Dokument oprettet 09. juli 2014 Sag 10-2014-00390 Dok. 166248/kp_dh Danske Handicaporganisationers frivilligpolitik Indledning Frivillighed har i de seneste år haft en fremtrædende rolle i den generelle samfundsdebat og ikke mindst i forhold til socialt arbejde. Det nye frivilligcharter fra sommeren 2013 taler om, at den frivillige verden bidrager til et inkluderende samfund og om aktivt medborgerskab i forpligtende fællesskaber. Det øgede fokus på frivillighed slår igennem, samtidig med at de ydelser, som mennesker med handicap er afhængige af, er under pres. Derfor ser DH det som sin opgave at sikre, at formålet med og brugen af den frivillige indsats har en kvalitativ positiv indvirkning på livsvilkårene for mennesker med handicap. Handicaporganisationerne er selv dannet på baggrund af frivillighed, og organisationerne har historisk påtaget sig mange velfærdsopgaver. Flere af handicaporganisationerne har i dag strategier og politikker for, hvordan medlemmer og frivillige kan indgå i et dynamisk samspil med hinanden for at varetage medlemmernes interesser bedst muligt. I DH er der med andre ord masser af erfaring og viden om frivillighed, som vi gerne vil sætte i spil sammen med andre frivillige organisationer, kommuner og institutioner, når der i de kommende år skal defineres opgaver og udformes regler for frivilligheden. Der er i handicaporganisationerne et fokus på, at kommunalreformen har resulteret i manglende specialiseret viden. Derfor er der i fremtiden et øget behov for handicaporganisationernes unikke viden og erfaringer. Grænser for frivillighed Politisk er der fokus på at inddrage civilsamfundet i løsningen af opgaver på især det sociale område. I Civilsamfundsstrategien er der således formuleret et mål om, at halvdelen af alle danskere skal udføre frivilligt arbejde i 2020. DH tager gerne denne udfordring op og vil arbejde for at sikre, at vores erfaringer og viden sættes i spil, så der findes en rimelig balance mellem det offentliges forpligtelser og civilsamfundets bidrag. At civilsamfundet skal mere på banen betyder ikke, at ansvaret for f.eks. institutionernes lovbundne opgaver kan flyttes fra professionelle til frivillige. Tværtimod er det afgørende at fastholde lovbestemte opgaver hos professionelt personale. En grundlæggende værdi i samspillet skal være, at borgeren er i centrum, og at frivillighed ikke kan gøres til en pligt. Det betyder, at den enkelte borger har ret til at sige fra, hvis man ikke ønsker at modtage støtte fra frivillige.
Ifølge Center for frivilligt socialt arbejde defineres frivillighed som noget, der udføres over for personer uden for den frivilliges familie og slægt. Selv om pårørende således ikke er frivillige, oplever flere pårørende i disse år, at omgivelserne forventer, at man yder en ekstra indsats. Som pårørende har man ret til at sige fra overfor samfundets øgede forventning om, at man overtager lovbundne opgaver. I forhold til den enkelte frivilliges deltagelse skal der skabes de rette rammer for, at alle, der har lyst, kan arbejde frivilligt. Det betyder bl.a., at det offentlige skal tage et mere aktivt ansvar for at sikre, at ingen personer forhindres i at udføre frivilligt arbejde af økonomiske, arbejdsmæssige eller organisatoriske grunde. Mennesker med handicap skal værdsættes som aktive frivillige, og der skal være lige muligheder for at udføre frivilligt arbejde eller deltage i foreningslivet. For DH er inklusion et nøgleord. Men det forudsætter, at den rette kompensation og mulighed for at udmåle denne er til stede for personer med handicap, der udfører frivilligt arbejde. Tradition for frivillighed Historisk set er megen innovation på det sociale område netop kommet fra frivillige. Mange nye tanker er opstået, fordi frivillige ikke er bundet op på offentlige systemer og driftsforhold. Der er skabt gode løsninger, fordi frivillige og mennesker med handicap sammen har taget udgangspunkt i det enkelte menneskes behov. Flere af handicaporganisationerne