Anerkendende kommunika-on. - og spørgsmålet om hvordan vi giver kra8 -l den andens oplevelse af sig selv

Transkript

1 Anerkendende kommunika-on - og spørgsmålet om hvordan vi giver kra8 -l den andens oplevelse af sig selv

2 Monolog Mono betyder en Logos betyder fornu8 = en fornu8 der taler

3 Dialog er græsk og kan oversæaes på to måder: 1. sam tale (neutralt) 2. henviser -l parternes søgen e8er sammenhæng ind gennem hinanden (betegner en særlig værdifuld kommunika-onsform)

4 Anerkendelse væsentlig i8. udv. af iden%tet og integritet (selvafgrænsning, selvrefleksion ) indebærer al-d gensidig anerkendelse (jf. Hegel) baserer sig på ligeværd (Løvlie) knyaer sig -l en følelse af at jeg har værdi (Kohut)

5 Anerkendende praksis Den anerkendende pædagog må derfor henvende sig -l subjektsiden eller refleksionssiden (Stern, 1997) i mødet med den anden og derfra skabe fælles opmærksomhed omkring den anden ved at ly#e -l og dreje sig ind på en andens opmærksomhedsfokus, deltage i og fokusere på den andens subjek-ve oplevelser, og bestræbe sig på at forstå og vise det f.eks. v.h.a. forskellige kommunika-onsmidler, ges-kula-on, positur og mimik, vise accept, f.eks. ved at benævne følelses-lstande, som kan iden-ficeres gennem iagaagelse af den andens adfærd, vise tolerance, f.eks ved at følge e8er, understrege og videreudvikle dialogen gennem udførelse af omtrentlige e8erligninger af den andens spontane adfærd (affek-v afstemning), og bekræ2else, ved at sikre en følelsesmæssige god stemning, hvorfra den anden kan hente kra8 -l at være -l som sig selv.

6 Anerkendende praksis Den anerkendende pædagog må derfor henvende sig -l subjektsiden eller refleksionssiden (Stern, 1997) i mødet med den anden og derfra skabe fælles opmærksomhed omkring den anden ved at ly#e -l og dreje sig ind på en andens opmærksomhedsfokus, deltage i og fokusere på den andens subjek-ve oplevelser, og bestræbe sig på at forstå og vise det f.eks. v.h.a. forskellige kommunika-onsmidler, ges-kula-on, positur og mimik, vise accept, f.eks. ved at benævne følelses-lstande, som kan iden-ficeres gennem iagaagelse af den andens adfærd, vise tolerance, f.eks ved at følge e8er, understrege og videreudvikle dialogen gennem udførelse af omtrentlige e8erligninger af den andens spontane adfærd (affek-v afstemning), og bekræ2else, ved at sikre en følelsesmæssige god stemning, hvorfra den anden kan hente kra8 -l at være -l som sig selv.

7 Anerkendende lytning Anerkendende lytning i forudsæaer åbenhed og drejer sig om at lade fænomenet fremtræde og forudsæaer således en modtagelighed og villighed -l at lade sig bevæge af fortælleren (Løvlie, 1996 p. 533). Anerkendende lytning er altså ikke en passiv, men derimod en ak-v, udstrakt, engageret, fokuseret, koncentreret, intens, vital ak-vitet, der optager hele lyaerens selv. Anerkendende lytning indebærer, at lyaeren fokuserer på fortællerens oplevelse, er emo-onel -lgængelig og bruger sin følsomhed -l at tage hensyn -l eventuel usikkerhed, angst og forvirring, bestræber sig på at forstå, s-ller sig ind på fortællerens oplevelsesverden (Stern, 1997). I denne lyaende åbenhed, præget af indtagende opmærksomhed, får fortælleren både et indre og et ydre rum -l at udforske og blive bedre kendt med sig selv. Anderkendende lytning kan således fremme både selvrefleksion og selvafgrænsning.

8 Accept og tollerance Accept og tolerance indebærer en ikke-dømmende holdning (Løvlie, 1996 p. 535). Det drejer sig altså om at møde selvet i sin egen ret, som det selvet er (Kohut, 1990). Det afgørende for den gode udvikling er således -lstedeværelse af empa-ske selvobjekter, der formår at acceptere, tolerere og spejle på en sådan måde, at fortællerens forsøg på at hævde sig og udvikle sin selvbestemmelse udfordres op-malt (Kohut, 1990). Igen bliver det vig-gt i den intersubjek-ve rela-on mellem selv og anden at s-lle sig ind på den andens oplevelse og vise, f.eks. ved hjælp af ges-k, mimik og blikkontakt, at vi har samme fokus og kan dele affek-ve oplevelser (Stern, 1997). Accept og tolerance resulterer i en følelse af at have værdi som sig selv (Kohut, 1990) og en følelse af at eje sin egen oplevelse og opfaaelse (Løvlie, 1982) og derfor også reaen -l at forandre og give a[ald på den. Accept og tolerance er derfor forudsætningen for, at det fastlåste bliver bevægeligt og for udvikling af autonomi og integritet.

9 Bekræ8else Bekræ9else drejer sig om at give kra8 -l fortællerens oplevelse af sig selv, ved at give fortællerens oplevelse gyldighed og bekræ8e at han/hun er ekspert på sin egen oplevelse. Bekræ8else drejer sig altså om at se den anden, følge den anden, stemme sig af i forhold -l hans/hendes følelser, dele indre oplevelser og rumme de følelser, som er der (Stern, 1997). Gennem bekræ8else får fortælleren mulighed for at se oplevelsen fra en anden vinkel og forholde sig -l flere sider ved sit eget selv. Bekræ8else kan således fremme selvrefleksion og selvafgrænsning.