Khaders Space. Plads på midten

Transkript

1 Mandagmorgen 11 Khaders Space Af Jørgen Goul Andersen, professor, Aalborg Universitet naser khaders parti ny alliance blev lanceret med stor mediemæssig professionalisme og med afgørende brug af internettet som mobiliseringsinstrument. Allerede efter 48 timer havde partiet flere betalende medlemmer end Enhedslisten, og efter en uge er partiet ved at nå mellemstore partier som Radikale, SF og Dansk Folkeparti, hvis man skal tro beretningerne. Derved har partiet allerede skrevet historie. Men selvom partiet lige nu rider på en stemningsbølge, er der også på længere sigt et politisk rum for partiet.det kunne være fristende at se Ny Alliance som et vidnesbyrd om personers tiltagende betydning i politik. Men kan Khaders popularitet i så fald holde indtil næste valg? Sporene skræmmer. I foråret 2006 var Marianne Jelved mediernes store idol med kometagtig fremgang i meningsmålingerne. I dag et år senere kræver Politiken på lederplads hendes afgang. Personers popularitet er ofte mest en refleks af, hvordan det går deres partier. Partiers langsigtede succes afhænger især af, om de repræsenterer nogle vælgere, der ellers ville føle sig hjemløse. Udbuddet i det danske politiske supermarked er i forvejen ganske stort, og udbyderne er gode til at indrette sig efter kundernes ønsker. Derfor er det relevant at spørge, om der er plads til et nyt parti i dansk politik. Svaret er, at der er et klart politisk rum til Ny Alliance. Partiet er kommet ualmindeligt heldigt igennem selve fødslen, men når det gælder partier, er børnedødeligheden høj, og der er stadig talrige muligheder for, at det kan gå galt. Men skulle partiet vise sig levedygtigt, er der politisk rum til, at det kan blive andet og mere end en døgnflue. Partiet har endda to muligheder: Det kan blive et nyt midterparti, eller det kan blive et nyt liberalt højreparti. Pladsen som midterparti har traditionelt været varetaget af Det Radikale Venstre, i mange år suppleret af Centrum-Demokraterne og Kristendemokraterne. Men da de blev for ens, var det slut med de to sidstnævnte. Til gengæld kom der et nyt midterparti, Dansk Folkeparti. Både R og DF er midterpartier, når det gælder politikkens traditionelle konfliktdimension: den fordelingspolitiske konflikt mellem venstre og højre. Men hverken De Radikale eller Dansk Folkeparti er rigtige midterpartier, for i dag drejer politik sig lige så meget om værdipolitik, og her står begge partier for de ekstreme værdier. Det betyder også, at de er farlige at samarbejde med, fordi det let kan give negative reaktioner hos vælgerne. Hvorimod ingen kom galt af sted ved at samarbejde med fortidens bløde men også lidt grå og kedelige midterpartier. Nuvel, De Radikale havde også et kulturradikalt gen, men det skaffede ikke partiet mange vælgere. Det er dette sære billede, der komplicerer flertalsdannelsen i dansk politik og åbner en plads til et midterparti, der er midterparti på begge konfliktdimensioner den fordelingspolitiske og den værdipolitiske. Pladsen som dobbelt midterparti er ledig og den har betydelig appel, selvom midterpartier som regel har mange flere sympatisører end stemmer, netop fordi de er lidt grå. Plads på midten Selvom udbuddet i det danske politiske supermarked er stort, er der plads til et nyt midterparti. De nye konfliktlinjer Lidt forenklet er essensen af de sidste 15 års politiske historie, at der er opstået en ny værdipolitisk konflikt, der går på tværs af den traditionelle fordelingspolitiske konflikt. De to konfliktlinjer er i