driver væresteder, rådgivninger, bosteder og behandlingssteder, som i dag er helt eller delvist offentligt finansieret. Og historien er ofte den samme. En gruppe pårørende til udviklingshæmmede eller forældre til børn med et fysisk handicap er gået sammen om at etablere det gode bosted eller det unikke rehabiliteringstilbud som et alternativ eller supplement til det offentlige i en erkendelse af, at opgaver ofte løses bedst i partnerskab med brugerne. Frivillige har med personligt og socialt engagement været uafhængige af offentlige driftsstrategier. Frivillige har med afsæt i deres egen samvittighed påpeget urimeligheder og foreslået forbedringer med afsæt i deres egne erfaringer. Historisk set har frivillige således også haft en vigtig rolle som kritisk vagthund. Alt dette skal vi kæmpe for at bevare. Der er en lang tradition for både i Danmark generelt og i handicaporganisationerne på denne måde at tage ansvar og at udøve medborgerskab. En frivillighed man ikke påduttes at udøve, men som er rundet af et socialt engagement. Et frivilligt engagement har en værdi i sig selv for den frivillige og for andre. Det betyder, at frivilligheden fungerer bedst, når den udøves i gensidighed, og resultatet deraf er øget livskvalitet for modtagerne af den frivillige indsats og øget livsudfoldelse for den frivillige. Frivillighed som socialt engagement Handicaporganisationerne arbejder i dag hver især med frivillighed ud fra deres forskellige traditioner og deres målgruppers behov. Frivilligheden bygger på den engagerede frivillighed med fokus på det enkelte menneske og dettes behov. Med dette afsæt er der i princippet ingen grænser for frivilligheden. Denne grænseløshed er betinget af, at frivilligheden er ægte, at den rummer den frivilliges engagement og integritet, at frivilligheden giver mulig- 2
hed for at varetage rollen som kritisk vagthund, ligesom frivilligheden skal bygge på ligeværdighed mellem den enkelte frivillige og de mennesker med handicap, som frivilligheden er til for. Handicaporganisationerne arbejder for, at man i egne organisationer skaber attraktive rammer for at udøve frivillighed, og man anerkender, at den enkelte frivillige bevarer sin integritet og udøver sin frivillighed, hvor det giver mening for den enkelte at være med. Handicaporganisationerne deltager altid gerne i en debat om indretningen af fremtidens velfærdssamfund og vil gerne medvirke i utraditionelle løsninger. Vi ser frem til, at de offentlige aktører går i dialog med civilsamfundsaktørerne om, hvordan opgaver kan udvikles og løses gennem samskabelse, frem for at de offentlige systemer selv begynder at definere, skabe og lede frivillighed. Det er vigtigt, at frivilligheden respekteres i sin egen ret som et engagement, der drives af lyst, som skal inspireres og vokse fra bunden. Ægte frivillighed kan ikke styres inden for en offentlig formåls-rationel logik. DH s frivillighedspolitik indeholder konkrete budskaber indenfor følgende fokusområder: 1. Handicaporganisationerne som medspillere 2. Personer med handicap i centrum for frivillige indsatser 3. Skab inkluderende rammer for det frivillige arbejde 1) Handicaporganisationerne som medspillere DH arbejder både interessepolitisk som lobbyister for at sikre rettigheder for mennesker med handicap og som en konstruktiv løsningsorienteret samarbejdspartner. Dette spændingsfelt kan være vanskeligt at navigere i og er ikke mindst tydeligt lokalt. Det er afgørende, at det frivillige arbejde udvikler sig i et samspil mellem det offentlige og de frivillige organisationer. DH mener: Dialog er afgørende mellem det offentlige og de frivillige organisationer om samspillet og inddragelsen af handicaporganisationerne i udviklingen af frivillige indsatser og tilbud for personer med handicap. Udviklingen af kommunale og regionale frivillighedspolitikker bør altid inddrage relevante organisationer, herunder handicaporganisationerne, hvis medlemmer i høj grad er målgruppen for frivillige indsatser og tiltag. Handicaporganisationernes rolle i den forebyggende indsats skal nytænkes og handicaporganisationerne viden skal i spil på nye måder. Handicaporganisationerne faciliterer fx netværk mellem medlemmerne og gennemfører kurser, der styrker den enkelte persons empowerment. 3
