Forskning i. Psykiatrien. Årsrapport 2009 Psykiatrisk Forskningsenhed

Transkript

1 a Forskning i Psykiatrien Psykiatrisk Forskningsenhed

2 a INDHOLD Forord 3 Psykiatrisk Forskningsenhed 4 Forskningsdag 5 Forskningsseminarer 5 Behandling med personlighed 6 Bryd isolationen bring nye former for viden i spil 8 TIPS til fremtidig klinisk praksis 10 Innovation i Psykiatrien er hårdt arbejde 12 Behandling af ADHD meget mere end medicin 14 Indflydelse og ansvar styrker behandlingen 16 Igangværende forskningsprojekter 18 Igangværende ph.d.-projekter 19 Igangværende kvalitetsudviklingsprojekter 20 Samarbejdsrelationer 21 Publikationer 22 Psykiatrisk Forskningsenhed Region Sjælland Smedegade Roskilde Tlf Fax psy-forskning@regionsjaelland.dk Den faste medarbejderstab Forskningschef, overlæge, forskningslektor Erik Simonsen Seniorforsker, overlæge Søren Blinkenberg Forskningssekretær Dorit Mortensen Administrativ konsulent Hanne Elsebeth Andersen Fagbibliotekar Kirsten Buch Rasmussen Fagbibliotekar Marianne Espenhain Nielsen Universitetsansatte tilknyttet forskningsenheden Ulrik Haahr, forskningslektor, overlæge og leder af Kompetencecenter for Debuterende Psykose Jørgen Nystrup, klinisk lektor og ledende stabsoverlæge Redaktion og artikler af kommunikationskonsulent Thomas Larsen tla@regionsjaelland.dk Forsidefoto: Colourbox Øvrige fotos: Kommunikationskonsulent Thomas Larsen Grafisk design og tryk: Camilla Lyngshede Lund, Glumsø Bogtrykkeri A/S Oplag: 1600 Yderligere eksemplarer kan rekvireres på psy-forskning@regionsjaelland.dk Hjemmeside: Svanemærket tryksag

3 Forord I Psykiatrien Region Sjælland vil vi lave forskning tæt på den kliniske virkelighed forskning, der tager afsæt i, berører og måske endda forandrer den kliniske hverdag. Med andre ord vil vi gerne bedrive en forskning, der kan være med til at gøre en forskel for mennesker og for de behandlingstilbud, vi har i Psykiatrien. Psykiatrien Region Sjælland kigger såvel indad som udad. Forskningen foregår i samarbejde med nationale forskningsmiljøer for eksempel universiteterne i og uden for regionen såvel som internationale netværk. Psykiatrien har formuleret sin egen forskningspolitik og nogle indsatsområder, som vi forsker særligt inden for dem kan du læse mere om på næste side. Overordnet har Psykiatrien Region Sjælland den evidensbaserede behandling som grundpille, og forskningsaktiviteterne har netop som opgave at bidrage til det vidensgrundlag, som behandlingen skal bygge på. Der skal søges ny viden både inden for det behandlingsmæssige og det patientoplevede område, som kan understøtte vores vision for Psykiatrien Region Sjælland: Mennesker og muligheder psykiatri med relationer. I denne årsrapport lader vi nogle af vores aktive forskningsmedarbejdere fortælle om deres forskningsinteresse, om, hvad de arbejder med, og ikke mindst, hvad deres projekter kan betyde for Psykiatrien, for patienterne og for relationer patienter, behandlere og pårørende imellem. Læs artiklerne på side Alle vores forskningsaktiviteter har som mål at inddrage medarbejdere i Psykiatrien, og som projekterne viser, foregår der forskning og udvikling inden for flere forskellige fagområder i Psykiatrien og ud fra så vel positivistiske, human- og samfundsvidenskabelige paradigmer. På den måde vil vi både sikre en videnskabelig bredde og understrege Psykiatriens tværfaglige tilgang til behandling. Det er vores håb, at denne årsrapport og forskerinterviewene kan give læseren nye vinkler på forskning i Psykiatrien og måske ligefrem inspirere til selv at komme i gang med forskning eller udviklingsprojekter. Du er meget velkommen til at kontakte Psykiatrisk Forskningsenhed, hvis du vil vide mere. Søren Bredkjær Vicedirektør, cheflæge Erik Simonsen Forskningschef, overlæge God læselyst! 3

4 Psykiatrisk Forskningsenhed Region Sjælland etablerede pr. 1. januar 2009 en fælles tværfaglig Psykiatrisk Forskningsenhed af to tidligere amtslige enheder i Vordingborg og Roskilde. Forskningsenheden har fokus på såvel forebyggelsesprojekter, evaluering af kliniske behandlingsmetoder som sundhedstjenesteforskning. Forskningsenheden prioriterer især forskning, der omhandler diagnostiske metoder og klassifikation af psykopatologi, forholdet mellem personlighed og psykisk sygdom, evaluering af behandlingsmetoder, herunder psykoterapi og psykoedukation, samt forskning i sundhedsfremme. Psykiatrisk Forskningsenhed vil fremover særskilt prioritere og allokere ressourcer til forskning i personlighedsforstyrrelser. I boksen nedenfor kan du se de områder, vi forsker inden for. Psykiatrisk Forskningsenhed arbejder for, at hver klinisk enhed har mindst én ph.d.-studerende under vejledning af forskningsenhedens personale og tilknyttede medarbejdere samt sam arbejdspartnere fra universiteterne. Psykiatrien Region Sjælland har udarbejdet en forskningspolitik, og et regionalt forskningsudvalg følger udviklingen af Forskningsenhedens aktiviteter. Diagnostik og behandlingsforskning Psykopatologi og klassifikation mod DSM-V og ICD-11 Udvikling af undersøgelsesinstrumenter, specielt personlighedstestning Evaluering af behandlingsprogrammer Follow up-undersøgelser, herunder remission og recovery Personlighed og psykisk sygdom (»the person behind the illness«) Personlighedens betydning for udvikling og forløb af psykisk lidelse Ændringer af personlighedsstruktur (personlighedsforstyrrelser og personlighedstypologi) Hvordan personen»kommer sig«(recovery) Stress-personligheds-sårbarhedsmodellen Familien, det personlige netværk og miljøets betydning Familiegrupper Psykoedukation af patient og familie Børn af psykisk syge Rehabilitering Behandler/patient-relation Psykoterapi Terapeutisk kommunikation, konsultationsprocessen og Åben Dialog Clinical case manager-modellen (OPUS) Interaktiv sygepleje og relationsbehandling Sundhedstjenesteforskning Tidlig opsporing: Oplysning og information (TIPS) Shared Care Liaisonpsykiatri Cost/benefit-analyser 4

