Henriette Kjærs tale ved Bibliotekscenter for Integrations 23.januar konference 2008. Tak for ordet. Jeg er meget beæret over at få lov til at tale her ved konferencen. Nu er jeg ikke længere integrationsordfører jeg er i stedet blevet kulturordfører. Men det er jo to sider af samme sag netop når vi diskuterer dette emne. Og nu er det jo sådan at hvis jeg ikke stod her i dag på denne talerstol, ja så ville jeg have stået på et bibliotek et sted i Danmark og være i fuld gang med at vejlede lånere, arrangere lektiecafé eller arrangere en spændende oplæsning i børnebiblioteket. Jeg var nemlig i gang med en bibliotekar uddannelse, da jeg blev valgt i Folketinget. Jeg var i praktik i Europa-Parlamentets bibliotek, da jeg blev valgt og det var meningen at jeg derefter skulle på kommune biblioteket i Viby uden for Århus bagefter. Det var en uddannelse jeg var rigtig glad for og jeg havde mange idéer og blev i øvrigt meget inspireret af de mange besøg på forskellige biblioteker rundt omkring i landet som jeg kom på i forbindelse med opgave skrivning og besøg arrangeret af Biblioteksskolen. Og jeg må sige, at jeg fra tid til anden har ønsket mig tilbage til en støvet arkivkælder, hvor det kun var bøgerne der var i fokus.
Nogle gange går det jo lidt hektisk til i politik og det er en turbulent tilværelse. Men omvendt er det også en udfordring. Samfundet ændrer sig og vi skal finde løsninger, give muligheder og sikre os at der er en sammenhængskraft i det danske samfund. Og her spiller I jo en vigtig rolle. Biblioteket er jo unikt. Biblioteket kan så meget, at man ikke kan andet end at begejstres over det. For ud over at vi kan komme på biblioteket og låne gode skønlitterære værker med hjem, låne flotte billedbøger til vores børn, læse dagens avis og alt det andet der er muligt på biblioteket, ja så er biblioteket også i stand til at integrere udlændinge og på samfundets vegne og lukke op for et væld af oplevelser for både flygtninge og indvandrere der nu har fået ophold i Danmark. Det synes jeg er imponerende. Men egentligt ikke overraskende. For det er mit indtryk at mange bibliotekarer og assistenter på bibliotekerne er ildsjæle som faktisk har en mission med det arbejde de har. Det er jo imponerende at vi helt tilbage i 1971 fik etableret gæstearbejdersamlingen under Gentofte Centralbibliotek under ledelse af en af de uundværlige ildsjæle nemlig Benedikte Kragh- Schwarz. Siden voksede samlingen og kørte videre under navnet Indvandrerbibliotket, som så siden blev fusioneret med
Statsbiblioteket og som nu det ved i jo alt om - hedder BiblioteksCenter for Integration. Det synes jeg er en fremsynet og ambitiøs satsning der klart signalerer, at vi vil have udlændinge i Danmark til at kende og bruge de danske biblioteker. Og sjovt nok har biblioteker en underlig tiltrækningskraft. Måske fordi det er et lidt usædvanligt sted. Der er lyst, venligt, varmt og man gå der ind og passe sig selv og sidde og læse i fred. Jeg kan i hvert fald huske at jeg i 7. 8. klasse sammen med mine veninder i Århus ofte om aftenen gik ned på hovedbiblioteket i Århus, Mølleparken. For der kom mange andre på vores alder og det var lidt sjovt. Da Århus også har mange indvandrere kom der også mange indvandrere ind på biblioteket, måske mest for at møde andre unge, men de fik dog kendskab til bibliotekets eksistens. Efter jeg var blevet valgt til Folketinget blev jeg inviteret til Odense Hovedbibliotek i det nye Banegårdscenter. Og her havde biblioteket faktisk problemer med at unge indvandrerdrenge stod uden for biblioteket inde i centret. Det gjorde de selvfølgelig fordi der var så rart på biblioteket. Når de andre butikker havde lukket var der åbent på biblioteket der skete noget. Problemet var bare at lånerne var lidt bange for at passere de til tider lidt højrøstede unge fyre og derfor begyndte at holde sig væk. Jeg tror at man i Odense har fået løst problemet og måske har fået nogle af de unge højt råbende fyre indenfor dørene og har
præsenteret dem for nogle af de mange tilbud som jeg ved man har på biblioteket. Og det er det det hele handler om. For det gælder selvfølgelig om at få indvandrerne ind på bibliotekerne og bruge de mange tilbud der er. Dels fordi det er godt for alle gruppe i dette samfund at læse og tilegne sig viden. Kun på den måde får vi en oplyst og veluddannet befolkning, der aktivt kan tage stilling til de mange spørgsmål og udfordringer der er i et moderne land som Danmark. Men også fordi vi kan bruge bibliotekets rammer til så mange andre ting. Bibliotekernes opgave er ifølge Lov om biblioteksvirksomhed 1 at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Med en sådan formåls paragraf giver det bibliotekerne vide rammer for at tilrettelægge vidensformidling på mange niveauer og på mange forskellige måder. Det har også betydet at mange folkebiblioteker gennem de seneste år har opbygget en masse brugbare og gode tilbud med alt lige fra sprogstimulering, vejledning i jobsøgning, lektiecaféer, nyhedsfortolkning og mange andre spændende ting, der er målrettet de behov og den efterspørgsel der er fra de relevante brugere.
