Forbundsformand Poul Erik Skov Christensens mundtlige beretning på SiD's 47. ordinære kongres 2004

Forbundsformand Poul Erik Skov Christensens mundtlige beretning på SiD's 47. ordinære kongres 2004 Indledning... 3 En historisk kongres... 4 Regeringen angriber lønmodtagerne... 5 Forfejlet beskæftigelsespolitik... 9 Tilbagegang snarere end opsving... 10 Den danske model under pres... 11 Beskæftigelsen på EU's dagsorden... 12 EU's nye forfatningstraktat... 13 EU's udvidelse... 14 Illegalt arbejde... 14 International solidaritet... 16 Globaliseringen... 17 Truslen mod velfærdssamfundet... 18 Minimalstaten slog fejl på New Zealand... 19 Ledelse i fællesskab... 20 Den gode seniorpolitik... 22 Sundhed og fravær... 23 Det rummelige arbejdsmarked... 24 Uddannelse til de ufaglærte... 25 Alle har ret til at lære at læse... 25 Mangler praktikpladser... 27 Flere penge for arbejdsskader... 29 Svækker indflydelse på arbejdsmiljøet... 30 Arbejdsmarkedspolitikken... 32 Overenskomster... 34 For lav stemmedeltagelse... 34 Fagbevægelsens struktur... 35 Fornyelsen... 36 Fusionen med KAD... 37 Forandring eller tryghed... 39 Afslutning... 40 1

2

DET TALTE ORD GÆLDER Indledning Kære delegerede - kære venner - kære kongres. Jeg ved ikke hvor mange gode, kammeratlige og stærke håndtryk, der bliver uddelt mellem tillidsfolk i SiD i sådan en kongresperiode. Men det er mange. Mange tusinde. Vi mødes overalt. På arbejdspladser, i klubber og brancher, afdelinger og i forbundet. Til møder og konferencer. Og i dag mødes vi til kongres. Vi mødes i medgang og i modgang. Vi mødes, når det går godt. Når sejren skal fejres, og vi mødes og står sammen, når nederlaget skal tørres af panden. Enhver tillidsrepræsentant oplever at løbe panden mod en mur. Nogle gange også mure, som vi selv har været med til at opbygge. Indrømmet. Og på det punkt er jeres forbundsformand ingen undtagelse. Der har været sure dage, som jeg helst havde været foruden. Der har været oplevelser og overskrifter, som jeg helst ville lade gå i glemmebogen. Og der har været øjeblikke, hvor jeg følte, at der var lysår fra den virkelighed, jeg befandt mig i, til det faglige arbejde jeg holder så meget af - og som I har valgt mig til at stå i spidsen for. Jeg går vist ikke for vidt ved at sige, at der har været uger - ja måneder i den forgangne kongresperiode - hvor verden omkring mig har været så kaotisk og uvirkelig, at jeg personligt har måttet vurdere, om den pris ikke mindst min familie også måtte betale, var det hele værd. Men netop modgangen former os ligeså meget som tillidsfolk og som mennesker, som medgangen. Vi skal tage ved lære af vores fejl. Vi skal tage ved lære af tiden. For krav og forventninger til os som tillidsfolk, til vores fagforening, forandrer sig i samme takt som krav og forventninger til vores medlemmer ændrer sig ude på hver eneste arbejdsplads. Hver eneste dag. Den varme, der opstår, når én tillidsmand eller tillidskvinde møder en anden, er kittet i det fællesskab, vi alle sammen udgør. Når vi rejser os "trodsigt i vrimlen", skal vi vide, at det koster at rejse sig. Og når vi synger om "kædens stærke led", skal vi vide, at det er os, der er "de stærke". Men at vi kun er stærke i fællesskab. For det er i mødet med engagementet og fællesskabet, at vi finder styrken til fortsat at være de stærke. Det engagement, det fællesskab - finder jeg her på SiD's kongres. Det er en anden forbundsformand, der står foran jer og aflægger beretning i dag, end det var for tre år siden. 3

Og derfor vil jeg gerne indlede min kongresberetning med at takke jer alle sammen - hver og en af jer for de skulderklap, de mange og varme håndtryk, den stærke opbakning, jeg har mødt i de forløbne tre år. I medgang og ikke mindst i modgang. I har givet mig modet til at holde fast, når det var sværest. Uden troen på vores fællesskab, uden jeres styrke - stod jeg ikke her i dag Tak alle sammen, tak for det! **************** En historisk kongres I dag siger vi goddag, men om ganske få dage siger vi også farvel. Til hinanden, til aktive og engagerede tillidsfolk, vi har fulgt i årtier. Vi siger farvel til det forbund, vi har kendt, elsket og kæmpet for i mere end 100 år. Denne kongres er på alle måder historisk. Vi gør det med vemod og blandede følelser, men også med stolthed når vi ser tilbage. Og vi gør det med forventningens glæde og udfordringens krav, når vi ser fremad. Det er over 100 år siden, at arbejdsmændene sidst fik en invitation fra de ufaglærte kvinder. Dengang var det Olivia Nielsen, som pænt spurgte, om ikke kvinderne kunne blive medlemmer af "mændenes" fagforening. Svaret var "nej". Og dermed behandlede vi såmænd kvinderne på samme måde, som vi selv var blevet behandlet, da vi spurgte de faglærte, om ikke de havde plads til arbejdsmændene i deres fagforening. Men de ville ikke ha' løntrykkere med, sagde de. Vores svar til Olivia var desværre det samme, selv om hun ikke gik helt tomhændet derfra. Olivia fik et lån på 100 kroner til at starte for sig selv! Heldigvis klarede hun sig godt! Da Arbejdsmandsforbundet blev dannet som en fagforening i 1897, var det derfor uden kvinder. I dag fremkalder dette forløb undren. Men denne undren bliver ikke mindre af, at Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund først på kongressen i 1971 - altså for kun 33 år siden - åbnede op for at kvinder fik lige adgang til at blive medlem af DASF. Jeg kan ikke lade være med at citere den bestemmelse i lovene, som var gældende indtil 1971. Under særlige forhold kan kvindelige arbejdere optages som medlemmer, men forbundsledelsens godkendelse heraf skal i hvert enkelt tilfælde indhentes af den pågældende afdeling. Når jeg desuden tænker på, at såvel KAD og som SiD gennem de mange år har organiseret medlemmer, der arbejdede side om side, så forekommer de gamle, nu hedengangne, bestemmelser endnu mere ejendommelige. At vi samtidig har haft et godt samarbejde med KAD på mangfoldige områder bl.a. gennem en række fællesoverenskomster, skal selvfølgelig fremhæves, og det skal nævnes, at vi i takt med det stigende antal kvindelige SiD-medlemmer - i dag har vi omkring 60.000 - også på det kønspolitiske område fik fælles interesser med KAD. 4

