Sygepleje til etniske minoriteter

Transkript

1 Opgave: Bachelorprojekt Modul: 14 Opgaveløser: Hold: Mikkel Vagn Thorup Thomsen & SHF2011 Afleveret: Vejleder: Emmy Brandt Jørgensen Antal tegn: Sygepleje til etniske minoriteter Opgaven er udarbejdet som en del af Sygeplejerskeuddannelsen. De fremstillede Synspunkter deles ikke nødvendigvis af Sygeplejerskeuddannelsen VIA University College, Sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro

2 Resumé Dette bachelorprojekt omhandler sygepleje til etniske minoriteter i det danske sundhedsvæsen. Tidligere undersøgelser viser, at mange sygeplejersker oplever det som problematisk at udfører sygepleje til patienter med anden etnisk baggrund. Projektet har til formål at belyse hvilke problemstillinger sygeplejersker oplever i mødet med patienter med anden etnisk baggrund, og hvad der ligger til grund for at disse problemstillinger opstår. Der er i projektet anvendt en antropologisk tilgang med semistrukturerede interviews som metode. Som teoretisk referenceramme er der anvendt filosoffen,- sociologen-, og antropologen Pierre Bourdieu, samt antropologen Beth Elverdam. Resultaterne af undersøgelsen giver en forståelse for, hvilke forhold der er med til at gøre mødet mellem sygeplejersken og patienten med anden etnisk baggrund, problematisk.

3 Indhold Indledning... 1 Problembeskrivelse... 1 Samfundsmæssigt perspektiv... 1 Sygeplejerskens perspektiv... 2 Patientens perspektiv... 3 Problemafgrænsning... 3 Problemformulering... 4 Undersøgelsens formål... 4 Litteratursøgning... 4 Fremgangsmåde... 4 Valg af teori og metode... 4 Begrebsafklaring... 5 Etniske minoriteter... 5 Kultur... 5 Metode... 6 Metode til bearbejdelse af problemformulering... 6 Empiri... 9 Videnskabsteoretisk tilgang Teoretisk referenceramme Pierre Bourdieu Habitus Felt Kapital Den kulturelle kapitals tre grundformer Beth Elverdam Sundheds- og sygdomsbegreber i et kulturelt perspektiv Symptomer Sygdomsårsager Behandling Forebyggelse Sygerolle Omsorg Medicinsk pluralisme... 18

4 Artikelsøgning Etiske overvejelser Analyse Sprogbarrierer (Mikkel) Tolk (Mikkel) Pårørende (Vivi) Kost (Vivi) Smerter (Vivi & Mikkel) Konklusion Diskussion af analysefund Vurdering af eget arbejde Perspektivering Referencer Antologier Monografier Bibliografier Tidsskriftartikler Elektroniske dokumenter Love eller bekendtgørelser Bilagsliste... 52

5 Indledning Inspirationen til dette bachelorprojekt udspringer af egne erfaringer, som vi har gjort os under vores klinikophold. Under vores klinikophold har vi oplevet, at sygeplejerskerne generelt opfattede det som problematisk at udføre sygepleje til etniske minoriteter, hvilket førte til at disse blev mere overladt til dem selv, end etnisk danske patienter. Vi har valgt dette emne da vi undrer os over hvilke fænomener, der gør plejen af etniske minoriteter til et stort problem blandt sundhedsprofessionelle, samt hvilke faktorer der kan spille ind, når man som sundhedsprofessionel, oplever mødet med etniske minoriteter som udfordrende. Problembeskrivelse I det følgende afsnit vil vi problematiserer vores tanker omkring etniske minoriteter i sundhedsvæsenet, og derefter afgrænse problematikken til en problemformulering. Samfundsmæssigt perspektiv Ifølge Danmarks statistik var der 1. oktober 2012 i alt indvandrere og efterkommere i Danmark. Til sammen udgør de 10,7% ud af en samlet population på 5,6 millioner mennesker. Dette betyder, at de fleste sundhedsprofessionelle jævnligt vil være i kontakt med patienter med anden etnisk eller kulturel baggrund (Nielsen, 2013, s. 165). Sundhedslovens kapitel 1 2, fastsætter kravene til sundhedsvæsenet med henblik på at sikre respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse og at opfylde behovet for let og lige adgang til sundhedsvæsenet, behandling af høj kvalitet, sammenhæng mellem ydelserne, valgfrihed, let adgang til information, og et gennemsigtigt sundhedsvæsen (Sundhedsloven, 2014). For at leve op til dette i forhold til etniske minoriteter er det ifølge sundhedsstyrelsen, vigtigt at identificere de 1

6 særlige udfordringer, der er forbundet med denne gruppe patienters møde med sundhedsvæsenet (Knigge, 2010, s. 2). I undersøgelsen Indvandres sundhed og sygelighed opgørelse af behandlingsrater (2002), konstaterer sundhedsstyrelsen at indvandrere fra de undersøgte lande har en højere behandlingsrate end danskere, og at der altså er relativt flere indvandrere, der har kontakt med sygehusvæsnet i forhold til etniske danskere (Sundhedsstyrrelsen, 2005, s. 14). Sundhedsstyrelsen beskriver i rapporten Etniske minoriteter i det danske sundhedsvæsen en antologi, at der i forskellige sammenhænge arbejdes på at understøtte etniske minoriteters integration i det danske samfund som ligeværdige og deltagende medborgere både nationalt, regionalt og kommunalt. Samtidig stiller denne befolkningsgruppe samfundet over for en række nye udfordringer. Det gælder bl.a. for sundhedsvæsenet, da det ikke er givet, at etniske minoriteter har samme behov eller får samme udbytte af en sundhedsindsats som den øvrige majoritetsbefolkningen (Jensen, 2010, s. 5). Sygeplejerskens perspektiv Ifølge sundhedsstyrelsen viser forskning, at mødet med etniske minoriteter ofte opleves som en særlig udfordring for sundhedspersonale. Personalet oplever behov for at få mere viden om denne patientgruppe og opnå større, såkaldt kulturelle kompetencer. Dette reflekteres også i en stor efterspørgsel efter videreuddannelse, seminarer og materialer om mødet mellem sundhedspersonale og etniske minoriteter (Kristiansen & Krasnik, 2010, s. 21). Ifølge en undersøgelse i tidskriftartiklen Undersøgelser: Indvandrere er en belastning, er der blandt sygeplejersker forskellige opfattelser af mødet med etniske minoriteter. Undersøgelsen peger på de pårørende og manglende respekt for hospitalets rutiner, samt sproglige vanskeligheder som nogle af årsagerne til problemerne. Andre taler om en reel kulturkløft. Generelt skal plejepersonalet ifølge undersøgelsen, tage flere hensyn til patienter med anden etnisk baggrund end til etnisk danske patienter (Skou, 2006, s. 3). 2

