Oversættelsesstrategi

Oversættelsesstrategi Disse sider er centreret omkring fire hovedtemaer 1. Om strategisk tekstproduktion 2. Om det at oversætte tekniske tekster 3. Om oversættelsesprocessen 3.1 Ækvivalens og adækvathed 4. Mnemoteknisk grafik til oversættelsesorienteret tekstanalyse 5. Om oversættelseskvalitet Siderne skal forstås som et noteapparat, der i ganske kort form indeholder nogle for det meste alment accepterede holdninger til de temaer, som noterne beskæftiger sig med. I sin egenskab af noteapparat er det meningen, at siderne skal fungere som et supplement til det, I ellers læser i forbindelse med denne disciplin. Som noteapparat er det endvidere kendetegnet ved, at det er bygget op omkring highlights, og at I ud fra disse selv skal kunne aflede det, der i en given situation er det vigtige for jer. Som noteapparatet indeholder derfor nogle metoder, der kan anvendes i det konkrete oversættelsesarbejde, og nogle metoder, der kan anvendes i den konkrete evaluering af ens eget oversættelsesprodukt. Bibliografiske data til den citerede litteratur finder I til sidst i dokumentet. 1. Om strategisk tekstproduktion Dette første afsnit har jeg sakset fra en artikel, jeg har skrevet om tekstproduktion som en strategisk proces (Kastberg 1999). Det giver jer en indføring i min opfattelse af, hvad strategi er for den, der skal producere en tekst. Oversætteren er selvsagt tekstproducent. Lige en ting til: Artiklen er ikke blot skrevet på tysk; men på lingvistisk tysk i genren videnskabelig artikel, så den kan måske forekomme lidt fræk. Men det er ikke noget problem, for den strategiske tilgang vil jeg også introducere på holdet, og vi vil arbejde med den løbende gennem hele kurset. [ ] Zum Stellenwert des Adressaten beim Produzieren technischer Texte Noch zu Anfang dieses Jahrzehnts war zu lesen: Die Güte [...] einer fachsprachlichen Darstellung kann letztlich nur danach beurteilt werden, in welchem Grade es dem Verfasser gelungen ist, seine Äußerungen dem Sachverhalt und dem Fachgebiet angemessen zu gestalten. (Reinhardt et al. 1992: 143) Nach dieser Auffassung ist das Qualitätskriterium zur Beurteilung, ob ein Fachtext als ein gelungener anzusehen ist oder nicht, von der technischen Materie (das Stichwort ist Sachverhalt ) und dessen Strukturierung in und von der Fachgemeinde (das Stichwort ist Fachgebiet ) quasi

schon vorgegeben. Die Aufgabe des Fachtextproduzenten bestünde folglich darin, seinen Text diesen Gegebenheiten als geltender Vertextungsnorm 1 anzupassen. Ich werde natürlich keineswegs behaupten, daß die technische Materie für das Produzieren technischer Texte belanglos wäre. Aber als Norm für das Produzieren von technischen Texten erscheint sie einfach unzulänglich. Denn außer einem Inhaltskriterium weist sie keine Kommunikationsparameter 2 auf, wie z.b.: an wen wendet sich der Verfasser mit seinem Text, in welcher Situation und zu welchem Zweck tut er das? Ich könnte z.b. sehr wohl einen angemessenen Fachtext in diesem Sinne verfaßt haben, wenn aber der intendierte Leser diesen Text nicht rezipieren und somit nicht verstehen kann, gelingt keine Kommunikation. Wenn es demnach die Intention des Verfassers ist, daß jemand seinen Text liest und versteht 3, dann muß er diesem jemand einen vorgeschobenen Stellenwert in seinem Textproduktionsprozeß einräumen. Spätestens seit Akzentuierung des adressatengerechten Texteproduzierens durch die Arbeiten von Göpferich (1996 et passim) zum Technical Writing, kann sich der Verfasser eines Fachtextes mit der in seinem Text besprochenen Materie als Maßstab, an dem die Güte seines Textes zu messen wäre, nicht begnügen. Unter Adressat verstehe ich den Prototyp eines vom Verfasser intendierten Rezipienten seines Textes, der den Text zu dem vom Verfasser intendierten Zweck rezipiert 4. Als Prototyp stellt sich der Adressat aus einer Reihe von als relevant angesehenen Merkmalen zusammen. Zum Kern dieser