SOMMELIER. TEMA Riesling Soave - Efteruddannelse 3/2009. Pionértur til Grækenland. Bollingers topvine. Vinhøst to gange.

Transkript

1 SOMMELIER MEDLEMSBLAD FOR DANSK SOMMELIER FORENING OG VENNER 3/2009 Pionértur til Grækenland Bollingers topvine Vinhøst to gange Kom til London Håndlavet grappa 46 vindere Brachetto d'acqui Latour i Bourgogne Jancis Robinson i Danmark Et paradis i Victoria Wiesbadens rådhusplads er i august ramme om en munter vinfestival, hvor unge og ældre med eller uden børn får sig et glas eller to plus fast føde i alle afskygninger. Når festivalen slutter, begynder to dages smagninger for professionelle af de nye vine fra Tysklands Prädikatsweingüter. Profilen TEMA Riesling Soave - Efteruddannelse

2 SOMMELIER 3/ PROFILEN Peter Pepke, 25, født og opvokset i Afrika, indtil familien flyttede til Bornholm,. Har arbejdet som tjener, siden han var 18 på Divan 2 og nu Restaurant Paustian ved Bo Bech. Er i gang med tjeneruddannelsen på Hotel- og Restaurant Skolen og er opsat på at blive en topprofessionel sommelier. Første trin i det projekt var deltagelse i Vinakademiets sommelieruddannelse og optagelse i D.S.F. Hvordan vil du beskrive dig selv? Loyal, hårdtarbejdende, gammeldags, sætter en ære i at gøre tingene rigtigt. Også lidt flabet nu og da. Hvad kan du bedst lide at foretage dig? Arbejde, servicere, være på. Hvem beundrer du mest? Min mor og far. Fagligt: Damiano Alberti, min restaurantchef. Hvad fortryder du mest? At jeg var for længe om at blive målrettet. Hvad er du mest stolt over at have gjort? Indtil videre optagelsen i D.S.F. og gennemførelsen af Vinakademiets kursus. Hvad er dit højeste ønske? At få Master of Wine-titlen og engang vinde DM. Hvad vil være det værste, der kan ske for dig? Ikke at kunne arbejde. Har du en leveregel? Lev i nuet. Dennis Pihl Christiansen, 34, er udlært kok fra Restaurant Kanalen samt tjener fra Schiøtt's og Le Sommelier. Derudover har han arbejdet på TyvenKokkenHansKone (osv)., Svogerslev Kro, R-Vinbar, Divan2 og Le Sommelier. Hvordan vil du beskrive dig selv? Energisk og loyal. Hvad kan du bedst lide at foretage dig? At være i selskab med kæresten, familien og venner. Og så selvfølgelig arbejdet med vin og mad som i høj grad også er en hobby. Hvem beundrer du mest? Der er faktisk flere, men af dem, jeg har mest respekt for, er nok Erik, Jesper og Francis (Le Sommelier), men også Bo & Lisbeth Jacobsen, som har åbnet mine øjne for nye vine og områder, jeg ikke før har beskæftiget mig med. Desuden min tidligere kollega Dennis Rasmussen (MR), der har en stor andel i, at jeg er blevet sommelier. Hvad fortryder du mest Jeg er ikke typen, der bruger tid på at fortryde. Hvad er du mest stolt over at have gjort? At jeg har nået både at blive kok, tjener og sommelier. Hvad er dit højeste ønske? At blive endnu dygtigere til mit fag, og være i stand til at tilegne mig ny viden hele tiden. Hvad vil være det værste, der kan ske for dig? Det er jo selvfølgelig, at der skulle ske noget med nogen tæt på mig. Har du en leveregel? Jeg prøver at tage tingene, som de kommer, og ikke stresse over i morgen. SOMMELIER 3/ årgang Redaktør (ansv.): Jørgen Aldrich I redaktionen: Tim Vollerslev, Keld Johnsen Annoncer: Jørn S. Larsen og Peter Trauboth Layout og desktop: Catharina Oksen Tryk: Tryk & Kopi Udgiver: Dansk Sommelier Forening Praktisk Sommelier udkommer fire gange om året og sendes til medlemmer og venner af Dansk Sommelier Forening. Bladet er baseret på frivillig arbejdskraft. Alle indtægter går til uddannelse, konkurrencer og fagligt samvær. Vennemedlemskab koster kr. årligt og tegnes ved henvendelse til Bent Aamand, Skovhuset, Strandskovvej 15, Nordenhuse, 5800 Nyborg, tlf / , b.aamand@jubii.dk Vennemedlemmer har adgang til D.S.F.s medlemsliste. Alle henvendelser om adresseændringer, kontingentindbetaling og fakturaer rettes til Bent Aamand. Redaktionelt materiale sendes enten som eller på cd til Jørgen Aldrich, Fægangsvejen 88, Dalby Strand, 4281 Gørlev, tlf / , aldrich@ live.dk Færdigt annoncemateriale kan sendes eller mailes direkte til: Catharina Oksen, Fredensgade 6, 4800 Nykøbing F, catharina.oksen@mail.dk Deadline for annoncer til næste nummer af SOMME- LIER er 15. november. Annoncer, nytegning og ændringer: Jørn S. Larsen, Ulspilsager 12C, 2791 Dragør, tlf , jsl@venlig.dk Peter Trauboth, Østrigsgade 24, 1.th., 2300 København S, tlf , pt@restaurantumami.dk Dansk Sommelier Forenings bestyrelse Præsident: Jesper Boelskifte, Brasserie Le Sommelier. Tlf.: , jb@restaurantumami.dk Vicepræsident: Tim Vollerslev, The Rezidor Hotel Group. Tlf.: , tim@vollerslev.dk Redaktionsmedlem: Keld Johnsen, Restaurant The Diplomat. Tlf.: , madvin@post9.tele. dk Kasserer: Bent Aamand. Tlf.: , mobil: , b.aamand@jubii.dk Annoncer: Jørn S. Larsen, jsl@venlig.dk og Peter Trauboth, pt@restaurantumami.dk Sekretær: Christian Høj Jørgensen Konkurrenceplanlægning: Christian Aarø Mortensen Revisor: Søren Hansen Det går fremad Sig soave, og stort set alle, som kan huske år tilbage, siger "Åh nej, ikke det". Soave - det er noget med hvidt sprøjt i store flasker. Sådan var det engang. Men tiderne skifter. Soave er i dag generelt noget helt andet end anno damals. Generelt - for selvfølgelig kan man stadig finde sprøjt. Kooperativerne på egnen, som står for 80 pct. af produktionen, er ikke ligefrem pionerer mht. kvalitet. Men akkurat ligesom nogle af de små og mellemstore producenter udgiver vine, som ikke er bemærkelsesværdige, kan et kæmpeforetagende som Cantina Sociale di Soave godt være nogle af sine topvine bekendt. I dag er der producenter, som anses for de førende mht. kvalitet. For år siden var der to-tre af slagsen. Så det går pænt fremad. Soaves problem i dag er den forvirring, der råder vedrørende doc- og docg-appellationerne. Nogle producenter ønsker ikke at melde sig til docg-ordningen, fordi de ikke vil koncentrere vinen så meget som krævet. De nøjes med at kalde deres vine for Classico. Spørgsmålet er dog, om den indbyrdes uenighed betyder noget for forbrugerne. Har man smagt en vin og kan lide den, er det vist temmelig ligegyldigt, om der står DOC eller DOCG på etiketten. Også tyske vine har et image-problem. Adskillige toprestauranter er fuldtud klar over, at det er synd og skam at udelukke tysk top-riesling fra vinkortet, men samtidig har en hel del endnu ikke fundet ud af det. Måske fordi der ikke er en automatisk efterspørgsel fra gæsterne. Blandt forbrugerne i bred almindelighed er tysk vin jo synonymt med sødsuppe a la Piesporter og Liebfraumilch. Denne udgave af SOMMELIER tager fat på begge de grimme ællinger for at gøre op med nogle af myterne. Efteruddannelse er også blandt temaerne i dette nummer, og præsentationen af D.S.F.'s medlemmer fortsætter i form af Profilen. Fra og med næste nummer af bladet det udkommer til december vil deltagerne i Profilen også få stillet et par vinrelaterede spørgsmål. Så husk nu at sende en mail til redaktøren (aldrich@live.dk) og få tilsendt spørgsmålene. Vi vil gerne have alle med. Redaktionen er særligt glad, når der kommer indlæg fra medlemmerne. I dette nummer er det en pionértur til Grækenland, der beskrives muntert og kritisk. Mere af samme slags, tak! God læselyst og på gensyn til december. Snigpremieren på de tyske VDP-rieslinger fandt sted i Wiesbadens Kurhaus.

3 4 [siden sidst] SOMMELIER 3/2009 SOMMELIER 3/2009 [siden sidst] 5 Zin til artiskokker Mike Hendry er den tredje generation, som er involveret i produktionen på den familieejede vingård i Napa Valley. Hendry Wines stammer fra 1932, da George W. Hendry købte sine første vinmarker, men det varede adskillige år, inden Hendry-navnet optrådte på gårdens vine. Den årlige høst blev længe solgt til Robert Mondavi cabernet til Opus One og andre druer til Mondavis Reserve-vine. Det blev en zinfandel, som markerede premieren på Hendry Wines. Det skete i Næste skridt blev at bygge et winery, og det stod færdigt i 2001, samtidig med at Mike Hendry vendte hjem fra Canada for især at tage sig af vinmarkerne, men også hjælpe til med kælderarbejdet og markedsføringen. Det er det sidstnævnte arbejde, der bragte Mike til København i maj. Her præsenterede han for en lille kreds en lang række af sine vine til en menu på det nye københavnske insted, MASH. Menuen bestod af stegte kammuslinger, grillede kalvebrisler, en velvoksen ribeye-bøf og oste, og der var ingen tvivl om, at de kødfulde Henry-rødvine var som skabt til kødet. Bedst var Hendry Red Blend, en blanding af de klassiske Bordeaux-druesorter. Måske fordi den i højere grad end de øvrige rødvine ramte præcist ned i de europæiske smagsløg. Til brislerne var en anden rødvin perfekt: 2006 Pinot Noir. Glat, frisk, harmonisk. Forud var serveret et par aperitiffer: en fed, flot Pinot Gris og en Albariño i rentsmagende galicisk stil. De to følgende hvidvine var begge chardonnay, dels en u-træet, dels en fadgæret, og det var sidstnævnte, som med sin fedme og nøddeagtige smag harmonerede bedst med de stegte kammuslinger. Mike bruger Dijon-kloner, høstudbyttet er lavt, og vinen gennemgår ikke den malolaktiske andengæring, så Hendry's chardonnayer fremtræder stilmæssigt meget europæiske. Træ er jo ved at være et fyord i forbindelse med vin, men der trives nogle misforståelser om fadlagring, bler vi enige om. Når en vin har markant træsmag, kan det skyldes for kort fadlagring. Træet har sat sit præg på vinen, men er ikke blevet integreret i den. Skal en vin fadlagres, er f.eks. 12 måneder meget bedre end tre eller seks, hvis man vil undgå træsmagen. Mikes vine hører ikke hjemme i den alkoholsvage liga, så vi bevægede os også lidt ind på problemet med bordvine på 15 pct. eller det, der er værre. Men nogen patentløsning havde han ikke. Hendry's Primitivo holder f.eks. 16,3 pct., men den kan alle heller ikke lide, sagde Mike. Zinfandel ligger på 15,2 pct. - og er for Mike's onkel favoritvinen til artiskokker... Aftenens topvin blev Hendry Cabernet Sauvignon i hhv. den flotte årgang 2004 og superudgaven årgang 2000 begge fra magnumflasker. Her var både kraft, fylde og elegance. Copenhagen Wine, der er specialiseret i økologiske og biodynamiske vine, har agenturet på Hendry Wines for hele Europa. J.A. Mike Hendry tager sig først og fremmest af vinmarkerne. Compagniet Hej Sommelier! Compagniet Hos os kan du købe Deiss, La Casenove, La Tour Vieille, Montus, Bouscassé, Ampelidæ, Barnaut, Léger, Marchand, Geoffroy, Juliette Avril, Les Ormes Sorbet, Fontis, Alario, Busso, Pecchenino, San Fabiano Calcinaie, Collemattoni, Le Calcinaie, Ca Lustra, Cossentino, Bordalas García og Carmelo Rodero. Vi sælger allerede disse vine til en lang række af Danmarks bedste restauranter, men vi har stadig masser af plads i vores kundekartotek... Så ring bare til Flemming på tel eller Helge på tel eller tag et kig på Kig på siden, tilmeld dig servicen og modtag to ugentlige mails om italiensk vin. Du og din restaurants økonomi vil ikke fortryde det! Et paradis i Victoria Warrenmang Vineyard Resort er en charmerende lille vinlandsby med den bedste restaurant i terra australis. Sådan har vinskribenten Jeremy Oliver beskrevet Warrenmang, som ejes og drives af Athalie og Luigi Bazzani.. Athalie er austrailer, Luigi italiener med rødder i Parma. Netop den italienske forbindelse kunne smages under udstillingen Smag på Australien, hvor Bazzaniparret deltog med bl.a. deres Vinello by Bazzani, en rødvin komponeret af barbera, dolcetto og nebbiolo. Unægtelig en usædvanlig blanding, men resultatet var indtagende. - Det er vin til mad, sagde Athalie. Det er Warrenmangs vine i det hele taget, for som det fremgik af det indledende citat, står den ikke blot på vinproduktion, men også på restaurantdrift. Stedet ligger et par timers kørsel fra Melbourne og bryster sig af flot natur, tennisbaner, svømmepøl og kælderbesøg. Der er plads til 84 overnattende gæster, så det er bare om at komme af sted. Se mere på Warrrenmang's vinliste omfatter Bazzani Chardonnay, Bazzani Shiraz Cabernet, Black Puma Avoca Shiraz, den nævnte Vinello samt Warrenmang Grand Pyrenees, der er blandet af cabernet franc, cabernet sauvignon, merlot og shiraz. Delstaten Victoria er hjemsted for adskillige vellavede udgaver af pinot noir. Dem var der nogle stykker af på udstillingen, som blev afviklet på Hotel- og Restaurantskolen i København. Blandt de bedste var Giaconda (H.J. Hansen Vin), Gembrook Hill og Yering Station (Laudrup Vin) samt Trentham Estate (Theis Vine). Lækker pinot kunne også findes hos tasmanske Tamar Ridge (World of Wine) og Mount Trio, Western Australia (Vesterstrøm Vine). Andre oplevelser inkluderede Stringy Bare's Riesling fra Clare Valley og Primo Estate's D'Elena Pinot Gris fra McLaren Vale (Højelse Vinkælder), Plantagenet Chenin Blanc, WA, Tower Semillon, Hunter, NSW, og Yering Pinot Gris, Yarra Valley (Laudrup), The Long Paddock Pinot Grigio, King Valley, Victoria (Leisner Wine), Pennyfield Wines Viognier, Riverland, SA (Vin- DownUnder) og endelig et par gode udgaver af barbera: Margan Family Winegrowers (Solarex Wines) og Gapsted Wines (VinDownUnder). J.A.

