Kapitel 1: Indledning

Transkript

1 Kapitel 1: Indledning 1.1 Problemfelt Begrebet frygtens æra er en ny måde, hvorpå vores samfund i dag kan beskrives. Der kan argumenteres for, at frygten synes altomfattende, og der snart ikke findes et samfundsområde, der ikke er indbefattet af et frygtperspektiv. Sådan lyder vores samtidsdiagnose ifølge Svendsen. Han beskriver også frygten i det politiske liv som værende [ ] et af de fremmeste virkemidler i den politiske diskurs. (Svendsen 2008: 19). Frygtens genstandsfelt italesættes ofte af både medier og politikere, og i dette genstandsfelt er frygten for terror et meget nærværende fænomen, der netop eksemplificerer, hvordan der fra politisk side skabes øget opmærksom på et givent emne. Startskuddet til denne polemik fandt som bekendt sted d. 11. september 2001, hvor begrebet terrorisme for alvor kom på den internationale politiske scene (#1a: FN ændrede strategien i terrorpolitikken, da det var blevet nødvendigt at tage hårdere midler i brug og fokusere på handling og bekæmpelse, frem for at behandle terrorisme som symptom og dermed have fokus på terrorismens årsager. Også EU gik aktivt ind i kampen mod terror og udarbejdede en terrorliste, som meldte klart ud hvilke grupper, der ansås som terrorgrupper, og hvilke det var tilladt eller forbudt at støtte. Terrorangrebet mod USA blev altså opfattet som et angreb mod hele den vestlige verden (#2: 1 ). Terrorangrebet satte sig også dybe spor i Danmark, og den efterfølgende debat skabte fokus på, hvorvidt det var muligt, at et terrorangreb kunne forekomme i Danmark. Denne potentielle terrortrussel blev igennem flere politikere og medier italesat som en reel og aktuel trussel. Ifølge Svendsen er verden fuld af potentielle farer, og selvom de fleste af disse aldrig bliver aktuelle, fremstilles de ofte sådan (ibid.: 20). Der hersker altså uenighed om, hvorvidt en terrortrussel kan antages som en potentiel eller aktuel trussel. Ifølge Svendsen er der tale om en stigende tendens til, at frygt bruges som et politisk instrument i kampen mod terror. Med udgangspunkt i denne tese er det interessant at stille spørgsmålstegn ved, om den øgede politiske opmærksomhed på de potentielle trusler og farer har skabt en øget frygt for terror i befolkningen, og om der yderligere kan tales om et øget behov for sikkerhed for at i mødekomme frygten. Problemstillingen i dette projekt går således på hvilke politiske tiltag, der er 1 Birthe Hansen, som har skrevet denne artikel på historie-portalen Historie-nu, er lektor i statskundskab ved Københavns Universitet og har udgivet en række artikler og bøger om terrorisme. 3

2 blevet gjort for at imødegå denne såkaldte terrortrussel, og hvilke konsekvenser dette kan have. Det er derfor interessant at kigge på, hvad der i dansk kontekst er blevet gjort i kampen mod terror. Danmark fik sin første antiterrorpakke i 2002, hvortil der kom yderligere punkter i Denne antiterrorpakke består af en række ændringer og tilføjelser i eksisterende love som straffeloven, retsplejeloven, våbenloven og udlændingeloven. Her er indførelsen af 114 især værd at nævne, da denne kan give fængselsstraf på op til livstid. Med denne paragraf er det blevet strafbart at støtte en organisation eller privatperson, der er indblandet i aktiviteter, der kan defineres som terrorisme. Yderligere fik Politiets Efterretningstjeneste (PET) en række ekstra beføjelser, der blandt andet giver nye muligheder for at indhente personoplysninger hos enhver offentlig myndighed og endvidere adgang til oplysninger om flypassagerers rejseaktiviteter (#3a og #3b: Det mest omdiskuterede og markante tiltag er, at udlændinge med opholdstilladelse nu kan udvises uden rettergang, og at danske statsborgere kan blive udleveret til retsforfølgelse i udlandet. To begivenheder, der er interessante i forbindelse med de øgede tiltag er den såkaldte tuneserlov og sagen omkring Fighters+Lovers. Tuneserloven blev vedtaget i Folketinget den 19. december 2008 af et snævert flertal. Loven er rettet mod tuneseren Slim Chafra, der mentes at være til fare for Muhammed-tegneren Kurt Westergaards liv. Loven var således rettet mod denne ene mand, men endte med at indebære, at alle udlændinge på tålt ophold skulle melde sig dagligt i Center Sandholm. (#3c: Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen udtalte om sagens forløb: [ ] det afgørende er metoden, der anvendes, og denne sag viste på ubehagelig og tydelig vis, at sagen ikke var holdbar. Der var sket et skred i retssikkerheden, hvor nogle risikerede at blive retsløse (Bonnichsen 2006: 173). Den offentlige debat omkring tunesersagen har sat spørgsmålstegn ved følgende problematikker: Drejer denne sag sig om et eventuelt mordforsøg på en enkelt mand, eller om statens sikkerhed? Underminerer den administrative udvisning af tuneseren princippet om, at man altid er uskyldig indtil det modsatte er bevist? Og kan statens sikkerhed i så fald sikres uden at gå på kompromis med borgernes retssikkerhed? 4

3 Et andet interessant perspektiv er som nævnt sagen om Fighters+Lovers, der omtaler sig selv som en kritisk organisation, der kæmper for solidaritet og retten til frihed (#4a: Seks medlemmer af Fighters+Lovers blev tiltalt og sigtet for forsøg på at yde støtte til organisationerne PFLP 2 og FARC 3, der står anført på EU s terrorliste. Ideen med Fighters+Lovers var at sælge t-shirts, og sende en del af overskuddet til organisationerne. De seks medlemmer blev dømt den 25. marts 2009 af Højesteret efter at være blevet frikendt I Københavns Byret, og derefter fundet skyldige ved Østre Landsret. Dommen endte med, at de tiltalte fik betingede straffe (#5a: Denne sag har som tuneserloven vakt røre, og blandt mange andre har Birgitte Kofod Olsen fra Institut for Menneskerettigheder udtalt: Den danske antiterrorlov definerer medvirken til terror ganske bredt, og det er politikernes mål med loven, at den skal ramme enhver støtte til terrorvirksomhed. [ ] Vi er ved at underminere borgerens retssikkerhed og den grundlæggende personlige frihed, som vi ellers opfatter som en af hjørnestenene i et åbent demokrati (#1b: Med udgangspunkt i disse to cases, som begge rejser nogle problemstillinger, mener vi, at det kunne være interessant at undersøge spørgsmål som: Kan det tænkes, at frygten for terror medfører et øget behov for sikkerhed? Kan der tales om, at politikere har italesat en nødvendighed for at handle i de to cases, for at skabe sikkerhed? Hvis frygten for terror styrer, og politikere vedtager love på baggrund af denne, er det så muligt, at den mentale sikkerhed for forrang i forhold til retssikkerheden? Og hvad vil det i så fald betyde for politiske friheder og rettigheder? Hvordan kan man i forbindelse med disse to tiltag diskutere hvorvidt det legitimeres at benytte sig af ekstraordinære midler i kampen mod terror? Og hvor langt kan og skal man gå i kampen mod terror og i spørgsmålet om statens selvopretholdelse? Med denne baggrund stiller vi følgende problemformulering: 2 PFLP: Folkefronten til Palæstinas Befrielse, kæmper for et frit og sekulariseret Palæstina, hvor alle religiøse grupper kan leve sammen i en demokratisk og fredelig stat. Begge organisationer har siden 2002 optrådt på EU og USA s terrorlister. 3 FARC: Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia, er en columbiansk politisk organisation, der historisk set har ført forhandlinger med regeringen for at sikre de fattigste de bedste levevilkår. Efter 9/11 blev de af USA erklæret for terrorister, hvilket EU også senere gjorde. 5

