Problemformulering: I hvilket omfang kan Al Gores An Inconvenient Truth betragtes som et overbevisende indlæg i klimadebatten?

Transkript

1 Emne: klima global opvarmning Fag: Fysik og mediefag Problemformulering: I hvilket omfang kan Al Gores An Inconvenient Truth betragtes som et overbevisende indlæg i klimadebatten? Problemstillinger: Mediefag - Hvilke filmiske virkemidler benytter filmen sig af samt hvilken dramaturgi? - Hvordan forholder filmen sig til dokumentargenren? Fysik - Hvordan fungerer feedback-mekanismerne is-albedo-feedback og CO 2 -optag i havene? - Hvorledes forholder IPCC s rapporter sig til miljødebatten og hvordan spiller de sammen med An Inconvenient Truth? Hvilke filmiske virkemidler benytter filmen sig af samt hvilken dramaturgi? Denne opgave tager udgangspunkt i det levende billede og arbejder med en specifik mediefaglig metode. Ud fra en shot-to-shot-analyse af filmens anslag, hvor jeg skildrer instruktørens brug af stilistiske virkemidler, vil jeg kortlægge filmens sprog og lade dette danne grundlag for mit videre arbejde med dramaturgi og genreklassificering. I shot-to-shot analysen af filmens anslag præsenterer jeg detaljeret, hvordan de stilistiske virkemidler bliver anvendt. Al Gore bliver her præsenteret som filmens fortæller, identifikationsfigur, foredragsholder, tidligere politiker og miljøforkæmper, der tilmed er lun, selvironisk og respektfuld. Dette gøres i audio-sporet ved en asynkron voice-over, der filmen igennem smelter sammen med de synkrone udtalelser fra de utallige foredrag, som han har holdt om klimaforandringerne. Således tilføres der gennem denne voice-over en subjektiv historie til det mere konkrete og saglige foredrag. Derudover supplerer den asynkrone stemningsmusik, som ligger under hele anslaget, med en ekstra følelsesladet indlevelsesdimension, som kun er filmens tilskuer og ikke foredragets publikum forundt. Også på billedsiden slår filmen an med en markant brug af stilistiske virkemidler, der rækker langt udover foredragets scenekant. Med smukke naturbilleder, der understøtter en poetisk begyndelse, brug af fade in og fade out til at illustrere spring i tid og sted, en kort montage af hele verdens publikummer, og ikke mindst en konstrueret point of view-figur af Al Gores bedrøvede blik fra sin bil og ud på alverdens naturkatastrofer, er vi som tilskuer fra anslagets begyndelse klar over, at vi skal være vidne til andet og mere end blot et foredrag. 1

2 En dokumentarfilm har brug for at skabe troværdighed. Dette må bl.a. gøre sig gældende i dramaturgien. I stedet for en voldsom konfliktoptrapning og et dramatisk klimaks, som man ser i fiktionsfilmen, benytter dokumentarfilmen sig ofte af mindre udsving på spændingskurven. En sådan forløbsstruktur afspejles i bølgemodellen. Det er således relevant at undersøge, i hvor høj grad An Inconvenient Truth følger denne model, og hvad den derved opnår. Filmen benytter sig af mange illustrative virkemidler; et af dem er Al Gore, der som en del af sit foredrag må hejse sig selv op i en kran for at nå op til det punkt på grafen, hvor CO 2 -udslippet om 50 år vil befinde sig. Her slår han dramaturgisk Point of no return fast. Igennem hele filmen veksles der som tidligere nævnt mellem Al Gores foredrag og Al Gore i andre situationer. Sidstnævnte er sekvenser, som giver seeren et indblik i Al Gores baggrund for at involvere sig i klimadebatten. Hvor sekvenserne fra foredraget generelt er forholdsvis lange, er baggrundssekvenserne ikke mere end 1-3 minutter. Helt i tråd med bølgemodellen kan man således se disse som mellemspil imellem flere uddybende episoder, der leder frem mod klimaks. De uddybende episoder er alle sideordnede dele, der hver især berør forskellige aspekter af Al Gores behandling af emnet. Ved denne grundige behandling af hvert enkelt delelement skabes den omtalte troværdighed. Ud over at højne troværdigheden er bølgemodellen med til at fastholde seernes opmærksomhed igennem hele filmen. Dette opnås ved hjælp af An Inconvenient Truth s høje sekvensering. Når det som i dette tilfælde drejer sig om at få et budskab inden for et tungt og komplekst emnefelt frem, er valget af bølgemodellen således ideelt. Hvordan forholder filmen sig til dokumentargenren? En dokumentarfilm er et værk, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Den er dog ikke et direkte billede af virkeligheden, men et udsnit af virkeligheden formidlet gennem et bestemt temperament. Den enkelte dokumentarfilm er én konstruktion blandt et væld af muligheder. Udsagn som filmen er vinklet, iscenesat, manipulerende er derfor som selvfølgeligheder ikke interessante i sig selv. Interessant er derimod, hvordan det enkelte værk udnytter genren og skaber sit eget udtryk med en bestemt blanding af fakta- og fiktionskoder. An Inconvenient Truth rummer elementer fra flere forskellige dokumentargenrer. Dels den observerende dokumentar med fokus på en enkelt person, hvis hverdag følges med et registrerende kamera. Som seer iscenesættes vi i denne sammenhæng som tilskuer til et Al Gore-foredrag. Værket benytter sig dog i højere grad af elementer fra den dybdeborende dokumentar, der har fokus på en bestemt sag. Denne dokumentartype har et bestemt mål og vinklingen og iscenesættelsen er mere markant; således er Al Gores film tydeligvis et partsindlæg, der arbejder med et bestemt mix af fakta- og fiktionskoder for at nå det overordnede mål: at overbevise og anspore til en ændret adfærd. 2

