5 Bevægelsesillusion og Dynamik

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 1 5 Bevægelsesillusion og Dynamik Indledning Bevægelsesillusioner opstår på meget forskellig vi i billederne. Hvor dybdenøgler i langt de fleste tilfælde kan samles under to principper (overlapning og størrelsesforhold) udgør de træk som giver en illusion af bevægelse i faste billeder en broget skare. Der kun har det tilfælles at de i større eller mindre omfang bygger på vore perception. En usikker perception fordi hurtige bevægelsers ikke kan perciperes korrekt. Det vi ser på tegnede eller malede billeder fra før ca. 1880 kan kun være forsøg på rekonstruktioner. Efter at det omkring1880 blev muligt at fotografere de enkelte faser i en bevægelse blev det også muligt at male/tegne bevægelse "korrekt", hvilket ikke nødvendigvis er den måde vi ser på. Symmetri: Statisk ligevægt Asymmetri: Mulighed for dynamik og bevægelse. Vertikale og horisontale linier: Statisk ligevægt. Skrålinier: Potentielle bevægere. Geometriske former og bevægelse. Konvekse og konkave former. Bølgende og lige linier. Afbildning af bevægelsesekstremer. Gengivelse af flere stadier i bevægelsen stroboskopiske billeder. Sløring af kontur og af gradienter. Fartstriber. Parallelle bevægelser. Gentagelser og rytmiske mønstre. Dynamik. bevægelse og stilstand Dynamik er en ting og bevægelse er en anden. Dynamikken forstås her som en form for potentielle kræfter og kraftretninger i billedet, mens vi ved bevægelse her vil forstå, at beskueren opfatter et element som noget, der er på vej fra et punkt til et andet på billedfladen eller udenfor denne (jvf. Arnheim side 410 ff.). Vi lægger med andre ord en (implicit) tid ned i billedet, Linieføringer og symmetri/asymmetri Arnheim fremhæver, at balance er et dynamisk fænomen: Balance opstår i vores opfattelse af at modsatrettede kræfter holder hinanden i skak eller i ligevægt på billedfladen. Den blotte symmetri vil derimod få et billede til at virke statisk, uden mulighed for at komme i bevægelse. Det fremgår tydeligt af, at en kugle der er placeret i midten af et kvadratisk felt opleves som fuldstændig uden bevægelse i en givet retning. Billeder, der er bygget op omkring en lodret (og en vandret?) midterakse og med en ligelig fordeling af masser omkring akserne, vil derfor opfattes som mere stillestående end billeder, der har komplekse fordelinger af former/masser på fladen, og som benytter

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 2 sig mere af diagonalerne. I det hele taget vil opbygning omkring vandrette og lodrette linier tendere mod en opfattelse af stilstand. Fig 1: Personer stillet på en vandret linie I de flest tilfælde vil en person, der befinder sig i den lodrette symmetriakse, og som selv er symmetrisk i forhold til denne akse opfattes som værende i total ro. Han/hun er en variant af kuglen-i-centrum. I samme øjeblik personen drejes, så vi ser ham/hende mere fra siden, og vi placerer ham/hende væk fra centrallinien, f.eks. på en diagonal, vil der være tendens til at vi ser ham/hende glide ned langs diagonalen. Det er selvfølgelig ikke nok til alene at give fornemmelse af bevægelse, men det en vigtig faktor for opfattelsen af bevægelse. Brugen af skrålinier vil alt andet lige være med til at skabe indtryk af bevægelse. Fig. 2: De samme personer stillet på en skrållinie

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 3 De geometriske grundformers bevægelsesmønstre. Et kvadrat vil normalt opfattes som ubevægeligt. Det samme gælder et vandret liggende rektangel (længden er større end højden). En rombe eller en cirkel vil ikke føles statiske på helt samme måde. Rektangler opfattes primært som i bevægelse hvis de anbringes på spidsen og med ulige vægtfordeling i forhold til understøttelsespunktet. Derimod vil en trekant, dog afhængigt af dens form og dens placering, opfattes som værende i (potentiel) bevægelse i den retning, spidsen peger. Hvis vi anbringer trekanter eller kvadrater/firkanter i rækker, kan formens bevægelse yderligere forstærkes Fig. 3: Eksempler på trekanter i bevægelse. Fig. 4: Eksempler på spyd i bevægelse.

