S-formand mangler en klar strategi

Transkript

1 Politik S-formand mangler en klar strategi Dagligdag. Den nye S-formands projekt med at rykke partiet lidt til højre er lykkedes - Men den diffuse højredrejning har endnu ikke givet bonus i betydende vælgergrupper - Statsministeren har fortsat godt fat i arbejdervælgerne - Derfor er der stor risiko for, at resultatet bliver yderligere afvandring til venstrefløjen og de Radikale har behov for en langt klarere strategi, hvis partiet skal gøre sig håb om at erobre regeringsmagten ved et kommende folketingsvalg. Den umiddelbare medvind i meningsmålingerne, som valget af Helle Thorning- Schmidt gav anledning til, er allerede ved at lægge sig. Det skyldes bl.a., at de fortsat diffuse politiske signaler er ude af takt med de vælgergrupper, som partiet skal have i tale for at realisere et regeringsskifte. Fortsætter den nye socialdemokratiske ledelse i samme spor, er der stor risiko for, at den socialdemokratiske nedtur fortsætter. Sådan lyder konklusionen på Ugebrevets analyse af de foreløbige resultater af det kursskifte, som partiets nye formand varslede ved sin tiltræden for to en halv måned siden. Analysen, der er lavet i samarbejde med professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet, er baseret på en vælgerundersøgelse foretaget af ACNielsen AIM i dagene 6. til 12. juni. Undersøgelsen omfatter 573 svarpersoner over 18 år. Analysen viser, at Helle Thorning-Schmidts projekt med at rykke partiet lidt til højre er lykkedes - set med vælgernes øjne. Det gælder for begge de dimensioner, der er afgørende i dansk politik - både den traditionelle fordelingspolitik (f.eks. velfærdspolitikken) og værdipolitikken (f.eks. holdning til indvandrere). Men netop fordi højredrejningen er sket på begge dimensioner, vil det - på bare lidt længere sigt - være problematisk i forhold til en række vælgergrupper, som potentielt kunne bakke hende op. Det gælder f.eks.: Arbejdervælgerne, der i dag udgør den afgørende basis for VK-regeringen. Denne vælgergruppe, som siden begyndelsen af 90 erne for alvor har vendt partiet ryggen, sætter pris på en stram udlændingepolitik, men er samtidig den gruppe, som er mest imod velfærdsreformer. De unge og veluddannede kunne være basis for en endelig afsked med som arbejderparti, hvorefter Dansk Folkeparti kunne overtage den rolle. I den gruppe er præferencerne imidlertid stik modsat arbejdernes: Man hilser visse velfærdsreformer velkommen, men er til gengæld modstandere af en stram indvandrerpolitik. Skal man have den gruppe i tale, skal der også formuleres et politisk projekt, der er mere visionært end den nye formands mantra: at ville løse helt almindelige menneskers hverdagsproblemer. Kvinderne kunne være et nærliggende mål ud fra den antagelse, at de kunne have et ønske om - for første gang - at bringe en kvindelig statsministerkandidat til magten. Kvinderne er dog traditionelt mere venstreorienterede og velfærdsivrige end mænd, så heller ikke den mulighed er åbenlys. Fortsætter partiet den nuværende kurs, er chancerne for gevinst vanskelige at få øje på. Mulighederne for tab til gengæld indlysende. Når man lægger sin politik tæt op ad regeringen på næsten alle områder og nærmest overhaler den højre om på velfærdsspørgsmål, vil det næsten uundgåeligt skabe afvandring til venstrefløjen og (delvis) de Radikale. Som det skete i forbindelse med det seneste folketingsvalg, hvor for andet valg i træk tabte tilslutning på sin udlændingepolitik. Se Ugebrevet nr. 6, Det kan partiet kun leve med, hvis det til gengæld giver mulighed for at gøre et solidt indhug blandt de borgerlige partiers vælgere. Lidt medgang har strategien dog haft i meningsmålingerne. Hvilket nok først og fremmest må tilskrives en umiddelbar sympati for den nye formand som person og en dif- 24 Nr juni 2005