7 Undersøgelsen viser dog, at enkelte af de sygeplejersker, ikke som flertallet mener, at arbejdet med indvandrerpatienter er specielt svært. Problemet ligger derimod hos plejepersonalet og sygehuskulturen i det hele taget. Patientens perspektiv I artiklen Samtalen med Indvandrerpatienten hvordan undgår vi skyttegravskrig, ses der på hvordan læger i sundhedsvæsenet i nogle tilfælde skaber ulighed i adgang til sundhedsvæsenets ydelser ved den måde, hvorpå de kommunikerer med patienten. Lægerne i artiklen føler at have blinde vinkler, som kan medføre, at indvandrerpatienten ikke får adgang til relevant information og behandling (Dyhr & Sodemann, 2013, s. 873). I artiklen giver lægerne også udtryk for, at det desværre ofte ses, at man lader som om at patientens liv først starter den dag, vedkommende sætter foden på dansk grund, hvorefter man kategoriserer evt. barrierer i samtalen som indvandrerrelateret uden nærmere at indgå i en dialog for at skabe fælles mening. Dette bliver ifølge artiklen særlig problematisk, hvis man samtidig ignorerer eller bagatellisere sprogbarrierer. For patienten vil det give en oplevelse af, at blive diskvalificeret for sin herkomst og opvækstvilkår (Dyhr & Sodemann, 2013, s. 874). Problemafgrænsning Vi har valgt at afgrænse os til, at tage udgangspunkt i sygeplejerskens perspektiv, i forhold til mødet med etniske patienter. Vi vil afgrænse os til sygeplejersker på somatiske afdelinger, i den sekundære sektor. Vi ønsker at belyse hvilke problemstillinger sygeplejerskerne oplever i mødet med patienter med anden etnisk baggrund, og hvilke konsekvenser de oplever at det kan give for samarbejdet. Dette leder os videre til følgende problemformulering: 3

8 Problemformulering Hvordan kan det være at det er svært at udføre sygepleje til etniske minoriteter? Undersøgelsens formål Formålet med undersøgelsen er, at belyse hvilke problemstillinger der opstår i mødet mellem sygeplejersker og patienter med anden etnisk baggrund, og herefter analysere hvordan det kan være at mødet opleves som problematisk. Litteratursøgning Vi har søgt på sundhedsstyrelsens hjemmeside, for at finde rapporter der kunne være med til at problematisere vores emne. Herefter har vi har søgt på databaserne: DSR.dk, SveMed+, Pubmed, Artikelbasen og Cinahl, for at finde artikler der kunne understøtte vores problemfelt (se bilag 1). Fremgangsmåde Vi startede med at foretage en litteratursøgning, for at finde evidens for at der er tale om et reelt problem. Her efter formulerede vi en problemformulering. Ud fra problemformuleringen, valgte vi en pasende metode og teoretisk referenceramme. Herefter analyserede vi ud fra vores teoretiker og perspektiverede til lignende undersøgelser. Undervejs kom vi med delkonklusioner. Til slut, udformede vi en konklusion og heraf en diskussion af analysefundende, samt en vurdering af eget arbejde og en perspektivering. Valg af teori og metode Vi har valgt at anvende interview som metode til bearbejdelse af vores problemformulering. Vores empiri har vi valgt at analysere ud fra filosof-, sociolog-, og antropolog Pierre Bourdieu, samt antropolog Beth Elverdam. 4

9 Begrebsafklaring Etniske minoriteter Ifølge sundhedsstyrelsen udgør etniske minoriteter en heterogen gruppe af mennesker med forskellig oprindelse, antal år i Danmark, baggrund for at komme hertil, religiøse og kulturelle værdier, sygdomsforhold samt socioøkonomiske og psykosociale ressourcer og belastninger. Kategorien etnisk minoritet kan også rumme mennesker, der er født i Danmark. Lægger man dertil alle de forhold, der skaber forskellighed blandt patienter uanset etnisk baggrund herunder køn, alder og uddannelse - er det tydeligt, at gruppen af etniske minoritetspatienter er yderst heterogen. Ifølge sundhedsstyrelsen viser undersøgelser af sundhedsprofessionelles oplevelser i mødet med etniske minoritetspatienter, en stor diversitet i forhold til, hvem der tænkes på og refereres til. Ofte ligger tilstedeværelsen af sprogbarrierer, til grund for, om en given patient opleves som en etnisk minoritet, men også forhold som hudfarve, oprindelsesland, kultur og religion nævnes som forhold af betydning for, hvorvidt en patient bør klassificeres som etnisk minoritet eller etnisk dansk (Sundhedsstyrrelsen, 2010, s ). Kultur Kulturbegrebets indhold har forandret sig i takt med tiden og de politiske magtforhold. Den betydning, en historisk epoke har tillagt begrebet, afspejler epokens, og det vil i realiteten sige vestens, selvforståelse i forhold til ikke vestlige kulturer (Andersen, 2001, s. 17). I det dynamiske kultursyn, som er det kultursyn der har været anvendt fra 1980 erne og frem til i dag, lægges vægten på det enkelte individs mulighed for at handle i forhold til nogle betingelser, der er givet af samfundet, af den gruppe, man er en del af, og dermed af kulturen. Individet opfattes således som medskaber af sin kultur. Kulturen opfattes som en dynamisk størrelse i stedet for som en ramme eller boks, vi som individer socialiseres ind i. Kultur kan således opfattes som den praksis, som individer udvikler ud fra de betingelser de lever under og som er betydningsfulde for deres handlinger. 5

10 Kulturen kan være konfliktfuld og nuanceret, men den peger på de rutiner som fungerer som en referenceramme for vores individuelle handlinger (Andersen, 2001, s ). Metode I de følgende afsnit vil vi redegøre for vores valg af metode til bearbejdelse af problemformuleringen, vores empiri, vores videnskabsteoretiske tilgang, og vores valg af teoretisk referenceramme. Afslutningsvis vil vi beskrive vores litteratursøgning og vores etiske overvejelser. Metode til bearbejdelse af problemformulering Som metode til bearbejdelse af vores problemformulering, har vi valgt at udføre interview ud fra en antropologisk tradition, inspireret af filosoffen,- sociologen-, og antropologen Pierre Bourdieu, samt antropologen Beth Elverdam. Vi vil analysere vores interview ud fra Pierre Bourdieus begreber og teoretiske positioner, og Beth Elverdams antropologiske undersøgelser om kulturmødet mellem det danske sundhedsvæsen og etniske minoriteter. Den antropologiske metode er kvalitativ. Man er interesseret i at gå i dybden med det enkelte menneskes oplevelser, forklaringer og forståelsesrum, samt at se på spredningen i opfattelser (Elverdam, 1991, s. 18). I den kvalitative forskning er man optaget af et fænomen, eller det enkelte menneske. I denne forskningstradition ses mennesket som et socialt individ, der indgår i, og påvirkes af, sociale relationer. Dvs. at man betragter den enkelte informant som repræsenterende noget ud over sig selv, f.eks. kultur og samfund. Man tager udgangspunkt i en opfattelse af, at mennesker i et samfund deler visse spilleregler for hverdagslivet, som sætter dem i stand til at fungere i sociale fællesskaber. Kvalitativ forskning - uanset videnskabsteoretisk udgangspunkt - deler en fælles antagelse om, at betydningen af et fænomen eller af en handling skabes i interaktionen mellem mennesker eller mellem mennesker og ting. Betydningen er dermed et relationelt fænomen, som kun kan forstås situationelt i tæt sammenhæng med konteksten. (Jensen, 2012, s ) 6