Merkmale, die sozio- und demographisch ausgerichtet sind, gehören das (Erkenntnis-)Interesse des Adressaten und daraus folgend die Funktion, die der Fachtext dem Adressaten erfüllen soll. Wenn man davon ausgeht, daß kein Objekt eo ipso einen bestimmten Fachlichkeitsgrad aufweist (Kalverkämper 1996 et passim), dann ist das, was sich als mehr oder weniger fachlich ausweist, der Handlungszusammenhang und - im Sinne von Konkretisierung eines Handlungszusammenhangs - somit der Fachtext, in dem das Objekt seine Vertextung findet. In dieser wird ihm Fachlichkeit zugeteilt - und als Konsequenz dessen, das Fachsprache nur in Texten realisiert ist 5 : de facto zugeschrieben -. Demzufolge ist Fachlichkeit keine inhärente Qualität des Objektes, sondern eine Qualität der Vertextung des Objektes. So wird das Objekt, z.b. Kraftfahrzeug, je nach Adressat, Zweck und Situation anders - und auch fachlich anders - zu vertexten sein. Z.B. in einem Kinderbuch anders als in einem Lehrbuch für Ingenieurstudenten oder aber als in einem Fachlexikon. Damit bezieht sich adressatengerechte Vertextung von [z.b. die] Termini nicht nur auf Texte, sondern auch auf Textsorten. [...]. Zur Vertextung von Termini [als Beispiel] In Konkretisierung der Keller'schen Annahme, [...] der Einsatz sprachlicher Mittel ist Symptom des damit verfolgten Zwecks (1995: 120-121), ist auch die Art der Vertextung von Termini als Symptom eines verfolgten Zwecks anzusehen. Den Rahmen dieser Zweck-Mittel-Relation gibt Zimmermann vor: [Jeder] Versuch der Erreichung von Zielen durch sprachliches Handeln ist im Prinzip strategisch. Strategie bedeutet, daß ein Handeln am möglichen Handeln... des anderen orientiert ist, es antizipatorisch einplant 1 Norm hier im Sinne von Chestermann (1998: 12). 2 Bzw. noch konkreter: Textualitätskriterien. 3 Dazu Eggins (1994: 2) [...] language use is functional [und] that its function is to make meanings [...]. 4 Bzw. vom Auftraggeber oder vom Verfasser und vom Auftraggeber gemeinsam intendiert, wenn diese nicht identisch sind. 5 Vgl. hierzu grundlegend Göpferich (1995: 23ff).

(Zimmermann 1984:141 zitiert nach Heinemann/Viehweger 1991: 214). Zum Begriff der Strategie gehören einerseits die antizipatorische Planung und andererseits das Ziel. In textlinguistische Termini umgesetzt, heißt das, daß man bei der Ausarbeitung des Textplanes antizipatorisch Adressat-, Funktions- und Situationsfaktoren berücksichtigen soll, damit das erwünschte Kommunikationsziel erreicht wird. Plan und Ziel sind so gewissermaßen als Korrelate aufzufassen, indem der Plan vom erwünschten Ziel abhängig ist, zumal - umgekehrt - der Plan durch die Existenz eines Ziels überhaupt erst entwickelt wird. Diese Abhängigkeit ruft zwangsläufig eine Dynamik hervor, die sich darin zeigt, daß die Textproduzentenstrategie als Korrelat zur antizipierten Textadressatenstrategie aufgefaßt werden kann, eben weil die Produzentenstrategie die - oder eine - Adressatenstrategie antizipatorisch einplant. Zum antizipatorischen Einplanen gehört noch eine Perspektivierung, denn als Ausprägung der korrelativen Dynamik, hat der Verfasser eine Erwartungs-Erwartung, d.h. Erwartungen gegenüber den Erwartungen seitens seines Adressaten zum Fachtext. Nähert man sich der Fachtextproduktion aus dieser Perspektive, geht mit dem adressatengerechten Produzieren von Texten die Textoptimierung einher, weil so Textoptimierung überhaupt erst in Bezug auf den Adressaten und seine (erwartbaren!) Erwartungen zum Fachtext einen Sinn hat. Die Vertextung von Termini ist demnach einem Gefüge strategischer und - wenn auch abstrakt - dialogischer Überlegungen untergeordnet, die sich [...] als das Resultat einer Kette von - in der Regel bewußt ablaufenden - Auswahl- und Entscheidungsoperationen [zeigen], durch die Lösungsschritte und Mittel markiert werden zur Durchsetzung kommunikativer Ziele. (Heinemann/Viehweger 1991: 214) Wenn man Auswahl- und Entscheidungsoperationen auf die Einbringung von Termini in den laufenden Fachtext appliziert, stehen im Prinzip zwei Möglichkeiten zur Verfügung 6. Entweder als alleinstehender Terminus oder als vertexteter Terminus [...]