4 1.2 Problemformulering Hvordan kan man tale om, at der fra politisk side er sket en sikkerhedsliggørelse i henholdsvis tuneser- og Fighters+Lovers-sagen, og hvad har det eventuelt af konsekvenser for politiske friheder og rettigheder? Begrebsafklaring på problemformulering Begrebet sikkerhedsliggørelse er konstrueret af Københavnerskolen, der bruger dette begreb til at udvide det eksisterende sikkerhedsbegreb om national sikkerhed, til at medtage andre vertikale og horisontale niveauer. Sikkerhedsliggørelse er således et forsøg på at indfange det, der sker, når man behandler et givent problem på sikkerhedsmåden (jf. bilag 5). Politiske friheder og rettigheder kan ses som et forholdsvist subjektivt begreb, dog benytter vi denne term til at beskrive de rettigheder, som vores to cases og udfaldene af dommene, omhandler. Her tænker vi på retten til at udføre solidaritetsarbejde, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, og derudover princippet om en fair rettergang og at man er uskyldig til modsat er bevist. 6

5 Kapitel 2: Metodiske overvejelser Efter at have opridset projektets problemfelt og sammenfattet den afgørende kilde til undring i problemformuleringen, vil vi nu beskæftige os med den ramme, hvorpå projektet konstrueres. Denne ramme tager udgangspunkt i et socialkonstruktivistisk grundlag, som hjælper med at forklare, at vores begreber og processer til en vis grad er socialt og politisk konstrueret. Efter vores metodiske overvejelser, må vi for at forstå sikkerhedsliggørelse, og de konsekvenser, der i forhold til vores problemformulering udspringer heraf, kort se på den historiske baggrund, frygten som politisk instrument udspringer af. Når dette er redegjort, vil vi gå videre med vores teoretiske landskab og beskæftigelsen af de to cases. 2.1 Videnskabsteori Socialkonstruktivisme som videnskabsteoretisk retning kredser sig grundlæggende om spørgsmålet omkring, hvordan vi skal forstå forholdet mellem tænkning og virkelighed (Rasborg 2007: 350). Den socialkonstruktivistiske tradition argumenterer for, at al menneskelig erkendelse er socialt konstrueret, altså at alle former for erkendelse sker gennem en forståelsesramme, der ikke er medfødt, men derimod socialt, historisk eller kulturelt betinget (#8: Grundlæggeren af al konstruktivisme er filosoffen Immanuel Kant, der med værket Kritik af den rene fornuft (Rasborg 2007.: 356) gjorde op med empirismens forestillinger om virkeligheden som gående forud for den erkendende bevidsthed (ibid.). Socialkonstruktivismen som den tager sig ud i dag, er ikke en homogen videnskabsteori, men består af mange forskellige varianter og udlægninger. På trods af socialkonstruktivismens facetterede synspunkter, findes der to grundlæggende distinktioner, nemlig den erkendelsesteoretiske og den ontologiske konstruktivisme (ibid.: 353). Fælles for dem er, at de gør op med den realistiske erkendelse af virkeligheden som eksisterende i sig selv og uafhængigt af vores viden om den (ibid.). De adskiller sig dog, idet den erkendelsesteoretiske konstruktivisme hævder, at erkendelse er socialt konstrueret, mens det ontologiske udgangspunkt går skridtet videre og hævder, at ikke kun erkendelsen, men også erkendelsens genstandsfelt er socialt konstrueret. 7

6 2.1.1 Vores tilgang I forbindelse med vores problemformulering er det interessant for os at beskæftige os med den ontologiske konstruktivisme. Med dette udgangspunkt kan vi forholde os åbne og imødekommende overfor den tese, at frygten for en bestemt faktor er socialt konstrueret, men også at faktoren er socialt konstrueret og ikke eksisterer som reel trussel i vores samfund. Vores teoretiske grundlag i dette projekt er meget facetteret og dannet ud fra teoretikere og tænkere, der ikke nødvendigvis positionerer sig ud fra en bestemt videnskabelig tradition. Vi har derfor ikke taget stilling til, hvordan vores empiri og teori forholder sig til vores valgte videnskabsteoretiske tilgang, da vi er klar over, at socialkonstruktivismens tese omkring virkeligheden som konstrueret er en tese, ikke alle vores teoretikere beskæftiger sig med. Vi har således valgt ikke at inddrage en diskussion af teoretikernes eventuelle forståelse af dette. Med den ontologiske socialkonstruktivisme som afsæt for projektet, håber vi at kunne skabe en facetteret og nuanceret analyse og diskussion af konsekvenserne af frygtens tilstedeværelse i det danske politiske system. Rasborg argumenterer for, at betydningen af det socialt konstruerede i vores samtid har ført til begrebet risikosamfund, formuleret af Beck, Giddens og Luhmann (Rasborg 2007: 374). Han hævder, at dette risikosamfund kan forstås på to forskellige videnskabsteoretiske måder; nemlig ud fra den realistiske tilgang, som argumenterer for, at der er sket en objektiv forøgelse af risici, eller den socialkonstruktivistiske, som siger, at risici ikke følger af en reel øgning, men at vi er blevet mere opmærksomme på disse, og at de hermed får en plads i samfundet via vores tolkning og italesættelse af dem. Det er netop denne italesættelse, vi i form af Københavnerskolen og Foucault beskæftiger os med i forbindelse med projektets genstandsfelt, som jo går på, hvad der sker med vores politiske rettigheder, når et problem italesættes som et sikkerhedsproblem. Det ontologiske socialkonstruktivistiske udgangspunkt hævder som allerede nævnt, at den samfundsmæssige og menneskelige virkelighed er en konstruktion af vores videnskabelige eller dagligdags viden om den. Dette eksemplificeres løbende gennem dette projekt, da tesen således lyder, at der politisk bliver gjort brug af bestemte metoder og tilgange for at få virkeligheden til at se ud på en bestemt måde. 8

