BILLEDKUNSTNERNES FORBUND #4 DEC TEMA: KUNST OG VIDENSKAB NYE MØDER, NYE MULIGHEDER

Transkript

1 TEMA: KUNST OG VIDENSKAB NYE MØDER, NYE MULIGHEDER BILLEDKUNSTNERNES FORBUND #4 DEC Læs også om: Lisa Rosenmeier, Bkfs generalforsamling, hvad skal vi med Venedig biennalen? BKF0405_B.indd 1 08/12/05 0:48:58

2 BKF-BLADET Bkf-bladet er organ for Billedkunstnernes Forbund - Danmarks faglige organisation for professionelle billedkunstnere med godt 1200 medlemmer. Forbundets hovedformål er at varetage billedkunstnernes faglige, økonomiske, sociale og juridiske interesser og fremme en så bred anvendelse af billedkunst som muligt. Bkf-bladet udkommer fire gange årligt. Flere oplysninger om Bkf kan findes på INDHOLD Bkf-bladet er støttet af Fagudvalget for billedkunst, Kunststyrelsen BKF #4 DECEMBER 2005 KONTOR Vingårdstræde 21, 1. sal 1070 København K Tlf Fax Mandag til torsdag kl Postgiro: bkf@bkf.dk IT-KONSULENT Bent Majgaard BESTYRELSEN 2005 Formand: Billedkunstner Cai Ulrich von Platen Tlf / Næstformand: Billedhugger/installation Nanna Gro Henningsen Tlf / ANNONCER Kasserer: Billedhugger Poul R. Weile Tlf Billedkunstner Trine Rytter Andersen Tlf Grafiker/maler Bjarne Werner Sørensen Tlf Keramiker Annette From Tlf Billedkunstner Jo Dam Kærgaard Tlf Maler Viggo Lynge Larsen Tlf Billedkunstner Carina Zunino Mobil: Annoncer i Bkf-bladet tegnes gennem MediaSpace, Allégade 8F, 2000 Frederiksberg, att. Allan Wiberg, tlf , info@mediaspace.dk, Formater og priser gældende for 2005: 1/1 side 4 farver 210x297 mm bxh kr ,- sort/hvid kr ,- 1/2 side 4 farver 200x141 mm bxh kr ,- sort/hvid kr ,- 1/4 side 4 farver 98x141 mm bxh kr ,- sort/hvid kr ,- 1/8 side 4 farver 98x68,5 mm bxh kr ,- sort/hvid kr ,- 1/16 side 4 farver 47x68,5 mm bxh kr ,- sort/hvid kr ,- Frekvensrabatter: 2 indrykninger 10%, 3 indrykninger 15%, 4 indrykninger 20%. INDRYKNING AF OPLYSNINGER TIL (sæt kryds) Fra medlem til medlem Aktuelt på kunstscenen REGIONERNE FYN Lone V. Petersen, Formand Tlf / KØBENHAVN Carsten Rütting Schweitz, Formand Tlf ROSKILDE Eva Carstensen Tlf MIDTJYLLAND Ole C. Hansen, Formand Tlf MIDTVESTJYLLAND Jørgen Lang Petersen, Formand Tlf NORDJYLLAND Jørgen Hedegaard, Formand Tlf STORSTRØM Kit Kjærbye, Formand Tlf SØNDERJYLLAND Niels Vollertsen, Formand Tlf GRATIS MEDLEMSSIDER VEJLE Claus Fisker Andersen, Formand Tlf VESTSJÆLLAND Carin Larsen, Formand Tlf FREDERIKSBORG Jan Holmgaard Tlf SEKRETARIATET Vibeke Rostrup Bøyesen, koordinator Mogens Holbøll, forretningsfører REDAKTION, BKF-BLADET Bkfs redaktionsudvalg: Cai-Ulrich von Platen Nanna Gro Henningsen Trine Rytter Andersen Poul R. Weile Redaktør: Miriam Katz (DJ) mk@bkf.dk Tlf: / GRAFISK DESIGN Kenneth Schultz kenneth@kennethschultz.dk ISSN DEADLINES #1 2006, 6. marts 2006 KONTINGENT Kontingent kr. 520/kvartal Abonnement kr. 300/år TRYK CENTERTRYK ApS FORSIDE Forsiden til dette nummer er skabt særligt for Bkf-bladet af billedkunstner Mette Høst Medlemmer af Bkf kan gratis benytte nedenstående kupon til meddelelser på siderne Fra medlem til medlem samt Aktuelt på kunstscenen. Fra medlem til medlem rummer rubrikannoncer vedrørende køb og salg mellem medlemmer, værkstedsmuligheder, rejsefællesskab, sommerhusudlejning m.v. Aktuelt på kunstscenen fungerer som opslagstavle for begivenheder på kunstscenen: Seminarer, møder, udstillinger, publikationer m.v. Udfyld kuponen omhyggeligt. Materiale til medlemssiderne skal være på Bkfs sekretariat senest 6. marts Det næste Bkf-blad, #1/2006, udkommer 27. marts X INDHOLD #4, DECEMBER 2005 Det udvidede kunstbegreb Leder af Cai Ulrich v. Platen Tema: Kunst og videnskab nye møder, nye muligheder Videnskaben inviterer kunsten indenfor Universiteter og forskningsinstitutioner ansætter huskunstnere, og stadig flere videnskabelige centre og afhandlinger fokuserer på kunstneriske processer. Hvad er det, kunst og videnskaben giver hinanden? Dråber, bølger, lys Morten Skriver og Christian Skeel udforsker grænselandet mellem kunst og videnskab Af Miriam Katz sammen Interview med Mikkel Bogh, rektor for Det Kgl. Kunstakademi. Af Charlotte Brüel Vi sender noget af sted, men det er som en hvirvel, og vi ved ikke, hvor det ender Interview med billedkunstner Lisa Rosenmeier Af Mai Misfeldt Profil: Bag om biennalen i Venedig Har biennalen stadig en berettigelse? Eller er den en anakronisme, der kun fungerer som udstillingsvindue for de få udvalgte? Af Mai Misfeldt Opslagstavlen Aktuelle legatmuligheder, tilskudsfrister, konkurrencer, mm. Medlemsservice: Aktuelt på kunstscenen Kortfattet beskrivelse (brug blokbogstaver!): Dato er / tidsperiode / åbningstider (brug blokbogstaver!): Adresse på arrangementet: Sted: Gade/nr.: By: Indsendt af: Navn: Adresse: Tlf: På besøg i et fremmed vidensfelt Interview med huskunstner på Niels Bohr Institutet Mette Høst og fysiker Alan Luther Af Miriam Katz Kunsten at skabe rum for kaos Videnskab og erhvervsliv kan lære af kunstens evne til at balancere mellem kaos og orden Af Thomas Davidsen Kunst og videnskab må ikke smelte Kort Nyt: Presseklip Billedkunst og kulturpolitik i medierne Debat Billedkunsten og kommunalreformen: Læser-reaktioner på forrige nummer af Bkf-bladet Nyt fra Bkfs sekretariat Bl.a.: Generalforsamling, kommunalkonference, pensionsordning på vej? Vedlæg gerne illustration med tydelig navn på: Jeg sender billeder (Sæt kryds!) Via CD-rom Original Papirfoto Dias Billeder og oplysninger kan sendes digitalt til mk@bkf.dk (Højtopløselige billeder i 300dpi i formaterne TIFF, JPG elller EPS) Billeder returneres såfremt adressen tydeligt står på materialet. Deadline for indsendelse er den 6. marts 2006 Indrykningen er GRATIS for Bkfs medlemmer - Send kuponen til: Bkf, Vingårdstræde 21, 1., 1070 Kbh K, Att. Bkf-bladet 3 BKF0405_B.indd /12/05 0:48:59

3 LEDER DET UDVIDEDE KUNSTBEGREB Af Cai Ulrich v. Platen, formand for Billedkunstnernes Forbund Udvidelsen af kunstens funktion og virkefelt i samfundet er tydelig i disse år. Som artiklerne i dette nummer af Bkf-bladet viser, er kunsten i fuld gang med at banke nye døre ind på universiteter og forskningsinstitutioner, og det er positivt, at det - med opbakning fra Kunstrådet sker på kunstens præmisser. For det afgørende for, at der kommer noget frugtbart ud af møderne, er netop at kunsten fastholder sit uforudsigelige, skæve blik på verden, og at åbenheden i den kunstneriske arbejdsproces driver projekterne, også når kunstnere indgår samarbejder med andre fagdiscipliner og træder ind i den akademiske verden som sparringspartner. De direkte møder mellem kunst og samfund og den udvidelse af kunstbegrebet, som vi har set de seneste år, afspejles også i finansloven for næste år. F.eks. afsættes 33 mio. kr. til en forbedring af skolernes huskunstnerordning, samt 24 mio. kr. til bl.a. kulturskoler, herunder forsøg med Billedkunstnerisk Grund Kursus (BGK). Billedkunstnerisk Grundkursus er en oplagt mulighed for den professionelle billedkunst og vil forhåbentlig være med til at skabe nye, kommunale platforme for billedkunsten, sådan som det allerede er sket enkelte steder i landet, bl.a. i Holsterbro Kommune. Forbilledet for BGK er Musikalsk Grund Kursus (MGK), som alle amter for øjeblikket er forpligtet til at tilbyde, og som staten overtager ansvaret for, når amterne nedlægges i Undervisningen af børn og unge på MGKerne foregår på et højt fagligt niveau og varetages af professionelle musikere. Det har skabt et livligt og højt kvalificeret lokalt musikliv, som udgør et væsentligt led i den musikalske fødekæde herhjemme. På samme måde vil de fremtidige BGKer hvor mange der bliver tale om vides endnu ikke - forhåbentlig være med til at skabe et levende kunstliv ude i de ny kommuner, hvor børn og unge kan blive konfronteret med professionel billedkunst, og hvor de mest interesserede og talentfulde får mulighed for at dygtiggøre sig på højt niveau med henblik på videre uddannelse indenfor faget. I den forbindelse er det dog væsentligt at pege på den udhuling af faget Billedkunst det som tidligere hed Formning der sker i folkeskolen, på gymnasier og på lærerseminarierne i disse år. Alverdens BGKer og udmærkede huskunstnerordninger kan ikke råde bod på den aktuelle nedprioritering af faget Billedkunst, der betyder, at viden om faget nu forsvinder i store dele af uddannelsessystemet. Det er både ulykkeligt og paradoksalt, når man mange steder i det øvrige samfund, inklusive på de højere læreanstalter, for tiden omfavner billedkunsten som aldrig før. Det bør politikerne rette op på, inden det er for sent. LIVLIG DEBAT PÅ BKFS GENERALFORSAMLING 2005 Bkf-medlemmer fyldte Kostalden i Brumleby til randen, da forbundets generalforsamling løb af stablen 12. november. Der var bl.a. debat om optagelseskriterier, Charlottenborg og ansvaret for formidling af billedkunst. Læs mere om generalforsamlingen under rubrikken Nyt fra Sekretariatet på de sidste sider i dette Bkf-blad. SLAGET OM NIFCA ER TABT De nordiske kulturministre besluttede på et møde i Reykjavik i oktober at nedlægge 10 ud af 21 komitéer og institutioner indenfor det nordiske kultursamarbejde. Nedlæggelserne gælder fra 2007 og rammer følgende: Styregruppen for nordisk børne- och ungdomskultur (BUK), Styregruppen for nordisk kultur- och mediesamarbejde (KM gruppen), Styregruppen for nordiske kulturprojekter udenfor Norden, Nordisk Kunstnercenter Dalsåsen (NKD), Nordisk Center for Scenekunst (NordScen), Nordisk Journalistcenter (NJC), Nordisk litteratur- og bibliotekskomité (NordBok), Nordisk Museumskomité, Nordisk Musikkomité (Nomus), samt Nordisk Institut for Samtidskunst (NIFCA). Fremover bliver det de nordiske kulturministre, som lægger planer for satsningsområder, som f.eks. promovering af design eller computerspil. Ud fra satsningsområderne udbydes programmer, formuleret af embedsmænd, hvorefter en lille gruppe af kunstnere kan sige ja eller nej til politikernes forslag. Ministrene har åbent erklæret, at de ikke føler, de er synlige nok, at de ikke har indflydelse nok, og at de kunstfaglige råd og institutter er blevet for selvstyrende. Som Bkfs næstformand Nanna Gro Henningsen, der har været aktiv i kampen for at begrænse skadevirkningerne af politikernes strukturændring, sagde på Bkfs generalforsamling 12. november: Hvis man tænker over NIFCAs seneste tre projekter - Populism, Fundamentalisms of the New Order og Capital - kan man måske lugte, hvor hunden ligger begravet: Man ønsker ikke kritiske kunstneriske programmer. Politikernes planer for strukturændring af det nordiske kultursamarbejde skabte i eftersommeren en storm af kritik i nordiske kunstnerkredse i Danmark samledes man i Dansk Kunstnerråds regi og udarbejdede et alternativt forslag til ændring af strukturen, der både tog højde for kunstfagligheden og for politikernes ønske om ændringer. Men selvom det undervejs så ud som om, at kunstnernes indsigelser ville blive hørt, viste det sig, at der ingen modtagelighed var fra politikernes side, fortalte Nanna Gro Henningsen på generalforsamlingen: Processen var præget af tom retorik om samarbejde - vi samlede underskrifter, der i alt repræsenterede nordiske kunstnere, men deres stemme ønskede man ikke at høre. Det er tydeligt tegn på, at man pt. ikke ønsker at høre det faglige niveau, og resultatet er tab af armslængde til fordel for centraliseret politisk styring. NIFCA oplyser, at tre overordnede programmer allerede er besluttet for 2006 og 2007: Et mobilitets- og residensprogram, som bl.a. omfatter de nuværende residens- og mobilitetsprogrammer udviklet af NIFCA, NordScen og Sleipnir, et program der skal udvikle nordiske computerspil for børn, samt et tværfagligt kunstprogram. NIFCA og de øvrige kulturinstitutioner og komitéer skal nu forhandle med Nordisk Ministerråds kultursekretariat om, hvordan man kan videreføre de vigtige funktioner, som disse komitéer og institutioner har håndteret i mere end 20 år. Til at gennemføre nye initiativer i det, der bliver NIFCAs sidste år, blev i efteråret ansat to nye kuratorer, begge fra Danmark: Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen. 4 VIDENSKABEN INVITERER KUNSTEN INDENFOR Kunst og videnskab er to sider af samme mønt, vil nogle mene. Alligevel har de to discipliner siden Renæssancen levet et adskilt liv. Men billedet er ved at vende. Kunstnere inviteres i stigende grad indenfor i videnskabens laboratorier og forelæsningssale. På de næste sider følger Bkf-bladet med kunsten ind i videnskabens verden. Af Miriam Katz 5 Kunsten baner nye veje i disse år: På handelshøjskolerne skrives afhandlinger om kunst og kreativitet som aldrig før, kunstnere kan nu ansættes i gæsteprofessorater på universiteterne, og nye videnskabelige centre, hvor kunsten inddrages som sparringspartner, skyder op flere steder i landet. Men hvad vil kunstnere og videnskabsfolk egentlig med hinanden? Og hvad skal der til, for at samarbejdet lykkes? Det allervigtigste er, at der en stærk gensidig nysgerrighed og respekt for hinandens faglighed, siger Jette Gejl Kristensen, der er en af de i alt fire danske billedkunstnere, som med midler fra Kunstrådet i år er ansat i gæsteprofessorater på højere læreanstalter. Hendes professorat på Center for Advanced Visualization and Interaction (CAVI) begyndte i marts, men inden da samarbejdede hun i en årrække med lektor i datalogi, Peter Møller-Nielsen, om at undersøge virtuelle medier som kunstneriske udtryksformer. Samarbejdet har de to nu fået mulighed for at folde helt ud, og resultatet er bl.a. den medrivende 3-dimensionelle installation Room #1-3 meets som kan opleves i CAVIs Panorama Biograf. Vi er meget bevidste om at udvikle et fælles sprog. F.eks. går vi sammen til kunstudstillinger og på museer, så Peter lærer noget om, hvad jeg mener, når jeg taler om et billedes specifikke kvaliteter, mens jeg ved at følge Peters programmeringsarbejde får bedre fornemmelse for kodesprog og teknologi, siger Jette Gejl Kristensen, der oprindeligt er uddannet maler. Ligesom med maleriet er det vigtigt at opnå et godt materialekendskab, når man arbejder med computerteknologi, og det synes jeg efterhånden, jeg har tilegnet mig. Derfor kan jeg foreslå nye måder at bruge teknikken på, som gør arbejdet udfordrende både for mig selv og for programmøren. Men det vigtigste for mig som kunstner er jo indholdet. Mit kunstneriske interessefelt har altid været identitetsdannelse, og er det stadig. Grunden til, at jeg har bevæget mig ind i den her hard core tekniske verden, er ganske enkelt, at computer- og 3-dimensionel teknologi giver utroligt interessante og kraftfulde udtryksmuligheder. Værkerne berører publikum på en mere direkte og fysisk medrivende facon, end jeg tidligere har oplevet, siger Jette Gejl Kristensen. KUNSTEN BYDER IND At afprøve nye udtryksformer er kunstnerisk tilfredsstillende og dertil kommer en stor glæde ved at indgå i et bredt, tværfagligt samarbejde, fortæller Jette Gejl Kristensen: Den kunstneriske indfaldsvinkel har meget at byde på i en naturvidenskabelig sammenhæng. I mit kunstneriske virke benytter jeg elementer fra virkeligheden og sætter dem på hovedet, og netop det skæve, uforudsigelige blik sætter man stor pris på her. Jeg holder selv meget af naturvidenskabens analytiske tilgang til virkeligheden. Men videnskabsfolkene sætter pris på den præcist modsatte egenskab: Nemlig kunstens evne til at Jakob Jakobsen er gæsteprofessor på Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab, men i hans Fri Klasse, der her foregår på Hovedbanegården, deltager studerende og ansatte fra mange forskellige af universitetets fag og institutter. Foto: Miriam Katz rejse tvivl, se modsætninger og stille spørgsmål. Så mine ressourcer som kunstner bliver virkelig værdsat og brugt, og det er en skøn oplevelse at få, når man som jeg i mange år har gået den gængse vej som kunstmaler, hvilket jo ofte både er en økonomisk træls og til tider ganske ensom tilværelse, siger hun. > BKF0405_B.indd /12/05 0:49:02

