Visionsfest 2010 I løbet af min barsel har to mennesker, en ung og en ældre, helt uafhængigt af hinanden, i min sofa på Suensonsvej sagt præcis de samme ord. De sagde: Jeg ville ønske vi kunne være kirke, virkelig kirke, i stedet for at lege kirke. Tænk hvis vi kunne være kirke, virkelig være kirke, men vi leger kirke. To mennesker på jagt efter det ægte. Jeg undrer mig over, hvorfor kirke, her til gudstjeneste og kirke på fodboldbanen eller kirke i mit hjem nogen gange synes kedeligt og dødt nærmest som om, kirke suger alt liv ud af mig. Og andre gange er kirke så livgivende, at jeg ikke kan få armene ned igen. Kender du det? Prøv lige at tænk over, hvornår fællesskabet er livgivende for dig? Re.tro var det ord vi i 2009 brugte om lige præcis det ægte og livgivende. Re.tro var et ord for kirkens vision eller vores fælles drøm. Den drøm, som blev malet for vore øjne på whiteboardet i Café ACross: at vende tilbage til det oprindelige, til rødderne, det ægte og virkelige at tro igen, og på ny. Re.tro. For et år siden sad vi, menigheden i Holstebro Pinsekirke skulder ved skulder, i fred og fordragelighed og blev enige om, at vi i vore kristne liv længtes efter hele, sunde liv, åndelige relationer på tværs af generationer og et mere nuanceret Gudsbillede. Det var Re.tro. Det var vores længsel. Det er vores længsel. Passion er flygtig men kærligheden varer ved, skriver svenske pinsepræst Peter Halldorf. Vi længes efter at leve det liv, Gud inviterer os til at leve på alle områder: i relationer, derhjemme, i skolen, på arbejde, i kirken, at livet fra Gud helt naturligt strømmer ind og ud igen. Vi drømmer om forvandlede, sunde, hele liv. Jeg tror de fleste af os bærer drømmen i hjertet, og vi ser et billede for os, af det vi længes efter. Det begynder med Gud. Det begynder med kærligheden. Af bitter erfaring ved vi, at vi ikke bare kan tage os nok sammen eller leve ud af dårlig samvittighed. Vi ved, at taler ikke flytter os, hvor passionerede de end er. Vi ved, at ingen store løfter alene hjælper os, hvor meget vi end mener det. Forvandling kommer indefra. Fra kærligheden. Vi må have vore rødder plantet i kærligheden fra Gud. Som træet, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham. (Sl 1,3) Vores liv må udspringe af Guds kærlighed. Af relationen til ham. Først da vil vi kunne sige: Vi elsker fordi han elskede os først. (1 Joh 4,19) På vegne af lederteamet vil jeg gerne præsentere Re.tro 2010. Det er ikke en ny vision men et fokus. Fokus 2010 er på relationer. Mødet mellem os, dig og mig og os og Gud. Vi tror, at relationer er nødvendige for at få hele og sunde liv, og vi tror, at vi får et mere nuanceret gudsbillede, når vi deler liv og tro. Vi tror, at flere relationer mellem flere mennesker; altså et bredere netværk, samt dybere relationer i menigheden er afgørende for, at vi oplever Guds kærlighed og hensigt med kirken til fulde. Nu har vi sagt det; at vi længes efter venner, åndelige relationer på tværs, at være noget for hinanden, at mødes på flere og flere måder. Nu vil vi ikke længere bare flirte med visionen, lege
med tanken eller flotte os med ord. Når du går herfra, og når du ser kalenderen for foråret 2010 skulle du gerne vide, at nu er det alvor. Nu går vi et spadestik dybere. Relationer, relationer, relationer åh nej! - tænker du måske allerede I 5. kl. gik min klasse til skolesvømning på Birkelundskolen. Vi skulle cykle fra Den kristne Friskole, og nogle af os busbørn skulle gå eller sidde på bagagebæreren. Vi elskede svømning, så vi havde mægtig travlt for at kunne nå at være i vandet ca. 40 min. Nogen gange gik det for hurtigt. Jeg husker stadig den dag, hvor de fleste af os var nået i vandet, plaskede og pjattede inden svømmelæreren kom og satte os i gang med opvarmningen. En af drengene kom løbende for at springe i vandet. Frejdig og med et stort smil på ansigtet. Lige indtil Vi stivnede