Den nødvendige koordination - BKF sætter fokus på den kommunale forpligtelse i indsatsen for handicappede børn og unge og deres familier

Transkript

1 Notat Dato: 4. november 2007/jru/ami Den nødvendige koordination - BKF sætter fokus på den kommunale forpligtelse i indsatsen for handicappede børn og unge og deres familier I årsmødevedtagelsen Alle børn har ret til trivsel også de socialt udsatte fra 2006 satte BKF fokus på den udfordring det ledelsesmæssigt og professionelt er at yde præcis den støtte, de socialt udsatte børn og unge har brug for. 1 I dette notat ønsker BKF at fokusere på kommunernes opgaver i forhold til en anden vigtig målgruppe, der også har særlige behov de handicappede børn og unge og deres familier. Specialrådgivning og tidlig indsats At få et barn med et handicap fysisk og/eller psykisk er for de fleste forældre en stor omvæltning. Drømmen om det sunde og velfungerende barn braser sammen for en stund, og bekymringen for barnets udvikling og velbefindende rykker ind. Behovet for rådgivning omkring håndteringen af barnets handicap og viden om, hvilken form for hjælp man kan forvente, opstår umiddelbart. I mange tilfælde er familiens opmærksomhed ikke mindst i starten rettet mod sundhedssystemet, som diagnosticerer og behandler. Det er imidlertid vigtigt, at det regionale sundhedsområde sikrer, at kommunens medarbejdere meget hurtigt inddrages i samarbejdet med familien og med sundhedssystemet. Hermed skabes mulighed for en helhedsorienteret specialrådgivning. Ansvaret for specialrådgivningen ligger i kommunen. For at sikre, at de nødvendige kompetencer er til stede, anbefaler BKF, at der sker en specialisering af den kommunale indsats i forhold til børn og familier med handicap. Det kan være svært at opretholde specialviden på alle typer af handicap. Der er derfor vigtigt, at være opmærksom på og benytte den særlige rådgivningsmulighed, som findes i VISO og i de forskellige videnscentre, herunder Center for Små Handicapgrupper. 1 I et efterfølgende notat BKF sætter fokus på ledelsesopgaven på børne- og familieområdet fra maj 2007 gås der mere i dybden med de særlige ledelsesudfordringer, der er i arbejdet med børn og familier med særlige behov. Side 1

2 De første måneder og år vil fokus også være på barnets behov, men det er afgørende, at kommunen er opmærksom på, at også forældrene tilbydes den hjælp og støtte de har brug for i forhold til at komme godt igennem erkendelsen af at have fået et barn med særlige behov. En tidlig hjælp til forældrene i forhold til den krise, som de bringes i, når de får konstateret at deres barn har et varigt handicap, kan være med til at lette samarbejdet i det videre sagsforløb. At kommunerne i sundhedsaftalerne lægger vægt på inddragelse af kommunens medarbejdere meget tidligt i samspillet omkring handicappede børn og unge At kommunerne specialiserer sig omkring arbejdet med handicappede børn, unge og deres familier, så behovet for kompetent rådgivning og vejledning kan imødekommes At kommunerne er særligt opmærksomme på adgangen til rådgivning i forhold til de små handicapgrupper. At kommuner tilbyder tidlig rådgivning og vejledning også til forældrenes håndtering af den krisesituation, som opstår, når det konstateres at barnet eller den unge har et varigt handicap. Den kommunale tovholder Konstateringen af et barns eller en ungs handicap indebærer ofte involvering af en række fagpersoner, der på forskellig måde skal være med til at sikre barnet eller den unge den bedst mulige udvikling. Fagpersonerne kan komme fra det kommunale system eller f. eks. fra sundhedssystemet, og ofte oplever familierne selv at stå med hele koordineringsopgaven i forhold til de mange forskellige fagpersoner fra de forskellige systemer. Familien kan undertiden opleve, at de forskellige fagpersoner prioriterer forskellige typer af indsats i forhold til barnet eller den unge. Forældre til handicappede børn og unge oplever ofte samarbejdet med de mange forskellige fagpersoner som meget komplekst. En væsentlig støtte til en familie med et handicappet barn kan derfor bestå i at sikre et koordineret samspil med familien gennem udpegning af en kommunal tovholder. Den kommunale tovholder vil typisk være familiens sagsbehandler. Ansvaret kan i perioder varetages af andre fagpersoner, der naturligt har deres gang i hjemmet f.eks. sundhedsplejersken i de første år. Det væsentlige er imidlertid, at der er en klar handlingsplan for samspillet mellem familien og de forskellige fagpersoner og at der er udpeget en tovholder, som har en anerkendt kompetence til at koordinere indsatsen. At ledelsen sikrer en organisering, hvor der i alle sager om handicappede børn og unge udpeges en tovholder, som agerer på baggrund af én samlet handlingsplan, som bygger på input fra både familien og de relevante fagpersoner Teamsamarbejdet Teamsamarbejdet mellem de professionelle er afgørende for sikringen af en koordineret og målrettet indsats i forhold til det handicappede barn og dets familie. Teamsamarbejdet forudsætter respekt for forskellige fagligheder og forskellige perspektiver på barnets udvikling. Ved at udnytte forskelligheden og ved at have det udgangspunkt, at en fælles indsats er nødvendig, og at barnet eller den unge er i centrum, kan indsatsen Side 2

