(1922) I fællesskab diskuteret, skrevet og sat sammen af OPGAVENS DISPOSITION: 1. Litterær analyse og fortolkning 2. Begrundet forslag til arbejde med teksten i undervisningen - med fokus på elevens læseoplevelse og forståelse. Litterær analyse og fortolkning Æstetisk oplevelse, tematisk vurdering, rim, rytme, tid og litteraturhistorie Henrettelsen er en dødsdømtes meget konkrete oplevelse af ventetiden fra en bøddels halshugning af den tredje i rækken af tyve mand til sin egen henrettelse som den sjette. Den dødsdømte ser og ser digtet igennem, hvordan det blanke sværd nærmer sig, og samtidig kommer man som læser helt tæt på den store, grå bøddel tæt på døden. Digtet formår igennem lyrisk præcision og subjektive fortællervalg at skabe en æstetisk tilstedeværelse ved en makaber og erfaringsmæssig utilnærmelig situation. Altså, det menneskeligt umulige tilbageblik efter døden eller måske nærmere den nære og igangværende personlige observation og oplevelse af livets sidste øjeblikke. En oplevelse, der i Henrettelsen er nedfældet og eviggjort. Digtet minder læseren om, at der er en ende på livet og at vi alle er begrænset af en tid, der ikke kan ændres på. Vi sidder alle fra fødslen (hvert enkelt menneske) på knæ og venter på, at døden standser måler går lidt væk, før der bliver sat punktum - sat punktum for livet. Og der er intet at stille op mod denne skæbne, som vi fra starten kan vide os sikre på. Præcis som den dødsdømte, der i første strofe fastslår sit eget endeligt, kan vi andre fra begyndelsen af vores liv og resten af livet gøre det samme. Dette kan man argumentere for som digtets tema: Altså, en bevidst, tidsbegrænset færden på jorden. men jeg er hovedløs og død, / når sjette gang en flammes glød / slår ud, slår ud / på bødlens klud (Kristensen 1922, l. 5-8). Henrettelsen er et episk digt, da det har en klar handling, og tiden er en væsentlig faktor i digtet (Jørgensen 2005 s. 81). Digtets forløb er kronologisk i den forstand, at det forløber med først tredje, så fjerde, så femte henrettelse. Men anden strofe kan ses som et tilbageblik, ved at starte: Vi knæler ned, vi tyve mand (Kristensen 1922, l. 10). 1
Tiden er vigtig i digtet, fordi der er meget fokus på den. Som der vil blive redegjort for senere i opgaven forløber digtet taktfast og rytmisk, hvilket kan ses som et billede på tiden. Som sekundviseren på et ur der tæller ned tik, tak(t). Man kan sige, at det er bødlen, der med sine henrettelser slår takten an. Bødlen er tiden! Der ligger en rytmisk gentagelse, i selve bødlens systematiske henrettelse af mændene én for én, og i hans ritualer med på samme måde at rense sværdet. På en gang er det tidsforløb som handlingen udspiller sig over meget kort, og på den anden side føles denne sidste tid for jeg et som evigheder. Det er lige før tiden bliver ophævet! Bemærk en linje, der illustrativt viser stop i tid: og standser måler går lidt væk (Kristensen 1922, l. 58). Digtet består af syv strofer, med otte vers i hver og der er tale om en fast form med rim og rytme. De første fire vers danner krydsrim (ABCB) efterfulgt af fire vers med parrim (AABB). Der er samme antal stavelser i hver linje, hvor de to sidste skiller sig ud ved kun at have fire stavelser. Visuelt virker det også harmonisk, at de to sidste linjer i hver strofe er halvt så lange. Trykfordelingen på ordene er også nogenlunde den samme, hvilket giver en meget taktfast og rytmisk oplæsning. Denne faste struktur bliver brudt en smule i sidste strofe, hvor de fire første linjer alle har otte stavelser. (i stedet for 8-6-8-6) Der er altså ingen pause efter de to rim, og det kommer til at virke som en sidste opbygning til et klimaks. Brugen af rytme, rim og gentagelse understøtter i høj grad selve digtets indhold. Første, tredje og femte strofe starter alle på samme måde, med at bødlen renser/pudser sit sværd tredje/fjerde/femte gang. Stroferne imellem altså to, fire og seks har en anden funktion. Vi forventer altså rent kompositorisk et klimaks i strofe syv. At bødlen skulle rense sit sværd efter en sjette gang. Den samme længsel, mod at få det overstået, har digtets jeg. Men i så fald ville der jo ikke kunne være et jeg, og syvende strofe starter i stedet med et: Nej, bødlen står endnu og ser (Kristensen 1922, l. 35). Igennem en række observationer skaber digtet, der som et kameras billeder i en af 1920 ernes stumfilm udelukkende viser, hvad linsen ((i digtets tilfælde) den dødsdømtes øjne)) rettes imod. Stumfilm ment som: Kun billedlige beskrivelser ingen lyde, dufte eller andre sanseindtryk. Den dødsdømte ser og ser mere og mere. Allerede første ord i første vers af første strofe altså, digtets 2