5 Forsk ningsdag I september 2009 indbød Forskningsenheden til forskningsdag. Formiddagen var forbeholdt Forskningsenhedens medarbejdere, men eftermiddagen var åben for alle. Der var cirka 45 deltagere ved forskningsdagen. Program»Psykiske lidelser hos forældre resultaterne fra en landsdækkende registerundersøgelse«v. forskningsoverlæge Søren Blinkenberg»Borderline eller følelsesmæssig dysregulering«v. psykolog, ph.d. Sebastian Simonsen»Fysisk aktivitet, agency og skizofreni«v. cand.mag. Jim Toft Forskningsseminarer Forskningsenheden afholder 1-2 gange årligt forskningsseminarer, som er åbne for alle medarbejdere i Psykiatrien Region Sjælland. I november 2009 omhandlede seminaret Forskning i Åben Dialog-inspireret praksis. Der var cirka 50 deltagere ved seminaret. Program»Det usynlige arbejde et forsøg på forandring af psykiatrisk praksis«v. ph.d.-studerende Katia Dupret Søndergaard»Tværsektorielle netværksmøder inspireret af Åben Dialog«v. udviklingskonsulent Lone Johansen og chefkonsulent Pia Bille»Fødselsangst kejsersnit på mors ønske«v. psykolog, ph.d. Karin Førslev»Personlig Medicin Vejledning social inklusion af psykiatribrugere«v. antropolog Maria-Louise B. Pedersen /psykiatrien 5

6 Behandling med personlighed Psykolog og ph.d. Sebastian Simonsen forsker i personlighedsforstyrrelser. Han har sat sig for at gøre diagnostikken mere præcis, så patienter kan få skræddersyede behandlingstilbud. Psykolog Sebastian Simonsen forsvarede den 24. april 2009 sin ph.d.-afhandling på Københavns Universitet. Titlen på Sebastians afhandling var»personality Pathology: assessment and prediction of change following group psychotherapy«. Sebastian forsker nu videre i personlighedsforstyrrelser fra sit kontor på Dagklinikken i Roskilde, hvor han stadig medvirker i det daglige kliniske arbejde: - Selv om kombinationen forskning og klinisk arbejde stadig giver mig nogle dilemmaer i hverdagen, ser jeg flere fordele i at have et ben placeret i hver lejr. Jeg synes, at det er interessant at være helt nede i det behandlingsmæssige stof og forstå og være med til at hjælpe andre. Samtidig vil jeg også gerne kunne gå i fugleperspektiv og forske i de sammenhænge, der måtte være i et større klinisk materiale, fortæller Sebastian Simonsen. Dagklinikken i Roskilde, som blev etableret i marts 2005, behandler patienter med ikke-psykotiske lidelser, der har behov for intensiv og længerevarende behandling. Om grundlaget for sin ph.d.-afhandling fortæller Sebastian. - Jeg lavede en evaluering af Dagklinikkens arbejde i 2008, som viste, at patienter har god effekt af intensive og differentierede behandlingstilbud. Det var et kvalitetssikringsprojekt, der belyste patienternes psykiatriske tilstand før og efter behandling og spurgte patienterne om deres tilfredshed med behandlingstilbuddet. Bedre diagnostik giver bedre behandling Sebastian Simonsen vurderer, at den højere tilfredshed, evalueringen viste, i høj grad hang sammen med muligheden for at tilbyde differentieret behandling. En forudsætning for dette er blandt andet en bedre klinisk diagnostik: - I evalueringen så jeg blandt andet på patienternes henvisningsdiagnoser, og 6

7 herefter foretog jeg semistrukturerede diagnostiske interview ud fra SCID I og II, der kigger på henholdsvis tilstandsog personlighedsdiagnoser. Det betød, at patienterne fik flere og mere præcise diagnoser med det til følge, at den efterfølgende behandling kunne målrettes bedre til den enkeltes problemstillinger. Sebastian var formelt indskrevet på Københavns Universitet som ph.d.- studerende fra januar 2006, og en del af datagrundlaget fra evalueringen indgik direkte i ph.d.-projektet: - I projektet gik jeg dybere ind i at undersøge, om der er personlighedstræk hos såkaldt personlighedsforstyrrede, der er afgørende for, hvordan de profiterer af behandlingen på Dagklinikken. Og jeg fandt ud af, at særligt patienter med narcissistiske træk og mistænksomhed har negativ prognostisk værdi, det vil sige, de har ofte mindre glæde og effekt af behandlingen. Så hvilke nye krav stiller det til det behandlingstilbud, vi skal give lige præcis denne gruppe, spørger Sebastian Simonsen og fortsætter: - Det er netop her, det bliver interessant, for hvis du bare tager»gennemsnittet«af, hvad der kendetegner mennesker med personlighedsforstyrrelser, og laver behandlingstilbud herudfra, så vil langt fra alle profitere af behandlingen. I stedet bør vi udvikle tilbud, som er tilpasset de specifikke vanskeligheder, den enkelte har. Et forfærdeligt ord Sebastian fortæller om, hvordan personlighedsforstyrrelser tidligere blev anset for at være dødt område rent forskningsmæssigt: - Alene ordet»personlighedsforstyrrelser«er forfærdeligt. Det lyder som en værre tilstand end den sværeste skizofreni, og mange har tidligere ikke vidst præcist, hvad diagnosen indebar. Det er blevet opfattet som en rodekasse og ligefrem som et forstyrrende element i den øvrige psykiatriske behandling af for eksempel en angstlidelse. Ja, man har endda været i tvivl om, hvordan og om personlighedsforstyrrelser overhovedet lader sig behandle. WHO s klassifikation af psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser taler nemlig om»personlighedsstrukturer«. Og strukturer opfatter vi jo som noget, der ligger fast i personligheden så hvordan skal behandling så kunne være muligt? Kære patient er du mistænksom? Det amerikanske klassifikationssystem DSM, der står for»diagnostic and statistical manual of mental disorders«, kommer i en ny udgave i Forskningschef Erik Simonsen er involveret i klassifikationsarbejdet, hvad angår personlighedsforstyrrelser, og her er diskussionen om, hvordan man klassificerer og behandler personlighedsforstyrrelser, højaktuel. Sebastian Simonsen fortæller, at senere års forskning, især i borderlineproblematikker, har skabt evidens for, at personlighedsforstyrrelser faktisk lader sig behandle, og at lidelsen faktisk svinger mere end mange andre psykiske lidelser, hvilket indikerer, at der ikke er tale om en statisk struktur i personligheden: - Det viser sig, at meget afhænger af, hvornår vi undersøger patienten, og ikke mindst, hvor vi vælger at lægge kriteriet for, om patienten har lidelsen eller ej. I den kategoriale forståelse, som har været dominerende, opererer man med et sæt diagnostiske kriterier, hvoraf et bestemt antal skal opfyldes, for at man eksempelvis får diagnosen paranoid personlighedsforstyrrelse. Så man vurderer fra kriterium til kriterium, om personen har det eller ej, for eksempel»overfølsomhed for nederlag og afvisning«, og hvis man opfylder fem af disse kriterier, får man diagnosen. - Det er alt for tilfældigt, pointerer Sebastian Simonsen. Der er jo ikke nogen, heller ikke patienter, der enten er mistænksomme eller ikke-mistænksomme vi er alle mere eller mindre tillidsfulde eller mistænksomme. Som min ph.d.- afhandling argumenterer for, er der derfor behov for, at vi arbejder med en mere dimensional forståelse af sygdommens karakter. Vi skal, frem for bare at bestemme, om patienten opfylder det enkelte diagnostiske kriterium eller ej, gå ind og se på, i hvor høj grad et givent træk er til stede hos patienten. På den måde får vi en bedre og mere præcis diagnostik og dermed en mulighed for at tænke behandling, der er præcist fokuseret på de symptomer, den enkelte oplever. Dimensionelle diagnoser i praksis Sebastian Simonsen har som led i sit ph.d.-projekt oversat og brugt et spørgeskema udviklet af canadieren John Livesley DAPP-BQ på en population af Dagklinikkens patienter. Spørgeskemaet går netop på det dimensionelle og afdækker personlighedstræk og adfærd, som er afgørende i behandlingen af personlighedsforstyrrelser. Det afdækker, hvad er det for nogle konkrete problematiske træk, man ser ved patienterne, og hvilke problemer de har i forbindelse hermed. Og det har ifølge Sebastian Simonsens konklusioner i ph.d.-afhandlingen vist sig at være særdeles anvendeligt i en dansk kontekst. Oversættelsen af spørgeskemaet er nu solgt til Dansk Psykologisk Forlag, og den første artikel i ph.d.-afhandlingen er derudover blevet publiceret i det internationale tidsskrift Journal of Personality Disorders: - Det er utrolig spændende, når ens forskning og tanker vækker international interesse og kan være en lillebitte brik i et større puslespil omkring klassifikationen af personlighedsforstyrrelser. Jeg føler det som et kæmpe privilegium at få lov forske og dykke ned i nogle af de spændende problemstillinger, som giver os alle undren i den kliniske hverdag, og siden hen vende tilbage til det kliniske arbejde med nye tanker, viden og redskaber fra forskningens verden. 7

