14 Nr. 18. 2001
Etik Af Svend Hjerrild En godpsykolog? Vi kommer Hvori består den etiske fordring, vi som psykologer kan rette mod os selv og hinanden? Hvad og hvem er den gode psykolog? let til at tænke på det at gøre vort arbejde ordentligt. At kende og følge de regler, der gælder for vort virksomhedsområde. Fagligt. Juridisk. Administrativt. At kende vort fag og dets placering i den samfundsmæssige ramme, hvori det udøves. At mestre de nødvendige færdigheder i erkendelse vore egne muligheder og begrænsninger. At respektere de grundlæggende principper for vort samfunds udøvelse af sin myndighed og kende de love, som regulerer den. Og kan vi så bare det: Manøvrere ef- ter regeletiske principper er vi så på den sikre side i den etiske balancegang? Næh! Etik er mere end blot det at gøre det rigtige i mere eller mindre snæver forstand. Man kan ikke i længden deponere sine etiske fordringer i mere eller mindre entydige regelsæt eller i sin faglige og administrative ledelses lomme. Før eller siden vil man opdage det modsætningsfyldte i de valgsituationer, vi befinder os i og utilstrækkeligheden i at være lydige over for de afstukne regler. Illustrationer: Lisbeth E. Christensen Nr. 18. 2001 15
Hvornår sættes din samvittighed som psykolog på prøve i valget mellem fortroligheden til din klient og din pligt til at videregive de informationer, hun oplyser dig om til den ansvarlige myndighed? Hvornår byder din indsigt i dine egne eller din institutions begrænsninger dig at afvise eller videregive en opgave? Hvordan vælger du som sagsbehandler at vægte din indsats i forhold til indbyrdes modstridende værdisæt i de problemstillinger, du konfronteres med: den omsorgssvigtendes forældremyndighed, voldsmandens eller den selvmordstruedes integritet og selvbestemmelse, lovgivningens eller dens administrations uretfærdigheder? Regler og myndigheder er dine pejlemærker, som i almindelighed er tilstrækkelige til at regulere trafikken. Men i kritiske situationer må du undertiden selv navigere og træffe dine valg mellem indbyrdes modstridende værdier og regelsæt. I dine bestræbelser for at undgå én ulykke er du undertiden med til at skabe en anden. Din videregivelse af informationer om omsorgssvigt skaber et brud på den tillid og fortrolighed, klienten forudsatte imellem jer. Imødekommelsen af en ung indvandrerpiges ønske om at komme væk fra sine forældres dominerende og undertrykkende opdragelse med krav om arrangeret ægteskab, kan koste hende tilhørsforhold og personlig sikkerhed. Dit behandlingsindgreb over for en syg eller sindslidende rummer begrænsninger af hans udfoldelsesmuligheder, som afføder frustration og (selv-)destruktiv adfærd. Lykke for de fleste? Men hvad så, hvis vi prøver at se på konsekvenserne af vore handlinger og indsats? Hvis bare enden er god, er alting vel godt! Resultatet, anskuet ved konsekvensetiske eller måletiske principper, må vel kunne være en passende vejleder og målestok for os. Som psykologer arbejder vi på et videnskabeligt baseret grundlag. Vore behandlingsmetoder skal være vidensbaserede, dvs. mere nyttige end de rene tilfældigheder og helst lidt bedre end enhver anden fremgangsmåde. Og dog! Er vi nu også helt enige om, hvad målet skal være? Den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker. Eller den bedst mulige indsats i det enkelte tilfælde. Stræben mod normalitet og integration i flertallets fællesskaber. Eller tolerant anerkendelse af forskelligheder og handicaps, som fordrer særlige miljøers skærmende beskyttelse og omsorg (særforsorg). Overlevelse for enhver pris. Eller valg af livskvalitet og en værdig død. Også her må du undertiden træffe dine egne valg og prioritere hvad du personligt bedst kan leve med. Er der måske valg angående dine klienters fremtid du slet ikke skal blande dig i? Også selv om det kan have afgørende betydning for din virksomhed og den måde du ser på dig selv? Er der mål du må opgive at nå, for at undgå at dine eller din virksomheds ressourcer bliver opbrugte eller overbelastede? Men kan vi være usikre på målet, så må vi da være enige om at finde måder, hvorpå vi i fællesskab kan søge de rigtige fælles mål. Vi må skabe en konstruktiv og herredømmefri dialog mellem alle de parter, som er involverede i problemstillingen, og i fællesskab finde den rette vej. Det diskursetiske princip må vel kunne sikre os, at vi finder de rette mål, fremgangsmåder og redskaber i vor virksomhed. Men hvor er det forum, som er fritaget for magtens medvirken, for lederens overordnede ansvar eller for lovens herredømme? Hvor længe kan du vente, medens