allerførste inviterer eller byder læseren til at SE! (helt imperativ). Det er en henvendelse og virker dermed som et anslag. I anden strofe bruges ordet se om noget der skal ske i fremtiden: og jeg skal se det blanke sværd / slå hovedet af fem (Kristensen 1922, l. 12-13). Altså, først en henvendelse, og derefter noget subjektet selv skal se. Man kan således som læser identificere sig med jeg et, og leve sig ind i situationen. I strofe fire optræder ordet i nutid og flere gange: og til sidst og ser ham true stor og grå / med raget skal og nøgen pisk (Kristensen 1922, l. 29-30). Jeg ser hvert enkelt hår der gror / i bødlens bryn og næsebor (Kristensen 1922, l. 32-33). Jeg ser og ser / nu mer og mer (Kristensen 1922, l. 34-35). Når det bruges sådan i nutid, har det karakter af ren nøgtern registrering, eller reportage, i fald det er henvendt til andre. De sidste citerede vers er derimod uden specifik genstand, hvilket gør at det bliver selve det at man ser, der kommer i fokus. Det at man lever, hvilket man givetvis mærker stærkere, lige før man ved, at man skal dø. I syvende strofe er det pludselig bødlen der ser, hvorved det at se for første gang bliver uafhængigt af jeg et. Men bagefter er det igen jeg et: Jeg ser en bille vandre tryg / med grønt metal på hvælvet ryg (Kristensen 1922, l. 59-60). Forbundet med det at se, kan man betragte det at noget sker. Afslutningen strofe fem: jeg tror ej mer / at noget sker (Kristensen 1922, l. 43-44). Der skal ske noget, før der er noget se! Der er i digtet en enkelt variation over det at se. I strofe tre: og bødlen træder ganske nær; / jeg skelner hæftet på hans sværd (Kristensen 1922, l. 23-24). Skelner er et mere subjektivt og følelsesladet ord. Al denne fokus på at se og dermed beskrivelser skaber en detaljefokuseret distance til handlingsforløbet (Mortensen 2006). Ud fra samme iagttagelser beskrives digtet videre i Gyldendals fjerde bind i serien Dansk litteraturs historie som drømmeagtig og filmisk (Mortensen 2006, s. 81). Den ubarmhjertige 3
venten, beskrevet strofe for strofe i et ustoppeligt billedinferno, med en anonym og samtidig meget nærværende bøddel der med flammerødt sværd gentagende gange renser blod og fugt (renser rester af liv og derved negligerende fjerner sig fra sine handlinger) af det blanke sværd, kan give associationer til en drømmesekvens, et syn, et mareridt. Desuden er jeg ets, den dødsdømtes subjektive skildring, der ikke tager stilling til begivenheden som sådan, men udelukkende bevæger sig inden for egen oplevelse (altså, der er ingen forklaring af situationen, beskrivelse af de andre dødsdømte eller tids- og stedsangivelse), også drømmeagtig samt filtreret selektivt. Det drømmende og synerne figurerer i ekspressionismens beskrivelser af den indre bevidstheds opfattelse af det ydre. I Henrettelsen er den dødsdømte alene med sine oplevelser i den billedskabende stumfilm i farver vel at mærke, hvor farverne rød og grøn påfaldende optræder som kontraster i forhold til det hårde grønne metal på den trygge bille og det røde blod fra de henrettede rød og grøn, de ekspressionistiske sammenstillede komplementærfarver (Fibiger 2004-2008, 277). Disse farver går igen flere steder i Tom Kristensens univers eksempelvis digtet Fribytter (1920) samt omslaget på 2004 udgaven af romanen Hærværk (1930) med Georg Scholz Nachtlicher Larm. Tendensen i ekspressionismen er at skildre det subjektive syn på verden. I ekspressionismen overvælder jeg et verden (Mortensen 2006). Med en bevidsthed om Henrettelsens tilhørsforhold i litteraturhistoriens ismer kan det være nærliggende at tale om hvilket syn det så er den dødsdømte har på verden. Digtet igennem er adjektiverne underlagt en alvorsfuld, pessimistisk og kold tendens. Det er ord som: Trende røde, hovedløs og død, blanke, dødsens lang, stor og grå osv. Det er først i den sidste del af sidste strofe at et positivt adjektiv optræder. Det er ved beskrivelsen af billen. Jeg ser en bille vandre tryg (Kristensen 1922, l. 59, vores fremhævning) Billen er tryg. Den er fri for bekymringer. Fri for at forholde sig. Billen vandrer under det grønne (beskyttende) metal direkte mod bøddelfoden. Her er igen frygt, ingen smerte, ingen bevidsthed om døden. Større kontrast er der ikke til den paniske dødsdømtes spekulationer om dødens nærhed, der allerede inden nakkens møde med sværdet resulterer i smerter der slår en ilsom krans. Hele den dødsdømtes eller hele menneskets bevidsthed om døden (forbundet med frygt, spekulationer, tro) er billen foruden. Billen er naturen der havner midt i en menneskeskabt angst. Den natur mennesket i århundrede har prøvet at distancere sig fra. Prøvet at overvinde men konstant har været tvunget 4