alle sammen. Et kort sekund, så var drengen helt bleg og på vej tilbage til omklædningsrummet. Han havde glemt at få sine badebukser på. Det varede længe, før han luskede frem igen. Jeg tror nogen af os har det på den måde med relationer. At dele liv, er at gå nøgen ind i svømmehallen. At være tæt på nogen, - bare ordet relationer forbinder vi med at blive udstillet og til grin. Men Jesus tænkte noget helt andet med relationer. Han ønsker at vi finder ind i relationer, som hjælper os til at bevare fokus på det åndelige, bevidstheden om det Hellige, mens vi vandrer sammen i livet. Det sker i menighedsfællesskabet, hvor brødre og søstre er gensidigt forbundet, hengivne og forpligtede overfor hinanden. Vi finder det mellem barn og voksen fx i børnekirken eller Krazy Kidz, i venskaber ung og ung i mellem, og forholdet mellem ung og moden. Jeg bliver altid næsten misundelig, når jeg læser om den første menighed. De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst. (ApG 2,42-47) Det lyder for godt til at være sandt. Vi kan diskutere, hvordan vi skal følge den første menigheds eksempel i 2010, men ét er helt klart. De havde noget ekstraordinært. Guds Ånd i den menighed gjorde, at kirken var levende. Kærligheden blev til at tage og føle på. Det var ikke en legende kirke men en levende kirke. Vi har en drøm om at bygge en levende kirke, af mennesker! Men vi har alle odds imod os. Hvordan skal vi kunne følge efter den første kirke, når vi lever i en kultur, der på alle måder undergraver kirkens hensigt? Mentaliteten er, at vi passer os selv, vi har travlt, vi kommer hvis vi har tid og lyst Er slaget tabt på forhånd? Nej, venner! Den lokale kirke er verdens håb, når den lokale kirke fungerer rigtigt. Aldrig har længslen - i kirken og udenfor kirken - været større efter noget af det ægte. Vi lever af så meget overflade. Og vi sukker efter det dybe, autentiske. Aldrig har vi haft så meget brug for at vende tilbage og genopdage troen, kirkens formål og fællesskabets betydning. Og aldrig har verden haft så meget brug for få troen givet. I torsdags, i mødregruppen skulle vi mødes bare 100 meter fra hvor knivmordet på en socialrådgiver blev begået dagen før. Politiet gik omkring, og vi tog alle børnene med op i lejligheden. Vi turde ikke andet. Og mens snakken gik om, hvor tæt det onde er rykket ind på os,
sad jeg og tænkte på, at kun kærligheden fra Gud og et folk, der elsker med Guds kærlighed, overvinder den frygt og den ondskab. Vi har brug for at tro på ny. Vi tror, vi skal mødes - ikke til endnu et møde - men med hinanden, hjerte til hjerte, historie til historie. Vi må tilbage til at have fællesskab undskyld mig men om mere end mad. Vi skal bede sammen, opmuntre hinanden, sige sandheden til hinanden, læse i Bibelen sammen, trøste hinanden, hjælpe hinanden, tale dybt med hinanden. Ingen af os klarer det alene, men sammen kan vi. Men det kræver en helt ny form for brudthed i dit og mit liv og i fællesskabet. En kort version af en af mine ynglingsberetninger lyder sådan: Den selvsamme dag fulgtes to af dem til landsbyen Emmaus omkring 11 km uden for Jerusalem. De var i en dyb samtale om alt det der var sket. Midt i deres snak og spørgsmål stødte Jesus til og fulgtes med dem. Men de kunne ikke genkende ham. I mine øjne er det en af de smukkeste beskrivelser af den vandring, vi er på som mennesker. To ud af den troende discipelskare fulgtes ad et stykke. Det sker, at jeg vandrer 5 km med én af jer, men oftest vandrer vi bare sammen nogen gange alle sammen som nu til gudstjeneste andre gange to og to. De var i dyb samtale om det, der fyldte i deres liv. De var bedrøvede. De var bedrøvede sammen. Bibelen siger at: Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt. (Sl 147,3) Gud er særligt nær, når vore liv brydes. Den brudthed, Jesus taler om, handler ikke om, at vi løber ind i svømmehallen uden badebukser