8 Bryd isolationen bring nye former for viden i spil Antropolog Maria-Louise Bønnelykke Pedersen har siden 2008 arbejdet i Psykiatrisk Forskningsenhed på det europæiske projekt EMILIA, som arbejder med livslang læring inden for psykiatrien. Målet er at skabe større social inklusion af mennesker med psykiske lidelser. Hvordan gør man det og er det lykkedes? EMILIA er et tværeuropæisk projekt, hvis formål er at skabe større social inklusion af mennesker med psykiske lidelser. Projektansvarlig i Danmark og medarbejder i Psykiatrisk Forskningsenhed, Maria-Louise Bønnelykke Pedersen, fortæller: - Projektets mål er at bryde den isolation, mange mennesker med psykiske lidelser sidder i. Ud fra begrebet»livslang læring«har vi set på, om den viden, sindslidende har om eget liv og sygdom, kan bringes i spil på nye måder. Isolation og marginalisering Maria-Louise har været koblet på den danske del af forskningsprojektet siden 2008, hvor hun netop var blevet færdig med antropologi-studiet på Københavns Universitet: - Jeg havde ikke tidligere haft med psykiatrien at gøre. Mit område var primært flygtninge, men det gik hurtigt op for mig, at der var mange skæringspunkter til det psykiatriske område. De handler begge steder om mennesker, der lever isolerede og marginaliserede i samfundet, og som ofte er afhængige af sociale ydelser. Da Maria-Louise blev ansat, havde projektet allerede kørt i tre år. De deltagende lande havde fået identiske»træningspakker«for målgruppen, men det var op til de enkelte lande, hvordan de ville implementere dem. Filosofien bag EMILIA er en forkortelse af»empowerment of Mental Health Service Users: Lifelong Learning, Integration and Action«. Filosofien bag ordene er at gøre langvarigt syge psykiatriske patienter mere aktivt deltagende i behandling af egen sygdom, og at hjælpe andre med at gøre det samme. Maria-Louise: - Ud fra konceptet omkring livslang læring skal patienterne opleve, at den 8

9 viden og de erfaringer, de har fra deres eget liv, eksempelvis med medicin, er værdifulde og kan bringes i spil over for den autoritative fagviden, der er på det psykiatriske felt. Og netop det, at de subjektive erfaringer og viden anerkendes som værende vigtige i behandlingsarbejdet, er en forudsætning for at skabe en følelse af, at»det, jeg kan og ved, tæller og har en berettigelse i samfundet«. Tre undersøgelsesrunder I Danmark valgte man, da projektet startede i 2005, at rekruttere deltagere til et træningsforløb for psykiatriske patienter. 24 personer mellem 30 og 57 år, og med mange år i behandlingspsykiatrien, meldte sig og kom igennem tre undersøgelsesrunder, før forløbet begyndte. Spørgeskemaer afdækkede såvel faktuelle forhold, for eksempel privatøkonomi og antal indlæggelser, som oplevet livskvalitet i forhold til fysisk og psykisk velvære og evne til at overskue hverdagen. Selve træningsforløbet var en uddannelse i at være Personlige Medicinvejledere (PMV er) for andre patienter i psykiatrien. En uddannelse, som kollegerne Randi Boesen Jansdorf og Netti Anslev stod for. Opløftende resultater Maria-Louise Bønnelykke Pedersens første arbejdsopgave var at gennemføre en 10 måneders evaluering umiddelbart efter det danske træningsforløb, hvor hun skulle afdække, om træningsforløbet havde gjort en forskel i deltagernes liv. Metoden var at gentage de undersøgelser, der blev gjort i den forberedende fase, og resultaterne var opløftende: - Mange scorede sig selv til at have fået mere livskvalitet, øget oplevelse af social inklusion, og at de følte sig mere involveret i hverdagslivet omkring dem. Tilmed kunne vi påvise generel stigning i månedlig indkomst. Flere havde brugt uddannelsen som et springbræt til at søge job rundt omkring, og nogle havde faktisk fået et job. Fluen på væggen Efter uddannelsen skulle deltagerne arbejde som Personlige Medicinvejledere (PMV er) på forskellige væresteder i den sydlige del af Region Sjælland. Deres rolle var at tale med mennesker tilknyttet psykiatrien og værestederne om medicin og det at inddrage egne livserfaringer i den psykiatriske behandling. Maria-Louise var antropologisk undersøgende»flue på væggen«på nogle af værestederne, hvor hun oplevede, hvordan PMV erne arbejdede, og hvad det var, de kunne, som fagpersonale i psykiatrien har sværere ved: - Jeg var meget imponeret over, hvad det var for et rum, de kunne etablere. De kunne sætte nogle rammer for at tale om tingene, og de var utrolig gode til at fornemme stemningen, og hvad der kunne lade sig gøre at tale om for den enkelte. Jeg tror, de havde denne fingerspidsfornemmelse, fordi de har personlige erfaringer med psykisk sårbarhed. FAKTA Livslang læring EMILIA er et europæisk forskningsprojekt, der står for»empowerment of Mental Health Service Users: Lifelong Learning, Integration and Action. Målet for projektet, der startede i 2005 og slutter i 2010, er at skabe større social inklusion og deltagelse af mennesker med sindslidelser gennem princippet om livslang læring. Otte europæiske lande deltager EMILIA-projektet kører i otte europæiske lande: Grækenland, Spanien, Norge, England, Frankrig, Bosnien og Hercegovina, Polen og Danmark. 75 % er finansieret af EU, mens 25 % er egenfinansiering (Region Sjælland). Færre indlæggelser Maria-Louise Bønnelykke Pedersen og de øvrige europæiske deltagere i EMILIA-projektet er netop nu i gang med en 20 måneders opfølgning: - Resultaterne synes ikke så entydige denne gang, men der er stadigvæk en tendens til, at der arbejdes hen imod de mål, som EMILIA har opstillet omkring inklusion, deltagelse og beskæftigelse. Det går bare ikke så stærkt som ved 10 måneders opfølgningen. Maria-Louise kan dog konkludere, at antallet af indlæggelser fortsat falder blandt projektdeltagerne: - Jeg tror, det er, fordi træningsforløbet har givet deltagerne nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer, og ikke mindst, fordi de i hinanden har fået et netværk og nogen, de kan ringe til, når det brænder på. Som jeg startede med at fortælle, handler EMILIA netop om mennesker, der lever isoleret og marginaliseret i samfundet, og når det lykkes at komme denne isolation til livs, er vi virkelig lykkedes, tænker jeg. Europæisk forskning i regionen Om sit arbejde i Psykiatrisk Forskningsenhed fortæller Maria- Louise: - Det har været rigtig spændende at være en del af en ny region, samtidig med at jeg er blevet en del af et internationalt forskningsfællesskab. Og så har jeg været særlig glad for koblingen mellem social forskning og psykiatri. Det er stadig nyt overhovedet at tale om recovery og beskæftigelse, og det, at vi som region også arbejder med disse mere»bløde«forskningsområder, tiltaler mig meget. For jeg tror, de kan være med til at give et andet og måske mere nuanceret billede af mennesker, kontekster, sociale sammenhænge og psykisk sårbarhed, end en streng naturvidenskabelig tilgang kan. De kan bringe nye former for viden i spil. 9