. Im ersten Fall setzt der Verfasser voraus, daß der Terminus alleine ausreicht, um beim Adressaten die Wissensmenge zu evozieren, die der Terminus im Text vertritt. Der Terminus dient im Text in diesem Falle als Platzhalter für eine Wissensmenge, die der Leser selbst aus seinem Vorwissen abrufen soll. Im zweiten Fall wird umgekehrt angenommen, der Terminus könne beim Adressaten diese Wissensmenge eben nicht evozieren. [...]. Sagt på en anden måde: Tekster begynder ikke bare i øverste højre hjørne og slutter ikke bare i nederste venstre hjørne. De opstår i en kommunikationssituation, de har et formål og på grund af deres kommunikationssituation og deres funktion ser de ud, som de gør (de har en bestemt fremstillingsmåde). Et eksempel: Hvis en tekst har den funktion, at den skal informere om emnet X i en kommunikationssituation, hvor afsenderen er fagmand og modtageren er lægmand, så vil teksten alt andet lige opvise en fremstillingsmåde, der afspejler disse forhold. Denne viden kan man med fordel benytte sig af, nå man oversætter. Når man har et klart mål med sin oversættelse (dvs. når den har en funktion i en bestemt kommunikationssituation), så kan man 6 Hierzu Kastberg (1997: 34ff).

også opstille den plan, man skal gå frem efter, for at nå sit mål (dvs. man kan sige, hvordan fremstillingsmåden skal være). Denne plan udgøres af valg, man skal træffe som oversætter (fx hvilken genre skal jeg oversætte det her i? skal det her monstro forklares for min læser? er det her nu det rigtige ordvalg i situationen? etc. etc.). Når man siger, at man følger en strategisk tilgang, når man oversætter, så går det ud på, at man gør sig disse valg bevidst. Kun hvis man er bevidst om, at man træffer valg, og hvilke valg man træffer, kan man hæve oversættelsen fra en intuitiv proces til at være en velovervejet handling. I øvrigt er det også uligt meget nemmere at argumentere for denne eller hine løsning på et oversættelsesproblem, hvis man allerede under sit oversættelsesarbejde har overvejet for og i mod og truffet et bevidst valg. Vigtigheden af at være bevidst om og at kunne træffe sådanne valg i sit oversættelsesarbejde illustreres i øvrigt af nedenstående tabel. Metaphor Role Background Rebuilding Bricklayer Classical Greece Copying Copier Early Biblical translation Imitating Mimic Rhetorical tradition, belles infidèles Creating Artist German Romantics and their successors Transcoding Cryptographer Linguistics, machine translation Sending Intermediary Sociolinguistic focus, translation action Manipulating Controller Polysystem approach, ideologies Thinking Subject, Agent Cognition, protocols (Chestermann 1998:7) Tabellen viser for det første, at oversætterens rolle har forandret sig op gennem tiderne; og for det andet at der en klar tendens til, at oversætterens rolle til stadighed bliver mere ansvarsfuld. Hvor man før har set oversætteren som en copier, lyder prædikatet nu thinking agent. At man ser oversættelsen som værende et resultat af en lang række valg på en lang række niveauer, vil gennemsyre gennemgangen af de næste emner. 2 Om det at oversætte tekniske tekster Der er her tale om nogle meget generelle overvejelser, hvis man vil vide mere, skal man konsultere den anviste litteratur. Det at oversætte kan man definere på mange måder og ud fra mange perspektiver. Ud fra et semiotisk perspektiv har Roman Jakobson opdelt det at oversætte i tre arter (Übersetzungsarten), der alle er centreret om oversættelsens væsentlige træk, nemlig at der er tale om, at man overfører noget fra en tilstand til en anden tilstand. 1. Die innersprachliche Übersetzung oder Paraphrase ist eine Wiedergabe sprachlicher Zeichen mittels anderer Zeichen derselben Sprache.