2 fus forestilling om fornyelse. Al erfaring viser imidlertid, at det langtfra er nok til at skabe varig bevægelse blandt vælgerne. Da Anders Fogh Rasmussen op til valget i 2001 som ny statsministerkandidat havde succes med at gennemføre den modsatte øvelse, nøjedes han ikke bare med at efterligne s velfærdspolitik, men leverede også en klar forskel på det værdipolitiske område - strammere udlændingepolitik og retspolitik. Dermed var der en klar grund til at stemme på Venstre. En lignende politisk indholdsmæssig begrundelse er der - indtil videre - ikke for at stemme på. Vælgernes favorit vandt Der er ingen tvivl om, at Helle Thorning-Schmidt har været vælgernes foretrukne formandskandidat. Inden for næsten alle befolkningsgrupper er der i AIM-undersøgelsen et flertal, der foretrækker hende frem for Frank Jensen. Se figur 1. Og de socialdemokratiske vælgere adskiller sig ikke meget. Det mest karakteristiske er, at Thorning-Schmidt først og fremmest har appelleret til de unge vælgere. Blandt vælgerne under 40 år foretrak mere end to ud af tre hende, og blandt de socialdemokratiske vælgere var tendensen endnu mere udtalt: Thorning-Schmidt havde tre gange så mange tilhængere i denne aldersgruppe som Frank Jensen. Det gælder både for den nye formands egen nyliberale generation (de årige) og den mere venstredrejede generation under 30 år. Denne høje tilslutning blandt de unge er lidt af et paradoks, da det i udpræget grad er blandt de unge, at der er en positiv holdning til indvandrere. En positiv holdning udelukker ikke i sig selv en politik, der stiller stramme krav, men det er givetvis at gå langt over stregen, at Thorning- Schmidt har erklæret sig enig med Karen Jespersen. Til gengæld appellerer Thorning-Schmidt hverken specielt til kvinderne eller de højt uddannede. For den første gruppes vedkommende er det i god overensstemmelse med holdningsforskellene mellem kvinder og mænd. Kvinder ligger generelt længere til venstre på en lang række velfærds-, fordelings- og udenrigspolitiske spørgsmål. Det gælder også i denne AIM-undersøgelse, hvor der blandt mændene er et relativt flertal for at afskaffe efterlønnen for personer under 40 år, mens der blandt kvinderne er et klart flertal for at bevare ordningen. Blandt de socialdemokratiske vælgere er kvinderne faktisk den eneste gruppe, hvor sympatien for Frank Jensen er størst. Der er heller ikke større forskelle i vælgergruppernes sympati for den nye formand, hvis man sammenligner arbejdere og funktionærer. Til gengæld må det fra et strategisk synspunkt være interessant at notere, at tilslutningen blandt de privat ansatte er en anelse højere end blandt de offentligt Den rigtige formand Forskellige vælgergruppers foretrukne kandidat til S-formand Mænd Kvinder Over 60 Ingen/erhvervsuddannelse Studerende/videregående uddannelse Arbejdsløs Lav funktionær Høj funktionær Selvstændig Privat ansat Offentligt ansat Ude af erhverv Privat ansat funktionær Offentligt ansat funktionær Figur 1: Det mest karakteristiske er, at Helle Thorning-Schmidt først og fremmest har appelleret til de unge vælgere. Opinionsbalance, overvægt Helle Thorning-Schmidt minus Frank Jensen ansatte - specielt blandt socialdemokratiske vælgere. Det er især blandt de privat ansatte, at partiet har haft tilbagegang. Det mest markante budskab om den nye formands politiske profil får man dog, hvis man sammenholder vælgernes holdning til de to formandskandidater med vælgernes partipræferencer - ved valget i februar og i dag. Blandt de, der stemte på et venstrefløjsparti ved folketingsvalget, var vurderingen af de to formandskandidater ens, mens overvægten for Helle Thorning-Schmidt var størst blandt Dansk Folkepartis vælgere. Blandt de, der vil stemme på et venstrefløjsparti i dag, er stemningen til gengæld klart negativ, mens de nuværende socialdemokratiske vælgere er den mest positive gruppe. Se figur 2. Forklaringen er, at der alene i kraft af den nye formands politiske profil og personlighed er sket en forholdsvis dramatisk omrokering af vælgerkorpset. En temmelig stor del af de socialdemokratiske vælgere, der foretrak Frank Jensen, Nr juni