10 a Ulrik Haahr blev overlæge i 1994 i Roskilde, men har i perioden maj 1998 august 2008 været privatpraktiserende psykiater med psykoterapi som hovedområde. Sideløbende med dette har han været projektkoordinator i TIPS-projektet. Den 1. august 2008 blev han ansat som overlæge i Kompetencecenter for Debuterende Psykose. TIPS til fremtidig klinisk praksis Ulrik Haahr er klinisk forskningslektor og har gennem en årrække arbejdet med tidlig opsporing og behandling af psykoser. Han vil dokumentere, at tidlige indsatser nytter og at klinisk baseret forskning kan bane vejen for bedre behandlingstilbud i psykiatrien. Ulrik Haahr har siden august 2008 været overlæge i Region Sjællands Kompetencecenter for Debuterende Psykose, som er en regional kulmination på et internationalt forskningsarbejde kaldet TIPS om nytten af en tidlig indsats over for unge med psykose. Centret bygger også på erfaringer fra det danske OPUSprojekt i København og Århus, som førte til, at Danske Regioner vedtog, at OPUSbehandlingskonceptet blev anbefalet indført i alle regioner. TIPS-projektet, der begyndte i 1997, viste ved 5 års opfølgningen, at de patienter, der er kommet tidligt i behandling, klarer sig bedre på længere sigt. Ulrik Haahr er i gang med 10 års opfølgningen for at se, om tendensen fortsat holder: - Det er stadig for tidligt at konkludere noget, men jeg kan i flere tilfælde se den store forskel, det har gjort, at vi som behandlere har»fået fat«i mennesker med psykiske lidelser på et tidligt tidspunkt i deres sygdomsforløb. Jeg tror ubetinget på, at vi ændrer disse menneskers liv i en positiv retning, når de får den rette hjælp tidligt. Det, der fortsat mangler at blive afdækket tilbundsgående, er, hvordan vores behandling skrues sammen mest hensigtsmæssigt og med mest langsigtet effekt, og om det er muligt at opnå»recovery«. Det vil være noget af det, min kommende forskning vil centrere sig omkring. Et andet forskningsområde, der optager Ulrik Haahr, er personlighedens betydning ved psykoser: - Det viser sig nemlig, at nogle er mere sårbare og i risiko for at udvikle psykose end andre. Vi er derfor i færd med at undersøge, om det er bestemte typer af 10

