Parlamentarisk beretning

Transkript

1 Parlamentarisk beretning MEP Søren Søndergaards parlamentariske beretning - til Folkebevægelsen mod EU's landsmøde i Aalborg oktober 2013

2 Parlamentarisk beretning I. INDLEDNING I år fyldte finanskrisen fem. I løbet af den tid har EU gennemført en stribe finansielle og økonomiske reformer, der har haft tre formål: For det første at etablere en fortælling om, at krisen i EU skyldes et overforbrug i den offentlige sektor (uden at nævne at overforbruget i vidt omfang blev skabt ved at give massive redningspakker til bankerne, da finanskrisen eksploderede). For det andet at lade almindelige mennesker betale for krisen gennem arbejdsløshed, lønnedgang og nedskæringer i velfærden. For det tredje og frem for alt at give EU endnu mere magt til at bestemme over medlemslandenes økonomiske politikker. Det europæiske semester, Europluspagten, Six-packen, Finanspagten og Two-packen taler deres tydelige sprog. I sommers viste nye væksttal en moderat vækst i centrale eurozone lande. Det fik hurtigt EU-ledere, eksperter og medier til at annoncere, at EU omsider var på vej ud af krisen, og at EU s nedskæringsmedicin har virket. Men virket for hvem? 120 millioner europæere lever på grænsen til fattigdom. 26 millioner er blevet kastet ud i arbejdsløshed. I nogle lande står over halvdelen af de unge uden arbejde. Og dette ikke mindst på grund af den benhårde EU-dikterede nedskæringspolitik. Selv hvis det viser sig rigtigt, at de økonomiske krise klinker af i de kommende år, så har EU s krise-medicin efterladt et kontinent, hvor fattigdom og arbejdsløshed er millioner og atter millioner mennesker hverdag. Prisen for at redde euro-projektet har i sandhed være enorm! II. POLITISKE INDSATSOMRÅDER Modstand mod EU s krisepolitik Som i de forgange år har krisen i EU været en hovedprioritet for kontorets arbejde. I det forløbne år har vi ikke mindst fokuseret på at være med til at opbygge den folkelige modstand mod EU s krisepolitik. Overalt i EU ser vi folkelige reaktioner på EU s håndtering af krisen. Nogle reaktioner manifesterer sig som højre-nationalistiske kræfter, mens andre manifesterer sig som solidaritetsbevægelser, der kæmper for, at regningen for krisen sendes tilbage til bankerne i stedet for at almindelige mennesker skal betale gennem nedskæringer i velfærden. Kontoret har bla. aktivt støttet opbyggelsen af den europæiske platform Alter Summit, som forsøger at skabe samarbejde mellem fagforeninger og sociale bevægelser på tværs af EU-landene. I forbindelse med det kommende EU-parlamentsvalg planlægger platformen i øjeblikket en række fælles-europæiske aktioner mod EU s nedskæringspolitik og den stadige overførelse af magt til EUinstitutionerne. Platformen er stadig ny, og dens fremtid er usikker, men som repræsentanter for en folkelig bevægelse har det været vigtigt for kontoret, at støtte andre ligesindede bevægelsers kamp mod EU ikke mindst for at sikre at den europæiske EU-modstand ikke bliver kapret af udemokratiske og racistiske kræfter. Flere steder i EU står højre-nationalistiske partier til fremgang ved det kommende EUparlamentsvalg, f.eks. Front National i Frankrig og det nynazistiske Gylden Daggry i Grækenland. I Ungarn er regeringen systematisk gået i gang med at underminere demokratiet og vanskeliggøre, at selv et flertal af befolkningen kan vælge en ny regering.