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 4 Fig. 5: Eksempler på spyd i bevægelse. Fig. 6: Eksempler på rektangler i bevægelse Det er faktisk muligt at lave en grammatik over de geometriske formers bevægelsesmønstre og dermed grundlaget for narration. De er et fundament under Kress og Leuwens arbejde med billedbetydningen: Handlinger og fortællinger på billedflader er helt afhængig af formernes dynamik (Kress og Leeuwen, side 43 ff.).

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 5 Fig. 7: Eksempler på samspil mellem geometriske former Dynamik i konvekse og konkave former. Mange vil opfatte en form for kræfter og derfor potentiel bevægelse i både konvekse og konkave geometriske former (sml Arnheim side 232-233, 243, 245). Ifl. Arnheim vil en form bygget op af rent konvekse elementer giver indtryk af at være under pres indefra og at kunne eksplodere, mens en form, der er sammensat af konkave elementer, giver indtryk af et være på nippet til at implodere. Fig. 8: Leonardo Rytterkampen ved Anghiari brug af konvekse og konkave former

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 6 Det skal dog tages med forbehold. De fleste læsere af tegneserier vil vide at eksplosioner kan tegnes både som svulmende konvekse former og som en samling konkave former med ekstremt lange "spidser". Bølgende former og stive former. Normalt vil man opfatte bølgende (og asymmetriske) linier som værende i bevægelse. Rokokoens bølger opfattes stadigt som mere bevægelige og dynamiske end klassicismens lige og symmetriske linier. Jugendstilens svajede former er i bevægelse mens linierne i den rationelle funktionalistiske byggemåde nok kan give indtryk af dynamik, men sjældent virker som var de i bevægelse. Fig. 9: Bølger efter Hokusai Lige liniestykker der indgår i takkede, og asymmetriske mønstre vil blive opfattet som bevægelse (zig zag bevægelserne). Vores viden om verden og om uligevægt som bevægelseskilde. I de fleste tilfælde vil vi opfatte en person, der er i ubalance og f.eks. læner sig længere frem end ligevægtspunktet, som værende i bevægelse: Han/hun er ved at falde! Det er en fremstillingsmåde, som kan læses dagligt ud af avisernes sportssider, især billederne fra fodbold- og håndboldkampe. Men blot det, at en person har løftet en fod og står en anelse skævt, er nok til, at vi ser en bevægelse.

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 7 Fig 10: Person der er i uligevægt Bevægelsesmønstrenes ekstremer. Hvis vi skal vise en person/levende væsen i løb, vil vi ofte overdrive bevægelsen helt unaturalistisk. Drejer det sig om mennesker, er den ene fod f.eks. langt fremme, den anden langt bagude. Det skyldes, at når vi ser en bevægelse, ser vi bevægelsens maksimale "rum" eller udstrækning. Når vi ser en gående person (d.v.s. fra siden, ikke forfra eller bagfra!), ser vi kun de faser, hvor fødderne er langt fra hinanden. Vi ænser knap nok (overhovedet?) de faser, hvor fødderne nødvendigvis er lige ud for hinanden. Fig. 12: Løbende person