4 Det er ikke kun herhjemme, interessen for samarbejdet mellem kunst og videnskab stiger. I Sverige har en gruppe kunstnere og forskere slået sig sammen i foreningen Art Driven Research Association (ADRA), som er en platform for kunstnerisk drevne forskningsprojekter. Jeg tog initiativ til at danne ADRA, fordi jeg personligt havde lyst til at arbejde sammen med folk fra andre fagdiscipliner. Det kan være kedeligt kun at arbejde indenfor et snævert kunstmiljø, og jeg havde brug for nye og anderledes faglige diskussioner, fortæller billedkunstner Ann Rosén fra Stockholm. Det vigtige for os i ADRA er, at samarbejdet er kunstnerisk drevet. Det betyder, at det er et kunstnerisk perspektiv, der styrer projektets udformning. Dermed er det kunstens spørgsmål, der påvirker projektets udvikling, og ikke f.eks. industriens behov, forklarer hun. For nylig var ADRA en af arrangørerne bag projektet Plats Schhh, som bestod af udstilling, seminarer og workshops på Kunstakademiet i Stockholm, hvor billedkunstnere, musikere, komponister, dansere, psykologer, arkitekter og forskere mødtes i dialog med publikum. Der, hvor der sker noget interessant i mødet mellem kunst og videnskab, er når vi hver især holder fast i vores faglighed, men samtidig er åbne nok til at slippe nye tanke- og forholdemåder ind, siger Ann Rosén, der selv bl.a. har arbejdet sammen med arkitekter og ingeniører fra Blekinge Tekniska Högskola om at skabe et rum af stilhed i Stockholms tunnelbane (Projekt Tyst Ljud-Skulptur, red.) Samarbejdet mellem kunst og videnskab kunne dog udfoldes langt bedre, hvis man løftede bevillings-strukturen ud af de statslige institutioner og skabte nye, uafhængige platforme for at fremme mødet mellem de to discipliner, mener Ann Rosén: FRIE FUGLE Mange af de samarbejdsprojekter, der støttes i Sverige, er efter min mening for akademisk styrede, måske fordi pengene bevilges indenfor det traditionelle forskningssystem. Desuden bruger mange højere læreanstalter pengene til at profilere sig på kunsten, eller til at skaffe sig ekstra forskerstillinger. Det er meget svært at rejse penge til uforudsigelige, kunstnerstyrede projekter. Hvis man virkelig vil fremme samarbejdet mellem kunst og videnskab, sådan som mange politikere siger, de gerne vil, burde man etablere en nordisk eller europæisk platform, der støtter det frie, uafhængige samarbejde, siger Ann Rosén. Jeg holder selv meget af naturvidenskabens analytiske tilgang til virkeligheden. Men videnskabsfolkene sætter pris på den præcist modsatte egenskab: Nemlig kunstens evne til at rejse tvivl, se modsætninger og stille spørgsmål I Danmark er det Kunstrådets Billedkunstudvalg, der uddeler tilskuddene fra den nyetablerede pulje, hvor højere læreanstalter får tilskud til at ansætte kunstnere i gæsteprofessorater. Hensigten er at få kunsten ud i så mange forskellige sammenhænge som muligt. At udvide kunstens virkefelt og sikre, at det sker på så højt et kunstnerisk niveau som muligt, siger Øivind Nygaard, formand for Billedkunstudvalget. Ordningen med gæsteprofessorater er til for kunstens skyld, ikke for institutionernes skyld. Og selvom vi er nødt til at bede om, at ansøgningerne indeholder ret præcise oplysninger om projektets karakter og formål, så synes jeg, vi har blik for at støtte de mere skæve og uforudsigelige projekter, siger han. Udvalget vurderer derfor også ansøgningerne på, om institutionen er gearet til åbenhed, fortæller Øivind Nygaard: Det er vigtigt, at institutionen er med på, at man ikke på forhånd ved, præcist hvad der kommer ud af samarbejdet. Den åbenhed er jo selve kunstens brændstof, og det er nok også den tankemåde, kunsten kan tilbyde andre fagdiscipliner at lade sig inspirere af. Det sker meget tydeligt på Københavns Universitet, hvor billedkunstner Jakob Jakobsen er gæsteprofessor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab. Her har han etableret det, han kalder Fri Klasse, der er et åbent mødeforum for studerende og ansatte på universitetet, og som en engageret skare studerende og ansatte med vidt forskellig faglig baggrund har fulgt hele efterårssemestret. Mit ønske med at træde ind i universitetsverden var at aktivere den viden, der findes her, på nye måder. Og det synes jeg faktisk er sket. Fri Klasse er en selvorganiserende møderække, en kontinuerlig, fælles beslutningsproces - ikke en undervisningssituation, fortæller Jakob Jakobsen, der i sit eget kunstneriske virke bl.a. i kunstnernetværket Det Fri Universitet i København er optaget af at undersøge sociale, æstetiske og politiske problemstillinger. Spændingsforholdet mellem kunst og politik var da også i centrum for de diskussioner, der udspandt sig i den Fri Klasse, som Bkf-bladet deltog i en onsdag i oktober. Jakob Jakobsen og de studerende var taget på psyko-geografisk feltarbejde på Hovedbanegården for at undersøge hvilke mekanismer, der styrer det liv, der udfolder sig i stationens offentlige rum. Og den anderledes undervisningssituation indbragte en hel del ny viden. F.eks. om regler for salg, reklamering og overvågning i det offentlige rum, om retssikkerhed, adfærdsregulering og magt og om kunstens muligheder for politisk aktivisme. Jakob Jakobsen: Jeg ser det som et kollektivt forskningsprojekt, hvor råmaterialet er deltagerne i Fri Klasse. Vi ved ikke, hvor forskningen ender, og heldigvis havde universitetet ingen krav om på forhånd at vide præcist, hvad jeg ville lave, før de ansatte mig. De har tillid til, at jeg navigerer frit her. Og det er også den eneste måde, et samarbejde mellem kunst og videnskab kan foregå på efter min mening. Læs mere om kunst og videnskab på de følgende sider KUNST OG VIDENSKAB PÅ INTERNETTET: Center for Kunst og Videnskab, Syddansk Universitet. Her formidles forskning ved inddragelse af kunstneriske udtryksformer som bl.a. teater, dans, musik, multimedier, video og billedkunst og gerne i grænseoverskridende udtryk på tværs af traditionelle genrer. Hjemmeside: Center for Advanced Visualization and Interaction, Aarhus Universitet, har pt. ansat billedkunstner Jette Gejl Kristensen som gæsteprofessor med midler fra Kunstrådet. Hjemmeside: Center for Kunst & Lederskab, Handelshøjskolen i København. Centret samarbejder med et internationalt netværk af forskere, organisationer og kunstnere, med henblik på at skabe grundlag for toneangivende forskning indenfor feltet kunst og lederskab. Centret har pt ansat billedkunstner Kent Hansen i et gæsteprofessorat med midler fra Kunstrådet. Hjemmeside: Art Driven Research Association (ADRA) er en Stockholm-baseret sammenslutning af kunstnere og videnskabsfolk, som fremmer samarbejde mellem forskellige kunstneriske og videnskabelige videns- og erfaringsfelter. ADRA arbejder med projekter, som tager udgangspunkt i en kunstnerisk problemformulering. Hjemmeside: Kavli Institute for Theoretical Physics er et af verdens mest anerkendte forskningsinstitutioner for fysik, og er en del af University of California, Santa Barbara. Stedet har lang tradition for Artists in Residence kunstnerne arbejder bl.a. med at visualisere videnskabelige data. Hjemmeside: Center for Advances Visual Studies på Massachusets Institute of Technology (MIT) har et stort Artist in Residence -program. Hjemmeside: Leonardo Internationalt web-tidskrift om kunst, videnskab og teknologi: Hjemmeside: LEA/LEA2004/index.htm DRÅBER, BØLGER, LYS En væsentlig del af Christian Skeels og Morten Skrivers fælles kunstneriske praksis udspringer af møder mellem kunst og videnskab. I deres projekter har de bl.a. involveret fysikere, ingeniører, bevidsthedsforskere og statistikere. Lige nu er kunstnerparret aktuelt på Esbjerg Kunstmuseum med udstillingen Interferens, der er blevet til i samarbejde med Niels Bohr Institutet. Af Miriam Katz Det begyndte med udstillingen Gud og Grammatik på Charlottenborg i Siden fulgte en lang række fælles projekter, hvor kunst, videnskab og teknologi mødtes på nye overrumplende måder. I Christian Skeels og Morten Skrivers kunstneriske univers har man i årenes løb f.eks. kunnet opleve molekylemodeller og legetøjsbiler, guldindfattede mikrochip og integrerede kredsløb, lommeregnere og stenøkser, et væld af duftende æteriske olier, elektroniske tilfældighedsgeneratorer og en sød, lyserød baby med store vågne øjne. Sidstnævnte babyfoto indgik i det opsigtsvækkende Trapholt Eksperiment i , hvor de to kunstnere i samarbejde med amerikanske forskere fra Princeton University undersøgte sammenhængen mellem ånd og stof eller sagt med andre ord: Eksperimenterede med tankens kraft. Og selvom netop dét projekt trak religion, mystik og transcendens ind i mødet mellem kunst og videnskab, så har det især været hard core naturvidenskab, som har optaget de to billedkunstneres udforskning af grænselandet mellem kunst og videnskab. Bkf-bladet bad Skeel & Skriver (S & S) besvare et par spørgsmål om baggrunden for deres arbejde. - Hvorfor fylder (natur-)videnskabelige temaer så meget i jeres kunstneriske praksis? S & S: Vi er simpelthen fascinerede af de billeder, videnskaben producerer. Tidligere var religionen jo kunstens store inspirationskilde, men den producerer ikke rigtigt relevante billeder længere. Naturvidenskaben - når den er bedst - er ekstremt åben og undersøgende. Den befinder sig på en måde ved erkendelsens yderste front. Den kan måske ikke forklare ret meget, når det kommer til stykket, men den forsøger med enorm alvor og intensitet. - Ser I jeres kunstneriske praksis som væsensforskellig fra den videnskabelige praksis og tradition, eller er der flere ligheder end forskelle? Kan I give et par eksempler på fællesskabet/forskellen mellem de to discipliner? S & S: Som udgangspunkt er der store ligheder. Kunsten og videnskaben bevæger sig begge i et territorium, hvor intet er givet på forhånd, og ingen spørgsmål besvarede. I en vis forstand er kunstens og videnskabens mål identiske. De forsøger med intuition og intelligens på hver deres måde at nærme sig eksistensens mysterium. Ligesom begge discipliner forsøger at skabe billeder, der giver mening. Men samtidig har de intet tilfælles overhovedet. Videnskabens ambition er med fuld- > 6 7 BKF0405_B.indd /12/05 0:49:08