Handicaporganisationerne skal bidrage til udviklingen og implementeringen af kommunale, regionale og nationale strategier for inddragelse af frivilligt arbejde. Samarbejdet mellem handicaporganisationerne og det offentlige skal ske ud fra en ligeværdig relation. Det betyder bl.a. involvering i udviklingsfasen, og ikke blot invitation til blåstempling af færdigudviklede strategier. Civilsamfundets inddragelse i samspillet med det offentlige forudsætter tilførsel af ressourcer til organisationerne bl.a. med henblik på kapacitetsopbygning og udvikling af indsatser og indgåelse i offentligt/privat samarbejde. 2) Personer med handicap i centrum for frivillige indsatser Borgeren skal til enhver tid være i centrum for den frivillige indsats. Den skal give mening for den enkelte. Man skal med andre ord ikke påduttes en frivillig, men sikre at forsyningssikkerheden er i orden, og at der er den nødvendige grad af professionalisme og faglighed til stede, som sikrer kvalitet og retssikkerhed. DH mener: Opgaver, der løses med frivillige, skal altid have borgeren i centrum. Den enkelte borger skal til enhver tid kunne sige nej til et frivilligt tilbud. Det må aldrig være påtvunget at deltage i et frivilligt tilbud/modtage en frivillig indsats. Pårørende skal kunne sige fra i forhold til at løse lovbestemte opgaver på frivillig basis. Det er heller ikke en forudsætning for at få støtte fra det offentlige. Frivillige må ikke blive en erstatning for de professionelle kompetencer, som skal være til stede for at sikre de rette vilkår, støtte og rammer for personer med handicap. De frivillige skal ikke overtage de ansattes arbejde, men kun udføre et supplement, som giver modtageren større livskvalitet. 3) Inkluderende rammer for det frivillige arbejde Regeringens erklærede mål er, at halvdelen af den danske befolkning skal udføre frivilligt arbejde. Samtidig er der både i Regeringens handicappolitiske handlingsplan og Frivilligrådets anbefalinger til Regeringen om en ny civilsamfundsstrategi en vægtning af medborgerskab og øget deltagelse blandt udsatte borgere. Handicaporganisationerne spiller en vigtig rolle både for at synliggøre personer med handicap som en vigtig frivillig ressource og for at sikre de rette inkluderende rammer, så alle reelt set har lige deltagelsesmuligheder. DH mener 4
Medborgerskabs- og deltagelsesstrategier skal udvikles ud fra et empowerment perspektiv og ikke et hjælpe-offer-perspektiv. Kommunerne og regionerne skal forpligtes til at fremme inkluderende rammer for deltagelse i civilsamfundet og deltagelse af frivillige generelt i alle sektorer, så hver enkelt borger får de bedst tænkelige rammer for at være en aktiv ressource og del af forpligtende fællesskaber. De inkluderende rammer for frivillige med handicap skal sikres via planlægning, tilgængelighed fysisk og kommunikativt samt gennem rimelig tilpasning. Det offentlige skal dække omkostninger ved udførelse af frivilligt arbejde ved at skabe gode rammer for dette, f.eks. ved at levere lokaler, betale transport mv. og derved vise, at det frivillige arbejde værdsættes. Hertil kommer dækning af udgifter til frivilligt arbejde i form af uddannelse, administration, projektledelse m.v. Frivilligt arbejde er ulønnet, men skal være omkostningsfrit for den frivillige. Det er ofte den lave takst til transport, der refunderes ud fra, men for at sikre ligestilling, skal der kompenseres for den reelle omkostning. For nogle frivillige med handicap er det ikke muligt med billigst mulige transport på grund af deres funktionsnedsættelse. De frivillige fastsætter selv grænserne for deres indsats og har altid ret til at sige fra. De frivilliges engagement og integritet skal altid respekteres. 5