11 Antropologen bruger primært to metoder i sin dataindsamling: Feltarbejde også kaldet deltagerobservation, og interviews (Elverdam, 1991, s. 18). Som metode tager antropologien normalt udgangspunkt i et feltarbejde, og bruger interview som supplement. Formålet med det antropologiske feltarbejde er, at få forståelse for udvalgte menneskers erfaringer og oplevelser ved at deltage videst muligt i deres liv. Gennem feltarbejde lærer man efterhånden, hvad der er på spil og for hvem. Det betyder, at man udover at deltage i de aktiviteter og begivenheder, der finder sted, også må være opmærksom på konteksten. Det vil sige at man skal være opmærksom på både den mere overordnede organisering og struktur og den kulturelle sammenhæng, som aktiviteter og begivenheder er indlejret i. Alt dette kræver at feltarbejdet finder sted i tilstrækkelig lang tid til, at man for det første kan oparbejde tillidsfulde relationer, så deltagerne i bogstaveligste forstand er villige til at åbne døren til deres liv, deres gøren og laden, deres tanker, ønsker, frygt, bekymringer, håb og glæder (Wind, 2011, s. 123). Da feltarbejdet således er en tidskrævende proces, og vi har begrænset tid til udarbejdelse af opgaven, har vi valgt i stedet at gøre brug af semistrukturerede interviews som metode. Vi er bevidste om at der kan være et bias, i og med at vi udelukkende foretager interviews uden at have observationer vi kan sammenholde resultaterne fra interviewene med. Dette er ud fra en betragtning af at, en ting er hvordan sygeplejersken gerne vil opfatte sig selv og hvad hun udtaler, en anden ting er, hvordan hun realiserer hendes holdninger ude i praksis. På den måde ville et feltstudie have været med til at give et mere nuanceret billede af hvordan patienten og sygeplejersken interagere med hinanden. Bourdieus intentioner med interview er at frembringe viden om noget, sådan som det forstås af interviewpersonen (Glasdam, 2011, s. 95). Bourdieu er først og fremmest interesseret i at frembringe ny viden med henblik på at forstå og forklare, hvordan menneskers handlinger og ytringer er nødvendige på en specifik social historisk måde (Glasdam, 2011, s. 96). I en Bourdieu-inspireret 7

12 tradition vil man søge så megen teoretisk og praktisk viden som muligt på forhånd (Glasdam, 2011, s. 96). Med Bourdieu kan man sige at metodebeskrivelsen ikke udelukkende er et regelsæt, der følges under udførelsen af interviewene, men også indeholder efterrefleksioner over, hvad der skete under interviewene, hvad kunne der gennemføres, hvad der ikke kunne gennemføres etc. Det betyder, at man skal gå forberedt til værks, men under selve interview udførelsen, som ved alle andre praktiske handlinger, er den kropslige beherskelse af interview situationen, styrende for processen. Man følger ikke kun et ekspliciter bart regelsæt i selve interviewets udførelse. Derfor må en metodebeskrivelse endeligt skrives efter, at handlingen er udført med henblik på at rekonstruere, hvad der skete (Glasdam, 2011, s. 97). Vi har udformet vores interviewguide på baggrund af den viden vi har fundet i forskningsartikler, samt ud fra Elverdams undersøgelser. Formålet med vores interview er at få en sygeplejerskes perspektiv på hvordan det er at samarbejde med forskellige kulturer, hvordan oplever hun samarbejdet? Hvilken tilgang hun har og om hun mærker forskel på plejen til patienter med anden etnisk baggrund og etniske danske patienter. Vi har valgt at tage udgangspunkt i sygeplejerskens perspektiv, da vi på baggrund af de artikler vi har læst, har fundet ud af, at mange sygeplejersker oplever det som problematisk at udføre sygeplejen til etniske minoriteter. Vores interviewguide har vi udformet således, at vi ud fra en brainstorm, har udledt fire overordnede temaer som dækker over de problemstillinger, som ifølge Beth Elverdam ofte opstår i mødet mellem etniske danskere og etniske minoriteter (Elverdam, 2001, s ). Vi fandt frem til følgende temaer: Information, vejledning og medinddragelse Omsorg Praktisering af religion Sygdom og sundhed Ud fra disse overordnede temaer, opstillede vi nogle indledende åbne interview spørgsmål, som skulle føre til en dialog der kunne afklare hvorvidt sygeplejersen oplevede det som et problem, at samarbejde med patienter med anden etnisk baggrund og i så fald, hvilke problemstillinger hun oplever (Se bilag 2). 8

13 Efter at vi havde udført interviewene, transskriberede vi dem og her efter identificerede vi fænomener ud fra sygeplejerskernes udtalelser. Disse fænomener vil vi i analysen, analysere ud fra Beth Elverdams og Pierre Bourdieus teorier Herudover vil vi løbende drage delkonklusioner og perspektivere til to udvalgte artikler. Vi har valgt artiklerne: Minority ethnic patients in the Danish healthcare system a qualitative study of nurses experiences when meeting minority ethnic patients og Samtalen med indvandrerpatienten. Hvordan undgår vi skyttegravskrig? Vi har valgt disse artikler, da de begge går i dybden med hvilke problemstillinger der kan opstå i mødet mellem patienten med anden etnisk baggrund, og den sundhedsfaglige behandler (Se bilag 1). Empiri Vi har valgt at interviewe to erfarne sygeplejersker, som har erfaringer med at samarbejde med patienter med anden etnisk baggrund. Vi har valgt ikke at tage udgangspunkt i patientens perspektiv, da vi er mest interesserede i sygeplejerskens oplevelse af mødet, men også da det rent praktisk vil kræve et stort forarbejde at finde indlagte patienter med anden etnisk baggrund, samt at anskaffe tolk. Vi startede med at interviewe to sygeplejersker med flere års erfaring på en Hæmatologisk afdeling på et regionshospital i Danmark. Under interviewet viste det sig, at de ikke havde særlig mange erfaringer med patienter med anden etnisk baggrund, og interviewene blev derfor korte og utilstrækkelige for besvarelse af vores problemformulering. Vi valgte derfor ikke at anvende disse interviews, men i stedet lave to nye interviews på en medicinsk afdeling. Her havde sygeplejerskerne større erfaring med patientgruppen, og derfor fandt vi disse interviews mere fyldestgørende til besvarelse af vores problemformulering. Samtidig fandt vi det relevant at interviewe sygeplejersker på en medicinsk afdeling, da der ifølge sundhedsstyrelsen ses en overvægt af sygehuskontakter relateret til diabetes, hjerte-kar-sygdom og KOL blandt borgere med anden etnisk baggrund (Hempler, 2010, s. 16). 9

