekendelse. Den betyder at give vore Medmennesker Lejlighed til, at Gud kan tale med dem. At de fra at være Guds Skabninger maa blive Hans Børn og fra at være vore Medmennesker maa blive vore Brødre i Troen. Maaske nogle nærmer sig med Disposition til Proselytmageri. Gid vi maa svare ved at aflægge vort Vidnesbyrd klart, men med Sindelag af Kærlighed i Kristus. I en Tid som den, hvor vi lever, er Fristelsen til at relativisere Alt, til at ofre vor Bekendelses Klarhed paa den verdsligt forstaaede Bekendelses Alter, til at betvivle vor orthodoxe Tros Gudsgave for en slet forstaaet økumenistisk Enheds Skyld, til at erstatte Missionsvidnesbyrdet om alles Tilbagevenden med den økumenistiske Vision af en Verdenssamexistens mere end synlig. Men ogsaa den Velsignelse, at vi midt under de mange Anledninger af den moderne ideologiske Pluralisme kan aflægge vort Vidnesbyrd ikke som en interessant Insisteren paa uforarbejdede Idéer, men som en storsindet Bekendelse af Sandheder, der leves personligt, og dem understøtter vi ikke, fordi de er i Fare; men vi bekender dem, fordi uden dem kommer vi selv i særlig stor Fare. Vi beder den opstandne Herre om, dels at vi maa kende den ene Kirkes Skat, som vi har, og dels at Medlemmerne af de mange Kirkers Raad maa opdage - sammen med den frelsende Sandhed, som de ikke kender, - den ene, hellige, katholske og apostolske Kirke, som de er i Samtale med. Med megen Kærlighed i den opstandne Kristus, Den constituerede (biskop) Nicolaus af Mesogaia og Laureotiké. (oversat fra Græsk til Dansk af Munken Fotius i Parakletens viede Kloster, 5. Maj 2005.) Nikolaos Chatzinikolaou blev indsat som biskop den 26. april 2004. Læs mere på: http://www.geocities.com/ demysaint/metropolis.html
FRA SVERIGE Det svenske blad Dagen kan den 30/7-2005 bringe følgende under overskriften Umuligt at indføre en velsignelsesakt Kirkeordningens portalparagraf gør det umuligt at indføre den velsignelsesakt for homosexuelle som kirkestyrelsen foreslår, skriver fem medlemmer i kirkemødet i et forslag til udtalelse i det kommende kirkemøde. Af de fem forslagsstillere sidder fire, Jan- Anders Ekelund, Joakim Svensson, Berit Simonson og Fredrik Sidenvall i Kirkemødet som repræsentanter for Partipolitisk ubundne i Svenska Kyrkan, POSK, og den femte, Åke Svensson repræsenterer Kristdemokraterne i det nuværende Kirkemøde. Men til det kommende kirkevalget stiller de op for den nye liste, Frimodig kyrka. Selvom valget til Kirkemødet finder sted inden Kirkemødets to sessioner til efteråret, påvirker det kommende kirkevalg ikke sammensætningen af det kirkemøde, som til efteråret skal tage stilling til den skrivelse, hvor Kirkestyrelsen foreslår, at Svenska Kyrkan skal indføre en velsignelsesakt for dem, som har indgået registreret partnerskab og ønsker, at få deres pagt velsignet i kirken. ALLE BESLUTNINGER SKAL BEDØMMES... Ifølge de fem kirkepolitikere bag forslaget skal Kirkemødet bedømme alle beslutninger, som skal vedtages på Kirkemødet ud fra det, som kaldes kirkeordningens portalparagraf. I den hedder det blandt andet: Svenska kyrkans tro, bekendelse og lære, som tager form i gudstjeneste og liv, er grundet på Guds hellige ord, sådan som det er givet Det gamle og Nye Testamentes profetiske og apostolske skrifter. Ifølge beslutningsforslaget (fra de fem) indebærer dette, at Svenska kyrkan er forpligtet til at følge Guds ord. Vi kan ikke se, at der findes nogen støtte hverken i Skriften eller i kirkens samlede tradition for at indføre den velsignelsesakt, som Kirkestyrelsen foreslår, skriver de fem medlemmer i deres beslutningsforslag. PEGER PÅ KIRKENS ANSVAR. Foruden at henvise til Bibelens entydige