7 2.2 Begrebsafklaring Vi vil her kort redegøre for de begreber, der er omdrejningspunktet i projektet. Mange af begreberne kan have flere betydninger eller på anden måde være svære at definere. Derfor er dette vores udlægning af, hvordan vi i projektet forstår og benytter os af de følgende begreber. Sikkerhedsliggørelse er ifølge Københavnerskolen den proces, hvori et problem formidles som et sikkerhedsproblem, der truer statens sikkerhed. Problemet bliver italesat således, at det kan overbevise dets publikum om eksistensen af det. Hvis denne italesættelse er succesfuld, har man overbevist sit publikum, og det vil derfor være muligt for staten undervejs at ændre spillets regler og benytte sig af ekstraordinære midler i kampen mod at neutralisere det omtalte problem. Når vi taler om sikkerhedsproblemer, -emner eller -spørgsmål, henviser vi til de politiske emner, der er centrale for en sikkerhedsliggørelse. Det er altså de emner og trusler, der udsættes for en politisk italesættelse og øget opmærksomhed for dermed at danne ramme om et sikkerhedsproblem. Det er altså problemer, der truer statens sikkerhed og kræver handling. En handling, der ofte får forrang i processen. Begrebet trussel ses i forbindelse med vores videnskabsteoretiske tilgang ses ikke som et uafhængigt fænomen, men som et begreb, der skabes i vores erkendelse og konstruktion. Vi er dog opmærksomme på, at andre forholder sig anderledes i forhold til dette begreb, da eksempelvis CTA (Center for Terroranalyse), der i samarbejde med PET definerer truslen mod Danmark som generel og reel (#9: Ydermere behandler vi truslen som et italesat politisk fænomen, der italesættes som aktuelt og hermed gøres til et sikkerhedsproblem. Kampen mod terror begyndte efter terrorangrebet mod USA den 11. september USA ses derfor som forkæmperne af denne kamp, der efterhånden indebærer hele den vestlige civilisations kamp mod terrorismen. Formålet er at neutralisere alle udpegede terrororganisationer på verdensplan. Når vi benytter os af denne term, er det med dette in mente, og med mindre man bliver gjort opmærksom på andet, henviser vi hovedsageligt til den danske politiske kamp mod terror. Det er altså den kamp, der foregår på den politiske arena for at imødekomme de eventuelle trusler. 9

8 I kampen mod terror er det blevet muligt at snakke om, at frygt bruges som et politisk instrument. Det er vigtigt at have for øje, at den frygt, vi henviser til ikke er det mere følelsesbetonede begreb om angst, men udelukkende den følelse af frygt, der bliver skabt politisk. Når vi henviser til frygt omhandler det altså den politiske italesættelse af frygt, som dermed gøres til et samfundsproblem, der skal reageres på. Selve ordet terrorisme stammer fra de latinske betegnelser terrere, der betyder at sprede frygt og rædsel. Ordet har gennem historien ændret betydning mange gange, men især i de sidste årtier har der været stor fokus på selve begrebet terrorisme. Grundet den store diskussion, der er omkring dette politiske fænomen, er det også svært at nærme sig en endegyldig definition, ordet kan have mange betydninger alt efter hvilken kontekst, man befinder sig i. Eftersom vi bevæger os indenfor en dansk kontekst, er vi nødt til at lægge os op af den definition, der er af terror i den danske straffelov 114. Vi er klar over, at denne har været under stor kritik, men når vi bruger denne som referenceramme, vil det netop give os mulighed for senere at kritisere den selvsamme definition ved at kigge på dens eventuelle konsekvenser. Politiske friheder og rettigheder definerer vi som retten til at udføre solidaritetsarbejde, princippet om, at man er uskyldig indtil modsatte er bevist, retten til fair rettergang, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Det er altså disse rettigheder og friheder, vi henviser til når vi benytter os af denne eller lignende formuleringer om grundlovsbaserede rettigheder og menneskerettigheder. Med undtagelsestilstand henviser vi til de punkter af begrebet, hvor vores teoretikere er enige om, hvad dette dækker. Her tænker vi på den tilstand, hvor de gældende regler og love bliver sat ud af spil. Vores tilgang til undtagelsestilstand er derfor stærkt præget af Giorgio Agamben og Carl Schmitt, som hovedsagligt er enige om, at det primære i begrebet er fraværet af denne juridiske orden og praksis. 2.3 Afgrænsning Vi har i vores projekt valgt at fokusere på den politiske situation i Danmark. Vores perspektiv er derfor udelukkende set i en dansk kontekst. Eftersom USA er forgængerne i kampen mod terror, ville det have været oplagt at inddrage deres erfaringer i en diskussion af vores karakter. Vi har dog 10

9 valgt at afgrænse os geografisk til Danmark, da mange af de behandlede emner og cases ville have en helt anden karakter og ikke mindst tilgængelighed uden for landegrænsen. Vi beskæftiger os således med dansk politik, da det er her vores referenceramme er størst. Vi har valgt at kigge på frygt udelukkende som et politisk instrument. Derfor går vi i projektet meget politologisk til værks, da vi undersøger dette specifikke politiske fænomen. Vi har fravalgt to andre oplagte tilgange, der omhandler de psykologiske og sociologiske felter. Vi er således ikke interesserede i at undersøge den psykologiske angst, der kunne opstå i forbindelse med terrortrusler, og hvad det har at sige for det enkelte individ. Endvidere søger vi ikke at finde ud af, om det enkelte individ føler sig krænket i en undtagelsestilstand. Med vores socialkonstruktivistiske tilgang ville mediernes rolle i dansk politik være interessant at undersøge. Vi har vi valgt at afgrænse os fra mediernes magt. Vi antager dog, at de har en vigtig rolle i politik i dag, og derfor også er med til at italesætte mange politiske fænomener. Vi er opmærksomme på, at medierne mange gange er talerør for politikerne, og at det ofte er medierne, der eksempelvis videreformidler frygten, og grunden til denne, til de enkelte borgere. Selvom vi anerkender mediernes rolle, ville det være for omfavnende og en opgave i sig selv at undersøge deres indflydelse. 2.4 Valg af teori Vi vil nu kort opridse hvilke teoretikere og forskere, der vil være omdrejningspunktet i vores projekt, og hvilke teorier vi finder interessante i en besvarelse af vores problemstilling. Samtidig vil vi se på hvilke andre teoretikere og hvilke aspekter af de valgte teoretikeres teorier, der kunne være spændende at se på, men som ikke er inddraget. I første del af teorien vil vi beskrive frygt som politisk instrument med udgangspunkt i den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen (1970-). Denne frygt vil vi forsøge at belyse med nedslag og korte introduktioner til den italienske politiske tænker Niccolò Machiavelli ( ) og den engelske filosof Thomas Hobbes ( ). Dette gøres for at danne teoretisk ramme om anvendelsen af frygt som politisk instrument. Til denne introduktion vil vi bruge Machiavellis værk Fyrsten (1513) og Hobbes værk Leviathan (1651). Vi har i projektet valgt ikke at bruge Machiavelli og Hobbes i en videre analyse, men vi mener, at en kort introduktion til forståelsen af frygt som politisk instrument har set ud førhen, og hvordan dette grundlag, som i dag ligger til grund for mange 11

