Menighedsrådet er ikke arbejdsgiver for præsten, men opfører sig sådan. Menighedsrådet er arbejdsgiver for de andre faggrupper, men tager ikke dette ansvar alvorligt og lader stå til. Der alt for få fridage - i forhold til andre faggrupper. Lønnen er for lille i forhold til den tid og det ansvar, man har. Arbejdet og hjem hænger sammen. Det at være præst er på mange måder ensomt, selvom man altid er omgivet af mange mennesker. Man er ofte den eneste af sin "art" på sin arbejdsplads, og selvom man har en kollega i pastoratet, er det jo ikke sikkert der er tid, lejlighed osv eller kemi til et tæt samarbejde. Desuden bor man langt fra hinanden og har kontor hvor man bor. Jeg føler alt for lidt opbakning og sparring og praktisk hjælp til mit arbejde. Jeg har altid haft stor lyst til eksperimenter og fornyelse såvel som til det daglige arbejde, men oplever at min lyst brænder ud, undtagen i mødet med det enkelte menneske i samtale og konfirmanderne. Menighedsrådenes voksende ansvarsområde svarer ikke til menighedsrådsmedlemmernes kompetence - det er uhyre svært at rekruttere kompetente frivillige til menighedsrådsarbejdet. For præsten betyder det en vanskelig balancegang ml. p.d.e.s. ikke at blande sig for meget i den demokratiske proces og p.d.a.s. at sørge for, at almindelig god forvaltningsskik og vedtagne love og regler overholdes. Måske trænger jeg bare til at få nye udfordringer og andre opgaver Jeg har valgt at arbejde som vikar siden 2001 og søger intet fast arbejde. Dette grunder sig i, at jeg ikke ønsker det store arbejdspres, alle forventningerne, at bo på min arbejdsplads og udsættes for et tættere samarbejde med menighedsråd. Som vikar har jeg en væsentlig større frihed til at sige til og fra, bo adskilt fra min arbejsplads og får derved ikke så let stress. Jeg ved, at folkemunde kan være hårde ved præster, vi har ingen stor sympati eller autoriet ude i befolkningen og det kræver en bred ryg at leve i til hverdag. Jeg beundrer de faste præster for at bære dette. På grund af min alder
Det er til tider meget svært at være en del af Den danske Folkekirke, da det er en kolos på lerfødder - gammeldags og utilpasset! Jeg har følt mig brugt, opbrugt. Strukturen i Den danske Folkekirke gør også, at den ofte er utrolig tung at danse med - og derfor kan jeg godt, til tider, føle mig meget fastlås i systemer og i "det plejer vi!" På grund af alder. Arbejdspres har ikke med arbejdstid at gøre men med folks høje forventninger, eller forventninger som er skæve i forhold til hvad der er vores arbejde Det kan af og til synes temmelig langt fra de teologiske overvejelser til dagligdagen som præst. Uoverensstemmende forventninger præstmenighedsråd, manglende opbakning... Det giver ny inspiration at forestille sig selv i en anden arbejds-ramme. Jeg kommer til at spørge mig selv, hvorfor jeg ikke gør noget af det, som ser interessant ud i et andet job, i mit job som præst. Jeg tror ikke, jeg kan holde til jobbet i hele mit arbejdsliv. JEg synes jeg arbejder meget hele tiden. Har 6 dages arbejdsuge, hvilket er okay, da det ligger i arbejdet at være til rådighed 24 timer i døgnet. MEN så vil jeg også gerne se det afspejlet på lønsedlen. Man tager et ansvar på sig, når man bliver præst for en menighed. Forholdene er svære herude på landet - det ville være et meget dårligt signal at sende at "rende af pladsen". Der er mange "fortabte" eksistenser herude, og de kan jo ikke bare flytte. Arbejdet som præst er yderst vedkommende, men forholdene er markant dårlige Jeg har på flere områder været ret innovativ, og det er en stor tilfredsstillelse, at man kan få lov til at være det. Desværre er det innovative langt fra altid blevet vel modtaget - især ikke af menigheden eller dem, det var tiltænkt. Det kan godt indimellem gøre en lidt mismodig/udbrændt