3 Selv i dagens EU-parlament har vi oplevet repræsentanter for disse strømninger udtrykke sympati for den norske massemorder, Anders Behring Breivik, og komme med racistiske ytringer om f.eks. en italiensk minister af afrikansk oprindelse. En række af disse partier er imod eller kritiske overfor EU, men deres alternativ er ikke folkestyre og et ligeberettiget internationalt samarbejde. Derfor er det så afgørende vigtigt og på mange måder et kapløb med tiden at det er vores demokratiske og solidariske EU-modstand, som formår at samle utilfredsheden op og give den politisk mæle og retning. Bankunionen Det er selvfølgelig ikke kun på de udenomsparlamentariske platforme og i den offentlige debat, at kontoret arbejder for at give EU s krisepolitik modstand. EU-parlamentet har med Lissabontraktaten fået meget mere indflydelse, så derfor har vi også en vigtig opgave indenfor EUparlamentets mure. Ved sidste landsmøde kunne vi berette om EU s forsøg på at skabe en fælles Bankunion, som skal overtage kontrollen med de europæiske banker. Dette forsøg er nu på vej til at blive virkelighed. I løbet af foråret og efteråret blev EU-lederne sammen med flertallet i EU-parlamentet enige om to væsentlige elementer i skabelsen af Bankunionen - nemlig kapitalkravene til bankerne og det fælles tilsyn med bankerne. De sidste elementer, som mangler at komme på plads i Bankunionen, er en fælles afviklingsmekanisme og en fælles indskydergarantifond. Krav til og overvågning med bankerne lyder flot, og som noget, det kan være svært at gå imod. Men sandheden er, at EU s nye krav til bankerne er helt utilstrækkelige. EU-økonomierne er stort set lige så sårbare overfor spekulation, som de var fem år siden, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers gik bankerot og sendte chockbølger gennem de europæiske finansmarkeder. På papiret er kravene til bankernes reserver blevet strammet en anelse op, men i realiteten er der intet nyt. Kapitalkrav skal i nedgangstider fungere som finansielle stødpuder, der beskytter banker og deres kunder mod insolvens. Men ikke alene ligger EU s krav til bankernes reserver under det niveau Lehman Brothers reserver lå på, da banken krakkede. Det største problem er, at de nye EU-regler fortsat tillader, at store systemiske banker selv beregner deres kapitalreserver. I 2012 havde Deutsche Bank et stort problem med at overholde de daværende kapitalkrav, men ved at justere sine interne regnemodeller, kunne banken trylle 26 milliader euro frem i sit regnskab. Den slags selvregulering gør de nye kapitalkrav ikke op med. Samtidig låner de europæiske banker stadig langt over værdien af deres egen kapital. En central årsag til Lehman Brothers bankerot var, at banken havde lånt for 31 gange dens egen værdi. I dag - fem år efter - sidder europæiske banker som Deutsche Bank og Barcleys inde med tilsvarende store lån. EU overvejer at indføre et loft i 2018, som betyder, at bankerne kun må låne for 33 gange deres egen værdi. Hvad angår tilsynet med bankernes overholdelse af kapitalkravene, så er ansvaret blevet lagt under Den Europæiske Centralbank, som nu skal føre kontrol med 6000 kreditinstitutioner i euro-området. Den Europæiske Centralbanken vil selv stå for den direkte overvågning af de 150 største og vigtigste banker. De nationale myndigheder vil stadig stå for dag-til-dag overvågningen af de mindre banker, men Den Europæiske Centralbank kan til enhver tid gribe ind i overvågningen af bankerne og diktere, hvad de nationale myndigheder skal gøre. Dermed kan man glemme alt om demokratisk og gennemsigtig kontrol med de europæiske banker, idet Den Europæiske Centralbank er en af de mest lukkede og teknokratiske institutioner i EU. Samtidig er det vigtigt at huske på, at selvom centralbanken som institution skal forestille at være politisk uafhængig, så er den bestemt ikke upolitisk. Den Europæiske Centralbank har på mange måder stådet i spidsen for EU s krisepolitik. Den har bla. været med til at pumpe milliarder og atter milliarder ind i de fallitbanker, som den nu skal føre tilsyn med.

