[- Nyt fra april 2014] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: abk@missionafrika.dk.] Vi bor i Bo, som er den næststørste by i Sierra Leone med et indbyggertal på ca. 200.000 Kære alle, Bo 22.04.2014 At leve i en action-katestrofe film Marts og april er de værste måneder i Sierra Leone; vejret er trykkende, fugtigt men endnu meget varmt. Resultatet er, at man konstant er dækket af en blanding af kondens og sved og mange døjer med hovedpine. Det er sidst på den tørre tid og heldigvis bliver vi af og til udfriet af kølende, opfriskende regnskyl. Regnen falder alene i nattetimerne og der kan gå uger imellem, men nu, sidst i april, begynder bygerne så småt at komme mere jævnligt. Når man bor i det ofte meget våde Nordeuropa tænker man sjældent over, hvor stor en velsignelse regn egentlig er: Bare duften af regn bringer humøret op og skyllene efterlader verden mere frisk, frodig og støvfri. I år var regnen desuden ventet med længsel af en langt mere dyster årsag; mange lande i Vestafrika blev her i tørtidens sidste måneder ramt af en frygtelig sygdoms epidemi, som forskerne mener, ramte os netop på grund af vejret: Ebola-virus. Det er en rigtig grim, smitsom, smertefuld og oftest dødelig sygdom, som ellers ikke har været i udbrud i denne del af Afrika før. Da sygdommen brød ud på grund af vejret, håber vi på, at regntidens ændring i vejret, kan være med til at tvinge sygdommen tilbage og bringe udbruddet under kontrol. 1
Som ung så jeg en katestrofe film, der godt spækket med aktion fortalte historien om, hvordan en frygtindgydende sygdom fra den sorteste afkrog af Afrika, kom til Amerika og dræbte stort set alle mennesker i en hel delstat af USA (jeg mener, det var Californien), mens myndighederne stod magtesløse tilbage. Filmen hedder Outbreak, hvilket betyder udbrud og det er en typisk aktionkatestrofe film. Det var en meget drabelig film og jeg husker derfor tydeligt sygdommens navn: Ebola. Det er nu ved at være én måned siden det blev bekræftet at den samme sygdom var i udbrud her i Vestafrika. Naturligvis trak det store overskrifter i Vesten, hvor mange kendte til sygdommen på grund af den nævnte film og derfor også havde levende billeder i hoved af hvor grusom ebola er. Her i Vestafrika, hvor sygdommen var i udbrud, har reaktionerne været meget Rev. Austin forbereder masker til kirker og moskeer i Baiima sogn. mere afdæmpede; enkelte lande valgte at lukke grænserne, men det var vist mest for at genere deres naboer. Sygdommen blev sporadisk nævnt i nyhederne, men alene som et problem udenfor Sierra Leone. Ebolaudbruddet begyndte rigtigt nok i vores naboland, Guinea, men lige på den anden side af grænsen mod øst og der var hurtigt forlydender om, at den havde spredt sig til den del af Sierra Leone også. Dermed blev den østlige del af landet, Kailahun Distriktet markeret som advarsels zone af udenlandske hjælpeorganisationer. Det er i det område, vores kirke i Baiima ligger og hvorfra vi underviser. Snart efter var der smittede i vores naboland mod syd også, Liberia, og der er siden dukket mistænkte tilfælde op i endnu flere Vestafrikanske lande: Mali, Ghana og Gambia. Alligevel har der været temmelig begrænsede reaktioner her. I Missions Afdelingen kikkede vi hinanden dybt i øjnene og diskuterede, om, og i givet fald hvordan vi skulle reagere. Med katestrofe filmen og informationer om sygdommen i 2
Møde med høvdinge, præster, imamer og interesserede i markedshallen i Baiima. baghovedet, fandt vi, at vi var nødt til at gøre noget. Problemet var bare, at det var der ingen andre, der gjorde. Vi har naturlig vis hele tiden fulgt udviklingen nøje, og analyseret på de udmeldinger, der kom. Alt i alt har vi fået stykket sammen, at den eneste grund til, at der ikke er beskæftigede tilfælde i Sierra Leone er, at der ikke er noget sundhedspersonel, der er i stand til at udtage prøver eller på anden måde håndtere smittede: Med mindre, der kommer nogen udefra og tager prøverne, vil sygdommen aldrig blive bekræftet her. Da man oftest begraver sine døde samme dag, særligt hvis der er smittefare, betyder det desuden, at der ikke er nogen at tage prøver af. Vi ville gerne gøre opmærksom på situationens alvor, men samtidig ønskede vi ikke at skabe panik. I første omgang besluttede vi at aflyse undervisningen i de berørte områder, da vi ikke ville tilskynde folk til at rejse og heller ikke selv ville risikere at bringe sygdommen med tilbage til Bo som er landets anden største by. Vi fortsatte som planlagt med undervisningen i den anden del af landet, men blev mere og mere bekymrede som tiden gik og der kom flere og flere meldinger om syge i nabostaterne, mens Sierra Leones egen regering ikke bragte nogen udmeldinger om, Rev. Austin og Mette demonstrerer hvordan man vasker grundigt hænder, når man ikke har rindende vand. I landsbyen Levuma mødtes vi på høvdingens terrasse. 3