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 8 Det bedste eksempel på bevægelsesekstremerne som nøgle til bevægelsesopfattelse er nok tidligere tiders billeder af heste i galop. Géricault (1791-1824) malede galopperende heste med forbenene strakt frem og bagbenene bagude. Denne fremstillingsformer et udtryk for vores perception af bevægelsen (det samlede rum som dyret udfylder, når det løber), men alle fotografier/film af heste i galop viser netop at hestene aldrig svæver af sted på denne måde. Omvendt viser det sig, at mange "korrekte" billeder, herunder fotos, af heste i bevægelse virker statiske. Denne brug af det samlede bevægelsesrum er ikke ny. Den findes allerede som standardtræk i ægyptisk kunst, bl.a. i fremstillingen af Ramses den II. på pylonerne i Luksor (ca. 1200 før Kristus). På gamle kinesiske billeder løber selv kamelerne på denne måde Trafikskiltet der advarer os mod hjorte viser en hjort der strækker bagbenet langt bagud og forbenet er bøjet i en spids vinkel, en trekant der peger fremad. Hovedet peger frem og takkerne er strakt bagud det er ikke ganske naturalistisk. Men det giver indtryk af bevægelse. Fig. 12: Silhuet af hest i spring (naturalistisk) Silhuetten af den springende hest, der er tegnet over et fotografi, viser nok en vis bevægelse, men den er moderat, selvom billedet jo er aldeles naturalistisk. På de følgende figurer er silhuetten blevet ændret på forskellig vis: Den kan bringes til at løbe som hjorten på trafikskiltet, den springe endnu bedre ved at strække for- og bagben længere, den kan bringes til at sætte af eller til at springe lodret op. Pointen er ændringerne ikke har noget at gøre med hvordan heste faktisk løber eller springer. Ændringerne er af geometrisk art, men vi opfatter bevægelsen. Faktisk opfatter vi den bedre på denne måde end ved at producere realistiske silhuetter.

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 9 Fig. 13: Hest der løber Fig. 14: Hest der springer eller løber.

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 10 Fig. 15: Hest der sætter af Fig. 16: Hest der hopper lodret op Kombinationen af flere faser af den samme bevægelse er et ret stærkt virkemiddel: Den bageste i en række af personer er knap i bevægelse, mens den forreste enten løber eller er ved at falde som på den flamske maler Bruegels billede af de blinde der leder de blinde. Cartier Bresson benyttede det med en næsten uhyggelig effekt i sit fotografi af en kø foran Leninmausolæet på den Røde plads i Moskva

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 11 Fig. 17: Bevægelsen vokser jo længere man kommer frem. Men man kan få den modsatte effekt ved at lade den bageste have fart på mens den forreste er standset: Fig. 18: Bevægelsen stopper

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 12 Stroboskopiske effekter eller flere gengivelser af samme bevægelse. I mange tilfælde bl.a. i tegneserier vil man gengive bevægelsen i flere faser på en gang: en person hugger med et sværd. Vi ser tre sværd i luften, evt. med fartstriber imellem: "(han) svingede sit sværd så hurtigt, at det så ud som om, der på en gang var tre i luften" (Njals saga om Gunnar på Hlidarende). Denne fremstillingsmåde står sjældent alene, den vil oftest blive fulgt af enten partiel uskarphed i kontur eller af fartstriber. Det ses måske allerbedst i "Enhjørningens hemmelighed" (Tintin) da kaptajn Haddock svinger sin forfaders sabel! Fig. 19: Stroboskopisk effekter ved person Fig. 20: Stroboskopisk effekter ved jævn bevægelse (efter Landwehr)

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 13 Fig. 21: Stroboskopisk effekter ved stigende bevægelse? (efter Landwehr) Fig. 22: Stroboskopisk effekter ved aftagende bevægelse (efter Landwehr) Fartstriberne Fartstriber hører til tegneseriernes standardgods. Brugen af fartstriber (uskarphed) kunne opfattes som en moderne europæisk og amerikansk konvention, noget der er vedtaget uden særligt hold i vores perception (der findes andre beslægtede fremstillingsformer, som formodentlig er rent konventionelle), men fartstriberne findes faktisk på et japansk