4 I EU-parlamentet har jeg selvfølgelig stemt imod alle forslag i retning af en bankunion. Efter min mening er der behov for en skarp adskillese mellem spekulative banker, og så banker der servicerer almindelige bankkunders behov. Det ville betyde, at almindelige menneskers økonomi ville blive koblet af bankernes risikofyldte spekulationsvirksomhed. Med en sådan adskillelse ville det også være langt nemmere, at lade disse banker gå nedenom og hjem, når de har spekuleret sig fallit. Det er noget grundlæggende usundt og usolidarisk i, at bankernes overskud i de gode tider går i private lommer, mens deres underskud i de dårlige tider skal betales af skatteyderne. Samtidig har jeg fastholdt at dansk deltagelse i Bankunionen kræver en folkeafstemning. Dansk deltagelse vil betyde, at vi overgiver magten til at føre tilsyn med bankerne til en institution, hvis primære opgave - i henhold til EU s traktatgrundlag - er at sikre stabilitet om euroen. En møntunion, som vi slet ikke er med i. Kontoret har desuden orienteret jævnligt om udviklingen i Bankunionen med artikler til de danske medier, Folkebevægelsens egne medier så som hjemmesiderne og Folk i Bevægelse. Konkurrence-pagten Ved sidste landsmøde havde Kommissionen kort tid forinden lanceret sit forslag til en Bankunion. Det forslag er nu på vej til at blive vedtaget. Og allerede nu står vi overfor det næste skridt mod Eurostaten - eller det som EU-lederne kalder vejen til en ægte monetær og økonomisk union. Denne gang drejer det sig om endnu en konkurrence -pagt. De grundlæggende ideer blev til på et topmøde i Berlin i marts mellem den tyske kansler, Angela Merkel, den franske præsident, Francois Hollande, Kommissionsformand Jose Barroso og repræsentanter fra Europas største transnationale virksomheder. Det centrale i pagten er indgåelsen af trojka-inspireret kontrakter mellem EU-kommissionen og de enkelte medlemslande, som binder medlemslandene til at gennemføre strukturreformer, der skal forbedre konkurrenceevnen. Det skal f.eks. ske ved at angribe lønninger og kollektive aftaler. Forinden topmødet havde de europæiske virksomheder rundsendt et papir med en anbefaling om at koble lønudvikling til produktivitetsforbedringer, international konkurrence og individuelle præstationer. Kontoret vil i den kommende tid følge konkurrence-pagtens udvikling tæt og orienterer med nyheder til Folkebevægelsens medier. Kontoret indgår allerede i et netværk med andre organisationer og bevægelser, hvor vi analyser pagtens konsekvenser og planlægger mulige modsvar. Social dumping og velfærdsforringelser Sideløbende med de økonomiske reformer som finanspagten, six-packen og det europæiske semester har EU lanceret angreb indenfor specifikke sektorer og brancher, der indebærer forværret arbejdsvilkår og velfærdsforringelser. Derfor har jeg samme med 3F f.eks. støttet kampen mod EU-kommissionens forslag om mere liberalisering af ground handling i de europæiske lufthavne. Forslaget ville betyde mere konkurrence på lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold for det i forvejen belastede lufthavnspersonale. Men takket være en lang og ihærdig indsats fra de europæiske lufthavns- og transportarbejdere, som har mobiliseret både lokalt og på europæiske plan, er Kommissionens forslag foreløbigt sendt tilbage til forhandling. Sammen med 3F Kastrup har jeg arrangeret en konference i EU-parlamentet om lufthavnsforurening og konsekvenserne for arbejdsmiljøet. Data fra EU i 2010 viser, at partikelforurening forårsagede, at døde tidligere, end de ellers ville have gjort. Der er altså ikke tvivl om problemets alvor. Konferencen samlede i alt 100 fagforeningsfolk, eksperter, forskere, virksomhedsrepræsentanter og politikere heriblandt klimakommissær, Connie Hedegaard.