5 Umiddelbart er der langt fra billedkunstnerens visuelle univers til fysikerens ligninger og teorier. Men både billedkunstner Mette Høst og fysiker Alan Luther er optaget af at udforske sider af virkeligheden, der endnu ikke er beskrevet og forklaret. Huskunstneren på Niels Bohr Institutet og fysikprofessoren mødes her i en samtale om quarker, kunst og de gode idéers udspring. PÅ BESØG I ET FREMMED VIDENSFELT Kunsten og videnskaben bevæger sig begge i et territorium, hvor intet er givet på forhånd, og ingen spørgsmål besvarede kommen objektiv præcision at skille verden ad i dens enkelte dele for at forstå, hvordan de virker sammen. Kunsten forsøger derimod at samle verden i aldeles subjektive og flertydige udsagn. - Hvornår synes I mødet mellem kunst og videnskab fungerer bedst/værst? Er der bestemte forudsætninger, der skal opfyldes, før samarbejdet fungerer optimalt? S & S: Vi har ikke andet end gode erfaringer, men det er nok fordi vi kun har indgået i samarbejder, vi selv har opsøgt. Man skal nok på forhånd vide, hvad man vil med samarbejdet, forstået på den måde at det skal være klart hvad det er, man vil undersøge. Den tydelige afgrænsning er både en god kunstnerisk og videnskabelig metode. - Er der særlige dele af videnskaben, som er mere åbne overfor samarbejde med kunstnere? Det ser ud som om, det især er naturvidenskaben, der er interesseret i den kunstneriske indfaldsvinkel? S & S: Naturvidenskaben befinder sig formodentligt nærmere billedkunsten end andre former for videnskab. Måske især fysikken, fordi den beskæftiger sig direkte med materien og med billeder af de bagvedliggende strukturer og mønstre. For os som billedkunstnere er det i hvert fald denne del af videnskaben, der har den største interesse. Billedkunsten beskæftiger sig jo på samme måde med mønstre og strukturer i materien. Vi nærmer os således det samme sted af to veje. Naturvidenskaben ad rationalitetens og den logiske tankes vej. Kunsten ad følelsernes irrationelle stier. Man kan måske sige at kunsten stræber efter at forene ånden med stoffet, mens naturvidenskaben forsøger at afdække stoffets ånd. - Hvad bidrager kunsten med, når den går ind i et møde med videnskaben? Hvad får I som kunstnere ud af at samarbejde med videnskabsfolk? S & S: Ja, Clive Ellegaard fra Niels Bohr Institutet, som vi har arbejdet sammen med i forbindelse med Interferens -projektet, siger i hvert fald, at vi hjælper til med at formulere nogle spørgsmål, som han sikkert ikke selv villet have stillet på egen hånd. Vi bliver på den anden side bragt ud i nogle kunstneriske problemstillinger, som ikke var opstået uden dette møde. Generelt kan man vel sige, at vi inspirerer hinanden. Det kan så nogle gange være på en meget konkret facon. Clive Ellegaard er for eksempel netop gået i gang med at arbejde videre med et eksperiment, vi for nogle år siden udviklede sammen med PEAR Lab på Princeton universitet. Eksperimentet var udviklet til at undersøge, om menneskets bevidsthed kunne påvirke en mikroelektronisk proces. Clive og andre på Niels Bohr Institutet er nu blevet nysgerrige for at finde ud af, hvad det egentlig var, eksperimentet viste. For os var eksperimentet imidlertid først og fremmest et metafysisk billede uafhængigt af resultatet. Kunsten og videnskaben repræsenterer to komplementære sider af menneskets væsen. Efter vores mening er civilisationen i store problemer, hvis vi ikke formår at forene de to sider. De behøver hinanden, ligesom ånden behøver materien for at skabe et univers, der kan ses, høres og smages. Interferens. Installation i tre afdelinger. Esbjerg Kunstmuseum til 15. januar 2006 Af Miriam Katz Man mærker det med det samme, man træder ind ad døren på Niels Bohr Institutet på Østerbro i København: Dette er et hus med stolte traditioner og stemningen er vel at mærke ikke andægtig på den døde, museale måde. Væggene synes at vibrere af stille, koncentreret energi. Her forskes! At der i næsten hvert lokale i den nedslidte universitetsbygning hænger et portrætfoto af bygningens navngiver, atomfysikeren Niels Bohr, forstærker fornemmelsen af at træde ind i et nærmest mytisk videnskabeligt rum. Det var her den danske atomfysiker i 1920erne kom frem til sine banebrydende teorier om kvantemekanikken, og det er her billedkunstner Mette Høst har haft sin daglige gang det seneste års tid som huskunstner på Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier. Mette Høst leder hjemmevant journalisten ned igennem en labyrint af korridorer i kælderen, forbi det sagnomspundne Auditorium A, hvor Niels Bohr holdt forelæsninger og konferencer, videre til NORDITA (Nordisk institut for teoretisk Fysik) og i rask tempo opad trappen til 2. sal, hvor den amerikanskfødte professor i teoretisk fysik, Alan Luther, holder til på sit spartansk indrettede kontor: Her er et ryddeligt skrivebord, en tætskrevet tavle med ligninger, en halvfyldt reol og en lille rød sofa med udsigt til bogtitler som The Theory About Everything og Quantum Mechanics. Samtalen går straks i gang - billedkunstneren og fysikeren er tydeligvis på bølgelængde, og tonen er på én gang drillende og alvorlig. Vi mødes jævnligt her hos Allan - og selvom vores samtaler tager udgangspunkt i noget konkret og aktuelt, ender vi tit med at tale om grundlæggende spørgsmål, som er fælles for vores fag, når man ser bort fra formler, matematik, lærred og teknik, begynder Mette Høst. Allan Luther supplerer: Sidst vi mødtes, diskuterede vi et interessant oplæg, Mette holdt for nylig om fysikeren Edward Taylors analyser af Jackson Pollocks malerier. Taylor mente, at malerierne overholder fraktalmatematikkens grundprincipper. Den slags udveksling er vældig berigende for sådan en som mig, der ikke tidligere har interesseret sig for billedkunst. Det åbner døren til helt nye vinkler på fysikken, siger professoren, der har viet sit arbejdsliv til løsningen af en stor gåde indenfor teoretisk fysik: Hvordan konstruerer man en superleder, der virker ved stuetemperatur? JAGTEN PÅ DET GODE SPØRGSMÅL I dag fungerer superledende materialer kun, hvis de nedkøles til 130 minusgrader. Men hvis der kunne konstrueres superledere, som ikke skulle nedkøles så dramatisk, ville det danne grundlag for en revolutionerende billig, effektiv og miljøvenlig teknologi, der kunne erstatte eksisterende problematiske energiformer. Fysikere som Alan Luther mangler bare lige at finde den rigtige ligning. Har man først den rigtige ligning det gode spørgsmål - er det ikke så svært at besvare spørgsmålet eller løse ligningen. Men hvor kommer de gode spørgsmål fra? Erfaringen viser, at nye ideer til at løse bestemte problemer ofte kommer fra ulogiske kanter. Altså, når man anskuer et problem fra flere forskellige sider, kommer der flere nye ideer. Dér kan kunstnerens måde at betragte problemet på være uforudsigelig og givende, siger Alan Luther. Det er inspirerende for begge parter at være gæster i hinandens vidensfelt. Vi deler ikke et indforstået sprog, men er nødt til at argumentere på nye måder, hvilket er godt og sundt. I alle fag opstår nemt en uudtalt konsensus om, hvordan tingene hænger sammen, som virker dræbende for kreativiteten. Det undgår vi her, siger Mette Høst, der ser sig selv som en fri agent i forhold til videnskaben. I det hele taget er en af kunstnerens fornemmeste opgaver vel at holde sig så fri som muligt, svævende i luften så længe man kan, uden at lande på en bestemt tolkning af virkeligheden. Kunstnere er katalysatorer, vi bearbejder virkelighedens data og sætter dem sammen på nye måder. Det er måske det, vi træner som kunstnere: At se virkeligheden fra mange forskellige sider på én gang uden at låse sig fast. Alan Luther: Det er præcis dér, jeg ser din styrke. Desuden har du en veludviklet intuition for fysikkens problemer. Fysikere har nemt ved at sidde fast i en bestemt rille, fordi vi arbejder med at løse > 8 9 BKF0405_B.indd /12/05 0:49:14

6 Når man anskuer et problem fra flere forskellige sider, kommer der flere nye ideer. Dér kan kunstnerens måde at betragte problemet på være uforudsigelig og givende specifikke problemer. Mange fysikere interesserer sig kun for det, de allerede ved og træner ikke den intuitive side nok. BILLEDER GIVER NY VIDEN Det var en årelang personlig og faglig interesse for kosmologi, fysik og bevidsthedsforskning, der i sin tid fik den københavnske billedkunstner til at henvende sig til professor Claus Emmeche, leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, og foreslå at hun flyttede ind hos forskerne. Centerlederen tog imod opfordringen, og igennem det seneste år har Mette Høst været tilknyttet centret som huskunstner. Foreløbig er hun ansat midlertidigt, mens eksterne fonde og legater søges til en mere permanent tilknytning. Blandt Mette Høsts projekter på stedet er en interviewundersøgelse med nogle af Niels Bohrs nu aldrende kolleger og samarbejdspartnere. Målet er at undersøge de psykologiske og praktiske faktorer, der skabte et af det forrige århundredes mest kreative forskningsmiljøer. Jeg interesserer mig for rammerne om forskningen: Er det tilfældigt, hvor ideerne opstår, eller er der rammer, der skaber flere gode ideer end andre? Kan man f.eks. tale om god og dårlig konkurrence? Det kræver åbenhed at skabe et frit klima, sådan som det sker i møderne mellem Alan og mig, og det er noget man arbejder fokuseret på at skabe i f.eks. USA, hvor flere af de vigtigste universiteter inviterer kunstnere til at bidrage til et mere kreativt forskningsmiljø, siger Mette Høst. Et andet konkret mål for huskunstneren er at udvikle nye, visuelle måder at formidle komplicerede videnskabelige data på. I dag er datamængden så stor, at det giver forskerne problemer. Der er tale om en information overload, som gør det svært at tolke betydningen af de enorme datamængder. I udlandet har man derfor flere steder bedt billedkunstnere om at komme med bud på nye, visuelle måder at få overblik over videnskabelige data, fortæller hun og giver et eksempel: Den amerikanske billedkunstner David Kremer har samarbejdet med neurobiologer og skabt mønstre af data over skanninger af mus. Ved at tolke mønstrene på nye måder, inspireret af billedkunstneren, fandt forskerne frem til hidtil ukendte tidlige tegn på Alzheimer-syndromet. FÆLLES UDFORSKNING Den form for samarbejde mellem kunst og videnskab ser Alan Luther store perspektiver i. Når vi f.eks. skal finde ud af hvad foregår i en galakse, har vi en enorm mængde målinger af udstråling. Dér kan et billede af galaksen i forskellige farver og mønstre være til stor gavn for at danne sig et overblik over udstrålingsområdet, så man kan analysere processen, siger han. At en billedkunstner går op og ned ad forskere til daglig, spiser frokost med dem og deltager i studiekredse betyder, at uventede samtaler og erkendelser kan opstå. Og det er denne lidt uhåndgribelige, men væsentlige del af billedkunstnerens virke blandt fysikerne, som tydeligst præger Mette Høsts foreløbige erfaringer i naturvidenskabens verden. Jeg deltager i aktiviteter i miljøet, møder folk til forskningskonferencer og banker på døren til forskernes kontor for at snakke. Selvfølgelig kræver det, at jeg ved noget om deres arbejde, og interesserer mig for faget, men jeg er jo i bund og grund udenforstående og skal også være det. Til gengæld kan vi sammen tale om det felt, der er fælles for kunst og videnskab. I alle fag opstår nemt en uudtalt konsensus om, hvordan tingene hænger sammen, som virker dræbende for kreativiteten. Det undgår vi her Niels Bohr er blevet citeret for at sige: Det er forkert at tro, at fysikkens opgave er at finde ud af, hvordan naturen er. Fysikken angår, hvad vi kan sige om naturen. Både fysikerne og jeg er interesserede i at undersøge den del af virkeligheden, som endnu ikke kan udtrykkes eller forstås. F.eks. kan man ikke beskrive eller forklare noget direkte på et lærred, men jeg prøver alligevel. På samme måde prøver kvantefysikken at beskrive virkeligheden, men viser netop, at den ikke kan beskrives entydigt. Både Alan og jeg prøver altså at nærme os noget, vi ikke helt ved, hvad er quarker, f.eks., - eller følelsestilstande, siger Mette Høst, der straks irettesættes stilfærdigt af fysikeren: Nej, hør nu, quarker ved vi altså, hvad er, de kan beskrives ganske præcist! Den diskussion, der nu opstår om quarkers egentlige beskaffenhed, lader vi ligge her. Men samtalen mellem kunst og videnskab fortsætter, ingen tvivl om det. Læs mere på Mette Høsts hjemmeside: og på NORDITAs hjemmeside: BKF0405_B.indd /12/05 0:49:24

7 KUNSTEN AT SKABE RUM FOR KAOS Kathrine Ærtebjerg: Bagerjomfruens Drøm (modsatte side), Den Glade Hr. Hansen (denne side) Fra udstillingen Fairy Tales Forever, AROS, Aarhus Kunstmuseum. Kreativitet er en eftertragtet kompetence i en tid, der konstant efterspørger nye løsninger, nye tolkninger, ny viden. Derfor har både videnskab og erhvervsliv i disse år et godt øje til kunsten. Men måske spænder kunstens bejlere ben for sig selv i bestræbelserne på at forstå og systematisere kreative processer. Meget tyder nemlig på, at kreativitet er en kaotisk proces, der ikke kan styres. Det fortæller den amerikanske forretningsmand Dee Hock, billedkunstner Kathrine Ærtebjerg og erhvervspsykolog Arne Vestergaard, der på hver deres måde arbejder med balancen mellem kaos og orden. Dee Hock har kaldt sit forretningskoncept Chaordic. Ordet beskriver, hvordan den rigtige balance mellem chaos and order bringer den menneskelige organisering i overensstemmelse med naturen, og dermed virker langt mere effektivt ( org). Af Thomas Davidsen Det er den samme balancegang, som billedkunstneren Kathrine Ærtebjerg stræber efter at opretholde, når hun står foran det hvide lærred. I den serie malerier, som indtil nytår kan ses på udstillingen Fairy Tales Forever på AROS, er der nogle fastslåede spilleregler, der ikke står til diskussion. Der er nogle få stærke love i et maleri, som jeg er bevidst om at respektere. Den horisontale og den vertikale dimension er et grundprincip, jeg ikke selv har fundet på, men som de nye billeder bygger på, og som jeg er nødt til at overholde. Når jeg gør det, kan der opstå et kaotisk og frit rum Hvis man organiserede vores hjerne, det mest komplekse og uendeligt varierede organ evolutionen har skabt, ligesom man traditionelt organiserer større virksomheder - med en bestyrelse, en leder, en Human Ressourceafdeling osv. - så ville du øjeblikkeligt miste evnen til at trække vejret, tænke og se. Det er et udslag af topmålt arrogance, når vi mennesker tror, at vi kan organisere vores samfund på en mere hensigtsmæssig måde end de selvorganiserende principper, naturen fungerer efter. Ordene er den amerikanske forretningsmand og forfatter, Dee Hocks. Han har selv leveret skoleeksemplet på, hvordan et projekt, der er ude af kontrol og som i princippet organiserer sig selv, kan blive en verdensomspændende succes. I midten af 1960 erne brugte han halvandet år på at overbevise de amerikanske storbanker om, at de kunne tjene mange flere penge, hvis de arbejdede sammen om ét betalingskort med nogle ganske få principper. 7 dage om ugen, 24 timer i døgnet var det simple budskab, han gentog om og om igen. Der var en nød at knække, for det var dengang aldeles uhørt, at store konkurrerende koncerner arbejdede sammen. Men da først topcheferne var overbevist, behøvede Dee Hock ikke at gøre så meget mere. De grundlæggende spilleregler var slået fast, og Visa-kortet var en realitet. Det organiserede sig selv uden nogen klar slagplan. Spredte sig mere eller mindre kaotisk ud i hele verden. Der var frit slag for de enkelte Visa-kort udstedende organisationer til at udvikle deres egne udgaver af kortet. Til gengæld var der en klokkeklar grundidé, som der ikke kunne rokkes ved. 12 BKF0405_B.indd DEN FASTE RAMME Der skal være et rum for kaos på fladen. Ikke kaos forstået som noget vildt, men mere som noget, der ikke kan defineres og gøres rede for. Det bliver en gåde eller et mysterium snarere end et vildrede omkring denne faste ramme, som, nogle gange, fører til en form for perfekt orden. Jeg bruger måske nok al min erfaring, når jeg maler, men jeg aner ikke præcist hvor den fører mig hen. For meget kontrol gør, at det bliver for fortænkt og for sprogligt. F.eks. bliver jeg nødt til at følge malingen, og se hvad den kan, for at den kan leve i sig selv. Der sker noget, når hånden agerer med den stoflighed der er. Jeg kan opleve at tingene går igennem mig på en let måde. Det synes mig umuligt at konstruere et billede fuldstændigt på forhånd. Når jeg maler et landskab, tænker jeg måske, der skal være noget bestemt i forgrunden, men måske virker det bare ikke. DET ÅBNE RUM Der er altid en forestilling om noget et billede skal handle om, når Kathrine Ærtebjerg går igang med et maleri. En fortælling. En skitse. Det putter hun så ind i et rum, som ikke er defineret på forhånd. Det er svært at starte fuldstændig blank, så jeg har altid en idé, når jeg går igang. Men der skal være et rum for kaos på fladen. Ikke kaos forstået som noget vildt, men mere som noget, der ikke kan defineres og gøres rede for. Det bliver en gåde eller et mysterium snarere end et vildrede. Kunsten er så at kunne give slip, se hvad der sker og så ellers være på vagt overfor om ens idé holder. Hvis man er åben og ikke bange for at præstere et godt 13 08/12/05 0:49:30