2. Die zwischensprachliche Übersetzung oder Übersetzung im eigentlichen Sinne ist eine Wiedergabe sprachlicher Zeichen durch eine andere Sprache. 3. Die intersemiotiske Übersetzung oder Transmutation ist eine Wiedergabe sprachlicher Zeichen durch Zeichen nicht sprachlicher Zeichensysteme. (Jakobson 1992:483) Ad 1 Den intra-lingvale oversættelse, eller parafrase, gør vi dagligt brug af, når vi fx skal forklare en kommunikationspartner et ord, som vedkommende ikke kender eller ikke kender i den betydning, som vi bruger det i. Det er altså en oversættelse, hvor et tegn oversættes til et andet (kendt) tegn inden for samme sproglige tegnsystem, fx det danske sprog. Monolingvale ordbøger er typisk bygget omkring netop denne form for oversættelse. Ad 2 Den inter-lingvale oversættelse, eller oversættelse i egentlig forstand, er det, som vi beskæftiger os med. Et ord (eller tegn) på tysk oversættes til et ord (eller et tegn) på dansk. Det er altså en oversættelse mellem tegn fra to forskellige sproglige tegnsystemer. Bi- eller polylingvale ordbøger er typisk bygget op omkring denne form for oversættelse. Ad 3 Den inter-semiotiske oversættelse er det forhold at fx en advarsel, der på dansk ville lyde STOP oversættes til det piktogram, vi møder som et stopskilt i trafikken. Det er altså en oversættelse, hvor et tegn fra et sprogligt tegnsystem, dansk, oversættes til et tegn i et ikke-sprogligt tegnsystem, det piktografiske. Billedordbøger vil typisk være bygget op omkring denne form for oversættelse. Lad os her holde os til oversættelse i egentlig forstand, som den er defineret i pkt. 2. Cicero, den store orator fra det 1. århundrede, var formodentlig den første, der satte ord på to poler i tilgangen til det at oversætte i egentlig forstand, som man har skændtes om lige siden (her efter Horn-Helf 1999:23). Cicero sagde, at man enten kunne oversætte ut interpretes loyal mod udgangsteksten (originalen) Dvs. en oversættelse, der er orienteret mod udgangssproget og udgangskulturen. Sat på spidsen betyder det, at det er en oversættelse, der er fremmedgørende for læseren af oversættelsen. eller ut orator loyal mod målteksten (oversættelsen) Dvs. en oversættelse, der er orienteret mod målsproget og målkulturen. Sat på spidsen er det dermed en oversættelse, hvor læseren ikke kan se, at det er en oversættelse.

Som den ene pol finder vi altså den udgangstekstfikserede tilgang og som den anden pol den måltekstfikserede tilgang. Formodentlig finder man hverken den ene eller anden pol i sin rene form i nogen oversættelse. De skal da også ses som et udtryk for endestationerne for et kontinuum, der måler, hvem eller hvad man orienterer sin oversættelse mod. I tråd med en strategisk tilgang skal man altså allerede på dette niveau gøre sig sine første overvejelser og træffe sit første valg. Typisk vil man vælge at oversætte tekniske tekster, så man er loyal mod målteksten med de valg, det så igen fører med sig i sproglig, kulturel og formidlingsmæssig henseende. Det gør man, fordi tekniske tekster er at ligne med brugsgenstande. De opstår ikke som litterære, poetiske eller lyriske tekster ud fra en forfatters trang eller kald til at udfolde sig kunstnerisk, de opstår fordi et teknisk produkt skal dokumenteres overfor nogen, fordi nogen skal instrueres i brugen af et teknisk produkt, eller fordi nogen generelt skal informeres om et teknisk produkt. Den tekniske tekst skal med andre ord bruges i en konkret situation til at løse et konkret problem for en konkret bruger. 