afvisning af homosexuelt samliv peger forslagsstillerne også på kirkens ansvar i forhold til andre kirker og samfund, eftersom den i sin trosbekendelse tydeligt manifesterer sin samhørighed med andre kristne gennem ordene: vi tror på én eneste, hellig, almindelig og apostolsk kirke. Dette indebærer, at en beslutning i overensstemmelse med Kirkestyrelsens retningslinier ifølge forslagsstillerne ville gå stik imod den kristne enhed, som Svenska kyrkan offentlig bekender sig til. I beslutningsforslaget kræver de fem også, at konsekvenserne af en beslutning tydeliggøres. De spørgsmål, som man ønsker svar på, er, hvor længe præsters medvirken i en velsignelsesakt vil være frivillig, og om det vil blive et krav til dem, som skal blive præster, at de også er villige til at medvirke ved velsignelseshandlinger for par af samme køn. Det er glædeligt, at fem medlemmer af Kirkemødet aktivt kæmper imod kirkestyrelsens forslag, men i betragtning af, at Kirkemøde har over 250 medlemmer, som hovedsageligt er valgt af de politiske partier, kan man befrygte, at de fem ikke får flertal for at standse Kirkestyrelsens bibelstridige forslag. Det er også et eksempel på, at selve det at skille stat og kirke ad, ikke behøver at betyde større frihed til at være kirke i overensstemmelse med Bibelen og Beken- 19
delsen. Snarere kan man befrygte, at et modernistisk flertal giver mindre frihed for klassisk og autentisk kristendom end vor danske folkekirkelige ordning trods alle dens mangler. Endelig er det tvivlsomt, om et eventuelt løfte om, at præster skal have frihed til at nægte at foretage vesignelseshandlinger af homofile parforhold, får varig betydning. Modstandere af ordination af kvinder har jo før oplevet svig og løftebrud fra kirkestyrelsens side. HOO LÆST Jørgen Bækgaard Thomsen: Det er fuldbragt - Johannesevangeliet 13-21. Lohses Forlag 48 sider kr 40,00. Heftet er tænkt som hjælp til Bibelstudiegrupper og samtalemøder. Den er en fortsættelse af samme forfatters tidligere udgivelser Se Guds lam (Joh 1-6) og Strømme af vand (Joh 7-12). Her i Det er fuldbragt gennemgås Johannesevangeliets ni sidste kapitler i ni studier. Det er lykkedes for Jørgen Bækgaard Thomsen på kort plads og i letforståeligt sprog at gennemgå disse kapitler med Jesu taler Skærtorsdag aften, domfældelsen og korsfæstelsen, opstandelsen og Jesu møde med disciplene efter opstandelsen på en sådan måde, at en bibelkreds vil få stor hjælp af heftet, når man læser Johannesevangeliet. Til hver gennemgang er der knyttet gode og relevante spørgsmål til videre drøftelse i samtalekredsen. Og man fornemmer, at det ligger forfatteren på sinde at vise, hvor betydningsfuldt Johannesevangeliet er for os både som enkeltpersoner og som kirke. Bækgaard Thomsen har dels selv opholdt sig som præst i Israel og dels tidligere udgivet en kommentar til Salmernes Bog i Gammel Testamente. Man fornemmer, at begge dele på værdifuld måde har givet forfatteren en baggrundsviden, som har gjort heftet godt og læseværdigt. HOO LÆST Arne Munk: Prinsesse Hringsjau. Lohses Forlag. 48 sider. Kr 49.95. I eventyrets form tager forfatteren fat på presserende problemer i velfærdssamfundet. Trods ydre velfærd mangler livsgnisten og glæden både hos konge og folk. Hele den demokratiske og teknologiske velfærd har ikke formået at skabe livsglæde. Ordet abort nævnes ikke i eventyret, men det spændende og tankevækkende eventyr er et opgør med den tanke, som ligger bag de aborter, som skyldes tendensen til - efter fosterdiagnostik - at vælge de børn fra, som ikke er sunde og raske. Der skal en krøbling og en prinsesse udstyret med syv fingre og syv handicappede piger til, for at man kan 20