Vi har derfor også lagt større og større vægt på ligestilling mellem kønnene i SiD. Når Fagligt Fælles Forbund pr. 1. januar 2005 er en realitet, så vil der være næsten 150.000 kvindelige medlemmer. Det siger sig selv, at det vil betyde en hel del for det nye forbunds fagpolitiske arbejde. Lige løn for lige arbejde vil blive en af topprioriteterne. Kan I huske, at vi en gang havde den såkaldte dyrtidsregulering, hvor en stigning i pristallet af en vis størrelse udløste en dyrtidsportion? Helt frem til 1969-overenskomsten fik kvindelige arbejdere en lavere regulering. Der var kun én begrundelse for dette, nemlig arbejdsgivernes ønske om så lave omkostninger som muligt. På samme måde med den manglende ligeløn i dag. Det, der er startgrundlaget for 3F, er det bedste fra KAD og det bedste fra SiD. Vi skal servicere medlemmerne endnu bedre. Vi skal stå endnu stærkere, når vi står over for vore faglige modparter. Og vores stemme skal lyde endnu højere, når vi fremfører vores synspunkter i det politiske landskab. Regeringen angriber lønmodtagerne Og en stærk politisk stemme er der brug for. I dag mere end nogensinde i vores tid. Vi har den mest reaktionære regering siden venstrehøvdingen Madsen Mygdal dannede regering i 1926. Dengang gik der godt tre år før liberalisten Madsen Mygdal blev væltet. Lad os håbe at historien gentager sig, så liberalisten Anders Fogh Rasmussen også kun kommer til at sidde i tre år. **************** Når vi får chancen, og den kommer jo inden længe, vil vi lægge alle hænder og vore samlede kræfter på historiens hjul, så hjulet atter kommer til at dreje den rigtige vej. Vi har en regering, der hellere tilfredsstiller småligheden, kræmmeren i os alle end løsninger til gavn for fremtiden og for hele folket. Anders Fogh Rasmussen gør sit bedste for at blive hyldet som landsfader. Det skal jeg medgive. Men når vi ser Fogh bag facaden, er der ikke noget landsfaderligt over vores statsminister. Den venlighed og imødekommenhed over for almindelige lønmodtagere, som vi ser for øjeblikket, er ikke andet end valgflæsk. Nu deles der millioner ud til højre og venstre. Til forfattere, til børnefamilier, til efteruddannelse, til folkeskolen, til miljø og til arbejdsmiljø. Der går næsten ikke en uge uden at Købmand Fogh lancerer ugens tilbud. Sådan i passende medielunser, småbidder lækket af hans hær af spindoktorer. Men vi skal ikke glemme, at selv samme købmand for kort tid siden satte prisen voldsomt op og har forringet forholdene på en lang række områder, der rammer lige i hjertet af SiD'ernes liv og arbejdsliv. De millioner, der nu ruller ud af Anders Fogh Rasmussen og Thor Pedersens spenderbukser, er slet ikke noget at sammenligne med de milliarder, som er blevet skåret væk i Foghs regeringstid. Med Dansk Folkepartis sikre underskrift på garantibeviset. Husk lige det! 5

Nu har regeringen og de borgerlige politikere det med at skælde ud på os alle sammen for vores historieløshed. At de unge i dag ikke har den paratviden, som deres bedsteforældre måtte stå skoleret i klassen for at lære. Tja, hvad skal man sige til det. Jeg kan ikke hele kongerækken, men jeg ved godt nok hvem Mary er og har hørt Frederik sige, at der nok snart kommer kænguruer i pungen. Og der er sikkert nogle årstal og vigtige begivenheder fra historiebogen, som jeg ikke sådan kan hive frem som paratviden. Til gengæld fejler min korttidshukommelse ikke noget. Absolut ikke noget. For det lyder jo besnærende, når Fogh nu vil begunstige lønmodtagerne med efteruddannelse. Men korttidshukommelsen må spille statsministeren et puds. Når vi samtidig kan dokumentere, at den nuværende regering har skåret næsten 1,5 milliarder kroner i uddannelsesbevillingerne, har indført direkte loft over, hvor mange der må få en bestemt uddannelse, og har forringet de økonomiske muligheder for, at folk kan komme på AMU-uddannelse så kan jeg godt forstå, hvis I klør jer lidt i nakken, og undrer jer over, hvad dét nu går ud på. Først hører vi statsministeren sige, at vi skal veksle lønkroner til efteruddannelse. Så hører vi på Marienborg, at regningen ikke vil blive skubbet over på arbejdsmarkedets parter. Så er det jeg spørger: Hvem pokker skal så betale? Tror I på, at Thor Pedersen hiver tegnebogen op af lommen? Det skulle i så fald være første gang. Måske handler det om, at statsministeren med sin trepartsforhandling forsøger at tage luften ud af vores kritik af regeringens manglende uddannelsespolitik. Måske handler det om, at Anders Fogh Rasmussen ønsker at fremstå som den, der kan samle parterne omkring forhandlingsbordet. Eller måske er det endnu en veltilrettelagt scene i regeringens oplæg til den kommende valgkamp. At vi blot skal være statister i regeringens spindoktors mediestrategi op til det kommende valg? Ja, tænk sig hvordan kan man komme på den tanke? Men én ting handler det med sikkerhed om: Vores statsminister forstår ikke rigtigt, hvad der foregår på virkelighedens arbejdsmarked. I mange af vores overenskomster har der i adskillige år været mulighed for at tage både to, tre og endda fire ugers efteruddannelse. Problemet er blot, at arbejdsgiverne ikke har været parate til at sikre den fornødne økonomi, når medarbejderne skulle efteruddanne sig. Og det har afholdt mange af vore medlemmer fra at udnytte den rettighed. Så naturligvis handler det om penge, som så meget andet. Lad jer ikke narre af Anders Fogh Rasmussens mange garantier. Hvis ikke det er sagt i direkte tv foran snurrende tv-kameraer, så ved vi jo at han vil forsøge at løbe fra sit løfte ved først givne lejlighed. Derfor har jeg et meget bedre forslag, Anders Fogh, mens du endnu brænder for de ufaglærtes uddannelse. Kort og kontant: Indfør en arbejdsgiverafgift øremærket til uddannelse. To-tre promille af lønsummen kunne været et passende udgangspunkt. Arbejdsgiverne kan beholde pengene, hvis de med en almindelig revisorpåtegning kan vise, at der har været brugt mindst denne sum til voksen- og efteruddannelse i firmaet. Hvis pengene ikke bruges, skal de indbetales til staten, hvor de supplerer bevillingerne til voksen- og efteruddannelse. 6