Et job med meget stor afveksling og meget stor fleksibilitet, der er aldrig to dage, der ligner hinanden. Man har kontakt med alle aldersgrupper og har mange gode samtaler med alle slags mennesker, det er givende. Ville også gerne pege på et godt forhold til menigheden, men krydser ikke af der, fordi menighedsbegrebet er mig for svæver en betegnelse - ville hellere pege på et godt forhold til sognets beboere - det er på sin vis forudsætning for måde et meningsfyldt arbejde og gode arbejdsforhold. Engagement i arbejdsliv er vidunderligt og uundværligt, men det er jo en balance, for det er samtidig engagementet, der forbrænder... Under de arbejdsforhold, der nu er som præst, er det vanskelig måske endda umuligt i det daglige at finde grænsen mellem privatperson og arbejdsperson... At forlade et så meningsfuldt job er en stor beslutning at tage. Som teolog er man specialiseret og det kan være vanskeligt at skifte job, f.eks. til det private. Det er vist også begrænset, hvad en gammel svend på snart 60 kan finde af alternative muligheder! Fraskilt, uformuende... hva' behar! Hvad skal man flytte ind i, fx? Problemer i forbindelse med embedsboligen Jeg har overvejet at søge væk på grund af misforholdet mellem det kirken står for og det den reelt er p.t. Menighedsrådet er inkompetent, ikke mindst som arbejdsgiver for kirkegårdspersonalet. Folkekirken er på flere måder en rigtig dårlig arbejdsplads. Som præst er man reelt uden leder og overladt til sig selv. Der er stort set ingen muligheder for efterog videreuddannelse. Der er kun en ugentlig fridag. Lønnen svarer ikke til arbejdsmængde og arbejdstid. Det er en belastning for familien og ens sociale liv, at man konsekvent arbejder, når andre har fri. Jeg føler ofte, at jeg som præst har anakronistiske arbejdsvilkår. Og hvis ikke, jeg fandt det så afgørende, at
kristendommens grundfortællinger bliver fortalt videre, var jeg for længst flygtet skrigende bort. Jeg har aldrig oplevet så mærkeligt et sted som den danske folkekirke! Dårlig - eller ingen - ledelse kravene til præstens indsats er voldsomt forøget på næsten alle punkter, der er brug for fornyelse og udvikling, men der er ikke tid og ressourcer til det. Præster opbygger mange kompetencer og stor erfaring, som der ikke er mulighed for at bygge videre på. Der er ikke opbakning fra de overordnede og der er slet ikke forståelse for, at præsterne "kører med klatten" lige nu. Vi kan en masse, som virkelig kunne blive til gavn. Til gengækld er der mange gdoe og store forventninegr fra folk i al almindelighed. Alt for mange forandringer til noget, der er ringere, mindre frihed i arbejdet, øget frustration m.h.t. IT, bureaukrati, tvungent "samarbejde", mere administration Jeg synes det bliver sværere og sværere med årene at acceptere at arbejde under så inkompetent ledelse som vi gør, og med så magtfulde menighedsråd, der ikke sætter sig ind i tingene og ikke er kirkelige men politiske. Jeg bruger meget tid på at forberede mig på ting, som mange mennesker umiddelbart opfatter som ligegyldigt. Jeg synes ikke at lønnen står i et rimeligt forhold til arbejdsindsatsen - og heller ikke til det faktum, at præster kun har fri ca. en weekend om måneden, aldrig i højtiderne og at det er meget aftenarbejde Udtynding af folkelige strukturer kombineret med dårlig ledelse gør arbejdet mindre atraktivt end tidligere for lidt privatliv Jeg har taget konsekvensen og sagde mit job op afvigte februar. Afvikler blot forretningen nu. For lidt over et år siden besluttede jeg at stoppe som 63-årig og gå på efterløn. Beslutningen skyldes til dels, at der er meget at se til. Jeg HAR været ansat i fast embede, men sagde op efter 6½ år. Efterfølgende har jeg overvejet andre job-muligheder. Har haft flere sygevikariater og 2 orlovsvikariater. I en periode arbejdede jeg som skolelærer, fordi der ikke var