2 12 Mandagmorgen Vælgernes værdier I dag deler vælgerne sig først og fremmest efter værdier frem for økonomiske spørgsmål. Det har nogle partier indset og brugt før andre. dag lige vigtige for vælgernes valg af parti, og de er lige vigtige for vælgernes følelse af at ligge til venstre eller til højre. Det er f.eks. venstreorienteret at gå ind for lempelser af flygtninge-/indvandrerpolitikken. Se figur 1. Vælgerne stemmer først og fremmest ud fra deres holdninger og ud fra deres syn på partiernes evne til at løse problemer. Personer betyder også noget, specielt i valget mellem nabopartier, men personfaktoren betyder langt mindre ofte så lidt, at effekten er svær at måle. Derfor ser vi, at vælgerne begynder at dele sig efter værdipolitiske anskuelser, først og fremmest synet på flygtninge-/indvandrerpolitikken. I 1979 var der f.eks. ingen forskel i indvandrerholdninger mellem fremskridtsvælgere og radikale vælgere. Det skulle der komme. Den største effekt af de nye konfliktlinjer har ramt Socialdemokratiet. Det er en af den internationale sociologis klassikere, at socialdemokratiske arbejdervælgere er på kollisionskurs med deres parti, når det gælder de emner, vi i dag kalder værdipolitik. Men pointen var, at det var uden betydning, for vælgerne stemte ud fra deres økonomiske dvs. fordelingspolitiske interesser og holdninger. Sådan var det også i Danmark: Jo mere negative holdninger til indvandrere, des større tilbøjelighed til at stemme socialdemokratisk. Fordi socialdemokratiske vælgere nu en gang var dem, de var. Da værdipolitikken begyndte at optage vælgerne, begyndte denne konflikt at ulme. Og da Socialdemokratiet dannede regering sammen med Radikale, Kristeligt Folkeparti og Centrum- Demokraterne, der alle trak partiet yderligere mod venstre på værdipolitikken væk fra vælgerne brød denne latente konflikt ud i lys lue. Og der gik længe, inden Socialdemokratiet fandt ud af, hvor alvorlig situationen var. Til gengæld var Fremskridtspartiets arvtager, Dansk Folkeparti, hurtig til at se mulighederne. Partiet lugede radikalt ud i Fremskridtspartiets ultraliberalistiske arvegods og omstillede sig fra et fhv. skatteprotestparti til et parti, der forsvarede ligheden, velfærdsstaten, og øgede udgifter til svage grupper. Partiet blev et midterparti undertiden endda til venstre for midten på økonomiske spørgsmål. Hos Venstre så Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen også mulighederne: Hvis MM Khaders kvadrant En illustrativ model af partiers og vælgergruppers placering og bevægelser Værdipolitisk venstre Fordelingspol. venstre EL SF Off. ansatte funkt. S RV Privatansatte funkt. Ny Alliance Ny Alliance Fordelingspol. højre Arbejdere V K Små selvstændige DF Værdipolitisk højre Figur 1: Dansk Folkeparti og Venstre har været hurtige til at se mulighederne i vælgernes præference for værdipolitik. Note: Tabellen angiver omtrentlig placering af tyngdepunkt for forskellige sociale grupper, omtrentlig placering for udvalgte partier samt bevægelser for DF, V, RV og S. Kilde: "Det nye politiske landskab", 2007.

3 Mandagmorgen 13 man kunne man vinde de politisk hjemløse arbejdere fra Socialdemokratiet, kunne man få flertal uden om De Radikale, der havde bundet sig til S. Venstre, hvis ledere tidligere havde svært ved at tage ordet velfærd i deres mund, blev velfærdsstatens beskytter og kompetente administrator først i den udstrækning, det var politisk nødvendigt for at vinde og bevare flertallet, senere også i højere grad med hjertet. Samtidig med denne venstredrejning på velfærden og ligheden drejede partiet til højre på værdipolitikken. Det tiltrak arbejderne, og den nuværende regering er faktisk en arbejderregering i den forstand, at et flertal af arbejderne i 2001 og 2005 stemte på VKO. De Konservative bevægede sig ikke stort. Partiet har dog med nogen succes ændret sit image som det mest midterorienterede til at markere sig som intern opposition på skatte-/velfærdspolitikken. I værdipolitikken har der været lidt skiftende signaler, og først i 2007 er De Konservative begyndt at tage klar og stigende afstand fra Dansk Folkeparti på flygtninge- og indvandrerpolitikken. Venstre blev et midterparti men ikke helt. Partiet er værdipolitisk klart til højre. Og fordelingspolitisk ligger det trods alt på højre side af midterlinjen. Men med god appel til grupper, der traditionelt har stemt socialdemokratisk. I 2001 var Venstre det mest rendyrkede folkeparti med lige stor tilslutning i