4 6 [siden sidst] SOMMELIER 3/2009 SOMMELIER 3/2009 [siden sidst] 7 Urpremiere i Søllerød Der var tale om intet mindre end en aldrig tidligere gennemført smagning, da Christian Philipson sidst i august bød på syv årgange af Bollingers legendariske Vieilles Vignes Francaises. Scenen var Søllerød Kro, dirigenterne var kældermester Mathieu Kauffmann og marketingchef Stephen Leroux, deltagerne var vinskribenter og sommelierer, og over det hele svævede Jan Restorff og hans stab. For lige at kalibrere smagsløgene indledtes med tre af Bollingers mere kommercielle produktion: Special Cuvée er, som Mathieu Kauffmann sagde, det modsatte koncept af Vieilles Vignes Francaises (VVF). Produktionen er stor og vinen resultatet af en blanding af 300 forskellige vine fra landsbyer. Det er altså en vin, der udkommer i store oplag.den havde en let oksideret duft, god saftighed og ren smag af frisk frugt. La Grande Année årgang 2000, der er 100 pct. fadgæret, virkede næsten som en stille vin. Boblerne var nærmest fraværende. Sådan er det undertiden med champagne. Der kan være ganske store forskelle fra flaske til flaske. Rosé Brut er Mathieu Kauffmanns baby. Fin farve, frisk og boblende, let og yndefuld. Der bruges fem pct. rødvin ved fremstillingen, hvilket er mindre end andre huse bruger til roséer. Baggrunden er, at Bollinger fremstiller en meget mørk rødvin til formålet. Den macererer i hele tre uger. En mark gik tabt Så var det tid til det egentlige formål med sammenkomsten. Bollinger har 160 hektarer vinmarker, men VVF kommer udelukkende fra to små parceller ved hovedkvarteret. En lille VVF-mark i Bouzy blev i 2003 angrebet af phylloxera, så den er gået tabt. Vinstokkene på VVF har jo overlevet upodede, hvilket er en del af forklaringen på den kvalitet, de leverer. Desuden gror der planter - alle pinot noir - pr. ha, hvilket er helt ekstremt. Til gengæld giver hver plante kun to drueklaser mod normale vinstokkes 10 klaser. Den gennemsnitlige årlige produktion af VVF er 3500 flasker. Fra 1999 til 1981 Smagningen omfattede årgange fra 1999 tilbage til 1981, og det blev for deltagerne en lystvandring med svære overvejelser undervejs om, hvilken vin man foretrak. Man kunne roligt kalde det tvivlrådighed på et højt plan, for alle vinene var bemærkelsesværdige var nok årgangen, som de fleste gerne havde liggende hjemme i kældrene for at kunne drikke den om år. Den var meget lukket og havde en markant syre, som utvivlsomt holder vinen i live meget længe var derimod perfekt udviklet og meget drikkelig nu. Mathieu Kauffmann talte om jordbær og let kogte toner, og duften forekom da også en anelse ældet. Både 1999 og 1998 de to eneste VVF i handelen havde en urteagtig, let bitter eftersmag. Den optrådte ikke i de ældre årgange, så det er formentlig en sidegevinst, som lige så stille fordufter var en vibrerende, afbalanceret og elegant vin med en blomstrende duft og en smag af tørrede frugter var et eksempel på flaskevariationen i Champagne. Første opskænkning gav en let og ret tør vin. Anden flaske: En langt bedre vin med let sødme og ekstrem drikkelighed. Årgang 1981 udgjorde finalen, og den var Mathieu Kauffmanns favorit. Syreniveauet var markant højere end i de øvrige vine og ville sammen med den koncentrerede smag bevare holdbarheden adskillige år endnu. På spørgsmålet, hvor gammel en VVF Mathieu Kauffmann havde smagt, lød svaret: Og hvordan var den så? - Den var o.k. J.A. Vinstokkene på de små Vieilles Vignes Francaises-marker giver kun et par klaser hver. Almindelige vinstokke giver en halv snes klaser. Ikke et ord om brændt gummi Siden en britisk vinskribent nævnte fænomenet, har begrebet brændt gummi plaget Sydafrikas vinproducenter. Bevæger man sig fra dagligvinene og helt derop, hvor englene synger, er der dog ingen aromaproblemer. Det kunne en sluttet kreds konstatere, da den nye Vinoble-butik i Københavns gamle Dalle Valle, Skt. Petri, var ramme om en smagning af Cape Winemakers auktionsvine Erik Ahlmann Larsen, Tedeum Vin, som gennem snart mange år har budt på disse vine og fordelt dem blandt interesserede restauranter, vinhandlere og privatpersoner, præsenterede vinene, 16 i alt fra dels den netop overståede auktion, dels fra ældre auktioner. Cape Winemakers Guild Auction blev dannet for 27 år siden af otte winemakers med ambitioner om at være blandt verdens bedste. Det var navne som Jan Boland Coetzee, Peter Finlayson og Achim von Arnim, der her trådte frem. Siden er adskillige kommet til, så kredsen i dag tæller 34. Man skal kvalificere sig til medlemskabet og ryger ud af gruppen, hvis man i to år ikke har fået en vin godkendt til auktionen. Der fremstilles meget begrænsede oplag af de enkelte vine, normalt ca. 300 flasker svarende til et enkelt fad. Indtægterne fra auktionen går ubeskåret til velgørenhed, bl.a. uddannelse af nye talenter til vinbranchen. Blandt de vine, som Erik Ahlmann havde medbragt, stod nogle selvfølgelig mere frem end andre. Der syntes at være en vis enighed blandt smagerne om, at når alkoholprocenten oversteg 14.5, havde vinene et problem. Det var der et par stykker, der gjorde. Bedst forekom 2006 og 2007 Beyerskloof Pinotage, harmoniske og næsten polerede vine med retning imod et klart pinot noir-udtryk. Desuden Bouchard Finlaysons 2007 Unfiltered Pinot Noir, 2007 Le Riche Cabernet Sauvignon Auction Reserve, 2006 Neil Ellis The Graduate, hans 2006 Rodanos og hans 2003 Syrah. Sidstnævnte holdt 15 pct. alkohol, men var ikke negativt præget af det. I Danmark sælges vinene videre uden fortjeneste til de involverede, så man gør altså nærmest en god gerning ved at drikke dem. Det gør ikke fornøjelsen mindre. J.A.

5 8 [siden sidst] SOMMELIER 3/2009 SOMMELIER 3/2009 [siden sidst] 9 Den yngste er boss Rivesaltes til (næsten) det hele Frédéric Drouhin er den yngste af de fire søskende, som i dag står for aktiviteterne i det gamle familieejede bourgognehus. - Men jeg er bossen, siger han selv. Frédéric står for det, han kalder overall activities, mens søsteren Véronique er ønologen, Philippe, den ældste, står for vinmarkerne, og Laurent plejer Drouhin-navnet i USA, hvor han er bosat. Vi er fire, men vi arbejder som én, hedder det om Robert Drouhins fire børn i husets præsentation af sig selv. Det er ikke en naturlov i vinverdenen, hvor der er mange eksempler på splittede familier. Bortset fra den amerikanske filial, Domaine Drouhin Oregon, fokuserer familien på Bourgogne fra nord til syd. Og det er den nordlige del, der er i fokus, da Frédéric en sommerdag kalder til smagning på Nimb. Der står chablis og havets frugter på programmet. på et lavpunkt. Han troede på potentialet og havde også lidt sentimentale grunde til sin interesse for regionen, da Drouhin-familien stammer herfra. Hovedkvarteret er Moulin de Vaudon, en vandmølle fra 1700-tallet, som ligger tæt på grand cru-markerne. Der har længe været arbejdet med organiske dyrkningsmetoder, og det indebærer bl.a., at grand cru-markerne ikke pløjes med tunge traktorer, men med hesteforspand. Forude vinker den totale biodynamiske dyrkning, som indebærer endnu mere strikse bestemmelser end dem, der gælder for organisk dyrkning. Hvis man får den tanke, at en nabo,som i blæsevejr sprøjter sine ikke-organisk dyrkede marker, kan være skyld i forurening af f.eks. Drouhins marker, beroliger Frédéric. - Det har ingen betydning, selv om et par rækker vinstokke bliver ramt. Kontrollen går derimod på, at man ikke selv har indkøbt pesticider. Både druer og vin Joseph Drouhin er såkaldt négociant-eleveur og dermed også indkøber af druer og vin. Den første chablis på dagens program er resultatet af et sådant indkøb, så den hedder blot Chablis og er en fadprøve årgang Den kommer i glassene sammen med Chablis Domaine til et par østers, og det er absolut sidstnævnte, der foretrækkes bordet rundt bl.a. også pga. en meget lille prisforskel. Røget laks med purløgsblomster ledsager den blomstrende Vaillons premier cru og den lidt reserverede Montmains, begge årgang Jomfruhummere får selskab af en charmerende, smørfed og feminin Vaudésir og en udfordrende, kompleks Les Clos, begge grand cru Les Clos kommer fra unge planter, så der er med tiden basis for noget rigtig godt. Stilen er genkendelig i Les Clos 2006, 2005 og 2004, som glider ned til hvide asparges, pighvar og fjordrejer. Efter alle de hvide vine skal vi lige have et par røde, men de kommer desværre ikke til deres ret. Begge vine er for varme, og de serveres til blåskimmeloste. Beaune Clos des Mouches 2005 kan man dog godt fornemme er rent lækkeri. Ifølge Frédéric kan man roligt gemme nogle flasker år, så børnebørnene kan få glæde af dem er et år på størrelse med 1959, mener han. Clos de Vougeot 1985 er gammel i sit udtryk, men har stadig sødme og fedme. Ganske godt klaret af en 24 år gammel bourgogne. Drouhins vine har i en lille menneskealder været forhandlet af H.J. Hansen Vin. J.A. I 1285 fandt rektoren på Montpelliers universitet, Arnau de Vilanova, på at kombinere druemost med druealkohol. Rektoren var også ansat ved kongen af Mallorcas hof, og den 17. november 1299 udstedte kongen, Jaume II, et patent på metoden, som samtidig blev beskrevet. Dermed var de såkaldte vins doux naturels (vdn) kommet til verden i det sydvestlige Frankrig, som i dag tegner sig for 80 procent af vdn-produktionen. Det er ikke tilfældigt, at Roussillons vinmarker er egnede til de søde dessertvine, for her falder meget lidt nedbør, og Solen skinner mere end andre steder i Frankrig. Det betyder fuldmodne druer med masser af det sukker, som skal komplettere den alkohol, der tilsættes for at stoppe gæringsprocessen. Eric Aracil fra Roussillons organisation for vinbranchen tog i begyndelsen af september til København og forestod på det tidligere Prémisse, nu Aarø & Co., en smagning af hjemegnens søde vine, Rivesaltes og Muscat de Rivesaltes. Som optakt forklarede han lidt om teknikken bag vinene: Gæringsprocessen stoppes med tilsætning af mellem fem og 10 pct. neutral druealkohol, der holder 96 pct. Der er ingen faste regler for, hvornår gæringen stoppes. Det afhænger helt af den type vin, man ønsker at fremstille. Nogle vine indeholder 100 g restsukker, andre 130 g osv. Alkoholprocenten skal ligge mellem 15 og 18, og hovedparten holder sig på 16. Rivesaltes opdeles i appellationerne Muscat de Rivesaltes, Rivesaltes Ambrés, Rivesaltes Tuilés og Rivesaltes Grenat. Forskellen handler om druesorter og lagringsmetoder, og resultaterne er ganske forskellige. Derfor kunne Eric Aracil fremlægge en lang liste over kombinationer af de forskellige typer med mad, men han erkendte dog, at man selvfølgelig kan gøre, hvad man vil. Det vil f.eks. næppe lykkes at få danskerne til at sservere vdn til kødretter. Ifølge Eric Aracil er der ingen nye tendenser f.eks. i retning af mindre søde typer, og det bekræftede en smagning af de vine, der findes på det danske marked. De, der gjorde sig bedst, var følgende: Muscat de Rivesaltes: 2008 Domaine Gardies Cuvée Flor (K.B. Vine), 2008 Domaine Pouderoux (Vinrosen), 2008 Château la Casenove (Compagniet), 2007 Mas Amiel (Vinea Nordic), 2005 Domaine Cazes Cuvée Bio (L'Esprit du Vin). Rivesaltes Grenat: 2003 Vignerons Dom Brial Cuvée Château les Pins Primage (Viticole Den Blå Port), 2001 Château la Casenove (Compagniet). Rivesaltes Tuilé: 2002 Vignerons Dom Brial (Sydfranske Vine), 1990 Nouvelle Société de la Côte Radieuse (H.J. Hansen). Rivesaltes Ambré: 2002 Héritage du Temps (Sydfranske Vine), 2001 Domaine la Casenove (Compagniet), 1996 Domaine Cazes (L'Esprit du Vin), Hors d'age Caves Languedoc Roussillon Cuvée Sweet Emotion (H.J. Hansen). J.A. Satsning i tresserne Joseph Drouhin, som er det korrekte navn for huset, ejer 73 hektarer vinmarker, hvoraf mere end halvdelen, 38 ha, ligger i Chablis. Dem opkøbte Robert Drouhin i tresserne, da interessen for området var Frédéric Drouhin (nr. to fra venstre) sammen med sine søskende: Laurent, Véronique og Philippe (th.). Muscat d'alexandrie er én af de muscat-kloner, der bruges til fremstillingen af Rivesaltes.