8 Kunsten er så at kunne give slip, se hvad der sker og så ellers være på vagt overfor om ens idé holder Nogle gange må man gå bagom sig selv og nærmest snyde sig selv for at give slip. Andre gange må man gå nogle omveje for at nå derhen Kathrine Ærtebjerg: Fuglene Flyver Fra udstillingen Fairy Tales Forever, AROS, Aarhus Kunstmuseum. Kathrine Ærtebjerg er udstillingsaktuel på Rokeby Gallery i London 22. februar 28. marts Hendes næste soloudstilling herhjemme er på Kunstforeningen, Gammel Strand 18. august billede, kan man hente uanede mængder af stof, som kommer fra alle de erfaringer man har og alt det, man har set og gjort. Nogle gange må man gå bagom sig selv og nærmest snyde sig selv for at give slip. Andre gange må man gå nogle omveje for at nå derhen. Min gamle professor på akademiet spurgte mig engang: hvor bryder maleriet sammen? Det var som om, han gerne ville have det skulle bryde sammen for så at opstå igen. Sådan arbejder jeg ikke. For mig handler det mere om at skabe et åbent rum, hvor tingene kan opstå. For at gøre det kan jeg ikke tvivle på maleriet. Jeg må overgive mig til det. Det er ikke en modstander, jeg skal have bugt med. Jeg må gå ind i det og leve sammen med det. Men det kræver helt klart en eller anden form for personlig balance. Man skal kunne stå midt i det uvisse med et eget personligt grundprincip, der holder én i ligevægt. For hvis man ikke er i balance, kan det være svært at tage verden ind. Det kan være hårdt hele tiden at opsøge et sted, hvor man ikke ved, hvad der skal ske. Kommer der overhovedet mere? Men på den anden side, viser det sig jo, at det gør der gang på gang, så man kan ikke blive ved med at tvivle. Der er hele tiden en udveksling mellem det, der er mig, hvad det så end er, og verden. Så man behøves ikke at være bange for om noget kommer dumpende, for det er ikke anderledes, end at man bare står midt i det hele og reflekterer, siger Kathrine Ærtebjerg. HENSYNET TIL BUNDLINJEN Komplekse projekter i en utilregnelig verden navigerer i kaos. Hvis man ikke tager højde for dette grundvilkår risikerer man, at omverden løber fra én, mens man gennemfører sit projekt. Alligevel mener erhvervspsykolog og konsulent Arne Vestergaard, at ønsket om kontrol over risikable processer er helt reelt. Der er en legitim spænding mellem hensynet til idéen og hensynet til bundlinjen. Nogen har talt om kaos, som noget der er bedre end eller skal erstatte orden. Det tror jeg ikke, man vil komme særlig langt med. I enkle processer er der heller ikke nogen grund til at gøre tingene mere indviklede end de er. Men hvis man står med en kompliceret proces, så er det vigtigt ikke at gøre tingene for simple. Man har brug for avancerede værktøjer til et kompliceret projekt, som tager højde for den kaotiske verden, der omgiver projektet. Man lærer altid undervejs, og man skal være mere end almindeligt heldig, hvis alle de antagelser, man havde på forhånd, holder stik hele vejen igennem en kompliceret proces. Meget ofte sker der det, at den oprindelige idé ikke holder, men i processen finder man ud af, hvad der for alvor ville være en god idé. Derfor er det helt afgørende, hvordan man anskuer ændringer. Er man en dygtig projektleder, når man har kunnet regne den ud på forhånd? Er det et minus på kontoen, hvis man må lave om og justere? Har man fokus på de ting, der bekræfter, at planen er ok? Er der en tendens til at underspille eller måske endda overse, hvis noget er galt? Det kan være en stor fordel, hvis man på forhånd erkender, at løsninger sagtens kan komme hen af vejen i små bidder, siger Arne Vestergaard. SET I BAKSPEJLET Når man i vesten tror så meget på kontrol over selv de mest komplicerede projekter, skyldes det i høj grad de historier, der bliver fortalt i tilbageblikket. Vi gjorde sådan, og resultatet var sådan. Problemet ved den måde at evaluere på er, at i tilbageblikket ved man, hvordan historien ender. Derfor er det fristende at overdrive en rød tråd. Det forholdt sig helt anderledes, før projektet gik igang, og man ikke kunne sove om natten, fordi man ikke vidste hvordan det endte, påpeger Arne Vestergaard. Hvis man i et kompliceret projekt ønsker at tage det kaos på sig, som reelt er projektets vilkår, så skal man gribe det ganske anderledes an end et projekt, hvor man starter med en grundantagelse om, at det er muligt at kontrollere processen. I traditionel projektstyring bruger man meget tid på at kontrollere, at man har nået det, man har skrevet ned på sine to do lister. Man beskæftiger sig kun i mindre grad med projektets mening. Uenigheder og afvigelser prøver man at få minimeret. Hvis man har overstået en diskussion, så er det ikke velset at tage den op igen. Det er en positiv værdi at have et fælles mål og et fælles sprog. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv, er en typisk bemærkning på et projektmøde. Man søger entydighed, klarhed, enhed. Man fikserer verden i et billede, der passer til projektet. Et projekt der står ved, at det skal passe ind i en kaotisk omverden er radikalt anderledes grebet an. Uenighed er ikke kun noget, der koster ekstra tid, og det vil vise sig hen ad vejen, hvilke synspunkter, der viser sig at være mest nyttige. Forskelligheden bliver en dyd. Man forandrer sit engagement, så det ikke længere kun handler om at gøre, som der står skrevet, og som der bliver sagt. Det skal også anerkendes, at kunne tænke på tværs og stille kritiske spørgsmål. Uden den anerkendelse kan projektets deltagere ikke holde dampen oppe og holde engagementet. Og der skal meget engagement til for hele tiden at tænke selv og tænke nyt og at kunne udholde at have forskellige syn på tingene, siger Arne Vestergaard. Thomas Davidsen er freelance-journalist KUNST OG VIDENSKAB MÅ IKKE SMELTE SAMMEN Når mødet i mellem kunst og videnskab er frugtbart, er begge lejre bevidste om både de fælles interesser og om de grundlæggende forskelle, mener Mikkel Bogh, der i oktober forlod universitetet til fordel for kunsten og blev ny rektor for Kunstakademiet i København. Denne samtale er uddrag af et længere interview, som kan opleves på EVANs hjemmeside: Af Charlotte Brüel Charlotte Brüel (CB): Hvad er forskellen på akademisk, universitær viden, og viden akkumuleret gennem skabende kunstnerisk arbejde? Med mine ord: Forskellen på videnskabeligt baseret viden, og viden baseret på kunstnerisk forholden sig? Mikkel Bogh (MB): Jeg tror i udgangspunktet, at der er mange ligheder. Men man skal selvfølgelig være opmærksom på forskellene. Forskellene har meget at gøre med de medier, man arbejder i, og det har meget at gøre med de forskellige pragmatikker, man er underlagt, forstået på den måde, at når videnskabsmænd, universitetsforskere, udmønter deres arbejde, så sker det under hensyn til nogle fremstillingsformer og nogle regler, som findes indenfor det akademiske område, og har at gøre med de krav, der stilles til referencer og til tilgængelighed af information osv.. Der er en masse pragmatiske spilleregler, der overholdes, for at det videnskabelige arbejde kan indgå i den akademiske offentlighed, hvor det skal testes og prøves og diskuteres. Billedkunsten er baseret på en, kan vi sige, ad hoc pragmatik, hvor billedkunstneren eller den gruppe af billedkunstnere, som laver et værk, eller hvad de nu laver, selv definerer reglerne, og selv definerer den pragmatik, de indgår i, og det vil sige, at de ikke på samme måde som universitetsforskere er forpligtet af et system. Og det giver en anden form for frihed, men giver også kunsten en anden og ofte vanskeligere tilgængelighed, fordi publikum hver gang skal ind og tilegne sig de regler, som kunstværket sætter. ( ) OVERLAP OG EKSPERIMENTER Indholdsmæssigt vil jeg sige, at der er en stor gråzone, hvor billedkunst eller kunstnerisk praksis og videnskabelig praksis lapper ind over hinanden. Der er dét, jeg ved en anden lejlighed har kaldt erkendelsesinteressen - der er noget man gerne vil undersøge - man har nysgerrighed overfor et emne, der melder sig en problemstilling, man gerne vil gå ned i og tematisere, bearbejde på forskellige måder, og dér er kunstneren og videnskabsmanden - eller -kvinden - drevet af en sammenlignelig nysgerrighed og lyst til at eksperimentere med tilgangen, også. Så der er et fælles eksperimentelt grundlag for både kunst og videnskab. Forskellen er her selvfølgelig, at billedkunstnere også eksperimenterer med selve den form i hvilken erkendelsen gøres, mens videnskabsmanden i langt de fleste tilfælde ikke kan tillade sig og ikke hensigtsmæssigt kan eksperimentere med selve fremstillingsformen, i hvert fald kun inden for ret snævre rammer. Og der er der en stor forskel. Der er selvfølgelig også en grundlæggende forskel idet at - i hvert fald humanistisk videnskab - er historisk orienteret, teoretisk orienteret og begrebsligt orienteret, mens billedkunsten er visuelt og plastisk orienteret, og der er simpelthen, på trods af alle de her ligheder jeg har forsøgt at pege på, meget stor forskel på at erkende noget plastisk og at erkende noget i begreber, erkende noget historisk og teoretisk osv.. ( ) CB: Som kunstner kan jeg savne det fællesskab, som den videnskabelige praksis udgør. Samtidskunsten, kunstlivet rummer ikke det fællesskab. MB: Nej, ikke på samme måde, det gør det helt sikkert ikke. Nej. CB: Kunne du sætte ord på forskellene? MB: Det er, tror jeg, i det hele taget svært at sætte ord på den force. Det produkt, man som akademiker bidrager med, det er et bidrag til noget større - til en kortlægning af noget, der er større end det, man selv laver. Kunstnere, de har som oftest en fornemmelse af, at de skal levere det hele selv. De skal så at sige levere en hel verden, et univers, som er deres værk, eller enten et enkelt værk eller en serie værker, hvordan de nu ser deres egen produktion. De har ikke på samme måde som akademikerne en fornemmelse af, at de leverer et lille hjørne, et lille bidrag til noget større. Når vi skriver en afhandling, så skriver vi den med henblik på at belyse en problemstilling, som andre også belyser, og som tilsammen kan være med til at kortlægge nogle forhold i den problemstilling. Billedkunstneren leverer tit selv problemstillingen, kommer selv med sit bidrag, men kommer selv ikke blot med et bidrag, men kommer med hele svaret på én gang. Og det er klart, det kan gøre en kunstnerisk manifestation langt mere sådan total og magtfuld, og forførende og fantastisk, end en akademisk afhandling er. Men det kan også give kunstneren en ensomhed, og det kan give kunsten en svulstighed, som den akademiske afhandling egentlig sjældent får. Så det har både negative og positive sider. Jeg har ikke noget svar på, hvad man kan gøre ved det - det er nok så meget et vilkår, tror jeg. NYE VEJE FOR BEGGE PARTER Men for at gribe fat i det vi snakkede om i begyndelsen, vil jeg sige, at de forskellige tilnærmelser som videnskabelig og kunstnerisk praksis har gjort til hinanden, vil i fremtiden også vise nye måder at arbejde på som akademiker og videnskabsmand, og nye måder at arbejde på som kunstner, der lader sig inspirere af former, der tidligere har været udelukket fra den praksis, man har udøvet. Så jeg tror, man i fremtiden vil se - jeg håber man i fremtiden vil se - mere plasticitet i det videnskabelige og akademiske arbejde, og måske også mere - jeg vil ikke sige videnskabelighed - men mere samarbejde, mere, kan vi sige fællesskabsånd i det billedkunstneriske arbejde. Mere tværfaglighed. ( ) MB: Jeg tror meget ville være vundet, hvis billedkunstnere begyndte at se deres praksis som bidrag til eller som brikker i en kulturel og sam- (Fortsættes side 26) BKF0405_B.indd /12/05 0:49:33

