HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 29. november 2012 Sag 106/2012 A under konkurs ved kurator advokat Jan Poulsen mod B (advokat Hanne Bruun Jacobsen) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Skifteretten i Aalborg den 10. november 2011 og af Vestre Landsrets 2. afdeling den 16. december 2011. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Lene Pagter Kristensen, Vibeke Rønne og Hanne Schmidt. Påstande Kærende, A under konkurs ved kurator advokat Jan Poulsen, har nedlagt påstand om, at Vestre Landsrets kendelse af 16. december 2011 ophæves, og sagen hjemvises til fortsat bobehandling ved Skifteretten i Aalborg, subsidiært at sagen hjemvises til fortsat behandling ved Vestre Landsret. Indkærede, B, har nedlagt påstand om stadfæstelse, subsidiært at Vestre Landsrets kendelse ophæves, og sagen hjemvises til Vestre Landsret til fortsat behandling. Anbringender A under konkurs ved kurator advokat Jan Poulsen har anført, at skifterettens kendelse er i overensstemmelse med den juridiske teori og praksis, hvorefter et krav, der ikke endeligt er fastslået ved dom eller forlig, kan danne grundlag for afsigelse af konkursdekret, når kravet er tilstrækkeligt klart. Det er forudsat i lovgivningen, at et konkursbo har samme status som an-
- 2 - dre kreditorer. Et konkursdekret kan også for et konkursbo være eneste mulighed for at opnå sikkerhed for et krav og for i øvrigt at forhindre forrykkende og forringende dispositioner. Det er forudsat, at skifteretten i forbindelse med fordringsprøvelse kan tage stilling til den fordring, der dannede grundlag for et konkursdekret. Det er med spinkel hjemmel, at landsretten under henvisning til konkurslovens 135 ophæver konkursdekretet. Overdragelse af en kostbar lystyacht fra fallenten, A, til samleveren, B, har karakter af en proformadisposition og er dermed en særlig klar gavedisposition omfattet af konkurslovens 64. Omstødelseskravet kan derfor danne grundlag for afsigelse af konkursdekret. Landsrettens kendelse må læses således, at der herved er taget stilling til konkursbetingelserne. Hvis Højesteret finder, at landsretten ikke har taget stilling til betingelserne for at tage Bs bo under konkursbehandling, påstås sagen hjemvist til landsretten til fortsat behandling. B har anført, at sager anlagt af et konkursbo skal anlægges ved de almindelige domstole, jf. konkurslovens 135 og forarbejderne hertil. Det betyder, at skifteretten ikke er kompetent til at pådømme sager anlagt af et konkursbo. Skifteretten bliver ikke kompetent ved et konkursbos indgivelse af en konkursbegæring som alternativ til at anlægge en sag ved de almindelig domstole. Skifteretten er alene kompetent i sager anlagt af et konkursbo, såfremt parterne har indgået udtrykkelig aftale herom, hvilket parterne i den foreliggende sag ikke har. Helt åbenlyse grunde taler for denne retstilstand. Skifteretten kan ellers bringes i en situation, hvor den skal forholde sig til, hvorvidt kurator har handlet korrekt i forbindelse med en omstødelsessag. Har skifteretten i samme sag anset sig for kompetent til at behandle sagen, anlagt af kurator på vegne af konkursboet, er der risiko for en habilitetskonflikt og fallentens retssikkerhed er dermed i fare. B bestrider i øvrigt, at fordringen har tilstrækkelig klarhed til at kunne danne grundlag for afsigelse af konkursdekret. Der er ikke tale om en omstødelig disposition, allerede fordi båden blev overdraget til markedspris, og hun er ikke nærtstående med A. Sagsfremstilling Den 14. september 2011 blev A erklæret konkurs. Under konkursboets behandling blev kurator opmærksom på en mulig omstødelig disposition vedrørende en overdragelse af en motor-