parterne strides om enighedens kompromiser og den fælles ansvarligheds fællesnævner? Regler, formål og diskurs kan hjælpe dig på vej. Men når du har truffet dit valg, står du alene med din beslutning og din samvittighed. Til syvende og sidst vil du spørge dig selv, om du nu også gjorde dit bedste, om du har efterlevet de samvittighedsetiske eller sindelagsetiske principper. Ingen nemme udveje Kants etik er knyttet til handlinger, der udspringer af pligtfølelse. Kant talte om pligten som et absolut bud med nødvendighedens stempel. Han troede på den rene og praktiske fornuft som et værn mod en kaotisk og meningsløs verden som skaberen af et moralsk univers. Sin tro på det rationelle som bærende princip udtrykte han i sit kategoriske imperativ: Handl kun efter den maksime, ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almen lov. Ifølge Thielst [1] udtrykker han her en logisk reformulering af Jesu ord: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod Jer, det skal I også gøre mod dem. Søren Kierkegaard understreger senere det personlige ansvar i sin betoning af selvet og lidenskaben. Han peger på erkendelsens subjektivitet ( Al erkendelse er til syvende og sidst selverkendelse ) og lidenskaben som den egentlige kraftmåler for menneskene, et værn mod selvbedraget, en kilde til gentagelsen. Pligten over for sig (sit) selv rummer muligheden for at følge sin lidenskab og handle i overensstemmelse med sig selv. Valget af det gode giver os orientering i en lige-gyldig verden. I vort møde med dagligdagens etiske dilemmaer kan vi lige så godt på forhånd gøre os klart, at der ikke er nogen nemme udveje. Du er person- 16 Nr. 18. 2001
ligt ansvarlig. Over for den enkelte, for fællesskabet, for fagligheden og over for dig selv. Dine valg som fagperson kan måske støde ind i almenmenneskelige hensyn. Din specialistviden giver dig måske anledning til at afvise mennesker i nød, blot fordi deres nød ikke komplementerer din specielle nødhjælp. Eller fordi din ansættelse ikke berettiger dig at imødekomme deres behov. Kvalitetssikring Etiske problemstillinger opdages ofte, når forskellige etiske principper støder sammen, eller når der er modsætninger mellem forskellige personers værdigrundlag. Når den nyansatte psykolog møder sin virksomheds regler og magtstrukturer og deri har vanskeligt ved at genkende de idealer, hun har erhvervet og udviklet i sin uddannelses ofte mere ideale rum. Når ledelsens beslutninger virker fagligt begrænsende, menneskeligt afstumpede og styrede af kortsigtet og snæversynet økonomitænkning. Når den privatpraktiserende psykologs støtte til sin klient koster knubs i klientens møde med de offentlige institutioner. Når faglig dygtighed og bedreviden tilsidesætter respekten for klienters eller samarbejdsparters medvirken og samtykke i de valgte behandlingsplaner. Etiske dilemmaer forbliver ofte kontroversielle i samspillet mellem de implicerede parter, fordi vi har en tendens til at fastholde vor bestemte synsvinkel på problemet og undgår at komme i direkte dialog med vor modpart. Når vort værdigrundlag udfordres, kommer vi i fare. Vi bliver sårbare og ængstelige. Selve det at udpege den etiske problemstilling som et problem for én selv er at stille sit værdigrundlag til skue og det i en verden, som helst skulle være styret af objektiv viden og vidensbaserede handlinger. Vi udstiller vor tvivl og vor usikkerhed. Vi bliver pludselig opmærksomme på, at vor virkelighed er en konstruktion. Og hvis vi tager værdierne ud af denne konstruktion, risikerer vi, at hele vort verdensbillede falder sammen. Arbejdet med etiske dilemmaer fordrer således en parathed til at involvere sig i en konstruktiv kollaps, hvor de sædvanlige hypoteser om virkeligheden ikke længere er gældende. Hvis det ikke længere er absolut sandt, at enhver vil sit eget bedste og selvbestemmelse derfor er et absolut gode set ud fra en individuel synsvinkel. Hvordan kan du hjælpe den, som ikke vil hjælpes? Hvis det ikke længere er sandt, at den objektive viden er nyttig i behandlingen, men at klientens selvoplevelse er stærkere end videnskabens samlede erfaringer. Hvordan kan du kvalitetssikre dit møde med undtagelsen? Hvis jeg ikke længere kan regne med, at min institution ( systemet ) bakker mig op og støtter mig i mine aktiviteter. Hvordan bevarer jeg da overbevisning, styrke og energi til mit daglige arbejde? Fagets dilemmaer Før eller siden vil vi alle stå i en situation, hvor vi har brug for støtte og vejledning. Selv om etiske dilemmaer nok til syvende og sidst forbliver personlige, er de ikke egnede