10 teoretikere og tænkeres arbejde, er vigtigt. Machiavelli og Hobbes tanker om frygt er et godt supplement til Svendsens bog Frygt (2008), da vi beskæftiger os med et nutidigt billede af frygt som politisk instrument. Svendsen giver her sit bud på, hvorfor frygt har fået så central en rolle, og hvordan frygten i dag spiller ind i politiske beslutninger. Anden del af vores teoretiske afsnit vil beskæftige sig med den politiske brug af frygten, som selvfølgelig kommer til udtryk ved italesættelsen, men også gennem Michel Foucaults ( ) og Københavnerskolens teorier henholdsvis statskuppet og sikkerhedsliggørelse. Vi har valgt at bruge Foucaults forelæsninger på Collège de France fra i bogen Sikkerhed, territorium, befolkning (2008), hvor hovedfokus er den moderne stats magtudøvelse over dens borgere. Vi vil derfor kigge på hans tre første forelæsninger samt den tiende, der netop beskæftiger sig med dette spændingsfelt. Til at beskrive Københavnerskolens teori om sikkerhedsliggørelse har vi valgt Ole Wævers ph.d. afhandling Concepts of Security (1997). Denne afhandling vil danne rammen om sikkerhedsliggørelses-processen og den italesættelse af politiske emner, der gør det muligt at tage ekstraordinære midler i brug. Derudover vil vi i teoriafsnittets sidste afsnit gøre brug af Politisk Teologi (1922) af Carl Schmitt, hvor vi vil trække på hans begreb om undtagelsestilstand, og den mulighed det giver for det styrende organ. I forbindelse med redegørelsen af begrebet undtagelsestilstand vil vi endvidere bruge den italienske filosof Giorgio Agamben (1942-) og bogen Livsform (2005), hvor hans tanker omkring undtagelsestilstandens indtræden i vores tid giver et godt supplement til Schmitt Fravalg af teori Vores valgte teoretikere berører alle mange forskellige emneområder, hvoraf flere af de fravalgte ville have været interessante at inddrage i dette projekt. Dog er vi klar over, at vi allerede har et meget omfattende teoretisk udgangspunkt med analysens tre dele og syv teoretikere, og man kan således diskutere nødvendigheden i at overhovedet redegøre for vores fravalg. Dog finder vi, at aspekter af Foucaults teorier omkring governmentalisme og Agambens (med udgangspunkt i Foucault) teori omkring biomagt ville have været interessant at inddrage. Samtidig har vi i forløbet også beskæftiget os med Schmitts ven/fjende begreb, hvori han beskriver, hvordan udskillelsen af fjenden altid er en politisk beslutning, og hvordan det politiske fællesskabs overlevelse altid består af venskabsfølelse. Vi har dog valgt de aspekter af de teorier, vi finder mest relevant i en besvarelse af vores problemstilling. 12

11 Det ville have været interessant at have en mere teoretisk funderet kritisk tilgang til projektet, og hermed have skabt en normativ ramme af dansk sikkerhedspolitik, der i en sådan opfattelse ikke bør vedtages i undtagelsestilstand, men ud fra et rationelt billede af virkeligheden. I forbindelse med dette kunne vi have benyttet os af Hannah Arendt og Emmanuel Lévinas kritik af totalitære tendenser. En normativ ramme ville dermed være med til at give et billede af, hvordan man burde vedtage love uden at gå på kompromis med grundlæggende politiske friheder og rettigheder, så vi undgår et samfund byggende på overvågning og kontrol i opretholdelsen af statens og befolkningens sikkerhed. Vi har fravalgt disse, da vi i forvejen besad et stort teoretisk felt. Vi har dog alligevel forsøgt at belyse problematikken, dog ikke med grundlag i deres teorier, men med belæg i en analyse af vores behandlede cases. 2.5 Valg af empiri Vi har med vores interesse for den danske bekæmpelse af terror, og den måde, hvorpå den praktiseres, valgt to cases vi vil fokusere på i vores opgave. Disse er henholdsvis tuneserssagen og Fighters+Lovers-sagen. Vi har valgt disse to, da vi mener, at de kan hjælpe os til at belyse og nuancere vores problemstilling. Vi søger i projektet at se, hvordan en mulig sikkerhedsliggørelse har gjort sig gældende. Dette kunne være interessant at få indsigt i ved hjælp af disse to cases, hvor man netop handler på italesættelse af terrortruslen, hvad enten det er ved brug af terrorlovgivningen eller at vedtage en ny lov. Fighters+Lovers-sagen viser et billede af terrorlovgivningen i aktion, mens tunesersagen viser, hvordan en ny lov bliver vedtaget ud fra en frygt for terror Tunesersagen Den første case vi har valgt, er tunesersagen. Denne har vi valgt at bruge, da den viser nogle interessante problematikker, vi kunne tænke os at undersøge nærmere. Her tænker vi på, hvordan frygt for et attentat mod Kurt Westergaard har haft indflydelse på gennemførelsen af et politisk tiltag. Denne udvikling, hvor noget ukonkret går hen og bliver konkret lovgivning finder interessant i forhold til vores videnskabsteori og hvilke konsekvenser dette kan have for de omtalte politiske friheder og rettigheder. Vi finder det yderligere interessant, da den i første omgang omfattede tre mistænkte og derefter endte med at omfatte alle på tålt ophold, og om det videre skal omfatte alle med dansk statsborgerskab, der er til fare for statens sikkerhed. 13