11 FAKTA Hvem er med i TIPS-projektet? TIPS-projektet er et internationalt forskningsprojekt mellem Rogaland Fylke (Stavanger og Haugesund), Ullevål Universitetssygehus, Oslo, Oslo Universitet, det tidligere Distrikt Midt i Psykiatrien Roskilde og Yale University, USA. I alt 301 patienter indgår i projektet, der startede i personlighedsforstyrrelser, der oftest udvikler skizofreni. For hvis det er tilfældet, kan vi bruge dén viden til at give en bedre psykosocial støtte til denne gruppe mennesker og dermed forebygge alvorligere sygdomme. Derudover er det også vigtigt at undersøge, hvilken form for støtte de pårørende til psykotiske har brug for i den første del at behandlingen. Mere end en hyggelig snak Og Ulrik Haahrs forskningsinteresse er ikke gjort med disse områder. Også psykoterapien har været en hovedinteresse gennem mange år: - Jeg ser det som en vigtig opgave at gøre psykoterapien videnskabelig og evidensbaseret, så den bliver mere end»en hyggelig snak«og ikke alene bliver hængt op på non-specifikke faktorer. Forskningen har allerede dokumenteret psykoterapiens effekt. Slagsmålet går nu på, hvilke former for psykoterapi der har størst effekt for hvem. Den kliniske forskning Ulrik Haahrs område er den kliniske forskning; den, der vil kunne gøre en forskel i det kliniske arbejde: - Der er altid en vis akademisk interesse i at forstå, hvordan ting hænger sammen, men den videnskabelige evidens bygger altid på en vis grad af generalisering, da den bygger på statistik. Det, man imidlertid skal huske som kliniker, er, at det enkelte menneske ikke placerer sig gennemsnitligt inden for en population. Ofte vil folk spørge»hvor stor er chancen for at blive rask«, og det vil altid være svært at sige. Men her er den terapeutiske funktion i at indgyde håb og optimisme vigtigere end gennemsnittet. Og det er vigtigt at fastholde, at det er individer, vi har med at gøre. Kontakten til det kliniske arbejde Halvdelen af Ulrik Haahrs tid er defineret som forskningslektorat, hvoraf 1 dag om ugen er helliget evalueringen af TIPSprojektet. Den anden halvdel tid bruger han til klinisk arbejde, lægelig sparring samt supervision og undervisning af OPUSmedarbejderne tilknyttet de enkelte distrikter. Kombinationen af forskning og klinisk arbejde ser Ulrik Haahr som en styrke, også selvom det kræver disciplin at fordele tiden ligeligt mellem de to funktioner: - Det kan være svært at holde på sin tid til forskning, når man ved, der er patienter, som»står i døren«og har det rigtig dårligt. Men man skal fastholde, at forskningen kan være med til at forbedre behandlingen på længere sigt. Ulrik Haahr kunne dog ikke tænke sig kun at lave forskning: Hvad undersøger TIPS-projektet? TIPS-projektet undersøger, om det er muligt gennem massive oplysningskampagner til hele befolkningen, undervisning i skoler af elever og lærere, træning af praktiserende læger m.v. at reducere varigheden af ubehandlet psykose. Hvad konkluderer TIPS-projektet? I den eksperimentelle del af undersøgelsen viste det sig muligt at reducere varigheden af ubehandlet psykose fra 26 uger til typisk 5 uger. Patienterne er fulgt i 5 år, og det har vist sig, at de patienter, der er kommet tidligt i behandling, klarer sig bedre på længere sigt. Lige nu pågår en 10 års-opfølgning. Hvad konkluderer OPUS-projektet? Det intensive tidlige interventionsprogram har vist betydende positiv effekt efter 2 år, hvad angår psykotiske symptomer, negative symptomer, sekundært misbrug, tilknytning til behandlingen, lavere dosis af antipsykotisk medicin samt højere tilfredshed med behandlingen. - Jeg mener, hvis man skal lave klinisk forskning, så skal man også have tid i den kliniske praksis. Det giver nemlig en forståelse for, hvad der overhovedet er klinisk relevant at forske i, og dertil kommer også, at man vedligeholder sin evne som kliniker. Gode råd til forskerspirer Som en del af forskningslektoratet vejleder og underviser Ulrik Haahr ph.d.- og medicinstuderende, både i Psykiatrien Roskilde og på universitetet: - Nogle af de råd, jeg kan give videre til forskerspirer, er, at man virkelig skal brænde for det, man forsker i. Man skal have hjertet med og en dyb interesse i forskningsområdet, ellers fungerer det ikke for en selv eller for det givne forskningsprojekt. Og så skal man forstå, at det at være forsker også er en uddannelse. Der er ikke nogen nemme veje; det er hårdt arbejde hele vejen igennem, også blot det at få ind under huden, hvad forskning er for en størrelse. Det sidste råd, jeg vil give, er, at man skal finde en mentor. Det kan være en mere erfaren forsker, en overlæge på en afdeling eller en gruppe personer, bare det er nogen med mere erfaring end en selv. Det er vigtigt at have nogen at læne sig op ad, når man kommer i tvivl eller det hele bliver for surt. For ellers kan det blive meget ensomt at forske. 11

12 Innovation i Psykiatrien er hårdt arbejde Cand.mag. i Internationale Udviklingsstudier og Psykologi, Katia Dupret Søndergaard har i sit ph.d.-projekt fulgt et udkørende psykiatrisk team i Sydsjælland for at se på innovationsprocesser i Psykiatrien. Innovation og arbejdet med at skabe eller indføre nye behandlingstiltag i Psykiatrien er hårdt, og det har meget lidt med et lineært forløb at gøre. Man ændrer ikke menneskers måder at handle og tænke på fra den ene dag til den anden, så det at skabe innovation handler om hele tiden at gå på kompromis og forholde sig til de omkringliggende praksisser. Innovationsprocesser er ofte små spæde forsøg, som møder modstand, og som hele tiden skal forhandles for at finde fodfæste. Innovation tager tid og kræver anerkendelse af bestræbelser, som ikke nødvendigvis kan bevisføres i starten. Innovation handler således ikke om en beslutning, som fører til implementering. Innovation starter med en drøm og slutter med forhandlinger. Disse er hovedpointerne i en ph.d.- afhandling fra Psykiatrien Region Sjælland, som blev afsluttet i 2009 med forsvar i januar Og innovation er, siger afhandlingens forfatter Katia Dupret Søndergaard, nødvendig i Psy- kiatrien. Hun møder nemlig ofte psykiatri-medarbejdere, der siger deres job op, fordi de ikke længere synes, jobbet i psykiatrien giver mening: For lidt om menneskelige relationer - Personalet siger, det er kommet til at handle for meget om registrering, akkreditering, monitorering og journalførelse, og for lidt om menneskelige relationer og kontakt med den enkelte patient. Det gjorde mig allerede i 2004 nysgerrig efter at finde ud af, hvordan vi kan hånd- 12