5 Da de vigtigste af EU-institutionerne ligger i Bruxelles, som ellers kunne være en rar by, er byen ofte vært for demonstrationer og andre manifestationer. Da disse ofte finder sted i eller i nærheden af EU-parlamentet er det en regel på kontoret, at vi altid forsøger at deltager. Derfor har vi bl.a. deltaget i en række faglige demonstrationer imod social dumping, ringere arbejdsvilkår og social nedskæringer dikteret af EU. For nyligt er jeg begyndt at rode med en gammel kending, nemlig den svenske Laval-dom. Anledningen er en rapport fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), som mener, at EUdomstolens afgørelse i Laval-sagen er i konflikt med ILO s grundlæggende charter om foreningsfrihed og beskyttelse af organisationsretten. Jeg har derfor stillet en stribe spørgsmål til EU-kommissionen om, hvad EU har tænkt sig at gøre for at forhindre, at EU påtvinger medlemslandene at vedtage lovgivning i strid med ILOkonventionen. Til det har Kommissionen blot svaret: Kommissionen foretrækker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig nærmere om det spørgsmål. Organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge I den officielle ideologi bygger EU på de fire friheder : Fri bevægelighed for varer, fri bevægelighed for kapital, fri bevægelighed for arbejdskraft og fri bevægelighed for serviceydelser. Men som tiden går, bliver det mere og mere klart, at EU også bygger på en femte frihed : Den fri bevægelighed for kriminalitet! EU s grænseløse indre marked er også grænseløst for den organiserede kriminalitet. Derfor har jeg de seneste par år lagt en pæn del af mit arbejde i Det særlige udvalg om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge (CRIM). Udvalget har netop færdiggjort sit arbejde og dets endelig rapport behandlet på plenarforsamlingen i Strasbourg. Spørgsmålet om organiseret kriminalitet er ikke noget lille spørgsmål, hverken i økonomisk omfang eller hvad angår samfundsmæssig indflydelse. For nylig vurderede EU-præsident van Rompuy, at EU s medlemsstater hvert år mister milliarder euro på grund af skattesvig og skatteunddragelser og Kommissionen har anslået, at omkostningerne ved korruption for EU beløber sig til 120 milliarder euro om året. For at sikre sig fuld glæde af disse enorme summer, finder de organiserede kriminelle deres vej ind i den mere almindelige økonomi gennem hvidvaskning. Dermed kommer organiserede kriminelle til at kontrollere banker, byggevirksomheder, forretninger m.m. Og for at kunne fortsætte den aktivitet køber kriminaliteten sig indflydelse i det politiske system, i politi og retsvæsen samt i statens administration på både lokalt, nationalt og overnationalt niveau. I CRIM-udvalget har jeg derfor argumentet for nødvendigheden af at der sættes grænser for den organiserede kriminalitets fri bevægelighed. Det kræver bl.a. mere kontrol med banker og kapitalbevægelser, mere åbenhed og mere magt til civilsamfundet, som helt afgørende elementer i en effektiv kriminalitetsbekæmpelse. På nogle områder indeholder den endelig rapport sejre i den retning. Bl.a. med en opfordring til afskaffelse af bankhemmeligheden, da banker i et ikke ubetydeligt omfang fungerer som hvidvaskningscentraler og redskaber for organiseret kriminalitet. På andre områder fik vi tærsk efter noder. F.eks. er der i EU-parlamentet stor opbakning til et forslag om en europæisk anklagemyndighed et forslag, som jeg naturligvis har stemt imod. Åbenhed og gennemsigtighed er ikke kun vigtige instrumenter i kampen mod organiseret kriminalitet, svindel og korruption. Det er også en forudsætning for, at borgerne kan kigge EUinstitutionerne over skulderen. Kontoret arbejder derfor konsekvent med at fremme denne dagsorden i EU. F.eks. organiserede vi i foråret en workshop sammen med gennemsigtighedsngo'en Corporate Europe Oberservatory om EU's lobbyregister. EU-budgettet