3 Dramatisk omrokering Vælgernes foretrukne kandidat til S-formand sammenholdt med partipræferencer ved valget i februar og nu Venstrefløj Midterpartierne Venstre/Konservative Dansk Folkeparti Figur 2: En stor del af de socialdemokratiske vælgere, der ønskede Frank Jensen som formand, foretrækker i dag at stemme på et parti på venstrefløjen. Til gengæld har S fået tilgang af tidligere borgerlige vælgere. Overvægt Helle Thorning-Schmidt minus Frank Jensen Folketingsvalg 2005 Partipræference juni 2005 er forduftet til venstrefløjen eller ved-ikke-gruppen. Mens en del Thorning-Schmidt-sympatisører blandt VKO-vælgerne er gået til eller ved-ikke-gruppen. Det er denne bevægelse, der indtil nu har givet fremgang i meningsmålingerne. Ifølge AIM-undersøgelsen ville 15 pct. af de ikke-socialdemokratiske vælger (inklusive sofavælgerne), der foretrak Helle Thorning-Schmidt, stemme socialdemokratisk, hvis der var valg i morgen. Blandt Frank Jensens sympatisører er tallet 2 pct., mens det er 10 pct. for de neutrale ikke-socialdemokratiske vælgere. Dermed er der i hvert fald ingen tvivl om, at partiet - set fra et strategisk synspunkt - har fået den rigtige formand. Hvor et valg af Frank Jensen ville havde styrket i konkurrencen med venstrefløjen, har valget af Thorning-Schmidt - i hvert fald indledningsvis - styrket hendes parti i konkurrencen mod regeringen. Uklar gevinst Hvad det mere præcist er, der har fået vælgerne til at vandre, er lidt vanskeligere at sige. På spørgsmål om, hvordan den nye formand kontra Mogens Lykketoft vil præge partiets politik, er det tydeligt, at vælgernes opfattelse af Thorning- Schmidt stadig er forholdsvis diffus. Budskabet om, at man vil samarbejde mere med regeringen, er gået klart ind. Se figur 3. Det samme gælder den nye formands stramme politik på indvandrerområdet. Til gengæld har hendes meldinger om efterløn og folkepension endnu ikke skabt nogen klar opfattelse af, at hun skulle være mindre optaget af at sikre økonomiske lighed eller være mere nedskæringsivrig end sin forgænger. I den sammenligning spiller Lykketofts mangeårige fortid som finansminister givetvis ind. Det mest overraskende ved sammenligningen er imidlertid, at der stort set ikke er forskel på vælgernes vurdering af de to formænds troværdighed. Heller ikke blandt de socialdemokratiske vælgere. En forklaring kan være, at Mogens Lykketoft traditionelt har haft en temmelig høj troværdighed. I et strategisk perspektiv er det afgørende, hvordan budskaberne er blevet modtaget og aflæst i de forskellige vælgergrupper. Det kan give et fingerpeg om s muligheder for at konkurrere med regeringen og om budskabernes langtidsholdbarhed. Dansk politik er i dag struktureret omkring to konfliktdimensioner, der stort set ikke er indbyrdes forbundne: Den traditionelle fordelingspolitiske højre-venstre-dimension (sociale reformer, indkomstfordeling mv.) og en ny værdipolitisk venstre-højre-dimension (indvandring, lov og orden mv.). Venstrefløjen er venstreorienteret på begge dimensioner, og højrefløjen er højreorienteret på begge. Men derudover placerer en stor del af vælgerne sig forskelligt på de to dimensioner. Venstre har f.eks. erobret regeringsmagten ved at gøre indhug i den gruppe tidligere socialdemo- Budskabet om samarbejde er forstået Vælgernes vurdering af s politiske profil under Helle Thorning-Schmidt sammenlignet med Mogens Lykketoft Mest samarbejde med regeringen Mindst vægt på økonomisk lighed Mest stramme indvandrerpolitik Mest besparelse på velfærd Størst troværdighed Figur 3: Budskabet om samarbejde og invandrere er forstået. Der er mere tvivl om den nye formands meldinger om efterløn og folkepension. Overvægt Helle Thorning-Schmidt minus Mogens Lykketoft 26 Nr juni 2005