Et af vores krav til en sådan ordning skal være, at virksomheder og medarbejdere i fællesskab udarbejder en egentlig uddannelsesplan. Således skal tillidsrepræsentanter og virksomhedsledelse være enige om, hvordan pengene skal bruges. I mindre virksomheder kan det såmænd ske gennem en snak alle medarbejdere og ledelse imellem. Det vigtige er enigheden. Gevinsten vil være, at der på hver eneste dansk arbejdsplads lægges en slagplan, således at medarbejdere på alle niveauer sikres et individuelt planlagt og sammenhængende uddannelsesforløb. Jeg er temmelig sikker på, at det i mange virksomheder vil ende som et plus i regnskabet. Så den øvelse kunne regeringen jo forsøge sig med I stedet for at fodre os med vores egen hale. Jeg er ikke i tvivl om, at den stigende internationale konkurrence vil stille større uddannelsesmæssige krav til vores medlemmer. Netop den positive uddannelsesspiral - hvor medarbejdere på alle niveauer hele tiden opkvalificerer sig - gør Danmark til en rollemodel for de øvrige europæiske lande. Vi har en utrolig stærk tradition for at uddanne os, og dermed sikre at vi har verdens mest velkvalificerede og mest fleksible arbejdsstyrke. Derfor er det fuldstændigt tåbeligt, at regeringen har sparet så markant på voksen- og efteruddannelsesområdet. Men det er muligt, at man skal være kortuddannet for at forstå den sammenhæng. **************** Også hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen kniber det med korttidshukommelsen - til gengæld kan han sikkert sin kongerække. Hvordan kan beskæftigelsesministeren ellers lette virksomhedernes arbejdsmiljøudgifter med ikke mindre end 1,2 milliarder kroner, fjerne lønmodtagernes rettigheder og indflydelse på arbejdsmiljøet på en række områder, sætte en stopper for bedriftssundhedstjenesten og efterfølgende Gud hjælpe mig påstå at arbejdsmiljøet får et kæmpe løft? Svaret er naturligvis, at Claus Hjort Frederiksen er ligeså kreativ som sin regeringschef. Arbejdsmiljøet har slet ikke fået et "kæmpe løft". Og svaret bliver - det tør jeg godt garantere - at regningen i sidste ende ender ude på gulvet hos den enkelte lønmodtager i form af en ringere arbejdsmiljøindsats og hos skatteyderne, som kommer til at betale en stor del af regeringens frikort til virksomhederne. I den finanslov, regeringen netop har fremlagt, lægger Claus Hjort Frederiksen så op til at lappe lidt på tidligere fadæser. I husker nok at beskæftigelsesministeren først fyrede 137 tilsynsførende i Arbejdstilsynet. Nu ansætter han så 140 nye, og udråber det straks som den største udvidelse af Arbejdstilsynet nogensinde. Helt ærligt. Claus Hjort Frederiksen opfører sig som en hovedløs høne, der render forvirret rundt i hønsegården. Det er da lige til at grine af, hvis ikke det var forbi, konsekvenserne for ganske almindelige lønmodtagere er alt for alvorlige. Så burde undervisningsminister Ulla Tørnæs da være lidt bedre til at regne. Hun er en af de yngste ministre, så det er i det mindste ikke så længe siden, at hun lærte det! 7

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har fornyelig dokumenteret, at der i de sidste to år er sparet massivt på Folkeskolen. Op imod en halv milliard kroner i forhold til 2001. Ja, det er jo ikke ligefrem det, vi hører, når Ulla Tørnæs går på skærmen. Næh, tværtimod har folkeskoleeleverne fået det bedre, mener ministeren. Hun "gætter" - ja, I hørte rigtigt - hun "gætter" på, at dokumentationen er forkert. Det er godt, der ikke er stopprøver for ministre, hva'? Ja, men kan man ikke andet, så kan man altså altid påstå, at kritikerne lyver eller at deres dokumentation ikke passer. Det gør statsministeren, det gør beskæftigelsesministeren, det gør undervisningsministeren. Og tror I, at det er meget anderledes med resten af ministrene i Anders Fogh Rasmussens regering? Og jeg skal garantere jer for, at regeringens svar på vores kritik er ligeså sikkert som amen i kirken: Fagbevægelsen og SiD fører skræmmekampagne!!! Ja, undskyld at min lommeregner ikke eksploderer i jubel over et minus på 1,2 milliarder på virksomhedernes arbejdsmiljøkonto, et minus på erhvervs- og efteruddannelseskontoen på 1,5 milliarder kroner og et minus til folkeskolen på en halv milliard kroner. Sådan i runde tal. Vi er mange, der ikke har glemt Thor Pedersens finanslove, hvor der med Pia Kjærsgaards bevidstløse opbakning, er røget milliarder i nedskæringsbrønden. Nu kommer der så en lille klat tilbage, men det forslår som en skrædder i helvede. Det viser blot, at regeringen ikke kan gennemføre skattestop og give skattelettelser, uden at det koster et eller andet sted. Og politisk er det tilsyneladende lettere for en borgerlig regering at skære i arbejdsmiljøet, i indsatsen over for de ledige, på erhvervsog efteruddannelse og på folkeskolen end på ældrepleje og sygehuse. Ved I hvad? Jeg tror, at Foghs hurra-politik efterhånden afslører sig selv, når opsvinget slet ikke slår igennem i det omfang, regeringen lægger op til og baserer hele sin økonomiske politik på, og når vælgerne gennemskuer de kreative forklaringer. Lønmodtagerne falder ikke for håndører og fedt valgflæsk. For det er det, det er: Statsministerens eneste redning er at udskrive valg, mens der endnu er vælgere, der tror på hans floskler og fiduser. **************** Der mangler kun en enkelt ting i regnestykket. I husker nok regeringens forslag om at skære 800 millioner kroner på dagpengeområdet - stigende til 1,2 milliarder. Statsministeren forklarede, at det drejede sig om at hindre misbrug af supplerende dagpenge, men han glemte - det er vist igen det dér med korttidshukommelsen - at han selv i et tvklip fra valgkampen havde garanteret at dagpengene ikke ville blive rørt. I allersidste øjeblik fik regeringen kolde fødder og trak besparelsen på dagpengene tilbage. 8

Bortset fra at Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen ganske sikkert på forunderlig vis ville have tryllet besparelsen på 1,2 milliarder om til et positivt plus på nogle hundrede millioner, sådan som de har for vane, ja så afslører den sag, hvad det egentlig er, de har gang i, og hvad vi har i vente, hvis den borgerlige blok vinder næste valg. Jeg er stensikker på, at Anders Fogh Rasmussen ikke udsteder garantier til de arbejdsløse, til bistandsklienterne, til samfundets svageste i næste valgkamp. For er man rigtig liberalist, så tror man tilsyneladende på, at nedskæringer i ydelserne - fattigdomsgørelse - får folk til at søge arbejde. At bare man tager brødet ud af munden på den sultne, så finder han føde. Det falder ikke en borgerlig regering ind, at årsagen til, at der er arbejdsløshed, er at de ledige ikke kan få et job - arbejdspladserne mangler ganske enkelt. I sommervarmen foreslog kulturminister Brian Mikkelsen sågar, at mindstelønnen skulle sættes ned. Så skulle der nok komme gang i hjulene! Det er jo rart med den slags sandheder fra bagsædet af en ministerbil, der har kurs mod en af Hellerups dyreste adresser. Så ved vi ligesom, hvor vi har regeringens ideologiske lillebror! **************** Forfejlet beskæftigelsespolitik Den høje arbejdsløshed er regeringens akilleshæl. Problemet er, at det eneste værktøj, den borgerlige regering tilsyneladende kender, er stok til de arbejdsløse og gulerod til de velbjærgede. Men Anders Fogh Rasmussen ved godt, at det er et problem, der optager danskerne. Ellers havde han ikke i sin seneste nytårstale udstedt en klokkeklar jobgaranti til vælgerne. Så sikkert som amen i kirken, forudså statsministeren et opsving i 2004. "Jeg er ikke tilfreds, før alle, der kan arbejde, har fået et arbejde", erklærede statsministeren. Hvad han glemte at fortælle danskerne var, at ledigheden under VK-regeringen allerede var steget med 40.000. Og selv om Anders Fogh Rasmussen hårdnakket benægtede, at der var brug for at skubbe lidt til vognen, måtte han mindre end tre måneder og adskillige flere tusinde arbejdsløse senere erkende, at opsvinget nok ikke kom helt af sig selv. Regeringen sendte ni milliarder kroner ud til forbrugerne, fortrinsvis de bedre lønnede, i håb om, at en rask lille forbrugsfest kunne få vælgernes humør op, sætte skub i opsvinget og knække arbejdsløshedskurven. Jeg skal hilse og sige, at det er nogle meget dyre arbejdspladser regeringen har investeret i med forårspakken. I stedet for at øse penge ud til charterrejser, rødvin og bøffer burde regeringen målrettet have styrket beskæftigelsesfremmende investeringer og efteruddannelse. Men jeg tror ganske enkelt ikke, at Anders Fogh Rasmussen kender opskriften. Med mindre det hele i virkeligheden handler om at bestikke de allermest vægelsindede vælgere, mens de endnu husker ham for noget godt. 9