14 De færdige interviews er udtryk for sygeplejerskernes subjektive holdninger, og er således fænomenologiske. Fænomenologien er i sit udgangspunkt udtryk for en metodisk indstilling, en bestemt måde at spørge til og indstille sig på den (op)levede verden. Det er vanskeligt at referere til fænomenologien som en bestemt filosofisk eller videnskabsteoretisk position, men man kan sige, at fænomenologien generelt vedrøre opgaven med at afdække eller belyse fænomener, jf. også de etymologiske forhold i selve betegnelsen fænomenologi : logos referere til fornuft, ord, logik, altså en fornuftbaseret lære italesat i ord. Begrebet fænomen har rod i det græske phainómenon : det, som træder frem, det, som viser sig. Det vil sige, at fænomenologien er læren om det fremtrædende (Thøgernæs, 2013, s. 125). Fænomenologi er grundlæggende kendetegnet af en åbenhed over for kroppens og bevægelsens betydning for det oplevede. Her er der også udviklet en særlig opmærksomhed på praksis. Den fænomenologiske inspiration forsøger ikke at be-vise, men be-lyse menneskets umiddelbare og kropslige tilstedeværelse i verden. Fænomenologiske beskrivelser holder fænomenet levende og fordrer individets egen subjektive involvering som den, der undersøger noget, i en kritisk dialog mellem intuition og refleksion (Winther, 2011, s. 196). Videnskabsteoretisk tilgang Vi har valgt at anvende antropologien som videnskabsteoretisk tilgang. Antropologi er studiet af anthropos, mennesket. Som fag dækker antropologien studiet af de andre samfund. Det antropologien arbejder med, er at lære et givent samfund at kende sådan som de mennesker, der lever i dette samfund oplever det. Lære de roller og normer, forklaringer, myter mm., som opbygger dette samfund (Elverdam, 1991, s. 22). Antropologien handler kort fortalt om at undersøge menneskers liv der, hvor det foregår. Derfor er formålet med den antropologiske metode at være i stand til at indfange dette liv og undersøge det på en systematisk måde, der sætter en i stand til at komme med en overbevisende og troværdig analyse og fortolkning af samme liv. En antropologisk tilgang er velegnet, når man er interesseret i at undersøge: 10

15 Relationer mellem mennesker, deres interaktioner og deres stilling i en lokal kulturel og moralsk verden. Processer og forandringer i situationer og i tid. Kontekstens betydning, f. eks. hvordan overordnede kulturelle forestillinger, normer, værdier, diskurser, ideologier, traditioner samt økonomiske og politiske forhold støtter ind på den problematik eller det fænomen, man vil undersøge (Wind, 2011, s. 120). Antropologien er optaget af samspillet mellem mennesker som sociale aktører og de institutioner og systemer, som de er en del af, men også er medskaber af. En antropologisk undersøgelse vil derfor altid befinde sig i et spændingsfelt mellem at forstå, hvordan specifikke menneskers oplevelse af og erfaringer med deres liv og de aktiviteter og begivenheder, de er en del af, hænger sammen med mere overordnede kulturelle og sociale forestillinger og er indlejret i en bestemt kulturel og moralsk kontekst (Wind, 2011, s. 121). På baggrund af dette, finder vi antropologien oplagt til at belyse vores problemformulering. Vi mener at antropologien har den bedste tilgang til at undersøge de kulturelle aspekter, i mødet mellem patienter og sundhedsvæsenet. Her er det især relationer mellem mennesker, deres interaktioner og deres situering i en lokal kulturel og moralsk verden, vi er interesserede i at undersøge. Teoretisk referenceramme Som teoretisk referenceramme har vi valgt filosof-, sociolog- og antropolog Pierre Bourdieu og antropolog Beth Elverdam. Pierre Bourdieu Pierre Bourdieu (Bourdieu) ( ) blev en af de mest betydningsfulde sociologer i det 20. århundrede. Hans begreber om habitus, kapital og felt inspirerer fortsat forskere og studerende inden for en lang række forskellige fag og hans samfundskritiske værker er stadig udgangspunkt for vigtige diskussioner om globalisering, social ulighed, marginalisering og kønsforhold. 11

16 Bourdieu udviklede sine begreber og teoretiske positioner ved igen og igen at vende tilbage til dem og konfrontere dem fra nye vinkler. Derfor egner de sig i grunden dårligt til at blive gengivet i generaliseret form. De begreber han har udviklet, skal ikke så meget forstås som en stor forkromet teori, men i stedet skal de forstås som tænkeredskaber, der tager form i forbindelse med empirisk forskning (Wilken, 2007, s. 7-8) Bourdieu betragtede sig selv som en slags brobygger mellem forskellige filosofiske og teoretiske traditioner. Og han er også bedst kendt for sine forsøg på at sammentænke subjektivisme med objektivisme og for de begreber, denne sammentænkning gav anledning til: Habitus og Felt. Ifølge Bourdieu indgår mennesker altid i sociale relationer, og de indgår altid i samfund, som i en eller anden forstand er stratificerede, dvs. opdelt i socialt ulige grupper og hierarkiserede (Wilken, 2007, s. 9). Vi har valgt at benytte følgende af Bourdieus begreber som analyseredskab: Habitus Habitusbegrebet er Bourdieus første bud på en teori om praksis. Det kan fortolkes som et kulturbegreb, der fokuserer på de dynamiske relationer mellem individet og det sociale (Wilken, 2007, s. 42). Bourdieu vil med habitusbegrebet vise, hvordan man som følge af en dyb socialisering, disponeres for at handle på bestemte måder. Disse handlemåder er ikke så strukturerede at de kan kaldes for rituel handlen, men de er heller ikke så bevidste at de kan kaldes kalkulerende, målrettet handlen (Sestoft, 2006, s. 26). Habitusbegrebet forholder sig til folks handlinger, med udgangspunkt i deres forståelse af den situation, de befinder sig i. Samtidig forholder habitusbegrebet sig til, hvordan kultur indoptages i individer og naturliggør deres forståelser og handlinger. Ud fra dette, retter Habitusbegrebet opmærksomheden mod to samtidige og interagerende processer: Et Individs tilegnelse af den viden, der gør det i stand til at handle meningsfuldt i verden. 12