9 VI SENDER NOGET AF STED, MEN DET ER SOM EN HVIRVEL, OG VI VED IKKE, HVOR DET ENDER Kunst er en form for videnskab, der udtrykker sig i kunstens sprog, mener Lisa Rosenmeier. I udstillingsprojektet Det Udstrakte Nu / Memento Projects udforskede hun grænselandet mellem kunst og videnskab og interviewede bl.a. hjerneforskere, filosoffer og kulturhistorikere. Lisa Rosenmeier er på vej til Los Angeles, hvor hun er blevet tildelt et års ophold på Otis College of Art and Design. Men inden da mødte Mai Misfeldt hende til en samtale om tid, erindring og identitet. Af Mai Misfeldt Lisa Rosenmeier er en kunstner, som har taget kritisk fat i det hastigt udviklende mediesamfund. Hun har gjort det lige fra begyndelsen, hvor hun tidligt i sin karriere blev landskendt med projektet Perfect Life, (1992), men aldrig stærkere end i den store udstilling Det udstrakte Nu, der senest blev vist på Museet for Samtidskunst i sommer. Udstillingen, der er et resultat af flere års rolle i identitetsdannelsen. Det er ikke noget nyt tema, tværtimod er det et af litteraturens ældste temaer, men Lisa Rosenmeiers force er, at hun via billedkunstens visuelle og sanselige side kan arbejde med mange lag i perceptionen af værket. Som beskuer udsætter man sin krop for værkerne, og oplever, at de påvirker en, at de flytter noget mentalt i ens egen livsforståelse, og sætter tankerækker og erindringsprocesser i gang. Det gør den gode kunst naturligvis altid, men hos Lisa Rosenmeier er det et dybt kalkuleret aspekt, som gør det umuligt at tale om et værk i traditionelt forstand, fordi værket hele tiden ændrer sig og fortsætter, alt efter hvem der kigger på det. Jeg mødte Lisa Rosenmeier kort efter åbningen af Det udstrakte Nu på Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor Marianne Bech ved åbningen havde spået hende en stor international anerkendelse, for at tale med hende om de store begreber tid, erindring og identitet, som hun arbejder med. MM: Den udstilling, du viser på Museet for Samtidskunst i Roskilde, og som tidligere har været vist på Nordjyllands Kunstmuseum hedder Det udstrakte Nu. Hvad mener du med den titel? Er et nu ikke bare et nu? LR: Egentligt kommer titlen fra tidsfilosoffen Søren Harnow Klausen, som er en af de forskere, jeg har interviewet i forbindelse med projektet. Han taler om det udstrakte nu i den forstand, at nuet ikke er en lille slice of time, det har en vis udstrakthed, for ellers ville vi ikke kunne tale sammen. Vi er nødt til at kunne sammenkode de enkelte ord i en sætning inde i hovedet. Eller hvis vi hører en melodi, så er vi nødt til at kunne huske lidt tilbage i tiden og samtidig forestille os lidt frem i tiden, for at kunne sammenfatte den, og det er egentligt her begrebet det udstrakte nu kommer fra. Jeg har så tilladt mig at udvide det væsentligt mere, fordi mit projekt handler om erindringen, og i erindringen er nu erne utroligt lange. Man kan bogstavelig talt blive ved med at hive dem frem for det indre blik. MM: Men de er også udstanset af en fortløbende tid, eller af et stort stræk af tid. Man husker jo øjeblikke. omskriver man hele tiden historien ud fra, hvor man står i dag. MM: Så historien omskrives faktisk hver dag? LR: Ja historikeren Andreas Huyssen - som jeg også interviewede i forbindelse med projektet - siger, at man slet ikke kan tale om identitet i ental, men at man altid er nødt til at tale om identiteter i flertal. Og hjerneforskeren Jesper Mogensen mener, at vi ikke har én fast identitet. At identiteten såvel som hjernens fysiske form er foranderlig. Altså før denne her samtale ser din hjerne ud på én måde, og efter den vil nerve-enderne have ændret sig en lille smule. Vi er summen af det, vi møder på vores vej. Vi har også en genetisk maker, som naturligvis påvirker den måde, vi reagerer på de ting, vi møder, men det er hele tiden i forandring. Hjerneforskeren er tilhænger af, at man kan bryde mønstrene og lære at tænke anderledes, at man er under en evig forandring. Han bryder altså med den fastholdte identitetsforestilling, at man har en kerne, fra man er ni år. Man er simpelthen foranderlig som alt andet MM: En af de store installationer på udstillingen hedder Petrified Experiences, Forstenede erfaringer. Den består af 25 glasmontrer, med forskellige genstande i, som markerer stadier i et kvindeliv, her er mor-barn armbånd fra svangregangen, i den anden ende montrer med tåsedler til lig, en barnejakke med billeder i mm. Hvad er det, de genstande fortæller? LR: Lige denne her del har jeg bevidst valgt skal være museal. Derfor har jeg valgt at arbejde med montrer. Petrified Experiences handler om at huske, om hvem der har retten til historien. Og om at vi er bundet til historien. I overført forstand er det samme spørgsmål, der gør sig gældende for den historie, museet skriver. Nu er objekterne godt nok en særlig blanding af de ting, man samler, når man samler på et subjektivt liv, som f.eks. barnekoppen og bestikket, og det er pr. tradition noget, kvinder gør. En af de forskere, jeg har interviewet, Lykke Petersen fra Nationalmuseet, forsker i, hvordan folk skriver deres livshistorier. Hun fortæller, at der er stor forskel på, hvordan mænd og kvinder tegner deres livshistorier. Kvinderne sørger for fotoalbum, og udvælger hvordan familiens historie skal fortælles, hvor det inden for kunsten traditionelt er mænd, der har været samlere. Omkring aflæsningen af objekterne så laver udstillingen jo også ideologi: Hvordan sættes der op? Hvem placerer objekterne? Hvad er interessen i at placere dem der? Hvordan aflæses objekterne? Der er hensigter bag alting, og det er så vigtigt, at vi hele tiden forholder os til, hvad museets rolle skal være. Jeg tror, at museet skal være en form for sandhedsvidne om den tid, vi har levet i. Men tid, hvor der virkelig er diskussion om, hvordan historien skal skrives. Det er ikke længere nok at fortælle nationalhistorien. Der skal konstant relateres til, hvad der er sket internationalt. Museet skal nu være et verdensspejl. Det spændende er at se, hvad museets funktion fremover bliver set i forhold til stærke regeringer og stærke medier, hvor alle historier har en afsender, som har en bestemt interesse. Der er nogen, der får mere ret til historien end andre. Det har vi også kunnet se på tallene fra museerne, der viste, hvor få kvindelige kunstnere der var repræsenteret. Der er også andre skævheder skal man f.eks. vise vores tids kunsthistorie ved halvabstrakte landskabsmalerier, eller er det mere interessant med digitale installationer? Eller skal museerne overhovedet ikke repræsenteres de digitale installationer? Hvad mener vi, skal repræsentere vores tid? MM: Du er optaget af myter, hvad det er for myter vi grundlægger vores identitet på. Og her har især myten om kærligheden optaget dig. Hvorfor? LR: Myten om kærlighed er så enorm, for den inkluderer jo, at man har en skæbne. Hvis ikke du havde en skæbne, kunne du ikke møde den eneste ene. Der ligger også en forestilling om, at i kærligheden kan du bryde ud af anonymiteten og være noget ganske særligt. Og så er der hele forestillingen om, at man kan mødes. Men kan man så egentlig det, eller er det bare projektioner. Jeg er nok optaget af de ting, fordi jeg i virkeligheden gerne ville have, at der var nogle faste holdepunkter, men det er der bare ikke. Man er nødt til at flyde, ligesom alt andet flyder. MM: For at vende tilbage til det med konstruktionen af os som individer, så er det jo også noget, du udforsker i installationen A Temporal Twin, en samtidig tvilling. Installationen er et badeværelse lavet i sæbe, som dels vækker behag med sin duft af renhed, dels også vækker ubehag, fordi det peger på, hvor svært vi har ved at udholde noget, som er forskelligt fra os selv, det fremmede. LR: Installationen hedder A Temporal Twin, en tidslig tvilling, fordi jeg gerne vil have, at titlen fik beskueren til at identificere sig med værket i stedet for bare at stå overfor det. Ved første aflæsning kan man tale om, at den viser det daglige liv, at vi fjerner os fra dyret ved at vaske os, vi fjerner vores krops lugte. Vi har en renhedskultur som er analog til civiliseringen gennem de sidste mange hundrede år. Uden på sæbehuset ser man nogle skyggebilleder af vilde piger. Det er Amala og Kamala, som er to ulvepiger, der blev fundet i Indien i1920, og det er Amala, som bliver klippet på videoskærmen. Et voldeligt overgreb, hvor hun bliver tvunget ud af ulven. Ved siden af sæbehuset ligger der en stor hårdynge som peger på, at det LR: Jo, erindringen er ekstremt komprimeret. Hvis man f.eks. går en tur og tænker tilbage på den tur, man gik, så er den blevet meget kortere. Vi bærer nuet med os, men i erindringen er det ikke tidslinieordnet, der smelter det mere sammen. Man bliver hele tiden ved med at omskrive synet på livsmaterialet, så det forandrer sig inde i erindringen, fordi research og kunstnerisk bearbejdning, udforsker for alvor det moderne identitetsbegreb, som netop også formes og påvirkes af de allestedsnærværende medier. Det sker gennem en lang række installationer, som kredser omkring erindringens man hele tiden flytter sig. Hvis man eksempelvis har været meget forelsket i nogen, så har man set visse af deres sider, men pludselig en dag, så ser man andre sider, så er der en anden filtrering inde i hovedet, som ændrer historien. På den måde det er ikke enkelt, især når vi nu lever i en global ikke kun er den lille historie, men også en stor > BKF0405_B.indd /12/05 0:49:39

10 Hjerneforskeren er tilhænger af, at man kan bryde mønstrene og lære at tænke anderledes, at man er under en evig forandring. Han bryder altså med den fastholdte identitetsforestilling, at man har en kerne, fra man er ni år. Man er simpelthen foranderlig Jeg tror, at museet skal være en form for sandhedsvidne om den tid, vi har levet i. Men det er ikke enkelt, især når vi nu lever i en global tid, hvor der virkelig er diskussion om, hvordan historien skal skrives. Det er ikke længere nok at fortælle nationalhistorien. Der skal konstant relateres til, hvad der er sket internationalt. Museet skal nu være et verdensspejl historie. Det andet lag i installationen er Amala og Kamala aspektet, altså historien om de piger, der blev fundet i en grotte., og som bl.a. har dannet baggrund for Mowgli historien. Der findes billeder af dem, men jeg valgte at bruge klip fra Lars Norens film om ulvepigerne, som er lavet i Ifølge beretningerne opførte Amala og Kamala sig som ulve, lærte aldrig at gå, hylede om natten og spiste som dyr. Om det er sandt eller falskt ved jeg ikke. Men det er i alle fald en historisk arketype. Jeg gjorde op med mig selv, at derfor gjorde det heller ikke så meget, om det var originalt dokumentationsmateriale eller Lars Norens tolkning af det, fordi det alligevel lå som en kultivering, lag på lag i projektet. Det tredje lag i installationen er jo, at vi har brugt museet generelt til at fremhæve den vesterlandske kultur. Museumstanken er en europæisk opfindelse, som bliver brugt til at vise, at vores kultur er langt mere kultiveret end de andre kulturer. Det kan man også se i opdelingen af museet, hvor man traditionelt starter med de primitive og bevæger sig længere og længere op til vores egen kultur som toppen af kransekagen. Der kommer den ind igen hvem har retten til historien? Det ligger både i museet, det ligger også i historien, hvad er det for interesser, der ligger bag, at det bliver den historie, der står tilbage? MM: En af de centrale akser i projektet er en række interviews du har lavet med syv forskellige forskere. Disse interviews ligger som en matrice for hele dit projekt, og det er jo en tilgang til det at lave kunst, der bryder med myten om kunstneren, der arbejder alene, og hvor tingene kommer indefra? LR: Jeg tror egentlig altid, at de seriøse kunstnere har interesseret sig for tidens teknologiske landvindinger. Og i den her tid vi lever i, kan jeg næsten ikke se andet, end at det bliver nødt til at være en form for tid og rum-kunst, fordi alting hele tiden forandrer sig. Man kan sige at rekonstruktionssoklen med uddragene fra de interviewede forskere er en undersøgelsessokkel. Jeg har udspurgt dem, og efterfølgende valgt ud. Den fungerer både som en form for matrice for resten af udstillingen, men også som formidling. Jeg arbejder jo ikke med et afgrænset kunstværk, men mere med nogle kunstundersøgelser, nogle kunstsystemer og netværk. Jeg skrev engang en opgave om Kasimir Malevich, og fandt ud af at den sorte firkant, som er det værk, han er så kendt for, faktisk eksisterede som emblem på hans elevers skuldre. Er hans værkproduktion så bare knyttet til værket eller er den også knyttet til hans undervisning? Og når den måske helt videre til hans elevers arbejde? Hvor starter og stopper kunsten? Vi sender noget af sted, men det er som en hvirvel, og vi ved ikke hvor det ender. MM: Du mener altså vi skal have et helt andet værkbegreb? LR: Ja. Jeg ved godt, at der for nogle er en tilbagevenden til maleriet, men det har jeg selv svært ved at se er relevant, for den tid, vi lever i nu, med de kommunikationsmidler vi har. Det handler selvfølgelig stadig om den enkelte beskuers møde med værket, men når man nu har muligheden for at arbejde helt nede i materialet og i detaljen og så helt op i museums-rummet, så bør man nok gøre det. Det er bare en tung måde at arbejde på. Men jeg synes, det giver noget andet tilbage - i forhold til, når der hænger en firkant på væggen. Mai Misfeldt er kritiker og kulturskribent ved bl.a. Berlingske Tidende. Hun har skrevet katalogtekst til udstillingen Det Udstrakte Nu / Memento Projects, Borgens Forlag BKF0405_B.indd /12/05 0:49:57

11 VENEDIG BIENNALEN VENEDIG BIENNALEN BAG OM BIENNALEN I VENEDIG GAMMELDAGS KUNSTMEKKA MED NUTIDIG APPEAL Efter medieopmærksomheden har lagt sig om de fem danske billedkunstnere, der i sommer udstillede på den danske pavillon ved biennalen i Venedig, er det tid at gøre status. Har biennalen stadig en berettigelse? Eller er den en anakronisme, der kun fungerer som udstillingsvindue for de få udvalgte? Af Mai Misfeldt Dette års Venedig-biennale var noget helt særligt for dansk kunst: Ikke siden 1954 hvor Knud Agger, Arno Axelsen, Axel Bentzen, Lauritz Hartz og Svend Wiig Hansen repræsenterede Danmark på biennalen, har man valgt at sende fem kunstnere af sted. I de sidste mange år har reglen været, at en eller højst to kunstnere fik hele Carl Brummers lyse bygning til rådighed, hvilket naturligvis for den enkelte kunstner har været en fantastisk mulighed for en større præsentation. Men selv om man kan diskutere, om ikke fem kunstnere var for stor en mundfuld på én gang, så viste årets udstilling tydeligt, at der var god ræson i udvalget. I år var det som bekendt Eva Koch, Joachim Koester, Peter Land, Ann Lislegaard og Gitte Villesen, der var udvalgt til at udstille på den danske pavillon i Venedig. Alle fem er internationalt anerkendte kunstnere, der arbejder med det herhjemme ikke særligt påskønnede videomedie, med lyd og med lys. Selv om man som besøgende kunne ærgre sig over, kun at få en enkelt smagsprøve på hver kunstner i form af til lejligheden skabte nye værker, så var det en stor glæde, at det her blev helt åbenbart for enhver, hvor store talenter indenfor videokunsten vi faktisk har herhjemme. Men hvad betyder Venedig-biennalen for kunsten? Og har den nationale repræsentation stadig en berettigelse? Det spurgte jeg de fem danske deltagere om. > Billedtekst BKF0405_B.indd /12/05 0:50:06