6 10 [siden sidst] SOMMELIER 3/2009 SOMMELIER 1/2009 3/2009 [siden sidst] På vej op I forbindelse med den store Bordeaux-smagning i København i januar var en del producenter rejst med deres vine til København. Blandt dem var Maryse og Didier Roba fra det familieejede slot Vieux Robin. Maryse og Didier arbejder hårdt for at højne kvaliteten, og man får masser af god vin for pengene. Vieux Robin producerer vin på flere kvalitetsniveau og har valgt at lave en supercuvée af håndplukkede specielt udvalgte druer fra gode årgange. Chateau Vieux Robin blev til præsentationen på Langelinie udvalgt i kategorien Vin til en særlig lejlighed, og det kunne man godt smage. Det var vin med klasse Classique var excellent selv i dette mindre år, rank, flot klar smag, hyben, læder og blomme Classique var sublim, en lækker moden vin, lakrids, tørret hø, ristetdenødder og kogt sveske. Classique er lavet på traditionel manér hvorimod Bois de Lunier er modnet på nye fade. Det smager klart igennem uden at dominere var ung og præget af fad, meget flot balance, blomme, solbær, ristet kaffe og læder, mens 1999 var mere moden, masser af røget bacon, lakrisd, moden blomme. En flot vin. Begge vine havde svage mindelser om vine fra Californien med god varme og fad. Collection-serien er vine specielt udvalgt af druer fra de bedste parceller og kun i de gode år. Den lagrer også på nye fade Collection var en super flot vin, stadig med godt gemmepotientale, masser af lakrids, anis, kogt blomme, brombær og en flot lang eftersmag Collection var ung og frisk med lidt overvægt af fad, men i fin balance med masser af ristet kaffe, chokolade, lakrids, blomme og solbær, en meget flot vin, som sagtens kan matche en 4-5 cru Bordeaux. Prisen nærmede sig også grand cru niveauet, men den var alle pengene værd. Smagningen blev fulgt af lidt fransk moderne landkøkken, og Vieux Robin passer til typiske retter af oksekød, lam og vildsvin, mad med godt med power, da Vieux Robin har god fylde og saftig smag. KJ Château Vieux Robin fremstiller vin af høj kvalitet og har kurs mod grand cru-niveauet. Der blev smagt og diskuteret livligt på den årlige Topvin-smagning. Et tilløbsstykke Den årlige Topvin-smagning er der altid mange, der ser frem til. En ren slikbutik for vinfolk. Masser af god vin, mulighed for at få en snak med de tilrejsende vinfolk og mingle med gode kollegaer inden for restaurant-branchen. DWC vin, Johs.M. Klein og Vinrosen spreder sig over flere kontinenter og mange forskellige vine. Eksempelvis australske Yalumba Winery med bl.a. topvinene The Signature og The Menzies. To klassiske australske vine med masse af power og varme. Quinta do Noval skænkede ud af 1964 Colheita, fed og lækker karamel, chokolade og blomme,. Lækker champagne i form af Cuvée des Ambassadeurs fra Comte Audoin de Dampierre, raffineret og ren vin, masser af grøn æble, lime og ristet brød. Lækker bourgogne fra Vinrosen. Jean Louis Trapet med Cevery Chambertin Clos Prieur, en flot vin med masser af rabarber, sveske, blå mirabelle, ristede nødder. Når Morgon smager som den fra Maison Christophe Pascalet, er det en fornøjelse at drikke. Kogte blåbær, rødgrød, let skov bund og ristede svampe i smagen. Domaine Ostertag fra Alsace med en del interessante vine som Muenchberg Crand Cru. En flot vin uden megen parfume, men elegance og masser af stikkelsbær, honning, ristede hasselnødder. DWC vine med et kæmpe udvalg af topvine fra Tyskland og en del fra Italien. Det er en fornøjelse, når danskerne får øjenene op for, at Tyskland ikke blot står for border shoppenes søde vine til klamme ganer. Smag lige en Fritz Haag Riesling Brauneberger med elegance, fedme og lækker smag af frisk papaya, mango og melon, flot vin. Keld Latour i Bourgogne Fremmødet af sommelierer var med god grund temmelig imponerende, da Theis Vine i begyndelsen af september kaldte til bourgogne-smagning i Restaurant Nomas selskabslokaler. Godt nok skulle der kun smages fem vine, men de udgjorde tilsammen en danmarkspremiere, idet de kom fra Château Latours 7,5 hektarer store Bourgogne-hus, Domaine d'eugénie i Vosne-Romanée. Latours præsident, Frédéric Engerer, forestod smagningen og indledte med at sige, at eftersom han var fra Paris, og det kun tog tre timer at komme derfra til Bourgogne mod over fem timer til Bordeaux, så var det Bourgogne, han drog til som ung student i firserne. Ydermere var alle dengang stærkt interesserede i at sælge vin til ham, mens man i Bordeaux afviste stalddørssalg og henviste til en negociant. Latour købte d'eugénie i 2006, og de første tre årgange måtte pga. pladsmangel vinificeres i lejede bygninger bliver dermed den første vin produceret på selve domænet. Domaine d'eugénie ligger med udsigt til La Tache og fremstiller vine med appellationerne Clos- Vougeot, Grands-Echezeaux, Echezeaux, Vosne-Romanée 1. cru Aux Brûlées og Vosne-Romanée village samt lidt vin de table. Produktionen er tæt på at være biodynamisk. Alle vinene ved smagningen var årgang Ifølge Frédéric Engerer var druerne det år så modne, at vinen opnåede 14 pct. alkohol uden chaptalisering. Der var da også fornøjede miner ved smagebordene, ikke mindst da de dyre drenge kom i glassene. Echezeaux og Clos Vougeot ligger et godt stykke over en tusse pr. flaske, men det er de vine, der sælger bedst, sagde Frédéric Engerer. De bliver nærmest revet væk af bl.a. restauranter. Kommunevinen Vosne- Romanée var nu også et udmærket bekendtskab, frisk, bærsmagende pinot noir. Vosne-Romanée 1. cru Aux Brülées, var præget af fadlagringen og skulle nok flaskelagres fire-fem år, før frugt og alkohol var helt integreret. Echezeaux blev serveret fra karaffel, men var stadig meget reserveret. En intens, præcis og diskret vin med rygrad fremstillet af druer fra dels år gamle planter, dels yngre vinstokke. Produktionen andrager sølle fem fade. Clos Vougeot grand cru var venlig og charmerende med krop og sødmefuld bærsmag. Den vil mageligt holde sig år. Ifølge Frédéric Engerer så han gerne have, at den bliver en referencevin for Clos Vougeot. Og hvorfor ikke? Grands Echezeaux overvældede med sin animalske aroma og koncentrerede struktur. En rig, rund og cremet vin uden oversøiske unoder. J.A. Ninna Bundgaards vinderret: Jomfruhummer med stegte grønne tomater, kantareller, ærter og hybenroser. En duft af Læsø Ninna Bundgaard fra Det Danske Kokkelandshold blev årets vinder af Den gyldne Jomfruhummerklo ved Jomfruhummerfestivalen på Læsø. Kokkekonkurrencen blev holdt for sjette gang på Østerby Havn på Læsø med yderligere deltagelse af Henrik Yde-Andersen fra Michelin-restauranten Kin-Kin, David Fischer fra restaurant Hos Fisher på Østerbro i København og Anders Peter Jørgensen fra restaurant SanGiovanni i Aalborg. Vinder retten blev en rigtig Læsø-menu: Jomfruhummer med stegte grønne tomater, hybenroser, kantareller og ærter. Brugen af Læsø-råvarer indgår i den samlede vurdering af retten af årets dommerpanel, der bestod af overdommer og leder af det danske kokkelandshold Per Mandrup, kogebogsforfatter og madanmelder Helle Brønnum Carlsen, borgmester på Læsø og kogebogsforfatter Olav Juul og vinimportør, restauratør og sommelier Keld Johnsen. Formålet med festivalen er at øge interessen for Læsø-jomfruhummeren, Læsø-råvarer og Læsø i det hele taget ved at få kendte kokke til at vise deres brug af lokale råvarer. Datoen for Jomfruhummerfestival 2010 er fastlagt til lørdag den 7. august.

7 14 12 [siden sidst] SOMMELIER 2/2009 3/2009 SOMMELIER 3/ Vinhøst to gange årligt Hans Vinding Diers, 40, har trods sin unge alder fremstillet vin i mere end en snes høstår. Ikke fordi han begyndte som teenager, men fordi han både er winemaker i Italien og i Argentina. I Argentina gælder det malbec-druen på Bodega Noemia de Patagonia, en vingård i Rio Negro Valley omkring 1000 km syd for Buenos Aires. I Italien drejer det sig om brunello fra vingården Argiano sydvest for Montalcino, som i 1992 blev overtaget af grevinde Noemi Marone Cinzano. På Argiano efterfulgte Hans i 2004 Italiens svar på Emile Peynaud, Giacomo Tachis, og han satte sig for at ændre Argianos ansigt. - Jeg er terror-iste, som han siger. Vinen skal identificeres gennem de omgivelser, som den kommer fra. Hans, der er søn af Peter Vinding-Diers, fremstiller kun rødvin. Muligvis som en slags oprør mod en far, som gav børnene en streng opdragelse dengang, da Peter regerede på Bordeaux-gården Château Rahoul og blev berømt for sine gærkulturer og rentsmagende hvidvine. Skæbnen vil, at Peter, som nu bor på Sicilien, også er blevet rødvinsmand og nu skal til at plante syrah på en nyindkøbt parcel. Ved en winemaker's dinner på Restaurant Saison i Hellerup demonstrerede Hans med en række årgange af sine Argiano-vine, at han i lighed med faderen har godt greb om tingene. Fra den ungdommeligt friske Non Confunditur i årgangene 2006 og 2007, en blanding af cabernet sauvignon, merlot og sangiovese, over Rosso di Montalcino og Brunello til Solengo og Suolo. Rosso di Montalcino i årgang 2006 er næsten en mini-brunello, som snapper og 2003-årgangene af den rigtige brunello i haserne Brunello di Montalcino er Hans' første årgang, og den er rigtig flot. Årgang 2003 hedder ikke Brunello pga. den skandale, som tidligere er omtalt i SOMME- LIER. Argiano blev underkastet en nærgående inspektion, og der var intet at komme efter, men vinen skulle jo ud. Det glider for Dom Perignon Richard Geoffroy, som er chef for Dom Perignon, har en uudtømmelig viden om selvfølgelig Dom Perignon, men også om champagne i almindelighed og om mousserende vine.han har bl.a.arbejdet hos Domaine Chandon i Napa Valley. Der er jo nogle helt klare regler og definitioner, når talen falder på Dom Perignon. Det er altid en vin med årgang, den er altid blandet som regel 60/40 chardonnay og pinot noir. Antallet af producerede flasker er en velbevaret hemmelighed, og selv om der blev forsøgt mange måder at spørge på, forblev Geoffroy smilende og hemmelighedsfuld. Trods den globale økonomiske krise glider Dom Perignon fint udenom, selv om Geoffroy måtte erkende, at magnum-flaskerne ikke går Så Hans deklasserede den til IGT og kaldte den Il Duemilatre di Argiano, altså Argianos Solengo er en såkaldt supertoscaner. Den er i en meget vellykket 2006-udgave blandet af petit verdot, cabernet sauvignon, merlot og syrah. Topvinen Suolo er 100 pct. sangiovese og juvelen blandt vinene, superfed og vanskelig at få fingre i. Der fremstilles kun 3000 flasker årligt. Philipson Wine forhandler vinene fra Argiano. J.A. så godt på restauranter verden over. Hsitorien om munken er næppe ny for en sommelier, men rosé Dom Perignon er en slags nyhed omend et par årtier gammel. Den lagres i mange år inden frigivelsen til salg, farven er meget orange, flot bouquet af hyben, abrikos, smagen meget tør og elegant. Hans Vinding Diers et godt greb om tingene. Det er en meget anderledes oplevelse end traditionel rosé. Den klassiske hvide DP er en meget raffineret og elegant vin. Masser af honning, stikkeslsbær og æble, meget klar og ren i smagen. KJ Her er tre flasker Dom Perignon. Hvor mange, der produceres i alt, er en hemmellighed. NYHED NYHED NYHED Cantina Glassene fra Cantina forener det praktiske med det elegante. Der er lagt vægt på balance, holdbarhed sammenholdt med et vinteknisk design. Livet er for kort til dårlig vin...og forkerte glas