4 kratiske vælgere ( gamle socialister ), som ligger til venstre på den fordelingspolitiske dimension og til højre på den værdipolitiske. Se figur 4. Det logiske socialdemokratiske modtræk kunne gå ud på at erobre denne gruppe - groft sagt arbejderstemmerne - tilbage ved at fastholde den stramme indvandrerpolitik og betone en velfærdspolitisk forskel til regeringen. En anden mulighed var at satse på de grønne borgerlige. Ligesom arbejdervælgerne i 90 erne kom til at føle sig politisk hjemløse, er der i dag en del af de grønne borgerlige, som ikke har helt let ved at vælge parti. Det er en gruppe, som umiddelbart ville blive tiltalt af Thorning-Schmidts individualistiske udstråling. Indtil videre er der dog ikke noget, som tyder på, at partiets strategi går i den retning. Det forbyder den stramme udlændingepolitik, hvorfor det også er en gruppe, som især de Radikale appellerer til. AIM-undersøgelsen tyder ikke på, at det er lykkedes at slå igennem i nogen af de to grupper. I den lidt forenklede inddeling af de fire vælgergrupper, der er foretaget i analysen, er der i dag faktisk kun entydig fremgang for på højrefløjen, men datamaterialet er for småt til at afgøre dette med sikkerhed. Står dette resultatet til troende, kunne forklaringen være, at den umiddelbare sympati i de andre grupper allerede er ved at fordufte, fordi man har fået et klarere billede af Thorning-Schmidts politiske profil. Og at denne større klarhed er årsagen til tilbagegangen i meningsmålingerne. Er det tilfældet, vil det blot øge forventningspresset på den nye formand. For yderligere tilbagegang i meningsmålingerne vil skabe tvivl om hendes lederskab - og gøde grobunden for de mange latente konflikter i partiet. En kæmpe kommunikationsopgave At det under alle omstændigheder er en meget stor opgave, som Thorning-Schmidt har påtaget sig, fremgår også af vælgernes reaktioner på de forslag, som hun i mere eller mindre bløde vendinger har fremsat. Det udspil, den nye formand er blevet mest kendt for, er forslaget om at afskaffe efterlønnen for alle under 40 år. Det er et lille flertal imod ( 44 pct. mod 37). Til gengæld vil et flertal godt være med til at hæve efterlønsalderen til 62 år - i takt med at der blive flere ældre i Danmark. Se figur 5. Det er i øvrigt en tanke, som partiets såkaldte venstrefløj - med Svend Auken i spidsen - har talt positivt om. Der er også flertal imod ideen om at hæve folkepensionsalderen, og det er - med den nævnte undtagelse - i det hele taget svært at finde støtte til hele tankegangen om, at det bliver nødvendigt at skære i velfærden på grund af det stigende antal ældre. Forslaget om at afskaffe efterlønnen møder modstand i To dimensioner i dansk politik Fordeling af vælger- og socialgrupper i den to-dimensionale konfliktstruktur Fordelingspolitisk venstre Venstrefløj Offentligt ansatte Gamle socialister Arbejdere Værdipolitisk venstre Værdipolitisk højre Grønne borgerlige Privat ansatte funktionærer Højrefløj Selvstændige Figur 4: Venstrefløjen er venstreorienteret på begge dimensioner, og højrefløjen er højreorienteret på begge dimensioner. Men derudover placerer en stor del af vælgerne sig varierende på de to dimensioner. Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen. alle aldersgrupper, også blandt de unge. Flertallet af de årige synes dog, at det er o.k. at hæve folkepensionsalderen. Det synes højere funktionærer også, mens arbejderne helt generelt er imod - og langt hellere vil hæve folkepensionen. Hvis det virkelig er arbejdervælgerne, som Thorning- Schmidt vil have i tale, vil hendes store kommunikationsevner virkelig blive sat på prøve. Vælgergruppen gamle socialister, hvor hovedbestandelen er arbejdere, har nemlig en lidt anden opfattelse af Thorning-Schmidt end de andre tre vælgergrupper. De gamle socialister forventer en mere lighedsorienteret politik end under Lykketoft - lige som de i mindre grad end andre grupper forventer besparelser på velfærdsområdet. Skal Thorning-Schmidts udtalelser tages for pålydende, er det nærliggende at se dette som udtryk for ønsketænkning. Hvilket nemt kan medføre skuffelser og flere konflikter med fagbevægelsen, som i forvejen er hårdt trængt af de mange borgerlige medlemmer. Her tænkes ikke bare på 3F - sammenslutningen af SiD og KAD - som kritiserede formanden i sidste uge. 3F hører ikke til Thorning-Schmidts nærmeste fanskare, men at der fortsat er borgerligt flertal i denne del af fagbevægelsen, kan man dog næppe alene laste hende for. Det har været tilfældet siden valget i Se Ugebrevet nr. 30, s nye ledelse kan naturligvis også håbe på, at der gradvist vil ske en nedslidning af Anders Fogh Rasmussen, så han ikke er helt så frygtindgydende en modstander som under valgkampen i februar, hvor Venstre dog også gik tilbage. Der er meget lang tid til næste valg, men indtil videre er der intet, som tyder på, at den brede vælgerkoalition, der bragte VK-regeringen til magten, er ved at gå i opløsning. Fordelingspolitisk højre Nr juni