alle samfundsgrupper i 2005 tabte partiet lidt terræn blandt arbejdere, der til gengæld i stigende tal gik til Dansk Folkeparti. Man kan ikke være venner med alle Så der er ledigt på den plads, der udgør midten på både værdipolitikken og fordelingspolitikken. Socialdemokratiet kunne være en kandidat til at erobre midten, hvilket stort set er lykkedes på den økonomiske politik, men ikke på værdipolitikken. Først lå man delvist ubevidst for langt til venstre. Dernæst prøvede man at snakke højrefløjen efter munden. Partiet satte sig mellem to stole med en usikker og utroværdig zigzag-kurs, der både kostede vælgere på højresiden (i 1998 og 2001) og på venstresiden (til De Radikale og SF i 2005). Partiet havde ved det seneste valg ikke held til at formulere et offensivt nyt standpunkt, der kunne forene de på én gang solidariske og bekymrede holdninger, de fleste danskere har. Dén offensive værdipolitiske midterposition har Ny Alliance et godt bud på. Sådan opfattes det i hvert fald blandt vælgerne, fordi Naser Khader på én gang kan tordne troværdigt mod både islamister og Dansk Folkeparti. For mange indvandrere er han, som han selv siger, lidt for meget coconut dvs. brun udenpå, hvid indeni men for danskerne er han en darling, der samtidig kan få de solidariske holdninger frem. Samtidig er danskerne blevet mere negative over for regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti, se Ugebrevet nr. 5, 2007, og danskerne er blevet mere kritiske over for stramheden i indvandrerpolitikken indgrebet anser de fleste for passende, men starthjælpen er på kanten. Og når politikken over for irakere, der står til hjemsendelse, fremstår som ubarmhjertig i medierne, kan vindersagen næsten blive til en tabersag for regeringen. For nok vil danskerne flest ikke have for mange indvandrere, nok er de imod fundamentalistisk religion (uanset retning), og nok er de imod autoritære og patriarkalske kulturer eller traditioner. Men de synes også næsten med én stemme, at de indvandrere, der er her i landet, skal behandles ordentligt. Der er imidlertid også en anden ledig plads for Ny Alliance. Feltet øverst til højre i figurens matrix: den liberalt-frisindede-tolerante borgerlighed. Denne gruppe er potentielt næsten lige så politisk hjemløs, som arbejderne var det i begyndelsen af 1990 erne. For Venstre har bevæget sig mod højre på værdipolitikken. Godt nok har regeringen fået bragt sig mere på linje med vælgerne i miljøpolitikken, der delvist falder ind under værdipolitikken. Men man taler ikke særlig pænt om indvandrere, og når det gælder solidariteten og barmhjertigheden, har regeringens image fået et knæk i forbindelse med en række flygtningesager i medierne. Feltet øverst til højre i figuren er nogenlunde den position, der fremkommer, når man lægger Khader sammen med Samuelsen, hvis skattepolitik så absolut ligger i det nyliberale yderpunkt af MM Ugens målinger Rambøll Management for Jyllands-Posten: 12,1 pct. af vælgerne vil stemme på Ny Alliance, det svarer til 22 mandater. Det er især tidligere radikale stemmer, der vil stemme på det nye parti, og De Radikale står til at gå tilbage fra 9,2 til 5,3 pct. af stemmerne. MEGAFON for TV 2: 16,5 pct. af vælgerne vil sætte deres kryds ved Ny Alliance. Epinion Capacent for DR: 11 pct. svarer, at de med sikkerhed eller sandsynligvis vil stemme på Ny Alliance. 29 pct. af de radikale vælgere vil med sikkerhed eller sandsynligvis stemme på Ny Alliance. CATINÈT for Ritzau: 33,2 pct. af de adspurgte siger, at de godt kunne finde på at stemme på Ny Alliance. 75,5 pct. af de adspurgte tror på, at partiet kommer i Folketinget. Gallup for Berlingske Tidende: 5 pct. af de adspurgte vil helt sikkert overveje at stemme på Naser Khaders nye parti, mens 21 pct. svarer, at de sandsynligvis vil overveje at sætte deres kryds ved partiet. Zapera for metroxpress: 15 pct. af vælgerne vil skifte deres gamle parti ud med Ny Alliance. 33 procent af de radikale vælgere vil ifølge målingen flytte deres stemme til Ny Alliance.