8 16 14 [siden sidst] SOMMELIER 2/2009 3/2009 SOMMELIER 1/2009 3/2009 [fokus] Sande vinelskere dropper dyr bordeaux Af FLEMMING KYED Hun er Master of Wine og har modtaget en OBE (Order of the British Empire). Hendes bøger om vin er talrige og meget læste, og meget læst er også hendes website og hendes ugentlige vinartikel i Financial Times. Hun rådgiver den britiske dronning om vin, og da hun gerådede i klammeri med Robert Parker om Château Pavie 2003, vakte ordkrigen international opsigt. Næst efter Parker regnes hun for verdens mest indflydelsesrige vinskribent. Navnet er Jancis Robinson, og nu har hun også været i Danmark. Midt i et presset program afså hun knap 30 minutter til danske sommelierer, vinskribenter og andre fra vinscenen. Det foregik stående, og imens drak Mrs. Robinson the. Om den globale vinsituation sagde hun, at den er volatil, usikker og med få givens. Jancis Robinson ser et skift i Bordeaux-vinmarker med Gironde i baggrunden. Priserne herfra er blevet uhyrlige. købekraft hvor først England og siden USA nu afløses af Østen som primær aftager af finere vine. I Asiens finansielle centre spiller dyr vin en stor rolle som statusmarkør efter en middag går man hjem og slår op, hvor mange Parker-point, aftenens vin har fået, og hvor dyr, den har været. Så ved man, hvad værten regner én for. I den anden ende af spekteret er producenterne af de billigere vine hårdt presset af en benhård indkøbspolitik fra supermarkedernes side. Men det er imellem de to yderligheder, man som privat vinelsker bør se hen. Gudskelov er der ingen mangel på ambitiøse producenter i mellemkategorien folk, der er drevet af at lave en stadig bedre vin på deres jord snarere end af håbet om økonomisk gevinst, mener Jancis Robinson. Hun ser en trend i retning af rene og naturlige produkter, som også omfatter vin. Begreber som bæredygtighed, økologi og biodynamik Jancis Roinson er blandt verdens mest indflydelsesrige vinskribenter. Nu har hun været på lynbesøg i København. har langtfra toppet endnu. Og så er der ved at ske et skred, hvor de professionelle forstå-sig-på'ere mister indflydelse i forhold til den almindelige forbruger. Her spiller ikke mindst internettet en rolle. På vej mod udgangen fik Mrs. Robinson lige affyret en salve mod de stadig uhyrligt kostbare top-bordeaux'er: De er trofæer, investeringsobjekter og juveler, der ikke drikkes med åbent sind af sande vinelskere. Talent og gåpåmod International Wine and Spirit Institute er et dansk firma, som udbyder avancerede kurser for dem, der stiler mod stjernerne inden for vinuddannelse Af TROELS BENDIX Indtil for nylig har man skullet til udlandet for at få formel uddannelse inden for vin og spiritus. Vi har et kolossalt udbud af vine i Danmark, men i modsætning til Norge og Sverige, hvor al handel med vin er styret af nationale monopoler, har vi ikke nogen tradition for vinuddannelse. Det er der heldigvis ved at blive lavet om på. I Sommelier 1/2009 blev Thomas Ilkjærs Vinakademiet beskrevet, og her skal det handle om uddannelserne fra Wine and Spirit Education Trust Verdens største Med base i London har Wine and Spirit Education Trust (WSET ) udbudt uddannelser i vin og spiritus siden I fjor gennemførte over vininteresserede uddannelse fra WSET, enten gennem skolen i London eller gennem en af de ca. 300 certificerede kursusudbydere, der findes verden over. 40 års erfaring og tusindvis af tilbagemeldinger fra studerende og undervisere hvert år har givet meget gennemarbejdede og systematiske uddannelser, der hele tiden bliver opdaterede, så de fungerer optimalt både pædagogisk og med henblik på, hvad der rører sig i vinverdenen. Uddannelserne henvender sig først og fremmest til ansatte i vin eller restaurantbranchen, men de tiltrækker også en del entusiastiske amatører. Alle eksamener udarbejdes og rettes centralt af en særlig afdeling af WSET. der hedder WSET Awards. Denne afdeling er fuldstændig adskilt fra resten af skolen der er altså ingen undervisere involverede i at lave eller rette opgaver. Fleksibilitet Da denne del er så centraliseret, er uddannelserne anerkendte i de lande, hvor der findes certificerede kursusudbydere; dvs. at man f.eks. kan indlede sin uddannelse i London, fortsætte den i Hong Kong, færdiggøre den i Danmark og bruge den til jobsøgning i Østrig. Wine and Spirit Institute aps (IWSI). Det er et firma, der er opstået gennem et samarbejde mellem Lars Justsen fra Enoteca 1855, Gunnar Steen Jakobsen og Troels Bendix fra Bichel og Master of Wine Frank Smulders, der gennem en årrække har varetaget WSET s uddannelser i Holland. Før 2009 var det Lars Justsen, der stod som kursusudbyder, men det har hele tiden været de samme folk, der har stået for undervisningen. Der har været holdt en række kurser både i Århus og i København, og vi er i øjeblikket ved at uddanne hele personalet ved det færøske vinmonopol Rusan. Kursisterne har været en blanding af vinhandlere, tjenere, private og en enkelt vinskribent, og vi har fået rigtig gode tilbagemeldinger både på niveauet og indholdet i uddannelserne. Materialet er på engelsk, men der undervises hovedsageligt på dansk. Vi sørger dog for, at alle vigtige engelske fagudtryk bliver gennemgået. Danmark Udbyderen af WSET s kurser i Danmark er International Troels Bendix initiativtager. Fire niveauer Der er fire niveauer af WSET s uddannelser med mulighed for et femte niveau, der har form af et selvstændigt forskningsprojekt. Niveau 1: Foundation Certificate er introduktion til vinens verden på et meget basalt plan denne uddannelse tilbydes ikke i Danmark, men

9 18 16 [fokus] SOMMELIER 2/2009 3/2009 SOMMELIER 3/2009 [fokus] 17 Lars Justsen, Enoteca 1855 initiativtager. der arbejdes på at lave et tilsvarende kursus specielt rettet mod det danske marked. Det bliver et kursus for interesserede begyndere eller for virksomheder, der gerne vil have, at deres ufaglærte personale har et basalt kendskab til vin. Niveau 2: Intermediate Certificate giver et godt kendskab til en bred vifte af vin og spiritus. Der tages udgangspunkt i de vigtigste druesorter, og man får en grundig træning i The Systematic Approach to Tasting Wine, der er en måde at smage og analysere vin på, som bruges og udbygges gennem alle uddannelsestrinnene. Ud over bordvin undervises der også i mousserende vin, forstærket vin, spiritus samt i vinfremstilling. Den afsluttende eksamen består af 50 multiple choice spørgsmål, hvoraf en del er ret svære. D.S.F.-relevans Niveau 3: Advanced Certificate giver et meget grundigt kendskab til en stor del af vinens verden. Uddannelsen indeholder de samme elementer som Intermediate Certificate, men der gås mere i dybden med tingene, ligesom også smageteknikken forfines. Eksamen er 50 multiple choice spørgsmål, fire spørgsmål, hvor man skal skrive et mere uddybende svar, samt blindsmagning af en enkelt vin Advanced Certificate kan både fungere som led i forberedelse til optagelsesprøven i Dansk Sommelier Forening, da man kommer godt rundt i mange vinrelaterede emner, men kan også være relevant for dem, der allerede er medlemmer af foreningen, da det kan være en god anledning til at skærpe sin viden om nogle af de områder, man måske ikke lige arbejder med til daglig. Og så er der den ret vigtige grund til at tage uddannelsen, at den er obligatorisk for at blive optaget på niveau 4; Diploma Certificate in Wines and Spirits. Gunnar Steen Jakobsen initiativtager. Alt efter hvor meget arbejdserfaring man har med vin og spiritus, kan både niveau 2 og 3 bruges som indgangstrin. Niveau 4: Diploma er for de fleste den store gulerod i WSET s uddannelsessystem. Det er en uddannelse, der strækker sig over to år, og for at bestå kræves specialistviden på en lang række områder; viden om de enkelte druesorters egenskaber, om appellationsregler, om forskellige områders jordbund og topografi, om vindyrkning, om fremstilling af vin, mousserende vin, hedvin og spiritus, ligesom der kræves et grundigt kendskab til smageteknik og vinbeskrivelse samt til den forretningsmæssige side af vinverdenen. Diploma udbydes endnu ikke i Danmark, men det er meningen, at det skal foregå fra Problemet er, at der endnu ikke er nok danskere, der har det adgangsgivende Advanced Certificate. Udfordringer Diploma vil give udfordringer for de fleste; man kommer virkelig i dybden med teorien, og man skal regne med at bruge en del tid på læsning. Undervisningen vil hovedsageligt blive varetaget af Masters of Wine, som vi gennem Frank Smulders har et godt netværk af. I øvrigt er det sådan, at alle underviserne skal være godkendt af WSET, og som hovedregel vil de være minimum et niveau over det niveau, der undervises på. Diploma-uddannelsen er adgangsgivende til Master of Wine-studiet og anbefales stærkt af Institute of Masters of Wine. Norge, Sverige og Finland har alle en Master of Wine, så her er Danmark lidt bagud. Det er altså bare med at komme i gang. Vejen er lang og krævende, men mon ikke der snart er en dansker, der har både talentet og gåpåmodet til at gennemføre den meget prestigefulde uddannelse og hvorfor ikke én fra DSF. Gennem uddannelserne fra WSET er man i hvert fald på rette vej. Yderligere oplysninger kan findes på Snigpremiere i Wiesbaden I to dage udskænkes 270 smagsprøver på de nyeste årgange for vinskribenter og indkøbere Af JØRGEN ALDRICH Wiesbaden står i vinens tegn en ugestid i august, når Solen brænder allerstærkest. Det fremmer den naturlige tørst, men de tusindvis af lokale og tilrejsende deltagere i festen på byens rådhusplads opfører sig civiliseret. Man ser ingen tumle omkring, der er ikke dynger af glasskår og pølsepapir overalt, ingen råben og skrigen. Kun et orkester gør sit til at forstyrre stemningen af en stor udflugt for hele familien. Når denne vinfestival slutter, begynder snigpremieren på de tyske topvine fra producenterne samlet i Verband deutscher Prädikatsweingüter (VDP). 120 vinskribenter og vinhandlere, heraf 40 fra udandet, sidder i to dage i Wiesbadens Kurhaus og smager sig igennem 270 vine. Hovedparten er Riesling årgang 2008, men Silvaner, Weisser Burgunder (pinot blanc), Grauer Burgunder (pinot gris), Spätburgunder (pinot noir), Frühburgunder (en tidligt modnende pinot noir) og Lemberger er også repræsenteret. De røde vine er generelt fra årgang Udskænkningen foretages af en imponerende stab af unge hovedsageligt studerende fra forskellige grene af ønologien. Den tyske vin-jungle Vinene er grupperet efter regioner: Mosel-Saar-Ruwer, Mittelrhein, Rheingau, Nahe osv. Inden for hver region optræder producenterne med deres cru-vine: Grosses Gewächs og for Rheingaus vedkommende Erstes Gewächs. Det skal jo ikke være nemt. Tysk vinlov har altid været ret uoverskuelig, og den er ikke blevet nemmere at forstå med de initiativer, bl.a. VDP har taget. Hensigten er ellers at forenkle ved at indføre et system, der kan sammenlignes med den franske cru-model. Problemet er blot, at VDP's 200 medlemmer ikke omfatter alle de producenter, som ejer marker, der er værdige til at opnå crustatus. Så på den ene side har man en statslig klassifikation Smageholdet fanget i et stort spejl på væggen i Wiesbadens Kurhaus. Rheinhessen et af de tyske vindistrikter, som kom tidligt med i bestræbelserne på at opgradere kvalitetsvinene. Der smages i to koncentrerede dage af de tilkaldte 120 vinskribenter og vinhandlere. for Rheingaus vedkommende med navnet Erstes Gewächs og symboliseret på etiketterne med tre romerske buer, på den anden side har man Erste Lage, som er VDP's klassificering af de øvrige distrikters bedste marker men kun for VDP-medlemmer. Disse vine bærer på etiketten et 1-tal og en drueklase. Grosses Gewächs er VDP's svar på den statslige Erstes Gewächs, men da man ikke må skrive Grosses Gewächs på etiketterne betegnelsen er jo ikke statslig må medlemmerne nøjes med at skrive GG. Forvirringen er mao. stadig total. Løsningen for den, der vil opsøge de bedste vine i de enkelte distrikter er at gøre det samme, som man bør gøre i f.eks. Bourgogne: se stort på klassificeringer og anden hokus-pokus og smag dig frem til de gode, pålidelige producenter.

