Tekster: 2 Mos 34,27-35, 2 Pet 1,16-18, Matt 17,1-9 Salmer: Rødding 9.00: 736, 324, 161, 414 Lihme 10.30: 736, 22, 324, 161, 438, 477, 414. Jesus havde fortalt sine disciple, at de var på vej til Jerusalem, hvor han skulle lide og dø. Og han havde sagt til dem, at de ikke skulle vente at det ville gå dem bedre. Men seks dage senere, får de nærmeste af disciplene så den fantastiske oplevelse, vi hører om i evangeliet i dag. Hvor de ser Jesus på bjerget gennemstrålet af himmelsk herlighed, og hvor de ser de gamle religiøse hovedskikkelser Moses og Elias komme og tale med Jesus. Ikke noget under, at Peter gerne vil bygge hytter til Jesus og de to patriarker, så de kan blive deroppe i herligheden i stedet for at skulle ned på jorden igen, hvor forfølgelse og død venter dem. Der er ikke ret meget i de bibelske fortællinger, der er tilfældigt. Jo oftere man hører og læser dem, jo mere nyt opdager man. Jeg har læst fortællingen om forklarelsen på bjerget mange gange, men jeg tror egentlig først det var, da jeg læste fortællingen som forberedelse til denne gudstjeneste, at det gik op for mig, at der jo nok er en dybere mening med at det var lige netop efter seks dage, at disciplene var med Jesus på bjerget. Seks dage, det var den tid, Gud var om at skabe verden. Og efter seks dage, på den syvende dag, hvilede Gud. Efter seks dage er det helligdag og hviledag. Jeg tænker mig, at når Matthæus (og i øvrigt også Markus) understreger det med de seks dage, så er det fordi de opfatter skildringen af forklarelsen på bjerget som en slags gudstjenestevision. Ved gudstjenesten på helligdagen kan man trække sig tilbage fra 1
hverdagenes bøvl og besvær og tage forskud på den himmelske herlighed. I mange kirkesamfund gør man det i helt bogstavelig forstand: I den ortodokse kirke holder man gudstjeneste i et væld af skønhed: vidunderlig musik, smukke ikonmalerier, guldbroderede dragter, røgelse der bølger under loftet. Vi i de vestlige kirkesamfund er mere puritanske, især da os lutheranere. Alligevel har jeg det sådan, når jeg kommer i kirke til gudstjeneste, både når jeg er med som præst og når jeg er med som kirkegænger, at der er noget usigeligt skønt og fredeligt, der gennemtrænger det hele. Ikke mindst her i vore sogne, hvor vi har nogle rigtigt smukke kirkerum, vidt forskellige i vore fire kirker, men alle meget smukke. Men også i musikken, Elisabeths orgelspil, kirkesangernes og menighedens sang og i salmeteksterne, bibelteksterne og i selve liturgien er der stor skønhed. Denne ugentlige oplevelse af skønhed og fred skal til, tænker og føler jeg, for at holde os fast på, hvad det er der er det ultimative mål for al ting: glæde, skønhed, fred. Kærlighed. Og netop kærligheden spiller en hovedrolle i gudstjenesten, fordi gudstjenesten er stedet og tiden, hvor Guds kærlighed gøres gældende for os. Her hører vi det: at vi er Guds elskede børn, som han ikke for nogen pris vil miste. Her mærker vi Guds kærlighed, i vandet ved dåben og i brødet og vinen ved nadveren. Og her hører vi, at selve meningen med os og vore liv er, at vi skal elske Gud og hinanden. For 15-16 år siden, da jeg lige var blevet provst, havde Hjerk kirke været lukket nogen tid, fordi den skulle renoveres, og nu skulle den genåbnes med pomp og pragt. Biskoppen skulle forestå gudstjenesten og provsten skulle også være til stede, så jeg kørte en morgen ved ni-tiden afsted mod Hjerk. Det var kolossalt tåget, så 2