13 b Katia Dupret Søndergaard har en baggrund som cand.mag. i Internationale Udviklingsstudier og Psykologi fra Roskilde Universitet. Fra var hun forskningsmedarbejder på EU-projektet OSCAR i Forskningsenheden i Vordingborg. Katia har under sit ph.d.-projekt dels været tilknyttet Psykiatrisk Forskningsenhed, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og Distrikt Køge. tere denne frustration i Psykiatrien. Og ikke mindst, hvordan vi kommer videre, så Psykiatrien fortsat kan rekruttere og fastholde engagerede medarbejdere og udvikle meningsfulde behandlingstilbud. Åben Dialog som innovation Det var derfor lidt af en åbenbaring for Katia Dupret, da hun i 2004 faldt over en artikel af Jaana Castella, oversygeplejerske i Distrikt Køge, om erfaringer med at implementere Åben Dialog i det daværende Distrikt Øst: - Her var en tilgang til innovation i behandlingstiltag, der havde en afgørende anderledes tilgang til relationer, meningsskabelse og behandlingspsykiatri. En tilgang, hvis kliniske praksis ikke var bygget op omkring diagnostik, men hvor pårørendeinddragelse, ligeværdig dialog og tolerance var selve grundlaget for behandling og for det tværfaglige samarbejde. Katia Dupret skrev et udkast til en projektbeskrivelse med en ambition om at forstå, hvordan Åben Dialog kan skabe mening for personale så vel som patienter, og ved en art tilfældighed kom hun i kontakt med et udkørende psykiatrisk team i Sydsjælland, der netop stod midt i at implementere Åben Dialog. De var meget interesserede i at medvirke, og som en del af ph.d.-projektet fik Katia ophold i teamet i foråret Meget mere end ord Teamet, der ikke eksisterer længere, bestod af otte medarbejdere, som Katia fulgte både hver især og i gruppe. Hun deltog i hjemmebesøg, ved møder med kommuner, ved indlæggelse af patienter, ved NIP-audit, temadage, parkonsultationer og i en særlig studiegruppe for medarbejderne, hvor de øvede sig i praksiser omkring Åben Dialog: - En af de erkendelser, opholdet gav mig, var, at hvis en innovationsproces skal lykkes, skal den inddrage og»lytte til«andet og mere end det talte sprog. Initiativtagerne skal vide, at resultatet af innovationen ikke til fulde kan kontrolleres, og endelig skal man bevare en sensitivitet, som handler om at give plads til bestræbelser, der endnu ikke har en klar definition eller afgrænsning. At begribe verden på nye måder Samme sensitivitet har hjulpet Katia Dupret Søndergaard igennem ph.d.-processen: - Undervejs i formuleringen af mit forskningsprojekt har jeg skullet bevare en sensitivitet over for forskellige tendenser og inspirationskilder, der undervejs gav projektet form. Jeg har altid været nysgerrig efter at vide, hvordan verden kan begribes FAKTA PH.D.-AFHANDLINGENS GODE RÅD TIL INNOVATION I PSYKIATRIEN Skab overblik over, hvem og hvad innovationsprojektet involverer og involvér alt og alle relevante! Hvis projektet handler om patienter, så involvér også dem. Forsøg at svare på spørgsmålet»hvordan bliver sårbare og uhåndgribelige processer modtaget i organisationen?«virkeligheder er lokale, specifikke og situationsbestemte, og spørgsmålet kræver diskussion og afklaring hvert enkelt sted. Tag en diskussion lokalt og med ledelsen om, hvordan man sikrer en platform for udførelse af de sårbare og uhåndgribelige processer i organisationen. Hvad kan det blive nødvendigt at gå på kompromis med? Al innovation kræver villighed til at flytte sig men uden at innovationsprojektets unikhed udvandes. Overvej og diskutér, hvor meget innovationsprojektet kan tillades at forandres, når det møder omkringliggende praksis. Overvej, hvor projektet vil møde modstand i organisationen, og hvordan dette kan håndteres. Vær forberedt på ikke at vide, hvad der vil ske. Og acceptér, at du vil blive overrasket. Og at dette er en del af innovationsprocessen. på nye måder, og spørgsmål om, hvordan noget forandres, og hvordan nye initiativer får plads, optager mig meget. Overordnet rettede min nysgerrighed sig mod spørgsmålet om, hvordan noget forandres. Hvordan får nye initiativer plads, går på kompromis, kæmper, møder modstand og så videre. Og hvordan defineres noget som mere eller mindre godt eller forbedret? Lysten til at fordybe mig i disse spørgsmål og være med til ikke kun at skabe nye viden om lige nøjagtig dét lille fragment af verden, men også at skabe nye metoder til at kigge på feltet, som kombinerer innovation, forandring og psykiatri, ansporede mig til at skrive projektbeskrivelsen, søge om penge og ansøge om en ph.d. - Her, efter afslutningen på ph.d.-projektet, er det således mit håb, at det kan bidrage til et nyt perspektiv på forandringer i Psykiatrien. For rent personligt finder jeg især glæde ved at forske, når vi kan afdække nye veje, der meningsfuldt kombinerer en teoretisk begrebsverden med den praktiske, foranderlige hverdag. Når nye forståelser åbner ens blik for, at verden kan se anderledes ud, at andre historier, praksisser og virkeligheder er mulige, så glædes jeg ved at forske. - Når man må stoppe op og undres og tvinges til at anvende nye metoder eller nye begreber for at kunne begribe og udfolde det, man ser: det er det mest spændende ved forskningen. Det, håber jeg, er lykkedes med dette ph.d.-projekt. 13

14 Behandling af ADHD meget mere end medicin Det er veldokumenteret, at børn med ADHD kan have stor glæde af medicinsk behandling. Men gør det dem grundlæggende bedre til at håndtere sociale relationer? Ph.d.-studerende Ole Jakob Storebø undersøger, om social færdighedstræning kan gøre en forskel for livet med ADHD. Psykolog og ph.d.-studerende Ole Jakob Storebø, der har norske rødder og en fortid som afspændingspædagog i psykiatrien, blev i foråret 2008 foreslået at lave et forskningsprojekt om ADHD-behandling i psykiatrien. Maj måned samme år blev en projektbeskrivelse afleveret, hvor udgangspunktet var at forske i legeterapi for ADHD-børn. Men da det viste sig, at evidensen på det område var for svag, ændrede han projektet til at handle om social færdighedstræning af børn med ADHD. Samtidig ville Ole Jakob Storebø undersøge, om der er forskelle i behandlingseffekt set i forhold til ADHD-børnenes forskellige tilknytningskompetencer, der går fra»tryg tilknytning«,»utryg undgående tilknytning«,»utryg ambivalent/modstridende tilknytning«og til»desorganiseret tilknytning«: - Jeg ville undersøge, om vi med social færdighedstræning kan hjælpe forskellige børn med ADHD i forhold til sociale problemer, eftersom de problemer formentlig ikke afhjælpes tilstrækkeligt med medicin alene, fortæller Ole Jakob Storebø og uddyber: - Mange børn med ADHD har foruden deres kernesymptomer, der består af hyperaktivitet, impulsivitet og manglende evne til at fastholde deres opmærksomhed, vanskeligheder i det sociale samspil, som belaster relationen til forældre, jævnaldrende og skolelærere og dermed deres skolepræstationer. Der er med andre ord ingen, der vil lege med dem. De har få eller ingen venner, er ofte ikke vellidte i skolen, og de klarer sig generelt 14