præstejob. Forholdet til de foresatte, provst og biskop, samt kirkens utidsvarenhed på alle fronter Jeg er sygehuspræst og det er belastende at arbejde med store livskrise dagligtog oftest uden mulighed for supervision og anden aflastning Jeg var landpræst, og oplevede alt det ovenstående. Jeg sagde op, og er nu præst i storbyen, det er helt anderledes og meget bedre med kolleger, fordelt ansvar, privatliv. Bliver mobbet af provsten. Bispen er en svag leder, som ikke griber ind, tværtimod. Det ugentlige timeantal for arbejdstid er svært at gøre op - da, der er meget mellemtid og hele tiden skiftende arbejdstider - med mindt to aftener besat med møder. Jeg er landpræst i 3 sogne med ca. 3000 sognebørn ialt. Har ingen mulighed for afspadsering efter spidsbelastningsperioder, - har ingen synlig mulighed for supervision og hér er samtidig mangel på frodig, engageret og kvalificeret sparring fra de 3 menighedsråd. (Der er 2 km. mellem hver af de 3 kirker - alene den struktur er helt umulig for en samlet indsats.) For stor afstand mellem menighedsrådets og præstens opfattelse af hvad kirke er og skal være; rådet viser for lidt tillid til og respekt for evangeliet, og da de har store magtbeføjelser, kan de sætte en populistisk linie, der svigter mennesker, dér hvor mennesker har evangelie, ro og respekt behov. privatlivet er offentligt til skue, og menighedsråd vil ikke forstå det. Hvis ikke reglerne for brugen af præstegården overholdes overskrides præstefamiliens private tærskel alt for ofte, og det giver udbrændthed i jobbet Alt for meget lægges over på præstens skuldre. Manglende respekt for min faglighed og alt det, en præst laver. Dårlig belønning for mine arbejdsvilkår. Der er så mangende andre ting i livet, der også er spændende at arbejde med.
Evt uddybning - Hvis du ønsker at uddybe dit svar, kan det gøres herunder: menighedsråd er en colibakterie i kirkens r..hul jeg har iløbet af årene ofte overvejet at stoppe som alm. sognepræst men blev for 2 år siden provst, hvilket har givet mere arbejde men også mere varieret arbejd, større ansvar og flere udfordringer - så nu bliver jeg ved til pensionsalderen menighedsrådene kører selvstændigt og der er ikke muligheder for at stoppe/korrigere deres dispositioner for meget administration og problemer vedr. bolig og privatliv, for mange timers arbejde der ikke kan reduceres med mindre det skal gå ud over indholdet i ens arbejde. Ønsket om at være Herre i eget hus. Jeg FØLER, at jeg er på arbejde 24-7, da jeg er tvunget til at bo på min arbejdsplads. Min løn tillader ikke, at jeg kan tage væk, når jeg endelig har fri eller ferie. Og det er MEGET LIDT sjov at holde fri/ferie på ens arbejdsplads, hvor telefonen ringer, og folk ringer på døren. Embedsbolig er en livsform og efter mange år kunne det være interssant at prøve noget andet evt, en anden type præstearbejde Det føles ofte som om engagement i jobbet er en ulempe frem for en fordel. Det er som om, at de præster, der trives bedst, er dem, der brænder mindst for sagen. Ledelsesforholdene er hovedproblemet. da vi har en totalt uduelig fagforening, som aldrig tager sine medlemmer alvorlig, og som aldrig yder effektiv hjælp i forhold til kirkeministerium og menighedsråd, der kører en alvorlig sag om ulovlig huslejevurdering, som fagforeningen ikke gør noget ved, ubdertegnede har stort set vundet min sag, seom er principiel, men fagforeningen gør intet for at hjælpe andre kolleger, samt at foreningen er uduelige i lønforhandlinger, føler man sig ærlig talt "på herrens mark" og får lyst til at søge over i erhverv som har en effektiv fagforening. Mobning fra menighedsrådet. Det, at mit privatliv konstant skal endevendes p.gr.a. tjenesteboligen. Beder jeg om et søm, lyder svaret: "Hvad skal du bruge det til? Nu laver i vel ikke huller i væggene." Beder jeg om en vandvarmer, der passer til mit behov, skal de diskutere, om de mener, at præsten bader for meget. Desuden losser Kirkeministeriet hele tiden mere administrativt arbejde på os,