10 18 [fokus] SOMMELIER 2/2009 SOMMELIER 1/2009 [fokus] 19 De bedste producenter Smagningen i Wiesbaden bekræftede, at den samme druesort fra samme mark kan falde meget forskelligt ud alt efter hvem, der har haft den under behandling. Et eksempel: Riesling Steinbuckel fra hhv. Knipser og Philipp Kuhn (Rheinpfalz) demonstrerede forskellen på en vin med personlighed og race (Knipser) og en helt igennem kedelig og vulgær vin. Et andet og mere opløftende eksempel: Dr. Bürklin-Wolf, Geh. Rat Dr. von Bassermann- Jordan og Reichsrat von Buhl (Pfalz) var alle repræsenteret med en Jesuitengarten riesling. De var forskellige, men alle flotte, om end jeg ville vælge Bassermann-Jordans udgave som min favorit. Når man taler med kolleger om indtrykket af en smagning som denne, er der uvægerligt modstridende opfattelser af, hvad der er godt og mindre godt. Så glem alt om objektivitet. En liste over favoritterne er meget personlig og skal kun tages som udtryk for skribentens præferencer: Riesling 2008 Mosel-Saar-Ruwer Grosses Gewächs Dr. Loosen, Reichsgraf von Kesselstatt. Rheingau Erstes Gewächs Domdechant Werner'sches Weingut, Kloster Eberbach, Schloss Schönborn, Jakob Jung, Detlev Ritter og Edler von Oetinger,Freiherr Langwerth von Simmern, Schloss Vollrads, Prinz von Hessen, Balthasar Ress, August Kesseler. Nahe Grosses Gewächs H. Dönnhoff, Schlossgut Diel, Schäfer-Fröhlich. Rheinhessen Grosses Gewächs Staatliche Weinbaudomäne Oppenheim, Wittmann. Pfalz Grosses Gewächs Knipser, Dr. Bürklin-Wolf, Dr. von Bassermann-Jordan, Reichsrat von Buhl, Ökonomierat Rebholz. Franken Grosses Gewächs Fürstlich Castell'sches Domänenamt. Württemberg Grosses Gewächs Weingut des Grafen Neipperg, Ernst Dautel. I 1971 så en ny vinlov dagens lys i Tyskland. Kvalitet blev nu sammenkædet med mostvægten på høsttidspunktet. I 1984 oprettedes i Rheingau Charta-sammenslutningen, som fra 1987 genoptog den 100 år gamle tradition med at klassificere vinmarkerne efter jordbund og skattebetaling. De følgende år opstod lignende initiativer i Pfalz, Hessen og Nahe. Siden 1999-årgangen har vine fra officielt klassificerede marker i Rheingau måttet kalde sig Erste Lage. I 2002 besluttede Verband deutscher Prädikatsweingüter (VDP) sig for et klassifice- Baden Grosses Gewächs Dr. Heger, Salwey. Weisser Burgunder 2008 Pfalz Grosses Gewächs Ökonomierat Rebholz. Franken Grosses Gewächs Juliusspital Würzburg. Baden Grosses Gewächs Salwey, Dr. Heger Grauer Burgunder 2008 Baden Grosses Gewächs Salwey, Dr. Heger, Stigler. Spätburgunder 2007 Pfalz Grosses Gewächs Knipser Württemberg Grosses Gewächs Gerhard Aldinger Baden Grosses Gewächs Bernhard Huber, Dr. Heger. Ahr Grosses Gewächs Nelles, Jean Stodden, Kreuzberg, J.J. Adeneuer, Deutzerhof, Cossmann-Hehle. Tysk forvirring ringssystem med navnet Grosses Gewächs (grand cru). Systemet skulle især omfatte tørre riesling-vine fra de bedste marker, men i de sydlige regioner blev andre druesorter også medtaget. De individuelle regionale VDP-foreninger har til overmål fastsat meget varierede kriterier for kvalitet og det maksimale sukkerindhold i en given vin. Betegnelsen Erste Lage skelner udelukkende mellem førsteklasses og ordinære vinmarker. Ikke desto mindre må en tør Grosses Gewächs - som formodes at være den bedste vin fra en given producent nødvendigvis komme fra en Erste Lage. Det diskuteres stadig, hvordan der kan indføres en ensartet klassifikation, som er bindende for alle VDP-medlemmer. Ifølge Armin Diel, der er VDP's formand i Nahe, er der håb for tysk vin, men det vil også i fremtiden forblive kompliceret. Kilde: Christina Fischer og Ingo Svoboda: Riesling Gräfe und Unzer Verlag. Hallweg. Armin Diel: - Vi diskuterer heftigt. VDP fylder 100 år og diskuterer stadig Armin Diel, vinproducent (Schlossgut Diel, Nahe) og vinskribent, gav i løbet af de to smagedage et rids over VDP's indsats for at højne kvaliteten af tysk vin. Som han sagde: VDP betyder ikke vin de pays. Foreningen, der næste år fylder 100, har knap 200 medlemmer, som fremstiller vin i 200 stilarter. Man skal eje mindst fem hektarer for at blive medlem, og man skal overholde en række regler, herunder høstudbyttet. Det er forskelligt fra region til region, hvilke druesorter det er tilladt at dyrke. Det kan godt undre lidt, at f.eks. silvaner og pinot blanc formodes at kunne præstere store vine. - Vi ved, at vi skal forenkle og finde frem til et mere for- ståeligt system, sagde Armin Diel under briefingen. - Så vi diskuterer heftigt. Blandt diskussionsemnerne er proceduren for godkendelse af vinene. Det er svært for de producenter, der sidder i juryerne og smager vinene blindt at vende tommelfingeren ned, for tænk hvis det var deres egen vin, de kasserede. - Derfor overvejer vi at lade et uafhængigt panel stå for vurderingen af vinene. Man kunne fristes til at invitere VDP-folkene til Danmark og overvære, hvordan de danske vinavlere griber tingene an. Som det kan læses andetsteds i dette nummer af SOMMELIER, er det en uafhængig jury i D.S.F.'s regi, som årligt bedømmer den danske vinhøst. På rette vej Arne Ronold, MW, redaktør af det fine norske vinblad Vinforum, er en stor ynder af riesling og derfor fast deltager i de årlige VDP-præsentationer. Efter hans mening er tyskerne på rette vej med indførelsen af begreberne Grosses Gewächs og Erste Lage. - Det betyder fokus på de gode vinmarker, sætter maksimumgrænser for høstudbytterne og fokuserer i det hele taget på forståelsen af kvalitet. Det vil uvægerligt smitte af på de lavere niveauer i vinproduktionen. Jeg synes, at man er godt på vej tilbage til fordums storhed. - Men, sukker han, tyskerne gør det ikke let for os med deres mange forskellige regler. Især i Rheingau råder der stor forvirring. Efter Arnes mening er mange mindreværdige vinmarker blevet klassificeret, så VDP's system er bedst egnet som redskab til at finde de bedste marker i Tysklands øvrige regioner. I Norge har især dyr, tør riesling haft enorm succes de senere år. - I 2003 var der næsten intet salg af tør tysk vin, men fra 2003 til 2006 skete der en 13-dobling af salget. Det skyldes ikke mindst Vinmonopolet, siger Arne, som ellers i årenes løb har uddelt svære hug i sit blad til Polets indkøbspolitik. Han undrer sig over, at toprestauranter i Danmark endnu ikke har fået øje på tør tysk riesling og nævner et besøg for nylig på restaurant Mikkelgaard. Arne Ronold: - Tyskerne gør det ikke nemt for os. - Jeg spiste fremragende mad, som ville have passet perfekt til riesling, men der var ingen på vinkortet. Årgang 2008 anser Arne for mindre god end De producenter, som ventede med at høste, har klaret sig bedst. - Det er et meget variabelt år, som han udtrykker det. En region, som i hans øjne har klaret sig rigtig godt de senere år, er Rheinpfalz. Når det handler om tysk rødvin er entusiasmen dog til at overse. - Det er ikke så sjovt. Der er en tendens til overdreven fadlagring. Og det er jo dyre vine.

11 20 [fokus] SOMMELIER 3/2009 SOMMELIER 1/2009 3/ C M Y CM MY CY CMY K Soave genopdaget Af JØRGEN ALDRICH Soave ligger ligesom Valpolicella tæt på Verona og Gardasøen og er et oplagt mål for de turister, som strømmer til denne del af Italien for bl.a. at overvære opera-aftenerne i Arenaen. Her er smukt, maden er god, og vinen ja hvordan er det egentlig med den? Valpolicella har fået sin renæssance med den ubegribeligt ukritiske begejstring for amarone, men soave er gået lidt i glemmebogen. Det er meget uretfærdigt, kunne SOMMELIER konstatere på en hurtig rejse dertil sammen med en lille gruppe amerikanske og canadiske vinskribenter. De fleste kender vist historien om den klassiske soave, som kom fra skråningerne i det meget bakkede område. På et tidspunkt begyndte vinmarkerne at brede sig til lavlandet, og filosofien om, at store udbytter var bedre end høj kvalitet, vandt frem. Det ødelagde hvidvinens renommé. For år siden var der kun to-tre producenter, som fremstillede kvalitet. Det har ændret sig dramatisk. I dag regner man med, at der er 15-20, som fremstiller topvine. De er blot endnu ikke så kendte. Garganega er hoveddruen i Soave. Den suppleres undertiden med trebbiano di soave. Soave-distriktet har fået sit navn fra den lille by Soave nær Verona. Den ældste del af byen ligger bag middelalderlige mure med hele 24 tårne og det markante Castello di Soave. SOMMELIER havde på turen lejlighed til at smage temmelig mange vine, og andetsteds kan læses, hvilke producenter der faldt bedst ud. Nogle af producenterne stillede op til separate smagninger og besøg, og det blev den mest lærerige del af turen. Inama Stærkest stod nok Stefano Inama, som tog os op i højderne og viste eksempler på den 25 mio. år gamle lava, som i dag giver hans vine deres karakter. - Her er det naturen, som er winemaker, vi skal gribe så lidt ind som muligt, sagde han. Og tilføjede, at gribes ind skal der selvfølgelig, fordi naturen er tilbøjelig til at fremstille eddike. - De, der hævder, at de ikke intervenerer, vrøvler. Stefano Inama kommenterede også problemet med vinene fra lavlandet. - Garganega er en drue, som kun giver karakterfuld vin, når den gror i den jord, vi har heroppe på skråningerne. Den bliver karakterløs nede i lavlandet. Den har det ikke ligesom chardonnay, der er i stand til at optage elementer fra hvilken som helst jordbund.. Srefano Inama med en klump af den år gamle lava, som nu er frugtbar jord for vinstokkene.