6 Som i de foregående år har kontoret beskæftiget sig med, hvordan EU bruger sine penge. Dels er jeg stadigt meget aktiv i EU-parlamentets Budgetkontroludvalg, som netop beskæftiger sig med, hvordan EU forvalter skatteborgernes penge. Dels har jeg som sædvanligt stillet en række ændringsforslag til budgettet, som sigter på at fjerne nogle af de mest absurde udgifter, såsom tobaksstøtte, tilskud til transport af levende dyr og eksportstøtte til landbrugsvarer, der underminerer det globale syds fødevareproduktion. I Budgetkontroludvalget har jeg været ordfører på en rapport om den europæiske udviklingsfonds regnskab for Her fokuserede jeg især på, at udviklingsbistand ikke skal bruges til militæraktioner samt den enorme kapitalflugt, der foregår fra udviklingslandene. Derudover kom jeg igennem med et forslag om, at lande, som modtager direkte budgetstøtte, skal have en uafhængig revisionsmyndighed for at kunne få EU-midler. Dette kan være et redskab til at kontrollere om bistandsmidlerne rent faktisk bliver brugt på udvikling. Traktatændringer på vej De mange nye tiltag indenfor økonomisk styring i EU, har igangsat en debat om behovet for traktatændringer. Et af resultaterne af denne debat er en rapport fra EU-parlamentets udvalg for konstitutionelle anliggender (AFCO), hvor jeg også er medlem. Denne rapport fremlægger en vision for, hvordan et stadigt tættere samarbejde indenfor bl.a. økonomi og militær kan se ud. Rapporten er fortsat under behandling og jeg har tænkt mig at stille et forslag om, at magten i stedet skal kunne rulles tilbage til medlemsstaterne. Et andet område, hvor integrationsmaskinen kværner fremad er retsområdet. Her har Kommissionen barslet med et forslag til en fælles EU-anklagemyndighed, som skal tage sig af de såkaldte EUforbrydelser med EU-strafferammer. Forslaget er endnu i sin spæde fase, men vi skal regne med, at dette vil blive et stort emne i det kommende år. Sammen med andre MEPer i kampagnen mod det såkaldte rejsecirkus til Strasbourg, har jeg fået igennem, at AFCO-udvalget har lavet en rapport om EU-parlamentets hjemsted. Rapporten, som kommer til afstemning på plenarsamlingen i november, lægger op til at EU-parlamentet kun skal have ét sæde og at Parlamentet selv skal bestemme, hvor det ligger. Da det som bekendt kræver en traktatændring at stoppe rejsecirkusset, opfordrer rapporten til at der igangsættes en traktatændringsprocedure. Frankrig vil uden tvivl modsætte sig dette, men bliver rapporten vedtaget til november, så vil det langt om længe sætte spørgsmålet om rejsecirkusset på EU-ledernes dagsorden, når det næste gang skal forhandles traktatændringer. EU og verden Kontoret prioriterer fortsat at sætte fokus på EU's rolle som global aktør. Det er netop under henvisning til, at EU skulle spille en særlig progressiv rolle i verden til forskel fra USA og Kina, at EU-tilhængerne mener, at unionssamarbejdet er helt nødvendigt. Men gang på gang ser vi, at EU kun har én interesse i omverden: Sin egen! Det er jagten på nye eksportmarkeder, adgangen til naturressourcer og energi samt frygten fra migration og terror, som er bestemmer EU's forhold til omverden - ikke mindst når de gælder de fattigste lande. I juli påbegyndte EU og USA forhandlingerne om den såkaldte TTIP-aftale (Transatlantic Trade and Investment Partnership), som er planlagt til at blive den største aftale af sin art nogensinde. Formålet med forhandlingerne er først og fremmest at harmonisere regler og standarder for al handlen med varer og tjenesteydelser. Det vil selvfølgelig betyde langt færre omkostninger og mindre administration og ventetid for kemikalieindustrien, fødevareindustrien eller bilindustrien kun at skulle forholde sig til et sæt fælles transatlantiske regler og standarder - i stedet for at skulle producere forskellige versioner af det samme produkt til forskellige markeder. Desværre er der meget, der tyder på, at harmoniseringen vil ske til laveste fællesnævner, hvilket vil

7 betyde forringelser på begge sider af Atlanten indenfor sundhed, miljø, arbejdsforhold, finansiel regulering, forbrugerbeskyttelse og meget mere. På sin vis kan man sige, at TTIP vil indeholde alt det, der er galt med EU bare i endnu større målestok. Det gælder også de nok så kendte demokratiske underskud. Falder den aftale på plads vil det blive et slaraffenland for multinationale selskaber og deres lobbyister, mens befolkningerne vil blive sat endnu mere udenfor indflydelse. TTIP-forhandlingerne kan få stor betydning ikke bare for EU men for resten af verden. Derfor har jeg prioriteret at deltage i debatter om forhandlingerne. Her har jeg slået på tre ting: For det første, er det vigtigt ikke at gøre TTIP-forhandlingerne til spørgsmål om USA mod EU og omvendt. TTIP-forhandlingerne risikerer at betyde forringelser for almindelige mennesker på begge