12 Når vi i projektet henviser til tuneserloven, er det ændringerne i loven L 69 (jf. bilag 1) om udlændinge på tålt ophold, der henvises til og de nyere ændringer, nemlig loven L 209 (jf. bilag 2). I arbejdet med denne case vil vi i 5.1 først redegøre for hændelsesforløbet og de to vedtagede love og hernæst inddrage en diskussion tunesersagens forløb Fighters+Lovers-sagen Vi finder sagen om den danske aktivistgruppe Fighters+Lovers interessant på grund af den store mediebevågenhed og opmærksomhed, Fighters+Lovers mødte fra mange kanter, danske som udenlandske. De bevægede sig med deres aktiviteter i et grænseland mellem legitimt politisk solidaritetsarbejde og terrorstøtte, hvilket fremstår af behandlingen af deres retssag, som først blev behandlet i byretten, herefter i landsretten og sidst i Højesteret. Denne sag giver os et billede af diskussionen og spørgsmålet omkring, hvad der kan betragtes som terrorstøtte og danskernes ret til vise politisk solidaritet. Vi synes, at sagen er spændende, da vi ud fra vores problemstilling blandt andet ønsker at stille spørgsmål til terrorpakker, der er båret på argumenter om vores sikkerhed som nation overfor terrorisme. Endvidere var Fighters+Lovers-sagen den første sag, hvori straffelovens 114 (jf. bilag 3) blev afprøvet, hvilket skaber nogle dilemmaer, vi vil undersøge nærmere. Når vi taler om 114 (jf. bilag 3) og 114b (ibid.) udspringer de af L 217 (terrorpakken fra 2006). I arbejdet med denne case vil vi i 5.2 ligeledes først redegøre for hændelsesforløbet og beskrive hvordan sagen er behandlet i by, lands og Højesteret. Slutteligt i 5.2 vil der være et kritisk perspektiv omkring denne dom Interview Vi har interviewet Peter Vedel Kessing, der arbejder ved Dansk Institut for Menneskerettigheder. Kessing er jurist og har skrevet en ph.d-afhandling om terrorisme og menneskerettigheder og har desuden beskæftiget sig med tuneser og Fighters+Lovers-sagen. Vi valgte Kessing på baggrund af hans kendskab til de to cases og hans juridiske indsigt i disse. Vi vil benytte interviewet som et ekspertinterview, hvor vi fra en juridisk vinkel får et indblik i casene. Vi er dog klar over, at hans position som ansat ved dette institut kan være præget af hans hverv. Dette interview giver os altså mulighed for at forstå, hvordan man kan forholde sig rent juridisk i bedømmelsen af disse sagers konsekvenser for politiske friheder og rettigheder. 14

13 Vi ville derfor forsøge at skabe en dialog, hvor vi kunne spørge ind til de behandlede cases og dermed underbygge, de forhold vi har præsenteret i projektet. Det har således været vores opgave, at forstå informantens forklaringer. Derfor har det været vigtigt, at vi inden interviewet satte os godt ind i stoffet, for at kunne stille kritiske eller opfølgende spørgsmål undervejs. Vi valgte derfor at benytte os af det eksplorative interview, der er et åbent og kun lidt struktureret interview. Det er her netop muligt for intervieweren at fremlægge det givne problem, som ønskes afdækket. Bagefter har vi valgt at transskribere interviewet (jf. bilag 4) for at have mulighed for at dykke ned i de passager, vi har fundet relevante i henhold til projektets problemstilling. Det er muligt, at Kessing kun er en side af sagen og grundet sin beskæftigelse med menneskerettigheder kan være kritisk stillet over for den givne lovgivning. Vi må dog formode, at hans position som jurist gør, at han er i stand til at bedømme casene og deres udfald nogenlunde objektivt. Man kan sige, at det kunne have været nødvendigt at have inddraget et interview med en af de politikere, der har været indblandet i lovene og set de nye tiltag som nødvendige, for ikke at blive farvet af det ene interview, og ligeledes for at kunne inddrage begge sider af sagen. 2.6 Analysestrategi Som det vil fremgå af vores analyseskema, har vi tre hovedemner, som vi i analysen kredser omkring: den politiske retorik, den førte politik og konsekvenser. Vores analyse vil indenfor disse hovedemner være opdelt i to klynger, hvor den første analyserer på tunesersagen og den næste på Fighters+Lovers-sagen. Det sidste afsnit i analysen, konsekvenser, vil sammenfattes ud fra begge cases. Den politiske retorik vil tage udgangspunkt i hvordan de to cases er blevet italesat, og hvilken retorik, der har gjort sig gældende. Dette første analyseemne skal således ligge op til at kunne besvare problemformuleringens første led. Det næste analyseemne, den førte politik, vil tage udgangspunkt i hvordan der fra politisk side er handlet i disse cases og hvilke midler, der er blevet gjort brug af. Denne del søger at svare på, hvorvidt der kan være tale om sikkerhedsliggørelse i vores to tilfælde. Slutteligt vil vi i det tredje analyseemne forsøge at afdække de mulige konsekvenser, der er ved at føre politik på denne måde. Det bliver altså et spørgsmål om der findes konsekvenser for politiske friheder og rettigheder, når begreber som sikkerhedsliggørelse og undtagelsestilstand tages i betragtning. Denne del vil således svare på problemformulerings sidste del. 15

14 2.6.1 Analyseskema Vi har ved hjælp af vores teoretikere fundet frem til nogle relevante spørgsmål, vi vil undersøge i forhold til vores cases. De spørgsmål, vi har fundet frem til, er altså dannet ud fra den viden, vi har tilegnet os via vores teoretikere. Som allerede nævnt er disse spørgsmål kategoriseret i tre analyseemner, som er kumulative, da de bygger videre på den information, vi finder frem til i de foregående analysedele. Det er derfor de spørgsmål, vi finder interessante at få besvaret i forbindelse med vores cases i henhold til den forståelse, vi har af den behandlede teori. Det indholdsmæssige har at gøre med, hvorledes vi forstår spørgsmålet i henhold til vores cases og vores opstillede problem. Det er her, vi har forsøgt at afdække, hvad indholdet i vores forskellige analysedele er. Det er en hjælpende hånd til at forbinde vores problem med vores cases og den behandlede teoretiske rammeforståelse. Analyseemner Spørgsmål Indhold Den politiske retorik Kan man i forbindelse med vores to cases tale om, at en særlig politisk retorik har gjort sig gældende? Kan man tale om, at man fra politisk side italesætter en potentiel trussel som aktuel trussel? Hvordan kan det diskuteres, at frygten har spillet ind i italesættelsen af de to cases? Første analyseemne vil undersøge italesættelsen af tuneser og Fighters+Lovers-sagen, og hvilken retorik, der har gjort sig gældende. Den førte politik Hvordan skabes en politisk nødvendighed og hvilke midler tages i brug for at legitimere den ekstraordinære behandling af et sikkerhedsproblem? Kan man på baggrund af dette diskutere eventuelle træk af sikkerhedsliggørelse i vores to cases? Andet analyseemne beskæftiger sig med selve processen og de hændelsesforløb, indenfor hvilke der kan være træk af sikkerhedsliggørelse. Vi vil således undersøge hvilke midler, der er blevet gjort brug af politisk og hvordan disse søger at 16