12 24 22 [fokus] SOMMELIER 2/2009 3/2009 SOMMELIER 1/2009 3/2009 [fokus] Pieropan pionér blandt kvalitetsproducenterne. Garganega er hoveddruen i Soave, men også trebbiano di soave indgår i en del vine. Man gør lokalt meget ud af at præcisere, at trebbiano her intet har at gøre med f.eks. den toscanske trebbiano, som er kendt for at give kønsløse, slaskede vine. Butiksvineri Stefano Inama råder over 25 hektarer vinmarker. Az.agr. Suavia er kun halvt så stor, så Meri Suavia kalder produktionen af de flasker, som det kan blive til om året, for et butiksvineri. Alberto Coffele: - Jeg er en ung traditionalist. Meri og hendes tre søstre, Arianna, Valentina og Alessandra, driver stedet i dag og koncentrerer sig selvfølgelig om garganega. Men trebbiano di soave tror søstrene også meget på, så der er planer om at udvide beplantningen med den druesort. Søstrenes vine er friske og rentmagende og kommer fra enkeltmarker med navne som Fittà, Monte og Carbonare. Husets recioto, Soaves svar på Valpolicellas amarone, er selvfølgelig sød, men ikke blot det. Den vil behage enhver ynder af dessertvine. Coffele er også en familievirksomhed med Alberto Coffele og søsteren Chiara som ansvarlige for hhv. vinfremstillingen og markedsføringen. Vingården ligger højt med en fantastisk udsigt over Soaves storslåede bakkedrag, og heroppe bydes der på en ligeledes storslået frokost med rå jomfruhummere, skinke/ melon, østers fra Bretagne, salami, oste og you name it. Det er lige til at blive i godt humør af. Alberto kalder sig ung traditionalist, og ung er han, selv Az.agr. Suavia er en højtliggende smuk og velholdt vingård, der drives af fire søstre. om det nu er 14 år siden, han overtog bedriften. Hans vine er rentsmagende og meget charmerende. Hos Graziano Pra brænder Solen så stærkt, at gruppen må flytte inden døre for at høre om dengang for en snes år siden, da kun ganske få tappede egne vine. Det var navne som Pieropan, Gini, Anselmi og selvfølgelig Pra. Ud over denne type producenter var der andre, som tappede vine købt på kooperativerne og forsynede dem med fantasinavne, der skulle efterligne rigtige cru-navne. Det var producenter som Pasqua og Bolla. De, der fremstillede vine fra rigtige enkeltvinmarker,blev selvfølgelig sure. Der er stadig rivninger i området, som kan være vanskelige at udrede. Nogle producenter fremstiller både Soave Classico DOC og DOCG, andre kun DOC, selv om de også kunne fremstille DOCG. Den side af sagen kan der læses nærmere om i artiklen af Kerin O'Keefe. Inamas danske importør er Løgismose Vin, Suavias importør er Jysk Vin, og vinene fra Pra importeres af Erik Sørensen. toppræstationer er hverdag for os 2002 Ferrari Perlé Bedste Mousserende Vin Penge & Privatøkonomi 2005 Chablis les Clos Smag&Behag 2004 Run Rig, Torbreck Niels Lillelund i JP Kyperen: Helt vild i årgang Cornas, Sabarotte 97 + Points JP Kyperen Smag&Behag 2002 Deutz Brut Vintage Smag&Behag 2004 Barolo Cru Cannubi 94 + Points i Jyllands-Posten 2006 Rolf Binder Halliwell Berlingske Tidende: Fejende flot australier, der går rent ind Viñedo Chadwick Vinbladet: Utrolig flot. Berlingske Tidende 95 Points Vinbladet 1999 Champagne Deutz Cuvée William Rosé Jyllands-Posten: Noget nær det ultimative i sin genre. Smag&Behag 96 Points i Jyllands-Posten 2007 Seresin Sauvignon Blanc Ugens Testvinder - i Berlingske Tidende 2005 Don Maximiano Founder s Reserve Berlingske Tidende 95 Points ODENSE tlf KØBENHAVN tlf vin@hjhansen.dk Soave-typerne Soave fremstilles traditionelt af enten 100 propcent garganega eller iblandet op til 15 pct. chardonnay og/eller trebbiano di soave. Der er frit slag for brugen af barrique, træstave og ståltanke. Soave DOC er normalt ikke fadlagret og skal drikkes ung. Soave Classico DOC (ståltank) kommer fra bakkedragene i kommunerne Soave og Monteforte og har et vist lagringspotentiale op til en halv snes år for vine fra de bedste producenter. Soave Classico DOC gæret og lagret i træfade. Disse vine får en cremet struktur i samklang med frugtige og florale elementer. Soave Superiore DOCG er en kategori, der rummer vine med elegance og kompleksitet. Herunder hører også Soave Superiore DOCG Riserva, som skal lagres mindst to år før frigivelsen. Recioto di Soave DOCG fremstilles af druer, som tørres fra høsten indtil januar-februar, hvorefter de presses. Vinen har et højt indhold af restsukker og en alkoholprocent på omkring 14. Soave i Danmark Det er ikke blot Herrens veje, der er uransagelige. Brochureforfattere kan også være med. Consorzio Tutela Vino Soave e Recioto di Soave står som udgivere af en pamflet med titlen Soave Wines and Scandinavian Cuisine. Her kan man få nogle bud på, hvad køkkenchefer i ikke blot Skandinavien, men også Finland foreslår at servere til et glas soave. I Sverige er det Erik Lallerstedt fra Eriks Bakficka og Norbert Lang fra Restaurang Paul och Norbert i Stockholm, der rådgiver, i Norge er det Walter Kieliger fra Frognerseteren i Oslo, i Finland er det Jussi Kumpulainen, der underviser på den gastronomiske skole i Rovaniemi. Og det danske bidrag? Ida Davidsen med to stykker smørrebrød: Viktor Borge og Union Jack med hovedingredienserne røget laks og tartar. Hertil bør drikkes hhv. soave og soave classico.

13 26 24 [fokus] SOMMELIER 2/2009 3/2009 SOMMELIER 1/2009 3/2009 [fokus] Topproducenter Et par dages koncentrerede smagninger af soave gav et vist overblik over de gode producenter og de mindre gode. Her er en liste med navne, det er værd at holde øje med. Dansk importør angives, når det blev oplyst. Samtlige nedenstående producenter er medlemmer af Consorzio di Soave, men da medlemskab ikke er obligatorisk, kan man sagtens finde andre kvalitetsproducenter end de nævnte: Balestri Valda. Cantina del Castello. Ca' Rugate (BB Vinimport/ Modin Wine). Coffele (Toscavini). Corte Adami. Corte Moschina. Gini Inama (Løgismose). Pra (Erik Sørensen). Suavia (Jysk Vin). Monte Tondo. Pagani. Tenuta Grimani. Le Mandolare. La Cappuccina. Guerrieri Rizzardi. Visco & Filippi. Bertani. Vicentini Agostino. Soave i tal Antal hektarer beplantet med vinstokke: Antal vinbønder: Producenter med egen aftapning: 200. Årlig produktion af soave doc: flasker. Årlig produktion af soave classico: flasker. Årlig produktion af soave superiore docg: flaskr. Årlig produktion af recioto di soave docg (sød vin): flasker. Gennemsnitligt har de små producenter et par hektarer vinmarker. De største producenter har hektarer. Optimal alder for vinstokke: år. Nogle producenter har år gamle vinstokke. Omkring 90 pct. af producenterne er medlemmer af Consorzio di Soave. Sommelier med ambitioner Stefania Ruffo, 30, er italiensk freelance-sommelier med base i Verona. Hun var af Consorzio di Soave hyret til at betjene den gruppe amerikanske og canadiske vinskribenter, som SOMME- LIER deltog i et par dage i september. Stefania læste oprindeligt kemi, men kastede sig derpå ud i det toårige sommelierstudium og blev sit holds nr. to. Det medførte tilknytningen til Soave-konsortiet, men derudover har hun bl.a. arbejdet på Vinitaly og deltaget i vin- og mad-arrangementer i tilknytning til operaaftenerne i Veronas berømte arena. Fremtiden håber hun kommer til at stå i journalistikkens tegn. Et lokalt blad, der henvender sig til turister, har optaget en artikel af hende, og sådan noget giver blod på tanden. Artiklen handlede om de geologiske fænomener, som har skabt forudsætningen for de specielle jordbundsforhold i den klassiske Soave-region. Stefania taler glimrende engelsk og kan kontaktes på stefaniaruffo@tiscali.it Stefania Ruffo journalistiske ambitioner. Kerin O'Keefe Lav reglerne om Af KERIN O'KEEFE Kvaliteten af soave er øget betragteligt de seneste få år og især i det bakkede Classico-område, hvor vinene virkelig rager op. En grundlæggende årsag til dette kvalitetsspring er, at mange små vinbønder nu fremstiller deres egne vine i stedet for at sælge druerne til de store kooperativer. Disse vinproducenter fokuserer på kvalitet frem for kvantitet og går langt mere kvalitetsbevidst til værks i markerne end før, hvilket medfører bedre modningsgrader for både garganega og trebbiano di soave. Dette skifte har tvunget kooperativer til på deres side at forbedre kvaliteten af deres vine. De bedste udgaver af soave kan sagtens sammenlignes med chablis, når det drejer sig om struktur, lagringspotentiale og mineralitet. Erfaring, kvalitet og kompetence Theis Vine Bredgade København K tlf post@theis-vine.dk Forvirringen Soaves forskellige typer DOC, Classico DOC og Superiore DOCG har helt oplagt afstedkommet en masse forvirring. Særligt forvirrende for forbrugerne er det, at næsten ingen af topproducenterne fremstiller en Soave Superiore DOCG, selv om den uomtvisteligt burde være områdets flagskibs-vin. De fleste vinproducenter er ikke blot uenige i DOCGappellationens krav om lave høstudbytter og vinens mere magtfulde struktur. Flertallet føler desuden, at DOCG bør begrænses til Classicozonen, altså det oprindelige dyrkningsområde før ekspansionen til lavlandet i 60'erne og 70'erne. Som det er nu, kan Soave Superiore DOCG fremstilles fra hvilken som helst skråning i hele den store appellation. På grund af dets skrappere regler burde Italiens DOCGvine garantere forbrugerne højere kvalitet end DOC. Det er ikke uden videre tilfældet i Soave, hvor næsten alle de bedste vine er Soave Classico DOC. Der er med andre ord behov for en revision af reglerne, så kun Classico-zonen med sin baggrund som kvalitetsdistrikt kan smykke sig med DOCG-appellationen. Kerin O'Keefe er amerikansk født vinskribent med bopæl i Schweiz. Hun skriver for bl.a. Decanter og havde samlet den gruppe vinskribenter, som i september besøgte Soave efter invitation fra Consorzio di Soave.

14 28 26 [rejsebreve] SOMMELIER 2/2009 3/2009 SOMMELIER 3/2009 [rejsebreve] 27 Pionértur til Grækenland der som besøget på bjerget virkede en anelse ligegyldigt. Det var et lille klinisk fremstillingssted med massere af ståltanke og diverse former for udstyr til aftapning osv. Af DENNIS PIHL CHRISTIANSEN Den 19. maj var vi seks danske sommelierer, vinskribenter og indkøbere, der efter invitation af det græske handelskammer drog på opdagelsesrejse i den vestlige del af Peloponnes. Området ligger i det centrale Grækenland og er kendt (og berygtet) for retsina, som vi dog ikke stiftede nærmere bekendtskab med på turen. Efter ankomsten i Athens lufthavn blev vi sammen med vores svenske, norske og finske kollegaer (heriblandt Finland og Sveriges to MW`er) kørt godt og vel to en halv time over Korinther-kanalen vestpå til en lille hyggelig restaurant i Aigio ved strandkanten. Her blev vi budt på lidt forskellige græske specialiteter og en lille forsmag på, hvad vores græske værter rent vinmæssigt havde klar til os, hvorefter vi blev kørt til havnebyen Rio lidt uden for den noget større by Patras. Onsdag morgen begyndte med en kort bustur til første punkt på det egentlige program: et bjerghotel med tilhørende restaurant hvor 15 forskellige producenter havde opstillet små stande med deres vine og noget reklamemateriale. Inden vi gik i gang med smagningen, som var uformel og hyggeligt lavet, så man kunne vandre rundt mellem bordene og snakke med folk og udveksle meninger, blev vi overrakt en gave, som var et eksemplar af Konstantinos Lazarakis' (MW) bog om græske vine The wines of Greece. Den indeholder alt, hvad der er værd at vide om de græske vine, producenter osv. Desuden fik vi et program for smagningen med en kort gennemgang af hver enkelt producent og deres medbragte vine Smagningen strakte sig over godt fire timer - meget lang tid, men det gav os mulighed for på en afslappet måde at få lidt mere information fra de forskellige producenter og samtidig lære vores skandinaviske kollegaer, og de græske vine at kende. Ud af 15 producenter med hver mindst fire-fem vine er det klart, at nogle gjorde sig bemærket både i negativ og positiv retning. Heldigvis var størstedelen på den positive side, men i den anden ende skal bl.a. nævnes tre forskellige chardonnay'er, dsommildest talt smagte som et dårligt forsøg på at lave Puligny- Montrachet med en helt skæv finish. Vinene fra Gentilini Winery var en af turens positive overraskelser. En positiv overraskelse En af de større overraskelser var til gengæld Gentilini Winery præsenteret af den græsk/australske ejer Petros Markantonatos. Han serverede to vine lavet på roboladruen (ikke beslægtet med ribolla gialla) og en fantastisk syrah tilsat en smule mavrodaphne. Desuden kooperativet Nestor, som markerede sig stærkest med en fantastisk rank og præcis grenache blanc, og Mercouri Estate, som vil blive nævnt senere Efter smagningen var det tid til frokost, og her blev vi blandet godt sammen ved langborde med producenterne fra smagningen, og så gik snakken lystigt henover bordene, hvor både kvaliteten af vinene og mulighederne for at komme ind på det skandinaviske marked blev drøftet. Grækerne er ikke travle mennesker, og frokosten trak ud, hvilket fik sendt os lidt senere af sted til vores besøg længere oppe i bjergene, hvor vi skulle se et lille vinkooperativ og tilhørende vinmarker. Køreturen op var en lettere nervepirrende bustur ad små kringlede bjergveje med pludselige stop, når en gedehyrde skulle have sine dyr over vejen, og med en chauffør, der næppe kan have haft sit kørekort ret længe. Han klarede dog opgaven, men måtte til sidst smide os af for foden af den skråning hvor vinstokkene var plantet øverst oppe. Resten af turen gik til fods og med firhjuls trækkere op til toppen, der udover en fantastisk udsigt, og en masse vinplanter ikke bød på de helt store oplevelser. Turen tilbage gik via vineriet, Møde med en græsk MW Efter et hurtigt stop til et bad og tøjskifte skulle vi nogle hundrede meter ned langs stranden fra vores hotel for at nyde vores aftensmad på endnu en hyggelig strandrestaurant. Her skulle vi også mødes med vores foredragsholder, Konstantinos Lazarakis. Der blev holdt en kort introduktion til den græske vinhistorie frem til nu og ligeledes fortalt lidt om, hvordan hele mad og vinkulturen i Grækenland fungerer. Lazarakis blev i 2002 Grækenlands første og hidtil eneste MW, og han bliver ofte nævnt i international vinsammenhæng som den, der for alvor skal sætte skub i den græske vinindustri. Hans meget karismatiske person kan da også kun komme de græske vinbønder til gode. Han havde til lejligheden delt vinene, som vi tidligere havde smagt, op i flights, og herefter blev maden sat på bordet på små fade som små tapas anretninger, man så selv skulle forsyne sig med, hvilket ifølge Lazarakis var den traditionelle måde at spise på i landet, da grækerne elsker mad og vin. Hver vin fik endnu en uddybende bemærkning med på vejen, og undervejs blev vi opfordret til at stille en masse spørgsmål, hvilket flere benyttede sig af. Især påstanden om, at de græske bønder ikke vil sælge vinene til udlandet, fordi det er nødvendigt, men mere fordi de har lyst til at se deres produkter ude i verden, vakte en del forundring, da hele formålet med denne tur var at promovere de græske vine Aftenen sluttede af med kaffe og en lokal brandy, og herefter gik turen tilbage på hotellet. Stegende varme Torsdag formiddag igen i stegende varme begyndte med en bustur ud til førnævnte Mercouri Estate, som er grundlagt i 1860 og beliggende tæt på byen Korakochori. Her var det en helt anderledes ejendom end dem, vi havde set dagen før. Gården var udover en vingård nærmest et museum over husets vinhistorie. Tamme påfugle, gæs og hunde rendte rundt i en meget smukt anlagt park med figen- og citrontræer. Huset, der tidligere har været repræsenteret i Danmark af Philipson Wine, laver flere forskellige vine af høj klasse både på lokale og internationale druer, primært italienske sorter som sangiovese og refosco. Netop vinen på refosco/mavrodaphne og Antares 05 på avgoustiatis og mourvedre var både her såvel som på smagningen aftenen før virkelig et bevis for, at grækerne har potentialet både i druematerialet og blandt vinmagerne til at lave internationalt konkurrencedygtige vine. Ejendommen er endvidere, enten man er interesseret i vin eller ej, et fantastisk sted for et besøg, hvis man skulle være i området eller som en hyggelig omvej på vej til Olympia, der ligger ca. 30 km derfra, og som også var vores mål. Dog ikke uden endnu en græsk frokost, igen på et strandhotel og med vores foredragsholder, Mr. Lazarakis Stresset hjemrejse Hjemvendt fra sidste dag på turen og efter endnu en gang aftensmad på endnu en strandrestaurant var det tid til at pakke kufferten og gøre sig klar til hjemrejsen fredag formiddag. Som tidligere nævnt skal der rigtigt meget til at stresse en græker, men da vi ca. syv minutter før sidste check-in nåede lufthavnen i Athen, blev den generelle planlægning drøftet heftigt i bussen. Fast føde skal der også til. Deltagerne fik et grundigt indblik i græsk gastronomi. Turen var den første af sin art nogen sinde arrangeret af det græske handelskammer og den græske regering og derfor selvfølgelig ikke fejlfri, men vores sene ankomst til lufthavnen, konstante skred i tidsplanen og det faktum, at den svenske delegation kun havde 35 minutter til at skifte fly i München og derfor ikke fik bagagagen med hjem samme dag, var tydelige beviser på, at grækerne endnu er bedre til at lave vin end til at arrangere ture. Men alt i alt var det fire herlige dage, hvor der blev lært en masse og dannet nye venskaber på tværs af de fire deltagende lande.