Ebola kan smitte gennem luften ved nys og host, så det er nødvendigt at bruge maske, når man tilser syge. eller advarsler mod, sygdommen. Vores studerende i syd havde intet hørt. I Bo tog biskoppen det første tiltag og indførte, at alle kirkegængere skulle vaske hænder, inden de kom til gudstjeneste. Det er begrænset hvad det kan hjælpe mod ebola i sig selv, men hvis folk herigennem bliver mere opmærksomme på hygiejnen, vil det have en stor virkning overfor en lang række sygdomme. Regeringens tavshed omkring, at vi nu er kommet med i en aktion katastrofe film, kan desværre skyldes ganske simple årsager: Det ville kræve umådeligt store resurser at informere folk, resurser som regeringen ikke har: Infrastrukturen er dårlig, de fleste områder er uden telefondækning og de fleste mennesker analfabeter, så blot det at få informationer ud, er tæt på umuligt. Samtidig kræver forebyggelsen, at folk grundlæggende ændrer deres levevis; deres måde at hilse på hinanden og i det hele taget omgås, deres måde at spise på og hvad de spiser, hvordan de holder deres dyr og helt grundlæggende skal hygiejne niveauet op. Hvordan gør man det, når man bor i en utæt hytte af mudder, uden indlagt vand eller sanitet, midt i regnskoven? Det er svært ikke at opgive på forhånd. Desuden har ebola ikke dræbt i nærheden af lige så mange mennesker som malaria gør årligt eller kolera, når der hver regntid udbryder epidemier, for ikke at tale om trafikken eller under- og fejlernæring. Regeringen har ganske enkelt nok at se til, uden at skele til Hollywood: Folk her har længe levet en katastrofe film. Tilbage i Bo besluttede vi, at vi ikke kunne sidde situationen overhørig. Hele Kailahun Distriktet kunne jo dø af manglende viden: Når der ikke kom nogen meldinger fra regeringen, hvordan skulle folk så vide, hvordan de skulle reagere, hvis nogen blev syge i deres landsbyer? Vi sammenfattede derfor en kort beskrivelse af sygdommen med fokus på symptomer og en længere beskrivelse af, hvordan man beskytter sig selv mod smitte. Beskrivelsen bragte vi ud til kirkerne i Kailahun Distriktet, sammen med handsker, masker, bakteriedræbende sæbe og hånd desinfektion til alle kirker og moskeer. Når vi ankom til 4
en ny landsby bad vi vores studerende til at kalde landsbyernes spidser og alle interesserede sammen, og gennemgik materialet. Særligt gav vi en instruktion i, hvordan man skal vaske hænder, når man ikke har rindende vand. Vi rejste fra Bo tidligt om morgenen og besøgte Baiima, Levuma, Tawe, Kuiva og Jojoima i Kailahun Distriktet. På vejen hjem besøgte vi desuden Kenema, da det er den største by i Rev. Austin stod for at oversætte informationerne til lokalsproget Mende. den del af landet og vi derfor tænkte, at eventuelle syge ville blive bragt hertil. Alex kørte bilen, Mette fortalte og demonstrerede og Austin oversatte og hjalp til i demonstrationerne. Det kan måske undre, at Austin ikke bare stod for at fortælle, men folk hører ofte bedre efter, hvis det er hvide mennesker, der taler. Det er en uheldig form for positiv racisme, men i dette tilfælde kunne vi bruge det til vores fordel i at få et budskab ud. De folk vi mødte var først meget undrende, derefter alvorlige og til sidst stille. Det var svært ikke at blive grebet af magtesløshed, særligt når man gang på gang skal udpensle ebolas grusomheder, og samtidig vide at det vil være tæt på umuligt for folk at beskytte sig for alvor. De nyeste meldinger går på, at vi muligvis er ramt af en helt ny type Om søndagen fejrede vi gudstjeneste i storbyen Kenema og brugte lejligheden til at informationer om ebola. Kenema er den største by i øst og evt. syge vil sandsynligvis blive brat hertil. 5
ebola, som er spontant opstået i regnskoven og smittet til mennesker gennem vildtkød. Derefter smitter ebola mellem mennesker ligesom influenza (nys, host, sved og andre kropsvæsker). Man beskytter sig mod ebola på samme måde, som man beskytter sig mod influenza og er det ikke de færreste, der kan gå en dansk vinter igennem uden at blive ramt? Til forskel fra Rev. Canon Tucker i Kenema hjalp til og demonstrerede meget influenza, har ebola så en indlevende hvordan man kan beskytte sig mod ebola. uhyggelig høj dødelighed (op til 90 %) og dræber de smittede i løbet af tre dage. Hvis folk for alvor skulle være beskyttede, skulle de alle have udleveret rumdragter og spise desinficeret mad i lufttætte rum Vi kunne kun give den høvding ret, der med sorg i øjnene sagde: Vi kan kun bede og derefter insisterede på, at vi bad sammen endnu engang inden vi drog videre til næste by. Som en opsamling på dagen blev vi enige om, at missionen var lykkedes, hvis blot folk var blevet mere opmærksomme og vidste at slå alarm, hvis nogen blev syge med mistænkelige symptomer, så eventuelle udbrud kunne stoppes inden hele landsbyen var smittet. Det er muligt, at det ikke nytter noget, det vi gør, men det nytter i hvert fald slet ingenting, hvis vi slet ikke gør noget. Vi kan nu trøste os med, at vi har gjort hvad vi kunne, resten er i Guds hænder. Der har ikke været meldinger om nye tilfælde af ebola i længere tid nu. Det kan skyldes, at det ikke længere er en nyhed, men vi vover at være optimistiske og håber på, at udbruddet er ovre for denne gang. Guds Fred! Mette og Alex 6