uden lønkompensation. Og det er ikke den slags arbejde, jeg har læst hele min ungdom for at udføre. der bliver hele tiden mindre tid til det meningsfyldte præstearbejde. arbejdspresset er urimelig stort. Det skyldes kollegers langvarige sygdom, menighedsrådets mangel på forståelse, den vanvittige ordning at der kun er 50% vikardækning når en præst er langvarigt sygemeldt. Jeg er glad for arbejdet men stærkt utilfreds med folkekirkens "system". Derfor indgav jeg afskedsansøgning sidste år og fratræder i sommeren 2009 i vrede over at være blevet dårlig behandlet. Menigheden her på stedet er enestående positiv, men som arbejdsplads betragtet er forholdene elendige. Hvis forholdene var ordentlige ville jeg fortsætte 10 år endnu. Uklare arbejdsopgaver iforhold til bistandspligt i (stort) nabosogn. Lille kirkegang i eget (lille) sogn. Med bopælspligt på arbejdsstedet er man altid på arbejde. Telefonen ringer på alle ugens dag, og man kan ikke undskylde sig med, at kontoret ligger et andet sted i byen. Man skal blot gå ind i et tilstødende lokale. Er man bagefter med noget, er det nærliggende at gå ind og arbejde på det, når der er nogenlunde ro, d.v.s. om aftenen eller søndag eftermiddag, hvis man da ikke sover trætheden fra 2 gudstjenester og en fredag og lørdags prædikenforberedelser. Præster har ifølge loven en 6 dages arbejdsuge. Kommer der noget presserende på den ugentlige fridag, skal tage sig af det. Man kan tage en erstatningsfridag i den følgende uge efter aftale med provsten. Er alle dage allerede besatte, hvad de normalt er, er det bare ærgerligt. Så røg den fridag (hviledag), forhåbentligt til et godt formål. Boligpligten Kirkeministeriets formynderiske funktion er ved at forvandle kirken til en administrativ funktion, hvor religion kommer til at spille en sekundær rolle. Evt uddybning - Hvis du ønsker at uddybe dit svar, kan det gøres herunder: Det er et one man show og ikke et fællesskab. Men det vil de unge præster nok få
lavet om, heldigvis. For lidt opbakning Folkekirken som "organisation" levner ikke meget rum for indflydelse på eget arbejde. Medarbejderpleje er en by i Rusland Embedsboligen fylder 60...efterløn Evt. efterløn mens jeg stadig er nogenlunde rsk og rørig Problematiske ledelsesforhold i sognet. Mangel på mulighed for udnytte akademisk dygtiggørelse i jobbet. Ledelsen ( biskop ) mangler sans for at påskynde og bruge præstens faglige og akademiske ressourcer konstruktivt. det var tidligere menighedsråd, der var problemer med. det nuværende har været i gang siden 1.s, i advent, 4 mdr, og forholdet er godt. dette påvirker også senere svar, hvor jeg beskriver forholdet til menighedsrådet som godt. Min alder gør jo, at overvejelser om at fratræde ikke er dramatiske, men nærliggende nye udfordringer I foregående periode havde jeg et menighedsråd, som i iveren efter at virkeliggøre alskens visioner glemte at påskønne det daglige,almindelige præstearbejde. Forholdet til povst og især biskop (mine foresatte) gør arbejedet unødigt besværligt og langsommeligt (og ind imellem stress-truende), ligesom min alder 62 år lægger op til en pensionering. Jeg er glad for præstejobbet men med de lange arbejdstider er der meget jeg ikke når som jeg også gerne vil Oplever ofte mere at være funktionær i en serviceorganisation, end at være præst i et menighedsfællesskab Det spirituelle/åndelige aspekt fylder for lidt i forhold til de mange praktiske opgaver som kirkebøger, vielser, besøg m.m.m. Forholdet mellem de 4 grupper, hvor jeg skal være den, der medierer. Jeg er helt på det rene med at præster skal arbejde om søndagen. Gudstjenesten er grunden til at jeg blev præst. Men alligevel er det megen weekend- og aftenarbejde en belastning for ens mulighed for at få et socialt liv og dyrke sin