3 Om oversættelsesprocessen Som det fremgår af noterne om den strategiske tilgang, udspiller de strategiske valg sig i et samspil mellem mål og plan. At føre planen ud i livet er temaet for noterne til dette afsnit. Hos Hansen (1995:75) finder vi dette bud på en oplistning af de skridt, som oversætteren generelt bør tage under oversættelsesprocessen. Textanalyse Überlegungen zur Übersetzungsstrategie Übersetzung Kontrolle der Übersetzung, Übersetzungskritik und Revision des ZT Hos Teague (1993:163), der er praktiserende teknisk oversætter, finder vi dette lidt mere udpindede bud: Identify the topic, read orientation texts Start translating Compile a list of specialist references and other sources Edit the list, consult sources and begin developing terminology Pause for concentrated research Evaluate the finished translation Perfect the reference list and terminology Begge oplistninger angiver en metode (græsk methodos = vej) og de skridt, man som oversætter bør tage i sin oversættelsesproces, fra man får en oversættelsesordre til den færdige oversættelse foreligger. Ud over at punkterne i de to lister skal forstås kronologisk, og dermed er at ligne med brugsanvisninger, kan man sige, at de i strategisk henseende et udtryk for, på hvilke niveauer Hansen og Teague mener, at man som oversætter bør være sig sine valg bevidst. 3.1 Ækvivalens og adækvathed Det må man sige ret centrale punkt hhv.

Übersetzung eller Start translating fortjener yderligere kommentarer. Disse kommentarer vil i alt væsentligt dreje sig om to begreber, der har levet en omtumlet tilværelse i oversættelsesteorien; men de er ikke desto mindre begreber, som man altid tyr til, nemlig ækvivalens og adækvathed. I det jeg bl.a. henviser til Horn-Helf (1999), vil jeg, med ækvivalens og adækvathed som basis, i det følgende formulere nogle vigtige grundregler for oversættelsesarbejdet. De konklusioner, der drages, skal ses som en generel rettesnor for, hvilket råderum man som oversætter har. Iflg. alment accepteret (fag)oversættelsesteori skal man stræbe efter, at den færdige oversættelse er ækvivalent med udgangsteksten på en række områder. At noget er ækvivalent med noget andet betyder, at det har samme værdi. Og det er netop dette, vi kan bruge som metafor, for den oversatte tekst skal have samme værdi for læseren af oversættelsen, som den originale tekst har for sin læser. Læseren af oversættelsen skal med andre ord alt andet lige have lige så meget ud af at læse oversættelsen, som læseren af originalen har ud af at læse originalen. Men det at oversættelsen er ækvivalent med udgangsteksten betyder ikke, at der er et mekanisk 1:1- forhold mellem original og oversættelse. Hvis det at oversætte var så simpel eller så mekanisk en proces, at der fx blot var tale om at udskifte det danske tegn A med det tyske tegn B, så havde alle hjemmecomputere for længst kunnet oversætte. Det kan de ikke. Den ækvivalens, man tilstræber er en kompleks størrelse, der giver sig til kende på mange og mange forskellige niveauer. For at kunne arbejde med komplekse størrelser generelt og med ækvivalens i særdeleshed kan man med fordel opdele den i mindre dele eller moduler. Opdeling gør, at man kan fokusere på udvalgte dele af fænomenet, så det er lettere at gå til sagen, både når man skal lave sin oversættelse, og når man skal evaluere eller øve kritik på sin eller andres oversættelse. Jeg vil fokusere på den tematiske og den konventionelle side af begrebet ækvivalens. Tematisk ækvivalens Omdrejningspunktet for at kunne sige noget om den tematiske (eller indholdsmæssige) ækvivalens er den viden, som læseren besidder. Hvis vi forestiller os, at læseren af originalen har en større viden om det tema, teksten drejer sig om, end læseren af oversættelsen har, kan vi opstille følgende formel: (viden hos udgangstekstens læser) > (viden hos oversættelsens læser) Oversætteren skal altså spørge sig selv om, om noget af det, der (blot) er impliceret i udgangsteksten skal ekspliciteres i oversættelsen? Det oplagte eksempel er (kultur)personligheder; for de fleste danske læsere vil alene navnet Jakob Haugaard være tilstrækkeligt til, at man danner sig et billede af personen, hvad han står for osv. For at den almindelige tyske læser skal kunne danne sig et tilsvarende billede ud fra Jakob Haugaard, dvs. at der skabes tematisk ækvivalens på dette punkt mellem udgangstekst og oversættelse, skal der tilføres læseren viden (fx i form af forklaringer, sammenligninger eller lign.).