17 Et Individs omsætning af denne viden til praktisk handling. Ifølge Bourdieu er det sociale liv er ikke forudsigeligt. Individer improviserer sig i høj grad gennem tilværelsen. Individers Habitus er bestemmende for, hvordan de opfatter, forstår og derfor handler i givne situationer. Habitus er et produkt af socialisering, og især den tidlige socialisering. Den tidlige socialisering er vigtig for dannelsen af de dispositioner, som individer vil handle i forhold til (Wilken, 2007, s. 43). Habitus kan således betegnes som et sæt tillærte dispositioner for at handle på bestemte måder. Disse dispositioner er ubevidste, og de er blevet inkorporerede, indgroede, og kropsliggjorte (Sestoft, 2006, s. 39). Ifølge Bourdieu er forandring af et individs habitus knyttet til forandring i individets ydre omgivelser (Wilken, 2007, s. 45). Endvidere er et individs Habitus er ikke bare præget af sine omgivelser, men præger samtidig også omgivelserne. Individet er via sin habitus med til at skabe felter ved at tildele det, der foregår i dem, mening og værdi (Sestoft, 2006, s. 40). Habitus er internaliseringen af det sociale set fra en bestemt synsvinkel i et bestemt felt. (Sestoft, 2006, s ). Felt Bourdieu definerer begrebet felt således: Feltet er et netværk af objektive positioner (Sestoft, 2006, s. 165). Mens habitusbegrebet, som før nævnt, beskriver baggrunden for individers praksis, beskriver feltbegrebet de sociale arenaer, som denne praksis udspiller sig inden for. Feltbegrebet skal forstås som et analytisk begreb, som kan systematisere studiet af social praksis. Felter er ifølge Bourdieu, specifikke områder hvor individer deltager i en række sociale kampe om indflydelse og Kapital. Felter kan defineres bredt som f.eks. det politiske felt, det kunstneriske felt og det økonomiske felt, og det kan defineres snævert som modefeltet, miljøfeltet, det medicinske felt mv. 13

18 Et Kriterie for at kunne definere et felt er, at man kan påvise at der er noget på spil, som individer finder det værd at kæmpe for. Felterne kan bekrives som arenaer, hvor der foregår sociale kampe (Wilken, 2007, s. 46). Felter refererer ikke til opdelinger af et samfund, men det refererer til relationer mellem individer som kæmper om specifikke former for kapital. Alle mennesker deltager i kampe om kapital i mange forskellige felter på samme tid, det kan f.eks. være som: familiemedlemmer, venner, borgere, kunder, chefer, ansatte, osv. Alle er engageret i kampe om forskellige former for kapital (Wilken, 2007, s. 48). Kapital Ifølge Bourdieu skal Kapitalbegrebet ligeledes, opfattes som et praktisk redskab til brug i konkrete empiriske undersøgelser. Kapitalbegrebet må nødvendigvis tilpasses forskerens specifikke data og problemstillinger, som f.eks. hvad det er for et samfund eller socialt miljø, der skal undersøges? Og hvilke typer af ressourcer og kompetencer, dvs. kapital, gør en forskel i den pågældende kontekst (Sestoft, 2006, s. 93)? Ifølge Bourdieu kan man med Kapitalbegrebet, tænke historien ind i sociologien. Det sociale liv er struktureret af arv og historie, og præges derfor af udefrakommende påvirkninger og gentagne mønstre. Mennesker opfinder ikke sig selv og verden på ny hver dag, og alting er ikke lige muligt eller umuligt for alle. Individer har forskellige forudsætninger, alt efter hvilken social og familiemæssig historie de har bag sig, og når deres valg og livsbaner udviser stor regelmæssighed, så skyldes det i høj grad historien. Kapitalbegrebet skal forstås som et analytisk redskab, til at indfange og kortlægge disse historiske forhold med (Sestoft, 2006, s. 89). Den kulturelle kapitals tre grundformer Ifølge Bourdieus kan kulturel kapital eksistere i tre forskellige tilstande: Den kropsliggjorte (inkorporerede) tilstand Den institutionaliserede tilstand 14

19 Den objektiverede tilsand I den kropsliggjorte tilstand findes den som mentale og kropslige dispositioner. Dette kan f.eks. være som måder at tale på, klæde og bevæge sig på, som viden, interesser og tilbøjeligheder, som evner til at skelne mellem og værdsætte (fin)kulturelle udtryk, dvs. som det system af opfattelseskategorier og handlingsorienteringer, der beskrives med begrebet habitus (Sestoft, 2006, s. 89). I den institutionaliserede tilstand findes den som officielt anerkendte akademiske grader, adelstitler, professionsbetegnelser, som f.eks. sygeplejerske o.l. F.eks. er en doktorgrad således et statsgaranteret bevis på kulturel kompetence. Diplomet er beviset på kompetencen og indstifter og markerer et skel mellem dem, der besidder den, og dem, der ikke gør (Sestoft, 2006, s. 90). I objektiveret form findes den som f.eks. bøger, malerier, redskaber osv. Som sådan kan den tilegnes i f.eks. biblioteker, museer, databaser eller private hjem, og den kan i denne tilstand overføres og udveksles uden videre ligesom økonomisk kapital. Tilegnelsen af objektiveret kapital, kan være en forudsætning for realisering af kropsliggjort kulturel kapital (Sestoft, 2006, s. 91). Beth Elverdam Beth Elverdam (Elverdam) er Mag. Scient. I antropologi, tidligere universitetslektor, og nu uafhængig forsker. Hun har gennemført flere antropologiske feltarbejder i Danmark og USA og er optaget af det hverdagsbaserede, trivielle og reflekterende hverdagsliv i familielivet såvel som i forskningslivet. Hun har arbejdet med sygdomsopfattelse hos indvandrere, sundheds- og risikoopfattelse i børnefamilier samt det hverdagsbaserede arbejdsliv blandt praktiserende læger (Benn, 2012, s. 16). Vi tager udgangspunkt i hendes antropologiske undersøgelser af kvindelige patienter med anden etnisk baggrund, i det danske sundhedsvæsen. Undersøgelserne beskriver indvandrekvindernes traditioner samt opfattelse af sygdom og sundhed. De tager udgangspunkt i kvindernes egne forklaringer og beretninger. De kvinder, der fortæller, er primært kvinder med rødder i landsby 15