Det med opskriften er ellers ikke så svært. Han kan bare kigge på sin forgænger som statsminister. Det lykkedes for den rigtige Rasmussen, Poul Nyrup Rasmussen, at kickstarte økonomi og beskæftigelse i en tid, hvor de internationale konjunkturer ellers så kedelige ud. Det gør Anders Fogh Rasmussens jobgaranti også. Ser kedelig ud, altså. Opsvinget er indtil videre kun blevet til et lille bølgeskvulp, og når Claus Hjort Frederiksen glæder sig over 65 færre ledige hver dag siden årsskiftet, så må jeg sige, at ambitionsniveauet er fattigt hos en mand, der bærer titlen "beskæftigelsesminister". Vi har brug for ti gange flere jobs, og en langt mere fremadrettet og ambitiøs beskæftigelsespolitik. En frisk fyreseddel! Det var nemlig, hvad 140 trofaste SiD'ere for nylig fik stukket i hånden, da de mødte på arbejde på Dronningborg Industries i Randers. Hvad 120 dygtige medarbejdere på Micro Matic i Odense måtte tage sig til takke med, fordi deres job flytter til Baltikum. Hvad 46 triste medarbejdere på Pagh Mørup i Aulum gik hjem med, fordi deres virksomhed opgiver produktionen i Danmark. Hvad 245 skuffede medarbejdere på Vestfrost stemplede ud med så sent som i sidste uge. Det er hvad 73 pligtopfyldende medarbejdere på Rexam Glass i Holmegaard får udleveret til oktober. Og det er hvad 120 gode medarbejdere på højttalervirksomheden Jamo kan se frem til, fordi fabrikken i Glyngøre lukkes, og produktionen flyttes til fjernøsten. Fogh og Frederiksen jubler over ledighedstallene - jeg græder på vegne af hver eneste af de 26.746 arbejdsløse SiD'ere. **************** Tilbagegang snarere end opsving Det er langtfra alle, der er så optimistiske som regeringen og ikke mindst de danske bankers topøkonomer. Det er ikke kun Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som er skeptiske. For nylig forudså en af verdens førende økonomer, amerikanske Stephen Roach fra finanshuset Morgan Stanley, at der er 40 procents sandsynlighed for en global recession næste år. Det skete lige efter, at den amerikanske centralbank igen hævede renten og fastslog, at det økonomiske opsving stadig er på sporet. Men Stephen Roach vurderer, at der i horisonten er tre gange flere negative signaler end positive i den globale økonomi. Ikke mindst olieprisen og opbremsning i den kinesiske økonomi kan få negativ betydning. 10

Herhjemme, skulle jeg hilse og sige, ligger der yderligere en bombe under regeringens økonomiske politik. Udflagningen af danske arbejdspladser er for alvor ved at tage fart. Jeg har lige nævnt en række aktuelle eksempler, men i vore rækker har det været galt nok i flere år. Job-eksporten har lagt hele brancher øde. Det nye er, at turen også er kommet til den mere videnstunge industri. Kære statsminister: Der skal en langt mere massiv handling bag de fine ord og festtaler, hvis Danmark skal ride den beskæftigelsesmæssige krise af. Og det nytter ikke bare at sende regningen videre til os, der i forvejen betaler gildet. Det er en samfundsmæssig opgave, der skal løses og løftes af det store fællesskab. Og lad mig tilføje alvoren i det: Sker der ikke noget meget snart, så kan Foghs skattestop og skattelettelser så let som ingenting fjerne selve grundlaget for en stærk, dansk økonomi. Så har Fogh ikke alene klattet pengene bort, men ladet dem fosse ud af kassen i en sådan grad, at politikere og generationer efter ham må betale regningen - enten i form af højere skatter eller et lavere niveau for den offentlige service. Tak for det, Anders Fogh Rasmussen. Du kommer virkelig til at gøre en forskel desværre! Den danske model under pres Og så skal vi heller ikke glemme, at vi har en regering, der fra sin første dag på taburetten helt målrettet er gået til angreb på vore faglige rettigheder og den danske aftalemodel. Den danske arbejdsmarkedsmodel er af internationale organisationer og ikke mindst af EU blevet fremhævet som den model, andre lande kan lære af. Det danske arbejdsmarked er gennemreguleret af overenskomster, lovgivning og det fagretslige system. Samtidigt er det meget fleksibelt, fordi parterne har stor indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken. Det er denne kombination, der har været og er styrken i den danske model. Det er derfor aftalefriheden er så fundamental. Men sådan ser VK-regeringen ikke på det. Den kan ikke lide de faglige organisationer, derfor forsøgte den med Frihedspakken for arbejdsmarkedet at svække fagbevægelsen. "Frihedspakken" - ja, sådan hedder den faktisk. Jeg troede, at det var os der havde patent på frihed, lighed og fællesskab. Men i borgerlig forstand handler det nok mere om frihed til at være ligeglad med ligheden, ligeglad med ligestillingen, ligeglad med retfærdigheden - og med at gi' fanden i fællesskabet i øvrigt. Regeringen må anse sig selv som moderne korsriddere, der med hånden på "frihedspakken" har hævet den ideologiske lanse mod stive systemer og kollektive aftaler. Desværre er visiret trukket så langt ned over øjnene, at regeringen ikke ser, at de kollektive overenskomsters beskyttelse af den enkelte og de rettigheder, overenskomsterne indebærer for de mange, er langt, langt vigtigere for hver enkelt end den falske frihed for de få. 11