jeg kørte i god tid. Det var en af de dage, hvor tågen lå så tæt, at man kun kunne se få meter frem foran bilen. Oddense lå hyllet i tåge. Det var ikke til at se svingene på Hjerk kirkevej for tåge. Men så da jeg kørte de sidste par hundrede meter op ad bakken mod kirken, kørte jeg ud af tågen og der lå kirken med sit skinnende hvide tårn på sin bakketop og knejsede over tågehavet badet i solskin. Det er noget man ellers kun får at se, når man kører i bjerge, men den dag havde tågen altså lagt sig således, at kirken netop på sin festdag lå helt alene badet i sol, mens alt andet var hyldet i grå tåge. På en måde var det et sindbillede på, hvad kirken er her for. Kirken er her, for at vi skal komme ind i klarheden og se os selv og vort liv gennemstrålet af lys, selvom vi ellers de andre af ugens dage går og skutter os i tåge, og egentlig har det helt godt med det, fordi tågen skjuler og tilslører så meget rod og uorden. Men i kirken skinner lyset. I kirken hører vi, at meningen med os og vort liv er kærlighed. Vi er sat i verden af Guds kærlighed og vi er sat her for at være med til at lade kærligheden være levende og virkelig i verden. Det var det, Jesus fortalte i billeder og fortællinger, og det var det, han viste gennem den måde han levede sit liv på og gennem den måde han døde på. Og det var fordi hele Jesus tilværelse var gennemstrømmet og bestemt af kærlighed, at han ikke kunne blive deroppe på bjerget. Han måtte ned på jorden, ned til de andre mennesker for at gøre kærligheden gældende. Ja, man kan sige, det var selve herligheden på bjerget, der drev ham ned i det brydsomme liv nedenfor, ligesom det var Guds vidunderligt levende, uophørlige kærlighed, der drev Gudtil at skabe den verden, hvor kærligheden hele tiden må kæmpe med modsigelse. For kærligheden vil ikke 3
være alene med sig selv. Kærligheden vil dele sig selv med alt og alle. Og Guds herlighed er kærlighed. Gud har skabt en verden, hvor der er både godt og ondt og både sorg og glæde. Og vi undrer os. Hvorfor kan det ikke bare være godt hele tiden? Hvorfor kan vi ikke bare være glade hele tiden? Vi forstår det ikke. Og somme tider tænker vi måske ovenikøbet, at når nu verden er indrettet sådan at der er både godt og ondt, så er vi i vores gode ret til også at gøre brug af det onde for at tvinge vores vilje igennem. Men vi er ikke Gud. Vores opgave er ikke at kopiere den blanding af godt og ondt, der møder os i tilværelsen, vores opgave er kun én: at møde ondt med godt, at vise kærlighed, hvor vi møder vrede og had, at tilgive hvor vi bliver såret og forulempet. Det hører vi i kirkens budskab om Jesus Kristus. I kirken bliver vi også gjort opmærksom på, hvor ofte vi kommer til kort over for denne umådeligt krævende opgave, Kristus stiller os. Men i samme åndedrag det afsløres for os, at vi ikke er de kærlige og hjertensgode væsner vi skulle være, i samme øjeblik gøres det også klart for os, at det, at vi ikke magter vor opgave, det at vi igen og igen fejler i vor opgave: at gøre kærligheden levende i verden, det ødelægger ikke Guds kærlighed til os. Ufortrødent og uophørligt elsker Gud os. Uafbrudt øser han sin kærlighed ud over os i evangeliet om Jesus, som gav sig selv helt og holdent for at kunne dele liv og død og opstandelse med os. I kirken gøres det klart for os, at vi er i Guds gode hænder ikke bare her og nu, men i al evighed. Og har vi hørt det. Og har vi oplevet skønheden og freden i kirkerummet, så kan vi gå herfra ud i de næste seks dages grumset tåge med pligter og gammel gæld og nye 4
byrder. Og vi kan tage det hele på os, mens vi tærer på den glæde og fred, vi har oplevet om søndagen. Vi kan tage mod alt hvad der kommer, alt imens vi glæder os til næste søndags oplevelse af kærlighed, fred, glæde og skønhed. Vi kan leve fra søndag til søndag. Amen. 5