20 samfund, men også kvinder, der er vokset op i Danmark (Elverdam, 1991, s. 9-10). Til trods for at hun tager udgangspunkt i kvinder i hendes undersøgelser, mener vi alligevel at vi kan drage paralleller til vores studie, da hendes undersøgelser også tager udgangspunkt i selve kultur mødet mellem patient og sygeplejerske, og de problemstillinger der oftest opstår her. Sundheds- og sygdomsbegreber i et kulturelt perspektiv Ifølge Elverdam spiller kulturen en rolle for mennesker i alle kulturer, i relation til sygdom, og hvordan sygdom opfattes og behandles. Selve kulturbegrebet skal i denne sammenhæng forstås som et dynamisk begreb. Alle kulturer ændrer sig hele tiden, og i alle kulturer har individet et vist handlerum, som giver mulighed for at bøje og bryde kulturelle spilleregler. En vigtig pointe omkring kulturbegrebet er, at det er et begreb, som ikke alene bruges af antropologer, men også i den daglige samtale. Her er kulturbegrebet ikke nødvendigvis et positivt ladet begreb (Elverdam, 2001, s. 93). Kroppens måde at reagerer ved sygdom, kan være den samme fra kultur til kultur. Men de måder hvorpå vi kan forklare og behandle sygdom på, er kulturelt bestemt. Ligeledes er begrebet sundhed er godt eksempel på et begreb, som ikke er universelt, men som hører en ganske bestemt kulturform til (Elverdam, 2001, s ). Ved at bruge den medicinske antropologi, som beskæftiger sig med sygdomsopfattelser og sygdomsbehandling i alle verdens kulturer, kan man påvise, at der er mange måder at forklare sygdom på, og at de varierer fra kultur til kultur, men at der er også er mange ligheder mellem kulturer. Det sted hvor kulturen spiller en rolle for det enkelte menneske, i den måde vi opfatter og håndterer sygdom på, kan afgrænses således (Elverdam, 2001, s. 94): Symptomer Enhver sygdom viser sig ved symptomer af en eller anden art. Men vigtigt for symptomer er, hvordan de bliver tolket. F.eks. kan man spørge: Er dette 16

21 overhovedet et symptom på sygdom? Er det alvorligt? Kan er gøres noget ved det? Antropologisk set er det karakteristisk, at man i alle kulturer skelner mellem det normale og det unormale, men også at det konkrete indhold i kategorierne normal og unormal, varierer fra kultur til kultur. Et vigtigt aspekt i forhold til symptomer, er omgivelsernes accept af legitimiteten i de symptomer, som den syge udviser (Elverdam, 2001, s. 95). Sygdomsårsager Sygdomsårsager, dvs. måden, man forklarer sygdom på, varierer meget fra samfund til samfund. Der vil altid være forskellige måder at betragte sygdom på. Således vil der også altid være forskel på måden, hvorpå den syge oplever sin sygdom på, samt måden, hvorpå omgivelserne tolker sygdommen. Herudover vil behandleren, uanset om der er tale om en biomedicinsk behandler eller en traditionel behandler, have sin egen ramme at tolke sygdommen indenfor. Den ramme vil ofte være mere systematisk og begrænset end patientens (Elverdam, 2001, s ). Behandling Enhver behandling går grundlæggende ud på at fjerne sygdommens årsag. Ofte vil behandlingen starte i familien. Hvis familiens behandling ikke hjælper, vil man opsøge andre typer af behandlere, som f.eks. kloge folk, professionelle behandlere, evt. læger uddannet i den biomedicinske tradition. Det er ofte familien og ikke den syge, der tager beslutningen om at påbegynde behandling. Her vil familien eller den syge opleve en behandler-patient kommunikation, som mange steder tager udgangspunkt i den syges og familiens overvejelser omkring hvad der er årsagen til sygdommen (Elverdam, 2001, s. 97). Forebyggelse Forebyggelse er et begreb, som vi bruges i det danske samfund. Begrebet forebyggelse, er tæt forbundet med sundhedsbegrebet. I andre samfund har man ikke samme forebyggelsestradition som i det danske, fordi man ikke har 17

22 samme stærke statsdannelse, men alle kulturer har ting, som man gør for at undgå sygdom (Elverdam, 2001, s. 97). Sygerolle Den måde vi opfører os på som syge, er ikke naturgiven, men er en rolle, der er socialt og kulturelt bestemt, og som vi som individer er opdraget til. Når man møder mennesker fra andre kulturer, som har lært en anden sygerolle, begynder man at reflekterer over, hvordan man opfører sig, når man er syg, og hvordan man lærer at spille den rigtige sygerolle. Enigheden omkring hvad der er den rigtige opførsel er et udtryk for, at vi har nogle fælles kulturelle normer omkring sygerollen. Det er med sygerollen som det er med syptomerne, at vores omgivelser skal anerkende, at vi er inden for normerne, for at vi kan få støtte (Elverdam, 2001, s. 98). Omsorg Omsorgs begrebet, skal ligeledes defineres i forhold til den enkeltes kultur. I nogle kulturer er de der udøver omsorg professionelle personer, som har det som deres arbejde at være omsorgspersoner for grundlæggende fremmede mennesker. I andre kulturer er omsorg noget, man yder inden for familien. I nogle kulturer ville familien ganske have slået sig ned på hospitalets område og klaret deres forpligtelser i forhold til den syge derfra. Man skal altså ikke at tro, at omsorg betyder det samme fra den ene kultur til den anden (Elverdam, 2001, s. 99). Medicinsk pluralisme Begrebet medicinsk pluralisme stammer fra den medicinske antropologi. Medicinsk pluralisme betyder, at man i et samfund har flere forskellige behandlere, som man kan henvende sig til i forbindelse med sygdom. Et medicinsk pluralistisk system består af tre sektorer som er forbundne: familiesektoren, den traditionelle sektor og den professionelle sektor. Inden for hver af disse sektorer findes der behandlere. Det karakteristiske for dette system 18

23 er, at behandlerne ikke bevæger sig mellem sektorerne, men det er derimod patienterne der, via deres søgen efter behandling, bevæger sig fra den ene sektor til den anden (Elverdam, 2001, s. 99). Artikelsøgning Da vi lavede vores søgestrategi for artikelsøgning, opsatte vi nogle inklusions- og eksklusionskriterier. Artiklerne måtte ikke være ældre end fra år 2000 og de skulle være på dansk, norsk, svensk eller engelsk. Vi har afgrænset os geografisk, til kun at søge artikler fra norden. Vi har valgt at søge efter artiklerne i databaser inden for det medicinske og sundhedsfaglige område. Vi startede med at lave en brainstorm med forskellige søgeord med relevans for vores problemfelt. Her efter indskrænkede vi vores søgeord, så de passede mere specifikt på vore problemformulering. Vi søgte artikler på følgende databaser: DSR.dk, SveMed+, Pubmed, Artikkelbasen og Cinahl. For at sortere og udvælge artiklerne ud fra de mange hits søgningerne gav, har vi først læst overskriften og hvis denne har virket relevant, har vi læst abstract (se Bilag 1). Etiske overvejelser Vi har indsamlet vores empiriske data ud fra gældende etiske retningslinjer, og juridiske love om behandling af personfølsomme oplysninger (se bilag 4). Forud for vores interview udarbejdede vi et informationsmateriale, hvor vi informerede om hvem vi er, formålet med vores bachelorprojekt og rammerne for interviewet. Informanterne skulle melde sig frivilligt og give deres samtykke til at deltage i interviewet. Endvidere informerede vi om at de ville blive fremstillet anonymt i opgaven, at vi er underlagt tavshedspligt, at personfølsomme oplysninger ville blive behandlet fortroligt, samt at analysen af interviewet vil blive læst af vejleder og censor og at det ville blive gjort offentligt tilgængeligt på studieportalen. Her gjorde vi opmærksom på, at de til enhver tid kunne trække deres samtykke tilbage. Vi gjorde informanterne opmærksomme på, at hvis de 19

