Historiebrug Jens Aage Poulsen Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling Læreplanen, Fælles Mål 2009, opererer med tre kundskabs- og færdighedsområder: Udviklings- og sammenhængsforståelse, Kronologisk overblik og Fortolkning og formidling. I de forenklede Fælles Mål 2014 er de omformuleret til kompetenceområderne: Kronologi og sammenhæng, Kildearbejde og Historiebrug. Der er flyttet og justeret lidt på indholdet i de tre kategorier, men læreplanen indebærer ikke grundlæggende ændringer af faget. Der er jo ikke tale om en ny læreplan, men om en revision og forenkling af Fælles Mål 2009, fra at bestå af trinmål, formuleret som undervisningsmål, til i Fælles Mål 2014 at være læringsmål, der lægger op til målstyret undervisning. De fleste af nærværende fagblad har uden tvivl orienteret sig på portalen: http://ffm.emu.dk. Den mest iøjnefaldende ændring er, at historiebrug er blevet et selvstændigt kompetenceområde. Begrebet er anvendt i læseplanen og beskrevet i vejledningen i Fælles Mål 2009 (side 21). Denne artikel er et forsøg på kort at gøre rede for betydningen af begrebet historiebrug og pege på nogle undervisningsmæssige muligheder. Historiekultur og -brug Et grundvilkår og en af de store udfordringer i historieundervisningen er, at eleverne arbejder med et genstandsfelt - fortiden eller den levede historie, der i sig selv er forsvundet, og som man kun kan beskæftige sig med ved at iscenesætte den som en beretning eller fortalt historie. Den fortalte historie er således en konstruktion, hvis form og indhold bliver til, forstås og bruges i samspil mellem fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning.
Selv om den levede historie som sådan er væk, møder vi konstant spor fra fortiden i form af artefakter, byrum, kulturlandskaber, ritualer, traditioner, adfærd, værdigrundlag, normer osv. Sammen med de fortalte historier udgør de vores historiekultur, dvs. noget, som på forskellig vis knytter fortid og nutid sammen. Historiebrug er anvendelse af historiekultur. Det centrale i historiebrug er ikke viden om historie, men indsigt i hvordan denne viden bruges med forskellig sigte og funktion om end vedkommende, der bruger historie, gør det reflekteret eller bevidst. Grundlæggende hænger al brug af historie sammen med menneskers forsøg på at skabe mening og sammenhæng i tilværelsen. Typer af historiebrug Historie bruges på mange måder. Den svenske historiker Klas-Göran Karlsson har opstillet nedenstående typologi, der tilstræber at kunne kategorisere forskellige tideres og samfunds former for historiebrug. Behov er begrundelsen for den pågældende historiebrug. Brug er måden historie anvendes på. Brugere er eksempler på aktører, der anvender historie på den pågældende måde. Og endelig angiver Funktion formålet og sigtet med anvendelsen. Behov Brug Brugere Funktion At udforske, hvad skete der?, Videnskabeligt Historikere, undervisere Verificering/falsificering, tolkning tolkninger At huske, at erindre, at glemme Eksistentielt Alle Orientering, forankring, at skabe mening og sammenhæng At genopdage Moralsk Veluddannede dele af befolkningen Rehabilitere, restaurere, forsone At opfinde, at konstruere Ideologisk Intellektuelle, politiske eliter Legitimering, rationalisering
At glemme, at Ikke-brug Intellektuelle, Legitimering, fortrænge politiske eliter rationalisering At blive adspredt og Underholdende, Alle At anvende historie i opmuntret, kommercielt markedsføring og salg Typologien kan diskuteres fx vil den konkrete brug af historie ofte kunne placeres i flere typer. Således vil læremidlers og underviseres brug af historie ud over at en videnskabelig formentligt også kunne karakteriseres som såvel eksistentialistisk, moralsk og ideologisk. Eksistentielt historiebrug er fx fortællinger, erindringer og myter om fortidige hændelser, der til alle tider har skabt og styrket sammenhængskraft, solidaritet - eller hvad nogen betegner som kollektiv identitet - i større og mindre grupper og fællesskaber fra familier og slægter til folkeslag. Eksistentielt historiebrug er ofte tydelig, når et folk eller en gruppe udsættes for modgang. Et eksempel er den kraftfulde opbygning af en dansk national identitet efter nederlaget i 1864. Det Styrske Cirkulære, der i år 1900 gjorde historie til et selvstændigt fag i grundskolen, kan både betegnes som politisk-pædagogisk og eksistentielt historiebrug. Fagets vigtigste opgave var nemlig at fremelske en sund og kraftig fantasi i forbindelse med en varm og levende følelse, særlig for vort folk og land. Siden er det nationalforherligende fortonet sig fra fagets læreplaner. Der kan dog stadig spores politisk-pædagogisk historiebrug i det aktuelle fagformål, Historie 2014, hvor det betones: Eleverne skal blive fortrolige med dansk kultur og historie. Ludvig N. Hedelund: Danmarkshistorie for Folkeskolen var et af en række nationalforherligende læremidler, der blev udgivet til skolefaget historie i første halvdel af 1900-tallet.