12 VENEDIG BIENNALEN VENEDIG BIENNALEN EVA KOCH: Det er tydeligt, at en sådan international platform er betydningsfuld, i det at man herved når ud til et publikum, man ikke ellers har mulighed for at nå. I forhold til det hjemlige er det godt og vigtigt, at videokunsten får en synlighed, der på længere sigt kan være med til at gøre det danske publikum mere fortrolige med video som kunstart. I den globale situation vi arbejder i, hvor værker bliver til lige så meget ud fra internationale strømninger som ud fra nationale betingelser, er det paradoksalt, at pavillonsystemet trives, som det gør. De kuraterede udstillinger under biennalen er et udtryk for, at der er et behov for at se tematisk på en tids kunstneriske produktion frem for at lade en nationalitet begrænse valget. Biennalen er, som andre biennaler og internationale udstillinger, et forum hvor det store publikum mødes, og hvor man har mulighed for at få et overblik over tendenser og bevægelser i det kunstneriske udtryk. Som sådan har biennalen en stor formidlende betydning. Der er noget flot i, at biennalen i Venedig har den historie den har - at man har samlet kunst fra hele verden igennem mere end 100 år på et sted. Biennalen har da også i årenes løb givet kunstnere lejlighed og anledning til at markere sig gennem deres værker og udtrykke holdninger, der går på tværs af national politik. Bl.a. på den baggrund er det interessant for danske kunstnere at have en niche på stedet. Det behøver ikke at udelukke andre fremstød i udlandet. Danmarks kunstpublikum er lille, og derfor kan det være nødvendigt at arbejde på tværs af landegrænser. JOACHIM KOESTER: Vilkårene for produktionen og tilrettelæggelsen af udstillingen var helt i top, det kunne faktisk ikke have været bedre, og den del af æren skal tilfalde kurator Sanne Kofod og Jacob Fabricius, som havde hånd i kataloget. Først og fremmest gav min deltagelse mig mulighed for at producere et nyt værk, og for at vise det i en sammenhæng, hvor det virkeligt bliver set. Som ofte før er det internationalt, der er størst respons. Så på den måde er alt ved det gamle. Vi, der laver fotografi, installation, video osv. har sagt det igen og igen: Hvis det ikke er maleri, så er interessen i Danmark utroligt lille. Men bare rolig, det skal nok blive en maler næste gang, og så kan aviserne skrive spaltevis om, hvor meget malerierne koster, og hvad kunstneren spiser til morgenmad og alt det der. Jeg mener netop, at den del af kunsten, som trods alt dominerer på biennalen, den eksperimenterende kunst, koncept kunsten, kunst med afsæt i 1960 ernes og 1970 ernes opbrud, forsøger at forholde sig til de problemer, som nationalismen på den ene side og globaliseringen på den anden side skaber. Kunsten kan hverken løse op for de reaktionære kræfter, der hersker i Danmark nu såvel som mange andre steder i Europa, ej heller dæmpe de chok, som globaliseringen giver. Men kunsten kan skabe nye metoder og identiteter, og dermed pege på en anden måde at forholde sig til virkeligheden på. Sådan kan man også se biennalen i dag, som en scene for den slags overvejelser. Selvfølgelig har biennalen betydning. Jeg kan huske de selvgode dage i Kulturministeriet, før Center for Dansk Billedkunst kom på banen og skabte en professionel profil i kunstformidlingen. Før det blev formidling af dansk kunst i udlandet ikke regnet som et vidensområde. Det var bare noget, man gjorde, eller rettere ikke gjorde. Desværre er de tendenser tilbage igen i Kunststyrelsen. Hermed mener jeg, at de regler der gør, at man ikke kan arbejde professionelt med billedkunst udenfor Kunststyrelsens regi, samtidig med at man er ansat, er meget problematiske. Hvordan kan man forestille sig, at kunstnere arbejder bedre sammen med bureaukrater frem for engagerede kuratorer, der udover deres job har gang i en masse andre kunstprojekter? PETER LAND: Der er nogle ressourcer til rådighed i forbindelse med biennalen, som man sjældent oplever i andre sammenhænge. Man kan få lov at producere i en større skala end det normalt er muligt, og det gør det jo også sjovere at sætte udstillingen op. Det er altid rart at opleve den form for velvilje. Jeg tror, at biennalens gæster ser igennem det nationale aspekt, og derfor er det hip som hap om det foregår i nationale pavilloner eller ej. De, der interesserer sig for kunst, ved godt, at kunst er et internationalt sprog, og at de nationale/regionale forskelle er marginale. Vi skal jo tilbage til Krøyer og Munch for at kunne tale om en særlig nordisk tone i skandinavisk kunst.. Biennalen har på samme måde som Documenta i Kassel fået status af at være en slags kunstens barometer. Der er mange som lægger utrolig stor vægt på disse udstillinger, og bruger dem som en pejling af, hvad der foregår i kunsten netop nu. Så længe der er folk, som tillægger biennalen den status, vil den have betydning. For så vidt at man ønsker at skabe opmærksomhed omkring dansk kunst i udlandet, så er det vigtigt at placere sig i de sammenhænge, hvor der er fokus. Og der må biennalen stadig betragtes som vigtig. Dermed være ikke sagt, at der ikke også skal satses på andre fronter, men det vil være dumt at opgive biennalen. ANN LISLEGAARD: I disse tider hvor fokus lægges på det globale, er det også tid til nytænkning i brugen af den > KUNSTENS LANGE VEJ MOD PAVILLONEN Mange ting skal gå op i en højere enhed, når fem forskellige kunstnere skal udstille sammen i den traditionsrige danske pavillon, fortæller kurator Sanne Kofod Olsen der i sommerens løb forlod sin stilling i Kunststyrelsen og blev udnævnt til rektor for Det Fynske Kunstakademi. Selvom en udstilling med fem kunstnere måske ikke kan betegnes som stor, så må man tage højde for, at den danske pavillon ikke er en institution med en infrastruktur, men simpelthen bare et hus, hvor der som udgangspunkt ingenting er, fortæller Sanne Kofod Olsen. Heldigvis har vi arkitekt Troels Bruun dernede, som i årets løb er opsynshavende med pavillonen, og i forbindelse med udstillingerne fungerer som udstillingsarkitekt. Sammen med Daniela Murgia fungerer han også som koordinator. De er vores menneskelige infrastruktur, siger hun, der helt tilbage fra foråret 2004 har været engageret i den lange proces fra planlægning til nedtagning af årets usædvanlige og usædvanligt vellykkede - udstilling på den danske pavillon i Venedig. Allerede halvandet år før Venedig biennalen skulle finde sted begyndte Kunstrådets Udvalg for Dansk Billedkunst i Udlandet (nu: Det Internationale Billedkunstudvalg) at diskutere valget af kunstnere, og i maj 2004 var kunstnerne valgt. Udvalget besluttede, at kunstnerne selv skulle vælge kurator, og valget faldt altså på Sanne Kofod Olsen, der på det tidspunkt var ansat i Kunststyrelsens billedkunstcenter, hvor både koordinationen og kuratorfunktionen således kom til at ligge. Kunsterne valgte desuden Jacob Fabricius til katalogredaktør. I første omgang var det jo kunstnerne, der fik travlt, fordi de skulle til at udtænke deres værker til udstillingen. Dette skulle gøres i løbet af efteråret 2004, fordi kunstnerne supplerende skulle søge penge til værkproduktion. For mit eget vedkommende begyndte fundraisingen samt koordinering og organisering af rejser osv.. I løbet af efteråret gik vi i gang med kataloget, som Jacob Fabricius tog sig af, men som i høj grad også involverede kunstnerne, fortæller Sanne Kofod Olsen, der også var på researchrejse til Venedig, før alle praktiske detaljer faldt på plads inden åbningen af biennalen i juni i år. Og for den 35-årige kunsthistoriker og kurator, der fra 1. oktober har taget del i dansk kunstliv fra sin nye post som rektor på Det Fynske Kunstakademi, er der ingen tvivl om, at biennalen i Venedig har en berettigelse: Tidssvarende i sin form eller ej, så har Venedig Biennalen den funktion, at de enkelte lande kan få præsenteret deres lands kunstnere. Det er jo som en verdensudstilling, som dog altid og stadig delvist er temmelig eurocentrisk. Man kan dog med glæde konstatere, at der aldrig har været så mange forskellige lande med som på dette års biennale og at især asiatiske, mellemøstlige lande og tidligere sovjetstater nu er tilstedeværende, siger hun, der samtidig peger på et positivt aspekt ved de nationale repræsentationer: Mange biennaler rundt omkring i verden har ikke længere nationale repræsentationer - tit udnævner man en hovedkurator, som så foretager udvælgelsen. Det kan føre til, at biennalerne kommer til at ligne hinanden, fordi man vælger kurator i en bestemt gruppe af internationale kuratorer, hvor der godt kan herske en vis grad af konsensus. Det gode ved de nationale præsentationer er, at man får et mere varieret billede af, hvad der sker på den internationale kunstscene og en større forskellighed i typen af kunst, der udstilles, fordi der er mange forskellige mennesker, som vælger kunstnerne. Dette bliver især interessant, når der er mange forskellige lande repræsenteret. I det lys synes jeg også, det er tankevækkende, at afdelingen for de nationale pavilloner de sidste år har været den mest interessante, mens den store gruppeudstilling godt kan virke lidt ørkesløs, siger hun. Det nationale aspekt ved biennalen er ikke interessant i sig selv. Det er jo ikke nogen etnisk udstilling. Men når det bringes sammen på denne måde, kan gode ting potentielt opstå STADIG VÆRDIFULD Det nationale aspekt ved biennalen er ikke interessant i sig selv. Det er jo ikke nogen etnisk udstilling. Men når det bringes sammen på denne måde, kan gode ting potentielt opstå. Og så har en sådan verdensudstilling, som biennalen er, også politiske dimensioner i forhold til prestigen i at markere et land som en vigtig kulturnation. Det er vel ikke tilfældigt, at både Afghanistan, Iran og mange konfliktramte ex-sovjetstater var repræsenteret i år. Så den politiske motivation er nok en integreret del af biennalen som institution, siger Sanne Kofod Olsen og peger på et sidste uomgængeligt aspekt: Biennalen er en slags kunstens supermarked, hvor den globale kunstinstitutions professionelle arbejdere er ude at vælge og vrage. Venedig biennalen tiltrækker kunstnere, kuratorer, professorer, kritikere, museumsdirektører, tv-stationer m.m. og er derfor et vigtigt sted som kunstner at få vist sine værker. Det kan få den enkelte kunstner ud i et langt større distributionssystem, og der er pludselig langt flere, der får øjnene op for den enkelte kunstners værker. Det kan betyde noget i forhold til kunstnerens symbolske værdi som værk-producent - indskrivning i kunstens internationale kanon - og selvfølgelig kan det også betyde noget for værkernes økonomiske værdi og distribution i kommerciel henseende. For dansk kunst betyder denne eksponering utroligt meget. Det er ikke nogen hemmelighed, at det danske kunstmarked, både det private og Sanne Kofod Olsen: Det er ikke nogen hemmelighed, at det danske kunstmarked er utroligt snævert og ofte satser meget specifikt på bestemte kunsttyper eller bestemte kunstnere. For kunstnere, der ikke lige arbejder inden for dette felt, er den internationale anerkendelse både på det symbolske og det økonomiske plan altafgørende for, om de overhovedet forsat kan skabe kunst. Privatfoto. det offentlige, er utroligt snævert og ofte satser meget specifikt på bestemte kunsttyper eller bestemte kunstnere. For kunstnere, der ikke lige arbejder inden for dette felt, er den internationale anerkendelse både på det symbolske og det økonomiske plan altafgørende for, om de overhovedet forsat kan skabe kunst. Den internationale kunstverden er et udvidet felt og for mange danske kunstnere, der har slået gennem internationalt, har det simpelthen betydet kunstnerisk overlevelse, fordi de aldrig ville kunne leve af deres kunst i Danmark. Vi må samvittighedsfuldt holde øje med, om biennalen i Venedig stadig har en aktualitet, og om den er værd at smide penge efter. Det er der stadig en del, der mener, den er - og det er jeg også selv enig i pt.. Mai Misfeldt er kritiker og kulturskribent ved bl.a. Berlingske Tidende BKF0405_B.indd /12/05 0:50:15

13 VENEDIG BIENNALEN nationale pavillon. Den gamle ide med at vælge en kunstner, der skal have et skulderklap for lang og tro tjeneste, er forældet. Nogle af pavillonerne har i løbet af de sidste år også åbnet deres døre for kunstnere fra andre lande eller andre former for kuratering. Dette giver selvfølgelig et større fokus på kunsten, og mindre på det nationale aspekt. Den amerikanske pavillon var i år udliciteret til et privat galleri, men selv om jeg synes Ed Ruscha er en god kunstner, synes jeg, det er svært problematisk. Hvad bliver det næste - en Shell pavillon med malerier, der afbilder olieindustriens lyksaligheder? Det er snart ikke et land, der ikke har en biennale og det er da også en meget interessant form, hvor kunst og kunstdiskurser fra mange dele af verden bliver vist, kontekstualiseret og diskuteret. Hver biennale ændrer fokus gennem kuraterede projekter, og på den måde opretholdes den nødvendige dynamik og aktualitet. Danske kunstnere har i de sidste 8-10 år udstillet internationalt mere end nogensinde før. De har været bidragsydere til kunstdiskussionen internationalt, og jeg tvivler på, om dette ville have været muligt, hvis ikke der samtidig havde været en så professionel og kompetent mellemstation som Center for Dansk Billedkunst og det, der nu hedder Kunststyrelsen. Hvorfor skulle dansk kunst ikke vises på internationale biennaler? Det er jo bl.a. her, den internationale kunstdiskussion har et forum med potentiale til udveksling af ideer. Det ene udelukker ikke det andet! GITTE VILLESEN: Biennalen er ikke relevant på samme måde, som den har været tidligere. Det ville være helt absurd at starte noget tilsvarende i dag med det nationale som hovedudgangspunkt. Men jeg ser pragmatisk på det. Venedig biennalen er i kraft af sin status og sin tradition i stand til at trække et meget stort publikum, og åbningsdagene er mødested for både kunstnere, kuratorer, samlere, kritikere og mange andre kunstinteresserede. I og med at biennalen er bygget op omkring et nationalt aspekt, er der selvfølgelig en mulighed for, at pavillonerne bliver set som udtryk for et specifikt nationalt udtryk. Men den optik tror jeg, de færreste har. Visse værker tager udgangspunkt i f.eks. en geografisk, kulturel, national eller social kontekst, mens det i andre værker er mindre væsentligt. Men nøjagtigt det samme er tilfældet på enhver anden gruppeudstilling. Ingen værker er nogensinde uafhængige af deres kontekst eller deres tid, men det nationale behøver selvfølgelig ikke være en del af dette. Personligt tager jeg stilling til det nationale aspekt, hvis det er væsentligt for værket. Selve diskussionen ville i dag være lettere at forholde sig til, hvis man i stedet for at bruge ordet national, gik direkte over til at tale om økonomiske, politiske og sociale forhold. Om køn, kultur, religion. Om immigration. Om krig og fred. Om normer og værdier osv. Alle disse emner kan have med det nationale at gøre, men de behøver på ingen måde at være forankret deri. Forskellige tiltag har deres berettigelse på forskellige tidspunkter. Tidligere var de mange danske og skandinaviske udstillinger, som fandt sted rundt omkring i verden, væsentlige på trods af det trættende nationale aspekt. De var på det tidspunkt med til at rette en større opmærksomhed mod dansk kunst, en opmærksomhed der slet ikke i samme grad fandtes tidligere. På nuværende tidspunkt er der andre tiltag, der ville være mere relevante. Ikke på nogen måde at stoppe støtten til danske kunstneres udstillinger i udlandet, men forudsætningerne har ændret sig, så mange danske kunstnere som udgangspunkt arbejder meget mere internationalt, og det kræver også en ændret støtte. En anden ting, der virkelig kan undre mig, er, at man i Danmark ikke vælger at bruge de virkelig gode kuratoriske kræfter, der findes til også at skabe en bredere og større udstillingsaktivitet indenfor Danmark. KONFERENCE OM KUNSTLI- VET I DE NYE KOMMUNER Bkf er aktiv i en ny arbejdsgruppe, nedsat af Dansk Kunstnerråd, der forbereder en konference om vilkårene for det lokale kunstliv efter kommunalreformen. I den forbindelse efterlyser arbejdsgruppen succeshistorier og eksempler på god praksis i det lokale kunstliv og i de kommunale kulturforvaltninger. Historierne fra alle de forskellige kunstarter skal bruges til et idékatalog op til konferencen, som planlægges at finde sted i efteråret NY ARTIST-IN-RESIDENCE ORDNING I DANMARK For at styrke udvekslingen mellem dansk og udenlandsk kunstliv har Kunstrådet etableret en artist-in-residence -ordning i Danmark. Ordningen giver i mulighed for, at 2-4 residenter kan få ophold i en periode på 3-6 måneder. Billedkunstcentret organiserer ophold og atelier til kunstneren, som vil blive gratis indkvarteret i Bikubenfondens centralt beliggende gæstebolig i København. Ordningen giver endvidere mulighed for, at enkeltpersoner eller institutioner udenfor København kan arrangere et eller flere kunstnerophold á 3-6 måneders varighed - evt. i tilknytning til det pågældende sted. For at sikre geografisk fleksibilitet er ordningen udenfor København ikke etableret med fast bolig. Her er det op til den pågældende institution el. lign. at finde en bolig til kunstneren, som så finansieres af ordningen indenfor en aftalt ramme. Kunstrådet vil lade kunstlivet i Danmark indstille mulige udenlandske kunstnerkandidater - gerne med henblik på at etablere et samarbejde med kunstnerne under deres ophold i Danmark i form af f.eks. udstilling, workshop, foredrag eller lignende. På baggrund af indstillingerne træffer Kunstrådets internationale billedkunstudvalg afgørelse om, hvem der skal inviteres. Information om ordningen samt om indstillings- og svarfrister : (engelsk) og www. kunststyrelsen.dk/diva (dansk). Interesserede kunstnere samt institutioner eller personer, som påtænker at indstille kunstnere, henvises i øvrigt til Billedkunstcentret, som rådgiver og informerer om, hvad en invitation til et residency-ophold i Danmark rummer. Kontakt Christine Buhl Andersen, cba@kunststyrelsen.dk, direkte telefon: OPSLAGSTAVLEN flere aktuelle kurser, konkurrencer, legatboliger mm. på klik på Opslagstavlen KUNSTNERPENSION PÅ VEJ? Partierne bag finanslovsaftalen har aftalt at undersøge mulighederne for at etablere en pensionsordning for kunstnere. En række kunstnerorganisationer, herunder Billedkunstnernes Forbund, har i en årrække arbejdet for at få gennemført en pensionsordning for skabende kunstnere. Nu har Bkf og de øvrige kunstnerorganisationer bedt kulturminister Brian Mikkelsen om et møde for at bidrage med egne overvejelser om sagen og for at medvirke til at afklare de mål, finanslovsaftalen sætter for en fremtidig pensionsordning for kunstnere. KOMMUNALREFORM TIL DEBAT I RINGSTED I samarbejde med billedkunstnerne Heine Skjerning og Henrik Andersen inviterede Bkf 1.november til debatmøde om kommunalreformens betydning for billedkunsten. Mødet foregik på Ringsted Galleri og trak cirka 30 interesserede billedkunstnere og kulturforvaltere. På mødet var der bl.a. oplæg om Billedkunstnerisk Grund Kursus i Holsterbro, som forbillede for fremtidige kommunale initiativer på billedkunstens område. (til kenneth: pix fra mødet på mail) KORT NYT NY FRA SEKRETARIATET OPDATERING AF KUNSTSTYRELSENS ARKIVER Kunststyrelsen har både et digitalt og et fysisk studiearkiv, som stammer fra Center for Dansk Billedkunst. Begge arkiver lider dog i øjeblikket under, at en del kunstnere ikke har opdateret deres materiale længe. Derfor beder Kunststyrelsen kunstnere om hjælp til opdatering, så arkiverne igen kan fungere som værdifulde redskaber for gæste-kuratorer, udvalg, kunstnere og gæster. Al materiale til studiesamlingen kan indleveres i Kunststyrelsens Billedkunstcenter på besøgsadressen Peder Skrams gade 8, 1054 København K man-fre 9-16 eller sendes til Kunststyrelsens Billedkunstcenter, Kongens Nytorv 3, 1050 København K, mrk. Studiesamlingen. Læs hele Kunststyrelsens brev med information om indsendelse af materiale på klik ind under Nyheder eller kontakt Kunststyrelsen på ovenstående adresse for præcise retningslinjer. RUM TIL LEJE Rum til leje i mit Ateliér for 1000 kr/mrd. 25 m2 stort Atelierrum med egen indgang. Velejnet til foto, grafik og maleri etc. Beliggenhed: Bogholder allé 66 kælderen(høj butikskælder) i Vanløse, Kbh. Tæt på Vanløse s-tog og metro. Kontakt Billedkunstner Lotte Kjøller tlf: mobil: eller lk@lkkunst.dk BKF0405_B.indd /12/05 0:50:17