- 3 - båd (Storebro) fra A til B, som efter kurators opfattelse på tidspunktet for overdragelsen var As samlever og dermed nærtstående. Kurator indgav den 3. oktober 2011 konkursbegæring mod B under henvisning til den omstødelige disposition. B bestred ved behandlingen af konkursbegæringen den 7. november 2011, at der var grundlag for at afsige konkursdekret. Hun anførte, at hun havde betalt for båden, og at hun ikke var nærtstående til A på tidspunktet for overdragelsen. Subsidiært anførte hun, at kravet ikke kunne danne grundlag for afsigelse af konkursdekret, da kravet ikke var tilstrækkelig klart, ligesom hun ikke var insolvent. Skifteretten i Ålborg afsagde den 10. november 2011 konkursdekret over B med følgende begrundelse: Skifteretten lægger til grund, at båden President må antages at have en værdi svarende til den værdiansættelse, som skete ved byttehandlen med båden Storebro, som gik over til Poul Spangsberg. I sommeren 2009 havde Storebro været til salg for en pris af kr. 1.400.000. Prisen blev senere nedsat til ca. kr. 1.300.000. Der er ikke grundlag for at antage, at båden skulle være faldet i værdi til omkring kr. 600.000 på tidspunktet, hvor A overdrager den til B. Der er derfor tale om et væsentligt gavemoment. Der må i øvrigt stilles spørgsmål, om købesummen er berigtiget. Forklaringen om betaling for udført arbejde på mere end kr. 250.000 er ikke tilstrækkelig bestyrket. Anvendelsen af den angivelige betaling på kr. 350.000 kontant til A kan efter oplysningerne i As konkursbo ikke henføres til andet end ubestyrkede oplysninger om en angivelig betaling til ubehagelige personer eller ludomani. Det må derfor anses for uafklaret, om der er betalt det angivne beløb til A og i bekræftende fald, hvad der er blevet af beløbet. Skifteretten finder det godtgjort, at der foreligger et gavemoment i størrelsesordenen i hvert fald kr. 600.000 700.000 og muligt op til bådens fulde værdi under hensyntagen til de usædvanlige betalingsmidler samt den angivelige betaling af beløbet på kr. 350.000. Efter en samlet bedømmelse af oplysningerne omkring forholdet mellem A og B, herunder det forhold, at A ikke har fast bopæl ifølge folkeregistret, finder skifteretten, at B må anses som nærtstående i henhold til konkurslovens 2, nr. 1. Rekvirentens krav har derfor i medfør af konkurslovens 64, jf. 2, en sådan klarhed, at det kan danne grundlag for konkurs. Dog finder skifteretten, at afsigelse af konkursdekret skal betinges af sikkerhedsstillelse i medfør af konkurslovens 28, stk. 3 med kr. 100.000. Efter oplysningerne om Bs formue- og indtægtsforhold findes det godtgjort, at hun ikke vil kunne betale rekvirentens krav, og at hendes betalingsudygtighed ikke blot er forbigående, jf. konkurslovens 17. Landsretten afviste den 16. december 2011 konkursbegæringen og ophævede det afsagte konkursdekret med følgende begrundelse:
- 4 - Det krav, som konkursboet gør gældende mod B, er et omstødelseskrav, jf. konkurslovens kapitel 8. Et sådant krav skal efter konkurslovens 135 gøres gældende under en retssag ved de almindelige domstole, der rejses af kurator på boets vegne, med mindre parterne vedtager andet, jf. herved konkurslovens 242, stk. 1. B bestrider, at betingelserne for omstødelse er opfyldt. Hvis der tages stilling til hendes indsigelser i forbindelse med indgivelse af konkursbegæring mod hende og senere i forbindelse med fordringsprøvelsen i hendes eventuelle konkursbo, bliver det skifteretten, der tager stilling til omstødelseskravet, hvilket ikke er i overensstemmelse med konkurslovens 135. Landsretten bestemmer derfor, at konkursbegæringen skal afvises, og det afsagte konkursdekret ophæves. A anlagde herefter den 22. december 2011 omstødelsessag ved Retten i Aalborg og begærede arrest i båden. Den 27. januar 2012 foretog Fogedretten i Aalborg arrest i en motorbåd, President. Justifikationssagen er kumuleret med omstødelsessagen. Retsgrundlag Konkurslovens 135 bygger på et forslag i betænkning nr. 606/71 om konkurs og tvangsakkord. I bemærkningerne til lovudkastets 130, der svarer til lovens 135, hedder det (s. 221-222): Retssager anlægges på boets vegne af kurator, som efter udkastet ikke behøver samtykke fra et eventuelt kreditorudvalg eller fra skiftesamlingen eller skifteretten. Af formuleringen af 196 fremgår, at skifteretten er kompetent for så vidt angår krav mod boet. Krav, som