1 Prædiken til 4. s. efter påske 5 - O havde jeg dog tusind tunger 300 Kom sandheds Ånd 249 Hvad er det at møde 492 Guds igenfødte 439 O, du Guds lam 245 v. 5 på Det dufter lysegrønt 234 Som forårssolen morgenrød Når vi om mindre end to måneder kan se lastbiler med hujende studenter i gadebilledet, så bliver jeg altid så grebet af det, af ungdommen og friheden og alle de muligheder, der er i livet, når man er 20 år og fremtiden ligger åben foran én. Men når jeg ser på mine egne børn og andre unge, der er vokset op med tusinde gange så mange valgmuligheder som deres oldeforældre, så tænker alligevel om de er mere frie, end fx min bedstemor der hele sit liv kunne beklage, at hun ikke havde kunnet komme til at læse. Samtidig med at hverken hun selv end andre kunne drømme om at tænke, at det skyldtes dovenskab, dumhed, forkerte valg eller dårlig udnyttelse af mulighederne, at hun aldrig kom til det, hun gerne ville. Det beroede jo på økonomiske strukturer, der var udenfor hendes magt. Og havde ikke noget med hende at gøre.
2 Da jeg var ung boede vi i de varme lande. Det var, mens jeg læste. Jeg havde glædet mig forfærdelig til det, til at komme væk og blive fri, til at slippe for cykelturene op ad bakke i vinterregn, til at blive fri for de utallige møder, jeg var forpligtet på som følge af ting, jeg havde engageret mig i, til at være uden alt det, man skulle, som nogen forventede af én og som man havde ansvar for. At blive fri for det hele og bare sidde i solen og læse hele dagen. Frihed! Men vi havde ikke været på det ganske rigtigt helt vidunderlige sted i to uger, hvor jeg jo ikke kendte én eneste menneske, førend jeg meget forventeligt erfarede, at frihed på den måde, at være fri, at være ubundet, ikke at have nogen, der venter noget af én, at det er en utrolig ensom frihed, ja måske endda identisk med ensomhed. Da apostlen Paulus før sin omvendelse var med til at anholde de kristne og føre dem til fængsel, så mødte han mange, der var rystende angst og med god grund. Men der var også nogen, og faktisk var det som regel dem, der var slaver, der overhovedet ikke virkede bange, snarere tværtimod. Og de så ham ind i øjnene, det var som om de ville fange hans blik, og han følte et dybt ubehag ved det og måtte se væk, fordi der i deres øjne lå noget, der et splitsekund fik ham til at tvivle på, hvem der var fange og hvem der var fri. Som om
3 disse kristne bar en anden verden med sig, inde i sig eller hvor det nu var, en verden, hvor de var frie. Virkeligt frie. Den samme Paulus skriver langt senere, da han selv er blevet apostel, til de kristne i Galatien, der er blevet usikre på, om man nu kan være rigtig kristen, hvis man ikke er omskåret og overholder de jødiske spiseforskrifter. Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer! Til frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast og lade jer ikke atter tvinge under trælleåg. Da muren faldt i 1989, kom friheden til Østeuropa. Jerntæppet smuldrede, man begyndte at kunne rejse frit og udtrykke sig frit, de grusomme fængsler og hemmelige spionarkiver blev åbnet. Frihed. Men der kom også arbejdsløshed og fattigdom, der kom dyrtid og bitre opgør, og den dag i dag er det mere prestigefyldt at være født i Vesteuropa end i Østeuropa og langt mere frit, fordi vi simpelthen er mere velhavende. Forleden hørte jeg en mand i radioen, der kaldte sig libertiner, han var ung og succesfuld og havde ét eneste pejlemærke for sit liv, nemlig at leve efter sin lyst Blot til
4 lyst var hans motto, hans livs orienteringspunkt. For som han sagde, så fik man ingen medalje når man blev gammel for at have holdt igen, for at have styret sig og begrænset sin lyst. Konkret gav det sig udslag i, at der var mange kvinder i sit liv og at det var en åben præmis, at man måtte dele pladsen med andre, hvis man ville være hans kæreste. Er det frihed at følge sin lyst, er det frihed at gøre som man vil? Eller er man tværtimod ufri, fordi man er bundet af sin lyst og styret af den? Det er det spørgsmål evangeliet kredser om i dag, på den 4. søndag efter påske. Men der er en tvetydighed knyttet til det der med friheden. Der er ligesom en skygge i alle de billeder af frihed, jeg har fundet frem, ensomhed, frygt for fiasko, bundethed på en eller anden led. Frihed i ren form er særlig nem at finde. Paradoksalt nok virker det som om friheden er mindst tvetydig, ja måske endda entydig dér hvor jeg fortalte om de kristne, der var taget til fange. Ellers er der noget grumset ved friheden, alle steder, den har ligesom en bagside.
5 Til frihed har Kristus befriet jer! Skriver Paulus som et ekko af dagens evangelium, hvor Jesus siger, at hvis Sønnen får gjort jer frie skal i være virkeligt frie. Friheden i Kristus, det var den de tilfagetagne bar med sig og i sig, de var virkeligt frie. Friheden i Kristus, det lyder så flot. Men hvad er det? - Der er to ting, vi mennesker frygter mest af alt og som hvis man skræller alting væk - styrer mere i vore liv end vi aner, og det er døden og kærlighedsløsheden eller ensomheden. De er de to ubetinget farligste ting i vores liv. Og alt, som vi er bange for, har på én eller anden måde tråde ind i de to ting. Kærlighedsløsheden og døden. Hvis jeg siger, at Kristus har taget frygten for de to ting fra os, og at det er dér friheden ligger, så tænker jeg at jeg ikke vil tale helt sandt for den frygt bliver vi aldrig helt fri for, så længe vi lever her. Og det er med god grund Frygt ikke! er så hyppige ord i Skriften. Men jo stærkere vi er bundet til Kristus hvordan det så end sker og i hvilke lag, det foregår desto mere taber frygten terræn, og desto mere frie bliver vi. Og desto stærkere kan vi kaste os ud i verden og binde os til andre. Bundetheden til Kristus får vi i dåben, men der er så meget i os og omkring os, der vil løsne det bånd, frihedens bånd, og jeg ved ikke, om det står i vores magt at binde os til Kristus,
6 jeg ved ikke hvordan troen kommer i stand eller forstår dens liv. Men jeg ved, at man kan bede, jeg ved at man kan komme til kirke, jeg ved at man kan tænke Kristus med i sit liv. Friheden i Kristus, den kærlighedens bundethed til ham, der befrir os fra al frygt og giver os mod til alting, den kan vi ikke selv skabe eller kæmpe os frem til, den får vi og jeg ved ikke hvordan. Jeg ved kun, at den findes, og at frihed er bundethed. Og at det har med Kristus at gøre. Frihed er bundethed. Det er paradoksalt, men det er sådan det er. Kærlighedens bundethed på alle leder og kanter. Til frihed har Kristus befriet os.