15 28 [rejsebreve] SOMMELIER 3/2009 SOMMELIER 3/2009 1/2009 [rejsebreve] Kom til London og spar! Kreditkrisen, som alle i øjeblikket er en del af, kan godt blive til gode oplevelser. London har i mange år været en af de dyreste destinationer, når det handlede om mad,vin, restaurantbesøg og hotelophold. Da jeg faldt for London for mere end 30 år siden, var der dyrt med en tårnhøj pund-kurs på mere end 11 kr., maden var ikke noget at skrive hjem om. Mest af alt en slags turist-fransk mad på restauranter, der som regel hed noget med Chez Paul, Marcel eller andet, hvor de franske klassikere blev maltrakteret. Så var der de klassiske engelske restauranter, glaced ham, stuvet blomkål, carvey-buffet med fuldstændig skamstegt kød, lam med mintsauce, roastbeef med yorkshirepudding, som jo kan være en formidabel ret. Men så var der jo også Mary Quant, Twiggy, The Beatles og Carnaby Street og Rolls Royce at trøste sig med og de gode pubber med masser af Guinnes og fish'n chips, så helt galt kunne det ikke gå. I 1980'erne kom der nye kokke til. Mosimann, Marco Pierre White, brødrene Roux og andre, som virkelig kunne deres kram. Restauranterne blomstrede, og de engelske kokke fik selvtilliden tilbage. God mad kom på bordet. Gordon Ramsay, Phillip Howard, Tom Aikens, Gary Rhodes, Heston Blumental og andre stod for den næste revolution. Problemet var dog stadig prisniveauet i London, høj pund-kurs og en forrygende økonomi. Masser af buisness-lunches, alle skulle ud at spise til frokost, og restauranterne var pakket. Selv hos Gordon Ramsay skulle jeg bestille tre måneder inden, jeg skulle spise frokost dér. Men så kom krisen i oktober 2008, alt i verden blev vendt på hovedet, og den engelske ø blev hårdt ramt. De stolte britiske bilfirmaer blev solgt, klenodier af britiske firmaer gik konkurs, og pundets kurs styrtdykkede til det laveste niveau nogen sinde. Væld af tilbud Skal man i dag spise til lavbudget, er det i London, det foregår. Forretningslivet er næsten gået i stå, aftengæster holder på pengene, priserne falder, og tilbuddene vælter frem. Så jeg tog en budgetrundtur i Londons restaurantverden med en billet med lavpris selskab. 495 kr. tur/retur London, super lille bed and breakfast, alt i alt en god begyndelse. For at begynde i toppen: Alain Ducasse på The Dorchester Hotel, som fik to stjerner og er til tre stjerner næste år. Klassisk London-hotel, som har forpagtet restauranten til Alain Ducasse. Jeg ved godt, at mange ikke altid er enig i hans madstil, men her var det superflot, specialt et lunchtilbud med tre retter inklusiv to glas vin, kaffe og vand. Denne dag bestod frokosten af først lidt aperitif til vagtelæg i svampe, kartoffel- og agurkeshots. Der er tre valg inden for hver menu, her dampede krebsehaler, en ærtepure og rosmarinolie-grillet sletvar, ristede skorzenerrødder, kapers og kartoffeltråd samt dessert af en chokolade-jordbær trøffelkage, jordbæris, lidt marinerede jordbær, kaffe med masser af små chokolader. Super betjening. Alt inklusiv mad, vin, kaffe og vand 45 pund per person. Det må være årets tilbud på en stjernerestaurant. Hvis man ikke er til gulerodsskum, tørret vandmand, pulveriseret is og mad-illusioner, er Ducasse et super sted. Harvey Nickels stormagsin har en lækker restaurant på toppen. Tre retter inkluderet en halv flaske vin: 24 pund. Rigtig lækker mad og god betjening. Wild Honey, enstjernet restaurant, serverer tre retter til frokost for 13 pund Hibiscus, som jeg besøgte i fjor, fik i år to stjerner og serverer lunch med vin, kaffe og petit four for 33 pund. Det er nogenlunde det samme, som en enkelt ret koster i København. Pied au Terre med to stjerner er et super sted, hvor de altid laver spændende, moderne mad. Frokosten her kostede 32 pund for tre retter inklusiv aperitif. Tom Aikins som er én af de superstjerner, som måske kan give Gordon Ramsay kamp til stregen, fik en stjerne i år og står til to næste år. Meget klassisk restaurant, meget flot mad med flere valgmuligheder til frokost, tre retter til 33 pund for mad af høj klasse. Det kan næsten ikke være billigere og bliver det sikker heller ikke. Og så er der jo masser af spændende ting at se i London for ikke at tale om, at alle forretninger har tilbud, som nærmer sig halv pris på tøj og andet af det, som London er kendt for. KJ Eviva España Det kan ikke siges ofte nok: Spanien er i toppen af verdens-gastronominen. Toprestauranter popper op, vine i Spanien bliver stadig bedre og bedre, restauranterne fører sig frem i verden. Spanske kokke rejser rundt og udbreder det spanske køkken med forgangsmænd og restauranter som El Bulli, Arzak, Con Frabes, vine som Muga, Pingus og mange af de nye vine. Dette ved alle inden for vores branche, men der sker jo også det, at den store underskov af restauranter og vine på lavere niveau føler, at de skal være med fremme,og så er der virkelig gastronomi og vin for folket af høj kvalitet. Så en lille rundtur i et af mine favoritlande, Spanien, ender jo en del gange i Baskerlandet. Der er nu et væld af små gastronomiske perler,som har levet i skyggen af de store mestre i Baskerlandet. Så her er lidt forbruger oplysning til lidt folkelig gastronomi for alle. Martin Brassegoi med tre stjerner i bagagen har et mindre cafeteris under kulturhuset i San Sebastian, super mad og vin til frokost, fast pris 25 euro. Tre super retter og en halv flaske lækker rød Somontano er et fund. La Perla med den lidt turistede beliggenhed midt på stranden, men med venlige vinpriser. Hvad med et glas cava til 2 euro? La Murella med kniv og gaffel i den røde guide, lille hyggeligt sted ejet af to modne damer, som på hyggelig vis serverer en tre retters menu med seks forskellige retter inden for hver kategori. Inklusive flaskevand og en halv flaske Navarra rødvin og kaffe 23 euro, to personer 340 kr. Det er et tilbud, man ikke kan sige nej til. Restaurant Rekondo er en klassiker, som ligger lidt uden for byen, og som måske har Spaniens flotteste vinkort. Maden er klassisk på den lidt formelle måde, en hyggelig gårdhave, men frem for alt et vinkort, der tager lidt koncentration at tygge sig igennem. En Tora Muga 2005 til 70 euro må siges at være et godt tilbud, vinen er forrygende, masser af lakrids, tobak, chokolade, mandler, blomme. Man kan også få Marques de Riscal i nok 50 årgange tilbage til 1900 og mindst årgange af andre spanske vine. Restaurant Urola er lidt svær at finde på toppen af en tapasbar, meget klassisk spansk, men en meget vidende sommelier, klassiske retter til aften. Vi mente, at vi ville begynde med et glas vin. O.k. sagde sommelieren, hvad med en lækker frisk hvidvin fra Galicien på verdelho-druen, tag en halv flaske som begyndelse. Vi tænker, at nogle vil prøve at sælge os noget dyrere, men tværtimo. En helt forrygende lækker, frisk vin til 4,50 euro, 33,50 kroner..en meget klassisk spansk menu på tre retter, bl.a. en flot ostetallerken med fem slags spanske oste, super service og en Contino Reserva 2005 til 25 euro. Finale, regning, 850 kr. Småt og meget smukt Azienda Agricola Rossi Contini ligger og putter sig i det bakkede Ovada, en lokalitet i Piemonte kun 15 km fra Genova og dermed Middelhavet. Det er sådan en lille vingård, man kan drømme om, indtil det går op for én, at der skal medbringes en større formue, så der er noget at stå imod med. Det er Annalysa Rossi Contini, som styrer tingene her, en selvlært kvinde uden egentlig vinøs baggrund. Hun og hendes mand, Fabio, kom hertil for 21 år siden og indledte en renovering af både bygninger og vinmarker. De efterhånden 5,5 hektarer giver især dolcettodruer, men også lidt hvid cortese og en smule barbera. De to sidsnævnte er ikke så udbredt på disse kanter. Dolcetto er plantet med 6500 stokke pr. hektar på den meget kalkfyldte jord. Resultatet er vine med elegance og et langt liv. Der fremstilles flere versioner med varierende grader af fadlagring, og det er et særkende for huset at holde vinen tilbage i flere år. P.t. sælges årgang 2005, og det er temmelig uhørt i Italien, hvor det er et dogme, at dolcetto skal være så ung som muligt. Fabio Contini, som efter år i tekstilbranchen med hyppige besøg hos tæppefabrikanter i Danmark nu virker som konsulent og står for vinsalget - viser rundt i kælderen og tapper smagsprøver på de nyere årgange af både dolcetto og barbera dolcetto er dejlig med let sødme, 2007 er mere skarp og lukket, 2006 frugtfyldt og tanninrig. Dolcetto er hvad måske overrasker nogle efter nebbiolo den mest tanninrige drue på disse kanter. Over en klassisk italiensk bondefrokost serverer Annalysa, Fabio og datteren Giulia en stribe ældre vine, bl.a. den meget lækre dolcetto Vigneto Ninam i både årgang 2003 og Ingen af dem viser det mindste tegn på at være på vej i graven. Hvidvinen Cortesia fremstilles hos gode naboer. Rossi Contini har ikke selv temperaturregulering på gæringstankene. Det er en frisk og ukompliceret sag, 1300 flasker om året, så der er ikke meget mere vin, end husholdningen plus lidt venner og bekendte kan drikke. Rossi Contini er en af den slags producenter, som ville være en lækkerbisken for enhver kvalitetsrestaurant. Så hvem kommer først? J.A. Familien Rossi Contini: Annalysa, Giulia og Fabio. Giulia er ikke på vej ind i vinbranchen. Hun studerer egyptisk og mellemøstlig politik.