3 Hvordan fungerer feedback-mekanismerne is-albedo-feedback og CO 2 -optag i havene? I filmen argumenteres der for, at vandstanden ikke stiger, når flydende is smelter (f.eks. isbjerge). Dette kan let afprøves ved et forsøg, idet man kan lade en isklump smelte i et glas med vand og notere vandstanden hhv. før og efter, at isen er smeltet. Forsøget er bedst (og mest illustrativt), hvis man lader en høj isklump smelte i f.eks. er måleglas, da man derved tydeligt kan se, at en del af isklumpen stikker op over vandoverfladen. Man kan også ved en beregning vise, at vandstanden ikke ændres, når isen smelter. Hertil skal man bruge Archimedes lov, der siger at opdriften på en genstand er lig med tyngdekraften på den fortrængte væskemængde. Disse to måder at eftervise påstanden fra filmen illustrerer de to vigtige begreber i den naturvidenskabelige metode: eksperiment og teori. I naturvidenskaben forsøger man ved at observere naturen og udføre eksperimenter at opstille teorier, der beskriver de lovmæssigheder, som naturen er underlagt. I forbindelse med den globale opvarmning taler man om de såkaldte feedback-mekanismer. I filmen nævnes feedbacken i forbindelse med sne-is-refleksionen, som vil virke forstærkende på den globale opvarmning. Argumentet er, at når sne eller is smelter (som følge af opvarmningen), vil jorden optage mere af solens energi, fordi sne og is reflekterer en meget stor del af solens stråling. Dette vil dermed føre til en yderligere opvarmning. Omvendt vil højere temperaturer også medføre mere nedbør og dermed mere sne i polarområderne. Denne feedback vil altså modvirke opvarmningen - en pointe, der ikke berøres i filmen. En anden feedback-mekanisme skyldes, at havenes evne til at optage CO 2 bliver mindre, når havtemperaturen øges. Derfor vil stigende temperaturer medføre, at havene vil afgive CO 2 til atmosfæren, hvilket vil bidrage yderligere til drivhuseffekten. Når man laver klimamodeller, er det vigtigt at inddrage effekten af sådanne feedback-mekanismer, da de på længere sigt kan medvirke til at forstærke eller formindske den globale opvarmning. Hvorledes forholder IPCC s rapporter sig til miljødebatten og hvordan spiller de sammen med An Inconvenient Truth? En central præmis i IPCC s (FN s klimapanel) rapporter er, at der er en sammenhæng mellem udslippet af drivhusgasser på den ene side og temperaturstigninger, vandstandsstigninger og nedbørsmængder på den anden. Det er en sammenhæng, som filmen An Inconvenient Truth også tager for givet og som vi på grund af manglende metodekendskab ikke har en chance for at kontrollere. IPCC opererer med seks scenarier for fremtidens temperaturer og vandstandsniveau i forhold til i dag (frem til år 2099). Især med hensyn til temperaturerne er variationen mellem de seks scenarier stor. De sandsynlige temperaturstigninger ligger således i et interval fra 1,1 til 6,4 grader. Selv med 3