3 kvalitetsudvikles, og der kan opstå handlingsplaner, som måske er utraditionelle, men som imødekommer barnets og familiens behov på den mest hensigtsmæssige måde. Teamsamarbejdet må ikke betyde en fagprofessionel front over for familien hvor familien oplever, at de professionelle har talt sammen og koordineret uden familiens aktive involvering. I det omfang det er muligt og hensigtsmæssigt, kan det være godt at inddrage familien i teamsamarbejdsmøderne. Skriftlige tværgående handlingsplaner med konkret angivelse af ansvarspersoner for de forskellige elementer i indsatsen er afgørende i arbejdet med de handicappede børn og unge, fordi der typisk er så mange fagpersoner involveret. Det gælder også i forhold til den interne kommunale koordinering af genoptræning, tilvejebringelse af hjælpemidler m.v. og ikke mindst i forbindelse med overgange fra ét forvaltningsområde til et andet typisk når den unge bliver 18 år. Konkret er det f.eks. i forbindelse med indførelse af Lov om Ungdomsuddannelse til unge med særlige behov nødvendigt, at både voksenområdet og børneområdet indgår i både planlægning og bevilling af ungdomsuddannelsesforløbet. At ledelsen tydeliggør sine forventninger til teamsamarbejdet, herunder i egen adfærd viser respekt og anerkendelse af andre fagligheder og markerer behovet for teamsamarbejdet som en måde at fremme kvalificerede løsninger. At ledelsen er særligt opmærksom på at sikre rammer for det tværfaglige samarbejde, der rækker ud over forvaltningen eller egen kommune. At kommunen arbejder med udviklingen af de tværgående handlingsplaner således at de indgår som en integreret del af den handleplan som udarbejdes i henhold til Lov om Social service, således at dobbeltarbejde imødegås. Fokus på balancen mellem integration og segregering En række specialiserede tilbud til både de 0-6årige og til skoleleverne er med kommunalreformen overført til kommunerne. Det er en stor og udfordrende opgave, som kommunerne hermed har påtaget sig. Der er behov for at danne nye netværk, der kan være med til at understøtte fastholdelsen og videreudviklingen af de specialiserede tilbud. Det stiller særlige krav til kommunerne om i et forpligtende samarbejde at skabe nye bærende netværk både i forhold til forsyningsforpligtelsen og i forhold til den faglige udvikling. Kommunerne har en helt særlig opgave i forhold til at undgå, at de specialiserede tilbud bliver solister i det kommunale landskab, og fagligheden derved bliver isoleret. Den kvalitet og erfaring, der findes i de specialiserede tilbud kan komme det almene miljø til gavn ved at specialenhederne udvikles til videnscentre med udgående funktioner i forhold til øvrige institutioner i kommunen. Dette er ikke mindst aktuelt i de kommuner hvor der er en glidende overgang mellem gruppeordninger/specialklasser i folkeskolen og specialskolerne. Et tættere samspil mellem de specialiserede tilbud og almentilbuddet giver mulighed for fleksibilitet, formidling af viden og værdier og etablering af tilbud, der tager udgangspunkt i, hvad der er godt for lige præcist dette barn under disse særlige omstændigheder. For nogle handicappede børn og unge kan et tilbud i eller tæt på almenmiljøet være en mulighed gennem hele skoleforløbet, for andre en mulighed i perioder og for atter andre ikke en mulighed overhovedet. Side 3