på, at vi bliver udstillet eller til grin. Den brudthed, Jesus taler om, udspringer af kærlighed. Vi er alle brudte. Vi kæmper alle med vore liv, synd, der holder os fast, sår fra fortiden, svigt og afsavn. Vi har alle behov, der spænder lige fra forbøn, en fortrolig samtale, trøst, et smil, at blive opmuntret, at blive inviteret med hjem, at få frokosten betalt efter kirke, at få mad bragt til huset, når vi lige har født, at en lapper cyklen og en sætter en ny lynlås i. Vi ligner hinanden. Selvom vi kan synes, at de andre er nogle idioter - hele bundtet - eller vi kan tænke: ham eller hende vil jeg aldrig kunne få noget sammen med - så er det en skræmmende tanke, at vi i bund og grund ligner hinanden. Vi har de samme behov. Vi opdager det bare så sjældent. Jeg synes, det er på høje tid, at vores fællesskab får karakter af kirke, hvor vi elsker på trods, mere end fordi. Og at vi elsker fordi, vi blev elsket først. Tænk om vi kunne vende vores fordomme til nysgerrighed, spørgsmål, ja måske ligefrem venlighed. I hvert eneste menneske er der et ønske om at vandre sammen med nogen, tale dybt og være sammen om det vi oplever. Lidelsernes mand Job skriver: Har jeg, ligesom andre, skjult mine overtrædelser og stukket min brøde i lommen af rædsel for folkemængden, af angst for mine slægtninges foragt, så jeg forholdt mig stille og ikke gik uden for en dør? Og så kommer råbet om hjælp: Gid nogen ville høre på mig! (Job 31,33-35) Gid nogen ville høre på mig? Er det ikke den bøn, der stiger op fra dit og mit hjerte? Vi længes efter den åndelige forælder, den ven, den bror eller søster vi kan og tør brydes sammen med. Gid nogen ville høre på mig! Brydes betyder, at lade facaden krakelere, at blive sårbar - ikke fordi vi glemmer badebukserne - men fordi nogen elsker os nok, er forpligtede nok til, at vi tør I dyb samtale om det, de havde oplevet gik de. Og pludselig var Jesus der. Men de kunne ikke
genkende ham. Bibelen beskriver, at der hvor to eller flere er samlet, der er Jesus. Gud er altid nær. Hvor kan vi søge hen uden at han er der, spørger David. Gud er altid nær. De to mænd genkendte ham ikke. Vi længes efter flere Gud-snakke, at erfare Gud sammen, at være et åndeligt fællesskab. Gud er her allerede! I virkeligheden er det os, der skal opøve en bevidsthed om hans nærvær, og hjælpe hinanden med at holde fokus på det, mens vi vandrer. Jesus begyndte at udlægge skrifterne for dem. Er det ikke interessant, at de to mænd ja tre med Jesus er i gang med hele moseloven og profetierne, og alligevel oplever de ikke Guds nærvær - ikke før den rigtige ramme er der: måltidet. Og Jesus sætter sig til bords med dem. 11 km vandrede de, i dyb samtale og så var de sammen om skrifterne, og undervejs længtes de efter Jesus, de havde set dø. Og de kunne ikke se, at han allerede var der. Og de længtes endda Først i det øjeblik, hvor brødet blev brudt, blev han synlig for dem. Det var koden. Det brudte legeme. Jesus, der hænger på korset og deler sit liv med os, blodet der flyder, ligner verdens største fejltagelse, men i virkeligheden taler kærligheden netop dér. Midt i den brudthed forstår vi, at han elskede os. Vi sagde ham så meget, at han blev brudt for os. Alt lige fra hans historie, hans himmelske tilknytning, hans image og til sidst hans legeme blev brudt. Og så gav han det til os. Ved hans sår blev vi helbredt. Han gav os liv. Kirken, os, vi er hans legeme. Vi er kaldet til at brydes, som han blev brudt. Når vi brydes, og deler livet med hinanden, som den første menighed gjorde det, bliver kærligheden levende. Gudsriget åbenbares. Vi mærker et nærvær af Gud. Og selvom det ligner svaghed har det en større tiltrækningskraft end noget andet. Fordi det er ægte. Når vi brydes og kærligheden bliver levende, bliver kirken mærkeligt nok vanvittig tiltrækkende. Ingen gider perfekte mennesker. Alle vil åbne og ærlige mennesker. Fortællingen