sider af Atlanten. For det andet vil en TTIP-aftale gøre det umuligt for EU-tilhængerne at påstå, at EU skulle være et alternativ til USA. TTIP-forhandlingerne handler dybest set om at sammenkæde de to økonomier med hinanden. På den måde vil der være tale om en transatlantisk union. For det tredje så handler opbyggelsen af en transatlantisk union om fastgøre den gamle vestlige alliance overfor resten af verden det gælder både i forhold til udviklingslandene samt vækstøkonomier som Kina. Når verdens to største og mest udviklede økonomier går sammen i en økonomisk union, så handler det dybest set om at sikre at Vesten fortsat kan diktere de globale spilleregler. Derudover var jeg i starten af året med en delegation til det marokkansk besatte Vestsahara for at mødes med række menneskerettighedsgrupper. EU har i årevis støttet den marokkanske besættelse gennem sin fiskeriaftale med kongedømme, der har givet EU ret til at fiske i Vestsaharas farvand til gengæld for økonomisk og politisk støtte. Men da fiskeriaftalen skulle forlænges sidste år slog EU-parlamentet bremserne i med henvisning til, at aftalen ikke kom den oprindelige befolkning i det besatte Vestsahara til gode, og at Marokko i øvrigt ikke lever op til elementære demokratiske principper. Men EU tager som bekendt aldrig et nej for et nej, og derfor har EU-kommissionen en ny fiskeriaftale på plads med Marokko, som er stort set identisk med den som EU-parlamentet sagde nej til. Når fiskeriaftalen igen skal behandles af EU-parlamentet, vil jeg selvfølgelig stemme imod en godkendelse. Endelig vil jeg også nævne, at jeg fortsat har brugt min position som medlem af EU-parlamentet til at rejse sager hvor menneskerettighedsaktivister er kommet alvorligt i klemme. Det gælder f.eks. i forhold til Tyrkiet, hvor undertrykkelsen af det kurdiske mindretal fortsætter. Det gælder f.eks. i forhold til Iran, hvor den nye præsident måske er mere forsonlig overfor USA, men ikke overfor sin egen opposition. Og det gælder f.eks. i forhold til Laos, hvor jeg besøgte landet i august og havde møder med landets Nationalforsamling og Udenrigsministerium for at søge nyt om civilsamfundslederen Sombath Somphone, som blev bortført ved en politipost for snart et år siden og siden har været forsvundet. Til allersidste skal det også nævnes, at jeg har været med til at indstille den amerikanske whistleblower, Edward Snowden (som bla. afslørede hvordan USA udspionerede i EU), til EUparlamentets særlige menneskerettighedspris. Han var med i den sidste gruppe på tre kandidater, men blev ikke valgt. III. ANDRE AKTIVITETER I EU-PARLAMENTET Spørgsmål til Kommissionen og Rådet Som medlem af EU-parlamentet har jeg mulighed for at stille spørgsmål til Kommissionen eller Rådet. Det svarer til som folketingsmedlem af stille spørgsmål til ministeren - bortset fra, at man som medlem af EU-parlamentet kun har lov til et stille ét prioriteret spørgsmål om måneden, dvs. et spørgsmål, hvor der skal svares indenfor en rimelig tidsfrist.

8 Mine spørgsmål og Kommissionens og Rådets svar kan findes på linket nedenfor og på min hjemmeside. &language=da&startvalue=0 Besøgsture og besøgsgrupper Som medlem af EU-parlamentet har jeg også ret til at modtage 110 besøgende om året med tilskud fra EU. I det forløbne år er disse pladser blevet udnyttet gennem rejser organiseret af Folkebevægelsen og af oplysningsforbundet DEO. Vi har intensiveret samarbejdet med DEO, da det er en god måde at få kontakt til nye grupper, som vi kan fortælle om Folkebevægelsen og om vores arbejde i EU-parlamentet. Der er dog fortsat mulighed for rejser, hvor vi selv står for hele indholdet. Det vil bl.a. ske i februar 2014, hvor vi gennemfører en tur for Folkebevægelsens kandidater til EU-parlamentet. Som i de foregående år har vi haft mulighed for at mødes med en lang række delegationer og grupper, som har besøgt Bruxelles, herunder fagforeninger og udviklingsorganisationer. Og så selvfølgelig en masse besøgsgrupper fra et bredt udsnit af danske uddannelsesinstitutioner. GUE/NGL-gruppen I Folketinget har hver parlamentariker en række rettigheder såsom retten til at tale og stille forslag. Sådan er det ikke i EU-parlamentet. Tværtimod er det de politiske grupper, som har rettighederne. Derfor er det stort set umuligt at fungere i EU-parlamentet uden en gruppe. Jeg er tilknyttet GUE/NGL-gruppen