15 legitimere tilsidesættelsen af gældende principper og rettigheder. Konsekvenser Hvad vil det sige når der skabes tendenser til undtagelsestilstand? Hvilke konsekvenser kan dette have for menneskets politiske handling og friheder? Hvad betyder udviklingen fra frygt som en ukonkret følelse til konkret lovgivning på det givne område af indskrænkninger for de politiske rettigheder? Tredje analyseemne kredser om de mulige konsekvenser, der er ved at vedtage love i undtagelsestilstand. Vi vil undersøge, om der kan tales om, at de såkaldte terrortiltag har haft betydning for politiske friheder og rettigheder og derudover fremtidige muligheder for at handle politisk. Der er altså tale om spørgsmålet om terrorlovgivningen i de konkrete sager kan stille det politiske individ svagere og om kampen mod terror derfor har en tendens til at krænke de politiske rettigheder. 17

16 Kapitel 3: Frygtens politik Dette oprids vil som beskrevet i kapitelgennemgangen beskæftige sig med det historiske aspekt af frygt som politisk instrument. Sammen med den nutidige filosof Svendsen vil Hobbes og Machiavelli bruges som historiske nedslag, som viser, hvordan frygten ikke er en ny politisk opfindelse, men har rødder helt tilbage til Machiavelli og Hobbes. 3.1 Historisk oprids Svendsen beskriver i sin bog Frygt (2008), hvordan frygten i dag gør sig gældende i alle samfundsområder, og hvordan den i høj grad styrer offentligheden og dennes dagsorden (Svendsen 2008: 14). Vi lever i frygtens æra, og denne frygt synes at snige sig ind under huden på det almene menneske (ibid.). Frygten har også sat sine spor inden for det politiske område, og det er i den forbindelse, at Svendsen taler om, hvordan frygt i dag bliver brugt som et politisk instrument (ibid.: 17). At bruge frygt som et politisk redskab er dog ikke noget nyt fænomen. Denne tankegang om at skabe stater og regering ved hjælp af frygtens virkemidler har spor helt tilbage til magttænkere som Niccolò Machiavelli og Thomas Hobbes. Ved læsning af både Machiavelli og Hobbes er det tydeligt, at begge tænkere tydeligt gør brug af en italesættelse af frygt i forbindelse med statsdannelsen og opretholdelsen af denne. Hvor Machiavelli mener, at frygt er et effektivt middel til social kontrol og hermed også fyrstens bevarelse af magten, mener Hobbes, at det vigtigste er befolkningens overlevelse. Denne overlevelse sker ifølge Hobbes gennem en samfundskontrakt, hvori befolkningen frivilligt overlader magten til en hersker, og herigennem får tryghed og sikkerhed (Hobbes 2008: 145). Frygt som politisk instrument ses altså ikke hos Hobbes som en envejs magtudøvelse, men som en kollektiv proces, hvor befolkningen opgiver deres frihed og rettigheder i frygtens tegn. Begge tænkere havde det udgangspunkt, at mennesket var født ondt af natur, og at det ville følge dets egne egoistiske mål, hvis ikke en stærk hersker nedsatte love og regler (Malness 1993: 103, Hobbes 2008: 12ff). Der er altså i begge tilfælde tale om, at der er brug for en stærk suveræn til at opretholde sikkerhed og orden. Suverænen er for både Machiavelli og Hobbes den, der har det fulde magtmonopol (Hobbes 2008: 176). Hvor Hobbes mener, at det er frygten for en voldelig død, som får individerne til at indgå samfundskontrakten og dermed frivilligt overdrager deres magt og rettigheder til suverænen (ibid.), mener Machiavelli, at frygten bruges som redskab af fyrsten for at opretholde sin magt. Magten er således legitim hos Hobbes, hvor den hos Machiavelli kan bruges til at slå ihjel og statuere eksempler for at undgå oprør (Machiavelli 18

17 1998: 77). Det skal dog forstås, at Hobbes også argumenterer for, at suverænen må opholde en stærk magt, som må sprede frygt hos befolkningen. Det er nemlig befolkningens skræk for suverænen, der skal holde menneskets onde natur på plads og forhindre naturtilstanden 4 (Hobbes 2008: 172). I forlængelse af dette mener Machiavelli, at man med en rå og hård magt ville kunne sikre sig mod oprør på grund af den iboende frygt hos befolkningen. Han ser det som fyrstens pligt at gøre det nødvendige for at opretholde magten og dermed sikre borgernes frihed og sikkerhed. Begge benytter sig altså af frygt som politisk redskab til at skabe ro, orden og tryghed i samfundet, men adskiller sig dog i opfattelsen af, hvordan frygt skal bruges som redskab. Hvor Hobbes mener, at frygten må bruges af suverænen som redskab for at undgå naturtilstanden og altså i skabelsen af sikkerhed hos befolkningen, er Machiavelli interesseret i statens og fyrstens sikkerhed og opretholdelsen af denne. Frygten er for Hobbes og Machiavelli det egentlige politiske grundlag, da det er den faktor, der gør, at mennesket ønsker at oprette en stat. Frygt er altså en forudsætning for statens eksistens og virke. 3.2 Frygt som politisk instrument i dag Ifølge Svendsen bliver frygt brugt som politisk redskab i dag til at opretholde regeringens magt. Et gennemgående emne i Frygt er således frygten for terror, som Svendsen mener fungerer [ ] som en slags trumfkort, som andre hensyn må vige fra. (Svendsen 2008: 14). I dag skabes frygten, ifølge Svendsen, så regeringen kan vedtage lovændringer, der giver dem mulighed for nemt og hurtigt at opsøge og fjerne eventuelle trusler, hvilket giver befolkningen en form for tryghed (ibid.: 127). Trumfkortet ligger i, at folk accepterer disse ændringer, selvom det indskrænker visse frihedsprincipper. Nogle af disse træk kan føres tilbage til Machiavelli, der netop argumenterede for, at fyrsten skulle herske med alle midler til rådighed, for at kunne opretholde sin egen magt. Endvidere mente Machiavelli, at fyrstens spredning af frygt gjorde det nemmere for denne at opretholde magten. Der er altså her tale om, at fyrsten skulle bruge frygt som et politisk instrument i denne selvopretholdelse (Malness 1993: 114). I Svendsens beskrivelse af frygtsamfundet anno 2008 argumenterer han for, hvordan medierne og regeringen er med til at overdrive potentielle trusler, hvilket skaber en stærk frygt blandt borgerne. 4 Naturtilstanden er et tankeeksperiment, hvor alle er i krig med alle (Hobbes 2008: 141). Der hersker kronisk usikkerhed og kaos, og eftersom mennesket af natur er lige (og lige stærke) vil dette føre til konkurrence, som vil føre til frygt og ende ud i krig. Der er i naturtilstanden ingen rettigheder eller love og derfor heller ingen uretfærdighed (ibid.: 142). Hobbes konklusion af naturtilstanden er: menneskets liv: ensomt, fattigt, beskidt, dyrisk og kort (ibid.: 140). 19