24 havde ønske om det, kunne de få et eksemplar af den færdige opgave (se Bilag 3). I analysen har vi i citater fra interviewene, slettet ordet Øh af hensyn til de interviewede sygeplejersker. Analyse Vi har ud fra temaerne information, vejledning og medinddragelse, omsorg, sygdom og sundhed og praktisering af religion, identificeret fem fænomener, som er gennemgående for de to interviews. Disse fænomener vil vi i det følgende analyse afsnit, analysere og fortolke ud fra Beth Elverdams antropologiske feltarbejder og Pierre Bourdieus begreber. Vi vil løbende perspektivere fænomenerne til artiklerne Minority ethnic patients in the Danish healthcare system a qualitative study of nurses experiences when meeting minority ethnic patients og Samtalen med indvandrerpatienten. Hvordan undgår vi skyttegravskrig? Endvidere vil vi løbende foretage nogle delkonklusioner. Til slut vil vi lave en samlet konklusion ud fra vores analysefund og delkonklusioner. Sprogbarrierer (Mikkel) I interviewene giver begge sygeplejersker udtryk for at der er nogle sproglige barriere, i samarbejdet med patienten med anden etnisk baggrund. Sygeplejerske A siger: Sproget har selvfølgelig også... stor betydning, det er en af de ting også, som kan gøre det lidt problematisk... (Bilag 5, 2014, s. 6). Sygeplejerske B siger: Altså dem vi har haft heroppe, de har jo været rigtig søde og rare. Altså det har ikke været sådan, meget stort skel vi har haft andet end det sproglige (Bilag 6, 2014, s. 4). Ligeledes nævner sygeplejerskerne at samarbejdet er svært i de tilfælde hvor patienten aldrig har været indlagt før og dermed ikke kender til hospitalskulturen og at samarbejdet også besværliggøres når sygeplejersken ikke kender til patientens kulturelle baggrund. Derimod oplever sygeplejerskerne at 20

25 samarbejdet er nemmere, i de tilfælde hvor patienten har været indlagt flere gange og kender til afdelingens rutiner og er bekendte med diverse fagudtryk (Bilag 6, 2014, s. 3) (Bilag 5, 2014, s. 5). Ifølge Beth Elverdam, sker der det i mødet mellem sygeplejerske og patienten med anden etnisk baggrund, at det er to modsatte verdener der mødes. Sygeplejerske og patient har forskellige forklaringsmodeller og forskellige forventninger til mødet. I mødet skal samtalen bruges til at udfylde hinandens huller, og bearbejde den indhentede information, for derved at nå til en fælles forståelse. Dette lykkedes i de tilfælde sygeplejerskerne nævner, hvor patienten har været indlagt gentagne gange, og samarbejdet fungerede godt, på trods af sprogbarriererne (Elverdam, 1991, s. 148). Elverdam inddeler kommunikationen på et hospital i to kategorier: kommunikation af forklaringsmodeller og den sproglige kommunikation. (Elverdam, 1991, s. 131). Når sygeplejersken og patienten med anden etnisk baggrund mødes, er tale om et kulturmøde. En sygdom kan forstås inden for forskellige forklaringsmodeller, og forskellen i disse modeller påvirker kommunikationen (Elverdam, 1991, s ). Dette er især tilfældet i de situationer, hvor patienten ikke før har været indlagt på et dansk hospital. Sygeplejerske A nævner bl.a. at hun ikke føler at hun er god nok til at aflæse patienternes reaktioner, da der kan være nogle kulturelle forskelle som hun ikke umiddelbart kender. Her tilføjer hun at manglende viden om religion og kultur, er med til at gøre mødet problematisk (Bilag 5, 2014, s. 8). Elverdam lægger vægt på at når patienten og sygeplejersken kommer fra forskellige kulturer, kan modellerne være meget forskellige, og parterne er ofte ikke bevidste om, at det er forklaringsmodellerne indbyrdes, der er forskellige, men tillægger den dårlige kommunikation andre årsager, som f.eks. sprogproblemer. Dette bekræfter at, samarbejdet mellem sygeplejerske og patient godt kan fungere på trods af sprogbarrierer, forudsat at der er en gensidig kulturel forståelse tilstede. Fortsat siger Elverdam at patientens opfattelse af sygdom, er afgrænset af den forklaringsmodel, som man finder inden for patientens kultur. Dette gælder med hensyn til etiologi, klassifikation og prognose. Denne model møder 21

26 sygeplejerskens opfattelse, som er kulturelt anderledes og er præget af sygeplejerskens uddannelsesbaggrund og kliniske erfaring (Elverdam, 1991, s ). En vellykket kommunikation mellem patient og behandler, afhænger således af et samspil mellem en gensidig kulturel forståelse og en forståelse af de verbale udtryk. Den kulturelle forståelse har altså ligeså stor betydning for samarbejdet, som forståelsen af det sproglige. Der kan drages paralleller mellem Elverdams opfattelse af den kulturelle forståelses betydning for kommunikationen, og Bourdieus habitus begreb, i det at habitusbegrebet forholder sig til det, folk gør med udgangspunkt i deres forståelse af den situation, de er i. Habitusbegrebet forholder sig også til, hvordan kultur indoptages i individer og naturliggør deres forståelser og handlinger (Wilken, 2007, s. 43). Sygeplejerskernes habitus har således betydning for, hvordan de handler i mødet med patienten med anden etnisk baggrund, og hvilken forståelse de har for patientens kulturelle baggrund. Ifølge Bourdieu kan Habitus betegnes som et sæt tillærte dispositioner for at handle på bestemte måder. Dispositionerne er ubevidste, og de er blevet inkorporerede, indgroede, og kropsliggjorte (Sestoft, 2006, s. 39). Sygeplejerskerne handler altså ud fra deres habitus, som udgøres af nogle dispositioner. Ifølge Bourdieu kan dispositionerne forstås som noget, der er til disposition, dvs. noget der kan benyttes, men ikke nødvendigvis benyttes. En form for ressourcer eller en række af handlemåder, der kan aktiveres og sættes på spil på en kreativ måde i nye situationer. I mødet med patienten, handler sygeplejerskerne således ud fra den forståelse og den viden de har tillært sig. Sygeplejerskernes dispositioner tager afsæt i den pågældende kultur de er vokset op i, hospitalskulturen på den pågældende afdeling, deres sproglige færdigheder, deres viden om patientens kulturelle baggrund, deres forklaringsodel mv. Om samarbejdet med patienten lykkedes, kan således i høj grad bero på sygeplejerskernes individuelle habitus (Prieur, 2006, s. 39). I artiklen Minority ethnic patients in the Danish healthcare system a qualitative study of nurses experiences when meeting minority ethnic patients oplever de interviewede sygeplejersker ligeledes problematikker i kommunikationen, som følge af sprogbarrierer. Her udtaler en sygeplejerske bl.a. at det i høj grad er 22