i EU-parlamentet, som er en konføderal venstrefløjsgruppe. Det er et godt sted at være, dels fordi gruppen overvejende er EU-kritisk og dels fordi der er fuld frihed til at man kan stemme og argumentere helt som man selv vælger også når det går direkte imod flertallet i gruppen. Inden for gruppen er vi særlig tilknyttet den del, som hedder NGL (Nordic Green Left) og som er endnu mere EU-kritiske end resten. Det giver en lang række fordele, f.eks. med forberedelse af det enorme antal afstemningerne i Strasbourg. Omvendt betyder det selvfølgelig også, at vi har en række opgaver, og at vi må bruge tid på at få samarbejdet i gruppen til at fungere. Placering i parlamentet I EU-parlamentet er jeg fortsat medlem af Udvalget for Konstitutionelle Anliggender (AFCO) og medlem af Budgetkontroludvalget (CONT) samt suppleant til Udvalget for Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO). Derudover har jeg, som tidligere nævnt, været medlem af det særlige udvalg for Organiseret Kriminalitet, Korruption og Hvidvaskning af Penge (CRIM), men efter at have afleveret sin rapport er det nu nedlagt. Ud over disse udvalg, så er jeg også medlem af delegationen til EØS-landene. Det giver en god mulighed for at følge udviklingen i de europæiske lande udenfor EU, f.eks. Norge og Island. I forhold til Island er jeg medlem af den inter-parlamentariske delegation, hvilket har givet mulighed for at besøge Island og holde kontakt med nogle af de mange gode EUmodstandere i landet. IV. AKTIVITETER I DANMARK

9 Offentlige møder Også i det forløbne år har jeg deltaget en lang række møder og konferencer rundt omkring i Danmark. De fleste er i et bredere regi, men mange er også i regi af Folkebevægelsen. Det er meget sjældent, at der er en uge, hvor jeg ikke på vegne af Folkebevægelsen har deltaget i et eller flere arrangementer i Danmark. Forretningsudvalget Arbejdet i EU-parlamentet er efter min mening ikke et mål i sig selv, men skal også ses som et redskab til at opbygge Folkebevægelsen som en levende og stærk organisation. Derfor har jeg også i den forløbne periode prioriteret samarbejdet med Folkebevægelsens ledelse meget højt og jeg har stort set deltaget i alle periodens Landsledelses- og Forretningsudvalgs-møder. V. PRESSE, HJEMMESIDE OG FACEBOOK Vi bruger fortsat hjemmeside og sidens nyhedsmagasin Nyt fra EUfronten til at bringe oplysninger om EU, som ellers ikke fremgår af den danske presse. Arbejdet foregår i samarbejde med den presseansvarlige i København. Nyt fra EU-fronten er derfor også en integreret del af Folkebevægelsens hjemmeside. Udover Nyt fra EU-fronten udgør min ugentlige blog også en fast del af hjemmesiden. Bloggen bliver desuden bragt på netportalen Modkraft og i Dagbladet Arbejderen. Derudover har jeg en fast blog på Politikens og på Altingets hjemmeside. I forhold til de sociale medier, så har jeg styrket min indsats på Facebook, hvor jeg laver én til to EU-relevante statusopdateringer om ugen samt lægger min blog op. Antallet af tilsluttede på min Facebook-side er i løbet af det sidste år steget til cirka følgere. Det øvrige pressearbejde har bestået i indlæg til aviserne, pressemeddelelser samt henvendelser til udvalgte journalister med interessante sager. VI. AFSLUTNING Denne beretning indeholder selvfølgelig ikke alt hvad vi har lavet eller beskæftiget os med på kontoret, f.eks. indenfor miljø, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Faktisk var vi meget aktive omkring hestekødsskandalen, som også gav anledning til en kritik af EU s hæmningsløse indre marked og en advarsel mod den stadig større indflydelse, som grænseløs organiseret kriminalitet har i forhold til vores hverdag. Mange andre ting kunne nævnes. Men ind imellem er der brug for grænser. Også for længden på en parlamentsberetning! Men til sidst skal der blive plads til at udtrykke en særlig tak til dem, som har gjort det muligt at få så meget fra hånden. Tak til Michael og Magnus, som var praktikanter i efteråret Tak til Mads og Peter, som var praktikanter i foråret Tak til Emilie og Asbjørn, som er vores praktikanter fra til jul. Og tak til Maj, Henrik og Mads, som udgør den aktuelle stab af ansatte på Bruxelleskontoret. Uden jeres indsats havde det ikke været muligt.

10 Og nu gælder det så valgsejren den 25. maj 2014! Søren Søndergaard MEP, Folkebevægelsen Bruxelles, den 17/10-13