Det gik - heldigvis - ikke helt som regeringens tunge ideologer håbede. Den fik gennemført Deltidsloven, som stiller den enkelte ringere og styrker arbejdsgiverne og krænker aftalefriheden. Den fik gennemført loven om tværgående a-kasser. Derimod lykkedes det ikke at afskaffe eksklusivbestemmelserne på arbejdsmarkedet, at indskrænke konfliktretten eller indføre en statslig tværgående a-kasse. Men I kan være ganske forvissede om, at disse forslag ikke er glemt, hvis Fogh vinder næste folketingsvalg. Det er så tungt tankegods ikke mindst hos Anders Fogh, Claus Hjort Frederiksen og Thor Pedersen, at forslagene nok skal komme op af skuffen igen, som de er blevet det i de seneste mange folketingssamlinger. Det er jo nærmest anskuelighedsundervisning i, at det faglige og politiske hænger sammen. Det kan ikke adskilles. Den faglige kamp er derfor også en politisk kamp. Den styrke, vi tilsammen har i SiD og KAD, er en afgørende forudsætning for, at vi får en regering, der respekterer lønmodtagerne, deres løn, deres arbejdsmiljø, deres arbejdsvilkår, og som beskytter dem, når der er brug for det. En regering, som respekterer den danske aftalemodel, og som vil sætte sig i spidsen for et beskæftigelseslokomotiv, og ikke vil nøjes med at bestikke sine vælgere med lak og luksus, men reelt og af hele sit hjerte vil kæmpe for samfundets svageste. Vi har brug for en statsminister, der vil være hele Danmarks statsminister. I ord og i handling. Sagt og skrevet med hjerteblod. Beskæftigelsen på EU's dagsorden EU spiller en betydelig rolle i kampen mod arbejdsløsheden. Vækst- og Stabilitetspagten har alt for længe været en spændetrøje, der hæmmer muligheden for at føre en mere aktiv finans- og jobpolitik. Nu ser det heldigvis ud til at kommissionen vil give lande, der er i stagnation og derfor har underskud, mere tid og større muligheder for at få økonomien på rette kurs igen. Kommissæren for økonomi og pengepolitik vil have mulighed for at satse på vækst. Det er nødvendigt for at få den europæiske økonomi op i gear og skabe nye arbejdspladser. Vores tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen var en dynamo i arbejdet for at få sat beskæftigelsen højt på den europæiske dagsorden. Jeg skal ikke skjule, at jeg ser frem til at Nyrup fra sin nye stærke position som formand for de europæiske socialdemokrater og i EU-parlamentet kan få sat ny gang i den debat. At det ikke er en politisk linje, der passer vores nuværende regering, kan næppe overraske. Finansminister Thor Pedersen blev mildest talt rasende, fordi Nyrup tillod sig at betegne stabilitetspagten som en "lavinflationssutteklud". Hvis man i det økonomiske samarbejde alene fokuserer på renten og inflationen og ikke på væksten, så benytter man kun halvdelen af de værktøjer, der er til rådighed, for at få gang i hjulene, siger Nyrup. Men det er helt "uansvarligt", svarer Thor Pedersen. Tja, det mest uansvarlige i den sag er vel, at Thor Pedersen, der ellers er fantasifuld nok, når det drejer sig om hans egne privatøkonomiske fiksfakserier og ragen-til-sig-selv, ikke har fantasi til virkelig at gøre noget ved arbejdsløsheden. 12

EU's nye forfatningstraktat Arbejdsmarkedets parter har i dag en vis indflydelse på tilblivelsen af den europæiske arbejdsmarkedslovgivning, da Kommissionen ikke kan gennemføre et nyt initiativ på området uden først at høre parterne. I de senere år er der sket en udvikling med hensyn til den sociale dialog. Både på det overordnede niveau og på sektorniveau. Denne dialog er ved at tage form af et formaliseret samarbejde mellem parterne, der på mange områder bidrager til udformningen af den europæiske arbejdsmarkedspolitik. Udviklingen vil utvivlsomt blive forstærket i de kommende år, for det der er i gang, går i retning af at udvikle en europæisk forhandlingsmodel. Hvad angår frivillige aftaler kan vi selv fastlægge regler for implementeringen. Men der er intet til hinder for, at Kommissionen tager initiativ til at fastlægge et tolknings- og tvistbilæggelsessystem, for eksempel i EF-domstolen. På LO's ordinære kongres for et år siden fik vi ændret LO's oprindelige forslag, således at der først skal foretages en undersøgelse af viljen til at anvende forhandlingsvejen - der skal jo to parter til at indgå en aftale - ved at der søges indgået en europæisk hovedaftale. Først derefter, skal der tages stilling til udformning af et tvistløsningssystem. På europæisk plan kommer vi også til at beskæftige os mere med koncernaftaler på tværs af grænserne. De store koncerners løn- og personalepolitik vil sætte vore nationale overenskomster under pres. Derfor vil mange af vore tillidsvalgte i disse virksomheder forvente, at vi lægger en faglig strategi, der er operationel i forhold til deres internationale virkelighed. Netop i en situation, hvor det er Europa, der stiller spørgsmålet, skulle vi måske byde ind på svaret. Den danske og den nordiske model har erfaring og tradition for "partsledelse". Den tradition har det øvrige Europa brug for kendskab til og inspiration fra. Det er afgørende at have et tillidssystem med anerkendte aftale- og samarbejdsformer, hvis omstilling til nye organisations-, ledelses- og ansvarsformer skal gå godt. SiD har altid haft det svært med EU. Det har bragt os i defensiven. Nu er jeg fuldt ud klar over, at det er i forbindelse med behandlingen af det faglige og politiske grundlag på samlingskongressen, vi får den afgørende politiske debat om de fremsendte ændringsforslag. Men også i forhold til EU forpligtiger det at være den største lønmodtagerorganisation på det danske arbejdsmarked. Danmark og ikke mindst vore eksportvirksomheder er en integreret del af arbejdsmarkedet i Europa. Vore medlemmer og tillidsvalgte forventer, at vi er en organisation, der kan håndtere den virkelighed de er i. Og selv denne forsamling kan ikke stoppe udviklingen. Men vi kan påvirke den! Måske bør vi overveje at søge indflydelse på de drøftelser, der foregår i EU omkring direktiver på arbejdsmarkedet på en langt mere direkte måde. Allerede i den tidlige del af processen. Hvad skal der stå i dem, og hvordan bør de implementeres i lovgivning og overenskomster? En sådan offensiv strategi kunne både være med til at lancere den danske model ude i Europa og sikre en mere dansk tænkning i EU's direktiver. 13