Hvis vi kalder den forskel i viden for X, så kan vi nu sige, at formlen for at opnå tematisk ækvivalens lyder sådan: Udgangsteksten + X (den nødvendige yderligere information) oversættelse Hvis man på samme måde forestiller sig den situation, at læseren af oversættelsen har større indsigt i det tema, som teksten handler om, end læseren af originalen, kan man udmærket vende formlen om. Noget, der er ekspliciteret i originalen, skal måske impliceres i oversættelsen. Sagt med andre ord: For at opnå tematisk ækvivalens må oversætteren, hvor dette er påkrævet, tilføje eller fjerne information. Sagt med helt andre ord: Vi har ikke slagtet den hellige ko, der hedder die Forderung nach inhaltlicher Invarianz in der Fachübersetzung ; men vi har givet den en slem forskrækkelse. Dermed kommer vi til den anden ækvivalens, som jeg vil fokusere på. Konventionel ækvivalens Omdrejningspunktet for at kunne sige noget om den konventionelle ækvivalens er genremæssige konventioner. Et konkret eksempel: Hvis man på engelsk i en brugsanvisning skal advare om faren for at få et elektrisk stød, hvis man åbner et elektrisk apparat, så lyder den genuine genreafhængige konvention for at udtrykke dette således: CAUTION RISK OF ELECTRIC SHOCK. DO NOT OPEN! CAUTION: TO REDUCE THE RISK OF ELECTRIC SHOCK, DO NOT REMOVE COVER (OR BACK). NO USER-SERVICEABLE PARTS INSIDE. REFER SERVICING TO QUALIFIED SERVICE PERSONNEL. Oversætteren skal her spørge sig selv om, om denne eller hine formulering i originalen er konventionaliseret? Og om der er tale om, at man på målsproget også har en konvention herfor? Det, at advarslen forekommer i en brugsanvisning kunne være et tegn på, at den kunne være konventionaliseret. Og det er den da også. Skal indholdet af ovenstående engelske tekst kommunikeres til den tyske læser i genren brugsanvisning, lyder den genuine konventionen således: VOR DEM ÖFFNEN NETZSTECKER ZIEHEN! (Eksemplerne stammer fra Göpferich 1995) Konventionerne for at udtrykke den samme advarsel er dermed forskellige på de to sprog. Sætter vi ovenstående på en formel, ser det således ud: (konvention i genre X) (konvention i genre Y)

Man kunne her sagtens oversætte den engelske tekst semantisk eller ordret til tysk; men det er ikke nok. Stoppede man her, ville man oversætte ut interpretes, hvor man skulle oversætte ut orator (jfr. Afsnit 2 ovenfor). original (inkl. konvention X) oversættelse (inkl. konvention Y) Sagt med andre ord: For at opnå konventionel ækvivalens må oversætteren, hvor dette er påkrævet, udskifte konventionaliserede vendinger. 3.2 Funktionsadækvat I modsætning til ækvivalens, som (intra-lingvalt) blev parafraseret med at være af samme værdi er der for oversættelsesprocessens vedkommende endnu et emne, som skal berøres, nemlig oversættelsens funktionelle adækvathed. At noget er adækvat betyder, at det er passende (i situationen). Ovenfor er den tekniske tekst blevet beskrevet som en brugsgenstand, og i sin egenskab af brugsgenstand har den en funktion. Men der ikke en naturlov, der foreskriver, at en oversættelse skal have samme funktion som sin original, selvom det nok oftest er tilfældet. Man kan i det mindste ude i den såkaldt virkelige verden udmærket forestille sig, at oversættelsen skal bruges til et andet formål en originalen. Lad os forestille os, at oversættelsesordren lyder, at man skal oversætte en tekniske manual fra dansk til tysk (eksemplerne følger Zethsen 1997): 1 til et hastigt indkaldt krisemøde pga. at en af de dele, der er beskrevet i manualen på fremmedsproget, er brudt sammen! oversættelsen bliver en provisorisk, formodentlig kortfattet oversættelse, der udelukkende fokuserer på den del af manualen, der er relevant for krisemødet. 