Det er jo ikke altid lige nemt at kaste sig ud i nye storstilede projekter og det kræver en stor indsats fra alle ansatte på biblioteket, når nye tilbud skal lanceres. Det er mit indtryk at netop den del der målretter sig integration er blevet modtaget med stor entusiasme og lyst til at lave nogle gode tilbud som virkelig tiltrækker nye brugere af biblioteket. Det har i flere tilfælde også betydet, at man skulle knytte nye samarbejdspartnere til sig. Mange lektiecaféer fungerer som et samarbejde mellem biblioteket og forskellige frivillige organisationer. Det kan være Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet eller andre. De frivillige organisationer har ofte et godt netværk af frivillige, der kan hjælpe i lektiecaféen mens bibliotekets rolle kan være af mere administrativ karakter, hvor biblioteket sørger for lokaler, oplyser om initiativet, hjælper med materiale, der kan bruges i lektie caféen osv. Nogle steder har bibliotekerne i samarbejde med andre foreninger lavet pigeklubber, kurser om sund kost og en masse andre spændende ting. Og det er virkelig imponerende at opleve det engagement der er at spore hos personalet de steder. Jeg tror at disse særarrangementer, der måske ikke lige er bibliotekernes kerneydelser, er med til at åbne biblioteket og trække nye brugere ind i dette tilfælde indvandrere og flygtninge der så begynder at blive helt almindelige biblioteksbrugere,
der låner bøger til deres børn og dem selv, bruger internettet og andre af de kendte tilbud vi kan finde på biblioteket. Og så er det jo vigtigt at der er noget på hylderne som tiltrækker indvandrergrupperne. Her er det afgørende, at der er noget på det sprog danskere med udenlandsk baggrund er mest fortrolig med. Vi vil jo gerne have at de er gode til dansk, men ikke alle mestrer sproget så de kan læse tykke romaner og så skal der gerne være noget på deres oprindelige modersmål. Og jeg er faktisk utrolig imponeret over hvad BiblioteksCenter for integration kan tilbyde Folkebibliotekerne. Det er jo helt vildt. Jeg har læst mig til at I stiller bøger, film og musik på mere end 30 sprog til rådighed for alle landets biblioteker At der er indført et abonnements koncept, hvor bibliotekerne automatisk hvert halve år får nye materialer på de sprog der passer til borgersammensætningen i det område som biblioteket dækker. Der er også indført lyndepoter, der kun omfatter helt nyt materiale ligesom der er lavet markedsføringsmateriale man kan bruge på de lokale biblioteker, for at synliggøre denne service. Jeg kan også nævne FINFO hvor man kan finde al mulig information om det danske samfund igen på flere sprog og sådan kunne jeg blive ved. Jeg synes det er en imponerende række tilbud I har fået bygget op og det er måske også årsagen til at undersøgelser viser, at omkring
halvdelen af indbyggere med anden etnisk baggrund kommer på biblioteket mindst en gang om måneden. Da jeg selv begyndte at læse bøger lagde jeg meget vægt på at de bøger jeg læste var vedkommende. Jeg kan huske at jeg blev anbefalet noget børnekrimi-halløj på skolebiblioteket sådan lidt i stil med De 5. Og det var bare ikke mig. Jeg kunne slet ikke identificere mig med børne detektiver, der tog på telttur og fangede røvere. Det lå langt fra min virkelighed. Jeg begyndte selv at læse lidt i forskellige bøger for at finde ud af hvad der kunne være spændende og det var bøger, der var sådan lidt socialrealistiske og som handlede om piger på min alder med samme interesser og samme syn på forældrene. Jeg genfinder det samme hos mine børn. Min ældste søn skulle i 4.klasse