EU's udvidelse Den 1. maj i år blev EU's udvidelse med ti nye medlemslande en kendsgerning. Og på EU's topmøde i juni blev man enige om en ny traktat eller forfatningstraktat, som skal afløse Nice-traktaten, vel at mærke hvis den vil blive ratificeret i de 25 medlemslande. For sagen er jo, at den skal ud til folkeafstemning i en række lande - herunder England og Danmark og de fleste nye medlemslande. Hvis blot et land forkaster traktaten, så kan den ikke træde i kraft. Men hvis vi husker tilbage på tidligere situationer, hvor et medlemsland har forkastet en ny traktat, så kan man tvivle på, om det hele nu falder til jorden af den grund. Formålet med forfatningstraktaten er først og fremmest at gøre det udvidede EU bedre i stand til at træffe beslutninger. Og dette formål er vel ikke så tosset endda. Jeg vil ikke i dag gennemgå de forskellige ændringer i traktaten - det vil der blive rig lejlighed til, når vi skal have folkeafstemning - jeg vil blot understrege, at den kommende folkeafstemning drejer sig om et ja eller nej til traktaten og ikke et ja eller nej til EU. På kongressen i 2001 blev der fremlagt et debatoplæg med titlen EU og SiD - efter folkeafstemningen samt et forslag til at nedsætte et EU-udvalg, som skulle bygge bro mellem de divergerende opfattelser i SiD, hvis det var muligt, ved at udarbejde et nyt forslag til SiD's EU-politik. Det var meningen at dette forslag skulle være fremlagt på denne kongres. Fusionen mellem KAD og SiD, kom imidlertid i vejen, og det betød, at vi måtte ændre fremgangsmåde - lige som vi måtte ændre fremgangsmåde til et nyt arbejdsprogram og meget andet. Jeg skal imidlertid understrege, at det arbejde, som EU-udvalget har gennemført, ikke er spildt - vi tager det med over i det nye forbund. Jeg er sikker på, at vi også i Fagligt Fælles Forbund vil få en livlig debat om EU. Illegalt arbejde De mange tillidsfolk, der har engageret sig i spørgsmålet om illegalt arbejde, kan med god grund glæde sig over, at politikerne i et par omgange har strammet kursen over for illegal arbejdskraft og skærpet straffen over for de danskere, der forbryder sig mod loven. Det er kontant skulderklap for godt og veludført fagligt arbejde. For det er unægtelig sjældent, at et enigt Folketing hylder den danske model. Selv beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen gav fra rigets fornemmeste talerstol i Folketinget sin uforbeholdne opbakning til den danske arbejdsmarkedsmodel og til fagbevægelsens ret til at sikre sine medlemmer ordnede løn- og arbejdsvilkår. Og selv om ordene klinger hult, når vi tænker på hvordan regeringen - og ikke mindst beskæftigelsesministeren - på en række områder forsøger at undergrave netop overenskomsterne og den frie forhandlingsret, så skal man være et skarn, hvis ikke man tager den entydige opbakning til sig. Fagbladet har med god hjælp fra mange tillidsfolk gang på gang afsløret vrangsiden af et Danmark, hvor fusk og svindel hører mere til reglen end til undtagelsen. 14

Midt i sommervarmen i juli stormede politiet en ejendom i Kokkedal i Nordsjælland. Ved razziaen blev anholdt seks litauiske statsborgere uden arbejdstilladelse. De var i færd med opsætte hegn til en hestefold. Ved en efterfølgende afhøring forklarede de, at de fik 1.000 kroner om måneden for ti timers dagligt arbejde seks dage om ugen. Det giver en timeløn på omkring fire kroner! En fyrværkeriimportør i Fåborg fik en bøde på 180.000 kroner for overtrædelse af udlændingeloven. Han var tiltalt for at have beskæftiget to illegale polakker til henholdsvis 16 og 20 kroner i timen. For slet ikke at nævne de mange sager om brugen af illegale avisbude. I de sager er der såmænd stof til en hel kriminalroman. I den hidtil største sag blev to indere forleden ved byretten i Næstved idømt henholdsvis to et halvt og halvandet års fængsel samt udvisning. Og så har vi godsejeren, som fik ni illegale polakker til at udføre byggearbejde på sit slot. Ti timer om dagen, syv dage om ugen. Kun kost og logi kunne det blive til i gamle campingvogne med toilet i skoven. Da politiet endelig fik fat i godsejeren efter 20 måneder!!! slap han med en bøde på 60.000 kroner! Sagerne om illegalt arbejde omfatter godsejere, storbønder, håndværksmestre, direktører, velhavere og andre entreprenante typer, som tilsyneladende føler sig hævet over regler og love, som groft udnytter billige østeuropæiske arbejdere og snyder samfundet for mange hundrede millioner kroner om året. Det er naturligvis en splint i øjet på vores almindelige retfærdighedssans, men det betyder også, at vejen til fremtidens lovlige indvandring af østeuropæisk arbejdskraft fra de nye EU-lande brolægges med løntrykkerfirmaer og illegale jobformidlingsnetværk. Derfor var vi tilfredse med den politiske aftale, en række partier indgik om østarbejderne, når nu EU skulle udvides. Alligevel var der ingen grænser for dommedagstruslerne fra den yderste politiske højrefløj. Især Dansk Folkeparti har forsøgt at tegne skræmmebilledet af et Danmark oversvømmet af millioner af polakker! I dag er EU så udvidet, og Europa for første gang i en menneskealder udelt. Uden mur - men fortsat med en masse restriktioner i forholdet mellem øst og vest. Indtil dato har kun et par tusinde østarbejdere søgt arbejdstilladelse i Danmark, og godt halvdelen har fået adgang til det forjættede land. Det er der ikke noget alarmerende i, men fagbevægelsen bør fortsat holde et vågent øje med udviklingen. For problemets kerne er vel slet ikke de østarbejdere, der naturligt søger hen, hvor græsset er grønnere, men derimod de arbejdsgivere, der ser deres snit til at underbyde danske løn- og arbejdsvilkår med hjælp fra underbetalt udenlandsk arbejdskraft - på begge sider af lovens grænser. De brodne kar skal altså findes midt i Dannevang, ganske ofte i velhaverkvarterer, men såmænd også lige på den anden side af ligusterhækken. 15