18 Frygt bliver i en dansk politisk kontekst brugt som grundlag for politisk handling og er den retorik, der benyttes for at vinde opbakning hos befolkningen og få bestemte beslutningsprocesser til at køre let igennem. Som Svendsen argumenterer for, kan man sætte spørgsmålstegn ved, om denne frygt for i nærværende tilfælde terror overhovedet er rationel og begrundet, da tendensen i nutidig dansk politik i høj grad drejer sig om at vedtage og give forrang til beskyttelsespolitikker. Ifølge Svendsen er det dog irrationelt at frygte terror i et sådant omfang, at man føler, det er nødvendigt for regeringen at indføre terrorpakker og lignende. Det irrationelle ligger netop i, at vi ofte betragter de værste scenarier som de mest pålidelige. Svendsen skriver, at Næsten uanset hvor usandsynlige de er, skaber katastrofescenarier frygt (Svendsen 2008: 62). I denne sammenhæng er det interessant at se på Hobbes tese om, hvordan frygten skulle bruges for, at sikre befolkningens egen interesse. Hobbes beskriver, hvordan suverænen eller staten må iscenesætte frygten for at styre, hvad der er mest hensigtsmæssigt at befolkningen frygter. Det er derfor muligt fra statens side, at man gør nogle problemer til samfundsproblemer frem for andre. Det er altså statens opgave at styre frygten politisk og dermed udvælge hvilke trusler og lignende, der vil være de rigtige at påføre folket (ibid.: 122). Det skal altså her forstås, at suverænen kan vælge at fremprovokere en falsk frygt hos befolkningen. Frygten som politisk instrument blev altså en legitim måde at sikre befolkningens egen interesse, nemlig overlevelsen. Når Svendsen taler om frygt som politisk instrument, bruger han krigen mod terror som eksempel. Svendsen trækker mange terroreksempler fra USA, da de som sagt er hovedmændene bag kampen mod terror. Han giver et eksempel på, at staterne i USA får tildelt flere midler og penge, hvis de kan lokalisere og identificere potentielle terrormål. I dette tilfælde ligger der en økonomisk motivation bag. Han eksemplificerer dette med, at mange af disse mål langtfra burde anses som aktuelle og end ikke i kategorien potentielle terrormål (ibid.: 127). Det væsentligste i dette eksempel og generelt hos Svendsen er, at kampen mod terror er illegitim. Svendsen forholder sig kritisk overfor denne, da Kernen i liberale demokratier er respekten for individernes autonomi, og frygten skader denne autonomi. (ibid.: 137). Frygten for specielt terror har altså medført alvorlige indskrænkninger af frihedsbaserede rettigheder. Her kan nævnes vilkårlige arrestationer af specielt personer med muslimsk baggrund, tilsidesættelse af retssikkerheden, retten til at organisere sig og telefonaflytning uden retskendelse (ibid.: 133ff). Det paradoksale ved hele denne frygtkultur er som førnævnt, at risikoen for at blive ramt af terror næsten er usandsynlig. Hvis man kigger på, hvor mange der rammes af terrorhandlinger, er det rimeligt at påstå, at myndighederne overdriver faren, og at den frygt, befolkningen tilegner sig er irrationel. Sammenlignet med de fleste andre 20

19 dødsårsager er terrorangreb ikke det, der burde bekymre os mest. (ibid.: 138). Svendsen understreger, at: Det er klart, at terrorisme må bekæmpes, men det er efter min mening lige så klart, at nødvendigheden af denne bekæmpelse ikke er tilstrækkelig til at begrunde tilsidesættelsen af grundlæggende rettigheder. (Svendsen 2008: 139). I kampen mod terror sker der altså en indskrænkning eller tilsidesættelse af friheden og flere af de universelle rettigheder, som man ellers må gå ud fra, at denne kamp søger at beskytte os mod. Dette er kun muligt grundet frygtens plads i det politiske spil, og selvom man på baggrund af Machiavelli og Hobbes teorier ikke kan fastslå, at dette er et nyt fænomen, gør det sig gældende i meget høj grad i dag. 3.3 Opsamling Vi har med dette kapitel beskrevet hvordan frygt spiller en vigtig rolle i det politiske liv. Vi har kort gennemgået, hvordan Machiavelli og Hobbes mente, at frygten var det politiske grundlag, hvorpå en stat kunne opretholdes. Dette historiske udsnit viser altså, hvordan frygt kan beskrives som en forudsætning for suverænens og statens virke og eksistens. Samtidig mener Svendsen, at frygt som politisk instrument stadig spiller en stor, endda stigende, rolle i dag. Dette viser sig især i kampen mod terror og i den politiske håndtering af potentielle trusler og farer. Dette kapitel kan altså belyse, hvordan politikere kan fremprovokere en frygt ved hjælp af en politisk retorik, der italesætter potentielle trusler som reelle og aktuelle. Svendsen argumenterer altså for, at en øget opmærksomhed på disse trusler synes at øge frygten for terror. Svendsens tese om den politisk konstruerede frygt kan vi bruge til at påvise, hvordan den politisk skabte frygt for terror kan vise tendenser til en tilsidesættelse af politiske friheder og rettigheder. Ud fra denne tese vælger vi at fokusere på følgende spørgsmål, som vi vil tage videre i vores analyse: Kan man i forbindelse med vores to cases tale om, at en særlig politisk retorik har gjort sig gældende? Kan man tale om, at man fra politisk side italesætter en potentiel trussel som aktuel trussel? Hvordan kan det diskuteres, at frygten har spillet ind i italesættelsen af de to cases? 21