læse Bent Haller, som jo er en ganske glimrende forfatter der opbygger nogle meget spændende universer i sine bøger, men de er også meget abstrakte. For abstrakte til, at de sagde min søn noget. Og det var jo en kamp at komme gennem den bog. Men jeg vil gerne have, at min søn bliver en god læser og får gode læseoplevelser så jeg undersøgte udgivelserne for den aldersklasse og fandt Glenn Ringtveds Dreamteam bøger. Og det gav pote. Det var lige det univers min søn også befandt sig i og bøgerne blev slugt. Pludselig blev læsning en fornøjelse og ikke en sur pligt. På samme måde kunne jeg også forestille mig, at vores indvandrere har det. Man vil gerne læse om nogle problemstillinger man selv kan identificere sig med,
eller opleve at man har en fælles referenceramme med forfatteren af de bog man læser. Derfor synes jeg også det er så fint med de mange nye forfattere med indvandrerbaggrund som vi ser komme frem i denne tid. Selv synes jeg jo at Rushi Rashids seneste bog Du lovede, vi skulle hjem er super interessant. For alle vi danskere har jo hele tiden regnet med at de indvandrere der kom op igennem 60érne, 70érne og 80érne skulle blive her. Det er sådan set derfor at vi taler om integration. Men så kan vi læse, at de da bestemt regnede med at de da skulle tilbage til Pakistan, Tyrkiet og de andre lande hvorfra vores indvandrere kommer. Det er ikke bare en interessant historie for mig som dansker fordi jeg kan lære noget af den. Men det må være en utrolig god bog for børn af indvandrere som Rushi Rashid, hvor man kan genkende ens forældres overvejelser, skuffelser og glæder. Det er naturligvis også vigtigt at de værker promoveres, så man via bogen kan få den velkendte a-ha oplevelse. Vi skal også være opmærksomme på at indvandrere ikke bare er en stereotyp gruppe som alle efterspørger det samme. Vi har heldigvis en masse dygtige og arbejdsomme unge indvandrere, der er i gang med deres ungdomsuddannelser eller
videregående uddannelser. De kommer også på biblioteket og skal naturligvis behandles på en anden måde end f.eks. de kvinder der aldrig har fået en uddannelse eller haft et job, men som vi så skal guide rundt i junglen af let fordøjelig information hun kan bruge i forbindelse med sit barns kost, børnesygdomme og andre relevante emner. Set ud fra en politisk synsvinkel synes jeg faktisk I gør det bragende godt. Tingene er virkelig sat i system og jeg oplever en stor lyst og interesse for dette arbejde som jeg synes er meget overvældende. Og så er I blevet trendy. Det er jo jer der sidder nede på tilhørerpladserne der har været rollemodeller for Morten i årets julekalender på DR2 Yallarup Færgeby, hvor udgangspunktet var en meget godmodig bibliotekar med en stressrelataret depression, der netop skulle lave nogle integrationstiltag for byens unge indvandrerdrenge. Det gik ikke helt så godt, da han i sin iver efter at hjælpe dem med deres gode idéer stillede et lokale til rådighed for dem i biblioteket, som de så endte med at bruge som Ryge-klub. Selvom Morten havde mange svagheder og nemt blev stresset og ikke lige er den type man helst vil sammenlignes med, så er serien et klart bevis på, at det i den grad er trængt ind på lystavlen, at bibliotekerne er aktive i integrationsarbejdet. Biblioteksstyrelsen satte i 2005 et treårigt konsulentprojekt samt kampagnen Bibliotekerne en port til det danske samfund i gang.
Set med mine øjne er det lykkedes Folkebibliotekerne, at være en åben port for indvandrerne til det danske samfund. Jeg håber i beholder gejsten og fortsætter det gode arbejde. Tak for ordet