Derfor undrer det mig, at skatteministerens kampagne imod sort og illegalt arbejde netop standser ved ligusteren. Man kan få en grim mistanke om at regeringen ikke ønsker at genere sine egne vælgere. International solidaritet Men SiD's internationale horisont og forståelse rækker længere end det. Som en stor og stærk fagforening har vi altid følt et særligt ansvar for at påvirke udviklingen internationalt og støttet kolleger i de fattigste lande. SiD og resten af den danske fagbevægelse yder en bistand, der giver forbund og arbejdere i ulandene muligheder for at tage kampen op mod uretfærdighederne. Regeringen har omfordelt den danske udviklingsbistand og prioriteret indsatsen i de arabiske lande. Det kan der være mange gode grunde til, sådan som verden ser ud, hvis omfordelingen vel at mærke foregår med en fornuftigt og lødig begrundelse. Desværre er det bare ikke det, vi ser i den virkelige verden. Her oplever vi igen, hvordan regeringens ideologiske opgør med fagbevægelsen får overtaget og hjælpen til de fattige, støtten til demokrati og menneskerettigheder kommer i anden række. Men vi burde jo vide det. Når verden skal ses igennem Venstres ideologiske briller, så har sagligheden ofte ualmindeligt trange kår. For hvis der er noget fagbevægelsens arbejde i den tredje verden bidrager til, så er det netop at styrke demokrati og menneskerettigheder. I øvrigt helt i tråd med regeringens erklærede udenrigspolitik og den ulandspolitik om støtte fra civilsamfund til civilsamfund, som Folketinget har vedtaget. SiD har for længst erkendt sit ansvar som solidaritetsorganisation og yder i dag bistand til 20 faglige udviklingsprojekter i Øst- og Centraleuropa, i Mellemamerika og i det sydlige Afrika. Støtten og rådgivningen fra dansk fagbevægelse handler om, hvordan arbejderne i de fattige lande kan organisere sig for at få den indflydelse på arbejds- og levevilkår og på samfundsudviklingen, som de har krav på. Et velreguleret arbejdsmarked betyder bedre jobs, og det er måske den bedste måde at modvirke flugten fra fattigdom og nød. For hvorfor i alverden skulle mennesker flygte fra deres eget land og egen kultur, hvis der var job til dem, hvis de kunne udøve deres rettigheder og derfor påvirke deres forhold i en positiv retning? Men hvad gør den danske regering? Den har fjernet rammebevillingen til Fagbevægelsens Ulandssekretariat, samtidig med, at Danida har skåret i SiD's projekter i Mellemamerika og afvist et meget nødvendigt støtteprojekt i det besatte Palæstina. I lande som Swaziland, Lesotho og Zimbabwe i Afrika og Palæstina i Mellemøsten er fagbevægelsen faktisk den vigtigste demokratiske faktor. Hvis fattigdommen skal udryddes, hvis der skal skabes fred, og hvis demokratiet skal have lov til at vokse, så kræver det med andre ord en stærk og demokratisk fagbevægelse i disse lande. Og det er lige netop det, vores arbejde går ud på. At skabe håb for fremtiden. Det er min klare overbevisning, at regeringen med sin politik direkte modarbejder kampen for helt basale menneskerettigheder for verdens fattigste: Halvdelen af verdens arbejdere er ikke sikret retten til at organisere sig i en fagforening, selv om FN's konventioner på papiret giver dem denne ret. 16

Henover sommeren har vore solidaritets- og bistandsprojekter, som gennemføres af international afdeling, atter været igennem en ny kapacitetsundersøgelse, for at se om de midler, vi får fra Danida til vore aktiviteter i Mellemamerika bruges rigtigt. Som ved de tidligere undersøgelser fik vi igen høje karakterer for vores arbejde, vi har styr på økonomien, vi samarbejder eksemplarisk med vore faglige kollegaer og vi er professionelle. Når regeringens egne folk giver os topkarakterer, og vi til punkt og prikke opfylder den danske ulandsbistands målsætninger - hvorfor skal vi så havde færre Danida-midler i stedet for flere til vores arbejde i Mellemamerika? I forvejen modtager de danske fagforbund under en procent af den samlede ulandsbistand fra Danida. Det svarer til lidt under 80 millioner kroner. Til sammenligning modtager danske virksomheder ordrer i udlandet for 1,5 milliarder kroner fra den danske ulandsbistand. Plus en lang række programmer, der støtter danske virksomheders produktion i ulandene. Vi har en stærk og levende forpligtelse til at gøre en forskel ude i verden. Fordi vi har kræfterne til det. Fordi det så grundlæggende er en del af vores værdier. Det internationale solidaritetsarbejde er altid vokset frem af arbejdspladser, lokale afdelinger og et brændende engagement. Det skal vi holde fast i. Vi skal sikre, at det internationale engagement i vores nye forbund bliver nærværende for vores medlemmer, og sørge for, at det bliver sat i sammenhæng med vores danske virkelighed. Støtten fra arbejdere til arbejdere er en dråbe i havet, men den giver ofte vigtige resultater, og det har vi grund til at være stolte af. Globaliseringen I mange år mærkede vi, hvordan internationale kriser og begivenheder bevægede sig direkte ind i vores stuer via tv-skærme og internet. Verden blev mindre. Globaliseringen er ikke noget nyt fænomen. Også arbejdsmarkedet har markant ændret karakter. Nedbrydningen af de økonomiske grænser mellem landene er foregået over mange årtier og haft stor betydning for den internationale arbejdsdeling. Samtidig ser vi, at fordelingen af indkomster i de fleste lande, i takt med mere intern markedsgørelse og liberalisering, bliver mere og mere ulige. Markedet tager ingen sociale hensyn. Markedet respekterer kun tre ting: Penge, penge og atter penge! Den internationale fagbevægelse, FFI, har igennem årtier forsøgt at få de basale ILOnormer ind i de internationale handelsregler, for at modvirke social og miljømæssig dumping. I FFI taler man ikke om "fri handel", men om "fair og fri handel". Indtil nu uden den store succes. Den "frie markedsøkonomi" er blevet de multinationale selskabers domæne. Omkring to-tredjedele af verdenshandlen domineres af de multinationale, så man kan spørge hvor "fri" den frie markedsøkonomi egentlig er? 17

Der er de særlige "økonomiske frizoner", som er zoner, der er fri for fagforeninger, fri for beskatning, forbud mod strejker og så videre. Disse zoner er et paradis for udenlandske selskaber. Der er de såkaldte "skattely", hvor indkomst unddrages beskatning, og hvor sorte penge vaskes hvide. Det nye i globaliseringen er, at den foregår i stigende tempo, og at den har skiftet karakter. Udflytningen af arbejdspladser er ikke længere forbeholdt løntunge arbejdsprocesser, men også arbejdspladser der forudsætter høj uddannelse. IT-udviklingen er en afgørende forudsætning for den proces. Presset nedad på lønomkostninger og andre omkostninger er tiltaget, fordi de store selskaber udnytter mulighederne for - eller blot truer med - at udflytte produktionen til de lavtlønslande, som giver virksomhederne den største profit. Truslen mod velfærdssamfundet Det er ingen tilfældighed, at Danmark hører til blandt verdens rigeste lande. Det skal vi blive ved med at være - vi kan alligevel ikke konkurrere på lavere lønninger. Vi har - endnu - en stærk og højt kvalificeret offentlig sektor, en effektiv infrastruktur, et arbejdsmarked, som er såvel styret som fleksibelt gennem aftalesystemet, og vi har et erhvervsliv, som har vist evnen til at tilpasse sig under skiftende vilkår. Også på det nationale niveau er der meget at tage fat på. Globaliseringen og den teknologiske udvikling stiller nye krav til arbejdskraften. Der skal skabes nye arbejdspladser, når der hvert år nedlægges andre. Men det forudsætter en massiv uddannelsesindsats på alle niveauer. Ikke mindst efterog videreuddannelse, specielt over for de kortuddannede. Det forudsætter øget forskning og udvikling, og at vi satser på strategiske teknologier som it og bioteknologi. Vi skal også satse mere på et stærkere og ligeberettiget samspil mellem den offentlige sektor og virksomhederne. At overlade globaliseringens konsekvenser til en liberal markedsøkonomi er det samme som at opgive Danmarks position som et af de rigeste lande i verden. I Danmark har vi brug for en statsminister, der forstår, værdsætter og respekterer det velfærdssamfund, vi har bygget op. I fællesskab. I generationer. Et velfærdssamfund ikke mindst bygget af arbejdsmænd. Ser vi tilbage på Fogh-regeringens tre år på taburetterne begynder der at tegne sig et stadig tydeligere billede af, hvordan Anders Fogh Rasmussen har tænkt sig at overbevise danskerne om det rigtige i hans tanker om minimalstaten - og dermed et farvel til det velfærdssamfund, vi kender. Danskerne skal slet ikke overbevises, deres tankegang skal ensrettes! Anders Fogh Rasmussen ved nemlig godt, at danskerne hverken vil eje eller ha' hans minimalstat, men ønsker et samfund, der tager sig af sine svageste og dårligst stillede. Derfor er han nødt til at manipulere befolkningen ved at sætte sig på meningsdannelsen, så han slipper for offentlig kritik. VK-regeringen taler om videreudvikling af velfærdssamfundet for at berolige befolkningen, mens regeringen har fremlagt og fået gennemført en lang række forslag, som gradvist vil ændre samfundet i liberalistisk retning. 18