4 14 Mandagmorgen Et dilemma Ny Alliance risikerer sammenstød på midten mellem værdi- og fordelingsorienterede potentielle vælgere. politiske forslag i dagens Danmark. Om det ender med at blive partiets position, og om man kan formulere det troværdigt, vil tiden vise. Foreløbig har det fået regeringens skatteløver til at vejre morgenluft. Man skal dog ikke glæde sig for tidligt. Som valgundersøgelserne og Mandag Morgens undersøgelser har vist, er det siden skattelettelserne i 2003 gået voldsomt tilbage med den folkelige efterspørgsel efter skattelettelser. I 1994 foretrak et lille flertal skattelettelser frem for forbedringer af den offentlige service, hvis der blev et råderum. Frem til 2003 var der typisk pct. for bedre service, pct. for skattelettelser. Men med vedtagelsen af skattelettelserne i 2003 ændrede det sig overnight, så det nu var under hver tredje, der ønskede skattelettelser, og i 2006 var det mindre end hver fjerde. Skattelettelser er i modvind i befolkningen, og det kan Khader næppe på kort sigt rette op på. Undersøgelser på basis af valgundersøgelsen 2005 viste, at der var to grupper af borgerlige vælgere, der stemte med blandede følelser: Dem, der syntes, at stramningerne af indvandrerpolitikken var gået for vidt, og dem, der foretrak serviceforbedringer frem for skattelettelser. Siden 2005 er den første gruppe vokset, og deres skepsis over for regeringen er næppe blevet mindre. I 2005 stemte vælgere, der ønskede skattelettelser, på regeringen med begejstring. Siden er denne gruppe formentlig blevet noget mere skeptisk men den er også blevet mindre. Der er formentlig et ganske sikkert vælgerpotentiale her, men umiddelbart er det ikke stort. Og det består fortrinsvis af mænd. Meget synlige mænd, men de tæller ikke så meget i et demokrati, hvor alle stemmer vejer lige. Skal det fylde noget, skal de skattekritiske holdninger først mobiliseres, og det kan blive svært. Vælgerpotentialet på dobbeltmidten er større, men også mere flygtigt pga. den større konkurrence. Fogh under pres Udfordringen for Khader og Co. er, om begge positioner kan rummes inden for samme parti. Ud fra de første meningsmålinger ser det ud til, at Ny Alliances tilhængere i altovervejende grad er rekrutteret fra dobbeltmidten, herunder De Radikale. Det er formentlig fordelingspolitiske midtervælgere, der i første omgang har sluttet sig til Khader. Først og fremmest på basis af værdipolitikken og muligheden for at løse VK-regeringen fra samarbejdet med DF. Melder Ny Alliance stærkt ud med skattelettelser, kan partiet håbe på solide støtter i erhvervslivet, og chancerne for varig repræsentation er gode. Men man risikerer, at de vælgere, der er strømmet til i disse første dage, bliver frustrerede. Ændrer man i stedet signalet og anlægger en mere midtsøgende fordelingspolitisk kursus, vil erhvervslivets begejstring nok kølnes en del. Et centralt problem, når det gælder forslaget om skattelettelser, er uanset størrelsen overhovedet at få opstillet et forslag til finansiering, som er troværdigt og politisk salgbart. Specielt når det gælder forslaget om at nedsætte indkomstskatten til 40 pct., ville det nok være klogt at skrive dette i principprogrammet frem for arbejdsprogrammet. Var opgaven så let, havde Fogh nok allerede gennemført større skattelettelser. Det kan blive svært for partiet at undgå sønderlemmende kritik af forslag til finansieringen, og dynamiske effekter viste sig allerede ved 1990-valget at have lav legitimitet. Skattepolitikken er blot én af mange udfordringer, der kan gøre det nye parti til en kuriøs parentes allerede inden næste valg. Men der er plads til partiet på den politiske scene, og det er kommet særdeles heldigt fra start. Resten er op til, hvordan Ny Alliance spiller kortene og ikke mindst, hvordan modspillerne spiller deres. Det er sandsynligt, at Ny Alliance trækker vælgere nok til, at VKO-flertallet forsvinder. Samtidig kan det meget vel tænkes, at endnu flere end sidst vil pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Men hans strategi har været bygget op om en midtsøgende fordelingspolitik, som kunne tiltrække socialdemokratiske vælgergrupper, og på et godt og loyalt samarbejde med Dansk Folkeparti. Meget tyder på, at statsministeren får brug for en plan B efter næste valg. MM

5