14 TEMA: KUNST OG VIDENSKAB KORT NYT PRESSEKLIP KORT NYT DEBAT (Fortsat fra side 15) fundsmæssig bevægelse. Men jeg tror, man skal passe på den, hvad skal vi sige, ideologiske slagside, som den tanke vil få, hvis den forstås i retning af, at kunstnere skal indgå i forskellige former for grupperinger eller skal underlægge deres værker en art, sådan generel tendens, nu skal man gøre det på den eller den måde, ellers er det ikke forståeligt osv.. Det ville være fatalt, tror jeg CB: Det hører jeg heller ikke i dine ord. MB: Nej, nej. Det håber jeg ikke. Pludselig stiller vi igen krav om, at al kunst skal være samfundsengageret, politisk osv.. Det kan den være, men den kan også ikke være det. Og hvis den er det, kan den være det på tusinde forskellige måder, som er uforudsigelige, og den forskel tror jeg altid, der vil være på videnskabeligt arbejde og på kunstnerisk arbejde. Der vil være den forskel, som består i, at kunstneren eksperimenterer både på formen og med indholdet og med præsentationen og med sin egen rolle hele tiden. Og det er bevægelsen og totaliteten i den helhed, som gør det kunstneriske arbejde til noget væsensforskelligt fra det videnskabelige arbejde, og det tror jeg, man må holde fast i. Men når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at følelsen af - eller den ensomhed man som kunstner bliver kastet tilbage i, og som jeg tror måske også knytter sig til faget, og er svær elementært at overvinde, den kunne man på mange måder råde bod på ved at indgå i forskellige former for samarbejde og kollektive projekter, som mange jo også har gjort med meget stor frugtbarhed ( ) Men hvis kunst og videnskab skal nærme sig hinanden, så skal det ikke være kunsten, der går i retning af videnskaben. Det skal nok så meget være, kan vi sige, en bevidsthed i hver lejr om nogle fælles impulser, nogle fælles interesser, og en sådan lånen her og der, men ikke en sammensmeltning, fordi jeg tror forskellene er meget, meget store. Og også forskelle, som på nogle punkter er vigtige at holde fast i. NYE MEDLEMMER OG GENIN- MELDELSER (KENNETH: DER KOMMER 7-8 FLERE NAVNE D. 8. DECEMBER) Billedkunstner/Keramiker Mette Hedegaard Billedkunstner Yvonn Heilmann Maler/Kunstpædagog Jens Chr. Jacobsen Billedkunstner Tom Krøjer Billedhugger Palle Lindau Billedkunstner Nynne Livbjerg Billedkunstner Helle Madsen Billedkunstner Sigrun Gunnarsdóttir Niclasen Maler Morten Nyhus Billedkunstner Iben Toft Nørgård Maler/Grafiker Hans Meyer Petersen Billedkunstner Jet-te L. Ranning Billedhugger Paul Blomberg Ranslet Billedkunstner Mille Rude Keramiker Bent Skytte-Rasmussen Billedkunstner Kristian Sverdrup Billedkunstner Ninja Due Theuerkauf Billedkunstner Tina Uhrskov UNESCO SIKRER NATIONAL KULTURPOLITIK Kulturpolitik har for første gang fået sin egen traktat. UNESCOs medlemsstater har vedtaget en konvention, som understreger nationernes ret til at føre kulturpolitik. Konventionen har betydning i diskussionen om handelspolitik kontra kulturpolitik og cementerer landenes mulighed for at fremme og yde støtte til kunsterne og kulturprojekter af betydning for deres nationale kultur. Desuden fremhæver konventionen udviklingslandenes behov for bistand på dette område. KUNSTNER SEJRER OVER SKATTEVÆSENET Landsskatteretten har givet konceptkunstneren Jens Galschiøt medhold i en tre år gammel skattesag, og skattevæsnet i Odense må nu betale kunstneren kr. tilbage - foruden et betydeligt beløb i sagsomkostninger. Skattevæsnets anklage var, at der ikke var tale om indtægtsskabende aktiviteter, da kunstneren i 2000 trak udgifter fra på selvangivelsen i forbindelse med opstillingen af sin otte meter høje Skamstøtte i Brasilien. Argumentet var, at Galschiøt laver kunst ud fra egne personlige interesser, og at han udstiller for fattige mennesker uden købekraft. Den vurdering var Landskatteretten altså uenig i. Til grund for dommen lå, at kunstneren er i stand til at leve af sin kunst ved at sælge egne værker til kunstsamlere. Læs mere på: dk/?categoryid=34 KULTUREN FIK 400 MIO. EKSTRA Efter nytår indføres gratis adgang for børn og unge under 18 år på de statslige og statsanerkendte museer samt for alle til de permanente samlinger på Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet. Desuden skal museernes formidling styrkes. Det er et par af de initiativer, der er afsat over 400 mio. kr. til på næste års finanslov. Regeringen har desuden indgået en bred aftale med alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten, som sikrer i alt 129 mio. kr. til kulturen i perioden Aftalen indebærer bl.a. udbredelse af huskunstnerordning og forsøg med billedkunstneriske grundkurser for børn og unge. Af andre nye initiativer kan nævnes en pulje på 20 mio. kr. til styrkelse af kultur- og erhvervssamarbejdet samt en pulje på 12 mio. kr. til projekter, der understøtter nye kulturelle samarbejdsformer i kommunerne. NY LEDER AF ÅRHUS KUNSTBYGNING Arbejdsgruppen for Fonden Århus Kunstbygning har ansat Thorsten Sadowsky som ny leder pr. 1. januar 2006 i Århus Kunstbygning. Thorsten Sadowsky har en doktorgrad i historie og var fra inspektør på Sønderjyllands Kunstmuseum. Herefter var han et år inspektør for møbelmuseet på Trapholt. Fra 2001 har Thorsten Sadowsky været inspektør på Kunsthallen Brandts Klædefabrik, det sidste år også som assisterende direktør. BILLEDKUNSTFAGET I SKOLEN TRUET Fagligheden i folkeskolens Billedkunstfag bør styrkes. Derfor bør fremtidens Billedfag gøres obligatorisk i hele skoleforløbet, skriver Foreningen af Seminariernes Lærere i Billedkunst i en pressemeddelelse. Foreningen foreslår bl.a., at lærere, der ikke er linjefagsuddannet i billedkunst, fremover ikke underviser i faget, og at der sættes flere undervisningstimer i Billedkunstfaget på skemaet i læreruddannelsen. DANSK KUNST TIL NEW YORK Kunstrådet har besluttet, at New York skal være partner i et nyt stort samarbejdsprojekt for danske kunstnere og har foreløbig afsat 10 mio. kr. til dette. I stedet for at sætte fokus på enkelte events, forestillinger, udstillinger m.m., vil det nye projekt primært lægge vægten på de kunstneriske potentialer og processer, der kan få en langvarig og selvforstærkende betydning for dansk deltagelse på kunstscenen i New York, hedder det i en pressemeddelelse fra Kunstrådet, der indkalder ansøgninger for projektforslag allerede i januar 2006 via dagspressen. Der bliver to ansøgningsrunder i løbet af Samarbejdsprojekterne skal være etableret inden PROVINSEN FIK KULTURPENGE Kulturminister Brian Mikkelsen delte flittigt ud af Provionspuljen i efteråret. De heldige modtagere var bl.a. KelleR Center for Eksperimenterende Kunst i Brejning, der fik kr. til tiltrængt istandsættelse. Desuden gik pengene til så forskellige tiltag som et veteranflymuseum, musikfestivaler og Odin teatrets forestilling UrHamlet. Til Bkfs fagblad, Tak for Jeres udmærkede ide med temanummeret med overskriften Billedkunsten i Kommunalreformen. Undertegnede, der er formand for Kulturregion Storstrøms Udviklingsgruppe, har læst bladet med stor interesse. En række af de udsagn/postulater, der fremkommer under Nærbillede Storstrøm har foranlediget mig til nedenstående: 1. Provinspuljen har vægtet turisme, erhverv og amatører på bekostning af projekter med kunstnerisk kvalitet. Det svækker det lokale, professionelle kulturliv. Jeg er sikker på, at Kulturministeren / kulturministeriet selv er i stand til at forholde sig til et sådan udsagn, men fra min stol kan jeg konstatere at følgende, dybt professionelle projekter, har opnået støtte på tilsammen over 5.2 millioner kr. i årene 2003 og 2004: arrangementsudvikling af Kulturcenter Fuglsang teaterprojektet Teater i Produktionshallen hvor Egnsteatret Cantabile2 er primos motor sammen med Teaterfagrådet i Storstrøms amt kulturarrangementet Lys over Lolland 2004 som udspringer af bkf-storstrøms egne medlemmer projektet LandArt med landskabinstallationer primært udtænkt og gennemført af bkf- medlemmer projekt Fakse kalkbrud, et kulturhus indeholdende geologisk museum og cafe-biograf projekt Stevns-fortet som forventes anlagt som kold-krigs museum. Altså en række projekter baseret på kunstnerisk kvalitet med henblik på styrkelse af det lokale, professionelle kulturliv. Det var mit klare indtryk at specielt Lys over Lolland og Landart begge var projekter som, i kraft af at bl.a. Bkfs egne medlemmer deltog, viste at Storstrøms amt var ved at få en hvis tyngde på det kulturelle område. Et indtryk som Lolland Falsters dagblad Folketidende til fulde gav udtryk for i avisens leder den 6. august 2004 under overskriften Et kys til kulturen. 2. Den samlede pulje, som de forskellige kunstarters fagråd i amtet tidligere havde til rådighed er blevet beskåret til fordel for en såkaldt udviklingspulje Faktuelt er der for finansåret 2005 tilført det samlede kulturområde i amtsligt regi mere end 1 million kr. i forhold til tidligere år. Et resultat af et samlet amtsråds ønske om at styrke kulturen yderligere på en række områder specielt de områder, hvor der kan opnås en synergieffekt gennem godt og konstruktivt samarbejde. Billedkunstfagrådets samlede amtslige budget var i 2004 i alt kr.. I 2005 udgjorde rådets basisbudget kr.. I 2004 udgjorde den samlede tildeling i billedkunstens område ca kr. og i år 2005 lander vi på omkring kr. Altså er der snare tale om en ikke uvæsentlig procentuel styrkelse af det billedkunstfaglige område. Afslutningsvis skal jeg gerne medgive at såfremt begrebet kunstnerisk kvalitet udelukkende opleves som noget der fremkommer, og eller kan foretages, ved et medlemskab af Bkf - så er jeg meget uenig! Med venlig hilsen, Niels Boye Bonefeld, konsulent, formand for Udviklingsgruppen i Storstrøms Amt Replik fra Kit Kjærbye: Kære Niels Boye Bonefeld, Du taler om pengekassen, og jeg henviser til armslængdeprincippet. Det er et faktum, at der ikke sidder en person med kunstfaglig baggrund i Udviklingsgruppen, og uden at forklejne Udviklingsgruppens kompetencer, oplever vi naturligvis, at Billedkunstrådets råderum er blevet begrænset. Ved at inddrage personer med kunstfaglige kompetencer i den direkte beslutningsproces, sikres projekterne en billedkunstfaglig vurdering af niveau og kvalitet, og der kan tilbydes en kvalificeret vejledning til gennemførelse og opfølgning/evaluering af projektet. I en tid hvor der fokuseres på events og store kulturarrangementer, skal vi ikke glemme betydningen af kulturtilbuddene i det nære miljø, hvor forankringen sker i et helt andet tempo. Når store voluminøse projekter skal søsættes, er det en god ide at gå i dialog med deltagende kunstnere, og være lydhøre overfor de nødvendige krav der måtte være til udførelse af arbejdet. Herved skabes de bedst tænkelige rammer, og den højeste kvalitet. Provinspuljen har været igangsættende for projekter, hvor der har været krav om at nå ud til flest mulige målgrupper, synliggørelse af geografiske områder og inddragelse af erhvervslivet. Mål, der i sig selv er relevante og gode blot ikke, når det sker på bekostning af at sikre billedkunstnerne ordentlige arbejdsvilkår. Kun ved at inddrage flere professionelle kunstnere i styregrupperne, kan en kvalificeret dialog opstå og bedre projekter sættes i søen. Og så er der pengekassen Oplysninger hentet frisk fra Storstrøms Amt: UK-udvalget (Undervisning og Kulturudvalget) rådede i 2004 over 2 millioner kr. De fire fagråd i Storstrøms Amt: Billedkunstrådet, Teaterfagrådet, Musikfagrådet og Museumsfagrådet fik efter aflevering af handleplaner tildelt hver deres pose penge, Billedkunstrådet modtog kr. Resterende penge efter tildeling af fagrådenes bevillinger, gik til en såkaldt Fri Pulje, der blev fordelt af UK-udvalget til store projekter f.eks. Lys over Lolland, Sommerudstillingen på Masnedø Fortet og Metalværkstedet i Nakskov. Bemærk: Der var ingen led imellem UK-udvalget og de fire fagråd. I 2005 blev en ny gruppe, Udviklingsgruppen, etableret og skudt ind imellem UK-udvalget og fagrådene. UK-udvalget råder nu udelukkende over midler til forankring og bygninger. Udviklingsgruppen råder i år over 3,2 millioner til store projekter. Billedkunstrådet har fået tildelt kr., men kan ikke som tidligere selv forvalte pengene. Udviklingsgruppen tildeler penge ud fra handleplan udarbejdet af Billedkunstrådet. I dag kan vi konstatere, at Billedkunstrådets råderum er blevet begrænset: Rådets bevilling er beskåret med kr. At det samlede tilskud til Billedkunstområdet er øget kan vi selvfølgelig ikke beklage. Men spørgsmålet er, hvem der fordeler restpuljen og hvilke kriterier, som ligger til grund for tildeling af penge. Kit Kjærbye, formand for Bkfregion Storstrøm, daglig leder af Metalværkstedet i Nakskov, formand for Kulturelt samråd i Nakskov, medlem af bestyrelsen i Dansk Billedhuggersamfund og leder af Billedskolen ved Kunstmuseet Køge Skitsesamling Rettelse: I forrige nummer af Bkf-bladet indsneg sig desværre en misforståelse i interviewet med Jørgen Lang Petersen, formand for Bkf-Vestjylland. Den geografiske skævhed, Jørgen Lang Petersen omtaler med hensyn til kunstmuseernes fordeling, handler om den kommende region Nord, altså området nord for Limfjorden inklusive Mors. Her er der kunstmuseer i Skagen, Hjørring, Frederikshavn og Ålborg, alle beliggende i den østlige del af regionen. I den kommende region Midtjylland er der en anderledes jævn fordeling af kunstmuseerne med tre store museer ved vestkysten: Holstebro, Esbjerg og Tønder. Altså: vestkysten er ikke glemt, skævvridningen gælder kun Region Nordjylland. Redaktionen beklager fejlen BKF0405_B.indd /12/05 0:50:18