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 14 billede fra omkring år 1100. Fartstriber i mange variationer er et stærkt formaliseret virkemiddel, men det byggeri sin oprindelse på sløring af teksturgradienterne og omrids. Fig. 23: Den løbende hest med sløring af omrids Sløring af konturer eller teksturgradienter Pressefotografen kan ikke arbejde med flerstadiebevægelser eller med fartstriber, faktisk kan han/hun kun bruge varianter af mønsteret skarpt/uskarpt, af uligevægt og af bevægelsesretninger, der går skråt på billedfladen. Afhængigt af eksponeringstiden bliver den genstand, der er i bevægelse, uskarp (og vi slutter = er i bevægelse). Det er egentlig en ret banal fremgangsmåde. En lidt anden og mere raffineret måde er at gøre både genstand (figur) og grund (teksturen) uskarpe - i forskellig grad- ved at lade kameraet følge genstanden Endelig bruges det en del gange at lade kamera og objekt have samme fart, så bliver objektet skarpt, mens de nærmest omgivelser får opløst teksturgradienterne Gentagelse og rytme Ofte danner billedet en form for rytme via en struktur, der bygger på gentagelse og på brud på gentagelsen, eller variationer i gentagelsen. Den blotte tilstedeværelse af to elementer, der ligner hinanden og gentager hinanden, skaber en sammenhæng, som kan udnyttes på mange forskellige måder i mere eller mindre komplicerede kombinationsmønstre af gentagelser og brud på gentagelser. Denne form for mønstre præger megen abstrakt kunst, f.eks.. Vasarelys abstrakte billeder eller grækernes "løbende hund", der egentlig er en udvikling af de geometriske formers bevægelse

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 15 Læseretning, venstre-højre retningen Læseretningen, som også vil blive behandlet unde præsentationen af Kress og Leuwen, spiller en væsentlig rolle, men det er vanskeligt at sige noget præcist om dens betydning for vores opfattelse af retning, fart og bevægelse. Vi ved, at hvis vi spejlvender et billede, der udtrykker bevægelse, vil denne bevægelse ofte ændre karakter - på samme måde som vægtfordeling eller vægtoplevelse ikke er den samme, når vi spejlvender billeder. Det er også oplagt, at bevægelsen fra højre til venstre vil opfattes som en form for kontra-bevægelse, som noget, der går imod strømmen. Men igen er det svært at sige noget nogenlunde sikkert og holdbart på dette punkt. Hvis vi samlede alle denne verdens billeder af slagne hære på flugt eller flygtninge på flugt, ville vi se at de slagne og de flygtende oftest går fra venstre mod højre, mens storm, sne eller regn blæser mod dem fra højre. Det er muligvis ikke helt forkert at sige at på kinesiske og japanske billeder er tendensen den modsatte, menneskene går fra højre mod venstre mens stormen blæser fra venstre. Parallelle linieforløb og modsatrettede linieforløb. Undertiden vil en kombination af forskellige bevægelsesretninger og andre linier/størrelser på billedfladen forstærke indtrykket af bevægelse. Klart nok især hvis det samlede bevægelsesmønster svarer til vores omverdenserfaringer. Et tydeligt eksempel er Jens Juels "Optrækkende uvejr ved en sjællandsk bondegård" på Statens museum for kunst: træernes bølgende former (som vi ved skyldes vinden) går alle fra højre til venstre, sollyset kommer ligeledes fra højre mod venstre, men der er en skygge på vej for at jage lyset væk, den kommer fra højre ligesom vognen. Endelig blæser røgen mod venstre. Set ud fra en strikte realistisk interesse burde sollyset og det optrækkende uvejr ikke komme fra samme side (uvejrsskyen vil dække for solen). Men den slags naturalistiske betragtninger er intet værd overfor Juels opgave: At lade lys og vindens bevægelse styrke hinanden i en stor dynamisk bevægelse. Før Juel havde hollænderne udforsket mulighederne for at sammensmelte vindens, vandets og de menneskeskabte bevægelser i en enhed i billeder der viser søslag eller skibskatastrofer! (se det følgende afsnit)

Kapitel 5: Bevægelsesillusion 16