4 et kig på den sandsynlige middeltemperaturstigning bliver der tale om et skøn med stor usikkerhed (fra 1,8 til 4 grader). I filmen betragtes i et eksempel et scenarium hvor den globale middeltemperatur vil stige med 2,5 grader. Denne fremskrivning bliver karakteriseret som lavt sat, hvilket med IPCC s rapporter ikke er dokumenterbart. Et sådant scenarium vil nok rettere skulle betragtes som overvejende sandsynligt. En af de direkte konsekvenser af denne temperaturstigning er ifølge IPCC s rapporter som nævnt en stigende vandstand i verdenshavene. Ifølge IPCC vil 60-70% af den fremtidige vandstandsstigning skyldes vandets varmeudvidelse, mens resten vil skyldes afsmeltning af iskapper og gletsjere. IPCC s scenarier kommer frem til, at den sandsynlige globale vandstandsstigning vil være på mellem 18 og 59 cm. På dette punkt er An Inconvenient Truth langt mere pessimistisk, idet der her spås en vandstandsstigning på 6 meter, hvis for eksempel Grønland smelter (der også bliver animeret ved at vise hvordan store landområder kommer til at ligge under havets overflade). Denne store uoverensstemmelse er ikke umiddelbar til at vurdere, eftersom vi ikke har adgang til hvorledes de nævnte scenarier er beregnet. Et tredje fremtidsscenarium for konsekvenserne af klimaforandringerne i IPCC s rapporter er ændrede nedbørsmængder. Der er i IPCC s rapporter både stor usikkerhed og stor sikkerhed på dette område. Der er områder hvor modellerne er meget enige om, at nedbørsmængderne vil stige markant (især i den nordlige del af Amerika, Europa og Asien) og hvor nedbørsmængderne vil falde markant (især i et bånd omkring den nordlige og sydlige vendekreds). Omvendt er der også en stor usikkerhed i fremskrivningerne (markeringer med hvid på kortet i resumeet), hvor modellerne ikke i tilstrækkelig grad er enige om, hvorvidt der bliver større eller mindre nedbør. Netop disse scenarier fremhæves også i An Inconvenient Truth, hvor oversvømmelser i Europa, Kina og Indien og tørke i Indien, Dafur og Niger fremhæves som eksempler på de ændrede klimaforhold. Konklusion Set fra en mediefaglig synsvinkel må Al Gores film i udpræget grad karakteriseres som vellykket og effektiv kommunikation. Han har ønsket at sætte den klimapolitiske dagsorden og hovedformålet med filmen er at ændre tilskuerens holdninger og handlinger. Han udnytter mulighederne i den dybdeborende dokumentar med en markant tilrettelæggelse af stoffet. En del af denne tilrettelæggelse er en effektiv blanding af fakta- og fiktionskoder, der på hver deres måde er udnyttet til at overbevise modtageren. Et andet aspekt af den mediemæssige tilrettelæggelse er brugen af bølgemodellen som forløbsstruktur. Med denne model fremstår filmen som troværdig og formår samtidig at fastholde seernes opmærksomhed. Endnu et aspekt ses i analysen af stilistiske virkemidler, hvor filmen fra begyndelsen tilfører en følelsesmæssig indlevelsesdimension blandt 4

5 andet via koblingen af Al Gores personlige historie og en stemningsfuld asynkron underlægningsmusik. Al Gores film har således som klimapolitisk indlæg en række styrker, men vurderingen kan nuanceres, idet den kritiske mediebruger kan sætte spørgsmålstegn ved, om den udprægede brug af fiktionskoder hører hjemme i en dokumentarfilms fremstilling af et faktuelt problem. Al Gores film tager tilsyneladende udgangspunkt i IPCC s rapporter, men filmen har en tendens til at fremhæve worst-case-scenarier som det mest sandsynlige. Som eksempler på disse overdrivelser kan fremhæves temperaturudviklingen og vandstandsstigningen. Filmen kunne give anledning til bekymring for en vandstandsstigning på 6 meter eller mere indenfor 100 år, hvilket ikke er sandsynligt i forhold til IPCC s rapporter. Overordnet set kommer filmen ikke med direkte forkerte påstande, men den omtaler ikke de store usikkerheder, der er forbundet med fremskrivningerne. Set med naturvidenskabelige øjne er dette en væsentlig mangel. Perspektivering til studierapport samt forslag til videre undersøgelse Det enkelte fag rummer bestemte faglige begreber og bestemte videnskabelige metoder og kan betragtes som et perspektiv - det vil sige én måde at se et objekt på. Denne indgangsvinkel indeholder muligheder og begrænsninger. Med mediefag og fysik har jeg belyst bestemte sider af Al Gores film. Et andet perspektiv kunne være det danskfaglige, hvor man ved hjælp af danskfaglige begreber kunne analysere værkets retoriske strategi: her synes værkets blanding af appelformer (logos, etos, patos) central ligesom en nærmere analyse af de retoriske virkemidler såsom brugen af billedsprog, anti-teser, opstillede ultimatummer, retoriske spørgsmål, gentagelser, ironi mv. kunne bidrage til en videre forståelse af værket. I denne perspektivering kan jeg trække på en viden og et begrebsapparat, jeg har tilegnet mig i forbindelse med AT8. Materiale Elvekjær, Finn - Fysikbogen - Gads Forlag, Guggenheim, Davis - An Inconvenient Truth - Paramount Classic & Participant Productions, Horsbøl, Gitte & Harboe, Jette Meldgaard - Den iscenesatte virkelighed. Fra nyheder til reality - Systime, (IPCC 2007) 5