20 Kapitel 4: Sikkerhedens politik I følgende vil vi foretage en teoretisk diskussion ud fra to overordnede begreber, nemlig sikkerhed og undtagelsestilstand. I den første del vil vi beskæftige os med den franske tænker Foucault og hans tanker om regeringsformer og politik, samt den danske professor Wæver, der er en af arkitekterne bag Københavnerskolen. Hvor først Foucault og Københavnerskolen danner grundlag for en teoretisk diskussion af nogle af vores kernebegreber, vil der følgelig være en diskussion af begrebet undtagelsestilstand med udgangspunkt i Agamben og Schmitt Foucault og Københavnerskolen Foucault undersøger i Sikkerhed, territorium, befolkning (2008) hvorvidt samfundet har bevæget sig mod en sikkerhedsorden, og om man endvidere kan tale om et sikkerhedssamfund. Foucault beskriver, hvordan regeringsmagten fra det syttende til starten af det nittende århundrede har bevæget sig fra at betyde en suveræn til at betyde en regering (ibid.: 86). Hvor suverænens opgave kunne betegnes som at være opretholdelsen af magten og beskyttelsen af sit territorium, er regeringens opgave nu at opretholde sikkerheden for befolkningen (ibid.: 71). Denne nye form for regeringsmagt betegner Foucault som statsræsonen, der altså skal forstås som en ny form for regering af mennesker, som nu betegnes som en befolkning (ibid.: 72). Befolkningen ses ikke længere som en samling retssubjekter, men som en helhed af elementer, der både forstås som levende væsener, men samtidig opfattes som genstand for velovervejede indgreb for eksempel via love og ændringer i handle og levemåder (ibid.: 396). Man er gået fra en regeringskunst, hvis principper blandt andet var retfærdighed, visdom og liberalitet og som hvilede på evner som velovervejede beslutninger og betænksomhed, til en regeringskunst hvis rationalitet hviler på principper, der er særegne for staten, og hvis anvendelsesområde udelukkende er staten selv (ibid.: 394ff). På trods af, at Foucault analyserer disse tendenser i , og i høj grad drager paralleller tilbage til 1600-tallets tænkere og politiske begivenheder, er det vores tese, at teorien omkring sikkerhedssamfundet stadig gør sig gældende den dag i dag, og måske endda i en endnu stigende grad. Det er derfor i høj grad relevant at kigge på nutidige politiske begivenheder, hvis udfald bekræfter denne tese. I denne anledning vil vi inddrage Københavnerskolen og den danske professor Ole Wævers ph.d. afhandling Concepts of Security, hvori han introducerer det politologiske begreb 22

21 sikkerhedsliggørelse, der dækker over den konstruktion, hvori et emne gøres til et afgørende problem i forhold til statens eksistens og overlevelse. Ifølge Københavnerskolen er sikkerhedsliggørelse således den proces, at det lykkedes at overbevise et publikum om retfærdiggørelsen i at anvende ekstraordinære midler til at løse et givent problem. Københavnerskolens teori udspringer af den tese, at det er nødvendigt at have et sprog om sikkerhed, da dette fænomen eksisterer i vores samfund i kraft af italesættelsen af problemer som sikkerhedsproblemer. Skolen hævder dog ikke at kunne analysere, hvad der eksisterer som et sikkerhedsproblem eller eksistentiel trussel for samfundet, blot at gøre opmærksom på ansvaret for sikkerhedsliggørelse, der altid kan placeres. Begrebet forsøger således at indfange det, der sker, når man angriber et emne på sikkerhedsmåden, og normale procedurer og pragmatiske argumenter må vige plads til fordel for ekstraordinære metoder og ekstreme mider Sikkerhedsbegrebet Foucault taler om tre former for mekanismer, der er til stede i et vestligt samfund, nemlig den retslig-juridiske mekanisme, disciplineringsmekanismen og sikkerhedsforanstaltningerne (Foucault 2008: 11ff). For at få sikkerhedsmekanismen til at fungere tilstrækkeligt, sker der en inflation i den retslige og juridiske lovgivning. På samme måde vokser den disciplinerende mekanisme i takt med sikkerhedsmekanismens omfang. Foucault forklarer dette således, at for at iværksætte sikkerhed må man inddrage en række teknikker og disciplinerende tiltag som for eksempel overvågning (ibid.). Foucault hævder, at disse forskellige mekanismer ikke kan opdeles hver for sig eller tilsvarende i hver deres tidsalder, men at de i stedet skal forstås som en række komplekse konstruktioner, der krydser hinanden på kryds og tværs (ibid.: 14). Sikkerhedens funktion beskrives således: Loven forbyder, disciplineringen forskriver, og sikkerheden har grundlæggende som funktion at svare på en virkelighed på en sådan måde, at dens svar annullerer denne virkelighed annullerer den eller begrænser eller bremser eller regulerer den uden at forbyde eller foreskrive, om end eventuelt med nogle forbud og forskrifter som redskaber. (ibid.: 53). Det er altså selve denne regulering, Foucault ser som grundlæggende for sikkerhedsmekanismen. Hvor Foucault taler om sikkerhed som en mekanisme bestående af elementer som det disciplinerende og lovgivende, taler Københavnerskolen om sikkerhed som en praksis: Security is 23

22 a practice, it is a specific staging of an issue [ ] Security discourse is characterized by dramatizing an issue as having absolute priority (Wæver 1997: 48). Københavnerskolen beskriver endvidere, at ved at give et emne en sikkerhedsetikette har dette således krav på at blive behandlet med ekstraordinære midler (ibid.: 13). Københavnerskolens udgangspunkt er som allerede nævnt ikke at vurdere objektive trusler eller fastslå truslernes alvor, og hvornår de er virkelige farlige, idet sikkerhed betegnes som en self-referential practice (ibid.: 377). Det er en selv-henvisende-praksis, fordi det netop er i denne praksis, at et emne bliver til et sikkerhedsemne og ikke fordi det i sig selv er en sikkerhedstrussel (ibid.: 48). Det traditionelle sikkerhedsbegreb, der omfatter national og militær sikkerhed, udvider Københavnerskolen til også at omfatte sikkerhedsproblemer på andre vertikale og horisontale niveauer, hvilket vil sige, at der nu både kan tales om en samfundsmæssig sikkerhed og en identitetssikkerhed (jf. bilag 5). Københavnerskolen forstår altså ikke kun sikkerhed som værende xx men også at være yy, hvilket har den konsekvens, at stadig større områder af det sociale og politiske liv kan sikkerhedsliggøres (Wæver 1997: 213). Udvidelsen af det eksisterende sikkerhedsbegreb havde sin begyndelse i 1980 erne og har den konsekvens, at emner som blandt andet miljø, politiske rettigheder og kulturel identitet får en mere betydelig rolle i sikkerhedsdebatten. Udvidelsen betyder, at det bliver stadigt vanskeligere at vide, hvornår sikkerhedsbegrebet ophører. Strømmen af sikkerhedsemner synes endeløs, og hvis alle disse emner er en trussel mod menneskeheden, er det måske kun et spørgsmål om tid, førend denne udvidelse af sikkerhedsspørgsmål vil opsluge hele den politiske og sociale dagsorden (ibid.). Det er altså svært at sige, hvornår et givent emne ikke kan omdannes til et sikkerhedsproblem (ibid.: 214). Hvor Foucault altså beskrev, at man dengang kunne tale om en sikkerhedsorden eller endda et sikkerhedssamfund, mener Københavnerskolen i samme tråd, at sikkerhedsbegrebet i høj grad udvides, og at man i denne forbindelse kan diskutere, hvorvidt alle sociale og politiske emner kan angribes på sikkerhedsmåden og sikkerhedsliggøres Statskuppet og sikkerhedsliggørelse Som nævnt taler Foucault om den nye regeringsform, statsræsonen, som han beskriver som det, der styrer lovene i højere grad, end det styrer i overensstemmelse med lovene. Statsræsonen ligger under alle omstændigheder til grund for lovene, og gør brug af dem, da den finder det nyttigt og 24