15 b Psykolog Ole Jakob Storebø om sit forskningsprojekt:»medicinsk behandling har god effekt. Men den går først og fremmest på at dulme sygdommens symptomer. Børnene bliver ikke bedre til at begå sig i sociale sammenhænge, og det er her, jeg mener, det terapeutiske arbejde skal spille en mere aktiv rolle i behandlingen.«dårligt. Flere undersøgelser har vist, at social færdighedstræning hjælper børn med ADHD i forhold til deres sociale problemer. Med forskningsprojektet vil jeg forsøge at skabe bedre evidens for effekten af social færdighedstræning kombineret med medicinsk behandling. 8 ugers social færdighedstræning Metodisk er der tale om et såkaldt randomiseret kontrolleret forsøg, hvor en gruppe børn modtager en forsøgsbehandling, mens en anden gruppe børn modtager»standardbehandling«, også kaldet kontrolbehandling. Børnene er mellem 8 og 12 år og med en ADHDdiagnose. Ole Jakob fortæller: - I alt 52 børn deltager i forskningsprojektet, som er inddelt i fire tidsmæssigt forskudte behandlingsforløb. De fire kontrolgrupper følger et 8 ugers forløb ud fra almindelig praksis i forhold til AD- HD-patienter på Børnepsykiatrisk Afsnit i Holbæk, mens de fire forsøgsgrupper i tillæg hertil følger et 8 ugers socialt færdighedsprogram. Her anvender vi forskellige tidligere afprøvede metoder for at indlære børnene sociale færdigheder. Ole Jakob Storebø uddyber: - De to gruppeterapeuter, der står for det sociale færdighedsprogram, benytter rollespil, didaktiske instruktioner og arbejder med at symbolisere ved hjælp af for eksempel tøjdyr. De bruger forskellige lege, kreative teknikker, kropslige øvelser, brug af musik, oplæsning af historie, spil og film. Der er et tema for hver enkelt session, og eksempler på temaer er selvværd, nonverbal kommunikation, følelser, impulskontrol, problem- og konfliktløsning. Som en del af det sociale færdighedsprogram indgår også forældregrupper, der ledes af to andre gruppeterapeuter, hvor temaerne og hjemmeopgaverne i børnegrupperne bliver gennemgået og drøftet med forældrene. Forskning tæt på praksis Om sin egen interesse for at forske, fortæller Ole Jakob Storebø: - Jeg har, allerede som barn, altid godt kunnet lide at forstå, hvordan ting hænger sammen. Jeg var ham i klassen, der altid havde en spørgende finger oppe i timerne, griner Ole Jakob. Med tiden har jeg arbejdet med det at stille skarpt på et spørgsmål og undersøge det videnskabeligt og ud fra en evidenstankegang. Denne grundlæggende interesse kombinerer jeg med et stort ønske om at forstå, hvordan vi kan hjælpe børn med vanskeligheder bedst muligt. - Og her ville jeg ikke undvære kontakten til den kliniske hverdag, hvor jeg på nært hold oplever børnenes vanskeligheder, og hvordan den konkrete behandling virker. Faktisk, tænker jeg, er denne kontakt til den kliniske hverdag hele grundlaget for, at undrende spørgsmål som»gad vide om børn med ADHD har glæde af systematisk social færdighedstræning«dukker op og giver tanker til mit forskningsarbejde. I sit ph.d.-projekt om social færdighedstræning af børn med ADHD, undersøger Ole Jakob Storebø de 52 børn ved indgangen af forsøget, efter tre måneder og efter seks måneder. Forsøget er cirka halvvejs, og Ole Jakob forventer at kunne gennemføre den sidste effektmåling i Selve ph.d.-projektet skal han aflevere i november 2011 og forsvare i februar Det er ifølge Ole Jakob derfor for tidligt at spå om resultaterne, men tidligere forskning peger i positiv retning: - Jeg håber på at kunne påvise en positiv effekt af kombinationen social færdighedstræning, forældretræning og standardbehandlingen over for standardbehandlingen til børn med ADHD. En styrke ved dette forsøg er, at det forholder sig nært til en væsentlig praksisproblematik i behandlingen af børn med ADHD, og hvis effekten af tiltagene er positiv, håber jeg, at det kan inspirere andre til at udvikle behandlingstilbuddet til børn med ADHD og deres forældre. Den eksperimentelle intervention i forsøget er relativ kortvarig og dermed ikke særlig kostbar og ressourcekrævende. Det vil forhåbentlig kunne gøre det muligt for andre børnepsykiatriske afdelinger at integrere denne behandling i deres praksis. Sideløbende er Ole Jakob Storebø i gang med et Cochrane Review om netop social færdighedstræning til børn med ADHD. Cochrane-databasen, hvor forskningsresultater fra hele verden er samlet, giver et godt grundlag for at vurdere evidensen af forskellige behandlingsformer. I undersøgelsen indgår Ole Jakobs eget datamateriale sammen med en række lignende forsøg lavet andre steder i verden: - Det bliver utrolig spændende at kigge på det samlede resultat af dette review, siger han. Terapi og medicin skal gå hånd i hånd Ph.d.-projektet er ifølge Ole Jakob Storebø også et bidrag i diskussionen om forholdet mellem medicinsk behandling og terapi: - Medicinsk behandling har god effekt. Men den går først og fremmest på at dulme sygdommens symptomer. Børnene bliver ikke bedre til at begå sig i sociale sammenhænge, og det er her, jeg mener, det terapeutiske arbejde skal spille en mere aktiv rolle i behandlingen. For det er dén, der kan give børnene og deres pårørende nye handlemuligheder i tilværelsen og i sidste ende, kombineret med medicinsk behandling, en bedre livskvalitet. 15

16 Indflydelse og ansvar styrker behandlingen Et projekt i Psykiatrisk Forskningsenhed viser, at større medindflydelse og medansvar for egen medicin styrker behandlingen. Projektleder Randi Jansdorf er ikke i tvivl om, hvorfor. - Hvem er det, der skal finde mening i et liv med medicinsk behandling for psykisk sygdom, spørger sygeplejerske og projektleder Randi Jansdorf og svarer selv: det er den enkelte patient. - Men vi lever stadig i en tradition, hvor»behandlerne ved bedst«, fortsætter hun. Så hvad gør vi, når patienten ikke følger behandlingen og dropper medicinen, fordi hun ikke mener, hun har brug for den, eller fordi hun er generet af bivirkningerne? Dette spørgsmål var afsættet, da det daværende Storstrøms Amt i 2006 søgte og fik penge fra Compliancepuljen under det daværende Ministerium for Sundhed og Forebyggelse. Randi Jansdorf blev ansat i Titlen på projektet var Fra komplians til konkordans, og formålet var at vise, hvordan Psykiatrien kan blive bedre til at»tilgodese den enkelte patients behov for at kontrollere eget liv og give redskaber til øget livskvalitet ved at få medbestemmelse og medindflydelse på egen sygdom«, som det hed i projektbeskrivelsen. Randi Jansdorf fortæller: - Projektmedarbejder Netti Anslev og jeg skulle udvikle en patientuddannelse, som ville sætte patienter med langvarig psykisk lidelse bedre i stand til at tage ansvar for deres medicin og for deres eget liv. Efter uddannelsen var det tanken, at de skulle kunne hjælpe andre i lignende situationer. 28 borgere med langvarig psykisk lidelse blev i løbet af 2008 og 2009 uddannet til Personlige Medicinvejledere, såkaldte PMV ere. De modtog 112 timers undervisning i medicin, aktiv lytning og»empowerment«. Kursusdeltagere har efterfølgende fungeret som PMV ere på diverse væresteder, hvor de rådgiver andre i et godt liv med medicinsk behandling for psykisk sygdom. 16