4 Efter BKF s opfattelse bør kommunen opstille nogle principper eller pejlemærker, som skal indgå i beslutningen om, hvad der skal ske i den enkelte situation.. Det kunne f. eks. være overvejelser som, at de fysiske rammer skal være i overensstemmelse med barnets behov at barnet er en del af et socialt fællesskab på en værdig og umiddelbar måde at barnet oplever accept og mening at det miljø barnet indgår i kommer det handicappede barn i møde De voksne omkring barnet skal hele tiden tage stilling til hvor barnet/eleven er mest velplaceret : Om det er i det specialiserede tilbud eller i det almene tilbud. Der skal med andre ord hele tiden være fokus på balancen mellem fordele og ulemper ved henholdsvis inklusion og segregering. at kommunerne sikrer fastholdelse af de allerede eksisterende faglige netværk at kommunen udvikler de specialiserede tilbud som videncentre i forhold til dagtilbudsområdet og skolerne at kommunen formulerer en egentlig strategi og opstiller principper for inklusion Tilbuddene skal være der Kommunerne har fået en ny og særlig opgave det er et stort ansvar at sikre den nødvendige forsyning af tilbud. På skoleområdet udfordres denne forsyningsforpligtelse i øvrigt af det frie skolevalg, som i en del kommuner faktisk undergraver den plan som er lagt for sikringen af det tilstrækkelige antal relevante pladser i specialskoler og andre særligt tilrettelagte skoleforløb. Der er efter BKF s opfattelse behov for et velfungerende tværkommunalt og regionalt samarbejde for at sikre de mest vidtgående handicappede børn et passende tilbud. Udfordringen kan blive initiativforpligtelsen. Hvem har ansvaret for at tage initiativ til oprettelse af nye tilbud, når rammeaftalen viser områder med kapacitetsproblemer. Er det kommunen med det største behov eller gav det mere mening at lave en form for specialisering mellem kommunerne i forhold til at sikre en tilstrækkelig faglig ekspertise? Behovet for samarbejde gælder på en række felter: specialdagtilbud, aflastningstilbud, specialundervisningstilbud, ungdomsuddanneselstilbud, fritidstilbud til både børn og unge og ikke mindst sikringen af boliger, så de unge handicappede gives mulighed for at flytte hjemmefra. At kommunerne aktivt går ind i og bidrager til en koordinering og et samarbejde i forhold til de specialiserede opgaver omkring børn og unge, herunder at der indgås mellemkommunale aftaler med henblik på at opretholde forsyningen. At topledelsen på børneområdet følger samarbejdet i Kommunekontaktrådet og bidrager til kvalificeringen af arbejdet gennem tæt rådgivning af kommunens egen politiske chef i rådet. At kommunerne er indstillet på og accepterer at måtte betale for fastholdelsen af de mest specialiserede tilbud selv om man ikke her og nu har behov for at anvende tilbuddet p.g.a. dets specialiserede karakter. Side 4

5 Netværk Mange familier med handicappede børn og unge har et ønske om at møde andre familier med tilsvarende problemstillinger. Denne opgave løses i vid udstrækning gennem de landsdækkende handicaporganisationer. Det kan imidlertid være en god idé også at understøtte et lokalt samspil på tværs af de forskellige handicap f. eks. ved at lave forældrekurser, facilitere indledende møder på forældres eller bedsteforældres eget intiativ eller stille op som oplægsholder på netværksmøde. Kommunen bør alene arbejde understøttende og bør ikke påtage sig en egentlig drift af netværket, da en del af netværkets idé og styrke ligger i det frivillige samspil og i at der skabes en ramme for familierne, som de professionelle ikke er en fast del af At kommunerne understøtter dannelse af lokale netværk mellem familier med handicappede børn og unge Ledelse og politisk involvering Også handicapområdet har behov for ledelsesmæssigt og politisk fokus. De lovpligtige handicapråd kan være med til at sikre dette fokus. Det er vigtigt at forvaltningen understøtter handicaprådet i sin opgavevaretagelse, herunder bidrager til at handicaprådet arbejder med emner af mere principiel og overordnet karakter. En særlig opgave i samspillet med handicaprådet kunne f.eks. være udviklingen af en egentlig handicappolitik, hvis kommunen ikke allerede har en sådan. Teamsamarbejdet i handicapsagerne på enkeltsagsniveauet bør suppleres af et tilsvarende teamsamarbejde på ledelsesniveau. For at skabe et godt planlægningsgrundlag både i forhold til forsyningsforpligtelsen og økonomistyringen kan det være hensigtsmæssigt at etablere et egentligt handicapteam, hvor der dels kan hentes konsultativ bistand til de mest komplekse handicapsager, men hvor der også sker en data- og erfaringsopsamling på den samlede målgruppe en opsamling, der gerne skulle indebære en styrket planlægning på området. At der i den enkelte kommune fastsættes politiske mål for arbejdet med de handicappede børn og unge og deres familier f.eks. som del af en tværgående kommunal handicappolitik At de handicappede børn og unge indgår som et tydeligt fokusområde i den sammenhængende børnepolitik, herunder at der f.eks. etableres handicapteam, hvor der sikres løbende overblik over målgruppe og foranstaltninger Side 5