til, at man skal løse dem alene. Etiknævnet i Dansk Psykolog Forening virker måske langt væk. Kortere er vejen måske til kollegaen eller supervisionsgruppen. Det er afgørende, at man finder et forum for en konstruktiv og herredømmefri dialog, hvor man kan finde hjælp og vejledning til at anskue sit etiske dilemma fra forskellige synsvinkler og udgangspunkter. Dette er et praktisk arbejde, som det fx beskrives hos Lingås [2]. Og det er et værdibaseret arbejde, som fordrer respekt for forskelligheder og for den enkeltes personlige ansvarlighed. Endvidere er det fagpolitisk betydningsfuldt, at vi som fagpersoner formår at forholde os til de dilemmaer, der følger med vort fags udøvelse. Den gode psykolog bør med en omskrivning af Peter Thielsts ord: Tvivle om alt men vide meget. Altid være parat til at udfordre sin viden ud fra en forvisning om, at ethvert nyt møde er mødet med undtagelsen! Uden denne forhåndsindstilling vil psykologen være udstyret med medusahovedets arrogante magt til med sit blik at kunne gøre mennesker til sten. Vort dilemma er at forvalte den magt vor viden giver os som et gode. Ingen har vel bedre end Søren Kierkegaard [3] udtrykt sig om hemmeligheden ved al sand hjælpekunst: For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, må jeg forstaae mere end han men dog først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gør det, saa hjælper min Mere-forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre Nr. 18. 2001 17
Referencer: [1] Peter Thielst: Man bør tvivle om alt og tro på meget. Gyldendal, 1996. [2] Lars Gunnar Lingås: Etik for socialog sundhedsarbejdere. Hans Reitzels Forlag, 1998. [3] Søren Kierkegaard: Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. Samlede værker, bd. 18. Gyldendal, 1982. [4] K.E. Løgstrup: Den etiske fordring. Gyldendal,1966. [5] K.E. Løgstrup: Etiske begreber og problemer. Gyldendal, 1996. min Mere-forstaaen gjældende, så er det, fordi jeg er forfængelig og stolt, så jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand hjælpen begynder med en ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe og derved forstaae, at det at hjælpe ikke er at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste, men den Taalmodigste, at det at hjælpe er villighed til, indtil videre, at finde sig i at have Uret, og ikke forstaae, hvad den Anden forstaar. Mulighed og begrænsning Ifølge Løgstrup [4] tager etikken sit udspring i kommunikationen mellem mennesker. Enhver henvendelse er udtryk for, at man udleverer noget af sig selv til en anden. Herigennem gives modtageren magt over den, der henvender sig. I ethvert møde stilles vi således under den etiske fordring, at tage vare på det, af den andens liv, han lægger i vore hænder. I et samfund, hvor den gode handling institutionaliseres og bliver til en samfundsmæssig forpligtelse, tenderer medmenneskeligheden at blive underlagt regeletiske principper. Om bindingen af etik til politiske eller juridiske bestemmelser siger Løgstrup: Selv om sindelaget mangler, fordi vi ikke elsker hinanden, kan gerningerne godt fremtvinges. Etik bliver i denne forstand et spørgsmål om at levere erstatningsmotiver til erstatningshandlinger. I politisk filosofi nedskrives næstekærligheden fra suveræn (spontan) livsytring til idé, siger Løgstrup, 1996 [5]. I den politiske ideologi indrettes samfundet således, at vi kommer (tvinges) til at handle, som om vi ønskede det gode som om vi elsker hinanden. Velfærdssamfundet hviler i denne forstand ikke på næstekærlighed, da barmhjertighed (eller nogen anden spontan livsytring) ikke kan gradbøjes. Som professionelle psykologer befinder vi os i et spændingsfelt mellem medmenneskelighed og professionalisme. Mellem spontanitet og videnskabelighed. Mellem ansvar og tilregnelighed. I vor professionelle virkelighed er faglig tilregnelighed samt politisk og juridisk korrekthed vigtige elementer. Men de er ikke tilstrækkelige! Den gode psykolog må kende sine muligheder og begrænsninger i spændingsfeltet mellem medmenneskelighed og professionalisme. Kende sine handlemuligheder og være parat til at slippe de velafprøvede positioners sikkerhed, når de udfordres. Den gode psykolog må kende sine værdier og være parat til at tvivle på dem, når de bliver en del af et etisk dilemma. Den gode psykolog må have rod i sin medmenneskelighed og i det nærvær de relationelle færdigheder som i sig selv har afgørende betydning i hans professionelle virksomhed. Svend Hjerrild er cand.psych., ansat på PPR i Hashøj Kommune og underviser på mange kurser i psykologi og etik 18 Nr. 18. 2001