15 KORT NYT AKTUELT PÅ KUNSTSCENEN AKTUELT PÅ KUNSTSCENEN Kunstnersammenslutningen Maj 93 udstiller i Helligåndshuset i København. Maleri, skulptur, billedvæv, keramik. 1. februar-12. februar Dagligt Bogudgivelse: Inger Lise Rasmussen, Rå Rum med tekst af Finn Thrane, Forlaget Brandts Klædefabrik Pris 198 kr.. Kan købes i Brandts Shop. shop@brandts.dk Grønt på sort. Udstilling med grafiske arbejder og akvarel af Lea Boruszek. 18. februar-18. marts Fernisering lørdag d. 18 februar Kunsthandel Nina J., Gothersgade 107, overfor Rosenborg Slot, tlf.: ATELIER TIL LEJE I VENCE, SYDFRANKRIG ca. 150 m2., Udsigt til bjergene og Matisse Kapel. Pris. pr. uge kr. + forbrug, minimum 3 uger. For yderligere oplysninger: tlf el DET DANSKE INSTITUT I ROM, OPHOLD OG STIPENDIER EFTERÅR 2006 Fra Dronning Ingrids Romerske Fond vil et beløb være til rådighed til uddeling af stipendier til studieophold på Det Danske Institut i Rom i perioden 1. september januar Formålet med stipendierne er at gøre det muligt for forskere inden for alle grene af videnskaben og kunstnere inden for alle kunstarter (billedkunst, design, arkitektur, musik, litteratur etc.) at gennemføre videnskabelige eller kunstneriske studier i Rom. Information og ansøgningsskema (skal anvendes) på instituttets hjemmeside: www. dkinst-rom.dk Ansøgningen stiles til Bestyrelsen for Det Danske Institut i Rom og indsendes så vidt muligt pr. til: accademia@dkinst-rom.org Accademia di Danimarca, Via Omero, 18. I Roma, Italien Tlf.: Fax: Fremsendelse verificeres ved en opringning til instituttet. Ansøgningsfrist: 17. februar KUNSTNEROPHOLD I NEW DELHI The Global Arts Village er et internationalt kunstcenter i New Delhi, Indien, der tilbyder kunstnerophold for bl.a. billedkunstnere. Yderligere information: HUMANITY PHOTO AWARDS 2006 China Folklore Photogragraphic Association og UNESCO indbyder til foto-konkurrence og udstilling i Peking 2006 oktober Se retningslinjer for konkurrencen på: Læs mere om konkurrencen, priserne og temakategorierne på Opslagstavlen, Ansøgningsfrist: 31. marts 2006 KUNSTNERBOLIGER PÅ HIRSHOLMENE Arbejdsophold af mindst en måneds varighed i Dansk Kunstnerråds kunstnerboliger på Hirsholmene. Prisen er p.t kr/måned. Ansøgningerne skal indeholde de nødvendige personlige data samt en kort beskrivelse af intentionerne med arbejdsopholdet. Ansøgninger sendes til Dansk Kunstnerråd på adressen: Borgergade 111, baghuset, 1300 Kbh K. Ansøgninger for perioden t.o.m. marts 2006 vil blive behandlet ved modtagelsen. Kontakt evt. Dansk Kunstnerråd for yderligere oplysninger på tlf eller på dkr@danskkunstnerraad.dk INTERFERENCIA I BARCELONA INTERFERENCIA festival for kunst i det offentlige rum foregår i Barcelona, juli Hent konkurrence-vejledning på klik på Opslagstavlen. Ansøgningsfrist: 5. februar 2006 NYE ANSØGNINGSFRISTER FOR OPHOLD PÅ KLITGÅRDEN For at opnå større fleksibilitet, når det gælder tildelingen af legater til ophold på Klitgården har Dansk Kunstnerråd besluttet at indføre seks frister for ansøgninger hvert år: 15. januar, 15. marts, 15. maj, 1. august, 15. september og 15. november. Antallet at legater vil variere, men på den måde kan ledige perioder på Klitgården bedre udfyldes med kunstnere med hurtigt påkomne opgaver. Yderligere information: Kontakt evt. Dansk Kunstnerråd for yderligere oplysninger på tlf eller pr. dkr@dansk-kunstnerraad.dk KUNSTNER- OG FORSKERBOLIGER I ITALIEN Lejlighederne, der står til rådighed for danskere, som arbejder inden for en af kunstarterne eller en forskningsgren, ligger i Ascea, ved kysten i Syditalien ca. 80 km syd for Salerno og ca. 140 km syd for Napoli. Husleje: 1000 kr. pr. uge - dog juli og august: 2000 kr. pr. uge. Læs mere på klik på Opslagstavlen. Henvendelse til Lars og Else Aagaard-Mogensen, Via La Chiazzetta 27, I Ascea (SA), Italien. wassard@tiscali.it. Tlf.: TH INTERNATIONAL ARTIST S BOOK TRIENNIAL VILNIUS 2006 November 2006, Contemporary Art Centre i Vilnius, Litauen. Yderligere information: eller Hent ansøgningsvejledning på: klik på Opslagstavlen. Eller kontakt: Kestutis Vasiliunas, tel in Vilnius, Lithuania; mob. tel ; vasiliunask@bokartas.lt Ansøgningsfrist: 15. februar 2006 NYT INFORMATIONSMATE- RIALE FRA ARTLAB Nye foldere fra Artlab om aktiveringskurser i det nye år er på gaden. På kurserne opnår professionelle kunstnere redskaber indenfor bl.a. karriereudvikling, iværksætteri, netværk, markedsføring og kommunikation. Informationsfolderne fås ved henvendelse til Artlab på , se i øvrigt hjemmesiden: Næste info-møder om kurserne: Tirsdag d. 24 januar kl , onsdag d.1. marts kl på adressen: Artlab, Nørrebrogade 66 D 2.sal, 2200 Kbh. N. HUET I PROVENCE Anne Gretes hus i Fox-Amphoux, dept. Var, Frankrig, er ifølge fondens vedtægter bestemt til arbejdsophold for skønlitterære forfattere og digtere, tegnere og grafikere samt arkitekter og fotografer, og med undtagelse af udgifter til el og telefon stilles huset til rådighed for kr ,- om måneden. Ansøgninger om ophold i huset i perioden 1. september 2006 til 31. august år 2007 skal indsendes senest 30. april til nedenstående adresse. Ophold i huset skal være af mindst en måneds varighed maksimalt 4 måneder og i øvrigt vil sådanne ansøgere blive foretrukket, som har behov for arbejdsro uden for vante omgivelser, og som inden for et begrænset tidsrum har et større arbejde at udføre. Ansøgerens økonomiske forhold er ikke af afgørende betydning. Yderligere oplysninger tilsendes ved skriftlig henvendelse til: Tegneren Anne Gretes Fond, c/o Brødrene Brøndum, Schacksgade 10, 1365 Kbh. K 28 Broncestøber Peter Jensen Afholder i foråret eksperimenterende skulptur-workshops på BRONCESTØBERIET LEIF JENSEN ApS januar 2006: Cire-perdue med andre materialer end voks og voks februar 2006: Aluminium i åbne forme. 19. maj 2006: Patinering. Beskrivelse af workshops samt kursuspriser og yderligere oplysninger på eller Tlf Tilskud til ansættelse af kunstnere der kan formidle kunst til børn og unge Kunstrådet tilbyder en ny runde af tilskud til ansættelser af huskunstnere i skolesystemet eller i tilsvarende institutioner for børn og unge. Ordningens indhold Ordningen er nu ændret, så den giver mulighed for tilskud til to formål: Kunstnerbesøg af kortere varighed fra en dag op til en uge. Huskunstnere ansat i længere forløb fra mere end en uge op til et år. Kunstnerne skal være professionelt skabende eller udøvende inden for Kunstrådets virkefelt (billedkunst, litteratur, musik og scenekunst), der enga-geres/ansættes f. eks. på en enkelt skole, i en eller flere kommuner eller et amt, evt. som en del af et tværgående team, der dækker flere kunstarter. Kunstnerne skal formidle kunsten til børn og unge, så de møder den professionelle kunst på en anderledes måde, end det sker i den normale undervisning. Kunstrådets tilskud vil dække % af kunstnerhonoraret samt eventuelle rejse- og opholdsudgifter. Ansøgere Følgende ansøgere har mulighed for at søge ordningen: Skoler, skolefritidshjem, gymnasier, HF, specialskoler og andre skoletilbud for børn mellem 6-19 år. Kommuner, amter og regionale netværk, der ønsker at tilbyde kunstner-besøg til skoler og institutioner i deres område. Ansøgningsfrister Der er to ansøgningsfrister for skoleåret : 15. februar 2006 for de ansøgere, der ønsker en lang planlægningstermin. Bevillingerne forventes offentliggjort den 10. april juni 2006 for de ansøgere, der har behov for mere forberedelsestid til ansøgningen. Bevillingerne forventes offentliggjort den 11. september Ansøgning indsendes til Kunstrådet, Kgs. Nytorv 3, 1050 København K. An-søgningsvejledning og ansøgningsskema findes på Nærmere information om ordningen fås hos sekretariatet for Børnekulturens Netværk tlf BKF0405_B.indd /12/05 0:50:22

16 Kobbertrykspresse til salg Valsebredde (effektiv) 64,5cm Valsediameter 12 cm. Trykplade 80 x 63cm. Ny trykplade og filt brugt få gange Pressen fylder 100 x 75cm gulvplads ALT I KUNSTNERARTIKLER (Pressen er bygget og konstrueret af grafikeren Åge Schmidt) (Det nederste af benene kan afmonteres ved flytning) (Pressen har stået på en skole og er noget ridset) Pris 6000 kr. Eksklusiv fragt. Henv Malermester Ib Arnhem Læssøegade 151, 5230 Odense M tlf Åben man-fre kl Parkvej 3, 5600 Faaborg tlf Åben efter aftale Charlottenborg Forårsudstillingen 2006 HUSK LOGO!!!! Regler og ansøgningsblanketter kan rekvireres fra den 4. januar Yderligere information findes på / Tel Arkitektur og Rumprojekter Tilmeldingsfrist den 19. januar Maleri, Skulptur, Installation, Grafik, Tegning, Kunsthåndværk, Design, Foto- og Mediekunst Tilmeldingsfrist den 20. februar Charlottenborgs Forårsudstilling Nyhavn 2, DK-1051 København K KORREKTUR- PRESSE Korrekturpresse med valseværk sælges. Max papirbredde 50 cm. Vægt 700 kg. Peter Tang Tlf petertang@privat.dk OLIEFARVER MALEMIDLER SPARTLER PENSLER BLINDRAMMER MALERLÆRRED TEGNEMATERIALER AKVARELFARVER PAPIR DYBTRYKFARVER HØJTRYKFARVER Artifex KUNSTNERFARVER SØNDERALLÉ 1, LAURBJERG 8870 LANGÅ TELEFON FAX x68,5 27/09/05 11:00 Side 1 Støbning af skulpturer/figurer i bronce og gips Afformning i silicone Restaureringsarbejde udføres Broncestøberiet Leif Jensen Aps v. Peter Jensen Vadstrupvej 67, 2880 Bagsværd Telefon Telefax pj@ljbronce.dk - Referenceliste kan rekvireres KUNSTEN AF FLYTTE OG OPBEVARE KUNST - 75 ÅRS ERFARING PLADSMANGEL? "Vognmand Jensen" har løsningen! Hellerup Flytteforretning & kunsttransport Krimsvej 29B Kbh. S Tlf , Fax nr En hel dag kr. Grafisk workshop Gå hjem med så mange tryk du kan nå på en dag. Hele trykkeriet er til din rådighed. Hjælp og vejledning fra erfaren trykker med dine litografier og monotypier. Norup Litografi Gl. Kongevej Frederiksberg C Tlf.: Kurser og uddannelse Århus Kunstakademi Århus Kommunes Billedkunstnerstipendier Formålet med Århus Kommunes Billedkunstnerstipendier, er at yde støtte til billedkunstnerisk virksomhed. Der kan eksempelvis søges stipendier til projekter, præsentationsmateriale, værktøj, værkstedsetablering, studierejser og lignende. Det vil på baggrund af de konkrete ansøgninger blive vurderet hvilke formål, der vil blive ydet stipendier til, og ved prioritering af ansøgningerne lægges bl.a. vægt på, at Århus Kommunes borgere og/eller institutioner på kort eller lang sigt får udbytte af de resultater, et stipendium medfører. Det samlede rådighedsbeløb til stipendier for 2006 udgør kr. Et stipendium ydes til udgifter der afholdes i 2006, og udbetales efter fremsendelse af dokumentation. Stipendier kan søges af professionelle billedkunstnere, der bor i Århus Kommune. (Studerende kan ikke komme i betragtning.) Ansøgning skal indeholde udførlige oplysninger om formålet med ansøgningen, projektbeskrivelse, budget, ansøgerens kunstneriske baggrund (CV) samt aktuelt præsentationsmateriale (max A4 format). Evt. bilag i form af CD-rom skal medsendes i 4 eksemplarer. Der skal ikke anvendes ansøgningsskema. Fristen for indsendelse af ansøgninger er fastsat til den 24. januar Ansøgere vil kunne forvente svar ca. 1. april Yderligere oplysninger kan fås på tlf eller eller www. aarhuskommune.dk Indstilling om tildeling af kunstnerstipendier foretages af Århus Kommunes Billedkunstudvalg et fagligt udvalg bestående af 3 professionelle billedkunstnere og designere. Ansøgningen sendes til: Fritids- og Kulturforvaltningen, Vestergade 55, 8000 Århus C. BKF0405_B.indd /12/05 0:50:50

17 ID BKF, Vingårdstræde 21, 1070 København K GENERALFORSAMLING VEDTOG NYE OPTAGELSESREGLER Bkfs generalforsamling i Brumleby i København trak cirka 100 engagerede Bkf-medlemmer til afstemninger, debat samt efterfølgende spisning og fest. Forsamlingen vedtog den nye og moderniserede optagelsesvedtægt, som bestyrelsen havde foreslået inklusiv fire ændringsforslag, som blev stillet undervejs. De ny optagelsesregler kan læses på ligesom de indgår i Bkf-håndbogen Generalforsamlingen vedtog også en kontingentstigning på 30 kr. i kvartalet fra Kontingentet er forsat fradragsberettiget. Læs mere om, hvad man får for sit kontingent på Bkfs hjemmeside. Den præcise web-adresse for oversigten over Bkfs medlemstilbud er: jsp?type=page&id=257 Et forslag om kontingent-nedsættelse til pensionister blev efter en debat forkastet, bl.a. fordi det vil have store konsekvenser for forbundets økonomi, og da der er flere andre grupper af medlemmer, der i givet fald også burde have rabat på kontingentet. Tre medlemmer af Bkfs bestyrelse var på valg i år ved redaktionens afslutning er resultatet af urafstemningen endnu ikke kendt. Se www. bkf.dk for opdateret liste over Bkfs bestyrelsesmedlemmer Ole Sporring, tidligere bestyrelsesformand for Charlottenborg Udstillingsbygning, havde stillet forslag om at indkalde til et debatmøde om Charlottenborgs fremtid. Bestyrelsen tilkendegav, at den var positiv over for at afholde et møde med en åben dagsorden. Forslaget gik derfor ikke til egentlig afstemning, men forsamlingen bifaldt, at bestyrelsen og Ole Sporring gik i dialog om det videre forløb. Efterfølgende har Bkf i samarbejde med Ole Sporring indkaldt til et debatmøde, der fandt sted 9. december, dvs. efter afslutningen på redaktionen af dette Bkf-blad. I næste Bkf-blad, der udkommer i marts 2006, bringes en omtale af mødet, hvis hensigt det er at finde frem til, om der kan skabes fælles fodslag for at påvirke og fastholde kunstnerstyret og kunstnerindflydelsen i Charlottenborg Udstillingsbygning. Ole Sporrings synspunkt er, at Charlottenborg Udstillingsbygning bør tydeliggøres som en kunststøtte-institution (som f.eks. Statens Kunstfond) og det vil han holde oplæg om på mødet, hvor repræsentanter fra følgende institutioner er inviterede: Det Kgl. Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne, Det Jyske Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi, Akademiraadet, Unge Kunstnere og Kunstformidlere (UKK), Sammenslutningernes Samråd, Den Frie, Charlottenborg Fonden, Charlottenborg Udstillingsbygning samt Overgaden, Kulturministeriets Udstillingsbygning. BKF0405_B.indd 32 08/12/05 0:51:01