om de to mænd slutter: men så blev han usynlig for dem. Fremover viste han sig ikke fysisk, kun ved Helligånden og igennem de Helliges samfund. Det er udfordringen vi lever med: at vi skal lære at holde fast i fokus på det Hellige, sammen. Vores drøm er, at vi kan mødes med flere, på flere måder. At fællesskabet bliver bredere og dybere. Vi drømmer om, at vi begynder at have dybe samtaler at vi tør dele dét, der virkelig har betydning, og at vi sammen lærer at holde fokus på Guds nærvær. Vi vil skabe mødesteder, der ikke handler om endnu et møde, men et virkeligt møde menneske til menneske, historie til historie, liv til liv. Et mødested er simpelt. Jo mindre der skal planlægges, desto bedre. Vi gider ikke arrangere os til døde. Mødesteder kan finde sted i kirken, i hjemmet, i skoven you name it! Livgivende relationer opstår naturligt, og alligevel kan vi godt hjælpe det lidt på vej. Når vi ikke taler om det dybe i livet og det åndelige, er det ikke fordi, vi ikke vil vi længes jo efter det men vi evner det måske ikke. Derfor vil vi forsøge, når vi skaber mødesteder, at blive bevidste om at stille de rigtige spørgsmål til hinanden. Har du det godt? Ja! Har du det godt? Nej! Og det var så den samtale. Nej, vi vil stille spørgsmål som: Hvad fylder i dit liv i disse dage? Hvad er du optaget af? Hvad gør Gud i dit liv for tiden? I løbet af det næste halve år vil du opleve, at prædikerne tager udgangspunkt i Guds kærlighed til
os, og hvad det betyder for fællesskabet. Du vil opleve to aftener om åndelige forældre med Johannes Hansen fra apostolsk kirke, 3 aftener om parforhold med katolik og psykolog Peter Damgaard-Hansen, åbne hjem, menighedslejr, 3 mødesteder kun for mænd, og 1 mødested for kvinder, en meditativ gudstjeneste og alt det der plejer at ske. Forpustet? Bare kom til dét, du orker. Når jeg tænker på livgivende fællesskab, kommer jeg altid til at tænke på en bestemt oplevelse, jeg havde for et par år siden. Jakob og jeg besøg af en rigtig god ven. Vi sad og snakkede netop om hvad der fyldte i vore liv - og så blev det Jakobs tur. Han fortalte om en søster, han mistede for mange år siden. Han fortalte om sit forhold til hende, savnet af hende og om de spørgsmål, han gik med. Og vi talte om Himlen. Jakob og jeg har det til fælles, at vi begge har mistet en søskende, og mens han fortalte, væltede alle de velkendte følelser op i mig. Vi sad begge med tårer i øjnene. Vores ven sagde lidt om Himlen, og pludselig var det som om Himlen var i vores stue. Vi sad sammen med savnet, tårer i øjnene, nu helt stille og nød Guds nærvær og håbet, Gud gav. Når jeg tænker på min afdøde bror, Jens, bliver jeg stadig fyldt af det håb fra den dag. Jakob og jeg har den samme historie vi har begge mistet en søskende. Og vi har da ind i mellem talt om det, men ikke virkelig talt om det, som vi gjorde den dag. Og det er den slags samtaler binder os sammen. Ofte kan vi som ægtefæller, venner eller i menigheden - selvom vi sidder skulder til skulder - møde hinanden uden virkelig at møde hinanden. Vi kan have de samme liv, behov, historier. Vi opdager det bare ikke. Tænk om vi også kunne erfare Guds nærvær sammen. Jeg drømmer om, at vi med mødesteder og et fokus på relationer kan fremelske en kultur af brudthed og en kultur af næstekærlighed. Jeg drømmer om kirken som et legeme, hvor den enkelte af os møder Guds kærlighed igennem flere men også dybere, ægte relationer. Jeg drømmer om et levende legeme. Om et legeme, der tiltrækker mennesker, der bliver inviteret med. Jeg drømmer om et livgivende fællesskab. Jeg vil gerne bede jer rejse jer. Og nu tror I, at jeg vil afslutte med en bøn Tag lige 10 skridt rundt i salen og find så sammen med 3 eller 4 andre. Sæt dig ikke med nogen, du er i familie med. Og del så med hinanden ud fra spørgsmålet: Hvornår er fællesskabet livgivende for dig? Præst Mette Villerup 31. januar 2010