rettes af boet mod andre, er derimod såvel efter udkastet som efter gældende ret sædvanligvis underlagt de almindelige domstole. Udvalget har overvejet, hvorvidt man skulle foreslå en radikal udvidelse af skifterettens kompetence, således at denne skulle afgøre alle tvister, hvori boet var part. I nogle sager ville det være en fordel, at den dømmende ret besad et særligt kendskab til boets forhold. Bostyret ville undgå besvær ved møde for en ret, som måske befinder sig et andet sted i landet. Det vil undertiden kunne være ret tilfældigt, om det bliver boet, som anlægger sag, eller modparten, som gør krav gældende over for boet, i hvilket tilfælde skifteretten er kompetent. Ofte vil sagen kunne siges at have en nærmere tilknytning til det sted, hvor bobehandlingen foregår, hvor fallentens formue afvikles og krav mod ham behandles, end til den sagsøgtes bopæl eller forretningssted. Udvalget har dog ikke ment, at der er fuldt tilstrækkelig føje til at fravige den grundsætning, at sager føres dér,
- 5 - hvor den sagsøgte part har sit hjemsted, når ikke selve sagens beskaffenhed giver den særlig tilknytning til et andet sted (de såkaldte undtagelsesværneting efter retsplejelovens 240-44). Derimod har man anset det for ubetænkeligt at give parterne, d.v.s. på den ene side bostyret eller eventuelt en enkelt kreditor eller skyldneren, jfr. 132 og 133, og på den anden side den, mod hvem kravet rejses, adgang til at vedtage, at sagen behandles for skifteretten. Dette vil af de ovenfor nævnte grunde være en praktisk regel, og den omstændighed, at parternes motiv til at begære skifteretsbehandling kan være ønske om at spare retsafgift, kan ikke med større vægt anføres imod reglen. Når sagen skal anlægges ved de almindelige domstole, ligger heri alene, at det ikke er skifteretten, som er kompetent. Er sagen efter sin beskaffenhed en boligretssag, skal den selvsagt anlægges ved boligretten. Højesterets begrundelse og resultat Efter konkurslovens 242 prøver skifteretten om betingelserne i 17 for at tage et bo under konkursbehandling er opfyldt. Skifteretten skal herunder prøve eventuelle indsigelser, som skyldneren fremsætter vedrørende fordringens beståen. Hvis en indsigelse mod en konkursfordring har en sådan karakter, at en stillingtagen til indsigelsen og dermed fordringen går ud over, hvad skifteretten kan prøve i forbindelse med afgørelsen om konkurs, er konsekvensen ikke, at skifteretten mister sin saglige kompetence, men at konkursbegæringen ikke kan tages til følge. As konkursbos anmodning om at tage Bs bo under konkursbehandling støttes på, at hun har modtaget en omstødelig gave, jf. konkurslovens 64, og at boet derfor har et krav mod hende, jf. 75. Højesteret finder, at det forhold, at konkursbegæringen er fremsat af et konkursbo, og at konkursboets krav støttes på en omstødelig disposition, ikke i sig selv kan medføre, at konkursbegæringen skal afvises. Det bemærkes herved, at konkurslovens 135 på baggrund af bestemmelsens forarbejder må antages at være indsat med henblik på at fastholde grundsætningen om, at sager som udgangspunkt skal føres dér, hvor den sagsøgte part har sit hjemting, og at der med bestemmelsen alene tages stilling til, at den skifteret, hvor et bo verserer, ikke er kompetent til at behandle krav rejst af boet, medmindre parterne vedtager andet. Bestemmelsen kan derfor ikke antages at være til hinder for, at en skifteret efter reglerne i konkurslovens kapitel 16, herunder 133, prøver berettigelsen af et andet konkursbos omstødelseskrav.
- 6 - Da landsretten har afvist konkursbegæringen under henvisning til kravets karakter af omstødelseskrav og således ikke taget stilling til, om konkursbetingelserne er til stede, tages parternes samstemmende subsidiære påstande til følge. Højesteret ophæver herefter landsrettens kendelse og hjemviser sagen til fortsat behandling ved landsretten. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse af 16. december 2011 ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved landsretten.