Moralsk historiebrug kan være fordømmelse eller latterliggørelse af personer på grund af deres handlinger og holdninger, der i samtiden blev anset for at være i orden, men nu som anses for forkerte og urimelige. Et eksempel er NATO s generalsekretær og forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussens kronik i Berlingske Tidende 28. august 2013: 29. august 1943 et spørgsmål om anstændighed. Heri fordømmer han samarbejdspolitikken og hævder, at [ ] der er en lige linje fra 29. august til Danmarks deltagelse i nutidens internationale militære operationer. Udsagnet kan også ses som politisk-pædagogisk historiebrug. Politik handler om magt og indflydelse. I tidens løb har politikere og andre magthavere brugt bestemte udlægninger og vinklinger af historiske hændelser i argumentationen, til at legitimere eller kritisere holdninger og handlinger. Historie bliver her brugt med et erindringspolitisk sigte. Det er let for eleverne at finde eksempler på Hitler, Stalin og andre diktatorers politisk historiebrug som fx nazisternes Blut und Boden-ideologi og raceteorier. Det er selvfølgelig også væsentlig, at eleverne bliver opmærksomme på og forholder sig til mindre iøjnefaldende eksempler på historiebrug i de emner og temaer, de arbejder med. Der er ofte et vist sammenfald mellem politisk-pædagogisk og ideologisk historiebrug, der handler om at anvende historie til at styrke og legitimere ens egen kulturs eller samfunds ideologi og værdigrundlag. Eksempler er museer, mindesmærker og steder, der knyttes til særlige hændelser i fortiden. Når de fokuserer på krige, er det som regel tydeligt, at det er sejrherrerne, der definerer historien og dens brug. Således fortæller de mange museer og udstillinger i Normandiet om D- dagen samstemmende om de allieredes heltemodige landgang og kampe mod fjenden, tyskerne. Med tiden kan fortællingerne og brugen af historie dog nuanceres noget, som det fx ses i udstillinger om 1. Verdenskrig og krigen mellem Preussen, Østrig og Danmark i 1864.
Arromanches-les-Bains ligger ved den strækning på kysten, som fik kodenavnet Gold Beach under de allieredes landgang i Normandiet. At leje en legendarisk Willy-jeep er også historiebrug. Ikke-brug af historie er en slags variant af ideologisk og politisk-pædagogisk historiebrug. Her vælger man ikke at bruge eller fortie noget historie for at fx at skabe en særlig fortælling om fortiden. I årene efter besættelsen var grundfortællingen om perioden, at den danske befolkning stod sammen mod den tyske besættelsesmagt lige fra de mange, der nøjedes med at vise tyskerne den kolde skulder til modstandsfolkene eller frihedskæmperne, som de blev kaldt der satte livet på spil. Undtagelsen var en lille gruppe småpsykopater og dårligt begavede, der meldte sig til frikorps Danmark, HiPo-korpset eller for kvinders vedkommende lod sig forføre af tyske soldater. I 1950 ernes og 1960 ernes læremidler til faget blev det vidtgående politiske og økonomiske samarbejde mellem Danmark og Tyskland under krigen fortiet eller beskrevet som noget danskerne blev tvunget til med magt. Og det varede mange år før det problematiske retsopgør, behandlingen af de henved 250.000 tyske flygtninge, der kom til Danmark i krigens sidste måneder, blev nævnt i læremidlerne. Forside på en bog fra 1945. Vi stod alle sammen og fuppede tyskerne! Ikke-brug af historie kan også være forsøg på at udslette dele af den. Efter den tyske genforening blev en række gadenavne i det tidligere Østtyskland ændret og statuer af kommunistiske personligheder fjernet. I maj 1945 et par uger efter befrielsen sprængte tidligere modstandsfolk de tyske sejrsmonumenter på Dybbøl og Als samt Bismarcktårnet på Knivsbjerg i luften. Det må dog bemærkes, at de tre monumenter havde overlevet genforeningen i 1920.
Det tyske sejrsmonument på Dybbøl Banke. Modstandsfolk sprængte det i maj 1945. Historie bliver flittigt brugt i forskellige typer af underholdning og til kommercielle formål. Det gælder spillefilm, tv-serier, fiktionslitteratur og computerspil. Tv-serien om 1864 er et aktuelt eksempel. Turistindustrien bruger historie i markedsføring og branding af bestemte lokaliteter. Det kan være særlige begivenheder eller berømte personer, der er knyttet til bestemte steder, fx H.C. Andersen til Odense. Selv mere end 1000 år efter, at vikingerne var i Normandiet, kan de bruges i reklamer. Historiebrug er almindelig i reklamer. Tænk fx på Stryhns leverpostejs brug af vikinger. Ofte knyttes noget fra gamle dage til produktet for at signalere en særlig kvalitet, som fx marmelade fra Den gamle Fabrik.