familie, der typisk har fri, når jeg arbejder. Til tider kan en arbejdsuge på sommetider over 70 timer om ugen, godt slide på familien. Dette skal også ses i det lys, at en præstegård er et åbent sted døgnet rundt og med mange aktiviteter, der tit og ofte gør at privatliv og arbejdsliv løber meget sammen. Konfirmander og vielser fylder for meget. Her føler jeg, at det mest er tradition og ikke indhold, og dermed stjæler det for meget tid fra dem, der faktisk gerne vil have mere af "indholds-siden" Jeg overvejer at blive gymnasielærer i stedet for.. Umiddelbart når man bliver færdiguddannet tænker man, at det svære er begravelser, sjælesorg mm. Men så bliver det menighedsrådet, som bliver knudepunktet! Der er ingen sammenhæng mellem løn, uddannelseslængde og 6-dages arbejdsuge! /(vi er de lavest lønnede akademikere med den næstlængste uddannelse) Dårligt arbejdsmiljø Har besluttet at sige op med virkning fra dette års udløb. Jeg er så blevet 65 år. Jeg tror ikke, at vi præster arbejder meget mere eller er mere stressede end andre, men det er et stort pres, at man er så meget "på" - og at det altid skal være GODT. Både dét, man laver og det, man siger Lønnen er alt, alt for lav. Bopælspligten er URIMELIG og det er svært at få familielivet til at hænge sammen i et præstejob Det er træls, når det er præstearbejdet, jeg brænder for og har uddannet sig til, og så efter ganske få år orker jeg det ikke længere. Samtidig med at man oplever dårlig ledelse fra provsten og biskoppen hører man fra, når man skal skældes ud og irettesættes. Fedt, ikke? For mange useriøse tiltag fra præster, som undergraver tilliden til Folkekirken. Den store konflikt for mig er at lønforhold konflikter med arbejdsmængde. Jeg har skiftet embede til en bykirke med flere præster for at få en større adskillelse mellem arbejde og privatliv. Det er lykkedes. Mere hverdagsarbejde. Mindre weekendarbejde. Vigtigt for mig at have kontor i kirken. Jeg har ikke oplevet at folk ikke har kunnet få fat på mig. Kontor i kirken har givet en fantastisk samarbejdsdynamik med alle ansatte, og givet mig større arbejdsglæde. det forhold at man aldrig helt ved hvad man har at gøre med af tid, synes jeg er en stor stressfaktor. Man er mere eller mindre på arbejde hele tiden - skal altid kunne træffes. Alt gøres til et spørgsmål om magten. Opfattelsen synes at være, at samarbejde afhænger af, at man er enige om alt muligt. Jeg har i sidste kvartal arbejdet i 12 af mine fridag for at få tingene til at hænge
sammen. Vel og mærket regnet ud fra en 6 dages arbejdsuge, selvom vi er i et forsøg med en 5 dages arbejdsuge. Jeg tjener med alle tillæg 28.500 brutto om måneden, efter 8 års ansættelse. Og har en studiegæld nu på 180.000. Jeg kan se frem til som pensionist at blive studiegældfri. Min kone er også præst hvilket ikke giver os megen tid sammen. Er vi heldige har vi 2 aftener i weekenden. Jobbet som dels præst på landet og i en by 30 km. væk,kræver også at vi har hver sin bil, hvilket kan mærkes i økonomien. Der er ikke megen tid til det kreative og alternative. Præstearbejdet er skåret ind til benet. Svært at være præsten i en lille by. Sladder. Også svært ind imellem for børnene.