5 Fogh er en formidabel modstander "Foretrækker De regeringens skattestop eller s?" "Hvilken regering er til at sikre indvandreres integration i samfundet - den nuværende regering under Anders Fogh Rasmussen eller en socialdemokratisk regering under Helle Thorning-Schmidt?", "Hvilken regering er til at sikre beskæftigelsen - den nuværende under Anders Fogh Rasmussen eller en socialdemokratisk regering under Helle Thorning-Schmidt?" Figur 5: Selv på beskæftigelsesområdet, der traditionelt er en vindersag for S, vurderer vælgerne, at VK-regeringens indsats vil være på linje med en S-regerings. Ser man på de politiske emner, som især holder koalitionen intakt, er der ingen tegn på, at regeringen har tabt momentum. Selvom der ikke er noget vælgerkrav for skattelettelser, bliver skattestoppet stadigt mere og mere populært. I AIM-undersøgelsen er hele 61 pct. af vælgerne enige i, at det bør fortsætte i de nærmeste år, mens kun 25 pct. er uenige. Som det var tilfældet under Lykketoft, er det dermed en af de største udfordringer, som den nye formand må forsøge at løse. s og de Radikales tanker om et skatteloft vandt ikke gehør blandt vælgerne. Derfor er Helle Thorning-Schmidt og den øvrige ledelse da også i gang med at reformulere forslaget som et alternativt skattestop. Det endelige resultat vil først vise sig i løbet af efteråret, men hvor svært det er, fremgår af AIM-undersøgelsen. Her er det socialdemokratiske skattestop formuleret som en garanti om, at ingen skatter (inklusive ejendomsskatten) må stige med mere end lønudviklingen. Men selv under den forudsætning er der klar opbakning til regeringens udgave. Se figur 5. I lighed med tidligere undersøgelser viser også denne, at det især er blandt arbejderne, at regeringens skattestop er populært. Den opgave forekommer helt umulig at løse, så længe der ikke er klare beviser på, at det går ud over centrale dele af velfærdsstatens ydelser. Der er næppe heller tvivl om, at regeringen - trods Thorning-Schmidts omfavnelse af Karen Jespersen - stadig står stærkest som garant for en stram indvandrerpolitik. Men også i det tilfælde må man formode, at Thorning-Schmidt måtte tilbyde noget ekstra for at få arbejdervælgerne tilbage. En model kunne være at satse benhårdt på integrationspolitikken, hvilket blev forsømt under valgkampen. Men heller ikke her har den nye formand noget umiddelbart fortrin for Anders Fogh Rasmussen, og den netop indgåede integrationsaftale mellem regeringen, og Dansk Folkeparti vil selvsagt ikke styrke en særlig socialdemokratisk profil. Se i øvrigt artikel side 29. At de radikale ikke er med, kan regeringen tilmed bruge som endnu et argument for, at en SR-regering vil skabe usikkerhed på hele indvandreområdet. Aftalen hindrer ikke, at fremover kan stille nye forslag på området, men skal det have gennemslagskraft, må det som minimum ske i samarbejde med den kommende regeringspartner. Som nævnt er der meget længe til næste valg, og regeringen kan nå at begå et utal af fejl, som vil styrke s muligheder. Det synes dog at være en chancebetonet satsning, da regeringen - trods forårets mange balladesager - stadig står stærkt. At Fogh er en formidabel modstander, fremgår ikke mindst af, at den nye S-formand ikke engang har et fortrin i vælgernes bevidsthed, når det gælder om at sikre beskæftigelsen. Det er et politikområde, som nærmest har førstefødselsret til, og noget lignende er ikke set siden Schlüters storhedstid i midten af 80 erne. Poul Albret pal@mm.dk 28 Nr juni 2005