Sankt Hans 2015 I dag tænder vi en masse bål. I gennem hele landet er der bål. Store og mindre bål, men bål. Vi mødes med alle mulige. Nogen vi kender. Nogen vi slet ikke kender og normalt ellers ikke ville stå ved siden af. Vi synger en helt bestemt sang om midsommer. Inde midt i bålet en kunstig heks. Hende brænder vi af. Og det får vi til at give menig. Hvorfor? Ja hvorfor ikke? Måske vi netop ikke behøver at kunne forklare meningen. Det giver bare mening. Men det er noget, vi kan have lidt svært ved at forklare udlændinge om. Vi har lige været til valg. Og alle partier ville gerne have det til at give menig for os. Så der blev talt i øst og vest om alskens ting. Men især om kroner og øre. Hvor meget og hvordan kan man finansiere mere eller mindre velfærd. Hvad skal man skærer på? Skal der satses på skattelettelser i den ene ende frem for i den anden? Sæt det på en formel og politikeren vil diskutere det med dig.
Men der blev ikke talt ret meget om det, der ikke kan måles. Alt det der ikke kan sættes tal på. Alt det som ikke nødvendigvis fører nogen steder hen. Men det som bare er. For det kan jo ikke måles og hvad skal det så bruges til? Hvad skal vi egentlig bruge fritid til? Hvorfor skal butikkerne dog i det hele taget have lukket? Eller hvad får vi ud af at have et underholdningsorkester? Det kan ikke sættes på formel. Det kan ikke udskrives præcise tal, der viser vækst eller mangle på samme. Så hellere bare effektivisere det hele. Det skulle jo være så godt. Vi må ikke længere bruge tid på noget, bare fordi. Når der bliver spurgt: Hvorfor bruger du tid på dit og dat, så er det ikke godt nok at svare: Ja hvorfor ikke? Den dur ikke. Det skal langt mere præcise svar til. Du skal fortælle, hvad du kan bruge det til, hvordan der udvikler dig. Det nytter ikke blot at svare: Fordi det gør mig glad. Vores folkeskole er det seneste eksempel på at alt handler om effekten af det, tiden bruges på. Længere skoledage, og mindre plads til fritidsinteresser. For hvad skal børnene bruge det til?
Hvorfor skal man kunne ride, drible en bold, spille et instrument, sejle en båd eller bygge med rafter? Hvad skal det bruges til? Hvorfor? Og jeg får igen lyst til at svare: Ja, hvorfor ikke? Selvfølgelig vil vi gerne have dygtige lærere, dygtige håndværkere, dygtige sygeplejersker og knivskarpe jurister. Så selvfølgelig skal der en vis form for specialisering til. Det er nødvendigt at man på et tidspunkt tager et valg og bliver særligt dygtig til en ting. Men vil vi ikke også gerne have indlevende medmennesker? Vil vi ikke gerne have medmennesker, der ser menig i at holde fast på traditioner, lave frivilligt arbejde, har tid til at være i familien? Vil vi ikke gerne have medmennesker, der har blik for den anden? Blik for den jeg står ved siden af. Ser på ham, som den han er, og ikke som en jeg skal kæmpe for at blive bedre end, så jeg bliver først, størst og bedst? Har vi kun fokus på hele tiden at være bedre eller hurtigere, hvorfor så tage sig tid til at tale med hinanden. Hvorfor? Og jeg svare: Ja, hvorfor ikke?
Rigtig mange i Danmark bruger tid på frivilligt arbejde. Alt fra at være fodboldtræner, besøgsven, bage kager til dit og dat eller medlem i en bestyrelse. Og spørger man folk hvorfor: Så svare de ikke med en formel. Det giver mening, - Jamen hvilken en? Bare mening. Det gør mig glad. Hvorfor? Ja, hvorfor ikke? Får kort tid siden hørte jeg et oplæg ved en af vores mest provokerende kulturpersonligheder, Knud Romer. Ham kan man mene meget om. Han fortalte han havde talt med kulturministeren. Hvad skal alle disse flere timer i folkeskolen skulle bruges til? Kunne man gå i gennem et helt skoleforløb uden at lytte til Mozart? Og hun svarede: Ja. Selvfølgelig kan man det, men samtidig er det også billedet på den udvikling der er sket. For hvad skal man bruge Mozart til? Hvorfor skal man lytte til ham? Ja, hvorfor ikke? Da min far gik i skole havde han sløjd i 4 timer ugentligt, i 4 år i træk. Og min mor havde tilsvarende håndgerning og madlavning. Da jeg gik i skole havde jeg to timer i 6. klasse. Det vel og mærke et halvt år med sløjd, og et halvt år med madlavning. Det er ikke de samme færdigheder man opnår. Jeg
fik aldrig de grundlæggende solide kundskaber i hverken det ene eller det andet. Dem kunne jeg heldigvis erhverve mig efter skoletid. Hjemme eller i ungdomsskolen. I dag har børnene fået endnu længere skoledag. Men den er ikke blevet fyldt med hverken madlavning, sløjd eller Mozart. Den er blevet fyldt med mere regning og læsning, så vi kan måle os med kineserne. Hvorfor skulle vores børn dog også bruge tid på andet? Ja, hvorfor ikke? Børn skal nu gå rundt, mens de samtidig forsøger at lære at stave. Børn skal nemlig bevæge sig. Ikke til fodbold efter skoletid, nej i skoletiden samtidig med at de lærer at stave Hvorfor skal vi have små skoler hvor elever og lærere kender hinanden? Hvorfor ikke bare sende alle børn ind i store børnecontainere med masser af konkurrenter? Så lærer de fra begyndelse, at det er det, det handler om. Så lærer de at det rolige, nære og trygge, blot er i vejen for effektiviteten. Jeg vil gerne slå et slag for alt det vi gør, bare fordi. Alt det, vi heldigvis stadig finder på at bruge vores tid på. Når vi svarer: Hvorfor ikke? Alt det som ikke kan måles eller vejes, eller
sættes på formel. Alt det der ikke handler om at effektivisere men handler om fællesskab. Handler om nærhed. Om at være glad. Handler om at gøre noget, bare fordi jeg har lyst. Jeg tror på at det er det, der er med til at gøre vores liv rigt. Det er dejligt at gå til Sankt Hans, at opretholde fællesskabet og en 100årig tradition. At synge en sang af en for længst død og borte lyriker. Hvorfor? Ja, hvorfor ikke? Glædelig Sankt Hans Maren Pitter Poulsen