Man kan derfor med rette tale om, at regeringen fører en dobbeltstrategi, som indebærer, at befolkningen skal vænnes til offentlige nedskæringer, mere marked, mere privatisering og en skævere fordeling. Minimalstaten slog fejl på New Zealand Vi skal altid lære af vores egne fejl. Men vi skal så sandelig også lære af andres. Netop derfor satte SiD for nogle år siden fokus på det newzealandske eksperiment. New Zealand hørte oprindeligt til et af foregangslandene, når det gælder demokrati og social velfærd. Eksempelvis var New Zealand det første land i verden, der indførte valgret for kvinder. Men midt i firserne besluttede de newzealandske politikere at gennemføre verdens største privatiseringsforsøg. Anders Fogh Rasmussens drømme om en minimalstat i fuld skala. Stærke liberale kræfter fik held til at sælge ud af velfærden, foretage udlicitering i bundter og gennemføre privatisering. Projektet forandrede fundamentalt det newzealandske samfund, og New Zealand er derfor på godt og ondt et nærmere studium værd. Fra at være et velfungerende velfærdssamfund, der på mange måder ligner den nordeuropæiske samfundsform, blev New Zealand på kort tid omdannet til et samfund præget af social nød og stærkt stigende afstand mellem rig og fattig. Der blev solgt godt og grundigt ud af arvesølvet, men der var kun ganske få, der havde fået del i rovet. Mange af de nye ejere af de nu privatiserede skove, jernbaner og energiselskaber bor ikke engang på New Zealand. De har ingen særlig tilknytning til landet og tager ikke specielle hensyn til befolkningen Til SiD s kongres i 2001 udarbejdede vi to rapporter om det newzealandske eksperiment. I 2002 producerede vi den første film, som er blevet set af titusinder af vores medlemmer og tillidsrepræsentanter, mange politikere og folk med interesse i den danske samfundsmodel. Nu har vi på ny sat fokus på New Zealand. Vi gør det med specielt fokus på sundhedssektoren. Det er der flere grunde til: Erfaringen fra New Zealand viser, at det er utroligt svært at genskabe et velfærdssamfund, hvis først centrale dele er nedbrudt, som tilfældet var på New Zealand. Senere på ugen får vi lejlighed til at hilse på næstformanden for det newzealandske LO, Helen Kelly, som vi har inviteret til at tale på åbningskongressen i Fagligt Fælles Forbund. På New Zealand taler de nu om "full circle": At ringen er sluttet. Det vil sige, at newzealænderne nu er tilbage, hvor de begyndte i erkendelse af, at det er en offentlig, social opgave at varetage befolkningens helbred. Blandt andet. Det vidste de fleste af de mennesker, der havde helbredelse som profession godt i forvejen, men de pengetænkende politikere ville ikke lytte til dem. Først da det viste sig, at markedsvejen hverken førte til bedre service eller kortere ventelister - tværtimod - måtte de give sig og indse, at et humant sundhedssystem skal betales over skattebilletten. Den negative erfaring kan vi danskere godt være foruden. 19

Ledelse i fællesskab Der er næppe nogen politisk slagmark, der igennem de seneste årtier har været præget af så heftige ideologiske kampe, som spørgsmålet om udlicitering og privatisering. Siden begyndelsen af 1990'erne har de danske kommuner og amter udliciteret driftsopgaver for langt over 200 milliarder kroner. Og presset på de kommunale politikere er ikke blevet mindre efter regeringsskiftet, hvor især Venstre har hældt ekstra krudt i den ideologiske kanon med regeringens absolutte top i generalhovedkvarteret og en række unge løver aktive i felten. "Udfordringsretten", hvor private virksomhed har ret til at udfordre det offentlige på ethvert tænkeligt område, er en af de kugler, der er blevet støbt og sendt afsted. Men selv om retten til at udfordre kommuner og amter nu har eksisteret i et par år, så er ordningen ikke blevet den ventede succes. Selv i det private erhvervsliv opfattes Venstres opfindelse mere som et politisk manifest end et praktisk værktøj. At det også i den praktiske hverdag forholder sig sådan i mange kommuner, afslører en undersøgelse fra revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte, som SiD fik foretaget. Deloitte gennemførte en spørgeskema-undersøgelse på baggrund af 100 projekter, som kommuner og amter har udliciteret. Ved politikerne overhovedet, hvorfor de udliciterer, når de gør det? Er deres administration klædt på til opgaven? Og endelig 10.000 kroners-spørgsmålet: Har kommunerne så noget overblik over, om de sparer penge ved at udlicitere de kommunale arbejdsopgaver? Svaret til alle tre spørgsmål er et klart og rungende nej. Selv om argumentet oftest er, at politikerne ønsker at spare penge, så er der stort set ingen, som har overblik over, om udliciteringen nu også giver de forventede besparelser, ligesom de fleste kommuner ikke aner, hvad det koster at udlicitere og efterfølgende at kontrollere den private leverandør. Udlicitering i danske kommuner sker stort set i blinde! Det er naturligvis skandaløst, at et område, som har stor politisk bevågenhed, i det daglige varetages så amatøragtigt. Tusindvis af offentligt ansatte bliver hvert år konfronteret med politikernes ønske om at overlade deres arbejde til private. Det mindste og mest anstændige kommunerne kan gøre, er at udarbejde et ordentligt udbudsmateriale, således at medarbejderne kan føle sig nogenlunde sikre på, at deres politikere og embedsmænd har tænkt sig ordentligt om. Hvad enten der skal udliciteres eller ej, så må det være kommunernes pligt at sikre sig et minimum af professionelt overblik over de forretninger, der drives i det offentlige. Det må være kravet fra såvel medarbejdere som skatteydere, således at vores velfærdssamfund ikke pludselig skal udsættes for disse ideologiske bagholdsangreb uden hold i virkeligheden. Fra denne talerstol gjorde jeg for tre år siden reklame for et fremragende udviklingsprojekt i Gentofte Park og Vej. Medarbejderne havde på en unik måde fundet sammen og i stedet for at afvikle den kommunale virksomhed, besluttede de at udvikle den. 20