til at overgive sig til. Titanics forlis i 1912 som fremragende eksempel fra digtets samtid og Tsunami i Asien som et mere aktuelt eksempel. Det er som om den dødsdømte må overgive sin frygt lige inden døden til den trygge, ubekymrede bille. Begrundet forslag til arbejde med teksten i undervisningen Det er en god idé at starte med nogle førlæsningsaktiviteter, jf. Merete Brudholms tænkning om læseforståelse (Brudholm 2002). F.eks. kan man starte med at udarbejde associationskort over forskellige ord / begreber fra teksten. F.eks. Bøddel, Henrettelse, Bille. Jo større overensstemmelse der er mellem teksten der læses og læserens skemaer, jo lettere er det at levendegøre teksten for sit indre øje jo lettere er teksten at forstå (Brudholm 2002, s. 47). Digtet har klare kvaliteter i forhold til undervisning i folkeskolen. De mange iagttagelser og digtets episke opbygning gør samtalen om handlingen nærliggende. Der er værd at få bragt digtets billeder ind i elevens bevidsthed. Det kan ske ved at bede eleverne i grupper om at opføre et stilbillede for resten af klassen, f.eks. ud fra en enkelt strofe. Det kan hjælpe med at sætte fokus på fornemmelsen af, at digtet forløber i billeder og har fokus på det sete, og ikke f.eks. lyde eller andre sansninger. Desuden kan det tydeliggøre for eleverne at digtets handling består af mange gentagelser (der vil sandsynligvis blive lavet næsten ens scener). Desuden kan flere meddigtningsøvelser åbne op for elevens tanker om hvor digtet udspiller sig. Eksempelvis kunne der laves illustrationer til hver strofe eller måske ligefrem en tegneserie. I forhold til det ovenstående afsnits omtale af stumfilm, kunne denne øvelse også arrangeres som et story board. Meddigtningsøvelser er med til at styrke elevens evne til at skabe inferens. En væsentlig del af den lyriske genres styrke ligger i det forhold, at læseren selv skal lægge betydning ind i teksten, inferens (Jørgensen 2005, s. 83). Samtidig kan der også gribes til billeder fra kunsten, i forhold til at diskutere digtets tematikker.. Jais Nielsens maleri Afgang fra 1918 kunne bruges til at diskutere tidens rolle i digtet. Stadig i forhold til tematikkerne, her med fokus på døden, kunne en sammenligning med andre lyriske erfaringer med relationen til døden bringes på banen. Det kunne eksempelvis være digte som Henover himlen (1981) af Søren Ulrik Thomsen eller Gennem byen en sidste gang (1977) af Dan 5
Turell. Det er digte der også har et tema omkring døden. Men her skal man sørge for, at man bliver ved med at undervise i litteratur og ikke bare med litteratur Hvis man underviser i litteratur, arbejder man med fokus på analyse og fortolkning af litterære tekster, og analyserer man tekstens tema, gør man det i relation til tekstens form. Hvis man underviser med litteratur, arbejder man med fokus på de temaer som litteraturen tager op, fx død, kærlighed, ensomhed og lignende (Hansen 2004). Sammenligningen skal altså have fokus på teksternes form! I sit valg af undervisningsopgaver må man som lærer tage udgangspunkt i sin lærerfaglige analyse. Det er med den lærerfaglige analyse at man finder inspiration til planlægning af undervisning. Bemærk hvordan denne opgaves analyse af Henrettelsens billedlige sider er gået igen i en undervisningsopgave med stillbilleder. Samtidig med vigtigheden af at opgaverne tager udgangspunkt i en analyse af teksten, må elevernes egne læseoplevelser også danne udgangspunkt for arbejdet med teksten. Det er især her at meddigtningsøvelserne bliver bakket op af readerrespons-criticism-metoden, hvor eleven bliver støttet i en subjektiv tolkning. Den litterære tekst opfattes som et møde mellem en objektivt eksisterende tekst og en subjektivt medskabende læser (Skardhamar 2001-2006). Det hænger godt sammen med at god læseforståelse forudsætter en aktiv læser. Dette indebærer at man kan læse ting ind i teksten, at man kan læse mellem linjerne, at man selv bygger indre billeder på baggrund af sin viden om verden og at man kan digte med på tekstens tomme pladser (Brudholm 2002). Litteratur 1. Brudholm, Merete (2002): Læseforståelse Hvorfor og hvordan. Alinea 2. Fibiger, Johannes og Gerd Lütken (2004-2008): Litteraturens veje. Systime 3. Hansen, Thomas Illum (2004): Procesorienteret litteraturpædagogik. Dansklærerforeningens forlag 4. Jørgensen, Martin og Ole Pedersen (2005): Læreren som sproglig vejleder. Dansklærerforeningens forlag 5. Kristensen, Tom (1922): Påfuglefjeren. Gyldendal 6. Mortensen, Klaus & May Schack (red.) (2006): Dansk litteraturs historie 1920-1960, Bind 4. Gyldendal 7. Skardhamar, Anne-Kari (2001-2006): Litteraturundervisning teori og praksis. Gyldendal 6