27 gruppen af ældre patienter der taler mindst dansk som volder størst problemer, da de ikke har den samme forståelse for deres kroppe, som den yngre generation der har gået i danske skoler. (Nielsen & Birkelund, 2009, s. 434). Hvis disse udsagn holdes op mod Bourdieu og Elverdams teorier, kan man her igen stille spørgsmålet, om det i lige så høj grad er sygeplejerskerne der mangler viden om patienternes kulturelle baggrund. Holdes udsagnende op mod empirien, kan der ses en klar sammenhæng mellem at sprogbarriere volder problemer i sygeplejen, dog udtaler sygeplejerskerne i empirien, at de er bevidste om de har behov for mere viden, for at skabe de bedste betingelser for et gunstigt samarbejde (Bilag 5, 2014, s. 8), (Bilag 6, 2014, s. 14). Tolk (Mikkel) Ifølge Beth Elverdam kan en tolk defineres som: en person, som letter kommunikationen mellem interviewer og klient og tolkning kan defineres som: en mundtlig gengivelse på et sprog af et budskab, som er modtaget på et andet sprog. En tolk bruges, hvis den, man kommunikerer med ikke forstår sproget, som interviewpersonen taler, men forholdet gælder også begge veje. Tolken kan ligeledes bruges, hvis behandleren ikke taler patientens sprog. Den første udtalelse understreger det magtforhold, der ligger i den danske tolkesituation, hvor det er behandleren og ikke patienten, der kan rekvirere en tolk (Elverdam, 1991, s ). Sygeplejerske B udtaler at det kan være frustrerende i de situationer hvor der er sprogbarrierer og man ikke hurtigt kan give patienten et indblik i hvad der skal ske, f. eks i situationer hvor der skal tages en blodprøve. Hun siger:... årh-ha hvis man bare lige kunne... Ja sige at det bare er en lille ting, at de skal have taget blodprøver... og de ligger der og hvad er det lige der sker og hvad skal vi og hvis man... Altså hvis man nu bedre kunne forklare at... Eller hvis man bare lige kunne sige lige som til alle dem der taler dansk: "Jamen det er bare en lille ting og det tager ikke så lang tid og det gør ikke ondt." 23

28 Sygeplejerske B fortæller at sprogbarrieren gør at det kan tage længere tid at informere, og i nogle situationer kan det være nemmere helt at lade være (Bilag 6, 2014, s. 10). Ifølge elverdam er der i sundhedsvæsenet ofte brug for tolk til at lette kommunikationen, men på trods af dette, anvendes tolkebistand ikke tilstrækkeligt, hvilket empirien ligeledes vidner om. Sygeplejerske A udtaler følgende: altså måske kunne vi godt være bedre til, hvis der var nogle sådan, mere plejemæssige ting, også at få fat i en tolk (Bilag 5, 2014, s. 11). Ifølge Elverdams undersøgelse skal der ret god beherskelse af et fremmedsprog til, før man kan udtale sig om så specifikke områder, som f. eks sygdom og sundhed. Dette er noget som mange både indvandrere og sundhedspersonale ikke indser. Om tolke brug i sygeplejen, udtaler sygeplejerske A bl.a.: det jo ikke typisk til det man får fat i en tolk, så nogle gange så gør jeg jo det jeg tænker der er bedst, men jeg kan jo ikke spørge altid hvordan den anden synes det bedst ville være (Bilag 5, 2014, s. 9). Elverdam siger at man ofte overser at selve sygdomssituationen den stresssituation som patienten befinder sig i giver kommunikationen og den sproglige udfoldelse dårlige vilkår (Elverdam, 1991, s. 212). Patientens manglende sproglige evne til at forklare kan give følelsesmæssige reaktioner, og det understreger betydningen af at arbejde sammen med tolk, hvilket kan være med til at undgå disse problemer (Elverdam, 1991, s. 213). Ud fra dette kan man således risikere, at påføre patienten lidelse, hvis patienten ikke får muligheden for at udtrykke følelser og behov. Der opstår også en etisk problemstilling i og med at patientens medinddragelse og medbestemmelse forringes. Bourdieu siger at der ikke altid er et harmonisk forhold mellem individets habitus og dets sociale position. I forhold til patienten anden etnisk baggrund, kunne man sige at patienten har en habitus der er opstået af- og tilpasset den kultur patienten kommer fra. Ifølge Bourdieu fører mobilitet og forandringer af livsbetingelser til, at der aldrig vil være et fuldstændigt sammenfald mellem et individs sociale positioner og 24

29 habitusformer. Der vil altid være mennesker, der befinder sig i modsigelsesfyldte positioner, hvilket kan lede til store lidelser (Prieur, 2006, s. 43). Patienten er altså i risiko for stor lidelse i og med at patienten befinder sig i en social position der ikke stemmer overens med dennes habitus. Dette kan i særdeleshed gøre sig gældende i situationen hvor patienten ikke mestrer det danske sprog og dermed ikke har mulighed for at udtrykke følelser, behov og ønsker og samtidig ikke er i stand til at modtage information fra sygeplejersken. Sygeplejerske B fortæller om de pårørende, at de kan være en ressource, da de kan oversætte i situationer hvor der er sprogbarrierer mellem patienten og sygeplejersken (Bilag 6, 2014, s. 9). Sygeplejerske A oplever at kvindelige patienter der ikke taler dansk, har deres mænd med for at oversætte og i nogle tilfælde også mænd længere ude i familien. Her føler sygeplejersken at det er bedre at bestille tolk (Bilag 5, 2014, s. 7). Elverdam siger at løsningen med at tage en slægtning med til at tolke, i de fleste sammenhænge er en uprofessionel og dårlig løsning. Dårlig, både fordi man ikke ved, hvilken oversættelse man får, og dårlig fordi relationen mellem tolken og patienten bliver truet. Patienten kan ikke afsløre sine inderste tanker, for patienten ved ikke hvordan tolken vil bruge dem. Den uprofessionelle tolk, er ikke som den professionelle bundet af en tavshedspligt (Elverdam, 1991, s. 223). I forhold til at bruge manden til at tolke for kvinden, siger Elverdam at tolkens køn har afgørende betydning for forløbet af en samtale. I et kønssegregeret samfund, er samfundet opdelt, således at man har man en mands- og en kvindeverden, og at bruge tolk af modsatte køn til patienten fra et sådant samfund, er at overskride en kulturel grænse. Mænd og kvinder har ikke nødvendigvis indsigt i hinandens verden (Elverdam, 1991, s. 234). Sygeplejerske A udtaler at de godt kunne være bedre til at bestille tolk til selve sygeplejen (Bilag 5, 2014, s. 11), her gør de i stedet ofte brug af pårørende. Hun siger at det kan være svært at finde en tolk der kan patientens sprog, så samtaler med tolk planlægges derfor ofte flere dage frem (Bilag 5, 2014, s. 12). 25