16 32 30 [vinøst] SOMMELIER 3/2009 2/2009 SOMMELIER 3/2009 [vinøst] 31 Dessertvindere Den europæiske finale af Roussillon Dessert Trofæ blev afviklet i École Internationale de Patisserie d Olivier Bajard i Perpignan. Seks hold deltog fra England, Belgien, Frankrig, Holland, Tyskland og Danmark. Den opmærksomhed, der tildeles Roussillon Dessert Trofæ, bliver større hver gang konkurrencen afholdes, og det kan ses på deltagernes CV. Ud af de otte deltagende restauranter, har fem af dem en eller endda flere Michelin stjerner! Michael Munk, tidligere MR, og Mette Derdau, tidligere Geranium, repræsenterede Danmark. De havde vundet den danske finale af Roussillon Dessert Trofæet med deres dessert Underskov, der var sammensat med en Banyuls Grand Cru Cave de l Abbé Rous 1998 (Importør: Theis Vine). Vinderne blev Anne Coquelin og Thibaut Panas, det engelske par, som kommer fra Le Manoir aux Quat Saisons i Oxford (med to Michelin stjerner) med deres dessert baseret på figen og sammensat med en Rivesaltes Grenat fra Domaine Gauby. Selvom vinderne har franskklingende navne, skal man ikke tage fejl - juryen ydede ingen national præference. Den var nemlig dannet med dommere fra hvert deltagende land. Pragtbog om Graves The Heart of Bordeaux er en rigtig coffeetable-book: Stort format, flotte illustrationer og ikke for meget tekst. Forfatter er James Lawther, MW, som er tidligere vinhandler og nu bosat i Bordeaux, hvorfra han bl.a. rapporterer til Decanter. Graves med topslottet Haut- Brion er nok i virkeligheden det mest interessante af vinområderne i den store Bordeaux-region. Det er også vel beskrevet, lige siden Samuel Pepys i 1663 kundgjorde, at han havde drukket en fransk vin med navnet Ho Bryan, som havde en god og meget speciel smag. Filosoffen John Locke drog selv til Pessac-Léognan, og mest kendt er formentlig Thomas Jeffersons besøg i slutningen af 1700-tallet, som resulterede i hans konstatering af, at Haut-Brion er én af de fire vinmarker af topkvalitet i Bordeaux. Ejeren af slottet, som Jefferson mødte, blev desværre guillotineret under revolutionen, og det medførte en del ejerskifter, indtil amerikaneren Clarence Dillon i 1935 overtog ejendommen. Ejerskabet i dag er direkte afledt af Dillons involvering. Men Graves er andet end Haut-Brion. Det er f.eks. Domaine de Chevalier, det er Château Fieuzal, Carbonnieux, Bouscaut, Pape Clément og Smith Haut Lafitte. Plus de øvrige, som alle får ridset deres historie op akkompagneret af opskrifter på retter kreeret af folk som Daniel Boulud, Pierre Gagnaire, Michel Guérard, Alain Passard og Eric Ripert. Billederne, taget af Alain Benoit, er måske bogens største attraktion. De er formidable og giver lyst til endnu en gang at gense det lidt oversete distrikt, møde en mand som Olivier Bernard igen på Domaine de Chevalier og smage nogle af de fantastisk holdbare vine direkte fra kælderen. Daniel og Florence Cathiard på Smith Haut Lafitte er også værd at besøge. For ikke at tale om Eric og Philibert Perrin på Carbonnieux, André Lurton på Couhins-Lurton og Sophie Lurton-Cogombles på Château Bouscaut. Af sted, af sted! Det er ikke for sent. The Heart of Bordeaux er udgivet af Stewart, Tabori & Chang, er på 221 sider og koster knap 30 engelske pund. J.A. 46 vindere Som optakt til Dansk Vinskue den 29 august i Silkeborg havde Foreningen af Danske Vinavlere på ny bedt D.S.F. om at stille et hold smagsdommere. 12 i alt, heraf hovedparten sommelierer, mødtes derfor i begyndelsen af august og smagte sig i løbet af ca. fem timer gennem 255 vine. De omfattede 156 rødvine, 60 hvidvine, 22 roséer, 7 mousserende, 5 søde dessertvine, 3 hedvine og 2 vine med forlænget produktionstid, dvs. enten lang flaske- eller fadlagring. Vinavlerne både professionelle og hobbyavlere - tillægger D.S.F.'s officielle bedømmelse stor betydning. Det gælder ikke blot pointgivningen, men også de kommentarer til vinene, som smageholdene bliver bedt om. Der gives point for farve, klarhed, duft og smag. Pointsystemet var i år forbedret i forhold til tidligere med henblik på at hæve niveauet for uddelingen af medaljer. Maksimum er 20 point, og en vin skal opnå mindst 8 point for at komme med på vinskuet. 12 point giver Bestået med Ros, 14 point bronzemedalje, 15,5 point sølv og mindst 17 point guldmedalje. Regional vin Frem til 2006 kunne danske vinavlere kun klassificere deres vine som bordvin, men fra 2007 indførtes betegnelsen regionale vine. En regional vin skal opnå mindst 10 point af 20 mulige ved en bedømmelse. Når en vin har status af regional vin, må der på vinens etiket oplyses druesort og årgang det må man ikke med bordvin. I alt 120 avlere havde indsendt vine til bedømmelsen. 23 erhvervsavlere med 85 vine og 97 hobbyavlere med 170 vine. Resultatet blev, at 18 vine fik ros, 22 fik bronzemedalje, 4 fik sølv, og 2 fik guld. J.A. Der grubles: Erik Gemal Witting, Arvid Rosengren og Jan Restorff udgjorde et af holdene ved smagningen af de danske vine. Der diskuteres: Ole Troelsø (Børsen), Peter Trauboth og Jesper Boelskifte var som de øvrige smagere - grundige i deres bedømmelse af vinene. 10 af verdens bedste 1000 vine Pekka Nuikki, finsk grundlægger af Fine Magazinegruppen og forfatter af adskillige kunst- og vinbøger, opregner i European Fine Wine Magazine de 10 vine, han anser for de bedste, han har smagt. De 10 er kun en brøkdel af de 1000 favoritvine, som er samlet beskrevet i en bog med Pekka Nuikki og Ralf Frenzel som forfattere. Top ti-listen ser sådan ud: Château Latour Mouton Rothschild Romanée-Conti, Domaine de la Romanée- Conti Château Cheval Blanc Château Margaux Château d'yquem Château Petrus Hermitage La Chapelle. Paul Jaboulet Ainé Château Lafite-Rothschild Château Cheval Blanc. Alle 10 vine opnår selvfølgelig 100 point.

17 34 32 [vinøst] SOMMELIER 2/2009 3/2009 SOMMELIER 1/2009 3/2009 [vinøst] Den ukendte dessertvin Hvordan ligger det med brachetto i Danmark. Er vinen kendt og værdsat? Hvordan kan dens position i markedet blive forbedret? Passer den godt til det danske køkken? Den slags spørgsmål blev SOMMELIER's redaktør stillet ved en rundbordskonference i Acqui Terme, en køn lille by i det sydlige Piemonte. Blandt de øvrige paneldeltagere var direktøren for Villa Banfi, Enrico Viglierchio, og Gianni Zonin, præsident for kæmpefirmaet Zonin. Spørger man almindelige forbrugere om deres mening om brachetto, er der ingen respons. Vinen er ikke kendt. Det ligger lidt bedre for de gode restauranters vedkommende. Her kan man til tider finde den alkoholsvage, let mousserende sødlige rødvin under dessertvine, fordi den passer så fint til forårets og sommerens bær og frugter. Og til f.eks. chokolade-baserede desserter. Men generelt står brachetto i skyggen af moscato, som danskerne har taget til sig. Dels pga. smagen, dels måske fordi vinens navn er nemt at udtale. Brachetto udtales braketto, og det volder muligvis problemer for nogle. Konklusionen på indlægget var derfor, at der skal markedsfø- [fakta] Brachetto Brachetto er en af de få italienske druer, der findes uden for Italien, ganske vist i ringe antal, som braquet, i små parceller som stadig findes omkring Nice. Dens oprindelse er næsten sikkert fransk, siden den antages at være en gammel Bellet-varietet, hvorimod den først noterese fra Piemonte i det 19. årh. I dag dyrkes den meget mere intensivt i Italien end i Frankrig, og den kan findes i Piemonte, sædvanligvis som Brachetto d'acqui, der er en frizzante, ret jordbæragtig vin både hvad angår farve og smag. Kilde: Jancis Robinson Druer og vin. Lindhardt og Ringhof ring til, hvis man vil sælge mere brachetto i Danmark. Danskerne vil ganske givet tage vinen til sig, men de skal jo kende den først, og det kommer de nok lettest til ved at møde den på restauranter. Så helt konkret blev forslaget fra Danmark, at man inviterer en gruppe sommelierer til brachetto-land og viser deltagerne variationen i vintypen. Det forslag blev godt modtaget, så nu er det op til D.S.F.'s medlemmer at tage imod invitationen, når den kommer. Der var opsat plakater i Acqui Terme med navnene på deltagerne i brachetto-seminaret. Eneste udenlandske deltager vra SOM- MELIER's redaktør, idet østrigske Christian Eder havde måttet melde afbud i sidste øjeblik pga. sygdom i familien. Håndlavet grappa I landsbyen Silvana d'orba i det sydlige Piemonte ligger Distilleria Gualco Bartolomeo e Susanna, den sidste grappa-producent på en egn, hvor engang nærmest nærmest hver eneste vinbonde destillerede sin egen grappa. Destilleriet er fra 1870 og drives i dag af sjette generation. Metoderne er klassisk piemontesiske og i klar modsætning til de dominerende industrielle destilleriers produktionsmetoder. Blandt specialiteterne er grappalikør, Nu uden svovl Champagnehuset Drappier har kreeret en Brut Nature Zéro Dosage Sans Souffre, som mao. er en champagne uden sukker og svovl. Det er verdens første mousserende vin af sin art. Der er tale om 100 pct. pinot noir. Vinen er skabt af den unge Guillaume Roffiaen, som tidligere arbejdede for Ayala. Philipson Wine forhandler Drappiers champagner. Den Susanna, der henvises til på destilleriets facade, er bedstemor til de nuværende ejere. bl.a. en stærkt vanedannende kaffe-udgave. Falder vejen forbi de kanter, kan man forberede sig ved at kigge på Sådan ser frisk svovl ud, gult og stinkende som rådne æg. Nej til Wine Spectator SOMMELIER deltog, som det fremgår af artiklerne andetsteds i dette nummer, i et besøg i Soave inviteret af det lokale Consorzio. Den otte mand store gruppe bestod af amerikanere, canadiere og altså en dansker. Nogle af de lokale vinproducenter regnede med, at især amerikanerne gerne ville have at vide, når Wine Spectator havde givet de vine, der skulle smages, høje point, men dér tog de fejl. I USA anses Wine Spectator for upålideligt og meget kommercielt, lød det. Som en deltager fra New York udtrykte det: - Når jeg ved, at Wine Spectator har givet vinen 91 point, bliver jeg skeptisk og tror på forhånd, at jeg ikke kan lide vinen. Der var enighed om, at bladet har et meget bedre ry i Europa end i USA. Amerikanerne havde i øvrigt nøjagtig samme holdning til Robert Parker og hans pointgivning.

18 34 [vinøst] SOMMELIER 3/2009 Barbaresco 2006 Det kommer an på... Producenterne af barolo og barbaresco er ikke så glade for nogle af de rapporter om kvaliteten af hhv og 2006, der er blevet publiceret bl.a. i SOMMELIER 2/2009. De har derfor udsendt en pressemeddelelse, der skal forhindre enhver mulig misforståelse, som det hedder. De gør det klart, at et stort flertal af producenterne og forbrugere af barbaresco 2006 mener, at 2006 er en meget god årgang med nogle enestående højdepunkter. De understreger også, at nogle vineksperter for nylig gav gode karakterer til barbaresco 2006 (f.eks. James Suckling i Wine Spectator Insider Special Report Piedmont vol. 5 nr juli 2009). Pressemeddelelsen nævner også, at barbaresco 2006 tiltrak næsten 2000 forbrugere, da 13 restauranter i området i slutningen af maj gennemførte Il Barbaresco a Tavola. Disse forbrugere smagte omkring 70 forskellige barbaresco 2006 fra forskellige producenter, og de udtrykte stor tilfredshed, hedder det. Barolo 2005 tillægges i meddelelsen tilsvarende positive egenskaber. Vinproducent og vinskribent Armin Diel deltog både som smager og som bidragyder i årets snigpremiere på VDP's Erste Lage-vine (se fokus-siderne). Armin havde indsendt fire riesling-vine fra sit Schlossgut Diel. Adspurgt hvilken af de fire, der er hans favorit, lød svaret: - Det kommer an på, hvad jeg smager om morgenen eller om aftenen, med min kone eller med min elskerinde. To til Portugal Pernille Foldersen og Anne Christine Knudsen fra henholdsvis Vinakademiet og Copenhagen Hospitality College, er blandt de glade nordiske modtagere af ViniPortugals rejsestipendier til unge, lovende sommelierer. Stipendierne uddeles til 10 forskellige uddannelser inden for drikkevarer og gives til elever, der har vist engagement og interesse ud over det sædvanlige samt selvfølgelig klaret både praktiske og teoretiske prøver godt. Rejsen til Portugal varer fire dage og omfatter besøg på vingårde og hos producenter med henblik på at lære mere om landets druesorter og vine. Kirken for foden af Mazonmarkerne, Alto Adige Foto: Tune Andersen Adriat Vinimport as ITALIENSKE KVALITETSVINE Barbaresco - årgang 2006 er god nok, mener producenterne.