2 til et tysk firma, der er en potentiel kunde! en oversættelse, i hvilken man ikke sætter firmaets lys under en skæppe, men snarere søger at fremhæve fordelene ved det produkt, som manualen beskriver. 3 til en gruppe tyske fagsprogslingvister, således at de kan analysere den danske syntaks eller topologi i dansk teknisk sprog! en ord-til-ord-oversættelse med fuldt overlæg 4 til en gruppe ingeniører fra forskellige østeuropæiske lande, der i deres daglige arbejde bruger tysk som lingua franca, og som derfor kun råder over begrænsede tyskkundskaber! en oversættelse, der med vilje ikke gør brug af sprogligt komplekse konstruktioner eller stilistisk variation, men som snarere sigter mod en standardisering af det sproglige udtryk Ingen skal fortælle mig at disse forskellige formål ikke leder hen til reelle oversættelser! Disse oversættelser, der ikke har samme funktion som deres original (at instruere i brugen af et teknisk produkt, som manualer typisk gør), har derimod en funktion, der er adækvat (dvs. passende) i

situationen, hvori de skal bruges. Det er det, der i studievejledningsteksten hedder funktionsadækvat. Sagt med andre ord: For at opnå funktionsadækvathed må oversætteren, hvor dette er påkrævet, ændre på tekstfunktionen. 4 Mnemoteknisk grafik til oversættelsesorienteret tekstanalyse Nedenstående er et forsøg på at sammenfatte de vigtigste elementer af de emner, der er gennemgået ovenfor på en sådan måde, at de kan finde direkte anvendelse om huskeseddel. I tråd med det, der er gennemgået, er det her vigtigt at holde sig for øje, at alle elementerne i trekanten princippet kan (eller skal) underkastes en oversættelse. - lægmand til lægmand - lægmand til fagmand - fagmand til lægmand - fagmand til fagmand Hvem? Situation Tema Hvad? Funktion Hvorfor? Hvordan? Fremstillingsform(er) - intenderede funktion - medium - skopos - genre - lingvistiske / ikke-lingvistiske midler [Udviklet på basis af Engberg 1997]

5 Om oversættelseskvalitet Ingen kan med god samvittighed sige, at de har defineret den gode oversættelse; ikke desto mindre bliver man afkrævet gode overvejelser både her og hisset. Men hvis man tilegner sig en fornuftig oversættelsesmetode, som man så også bruger i sit oversættelsesarbejde, så er man ganske givet rigtigt godt på vej til at lave gode oversættelser. Dvs. du skal applicere den viden, du har om at oversætte på mindst en kritisk gennemlæsning af dine egne oversættelser. Det er som altid nemmere sagt en gjort. Med dette in mente har Teague derfor oplistet en række punkter, som man kan tage sig afsæt i, når man skal spørge sig selv, om man nu også har gjort det godt nok. De spørgsmål, som man skal stille sin oversættelse, lyder iflg. Teague således: Is it complete and presentable? All paragraphs, equations, tables; neat margins; no thumbprints. Does it use correct language? Subject-verb agreement; register ; terminology. Does it feature authentic style? Emulation of highest quality of first-language writing on the same topic. Is the text consistent with itself? Freedom from contradictions between sections. Does the translation accord with first-language references? Freedom from contradictions and terminological discrepancies between translation and [standard target language reference books, like] Welding Handbook. When the translation seems wrong, is it wrong because the author was? Freedom from awkwardness in response to difficult writing. (Teague 1993:169) Det er alle gode og gyldige spørgsmål, som man gør klogt i at stille sin oversættelse og sig selv for den sags skyld. Ser man på sagen ud fra et lidt mere overordnet (og mere teoretisk) synspunkt har de Beaugrande/Dreßler (1991) opstillet nogle generelle kriterier for, om man kan sige, at noget er en tekst, de kalder dem for tekstualitetskriterier. Og eftersom oversættelsen jo er en tekst, kan der efter at man har reflekteret over Teagues spørgsmål være ræson i også at se på, om den oversættelse, man har produceret, lever op til tekstualitetskriterierne. De Beaugrande og Dreßler