Historiebrug i reklamer. Speltmysli, der markedsføres som forfædrenes fuldkorn. Det må være særlig sundt! Historiebrug i undervisningen Der er flere grunde til det øgede fokus på historiebrug i historieundervisningen. Først og fremmest skal faget have en nytteværdi for eleverne. Den viden og de færdigheder, de tilegner sig, må de bl.a. kunne bruge til at få nogle bud på kontinuitets- og forandringsprocesser, der har ført til at samfund, livsformer og -vilkår er blevet, som de nu, og i samspil hermed tage stilling til deres handlemuligheder. I en stadig mere globaliseret verden gælder det selvfølgelig ikke kun deres eget (danske) samfund. Det indebærer bl.a., at undervisningen må tilrettelægges, så eleverne er medproducenter af historie. De må styrke deres færdigheder i kritisk tænkning og i at kunne håndtere og forholde sig til ofte komplekse historiske forklaringer, samt til hvordan historie er udlagt og brugt med bestemte formål både før og nu. Selv om viden og færdigheder, eleverne tilegner sig i skolefaget, trækker på videnskabsfaget, må undervisningen derfor ikke lægge op til, at eleverne bliver passive og ureflekterende recipienter af forskningsproduceret historisk viden, der i pædagogisk bearbejdet form siver ned og formidles i undervisningen. I Fælles Mål 2014 er kompetenceområdet Historiebrug for 3.-4. klasse udmøntet med viden- og færdighedsmål for Historiske scenarier, Historiske fortællinger og Historisk bevidsthed. I 5.-6. klasse og 7.-9. klasse Historiske scenarier, Konstruktion og brug af historiske fortællinger og Historisk bevidsthed. Eleverne må både undervises i om og i historiebrug som en del af arbejdet med emner og temaer. Dvs. de må tilegne sig viden om, havde historiebrug er, og hvordan forskellige aktører i tidens løb har brugt historie til bestemte formål. Målet for undervisning i historiebrug er, at eleverne styrker deres opmærksomhed og bevidsthed om, at de konstant møder historiebrug, og at de selv er historiebrugere, dvs. at de oplever sig som historieskabte og historieskabende og stadig mere
kvalificeret forstår og bruger samspil mellem fortidsfortolkninger, nutidsforståelser og fremtidsforventninger. For eleverne må arbejdet med historiebrug være meningsfuldt og relevant og styrke deres oplevelse af, at histories nytteværdi. I 3.-4. klasse er det hensigtsmæssigt, at eksemplerne, der gøres til genstand for undervisningen om og i historiebrug, er konkrete og hentes fra deres hverdagsliv og livsvilkår. I 7.-9. klasse kan man arbejde med mere komplekse problemstillinger i tilknytning til historiebrug. Et eksempel kan være nationen og national identitet, som den britiske historiker Benedict Anderson i 1980 erne betegnede som et forestillet fællesskab. Hvorfor udviklede dette fællesskab sig til at blive det mest overordnede og betydningsfulde i de fleste vesteuropæiske lande i løbet af 1800-tallet? I relation til politisk-pædagogisk og ideologisk historiebrug kan bl.a. følgende spørgsmål være afsæt for undersøgelser, refleksion og diskussion: Hvordan, hvorfor og hvornår opstod teorien om nationen og national identitet? Hvordan blev nationen og national identitet blevet begrundet historisk? Hvilken rolle fik ideen om nationen og national identitet for samfundet, værdigrundlag og sociale spørgsmål? Hvordan blev ideen om nationen og national identitet realiseret i forskellige europæiske lande? Hvilke konsekvenser fik bestræbelserne på nationsopbygning (realisering af ideen om nation og national identitet) for forskellige befolkningsgrupper (mindretal) og for forholdet mellem landene? Hvilken rolle havde skolen og andre socialiseringsarenaer i nationsopbygningen? Hvordan og hvorfor har ideen om nationen og national identitet forandret sig i tidens løb og hvordan er de historiske begrundelser blevet ændret? Hvordan bruges historie i forestillingen om nationen og national identitet i dag? Hvorfor tillægges nationen og national identitet flere steder i Europa stadig en meget stor betydning i en stadig mere globaliseret verden?
Litteratur: Bøe, Jan Bjarne, Knutsen, Ketil (2013). Innføring i historiebruk, Kristiansand: Høyskoleforlaget Karlson, Klas-Göran & Zander, Ulf (red.) (2009). Hitorien är nu En introduktion til historiedidaktiken, Studentlitteratur Undervisningsministeriet portal: Forenklede Fælles Mål: http://ffm.emu.dk