17 Som afslutning på projektet skal der evalueres og afrapporteres til Compliancepuljen, og de foreløbige resultater tyder godt: - Vores interview med kursusdeltagere viser en større motivation for at følge den medicinske behandling, når de bliver i stand til selv at tage ansvar og se, hvilke muligheder de har for at få indflydelse på deres medicin. Og de kvalitative tilbagemeldinger fra brugere på væresteder så som»det er godt at høre om medicin fra en, der har prøvet det«og»det går fint hos psykiateren nu er jeg selv begyndt at komme med forslag til den medicinske behandling«fortæller os, at vi er lykkedes med vores tilgang. Randi Jansdorf uddyber: - Vores tilgang er, at vi som behandlere i Psykiatrien først og fremmest skal anerkende den viden og de personlige erfaringer, patienten har om medicin og dens virkninger og bivirkninger, og med projektet har vi forsøgt at forbedre patientens egen rolle i at sætte dette på dagsordenen. Med titlen Fra komplians til konkordans menes, at vi i stedet for at se på, om patienten så at sige gør, hvad der bliver sagt, skal se på, hvordan vi skaber overensstemmelse mellem behandlerens og patientens opfattelse af sygdom og valg af behandling. - Selvfølgelig er behandleren stadig den faglige ekspert på medicin, fortsætter Randi, men hvis patientens viden ikke medinddrages, er der væsentlig større risiko for, at behandlingen afbrydes undervejs, fordi den ikke længere giver mening i patientens liv. Og måske med det til følge, at patienten får et til bagefald i sin sygdom. FAKTA HVEM MELDTE SIG TIL PMV-UDDANNELSEN? KØNSFORDELING Kvinder Frafald kvinder = 33,3 % Mænd Frafald mænd = 40 % ALDERSFORDELING år år år år år Ukendt årsag (de meldte sig, men dukkede ikke op) DIAGNOSEFORDELING Depression Bipolar Skizofreni OCD PTSD Personlighedsforstyrrelser Ingen diagnose Andet BEHANDLET MED MEDICIN 0-3 år år år >-10 år Aldrig Andet Bedst for patienten - Der er som sagt ingen tvivl om, at behandlere har autoritet men betyder det også, at de altid ved, hvad der er bedst for patienten? Hvordan skal autoriteterne bruge deres ekspertviden? Er individet ekspert i eget liv? Dét påstår jeg, og her kan behandlerens ekspertviden gavne patienten og i samarbejde bruges til at forbedre hendes livskvalitet og hjælpe patienten med at træffe kvalificerede valg i den medicinske behandling af psykisk sygdom. Det er også et spørgsmål om at bidrage med ekspertviden, så patienten forstår behandlingen og forstår, at hun rent faktisk har et valg. Det gavner ikke behandlingsalliancen at underkende patientens rettighed til at bestemme helt eller delvist over eget liv. - Det er dét, jeg håber, projektet kan være med til at understøtte, fastslår Randi Jansdorf, og det er vores håb, at en patientuddannelse som den, vi har gennemført, vil kunne inspirere andre til at gøre noget lignende, således at vi i endnu højere grad får den levede erfaring med psykisk lidelse inddraget i behandlingsarbejdet i Psykiatrien. Vores patientuddannelse har haft det fokus at få deltagerne til at forstå og bruge deres erfaringer til at hjælpe ligestillede, og vigtigst: patientuddannelsen anerkendte og værdsatte deltagernes erfaringer som et brugbart redskab. Og med fokus på tiltag som Brugerstyret Psykiatri og en tendens hen imod at ansætte flere og flere medarbejdere med brugerbaggrund, ser jeg bestemt en positiv tendens. Selvom traditioner tager tid at ændre. 17

18 Igangværende forskningsprojekter Her finder du en oversigt over alle igangværende forskningsprojekter i Psykiatrisk Forskningsenhed. Du kan læse mere om projekterne og finde kontaktoplysninger til de projektansvarlige på psykiatrien under»forskning«. a De nye diagnosegrupper - ICD-11 og DSM-V Projektansvarlig: Erik Simonsen, forskningschef, overlæge, forskningslektor. I samarbejde med American Psychiatric Association og World Health Organisation at medvirke til udvikling af diagnosesystemerne ICD-11 og DSM-V. a EMILIA Projektansvarlig: Maria-Louise Bønnelykke Pedersen, cand.scient.ant. Europæisk forskningsprojekt med det formål gennem livslang læring at skabe bedre social integration og deltagelse i samfundslivet for mennesker med sindslidelser. a Evaluering af behandlingen på Dagklinikken for ikke-psykotiske lidelser Projektansvarlig: Sebastian Simonsen, cand.psych., ph.d. Effekten af behandlingsprogrammer for patienter med personlighedsforstyrrelser og komorbide tilstande. a Fødselsangst kejsersnit på mors ønske Projektansvarlig: Karin Sønderbo Førslev, klinisk psykolog, ph.d. Tværfagligt projekt i samarbejde med gynækologisk-obstetrisk afdeling, Roskilde Sygehus, med prospektiv interviewundersøgelse af to grupper gravide i 37. uge, den ene gruppe med planlagt vaginalfødsel, den anden med planlagt kejsersnit på mors ønske. a Hustruvold en undersøgelse af personlighedstræk og -for styrrelser hos voldelige mænd, der har søgt behandling på Askovgården Projektansvarlige: Per Hensen, afdelingsleder, psykolog, og Erik Simonsen, forskningschef, overlæge, forskningslektor. Beskrivelse af personlighedsmæssige, kliniske og sociale karakteristika hos mænd, der begår hustruvold. a Komorbiditet mellem narcissistisk personlighedsforstyrrelse og psykiatriske tilstande Projektansvarlige: Sebastian Simonsen, cand.psych., ph.d., og Erik Simonsen, forskningschef, overlæge, forskningslektor. Gennem litteraturstudier at beskrive konsekvenser af patologisk narcissistiske personlighedstræk og -forstyrrelser. a Langtidsvirkninger af tidlig opsporing af psykoser Projektansvarlige: Erik Simonsen, forskningschef, overlæge, forskningslektor, og Ulrik Haahr, overlæge, forskningslektor. I samarbejde med universiteterne i Bergen/Stavanger, Oslo og Yale University at sammenligne forløbet af førstegangspsykoser hos tidligt opsporede i forhold til patienter, som kom i behandling på vanlig vis. a Personlighed og psykose Projektansvarlig: Ulrik Haahr, overlæge, forskningslektor. Personlighedsforstyrrelser hos patienter med skizofreni. a Personlighedsdiagnostik Projektansvarlig: Erik Simonsen, forskningschef, overlæge, forskningslektor. I samarbejde med Institut for PersonlighedsTeori og Psykopatologi (IPTP) udvikling af nye instrumenter til personlighedsdiagnostik, herunder forskning i instrumenterne MCMI-III, NEO-PI-R, MBMD, MACI og DAPP. a Prævalens og incidens af personlighedsforstyrrelser. En registerundersøgelse Projektansvarlig: Danilo Brito, læge. Formålet er at belyse eventuelle ændringer i prævalens og incidens af personlighedsforstyrrelser (ICD- 10-kriterier) i den danske psykiatriske population i årene 1995, 2000 og a REBUS-projektet Projektansvarlig: Søren Blinkenberg, forskningsoverlæge. REBUS (Rehabilitering af børn og unge med særlig sårbarhed) er en efterundersøgelse af børn og unge, der har modtaget botilbud i perioden