stiller de nedenstående syv tekstualitetskriterier op, som man kan applicere på sin oversættelse for at sikre sig, at den ligesom det formodentlig er tilfældet med udgangsteksten kan siges at være en tekst ut orator. Kohäsion at teksten er sammenhængende på tekstoverfladen (tekstgrammatisk) Kohärenz at teksten er sammenhængende på indholdssiden (tekstsemantisk) Intentionalität at afsenderen har et formål med teksten Akzeptabilität at modtageren kan acceptere det kommunikerede som tekst Informativität at teksten har et indhold Situationalität at teksten er passende for den situation, den skal fungere i Intertextualität at teksten tilhører den tekstgenre, der stemmer overens med intentionen Du skal læse i de Beaugrande/Dreßler (1991) for at få et mere nuanceret syn på disse kriterier, du kan også evt. se i Horn-Helf (1999), hvor hun applicerer kriterierne på den tekniske tekst. Citeret litteratur Chestermann, Andrew (1998): On the Relevance of Translation Theory to Translator Training. In Germanic and Baltic Linguistic Studies and Translation. Vilnius. 6-15. de Beaugrande/Dreßler (1981): Einführung in die Textlinguistik. Niemeyer Verlag. Tübingen. Engberg, Jan (1997): Introduktion fagsprogslingvistikken. Systime. Herning. Eggins, Suzanne (1994): An Introduction to Systemic Functional Linguistics. Pinter Publishers. London. Göpferich, Susanne (1995): Textsorten in Naturwissenschaft und Technik. Pragmatische Typologie - Kontrastierung - Translation. Gunter Narr Verlag. Tübingen (= Forum für Fachsprachen- Forschung; Band 27). Göpferich, Susanne; Peter A. Schmidt (1996): Begriff und adressatengerechte Benennung: Die Terminologiekomponente beim Technical Writing. In Wissenschaftliche Grundlagen der Technischen Kommunikation. Gunter Narr Verlag. Tübingen (= Forum für Fachsprachen- Forschung; Band 32). 369-402. Hansen, Gyde (1995): Einführung in das Übersetzen. Copenhagen Business School Press. København. Heinemann, Wolfgang; Dieter Viehweger (1991). Textlinguistik. Eine Einführung. Max Niemeyer Verlag. Tübingen (= Reihe Germanistische Linguistik; 115 Kollegbuch). Horn-Helf, Brigitte (1999): Technisches Übersetzen in Theorie und Praxis. Francke Verlag. (UTB für Wissenschaft; Bd. 2038). Jakobson, Roman (1992). Semiotik. Ausgewählte Texte 1919-1982. Hrsg. von Holenstein. Suhrkamp Verlag. Frankfurt am Main (=suhrkamp taschenbuch; 1007).

Kalverkämper, Hartwig (1996). Im Zentrum der Interessen: Fachkommunikation als Leitgröße. In Hermes Journal of Linguistics (= No 16). Handelshøjskolen i Århus. 117-176. Kastberg, Peter (1997). Kondensation und Expansion in der Fachsprache der Technik. Handelshøjskolen i Århus. Århus[Präpublikation]. Kastberg, Peter (1999): Die Vertextung von Termini als Ausweis textueller Strategien in technischen Textsorten. In Hermes Journal of Linguistics (= No 23). Handelshøjskolen i Århus. 41-63. Reinhardt, Werner; Claus Köhler; Gunter Neubert (1992). Deutsche Fachsprache der Technik. Studien zu Sprache und Technik. Band 3. Hrsg. von Arntz / Wegner. Georg Olms Verlag. Hildesheim / Zürich / New York. Keller, Rudi (1995): Zeichenteorie. Francke Verlag. (=UTB für Wissenschaft; BD. 1849). Teague, Ben (1993): Retooling as an Adaptive Skill for Translators. In: New Trends in Translation-Oriented Terminology Management. In: Scientific and Technical Translation. American Translators Association Scholarly Monograph Series. Volume VI 1993. Ed. Wright/Wright, Jr. John Benjamins Publishing Company. Amsterdam/Philadelphia. 161-172. Zethsen, Karen Korning (1997): Expressivity in Technical Texts : From a Translation Theoretical Perpspective. Ph.D. Thesis. The Aarhus School of Business.