- Problemer med konfirmandundervisningen. Har arbejdet i udlandet og det var jeg meget bedre tilpas med. Det er en stor mundfuld at skulle tjene alle med evangeliet, når man betænker, hvor forskellige mennesker er (se blot på konfirmanderne) og især når det skal ske 'gruppevis' - på tomandshånd er det ikke svært at møde mennesker, hvor de er! At være præst er en livsstil, der påvirker en hel familie. Vi vil meget gerne som princip være åbne og imødekommende overfor menigheden - men der er tider, hvor vi helst vil være alene - hvor det bliver fantastisk svært at spænde over modsatrettede følelser... midt i et forrygende skænderi med ægtefællen, står menighedsrådsformanden midt i køkkenet Det er meget utilfredstillende. Hvis ikke der var boligpligt, var det flere som skiftede stilling. Man orker ikke både at skifte arbejde og flytte familien. Så holder man istedet ud - og gør det bedste man kan. Menighedsrådet er den nærmeste samarbejdspartner. Her skal man gerne have et ligeværdigt samarbejde. Men Menighedsrådet råder også over embedsboligen. Hvis man har ønsker omkring boligen, skal man ydmygt komme med hatten i hånden til menighedsrådet. Dette er ikke befordrende for almenneskelig respekt, hvis menighedsrådet optræder bare en smule taktløst. Præsten er i forvejen en meget offentlig person - særligt i mindre samfund. Det er derfor ubehageligt, at menighedsrådet også har umådelig indflydelse helt ind i privatlivet omkring ens
boligforhold. Det kan nemt føles som om man selv har meget lidt indflydelse på privatlivets rammer. Stiftet burde have ansvaret for embedsboligen, dens stand og dens veligeholdelse. Maren i kæret, som sidder i menighedsrådet, har ikke nødvendigvis overblik over, hvordan en moderne familie ønsker at indrette sig. Men Maren i kæret er måske med til at administrere et milionbeløb, når eller hvis embedsboligen skal renoveres. Jeg kan nævne, at jeg er blevet nægtet at få en kattelem i terassedøren, fordi menighedsrådet ikke rigtigt kendte til, hvor smarte moderne kattelemme er. De var bange for, at det så ville trække ind i stuen til os, ligesom de mente, at kattelemmen ville stå og klapre. Jeg fik at vide, at jeg bare kan selv kan lukke katten ud og ind - også om natten. Her skal det lige nævnes, at vi bor i en meget stor embedsbolig. Og det er jo dejligt. men det betyder, at det ikke er sikkert, at man hører, når katten vil ud eller ind. Vi har derfor besluttet, at alligevel ikke skal have kat. Altså en beslutning, som menighedsrådet har haft meget stor indflydelse på. Jeg kan også fortælle, at vi har fået afslag på at få fællet nogle træer i haven. Det bliver hurtigt til en masse brok. Det beklager jeg meget! Jeg vil blot understrege, at det er vigtigt, at vi som kirke får forkyndt evangeliet om Gud og han kærlighed, som rækker ud til alle mennesker. og det ærgrer mig, når oplevelser omkring de kirkelige handlinger kommer til at virke i modsætning til vores forkyndelse. Det er svært at nå de ting, som man bør. Lønnen står ikke mål med arbejdet og dets omfang Bopælspligten - dårlig vedligehold, systemet er ikke gearet til at tilsikre en rimelig nutidig standard Jeg har været udsat for kæmpe arbejdspres i forbindelse med kollegas sygdom, samt mobning fra en enkelt i det tidligere menighedsråd Lønnen er alt for lille i forhold til uddannelse, ansvar og forventninger. Arbejdet er fyldt med skæve arbejdstider, weekend og aftenarbejde som er temmeligt svært at få til at hænge sammen med et familieliv. Samt at rollemodellen som præsten sættes i, kan være svært at leve med som moderne menneske i forbindelse med tjenestebolig, forventninger etc. Arbejde og fritid glider i ét. Man er altid "på". Man arbejder når andre holder fri.
Det er en stor belastning for familien. Og lønnen afspejler slet ikke disse forhold